skip to Main Content

ORDBOG

Akkumulation

Når man samler og ophober noget, så man hele tiden får mere.

Begrebet bruges i politisk økonomi. I den borgerlige udgave er det historien om, hvordan man gennem hårdt arbejde, evnen til at tage de rigtige beslutninger og turde tage en risiko kan blive rig, tjene stadig flere penge og hele tiden forøge sin kapital, omsætning og ejendom.

I marxistisk politisk økonomi siges det derimod klart:  Det er udbytningen af arbejdskraften og udplyndringen af naturens ressourcer, der skaber merværdi og profit. Værdier der kan investeres i igen at øge rigdom og kapital. At det ikke kommer dem der skaber værdierne, arbejderklassen, til gode skyldes den private ejendomsret.

«Når merværdien ikke anvendes af ejeren til hans personlige forbrug, men bruges som kapital, dannes der ny kapital, som føjes til den gamle som akkumuleres. Anvendelsen af merværdi som kapital kaldes kapitalens akkumulation.» (Marx).

Anarkisme

Politisk retning, der drømmer om et nyt samfund med alle individers frihed, uden at gøre op dem det bestående klassesamfund og den private ejendomsret.  Findes i dag først og fremmest i de autonome miljøer, hvor opbygning af  kollektiver og en anti-autoritær livsstil sammen med ”direkte aktion” mod magtsymboler skal overbevise andre til at gøre det samme.

Anarkismen afviser nødvendigheden af arbejderklassens organisering og det revolutionære parti for at kunne skabe revolutionær forandring og et nyt samfund.

Dialektik

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Dialektisk og historisk materialisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Finansiel og industriel kapital

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Flydende/Konstant kapital

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Højrepopulisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Idealisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Imperialisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Løn under kapitalismen

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Maoisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Marxisme-Leninisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Materialisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Metafysik

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Monopoldannelse

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Opportunisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Produktivkræfter

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Reformisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Revisionisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Socialdemokratisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Spekulation

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Trotskisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Udbytning

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Kapitalismens og imperialismens modsætninger skærpes, arbejderklassens og folkenes kamp forstærkes

Den Internationale Konference af Marxistisk-Leninistiske Parier og Organisationer – CIPOML

Resolution fra verdensmødet 2019 i Den Internationale Konference af Marxistisk-Leninistiske Parier og Organisationer – CIPOML.

CIPOMLs plenarmøde fandt sted i oktober på et tidspunkt, hvor folkene i Asien, Afrika og Latin Amerika har rejst sig ét efter ét.

Det internationale bourgeoisi og kapitalismen kan ikke andet end øge samfundsproblemerne, de skaber hele tiden nye og gør dem uoverstigelige.

Lad os ikke glemme, hvordan de med Den ny verdensorden lovede fred og velfærd for alle, og at det ville være slut med udbytning, klasser og klassekamp med globaliseringen, som ville forvandle verden ’til en landsby’ og befri menneskeheden for dens problemer.

Arbejderklassen og de undertrykte folk har oplevet det modsatte, af hvad der blev påstået og har set en utålelig forværring af arbejdsforhold og levevilkår. Arbejdernes egen erfaring med voksende arbejdsløshed, lønnedgang, voksende fattigdom, blandt andet som følge af nedskæringer af sociale ydelser, prisstigninger og højere skatter, og forringelsen af betingelserne for at få dækket de basale behov, får dem til at indse, at kapitalismen intet har at tilbyde dem.

Roden til alle disse problemer ligger i den kendsgerning, at den kapitalistiske produktion laves for at øge monopolernes profitter.

Denne forringelse manifesterer sig i den krise, som mange afhængige lande allerede er havnet i, og i den kapitalistiske verden som helhed. Den har medført lavere økonomisk vækst, især for industriproduktionen, og er ledsaget af nedgang i udnyttelsen af produktionskapaciteten, af fabrikslukninger og fyringer. Der er tegn på at den ‘kommende krise’ i den kapitalistiske verdensøkonomi vil blive væsentlig mere alvorlig end krisen i 2008. Og denne gang vil krisen have endnu mere ødelæggende konsekvenser, fordi de største imperialistiske stater ikke har mulighed for at gennemføre centraliserede indgreb.

Skærpelsen af de inter-imperialistiske modsætninger og modsætningerne mellem monopolgrupperne og de øgede interessekonflikter har allerede ført til ‘handelskrige’. Disse modsætninger og konflikter er konsekvensen af de imperialistiske monopolers fremstød for at opnå maksimalprofitter. At det har en negativ indvirkning på verdensøkonomien er hævet over enhver tvivl.

Monopolernes og de imperialistiske landes ujævne udvikling, som også gør sig gældende for virksomhederne og økonomiens grene, fører til differentieringer af styrkeforholdene mellem finanskapitalens monopolgrupper og mellem de imperialistiske lande, hvad der så igen fører til krav om en nyopdeling af verden. USA, Kina, Rusland og de tysk-franske imperialister, som dominerer et EU, som er plaget af modsætninger, er de imperialistiske hovedmagter, og her står konflikten mellem USA og Kina i forreste række.

De forenede Stater er den største hegemonistiske imperialistmagt på grund af dens industrielle og økonomiske basis, som følge af størrelsen af de lande og regioner, som er afhængige af den, og på grund af dollar-våbenet. dets militærbaser over hele verden, og også som følge af en fortsat evne til at gennemtvinge sin vilje i forhold til vestmagterne gennem NATO til trods for interesseforskellene mellem dem. Og også på grund af dens militærudgifter, der er større end de øvriges tilsammen, USAs hysteri for at ‘beskytte’, hvad det har, gør det aggressivt og krigerisk og mere forvovent.

Kina på den anden side er en imperialistmagt i fremvækst med sin kapitalismes topmoderne tekniske basis og den medfølgende hastige industrielle og økonomiske vækst, med dens høje grad af kapitalakkumulation og den ledsagende økonomiske ekspansion og dens potentiale for at bringe sig foran USA. Det kan derfor ikke undgå at have nyopdeling af verden på sin dagsorden, og er i gang med at udvide sit militærapparat i overensstemmelse med dette. Konflikten mellem USA og Kina har allerede bredt sig over alle kontinenter, hvilket også gælder andre magters kampe for at beskytte, hvad de har og søge udvidelse på andres bekostning, indbefattet med krige om magten.

Modsætningerne og konflikterne mellem imperialistmagterne har en negativ indvirkning på verdensøkonomien og fører til forværring af leve- og arbejdsvilkårene for de udbyttede, i og med at imperialisterne søger at udbytte arbejderklassen og de undertrykte og udplyndrede folk.

Med deres indbyrdes konflikt i alle dele af verden, og særlig koncentreret i nogle regioner, findes der ingen imperialistmagt, som er en ven af arbejderne og folkene. Deres løfter om at hjælpe folkene økonomisk og politisk, om at bringe uafhængighed og demokrati, er intet andet end kæmpeløgne. De er alle monopolbøller, udbyttere og udplyndrere, uanset hvad de lover: De bekymrer sig kun om profit på folkenes bekostning og om at udvide deres magtsfærer ved at gøre folkene afhængige.

Mens ingen imperialist tøver med at gribe den mindste mulighed for at plyndre folkenes værdier og forstærke sin økonomiske og politiske indflydelse ved at udvide afhængighedsforholdene, er den amerikanske imperialisme i særlig grad i offensiven mod folkene i kraft af en række sanktioner, blokader og besættelser, hvortil den anvender sine mere end 800 militærbaser, den israelske zionisme og regionale reaktionære magter som Saudi-Arabien og Colombia. Den har fortsat besættelsesstyrker i Afghanistan og Irak. Den fortsætter interventionen i Syrien og viderefører embargoerne mod Cuba, Venezuela og Iran. For et stykke tid siden flyttede den sin ambassade fra Tel Aviv til Jerusalem.

CIPOML fordømmer alle disse angreb.

CIPOML, der ubetinget forsvarer alle folkenes og nationernes ret til selvbestemmelse, indbefattet retten til at danne egne stater. erklærer også sin solidaritet med alle undertrykte folk og deres befrielseskampe, herunder med det venezuelanske, iranske, palæstinensiske og kurdiske folk, og med Cuba og Kashmir.

Den kendsgerning at modsætningerne mellem arbejde og kapital, mellem imperialisterne og folkene og mellem imperialisterne indbyrdes intensiveres, betyder at den kapitalistiske og imperialistiske aggression forøges sammen med faren for fascisme og krig. Medmindre sådanne udviklinger forhindres vil arbejderklassen og folkene med sikkerhed komme til at stå i en endnu værre situation.

Hvis den herskende klasse ikke kan overvinde krisen i kapitalismen, hvis forfald og stagnation uddybes, og ikke kan undertrykke arbejderklassens og folkenes krav, så vil det være naturligt for den at søge en udvej i fascisme. Dette er den mest skærpede form for monopolkapitalistisk reaktion. Og det inter-imperialistiske hundeslagsmål vil føre til en ny imperialistisk krig.

Men det er samtidig også en kendsgerning, at alle kapitalismens negative konsekvenser fører til mobiliseringer af arbejderklassen og de undertrykte folk.

For ikke længe siden gik 200 millioner arbejdere i Indien i generalstrejke. I Iran, hvor titusindvis af arbejdere sidste år deltog i strejker og demonstrationer, fortsatte man også i år. Mens der har været et øget antal strejker i Europa, har vi set en stribe strejkekampe i USA i de seneste to år, metalarbejdernes strejkekampe er det seneste eksempel. Efter en lang stagnationsperiode tager arbejderklassen initiativ til nye manifestationer, hvad der bevidnes af mange strejker og andre aktioner i alle størrelser, selvom de endnu ikke er samlet på nationalt plan.

Vi har også, som i oktober, set et opsving i mange folkelige bevægelser – som følge af kapitalismens destruktive konsekvenser og undertrykkelsen, som gennemføres af reaktionære kræfter. I mange lande har disse bevægelser bevæget sig hen imod at blive til opstande og begynder at antage politisk karakter. I Burkina Faso slog folket for fire år siden militærkuppet tilbage. I Sudan blev Omar al Bashir væltet. I Algeriet måtte Bouteflika gå af og trække sit kandidatur. I Libanon trak premierminister Hariri sig. I Chile måtte præsident Sebastián Piñera gå af på grund af de økonomiske nedskæringer, som blev besluttet. I Ecuador måtte præsident Moreno indstille sit nedskæringsprogram. I Haiti, Irak, Honduras, Guinea osv. kunne folkenes kampe og opstande ikke holdes tilbage. Antallet af folkelige opstande med høj deltagelse af arbejderklassen er voksende.

Arbejderklassens og folkenes opstand mod monopolernes og imperialismes udplyndring og undertrykkelse er den eneste måde til at imødegå kapitalens aggression, undvige faren for fascisme og krig, og den eneste vej til social og national frigørelse.

Socialreformismen ryger ned i et tomrum, fordi den ikke er i stand til at inddæmme arbejderklassens og folkenes oprør. Det er en naturlig konsekvens, at reformismens afdæmpende virkning, som ikke tilbyder andet end forsoning mellem de objektivt revolutionære folkelige kampe og de reaktionære kræfter, er i færd med at blive brudt ned.

Vores Konference understreger over for arbejderne i alle lande:

Den eneste vej til vores frigørelse er at kæmpe mod kapitalismen uden at have de ringeste forventninger til nogen af borgerskabets fraktioner eller nogen imperialistmagt og at afskaffe kapitalens overherredømme og udbytningen. Vi må gøre en ende på borgerskabets herredømme og organisere os selv som herskende klasse, som alene er afhængig af vores egen magt.

Vi kan imidlertid ikke opnå dette, hvis vi er splittede og desorganiserede. Derfor må vi organisere os i vores uafhængige arbejderklassepartier i vores egne lande, hvor sådanne partier eksisterer, og hvor de ikke gør det, må det grundlægges og gennemføre vores klasses kamp uafhængigt af bourgeoisiet.

Med dette for øje må vi ikke kun deltage i de folkelige kampe, også dem som andre kræfter tager initiativ til, men også tilkæmpe os politisk ledelse af dem, organisere arbejdernes kampe i byerne og på landet, og rette alle disse kampe mod kapitalismen.

Vores Konference opfordrer til at udvide verdens undertrykte folk og nationers kamp

Den eneste måde at blive fri for udplyndring og imperialistisk og monopolistisk undertrykkelse er at gennemføre en kompromisløs kamp mod imperialistmagterne og monopolerne. Vi må følge eksemplet fra de kampe, som foregår i andre lande, og hjælpe dem med at udvikle sig og udvide dem i vores eget land. Folkene har ingen andre venner end sig selv. Vi kan støtte os på os selv og på de arbejdere, som er en del af folkene.

Vi må forene os, organisere og øge kampen mod imperialismen og monopolerne.

Arbejderklassens og de undertrykte folks forenede og organiserede kamp er uovervindelig.

 

Den Internationale Konference af Marxistisk-Leninistiske Parier og Organisationer – CIPOML

Oktober 2019

 

Klassekamp – Revolution - Socialisme. Magasinet ENHED og KAMP har det hele!

Tankestof til tidens brændende spørgsmål - Handling i en verden moden til forandring

Del og brug gerne

Back To Top