Udtalelse af Arbejderpartiet Kommunisterne, APK
Vi lever i en tid, hvor vi – uanset hvor uoverskuelig og turbulent den ser ud – må tage stilling, organisere os og gøre vores til at stoppe de forbrydelser, oprustning, og det fortsatte folkemord i Palæstina, vi dagligt er vidne til.
Kvindernes Internationale Kampdag er i høj grad en kampdag mod imperialistisk krig, mod udbytning og undertrykkelse. Ikke mindst i dag, hvor vi ser den sorte reaktions og krigens kræfter marchere hånd i hånd med arbejdsgiverne og regeringen.
Lad os bruge dagen til at give hinanden hånd på, at vi vil gøre vores til at skabe en hel anden fremtid med fred, retfærdighed og frigørelse for alle verdens kvinder og folk.
Sociale nedskæringer, lavtløn og uligeløn går hånd i hånd med øget militær oprustning og krigsudgifter. Der er ikke råd til begge dele, siger regeringen, arbejdsgiverne og fagtoppen. De har valgt krigens og voldens vej. Pensionskasser skal støvsuges, forskellige former for krigsskatter indføres, arbejdstempoet og pensionsalderen skal op – kapitalen stjæler, røver og gældsætter for at blive stærkere end de konkurrerende magter. Ikke mindst arbejderkvinderne er udset til at betale regningen med mere ulønnet arbejde, nedslidning og stigende psykisk mistrivsel blandt børn og unge. Militariseringens menneskesyn betyder øget vold mod kvinder.
Vi vælger kvindekampen og klassekampens vej for at gå imod den stigende uligestilling, diskriminering, fattigdom og undertrykkelse, som kvinder udsættes ekstra hårdt for.
Vi siger nej til NATO og monopolernes EU. Nej til de øgede krigsbudgetter, øget krigsindustri, dansk krigsdeltagelse, flere soldater og også kvindelige soldater. Statsminister Mette Frederiksen vil lægge landet åbent for amerikanske militærbaser og franske atomvåben og taler om at sende soldater til Ukraine. For at sikre fremtiden, siger hun. Det er krigens og imperialismens fremtid, hun taler om. Ikke vores.
Magthaverne, finanskapitalen, krigsindustrien og arbejdsgiverne følger samme plan i rasende tempo. Deres reaktion på USA’s præsident Trumps og hans regerings handlinger som imperialistisk koloniherre er turbo på krigsoprustningen og på fælles ledelse i Europa. 6.000 milliarder kroner oven i landenes øgede krigsbudgetter skal foræres til krigsindustrien. Regeringen hævder samtidig, at USA-imperialismen er Danmarks nærmeste allierede, uanset hvad den truer Danmark og Grønland med!
Imperialismens og reaktionens kræfter kan synes uovervindelige. Men vores vrede, vores protest er vores håb. Vi vil tage dagen og vores fremtid i egne hænder. Vi nægter at være svage ofre. Vi er en del af en fælles arbejderklasse, der, når den omsætter international solidaritet til handling, har enorme kræfter. Arbejderkvinderne er en del af den samfundsklasse, der kan skabe forandring.
Imperialismen har ingen løsninger til at opbygge et socialt retfærdigt og bæredygtigt samfund. I modsætning til et samfund, hvor arbejderklassen har magten, et socialistisk samfund. Først da vil arbejderkvindernes og flertallets af kvinders krav for alvor kunne indfries.
Vælg side i klassekampen. Organiser dig i Arbejderpartiet Kommunisterne, APK, der står for en revolutionær kvindekamp og klassekamp. Ikke bare denne dag, men hver dag året rundt.
Socialismen er vejen til kvindernes frigørelse!
- 8. marts 2025, Arbejderpartiet Kommunisterne, APK