skip to Main Content

ORDBOG

Akkumulation

Når man samler og ophober noget, så man hele tiden får mere.

Begrebet bruges i politisk økonomi. I den borgerlige udgave er det historien om, hvordan man gennem hårdt arbejde, evnen til at tage de rigtige beslutninger og turde tage en risiko kan blive rig, tjene stadig flere penge og hele tiden forøge sin kapital, omsætning og ejendom.

I marxistisk politisk økonomi siges det derimod klart:  Det er udbytningen af arbejdskraften og udplyndringen af naturens ressourcer, der skaber merværdi og profit. Værdier der kan investeres i igen at øge rigdom og kapital. At det ikke kommer dem der skaber værdierne, arbejderklassen, til gode skyldes den private ejendomsret.

«Når merværdien ikke anvendes af ejeren til hans personlige forbrug, men bruges som kapital, dannes der ny kapital, som føjes til den gamle som akkumuleres. Anvendelsen af merværdi som kapital kaldes kapitalens akkumulation.» (Marx).

Anarkisme

Politisk retning, der drømmer om et nyt samfund med alle individers frihed, uden at gøre op dem det bestående klassesamfund og den private ejendomsret.  Findes i dag først og fremmest i de autonome miljøer, hvor opbygning af  kollektiver og en anti-autoritær livsstil sammen med ”direkte aktion” mod magtsymboler skal overbevise andre til at gøre det samme.

Anarkismen afviser nødvendigheden af arbejderklassens organisering og det revolutionære parti for at kunne skabe revolutionær forandring og et nyt samfund.

Dialektik

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Dialektisk og historisk materialisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Finansiel og industriel kapital

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Flydende/Konstant kapital

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Højrepopulisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Idealisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Imperialisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Løn under kapitalismen

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Maoisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Marxisme-Leninisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Materialisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Metafysik

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Monopoldannelse

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Opportunisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Produktivkræfter

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Reformisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Revisionisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Socialdemokratisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Spekulation

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Trotskisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Udbytning

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Kampen mod krisen og pandemien er et klassespørgsmål

Udtalelse fra de europæiske marxist-leninistiske partier og organisationer i CIPOML

Under Coronapandemiens betingelser har europæiske medlemsorganisationer og -partier i Den Internationale Konference af Marxistisk-Leninistiske Partier og Organisationer (CIPOML) i Europa mødtes for at gennemgå vores partiers arbejde i den første periode af pandemien. Vi har især diskuteret udviklingen af vores aktiviteter under den såkaldte ”nye normal”.

Det er ingen ”ukendt fjende”, vi har at gøre med. Coronavirus skelner ganske vist ikke mellem klasser. Men under det internationale borgerskabs og finanskapitalens herredømme er omfanget af pandemien såvel som politikken mod pandemien og smittespredningen i højeste grad et klassespørgsmål.

Dette klasseaspekt viser sig også ved den kendsgerning, at det næsten kun er kapitalisterne og ”middelklassen”, der til en vis grad har fået økonomisk støtte i mødet med pandemien, og opfordringer om at ”blive hjemme” gælder kun dem, der har mulighed for det. Arbejderklassen får kun små krummer. Egenbeskyttelse er kun gyldig for kapitalisterne; monopolborgerskabet har søgt ly i sine bjerghytter og på afsides øer, men arbejderne har ikke mulighed for at blive hjemme uden at arbejde.

Endnu et bevis er det faktum, at arbejderne i vigtige sektorer som sundhed, fødevarer, logistik, post og offentlig transport i den første periode af pandemien fortsatte med deres produktion og ydelser og blev udsat for fare. Under den ”nye normal” sigter alle fabrikker og arbejdspladser så vidt muligt på at fungere med fuld kapacitet, og arbejderne er blevet udsat for Coronasmitte. Til trods for at arbejderne i vigtige sektorer som sundhed, rengøring og supermarkeder er dem, som er mest udsat for pandemien, har de ingenting fået, ikke engang i form af lønstigninger. Flertallet er kvinder der arbejder under de mest ugunstige og vanskelige forhold.

Mens kapitalisterne kan få alle mulige behandlinger på private hospitaler, må arbejderne prise sig lykkelige, hvis de får plads i et hjørne i en offentlig hospitalskorridor. Offentlige hospitaler er i fare for at bryde sammen på grund af den nyliberale privatiseringspolitik og nedskæringer. Sundhedsarbejdere får ikke engang nødvendigt beskyttelsesudstyr, de, som er smittede, sendes hjem til isolation eller efterlades for at klare sig selv i en korridor.

Ældre og sårbare overlades også til at klare sig selv i stedet for at modtage særlig beskyttelse. Den triste tilstand på plejehjem under pandemien er veldokumenteret. Nedlukningen under pandemien og arbejdsløsheden har ramt kvinder hårdest: Det var kvinderne, der i første omgang mistede deres job, det var dem, der måtte bære de største byrder ved husarbejdet, og det var dem, der stod i frontlinjen i kampen mod pandemien, eftersom arbejderne i sundheds-, rengørings- og dagligvaresektoren hovedsageligt er kvinder.

De forhold, vi står over for i dag, har igen vist os, at pandemien, som har kostet så mange menneskeliv som følge af mangel på hospitalssenge og beskyttelsesudstyr, hænger sammen med regeringernes politik om privatisering af hospitaler og andre sundhedsinstitutioner samt budgetnedskæringer. Det er indlysende, at denne nyliberale politik har til formål at reducere arbejdernes tilkæmpede rettigheder inden for sundhed, uddannelse og bolig. Den sigter mod at fjerne offentlige rettigheder og åbner for, at private virksomheder kan hente profit ud gennem udbytning. Hvad vi ser, er konsekvenserne af nyliberal kapitalisme, dvs. privatiseringer og nedskæringer i offentlige ydelser, der anses for at være unødvendige, hvis de ikke kan betale sig. Det er et system og en politik, der har givet dødsdomme til hundredtusinder af mennesker, hvoraf de fleste er arbejdere. Vi kan konstatere, at kampen mod pandemien er uadskillelig fra kampen mod kapitalismen.

Borgerskabets regeringer har eneansvaret for det manglende beredskab

Selvom Europa ikke har Trump- og Bolsonaro-lignende eksempler, som åbenlyst negligerer pandemitruslen, har de borgerlige regeringer eneansvar for, at hele kontinentet mødte pandemien uforberedt – takket være privatiseringer og sparetiltag, forsømmelse af folkesundheden og en dysfunktionel sundhedssektor, der ikke evner at give sundhedsarbejdere i frontlinjen den nødvendige beskyttelse.

Vi skal ikke lade disse regeringer slippe afsted med forsøg på at give pandemien hele skylden for den kapitalistiske krise. De prøver at hvidvaske deres egen nyliberale politik, en politik, der forværrer krisen og vil overføre pandemiens omkostninger til arbejderne. Det er kapitalen og deres regeringer, der er ansvarlige for denne krise, og det er dem, der skal bære byrderne.

Det er ikke kun ødelæggelsen af sundhedsydelserne og kampen mod pandemien, der har et tydeligt klassestempel. Det samme fremgår af det faktum, at den europæiske kapitalisme, der var i stagnation før udbruddet af den pandemi, som nu har akkumuleret og tilskyndet alle krisefaktorer, forsøger at lægge hele byrden af denne virus-accelererede krise over på arbejderklassen, især i form af stigende arbejdsløshed og fattigdom. Kapitalisterne ønsker, at arbejderne betaler regningen for pandemien og for kapitalens egen krise, hvilket motiverer os til at forene os og kæmpe imod begge.

Vi nægter at betale regningen!

Vi nægter at betale regningen! Det er ikke os, der har været ansvarlige for privatiseringen. Vi kan ikke klandres for manglen på hospitaler, der har ført til en svækkelse af kampen mod pandemien – dette har kapitalisterne og deres regeringer gjort. Krisen er heller ikke vores skyld; den er et resultat af kapitalistisk udbytning. For os arbejdere er kampen mod pandemien og kapitalismen blevet endnu vigtigere, nu hvor kapitalismens hjul drejer endnu hurtigere med det mål at høste maksimalprofit uden at bekymre sig om, at pandemien og smitterisikoen igen vil stige, når alle arbejdspladser åbner op igen.

Vi ser vi yderligere to konsekvenser af de skærpede klassemodsætninger under de forværrede sociale forhold på grund af pandemien og den kapitalistiske krise.

Den ene konsekvens er tilspidsning af modsætningerne mellem imperialisterne, rivalisering og kamp for nyopdeling af verden som følge af forskellig og ujævn udvikling af kapitalismen i forskellige lande og brancher – noget, der manifesterer sig specielt mellem USA og Kina, men som også inkluderer Rusland og Europa. Militærudgifter, krigsophidselse og oprustning stiger. Når det gælder Europa, ser vi konsekvenserne af kampen for øgede andele af verdensmarkeder og hegemoni i Middelhavet, Syrien, Libyen og Afrika samt Ukraine og nu også Hviderusland.

Den anden konsekvens er væksten af nationalistiske og racistiske tendenser, højreekstremisme og fascisme såvel som fremmedhad, som resultat af det europæiske borgerskabs voksende behov for ny og mere reaktionær politik og nye former for regeringsførelse for at opretholde kontrol med de udbyttede klasser, hvor utilfredsheden stiger, og som har svært ved at leve på den gamle måde.

I stedet for at støtte befolkningen og sundhedsydelser i kampen mod Coronavirus og krisen bruger storkapitalen og deres regeringer offentlige midler til at redde kapitalistiske virksomheder, til oprustning og til øgede militærudgifter til intervention for omfordeling af verden, inkluderet Nordeuropa og Arktis. I Middelhavet, Nordafrika og Mellemøsten stræber EU med Tyskland og Frankrig i spidsen efter at øge sin andel. Dette accepterer vi ikke!

Vi, de europæiske marxist-leninister, vil arbejde for at udvikle og forene vores klasse til fælles kamp mod kapitalen i fabrikker, på arbejdspladser og i nabolaget.

Det er kun gennem hele arbejderklassens og arbejdsfolks kamp, at vi kan undgå at bære byrden af pandemien og den kapitalistiske krise. Kun sådan kan vi afværge en usikker fremtid med hurtigt stigende arbejdsløshed og fattigdom, afværge krigs- og miljøødelæggelser forværret af klimaændringer. Vi, arbejderklassen, kan overvinde både pandemien og kapitalismen med dens destruktive kriser. Der er ingen andre end os, der kan opnå dette.

Lad os forene os om den bredest mulige arbejderfront for at slippe af med kapitalens hensynsløshed, hvad enten vi taler om udbytning, miljø eller folkesundhed. Kapitalismen, som ikke har noget at tilbyde os, er ikke vores skæbne. En revolutionær omvæltning, der viser vejen til det nye samfund, det socialistiske, er nødvendig og mulig.

Vi opfordrer arbejdere af alle nationaliteter i Europa til at kæmpe for følgende umiddelbare krav mod kapitalismen, der ikke anser pandemien som et folkesundhedsproblem, og alle borgerskabets regeringer, der ikke iværksætter foranstaltninger, som sætter folkesundheden først.

–   Myndighederne kan ikke fraskrive sig ansvar for Coronapandemien ved at kalde det for ”normalisering”, ved at sætte folkesundheden i fare og overlade ansvaret for folk til at tage deres egne forholdsregler. Vi siger nej til regeringer, der prioriterer den skrantende kapitalistiske økonomi og kapitalisternes fortjeneste, og som baner vejen for ”den anden bølge” ved at lempe forholdsreglerne.

–   Adgang til sundhedsydelser er en offentlig rettighed: gratis og lige adgang for alle! Privatiseringer og nedskæringer i sundhedssektoren skal ophøre, sundhedsydelser skal forbedres med nye investeringer og med flere læger og sundhedspersonale.

–   Arbejdsforholdene for læger og sundhedsarbejdere såvel som andet frontlinjepersonale som rengøringsfolk, butiksansatte og logistikarbejdere, der står i første linje i kampen mod pandemien, skal forbedres, og deres lønninger skal øges til en acceptabel levestandard.

–   Sundhedsarbejdere og arbejdere på arbejdspladser med mange ansatte bør betragtes som risikogrupper.

–   Ingen sikre arbejdsforhold, ingen produktion! Arbejdspladser med Coronasmitte skal lukkes, indtil alle nødvendige foranstaltninger er gennemført, og de ansatte skal have fuld lønkompensation.

–   Hjemmearbejde må ikke bruges af arbejdsgiverne som en mulighed for øget udbytning; nej til øget arbejdsbelastning i form af pålagt arbejde!

–   Forbud mod opsigelser; orlov med løn skal fortsætte under pandemien.

–   Dagpenge og støtte til arbejdere, der ikke er i stand til at arbejde, skal udvides til at omfatte migranter og flygtninge – uden nogen forhåndsbetingelser og begrænsninger.

–   Retten til ”at trække vejret” er en umistelig menneskeret; nej til racediskrimination og fremmedhad! Lige rettigheder og muligheder for alle!

–   Uddannelse skal omorganiseres i skoler med passende foranstaltninger og transport i overensstemmelse med pandemiforholdene, og smittede klasser skal lukkes, indtil alle nødvendige skridt er taget.

–   I mødet med ”den anden bølge” skal mangel på medicin, vacciner, beskyttelsesudstyr og mad håndteres hurtigt; gratis masker og hygiejneprodukter til alle!

–   Nej til milliarder i statsstøtte til monopolvirksomhederne!

–   Stop krigsbevillinger – penge til sundhed og uddannelse i stedet for oprustning.

–   Strejker og demonstrationer kan ikke forbydes! Vi accepterer ingen indskrænkninger i strejkeretten, demonstrationsfriheden, retten til politisk og faglig organisering eller pressefriheden med pandemien som påskud. Nej til statslig undertrykkelse og politistat!

–   Mennesker er uadskillelige fra deres omgivelser – nej til naturødelæggelse til fordel for maksimalprofit!

September 2020

 

Arbejderpartiet Kommunisterne, APK, Danmark

Arbejderklassens Kommunistiske Parti i Frankrig, PCOF

Organisationen til genopbygning af arbejderklassens kommunistiske parti i Tyskland

Kommunistisk Platform, Kommunistisk Koordination og Kommunistisk Koordination i Toscana – Italien

Revolusjon – Norge

Spaniens Kommunistiske Parti (marxistisk-leninistisk), PCE(ml)

Arbejderpartiet, EMEP, Tyrkiet

Klassekamp – Revolution - Socialisme. Magasinet ENHED og KAMP har det hele!

Tankestof til tidens brændende spørgsmål - Handling i en verden moden til forandring

Del og brug gerne

Back To Top