Den aktuelle politiske situation i Venezuela bestemmes af skærpelsen af alle imperialismens modsætninger, især mellem: 1. Kapitalen og arbejderklassen. 2. Mellem de imperialistiske magter indbyrdes, og 3. Mellem de imperialistiske magter og de afhængige land.
De kapitalistiske modsætninger forværres af den cykliske krise og Yankee-aggressionen samt af en småborgerlig regerings vaklende økonomiske politik. Problemerne på det økonomiske, sociale og politiske plan påvirker hele samfundet, især arbejderklassen, med særlige forhold, der er typiske for et land, der modsætter sig og bekæmper imperialistisk aggression.
Den historiske konfrontation mellem de undertryktes interesser i Venezuela og USA’s imperialistiske undertrykkelse har en lang historie. Den bliver mere og mere betydningsfuld for hver dag på grund af den ubestridelige indvirkning på alle områder af det livet i vores land. Den fører landet i retning af radikalisering og nedbrydning af staten som følge af den mest kriminelle belejring og blokade fra den amerikansk-EU-imperialistiske alliance og deres lakajer.
Uenighederne mellem de imperialistiske magter er tydelige. Deres aftaler og uoverensstemmelser har konsekvenser for de daglige begivenheder i landet. På mange måder påvirker det landets interne politik og fastlægger dets eksterne politik, som endnu et udtryk for kampen for en ny verdensopdeling mellem de imperialistiske blokke, mellem USA og EU og Kina-Rusland om kontrol med råstoffer, markeder, arbejdsstyrke og geostrategiske punkter.
Modsætningen mellem kapitalen og arbejderklassen eksisterer til enhver tid, men den kommer ikke kun til udtryk i kampen for lønninger eller økonomiske krav, den kommer også til udtryk i de højeste former for klassekamp: øgning af bevidstheden, politisk kamp, beslaglæggelse af virksomheder og jord, erfaringer med kontrol af produktionsmidlerne, som i sidste ende er vejen frem i kampen om magten.
Gennem årtiers kamp har det venezuelanske folk konsolideret stadig klarere politiske holdninger og har under vanskelige forhold ført modstandskamp mod imperialismens aggression, især Yankee-imperialismen. Det har forenet befolkningen i en bred national revolutionær bevægelse, indtil nu er blevet ledet af et småborgerskab i en radikaliseringsproces, der hovedsagelig skyldes eksterne trusler og internt pres fra de folkelige masser.
Det er rigtigt, at de mest bevidste dele af befolkningen kritisk støtter op, og med krav om ikke at give efter for den imperialistiske aggression – med en korrekt kritik af flirterne med storborgerskabet, hvilket er typisk for den småborgerlige ideologi og dens manglende tillid til arbejderklassens kræfter. De stiller krav og kæmper på alle områder mod årsagerne til de afvigelser og fejl, der er typiske for flerklassepartier.
I løbet af denne proces har vi, folket og arbejderklassens fortrop, marxist-leninisterne og de bevidste revolutionære, forstået betydningen af modstanden mod imperialistisk aggression som aksen for en bred udvikling af kræfterne. Vi ser kampen for de revolutionære arbejderes og bønders kamp for kontrol som vejen frem – i reel forbindelse med folkets daglige kampe, at fremme folkelig enhed og konfrontere reaktionen. Vi kritiserer regeringens ukorrekte politik samt den parlamentariske økonomisme, som det revisionistiske parti og dets mest degenererede trotskistiske partnere giver udtryk for. De baserer deres taktik på reformer inden for de borgerlige parlamentariske politiske institutioner, især på borgerlig-demokratisk opportunistisk demagogi.
For marxist-leninister i de afhængige lande er taktikken baseret på de velkendte nationale og koloniale problemer, på proletarisk internationalisme og på den praksis, der fører til forøgelse af kræfter gennem øget klassebevidsthed. Og på at lokalisere, hvad der på et givet tidspunkt er nervecenteret, der kan samle de mest fremskredne og bevidste kræfter.
Vi er konsekvente kæmpere, en del af et folk, der modsætter sig og kæmper, medlemmer af arbejderklassen, fagforeninger, bondeorganisationer og lokale organisationer, som i alle former for kamp bidrager til vores erfaring og ressourcer til at gennemføre projektet med social og national frigørelse. PCMLV’s centralkomite anerkender behovet for at forstå, hvad der er den største fare og den fælles fjende, for at lede hele den internationale arbejderklasses energier mod at bekæmpe denne. Vi skal kanalisere de imperialistiske og afhængige landes revolutionære kræfter i retning af deres virkelige strategiske mål gennem kampen og fremme den folkelige antiimperialistiske front.
Stillet over for den permanente imperialistiske trussel og uddybning af Yankee-aggressionen, med dens direkte virkninger (beslaglæggelse af varer og tyveri af aktiver) samt konsekvenser (knaphed på ressourcer til indkøb i udlandet og lammelse af industrien), må de forskellige sociale klasser, faktioner af disse og deres partier tage stilling, udvikle deres handlinger i henhold til deres materielle og ideologiske basis.
Det imperialistiske borgerskab i EU-blokken fremlægger sin højreorienterede, reaktionære, arrogante og aggressive plan. De kræver direkte militær intervention for at ”slippe af med Maduros diktatur”. De er repræsenteret i det venezuelansk-amerikanske handels- og industrikammer (VENAMCHAM), og deres økonomiske politik er lockout og sabotage.
Kinas og Ruslands monopoler arbejder på at vinde handelskontrakter, sælge deres varer til internationale priser og søger muligheder for deres stormagtsudvikling.
Det lokale borgerskab er opdelt i to faktioner: det traditionelle pro-Yankee-, udsalgs- og lakajborgerskab, direkte repræsentanter for Yankee-imperialisme udtrykt i ledelserne af AD (Democratisk Aktion) og PJ (Retfærdighed Først), CONSECOMERCIO (Det Nationale Råd for Handel og Tjenesteydelser), FEDENAGA (Ranchejernes Nationale Sammenslutning). Deres politik er samarbejde med og tjene USA.
Det nye prorussiske og prokinesiske borgerskab, der gør forretninger med disse magter som en form for kapitalakkumulering, viser sig som en fraktion inden for PSUV (Venezuelas Forenede Socialistiske Parti) og andre partier i den bolivariske proces. Det er organiseret i FEDEINDUSTRIAS (Industriens Sammenslutning) og CONFAGAN (Sammenslutningen af Landbrug og Rancher). De arbejder for at genforhandle afhængighed af monopolerne i Kina og Rusland.
Den mellemste del af borgerskabet er uden et bestemt program eller en bestemt organisation; de understøtter enhver borgerlig tendens, der tilbyder det en bid – selv en lille bid – af kagen.
Småborgerskabet er i forskellige organisationer og partier på venstre- og højrefløjen. Det kommer til udtryk i den bolivariske regering såvel som i oppositionen. Fra et ideologisk perspektiv udgør det den dominerende kraft i PSUV, hvor de tøver mellem at forhandle med imperialisterne eller blive mere radikal.
Arbejderklassen er også delt, og det er hovedårsagen til dens svaghed. Den ene del findes i PSUV i halen på det vaklende småborgerskabs politik; en anden er i det revisionistiske kommunistparti og andre reformistiske politiske organisationer, som i tider med valg går fra tailisme1 til at være ekstremt ”venstreorienteret”, alt efter hvordan deres deltagelse bedst kan betale sig. Det er udtryk for den opportunistiske ideologi. I øjeblikket er det på vej mod en pro-trotskistisk politik med store interne modsætninger.
En anden del af arbejderklassen findes i PCMLV og andre marxistisk-leninistiske organisationer, der vinder frem med deres kritiske støttepolitik med krav. Og som fører en kamp på den teoretiske og praktiske bane mod venstreopportunisme og umodenhed og øger sin støtte fra medlemmerne i de ærlige bevægelser, der har en nationalrevolutionær følelse og krav om socialisme. Som arbejder systematisk på at opbygge den anti-imperialistiske folkefront på nationalt og internationalt plan og forberede basis for at bruge de kampformer, der skal til i de kommende og meget komplekse konjunkturer.
Socialismen bliver kun bygget med arbejder-bonde-alliancen ved magten og et bevæbnet folk.
Venezuelas Kommunistiske Marxistisk-Leninistiske Parti, PCMLV, centralkomiteen, Caracas, oktober 2020,
oversat fra Unity & Struggle nr. 41
Note
1 teori om arv og miljøet – fremfor sociale klasseforhold, der skaber vores livsbetingelser