Situationen i Syrien er hurtigt eskaleret efter Assad-regeringens kollaps. Invaderende hære fra Israel, Tyrkiet og USA har besat hvert deres område. Den islamistiske milits, der har taget magten i hovedstaden, har præsenteret sit politiske program: for ”normalisering” med Israel og er åben for udenlandske opkøb af alle værdier.
Det ligner begyndelsen til et forsøg på den totale opsplitning af Syrien, og følger dermed samme spor som så mange andre lande, der ikke ville bøje sig i støvet for imperialismen.
Tyrkiet har ulovligt bombet flere områder og er på vej længere ind i Syrien. Tyrkiets præsident har åbent krævet den totale afvæbning af de kurdiske mindretal. Reelt er hans mål at besætte store dele af de kurdiske områder i Syrien langs grænsen til Tyrkiet og sikre sig kontrol med olien, vand og de mest frugtbare områder.
Israel har gennem december ulovligt bombet flere hundrede forladte syriske luftforsvarsstillinger og besat et kæmpe område ud over Golanhøjderne. De forsøger at sætte sig på bjergene langs hele grænsen rundt om Libanon. Målet for zionisterne har altid været et Storisrael, der omfatter kontrol over hele det gamle Palæstina, Libanon og Sinai-halvøen.
USA har 2000 soldater på deres ulovlige base i Syrien og har ligeledes bombet over 100 mål siden Assad-regeringens kollaps, først og fremmest iransk-støttede militser i både Syrien og Irak.
I hovedstaden Damaskus sidder overgangsregeringen, ledet af Hayat Tahrir-al-Sham (HTS) – en tyrkisk og vestligt støttet islamistisk milits – tungt på magten, og de er begyndt en grum klapjagt på mennesker fra det tidligere regime.
Udenrigsministre fra de to største EU-lande, Tyskland og Frankrig, har allerede været på officielt besøg og lykønsket de nye magthavere og givet de nye kaliffer en de facto-anerkendelse som Syriens legitime repræsentanter.
De nye magthavere har krævet, at alle militser lader sig afvæbne og optage i en ny syrisk hær. Også den kurdiske gruppe. De syriske demokratiske styrker (SDF), har tilsyneladende indvilget i forhandlinger. Til gengæld har de nye magthavere ikke rørt hverken de tyrkiske eller de israelske invasionshære. Heller ikke den amerikanske base er rørt.
Med Rusland forhandler man om en fremtidig plan for gradvis afvikling af de russiske militære anlæg. Syriens eksisterende militær- og energiinfrastruktur er i høj grad bygget på russisk teknologi og af russiske koncerner.
På trods af disse kendsgerninger, der viser, at Syrien er faldet i kløerne på regionale stormagter og internationale supermagter, kører medierne historier om, at der nu kommer fred, og at millioner af flygtninge er parat til at vende hjem. Eller bør sendes tilbage med magt. Over 12 millioner syrere lever som flygtninge i regionen, 6,8 millioner internt fordrevne og 5,4 millioner, der lever som flygtninge i nabolandene.
Fred og fremskridt er bare ikke virkeligheden. De forskellige imperialistiske borgerskabers og monopolgruppers behov for ekspansion på bekostning af hinanden fører til øgede spændinger, konflikter og proxy krige mellem dem.
Det er hvad vi konkret ser fra Østersøen og i en lige linie ned til Det Røde Hav og Mellemøsten. En ægte geopolitisk seismisk zone, hvor den USA ledede imperialismes ekspansionistiske fremstød – med EU som frontlinjens udrykningsstyrke – kolliderer med den kinesiske imperialismes “indflydelsesområde” og dens egne hjælpekræfter – Rusland – og fremprovokerer en række “mindre” konflikter, og krige som i Ukraine.
Det er det scenarie, som vi skal se det syriske regimes fald ind i for at kunne analysere betydningen i dybden. Syrien ligger i det område der forbinder de afrikanske, europæiske og asiatiske kontinenter, og som vi kender som Mellemøsten. Det er et strategisk vigtigt område for den globale kapitalisme, da det kontrollerer et af verdens vigtigste transportknudepunkter – nemlig Suezkanalen. Den er døren til både de europæiske markeder til og fra Fjernøsten. Den er et nøglepunkt på den “Nye Silkevej”, nu hvor landvejen gennem Rusland og Hviderusland er blokeret – og til en stor del af Afrikas naturressourcer, som strømmer ud af Fjernøsten mod øst og vest ad søvejen eller over land.
Derfor har dansk imperialisme og deres skiftende regeringer, ikke bare fulgt USA’s og NATO’s taktstok med deres aggressive krigsdeltagelse og udenrigspolitik igennem årtier i denne region. De har helt kontant forsvaret de danske globale monopolers, som Mærsks, interesser og profit med krigsskibe og soldater. Når SVM-regeringen taler om fred og demokrati, mener de ikke for arbejderklassen og folkene, men for monopolernes ret til fortsat udplyndring og terrorkrige.
Der kommer ikke fred før alle forskellige imperialistiske kræfter er smidt ud af landet.
Det står klart at denne nye imperialistiske verdensopdeling er langt fra en lettelse af de geopolitiske spændinger – som fortalerne for teorien om den “multipolære verden” hævder – den afslører den sande grådige og forræderiske natur hos de imperialistiske magter på begge sider, som ikke har noget problem med i dag at sælge deres allierede fra i går, hvis det betyder en lille forbedring af deres egne positioner i lyset af den virkelige globale konfrontation, der tegner sig i den geopolitiske horisont.
HTS og andre af de tyrkisk og vestligt støttede militser handler ikke efter Syriens bedste, de er ansatte af kræfter fra udlandet, der står helt i modsætning til Syriens fremtid som et forenet selvstændigt land.
Qatar og de andre reaktionære Golfstater er blandt dem, der mest vedholdende har støttet kampen for at vælte al-Assad. Golfstaternes elite funderer deres magt på at være lydige kolonier til USA og Vesten. De glæder sig over, at det lykkedes for de islamistiske grupperinger at kapre det folkelige håb og oprør for demokratiske reformer. Men de skal ikke glæde sig for tidligt, folkets håb kan aldrig knuses, og oprøret vil rejse sig igen og vælte reaktionen og smide imperialismen og deres lakajer ud.
Det kan også siges med sikkerhed, at Syrien nu vil gå fra asken til ilden – selv efter år med udbredt fattigdom, stigende inflation, stigninger i brændstofpriserne, hyppige el-afbrydelser, et økonomisk svagt, korrupt, udemokratisk regime under præsident Assad, en beskidt borgerkrig, under angreb, belejring, opsplitning, ekstremt hårde økonomiske sanktioner, jordskælv, tørke, klimaforandringer, osv.
Vores solidaritet er med folkene og arbejderklassen, de har ret til at forsvare sig mod imperialismens lakajer og imperialistiske krige, og udvikle deres land uden udenlandsk indblanding. Vores opgave er at rejse en kamp mod imperialistiske krig, mod den danske regerings krigspolitik, mod imperialismen.
Vi kræver:
Alle imperialistiske magter og deres håndlangere ud af Syrien
Nej til dansk krigsdeltagelse og dansk krigspolitik
Stands Israels folkemord mod Palæstinas folk
Stands de imperialistiske krige – stands imperialismen
Arbejderpartiet Kommunisterne, APK
Januar 2025