Når imperialismen strammer sit blodige greb med øget udbytning, oprustning, krige og folkemord, så marcherer reaktionen og dens følgesvend, religionen, i samme takt.
Religion er ikke klasseløs og har aldrig været det. Den er et instrument for den herskende klasse til skabe splittelse i den sociale kamp på basis af religiøse dogmer og fundamentalisme, til at holde klassekampen nede og føre erobringskrige i religionens navn.
Religion er heller ikke kønsløs. Et særligt aspekt af klassesamfundenes forskellige religioner er det undertrykkende kvindesyn, hvor kvinder ses som mindreværdige, underdanige hustruer, mødre og døtre – og mange gange som legitime ofre for utallige forbrydelser og mishandling.
Og da de religiøse skrifter er forfattet af magtelitens mænd, der har brug for en undskyldning for deres problem med at beholde bukserne på, så betragtes kvindernes seksualitet som så farlig, at de i århundreder har måttet være tildækket og i nogle religioner fortsat kræves at være det, så de ikke udfordrer til synd!
Roden til klassesamfundenes religion er ikke menneskets behov for at finde forklaring og mening med livet, tro på noget større end én selv og mod til at holde livets modgang ud. Nej, roden ligger et helt andet sted. Religion er fortsat – med Karl Marx’ berømte betegnelse – ”opium for folket”, et sløvemiddel i skarp modsætning til og sat i verden for at forhindre en materialistisk og dialektisk verdensopfattelse. Dens opgave er at erstatte kampen for en bedre tilværelse med accept af jordisk lidelse og løfter om salighed og evigt liv efter døden. Roden til religion ligger i den herskende klasses behov for at opfinde et moralsk og filosofisk tankesystem og moralkodeks, som er designet til at holde de undertrykte og den enkelte på plads.
Fra arbejder- og kvindebevægelsernes start har verdensreligionerne erklæret krig mod arbejdernes og kvindernes frigørelse, mod “den gudløse materialisme” og mod socialismen. Kommunismen og de socialistiske lande har op gennem det 20. århundrede været opfattet som religionens største “udfordring” – dens hovedfjende – og er blevet bekæmpet med alle midler. Og bliver det fortsat i dag, selvom der ikke for nuværende eksisterer nogen socialistiske lande. Centrene for den religiøse reaktion får overalt i verden støtte fra og har indgået alliancer med den øvrige reaktion, med borgerskabet og godsejere, med nazister og fascister, om at bekæmpe arbejderklassen og dens kamp – og mod kvindernes frigørelse.
Nazismens kvindesyn blev sammenfattet af de tre K’er: Kinder, Küche, Kirche – børn, køkken og kirke. Et kvindesyn vi i stigende grad igen ser i sammenhæng med fasciseringen og krigspolitikken rundtom i verden. Herhjemme tilpasset sådan, at kvinder oveni har erhvervsarbejde og nu også skal være soldater i imperialistiske krige med indførelsen af kvindelig værnepligt i ligestillingens og fredens navn.
Imperialisme og religion har gensidigt brug for hinanden. De understøtter hinandens eksistens.
I dag i det 21. århundrede er det tydeligt, hvordan imperialistiske magter har ført og stadig fører utallige krige om kontrol over markeder og råstoffer forklædt som krige mod ”muslimske terrorister”, ”vantro kristne”, shiaer eller sunnier. I Allahs, Guds og Jesus’ navn begås forbrydelser, massakrer og folkemord, mens de stadig er forenet omkring at slukke folkelige protester, oprør og revolutioner, der truer den herskende klasses og de imperialistiske monopolers magt.
Hvor progressive omvæltninger har fundet sted, har kvinder vundet store fremskridt. Og omvendt er der sket store tilbageskridt, når reaktionen og den religiøse fundamentalisme rykker frem og igen midlertidigt overtager magten.
Også i Danmark marcherer religionen igen
Kendte danskere flokkes i medierne for at blive eksponerede som ”genfødte” kristne. Den danske såkaldte folkekirke betaler influencere på de sociale medier for reklame, satser hårdt på at profitere af sociale nedskæringer og åbner for alle hånde børne/mødre-arrangementer, der skal skaffe kunder i butikken.
Ofte er religion forklædt som politik og politik som religion. Som når den socialdemokratiske statsminister Mette Frederiksen forsøger at forsvare den aktive danske krigsdeltagelse i imperialistiske krige med argumenter som at værne om såkaldt vestlige værdier som demokrati og kristendom. Eller når kødranden af højtbetalte politikere både til højre og venstre taler om at styrke europæiske værdier som kristendom gennem at styrke EU.
Socialdemokratiet har udpeget den teologi-uddannede Ida Auken til ordfører for ”åndeligt beredskab”, hvilket indtil videre har resulteret i forslaget om at fastansætte en præst i tilknytning til Folketinget. Samt til den overraskende oplysning, at regeringens afskaffelse af Store Bededag var fuldførelsen af Luthers 509 år gamle Reformation mod pavestolen – og ikke for at tjene den danske krigsøkonomi og arbejdsgiverprofit. Ida Aukens socialdemokratiske partifælle, børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye, vil ikke stå tilbage for en sådan dyb indsigt og forlanger mere kristendom ind i den danske folkeskole til åndelig oprustning.
Religion spiller en aktiv rolle i imperialismens og regeringernes del-og-hersk-politik. Reaktionen lægger muslimer for had som udanske, mens fundamentalistiske imamer prædiker sharialov mod de vantro kristne, nazister lægger jøder for had som undermennesker, og fundamentalistiske zionistiske ortodokse lægger palæstinensere og arabere for had som udyr. Den danske stat betaler millioner til politibeskyttelse af koranafbrænding og tillader, at det foregår – i ytringsfrihedens navn. Alt imens der oppiskes en folkestemning i medierne for og imod juletræer i beboerforeninger, flæskesteg eller halalkød som afledning.
Imperialismens ideologiske kvindeundertrykkelse må hele tiden forny sig, skifte ansigt, farve og form – men altid tro mod sit kvindefjendske kerneindhold. Vi lever i tider, hvor virkelighedens afsløring i stadig hurtigere tempo kræver, at imperialismens propagandamaskine spyer nye variationer, trends og modeideologier ud, der blander sig med de foregående i en tilsyneladende overdådig tilbudsvifte. Snart er kroppen dit tempel, som du må perfektionere for at sikre kærlighed, karriere og udødelighed. Snart er det fokus på meditation og indre åndelighed, hvis krav du yderligere skal stresse rundt for at opnå. Og nu i oprustnings- og krigstider blandes det hele med nationalisme, feudal religion og reaktion i en kvindefjendsk og arbejderfjendsk cocktail.
At få indflydelse og kontrol over kvinders tanker, opfattelser og liv er vigtigt for de imperialistiske magthavere og deres religiøse forkyndere. En ting er, at vi forventes at indrullere børnene, næste generation, i samme åndsformørkede institutioner og sikre dem som gode kristne eller muslimske soldater. Noget andet er, at lige præcis kvinderne – både historisk og i dag – kan udgøre en vældig social kraft mod imperialistisk undertrykkelse, med krav om liv og velfærd – i stedet for krig og oprustning – mod al imperialisme. Derfor forsøges kvinder fastholdt i religionens passive rolle og begrænse sig til indre individuel fred.
Også i kvindekampen, hvor vi kan mødes på tværs af etniske, religiøse og nationale skel, er det nødvendigt at forstå, at det ikke er hinanden, vi skal bekæmpe, men i stedet afsløre religionen og de religiøse institutioner ud fra deres faktiske rolle i kvinde- og klassekampen, som redskaber i reaktionens og kontrarevolutionernes klassekamp.
15.02. 2026