Mahir Sahin interview med Seyit Aslan, bestyrelsesmedlem i Sammenslutning af revolutionære arbejdernes fagforeninger (DISK) og formand for Fødevareforbundet (GIDA-IS).
Hvordan oplever arbejderne dagligdagen med prisstigninger, inflation og økonomisk krise?
Tyrkiet oplever en periode med krise. I 2020 har pandemien (covid-19) kombineret med den økonomiske krise betydet uholdbare forhold for arbejdere og ansatte. Stigende inflation, prisstigninger og øgede priser på hylderne gør livet svært for arbejderne. Folk kan ikke længere betale gas- og elregningerne. Selvmord er steget enormt de seneste år. Folk må undvære basale varer, herunder mad, og må gøre store ofre. Erdogan-regimet hævede for nylig mindstelønnen med 50 %, men inden den når ud til arbejderne, er den allerede under sultelønsgrænsen. På gaderne er der lange køer af mennesker foran bagerier og frugt- og grøntsagsmarkeder, der tilbyder billige varer. I slagterbutikkerne køber mange mennesker kun knogler for at lave en gryderet fra dem. På den ene side bliver fattigdommen dybere, på den anden side hober velstanden sig op. Herskerne oplever gyldne tider.
Hver dag er der nye nyheder om virksomhedskampe og spontane strejker. Er der tændt en kampvilje?
Vi havde allerede forudset, at der ville komme flere kampe og strejker i år. Især i de sidste fire måneder har den tyrkiske lira mistet enorm værdi. I lyset af inflationen er den smeltet væk som sne. Arbejdernes købekraft er faldet enormt.
Forventningerne, folks håb har lidt et alvorligt knæk. Prisstigningerne betyder, at spørgsmålet om at kæmpe er uundgåelig. Især i de fagligt organiserede virksomheder er der hundredvis af arbejdsnedlæggelser, hvor arbejderne kræver bedre arbejdsvilkår og lønstigninger og kæmper for en fagforeningsorganisering. Der vil helt sikkert være nye kampe i andre virksomheder. Man kan endnu ikke tale om en generalstrejke, men man kan tale om en bevægelse blandt arbejderne, hvor meget har hobet sig op. Så længe arbejderne er tvunget til at betale regningen for den økonomiske krise og pandemien, vil søgen efter nye former for kamp være uundgåelig.
Hvilke kampe er i fokus? Er der også spontane strejker i uorganiserede virksomheder?
I mange brancher som f.eks. metal, tekstiler, tjenesteydelser, leveringstjenester, spedition og fødevareindustrien sker der arbejdsnedlæggelser og strejker. Produktionen lukkes ned, og der forhandles direkte med den lokale arbejdsgiver. Disse arbejdsnedlæggelser forekommer overvejende i uorganiserede virksomheder, eller hvor der er en lav grad af organisation. Desværre ønsker fagforeningsbureaukratiet ikke, at kampen udvides, det ønsker tilsyneladende at holde kampene inden for de grænser, der er fastsat af regeringen og arbejdsgiverne. Derudover stoler nogle af arbejderne ikke på fagforeningerne. De er derfor temmelig fjernt fra fagforeningerne. I nogle virksomheder er der stadig et møde med fagforeninger, men endnu ikke med hele bevægelsen. Arbejdsnedlæggelsernes oprindelse er kravene om forbedring af arbejds- og lønvilkårene.
Er der tvister uden for kollektive forhandlingsrunder? Hvad med strejker for ekstraordinære lønstigninger?
I 2021 blev der indgået en kollektiv aftale i den offentlige sektor, der lå langt under inflationen. Også i den private sektor og kommunerne lå overenskomsterne langt under inflationen. I de virksomheder, hvor der er overenskomster, kræver medarbejderne nye ekstraordinære lønstigninger. Men det er endnu ikke så langt, at man bevæger sig ind i striden om det. Virkningerne af de øgede gas- og elregninger og de øvrige prisstigninger vil være mere mærkbare i marts/april, end de er nu. Så kan det vel være, at arbejderne senest til sommer har overenskomsterne til at gennemføre virksomhedsaktioner for ekstraordinære lønstigninger. I denne fase vil alle fagforeninger også skulle slå til lyd for ekstraordinære lønstigninger. Selv mindstelønnen skal tilpasses.
Er der undertrykkelse fra regeringens side? Hvordan reagerer arbejdsgiverne?
Herskernes pres og undertrykkelse af arbejdernes kamp, af fagforeningsfolkene, er aldrig stoppet. Kapitalen er altid sådan. Præsidenten har sagt helt åbent i en tale på et møde i arbejdsgiverforeningen, at strejker for højere løn vil blive forbudt. Og sådan vil det fortsætte. Siden 2015 er strejker blevet forbudt på 228 fabrikker med 170.000 arbejdere. Man griber også ind i aktioner og demonstrationer. For nylig er disse metoder steget på en uudholdelig måde. Arbejdsgivere afskediger masser af folk, der har deltaget i virksomhedsaktioner og strejker. Eller de ledende aktivister bliver straffet og afskediget. Det er ikke længere ualmindeligt, at politiets specialstyrker går ind i fabrikker med pansrede køretøjer for at arrestere strejkende med magt. For eksempel i Gaziantep, hvor Mehmet Türkmen, formanden for tekstil-, væver- og læderforbundet (BIRTEK-SEN), blev forfulgt af mafialignende kredse og truet på livet. Formodningen er, at en arbejdsgiver, der er udsat for strejke, har sat det i værk. Fagforeningsfolk trues og arresteres. Alt dette gøres, så udnyttelseshjulet fortsætter med at dreje.
Hvilken form for solidaritet har fagforeningen og arbejderbevægelsen i Tyrkiet brug for?
Uanset hvilket land du befinder dig i, har arbejderorganisationerne til opgave at yde international solidaritet, fordi arbejderklassen er en international klasse. Tyrkisk kapital har sammenflettede fælles interesser med tysk kapital og samarbejder også meget tæt. Det gælder selvfølgelig også de herskende politiske kredse. Derfor er det meget vigtigt at vise solidaritet med arbejderne og fagforeningerne i Tyrkiet. Selvfølgelig er den bedste form for solidaritet en handling på gaden eller på arbejdspladsen, men selv den laveste form for støtte er meget vigtig og værdifuld. Støtten til kampene og strejkerne gennem solidaritetsudtalelser, afhængigt af delegationernes mulighed for besøg på stedet for at vise solidaritet eller økonomisk støtte, vil styrke kampen her. Det er også meget vigtigt, at vi styrker relationerne og netværkene mellem fagforeningerne.
Vil arbejderne nu komme ud af kampene med en stærkere klassebevidsthed?
Enhver kamp, strejke og modstand er på samme tid en skole for arbejderne, så arbejderne gør vigtige erfaringer om interessekonflikterne og ser dermed forbindelserne mellem borgerlige partier og erhvervslivet meget tydeligere. På den måde lærer man arbejderklassens venner bedre at kende. Du kan se, hvilke medier der er på arbejdernes side, og hvilke der ikke er. Alt dette fører til bevidsthed. For at dette kan udvikle sig til en klassebevidsthed, har man også brug for en konsolidering af en klasseorienteret linje inden for fagforeningerne og støtte fra arbejderpartierne.
Hvordan kan fagforeningerne hente ny styrke fra disse kampe?
Fagforeninger kan hente ny styrke fra enhver konflikt, og det åbner nye muligheder. Men jeg tvivler desværre på, om fagforeningerne generelt drager de rigtige konklusioner af dette. Man må komme med en klar krigserklæring og tage stilling til konflikterne uden hvis’er og men’er. Kun med en så konsekvent linje vil kampene blive vundet, og herfra vil fagforeningerne vinde styrke. Kort sagt, ligesom man kan kæmpe mod de kapitalistiske chefer, er man også nødt til at være aktiv mod fagforeningsbureaukratiet og klassesamarbejdet for at komme stærkere ud af disse aktuelle konflikter. Ud over traditionel solidaritet skal fagforeningerne også yde økonomisk støtte til arbejderne, hvilket også fører til tillid og dermed til styrke.
I Tyskland er der også prisstigninger, inflation og en økonomisk krise. Hvad vil du gerne sige til arbejdere i Tyskland?
Inflation og prisstigninger komplicerer også arbejderklassens liv i Tyskland. Som i Tyrkiet er den tyske kapital meget stærk, og regeringerne handler i kapitalens interesse. Det er muligt at forsvare de mest elementære interesser gennem en fælles forenet kamp, gennem gensidig solidaritet, enhed i fagforeningerne og platforme, der går mod fagforeningsbureaukratiets mentalitet og som kan få fagforeningerne ud af defensiven, hvilket vil gøre dem til endnu stærkere organisationer. Arbejderne og det arbejdende folk, kort sagt arbejderklassen, i Tyrkiet står på den tyske arbejderklasses side, vi står solidarisk med jer.
Interview og oversættelse af Mahir Sahin. Først offentliggjort i Junge Welt og Yeni Hayat
Oversat fra Arbeit-Zukunft www.arbeit-zukunft.de
Februar 2022