skip to Main Content

ORDBOG

Akkumulation

Når man samler og ophober noget, så man hele tiden får mere.

Begrebet bruges i politisk økonomi. I den borgerlige udgave er det historien om, hvordan man gennem hårdt arbejde, evnen til at tage de rigtige beslutninger og turde tage en risiko kan blive rig, tjene stadig flere penge og hele tiden forøge sin kapital, omsætning og ejendom.

I marxistisk politisk økonomi siges det derimod klart:  Det er udbytningen af arbejdskraften og udplyndringen af naturens ressourcer, der skaber merværdi og profit. Værdier der kan investeres i igen at øge rigdom og kapital. At det ikke kommer dem der skaber værdierne, arbejderklassen, til gode skyldes den private ejendomsret.

«Når merværdien ikke anvendes af ejeren til hans personlige forbrug, men bruges som kapital, dannes der ny kapital, som føjes til den gamle som akkumuleres. Anvendelsen af merværdi som kapital kaldes kapitalens akkumulation.» (Marx).

Anarkisme

Politisk retning, der drømmer om et nyt samfund med alle individers frihed, uden at gøre op dem det bestående klassesamfund og den private ejendomsret.  Findes i dag først og fremmest i de autonome miljøer, hvor opbygning af  kollektiver og en anti-autoritær livsstil sammen med ”direkte aktion” mod magtsymboler skal overbevise andre til at gøre det samme.

Anarkismen afviser nødvendigheden af arbejderklassens organisering og det revolutionære parti for at kunne skabe revolutionær forandring og et nyt samfund.

Dialektik

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Dialektisk og historisk materialisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Finansiel og industriel kapital

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Flydende/Konstant kapital

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Højrepopulisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Idealisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Imperialisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Løn under kapitalismen

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Maoisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Marxisme-Leninisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Materialisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Metafysik

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Monopoldannelse

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Opportunisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Produktivkræfter

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Reformisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Revisionisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Socialdemokratisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Spekulation

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Trotskisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Udbytning

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Idéernes kamp

Pablo Miranda, Ecuadors Kommunistiske Parti Marxist-Leninister, PCMLE

Menneskehedens historie, lige siden de første sociale klasser opstod, er klassekampens historie, som det så præcist er beskrevet i Det Kommunistiske Partis Manifest i 1848.

Vil man se på menneskehedens historie på en videnskabelig måde, må man se på den gennem det historiske materialistiske synspunkt ved at begynde med at få hold om teorien om produktionsformernes afgørende betydning. I ethvert klassesamfunds produktionsform er der to primære sociale klasser, der fører en hård kamp for deres interesser: de dominerende klasser for at bevare, udvide og forevige dem, og de undertrykte klasser for at opnå deres sociale befrielse, samt for anerkendelse og udviklingen af deres interesser. Gennem historien er disse kampe foregået mellem slaveejere og slaver, herremænd og fæstere, og nu borgerskabet og arbejderne.

Kampen mellem de modsatrettede klasser i samfundet sker under konkrete forhold, nemlig de omstændigheder, produktionen i sig selv udvikler sig under. Under det kapitalistisk-imperialistiske system står arbejderklassen og borgerskabet over for hinanden i kraft af kapitalens dominans over arbejdskraften, de besiddendes klassers tilegnelse af den rigdom, der skabes af arbejderne, og den afhængighed, som internationale monopoler og imperialismen skaber for arbejderne, befolkningerne, nationerne og de afhængige lande.

Dybest set handler klassekampen om kampen for at vinde politisk magt, for at afgøre, hvilken klasse der udøver den politiske magt, hvilken klasse der er i besiddelse af den økonomiske magt (som udgøres af ejerskabet af produktionsmidlerne og den velstand, der skabes af arbejderne) og udøver den sociale og kulturelle dominans over samfundet som helhed.

I det kapitalistiske samfund udkæmpes kampen mellem arbejderklassen og arbejdsgivernes klasse på en voldsom måde inden for alle områder: økonomisk, socialt, kulturelt, politisk, i den militære sektor samt i idéernes verden. Disse kampe er en afspejling af de materielle interesser i klasserne – de er uafhængige af, om folk, de sociale organisationer og de politiske partier vil deltage i dem eller ej. Disse elementer er ikke desto mindre aktivt involveret i denne kamp.

Det økonomiske grundlag og den måde, hvorpå produktionen og distributionen struktureres, er grundlæggende for placeringen af de sociale klasser, deres repræsentanter og deres talspersoner. Der er på den ene side de klasser, der ejer de store produktionsmidler, og på den anden side arbejderne, som skaber rigdommen, men som ikke nyder godt af den.

Som man ved, manifesterer klassekampen sig primært inden for økonomi, politik og ideologi, men det er på det politiske felt, at dens mest akutte og afgørende udtryk er koncentreret. Den politiske kamp er den daglige konfrontation mellem klassen af kapitalisterne, som vil opretholde sig selv ved magten, og arbejderklassen, som skal vælte dem og påtage sig rollen som herskende klasse.

Et andet aspekt af klassekampen bliver ført inden for arbejderklassen selv mellem to forskellige lejre. På den ene side er der dem, der er blevet opmærksomme på deres rolle i produktionen og i den sociale forandring og sætter deres politiske parti, kommunistpartiet, i spidsen for dette. Og så er der andre dele af samme arbejderklasse, som er påvirket af arbejdsgivernes synspunkter, gennem reformisme, revisionisme og opportunisme, og som kun lader deres handlinger styre med henblik på at forbedre deres lønninger, sociale vilkår og politiske rettigheder.

Den politiske kamp udvikler sig uafhængigt af viljen blandt personer, herunder af de sociale og politiske organisationer. Alle de idéer og holdninger, der kommer til udtryk i samfundet, hænger sammen med politiske spørgsmål, har politiske betydninger. At noget skulle være upolitisk, eksisterer ikke. I virkeligheden udvikler hver samfundsklasse, hver klasse politiske aktiviteter. Mennesker kan ikke flygte fra denne situation. De udfører politiske opgaver, uanset om de er klar over det, eller om de manipuleres af de herskende klassers sociale og politiske ledere.

Den permanente udvikling af den ideologiske kamp

Ligesom i de politiske konfrontationer kolliderer arbejderklassens og borgerskabets begreber og holdninger i den ideologiske kamp på mange spørgsmål såsom naturen og den måde, mennesker omdanner den til at opfylde deres behov, alle sociale fænomener, udnyttelsen og undertrykkelsen af arbejderne, produktionsmidlerne og fordelingen af velstand. Kort sagt, der er intet aspekt af de menneskelige aktiviteter, der er ikke dybt knyttet til idéer, til forestillinger.

Idéernes kamp, den ideologiske konfrontation mellem arbejderklassen og borgerskabet, er det strategiske udtryk for klassekampen. Det er konfrontationen mellem de revolutionerende nye betingelser og de reaktionære gamle forhold, mellem uafhængighed og imperialistisk dominans, mellem revolution og kontrarevolution, mellem socialismen og kapitalismen.

Den ideologiske kamp er en konstant faktor under forskellige omstændigheder, på forskellige tider og steder, hvor konfrontationen mellem arbejderklassen og borgerskabet finder sted. Hver positionering, hver manifestation af klassekampen udtrykker i sig selv konflikten mellem klassernes forskellige interesser i det kapitalistiske samfund og i arbejder- og kapitalistklassens forestillinger og idéer.

I denne tid, efter at arbejderklassen blev sat fra magten og Oktoberrevolutionens og det socialistiske systems store fremskridt blev besejret, udfolder arbejderklassens og dets kommunistiske partis ideologiske kamp sig under ugunstige forhold. Kapitalismen og reaktionens kræfter har vundet et omfattende slag. De har midlertidigt standset fortællingen om den sociale revolution, idealet om socialismen og kommunismen, og har restaureret kapitalismen på en tredjedel af jorden og skubbet en fjerdedel af verdens arbejdere fra magten.

Som en konsekvens af disse begivenheder betragter en stor del af samfundet, den offentlige mening og endda brede dele af arbejderklassen imperialisterne og kapitalisterne som vindere over socialismen. Disse sektorer proklamerer, at kapitalismen er det højeste udtryk for den materielle og kulturelle udvikling af menneskeheden, de erklærer revolutionen og socialismen for død, og de tror på, at det er umuligt at gennemføre social frigørelse.

Ifølge reaktionære og imperialistiske ideologer fejlede socialismen. Den var ude af stand til at løse arbejdernes og folks problemer, den havde oprettet diktatoriske regeringer, begravet demokrati og frihed, kunne ikke holde trit med den teknologiske, tekniske og videnskabelige udvikling af kapitalismen, gjorde brug af vold og krig, og den førte til at millioner af mennesker blev ofret for ingenting, blot for at alting kunne fortsætte som før.

Selv om det er en kendsgerning, at socialismen blev besejret, er den ikke blevet begravet. Årsagerne til og målsætningerne for den sociale revolution lever fortsat, nemlig den kapitalistiske udbytning og arbejderes og befolkningernes kamp for deres befrielse. Kommunisterne fortsætter kampen for revolution og socialisme.

Kendsgerningerne er imidlertid stædige

De sociale erobringer og de rettigheder, som arbejdere og folk har opnået under revolutionens og socialismens fremskridt, kan ikke skjules: social lighed for alle dem, der arbejder, lige muligheder for alle, afskaffelse af sult og elendighed, grundlæggende uddannelse for hele befolkningen, universel sundhed og social sikkerhed, kvinders befrielse fra patriarkalske og borgerlig undertrykkelse, uafhængighed og suverænitet af de befolkninger og nationer, der påtog sig opførelsen af socialismen – alt dette er stadig til stede i den historiske erindring hos millioner af mennesker og vidner om de betydelige forskelle mellem kapitalismen og socialismen. Kapitalismen er menneskets udbytning af mennesket. Socialismen er fjernelsen af udbytningen.

I den sammenhæng har det kapitalistiske imperialistiske system ikke noget nyt at byde på. Det er ansvarligt for udnyttelsen af millioner af arbejdere i hele verden samt for at tilrane og akkumulere den enorme rigdom, arbejderne har skabt. Det er ansvarligt for udplyndring af naturressourcer, den ekspansive politik, forringelsen af miljøet på hele planeten, undergravning og underudvikling i langt de fleste afhængige lande. Kapitalismen skaber arbejdsløshed for mere end en milliard mennesker og den fattigdom, der plager hundreder af millioner af mennesker,  forårsager uhelbredelige sygdomme og børnedødelighed pga. mangel på drikkevand og kloakanlæg og er skyld i den store mangel på offentlig uddannelse i alle lande. Med udviklingen af den teknisk-videnskabelige revolution, fremskridtene inden for teknikker og teknologier og forbedring af produktionsmidlerne, robotteknologi og datalogi er hundredtusindvis af arbejdspladser blevet elimineret. Dette har haft en betydelig indflydelse på de materielle forhold i arbejderklassen og for arbejdernes subjektive bevidsthed.

Mange store fabrikker med store koncentrationer af arbejdere eksisterer ikke længere. De er blevet erstattet af højteknologiske industrianlæg, der kræver færre arbejdere og er spredt ud over regioner og lande. De imperialistiske stater har placeret de beskidte og forurenende industrier uden for deres egne lande og opsøger både billig og teknisk specialiseret arbejdskraft. Væksten i land-, sø- og lufttransport bringer handels- og råvaremarkederne tættere sammen, og profitten vokser astronomisk for monopolerne.

Kapitalismen vokser, akkumulerer og koncentrerer rigdom kontinuerligt. For at opfylde disse mål kan den ikke undvære arbejdsstyrken, som stadig, nu såvel som i fortiden, er den vigtigste kilde til skabelse af velstand.

Arbejderklassen er vokset i antal som aldrig før og er nu spredt over hele kloden. Som altid er udbytningen af arbejderne den vigtigste bestanddel af overskudsværdien.

Det store flertal af arbejderklassen påvirkes af arbejdsgivernes idéer og udspil, af reformisme, opportunisme og revisionisme. Arbejderklassens faglige organiseringsgrad er meget lav og overstiger kun 10 % i meget få lande i verden. Arbejderklassens fagforeninger har tabt terræn. De vigtigste udtryk for arbejderklassens kamp er i flere lande i Europa, i Indien og Kina, i Brasilien, Argentina og USA er demonstrationer for at vise utilfredshed. De søger umiddelbare løsninger på den materielle situation, og i nogle tilfælde har de et politisk perspektiv ud over dette, som i Argentina og Brasilien, hvor de er modstandere af neoliberalisme og fascisme. I alle tilfælde og steder modsætter de sig kapitalismen.

De tidligere kommunistiske partier, der havde kæmpet store kampe mod fascisme og diktaturer, mod kapitalismen og for socialismen, endte med at blive ofre for opportunisme. De sad fast i mudderet af nutidig revisionisme, de opgav deres klassenatur og blev reformvenlige organisationer, de mistede styrke og tilstedeværelse i arbejderklassen, de faldt i antal og gik ned til et punkt, hvor de er små repræsentationer, der har ringe indflydelse på politik.

Småborgerlig opportunisme og trotskisme forsøgte at erstatte de revisionistiske partier i deres tidligere rolle, og i et forholdsmæssigt lille omfang har de lykkedes med dette.

I realiteten er hovedparten af fagbevægelsen under det socialdemokratisk styre, men den repræsenterer ikke arbejderklassens egentlige interesser, den er blevet en redskab til at hjælpe det kapitalistiske system til gengæld for små indrømmelser.

Det er betingelserne som vi, kommunister, står over for i dag, og det er imod dem, at vi er nødt til at fortsætte kampen for revolution og for socialismen.

Kampen for social frigørelse, for arbejdernes befrielse og for uafhængighed og suverænitet i de lande, der domineres af imperialismen, skal udvikles på idéområdet, i den ideologiske kamp. Men for at vælte kapitalismen og for at etablere folkets magt og socialisme skal revolutionen finde sted.

Man skal starte fra et par begrebsmæssige spørgsmål.

Hvad er idéer? Hvor kommer de fra? Hvad er ideologi?

Idéer er altid en afspejling af den omgivende virkelighed, men de er ikke en simpel grafisk reproduktion, de udtrykker et værk af abstraktion produceret i den menneskelige hjerne.

Idéer opstår ikke ud af ingenting, spontant, de er ikke en guddommelig inspiration, de er ikke medfødt, de er dannet og udtrykkes i en konkret virkelighed, de er en konsekvens af den sansemæssige opfattelse af de ting og de fænomener, der er til stede i naturen, af de begivenheder, der opstår i udviklingen af samfundet, de er et resultat af udviklingen af mennesker, de kan bevises i praksis. Idéerne er født af social praksis, de fortolkes, de bliver begreber, der er valideret i praksis.

Idéer er visionen om ting og fænomener, der tager form i den menneskelige subjektivitet gennem opfattelsen af ens sanser, samtale, læsning. Denne første etape efterfølges af fortolkningen og accepten af disse idéer som ens egne. Idéer udvikler sig i hjernen, som forvandler dem til begreber. Rigtigheden af disse idéer kan kun verificeres gennem praksis, ved deres gennemførelse, deres anvendelse i naturen og i det sociale liv. Med andre ord, viden er først og fremmest født fra den objektive virkelighed gennem praksis, så bliver den bearbejdet, og endelig vender den tilbage til praksis for at blive bevist i praksis.

Når en række idéer, der repræsenterer de materielle interesser i en social gruppe, er formet og præsenteret som teser, vil gruppen identificere sig med disse teser og tage dem til sig, hvilket vil resultere i dannelsen af et system af idéer, en ideologi.

Ideologi er et sæt af idéer, begreber, meninger om de forskellige fænomener i naturen og samfundet, på fortiden, på nutiden, herunder forslag til fremtiden, det er en fortolkning af historien, af de spørgsmål, der er af interesse for mennesker, holdninger til forskellige situationer, måden at se spørgsmål og problemer på, tænkemåder, at leve, arbejde og kæmpe for en samfundsgruppes, et politisk partis, en samfundsklasses interesser. Det er et ideologisk system, en opfattelse af verden. Ideologi er den måde at tænke og handle på i et kollektiv eller en gruppe i samfundet, som de deler på en række områder. Derfor er ideologi ikke en holdning, et fænomen af individuel karakter, det er en form for social bevidsthed.

Ideologiske systemer svarer til sociale klasser og grupper. De udtrykker den materielle situation, de økonomiske, politiske, sociale og kulturelle interesser baseret herpå. Hver social klasse har en fortolkning af livet og sætter sin kurs i overensstemmelse med sine interesser. Livsstilen svarer altid til et specifikt materielt grundlag, i modsætning til livsstil, der vedrører den familiere og personlige livsstil.

”Ideologi er refleksion i den menneskelige bevidsthed af de eksisterende objektive sociale forhold. Det er først og fremmest en afspejling af produktionens forhold. Det er også i vid udstrækning bestemt af de vaner, traditioner og opfattelser, der overføres fra generation til generation, og af formidlingsarbejdet.” (Marx og Engels: Brev til Kommunisternes Forbund)

I en nøddeskal: Alle spørgsmål og fænomener i naturen og samfundet bliver fortolket og kæmpet for på basis af de sociale klassers materielle interesser, der står i modsætning til hinanden.

I det kapitalistiske samfund kæmper borgerskabets klasseideologi en kamp på liv og død med arbejderklassens verdensopfattelse. I denne kamp findes også ideologierne for de andre klasser i samfundet, småborgerskabet, halvproletariatet og endda ideologierne fra fortidens klasser, godsejerne og feudalismen.

Når synspunkterne og begrebsmæssige vurderinger kan tilhøre forskellige grupper inden for den samme sociale klasse, udtrykker de de materielle interesser i disse grupper og er normalt en del af de politiske partiers teoretiske grundlag, de kommer til udtryk i forskellige programmatiske, sociale og kulturelle linjer og konkurrerer med hinanden, undertiden bittert, men de kommer også til kompromiser, til aftaler om at forsvare de overordnede interesser i den sociale klasse som helhed.

Når ideologier af uforsonlige sociale klasser støder sammen, opstår derimod en kamp uden afbrydelse, der afgør udviklingen af samfundet og dets sociale, økonomiske, kulturelle og politiske liv. Denne konfrontation er en del af klassekampen.

Kampen mellem de uforsonlige sociale klassers synspunkter

Kampen mellem de uforsonlige sociale klassers synspunkter udtrykkes på alle områder. Kampen mellem modsætninger i idéernes verden handler om at forsvare de respektive opfattelser fra disse klasser. På det økonomiske område handler det om at tilfredsstille og udvide de materielle rettigheder og forhåbninger i hver klasse, på de kulturelle og militære områder er der også en klassekamp, og på det politiske område bliver kampen ført mellem ejerne, der ønsker at bevare deres magt, og de undertrykte, der kæmper for at vælte den bestående magt og etablere en ny magt.

Når idéer forvandler sig til et system af idéer, til en ideologi, bliver de til forestillinger, som udtrykkes i vurderinger af virkeligheden, af modsigelserne i samfundet, og af måderne til at løse dem til gavn for den kollektive gruppe/klasse, der opretholder dem. De er udtrykt i forslag og programmer, på metoder til at gennemføre målene. Det er de omstændigheder, hvorunder teorier bliver født.

Arbejderklassens forestillinger blev gennemtænkt og systematiseret af de sociale forkæmpere og revolutionære intellektuelle og blev til den revolutionære teori om videnskabelig socialisme. Marx og Engels og senere Lenin og Stalin spillede en vigtig rolle i udarbejdelsen af teorien om social frigørelse, de har systematiseret principperne og arbejderklassens målsætninger for den sociale revolution, massernes rolle i historien, brugen af revolutionær vold til at vælte kapitalisterne, anerkendelsen af arbejderklassen som den herskende klasse i samfundet, arbejderklassens ledende rolle og den proletariske internationalisme, og behovet for arbejderklassens politiske parti, kommunistpartiet.

Den revolutionære teori, videnskabelig socialisme, marxismen-leninismen, er arbejderklassens opfattelse af verden, arbejderklassens ideologi, vejledningen til oprettelsen af det kommunistiske parti, til at organisere og føre til sejr i revolutionen, for opbygningen af arbejdernes samfund, socialismen, og til fortsættelsen af socialismens kamp for etableringen af kommunismen på verdensplan.

Marxismen-leninismen bliver en væsentlig kraft, når arbejderklassen, andre undertrykte klasser, ungdommen og kvinderne organiserer sig og kæmper i henhold til sine principper, når arbejderklassens parti definerer de politiske retningslinjer på området i henhold til de konkrete betingelser, styret af principperne, og opfylder sin rolle, at øge niveauet for viden og handling blandt de arbejdende masser og ungdommen.

Den revolutionære teori, marxismen-leninismen, er i sig selv værdifuld. Det er resultatet af den videnskabelige analyse af samfundet, af erfaringerne med kamp i arbejderbevægelsen og folkelige bevægelser. Den er en arv fra arbejderklassen i alle lande. Den udgør en rettesnor for folks kamp for frigørelse. Arbejderklassen kan kun opfylde sin forandrende rolle, så længe den er dybt involveret i klassekampen.

Marx påpeger følgende i sin kritik af Hegels ”Filosofiens love”:

”(…) Det er rigtigt, at kritikkens våben ikke kan erstatte kritikken af våben, at materiel magt skal væltes ved hjælp af materiel magt, men det er også sandt, at teorien bliver materiel magt, så snart den er tilegnet af masserne.”

Eller som Lenin korrekt påpegede, nemlig at ”teori uden praksis er steril, praksis uden teori er blind”. Teori, der begrænses til bøger og kun bruges i kaffeklub-diskussioner er ubrugelig til at udvikle den revolutionære organisation og kamp. Arbejdernes aktiviteter kan, når de er begrænset til krav og kampe for umiddelbare forbedringer, ikke sætte en stopper for kapitalistisk udbytning og undertrykkelse. Desuden kan sociale kampe, selv når de intensiveres til et punkt, hvor de bliver til opstand og oprør, ikke føre til revolution uden brug af marxismen-leninismens vejledning under ledelse af kommunistpartiet.

Disse udsagn bekræfter gyldigheden af den revolutionære teori som det uundværlige redskab til at organisere og gennemføre revolutionen, og behovet for at forene teori og praksis.

Kampen mellem idéerne, det vil sige den ideologiske kamp mellem socialismen og kapitalismen, kan give resultater til fordel for det revolutionære mål, hvis den udvikler sig i klassekampens brændpunkter, midt i arbejdernes kampe for deres interesser, mod tvang og undertrykkelse, mod reaktionære teser og forslag, der forsvares af kapitalisterne og deres lakajer, mod linjen fra reformister og opportunister, der forsøger at påvirke og omdirigere arbejderklassens organisering og vilje til kamp.

Det nuværende scenario for den ideologiske kamp

I et forsøg på at bevare sine privilegier har borgerskabet altid benyttet sig af hele paletten: lovgivning, direkte undertrykkelse, koreografering af et repræsentativt demokrati, magtdeling, almindelig valgret, militærdiktatur, fascisme og nazisme, statsterrorisme.

I kapitalismen er de dominerende idéer borgerskabets og imperialismens idéer. De er spredt over hele verden og påvirker hele samfundet. De bruges som støtte til at legitimitere systemet og til at retfærdiggøre alle former for overgreb, erobringskrige og en håndfuld imperialistiske landes dominans over det store flertal af stater.

Konstituering af arbejderklassen som en klasse i sig selv, dens overgang til status som en klasse for sig selv, dens vedholdende kamp for social frigørelse, styrken og potentialet af dens idéer, der er indeholdt i marxismen-leninismen, brød ind i kapitalismens verden og begyndte at true dens eksistens og varslede dens undergang.

Den direkte, brutale og reaktionære undertrykkelse har aldrig været og vil aldrig være nok til at stoppe og langt mindre til at udrydde arbejderklassens organisering og march mod socialismen.

Kapitalen søgte efter alternativer til at imødegå arbejderklassens befriende idealer og fandt dem på det ideologiske område.

I århundreder har kapitalen forgæves forsøgt at demonstrere socialismens manglende levedygtighed, marxismen-leninismens fiasko og revolutionens håbløshed. Kapitalen har glorificeret og prist en privatejendommens verden, individets kongerige, konkurrencens kvaliteter osv.

Revisionismen i begyndelsen af det tyvende århundrede, den nutidige revisionisme, ”eurokommunismen” og ”det 21. århundredes socialisme” blev fremført som filosofiske projekter, som sociale og økonomiske modeller, der sigter mod at gøre kapitalismen mere menneskelig gennem reformvenlig politik, nogle materielle indrømmelser til arbejderklassen, lønstigninger, materiel trivsel, der så til gengæld lod de store kapitalisters private ejendomsret være urørt.

Den historiske erfaring viser, at alt det, som socialdemokraterne, revisionisterne og opportunisterne havde præsenteret som socialisme, ikke havde været andet end en karikatur af socialismen, en forklædning til at opretholde kapitalismen.

I dag, efter kontrarevolutionens sejr over socialismen, efter sammenbruddet for ”den virkeliggjorte socialisme”, Berlinmurens fald, opløsningen af Sovjetunionen og folkedemokratierne i Østeuropa, socialismens nederlag i Albanien, er den ideologiske offensiv mod socialismen intensiveret og har vundet et publikum i den offentlige mening, selv i arbejderklassen.

Borgerskabets idéer om individets rolle, fri konkurrence, handelsfrihed, ideologisk pluralisme, repræsentativt demokrati, frie valg, muligheden for at skifte regeringspartier, om kapitalismens overlegenhed, dets påstande om proletariatets diktatur som værende faktisk undertrykkelse af arbejderne, etparti- og enpersons-diktatur, forkyndelsen af revolutionens fiasko, af socialismens forældelse har vundet en genklang og troværdighed i bred forstand i grupper af befolkningen og af arbejderklassen.

De forskellige former for opportunisme og revisionisme spredte fejlopfattelser, om at  arbejdernes interesser og ønsker kan opfyldes inden for det borgerlige demokrati, om gennemslagskraften for fredelige krav og kampe, om frigørelse gennem revolution, at man kan stemme sig til revolution, om stalinismens grusomheder, om anvendelsen af individuel terrorisme, om fraskrivelsen af arbejderklassens magt og meget andet nonsens, som har nået en betydelig grad af accept blandt de arbejdende og ungdommen.

Vi, arbejderklassens revolutionære, skal imødegå de reaktionære holdninger fra borgerskabet, fordømme deres løgne, afsløre kapitalismens sociale svøber, understrege det ansvar, de har i arbejdsløshed, sult og elendighed for milliarder af mennesker, i udplyndrings krige, som forårsager døden for millioner af mennesker, ødelæggelsen af økonomien i lande, af naturen og miljøet, som truer med at ødelægge livet på planeten.

Vi skal også give specifikke svar på de idéer, som socialdemokrater og opportunister har fremført. Afsløre de idealistiske, reaktionære og kontrarevolutionære idéer om klassesamarbejde og eventyrpolitik spredt af småborgerlige strømninger.

I Ecuador står arbejderklassens revolutionære over for den traditionelle borgerlige tænkning, de reaktionære idéer i de konservative sektorer af de herskende klasser, de omfattende påvirkninger fra den amerikanske imperialisme og Den Europæiske Union, den aggressive indtrængen af de kinesiske og russiske imperialister. Vi står også over for socialdemokraternes og de reformvenlige sektorers offensiv, for ”borgernes revolution”1 og for ”det 21. århundredes socialisme”, som indtil for nylig havde været i højsædet og på toppen af sin magt, indflydelsen fra revisionernes forsonende idéer og opportunister inden for arbejdernes organisationer og folkelige bevægelser.

”Borgernes revolution” og ”socialismen i det 21. århundrede” udtrykker småborgerskabets reformistiske tænkning her i Ecuador. De er de ideologiske og politiske instrumenter for finanskapitalen til at omdirigere arbejderne og befolkningen fra deres mål om at gennemføre revolutionen og etablere socialismen, og til af aflede dem fra deres behov for og gennemførelsen af erobringen af magten og massernes egen opbygning af den nye verden, socialismen.

Demokrati, decentralisering og individets rolle var og er de ideologiske og politiske fejlslutninger, der anvendes af ”correaismen” (præsident Correas regeringsmåde) og af de progressive regeringer i Latinamerika til at forsøge at afskaffe en centraliseret type af økonomi og afskaffe arbejderklassens rolle som fortrop og leder af den revolutionære proces. I virkeligheden støtter disse linjer kapitalismen og modsætter sig arbejderklassens rolle i den revolutionære proces.

”Ikke-vold”, ”revolution via stemmesedlen” og ”den fredelige revolution” er beregnet til at afvæbne arbejderklassen og folkene og til at vende dem imod massernes og den revolutionære volds rolle i samfundsforandringen.

De såkaldte ”progressive” regeringer i Latinamerika har ikke opfyldt arbejdernes og befolkningernes behov, håb og interesser. De økonomiske foranstaltninger, den sociale hjælpepolitik, velfærdspolitikken og de glitrende offentlige arbejder har kun delvis afbødet den kapitalistiskes udbytnings svøber. ”Demokrati” og ”respekt for arbejdernes menneskerettigheder” var retorik, der skjulte arbejderfjendske politikker, dæmoniserede de arbejdere og unge, som var involveret i kampene, stigmatiserede de oprindelige folk og nationaliteter, som forsvarede deres rettigheder og deres kulturer.

”Forsvar af naturen og miljøet” og ”respekt for forfædrenes og de oprindelige folks samfund” var retorik, der stod i dyb kontrast til de faktiske omstændigheder. Dyrkelsen af vækstkulten var motoren for fremskridt i lande, hvor jord og undergrunden blev givet til de store olie- og mineselskaber. Løftet om ærlighed og rene hænder var kun en facade, der skjulte de højestbetalte administratorer og tyveriet af offentlige midler, og hver eneste af de ”progressive” regeringer er blevet afsløret som centre for korruption, der organiserede personlig og gruppemæssig berigelse. ”Den nationale suverænitet” og ”landets uafhængighed” blev omdannet til et forhandlingsobjekt om dets afhængighed og om bemyndigelse til at tillade kinesisk og russisk kapital og Kinas og Ruslands imperialistiske kløer at komme ind uden at bryde definitivt med de vestlige imperialister.

Befolkningerne straffede flertallet af de ”progressive” regeringer ved stemmeurnerne, men de havde ikke kapacitet, vilje og beslutsomhed til at erstatte dem med folkelige regeringer. De blev efterfulgt af andre sektorer af det proimperialistiske borgerskab, som har forstærket de neoliberale politiske indgreb, som aldrig helt blev opgivet med tilstedeværelsen af ”socialismen i det 21. århundrede”.

Det står klart, at de fleste af de ”progressive” regeringer ikke længere eksisterer i Latinamerika, undtagen i Venezuela, Nicaragua og Bolivia.2 Men deres politik og deres linje fortsætter, har en indvirkning på mærkbare sektorer af de arbejdende masser og ungdommen. Derfor er opgaven med at afsløre de fejlopfattelser, som de spreder blandt arbejderklassen og folkene, fortsat relevant.

Kampen for revolutionens og socialismens idéer

Den ideologiske kamp skal først og fremmest sigte mod at fremme marxismen-leninismen, revolutionen og socialismen.

Vi  kommunister har pligt til at bevæbne arbejderklassen med dens ideologi, videnskabelig socialisme, med de relevante principper i klassekampen, med den rolle, som denne klasse spiller i organisationen og ledelsen af de andre underkuede klasser, de unges og kvindernes rolle, dens fortropsrolle i revolutionen, den rolle fagforeningernes kamp for erobring af deres umiddelbare interesser og rettigheder spiller, nødvendigheden af altid at være opmærksom på behovet for at erobre magten, behovet for at opretholde eksistensen, aktiviteten og udviklingen af arbejderklassens revolutionære parti, det marxistiske-leninistiske kommunistiske parti i Ecuador (PCMLE).

Vi, arbejderklassens revolutionære, har ansvaret for at bringe socialismen til de andre underkuede klasser, til bønderne, de små selvstændige, de intellektuelle arbejdende, ansvaret for blandt disse at insistere på relevansen af revolutionen og socialismen, af præcisering af, at arbejderklassens samfund, den fulde realisering af deres interesser, kun kan blive en realitet med erobring af magten, med beslutningen om at deltage i den revolutionære kamp for at opnå fuld uafhængighed og national suverænitet, og vi har ansvaret for at spille en rolle i at udvikle den rette grad af enhed og kamp blandt arbejderne i byen og på landet i processen med social og politisk kamp for etableringen af folkets magt.

Kommunisterne skal også lede den revolutionære offensiv, så den inddrager de brede sektorer af arbejdende kvinder og unge. De er historiske sociale kategorier, som i de mest fremskredne sektorer har bevaret oprøret mod uligheden og overgrebene fra imperialisterne og kapitalisterne. De er sociale sektorer, hvor partiet har spillet en vigtig rolle og gjort erfaringer, der skal behandles og generaliseres. Kampen for revolution og socialisme, den sejr, vi skal og kan opnå, vil ikke være mulig uden den beslutsomme deltagelse af arbejdende kvinder og unge.

Vi kommunister erkender den ideologiske offensiv ved at skrive og cirkulere vores publikationer – avisen ”en Marcha”, det politiske tidsskrift ”Revista Política”, organet ”Unidad y Lucha” (enhed og kamp) og ved at udgive to centrale dokumenter fra partiet: dets politiske linje og dets program og vedtægter. Ud over disse publikationer og dokumenter distribuerer vi brochurer og taler, som aktivister har givet på fagforeningsmøder. Partiet skal fremme disse publikationer og mekanismer, men frem for alt skal det tjene som den vigtigste organisation af ideologiske og politiske konfrontationer mod kapitalisterne og den siddende regering, mod dominans og undertrykkelse af imperialisme, kort sagt, det skal føre arbejderklassens og de arbejdende massers frontale kamp for deres rettigheder, den ecuadorianske nation og folkene i Ecuador for uafhængighed.

Hver af disse kampe udgør et vigtigt led i opbygningen af den revolutionære bevidsthed hos arbejderne og ungdommen.

Vi bekræfter, at vi er overbeviste om socialismens overlegenhed over kapitalismen, at vi skal bevise det i teori og i praksis ved at cirkulere den korrekte analyse af den generelle krise, som kapitalismen står over for, ved at fordømme de sociale svøber, ved præsentere rigtigheden og retfærdigheden i marxismen-leninismens principper, relevansen af klassekampen, sårbarheden af kapitalismen og imperialismen og muligheden for at besejre dem igen.

Partiet skal i teorien og i praksis opfylde sit ansvar som fortroppen i arbejderklassen og i kampen for revolution og socialisme.

Ecuador, september 2019

Anvendt bibliografi
Det kommunistiske partis manifest, Marx og Engels
Brev til Kommunisternes Forbund, Marx og Engels
Kritik af Hegels filosofi om jura, Marx
Teorien om klassekamp, Augustine Cave
El Maestro, La Comunidad y la Construcción de la Escuela para la emancipación., Pablo Miranda

Noter

1  La revolución Ciudadana – et politisk og socioøkonomisk projekt formuleret af en koalition af venstrefløjspolitikere og forskellige sociale organisationer i Ecuador. Rafael Correa var leder af denne koalitionsregering og præsident i Ecuador fra 2007 til 2017 og kaldte sin politik for ”en socialistisk genopbygning af Eucador”.
2  Denne artikel er skrevet, før kuppet i Bolivia fandt sted i oktober 2019.

Klassekamp – Revolution - Socialisme. Magasinet ENHED og KAMP har det hele!

Tankestof til tidens brændende spørgsmål - Handling i en verden moden til forandring

Del og brug gerne

Back To Top