Mødet mellem de 81 kommunistiske og arbejderpartier, der blev afholdt i Moskva 1960, var en af de mest betydningsfulde begivenheder i den internationale kommunistiske bevægelses historie under Den Kolde Krig. Talen, som kammerat Enver Hoxha, førstesekretær for Albaniens Arbejdets Parti (AAP), holdt der, fik særlig betydning, fordi den afslørede karakteren af de modsætninger, der var til stede i den internationale kommunistiske bevægelse. Hans indgriben repræsenterede ikke blot AAP’s holdning, men også alle marxist-leninister, der rejste sig mod Khrusjtjovs moderne revisionisme.
Talens centrale omdrejningspunkt var forsvaret af marxismen-leninismen som en revolutionær teori og grundlæggende vejledning i kommunistpartiernes politiske handling. Kammerat Enver argumenterede for, at den internationale kommunistiske bevægelse burde fastholde de principper, som Marx, Engels, Lenin og Stalin havde udarbejdet, og undgå enhver omfortolkning, der ville svække dens revolutionære indhold. Fra dette perspektiv kæmpede han imod de retninger, som den revisionistiske ledelse fremmede efter Sovjetunionens Kommunistiske Partis 20. kongres, hvilket repræsenterede en anden politisk og ideologisk linje og politik.
Revisionisme er ændringen af de grundlæggende principper for marxismen-leninismen under argumentet om at tilpasse dem til nye historiske omstændigheder, påpegede han. Og langt fra at udgøre en legitim fornyelse af revolutionær teori betyder disse ændringer en opgivelse af arbejderbevægelsens strategiske mål. Accepten af reformistiske og forsonende postulater endte med at favorisere kapitalistmagternes interesser og svække arbejdernes og de undertrykte folks kamp.
Enver Hoxha rejste forsvaret af klassekampens gyldighed. Han afviste ideen om, at udviklingen af internationale relationer og styrkelsen af den socialistiske lejr havde reduceret den uforsonlige karakter af modsætningerne mellem socialisme og kapitalisme/imperialisme. Tværtimod bekræftede han, at klassekampen fortsat var den grundlæggende lov for historisk udvikling, og at de kommunistiske partier måtte fastholde kampen og oppositionen over for kapitalistiske kræfter. Ethvert forsøg på at minimere sådanne modsætninger fører til en politik med ideologiske og politiske indrømmelser, der er uforenelige med revolutionære principper.
Et andet grundlæggende aspekt af hans tale var kritikken af visse fortolkninger af fredelig sameksistens. Hoxha benægtede ikke muligheden for, at stater med forskellige sociale systemer kunne sameksistere uden at ty til krig. Han mente dog, at dette princip udelukkende skulle forstås som en form for forhold mellem stater og ikke som en generel strategi til at erstatte den revolutionære kamp. Han fordømte, at den sovjetiske ledelse omdannede fredelig sameksistens til en politik for forsoning med imperialismen, hvor man opgav det revolutionære perspektiv og fremmede illusioner om en fredelig udvikling af kapitalismen mod socialisme.
Forsvaret af Stalins person og arv var en anden væsentlig del af kammerat Envers indgriben. Han fordømte, at den afstaliniserings-kampagne, som Khrusjtjov fremmede, havde forårsaget alvorlig skade på den internationale kommunistiske bevægelse. Han benægtede ikke muligheden for, at Stalin og SUKP i den periode, hvor han stod i spidsen for USSR, kunne have begået fejl, da ingen er undtaget fra at gøre fejl, men det grundlæggende var deres tilknytning til de marxistisk-leninistiske principper, der førte til den sejrende opbygning af socialismen i Sovjetunionen. Kampagnen mod Stalin blev brugt af socialismens fjender til at miskreditere den sovjetiske erfaring og sætte spørgsmålstegn ved gyldigheden af marxismen-leninismen. I denne forstand er “kampen mod revisionismen et spørgsmål om liv og død for den internationale kommunistiske bevægelse”.
Et lige så vigtigt element var kravet om lighed mellem de kommunistiske partier og de socialistiske lande. Enver Hoxha argumenterede for, at relationerne inden for den internationale kommunistiske bevægelse burde baseres på gensidig respekt, uafhængighed og ikke-indblanding i partiernes interne anliggender. Denne holdning havde en klar politisk dimension, da den afspejlede Albaniens voksende uenighed med den sovjetiske ledelse. Han fastholdt, at intet parti, uanset hvor magtfuldt, havde ret til at påtvinge sine beslutninger eller ideologiske fortolkninger på resten af de kommunistiske organisationer. International enhed burde bygges på grundlag af fælles principper og ikke gennem underordningsmekanismer.
Talen gav også en fremtrædende plads til nationale befrielseskampe og kampen mod imperialismen. Hoxha mente, at de revolutionære bevægelser, der udviklede sig i Asien, Afrika og Latinamerika, udgjorde en afgørende kraft i at svække det verdensimperialistiske system. Af denne grund forsvarede han behovet for at yde politisk og moralsk støtte til folk, der kæmpede mod kolonialisme, udenlandsk dominans og forskellige former for udnyttelse. Dette perspektiv forstærkede idéen om, at den socialistiske revolution og de antiimperialistiske kampe var en del af den samme historiske proces for verdensomdannelse.
Endelig tog han fat på spørgsmålet om enheden i den internationale kommunistiske bevægelse. Selvom han insisterede på vigtigheden af at bevare denne enhed, bekræftede han, at den ikke kunne opretholdes på tvetydige ideologiske forpligtelser eller på tavshed i mødet med doktrinære fejl. I en af de mest repræsentative formuleringer af sin tale påpegede han, at “enhed uden principper ikke kan styrke den kommunistiske bevægelse”. Heri udtrykte han overbevisningen om, at sammenholdet mellem partierne måtte baseres på et konsekvent forsvar af marxismen-leninismen og på kampen mod alle former for revisionisme.
Afslutningsvis sammenfattede Enver Hoxhas tale ved Moskva-mødet i 1960 en ideologisk position præget af reelt forsvar for marxismen-leninismen, fordømmelse af moderne revisionisme, bekræftelse af klassekampen, kritik af afstalinisering, forsvar for kommunistpartiernes suverænitet og støtte til antiimperialistiske kampe.
Enver Hoxhas tale findes på engelsk her: https://www.marxists.org/reference/archive/hoxha/works/nov1960.htm