skip to Main Content

ORDBOG

Akkumulation

Når man samler og ophober noget, så man hele tiden får mere.

Begrebet bruges i politisk økonomi. I den borgerlige udgave er det historien om, hvordan man gennem hårdt arbejde, evnen til at tage de rigtige beslutninger og turde tage en risiko kan blive rig, tjene stadig flere penge og hele tiden forøge sin kapital, omsætning og ejendom.

I marxistisk politisk økonomi siges det derimod klart:  Det er udbytningen af arbejdskraften og udplyndringen af naturens ressourcer, der skaber merværdi og profit. Værdier der kan investeres i igen at øge rigdom og kapital. At det ikke kommer dem der skaber værdierne, arbejderklassen, til gode skyldes den private ejendomsret.

«Når merværdien ikke anvendes af ejeren til hans personlige forbrug, men bruges som kapital, dannes der ny kapital, som føjes til den gamle som akkumuleres. Anvendelsen af merværdi som kapital kaldes kapitalens akkumulation.» (Marx).

Anarkisme

Politisk retning, der drømmer om et nyt samfund med alle individers frihed, uden at gøre op dem det bestående klassesamfund og den private ejendomsret.  Findes i dag først og fremmest i de autonome miljøer, hvor opbygning af  kollektiver og en anti-autoritær livsstil sammen med ”direkte aktion” mod magtsymboler skal overbevise andre til at gøre det samme.

Anarkismen afviser nødvendigheden af arbejderklassens organisering og det revolutionære parti for at kunne skabe revolutionær forandring og et nyt samfund.

Dialektik

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Dialektisk og historisk materialisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Finansiel og industriel kapital

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Flydende/Konstant kapital

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Højrepopulisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Idealisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Imperialisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Løn under kapitalismen

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Maoisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Marxisme-Leninisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Materialisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Metafysik

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Monopoldannelse

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Opportunisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Produktivkræfter

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Reformisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Revisionisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Socialdemokratisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Spekulation

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Trotskisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Udbytning

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Kina – en socialimperialistisk supermagt

Eirik Bråten, Revolusjon, Norge

Det er fyrre år siden, Kina slog ind på en tydelig kapitalistisk kurs med et langsigtet mål om at blive en imperialistisk supermagt. Den lange march ind i den imperialistiske lejr har indtil nu været pakket ind i røde fraser og faner for at drage maksimal fordel af KKP’s historiske bedrifter hos deres eget folk.

Mao Tse Tung døde den 9. september 1976. Hua Guofeng blev partiformand og præsident efter Mao. Han hørte til kredsen rundt om Mao i ledelsen af Kinas Kommunistiske Parti (KKP). Der brød hurtigt partikampe ud i KKP, som drejede sig om det afgørende valg af linje for Folkerepublikken Kina og KKP.

Kontrarevolutionen i Kina

Deng Xiaoping og hans højrefraktion tog magten i KKP i december 1978 i tredje plenarforsamling på den 11. centralkomitekongres, og Hua og folk omkring ham blev udstødt.

Deng befæstede yderligere sin magt på KKP’s 12. kongres i 1982 og på den nationale delegations-konference i efteråret 1985. På samme tid blev også klassesammensætningen i de vigtigste parti- og statslige organer ændret således, at stadig færre arbejdere og bønder og stadig flere akademikere og bureaukrater trådte ind i dem. På delegations-konferencen i 1985 havde 76 % af deltagerne universitetsuddannelse. Intelligentsiaen og eksperterne blev styrket på arbejdernes og bøndernes bekostning.

De i KKP, som blev kaldt for maoisterne, blev ligeledes renset ud af partiledelsen, partiet, ministerierne, statsapparatet, regional og lokal forvaltning og i ledelsen af militæret i løbet af ganske få år efter 1978. 61 % af dem, som blev valgt til den 12. centralkomité i 1982, var ikke med i centralkomiteen, som blev valgt i 1977. KKP’s klasseanalyse blev ændret, så de intellektuelle og bureaukraterne blev medregnet som en del af arbejderklassen.

Samtidig med dette skete der en rehabilitering af og et fornyet fokus på konfucianismen fra den kinesiske regerings side.

I en ny resolution om partihistorien vedtaget i 1981 står der: ”Der er kommet et historisk vendepunkt af vidtrækkende betydning.” 900.000 partikadrer blev renset ud af KKP fra 1979 til årsskiftet 1984/85.

Økonomiske reformer …

Deng og folkene omkring ham startede samtidig med dette økonomiske reformer i kapitalistisk retning. Den vigtigste af dem var opløsningen af folkekommunerne fra 1980. Landbruget blev privatiseret, og markedskræfterne blev sluppet løs inden for landbrug, handel og småindustri. Deng og den nye parti- og statsledelse lancerede parolen ”Et land – to systemer”. Der blev oprettet separate økonomiske zoner i syd og øst. Udenlandsk kapital blev lukket ind i stadig større omfang, og den statslige prisregulering blev ophævet. Arbejdskraften blev efterhånden også i Kina en vare. Arbejdsdelingen i det kinesiske samfund mellem fysisk og intellektuelt arbejde, og mellem kvinder og mænd, blev i disse år forstærket og gik således væk fra socialismen og mod kapitalismen.

Opløsningen af folkekommunerne førte til store sociale omvæltninger i det kinesiske samfund, da disse ikke bare havde været arbejdspladser, men også socialt sikkerhedsnet. Dette førte til flugt fra landdistrikterne til byerne, og flere millioner kinesere blev i løbet af kort tid flygtninge i deres eget land.

En konsekvens af dette var, at der opstod store regionale forskelle, og kriminalitet, prostitution og narkomisbrug blomstrede i storbyerne. For at gå imod den stærkt øgede kriminalitet bestemte den kinesiske regering sig for at gøre noget ved virkningerne og lovbruddene og ikke årsagerne: den øgede fattigdom og sociale nød. De vedtog en kampagne, hvor forøget brug af dødsstraf var kuren. Der blev sat et måltal på 5.000 dødsdomme i løbet af 1984, og dette mål blev overopfyldt med 24.000 afsagte og eksekverede dødsdomme, inden året var omme.

… og politiske forandringer

Der blev i disse år indført en slags statsmonopolkapitalisme, som var kendt fra Sovjetunionen og Jugoslavien, med kapitalistiske produktionsforhold under stærk statslig kontrol. Målet for produktionen blev profit i stedet for befolkningens behov.

Der kom en overgang til taylorismen1 og andre kapitalistiske modeller for organisering af produktionen.

Direktørerne i kinesiske virksomheder fik eneansvar for produktionsprocessen, og de tidligere revolutionskomiteer på arbejdspladserne, som havde haft en afgørende rolle i organiseringen af produktionen og virksomhederne, blev afviklet tidligt i 1980’erne. At direktørerne skulle have eneansvar i virksomhederne, havde allerede været Dengs forslag i 1950’erne og var grundlaget for den første runde kritik mod ham og fratagelse af hans partihverv i slutningen af dette årti.

Arbejderkongresserne blev frataget al reel magt. På samme tid som dette skete der en ændring i kinesisk udenrigspolitik. Socialimperialismen erstattede den proletariske internationalisme, synliggjort ved bl.a. at gratis våbenhjælp til forskellige frigørelsesbevægelser blev erstattet af salg af våben på det internationale marked. Kinas rolle som stormagt fik forrang i stedet for at bygge alliancer med lande og nationer i den tredje verden. Lande i Østeuropa blev erklæret ”socialistiske” af KKP, og partiet indledte officielt partiforbindelser med en række revisionistiske, socialdemokratiske og borgerlige partier.

”Socialistisk markedsøkonomi”

KKP gik officielt ind for markedsøkonomien som doktrin for samfundsudviklingen efter en vedtagelse på partikongressen i 1992.

”Socialistisk markedsøkonomi” blev da lanceret som grundlæggende parole for udviklingen i landet, og virksomheder og arbejdsliv i de særlige økonomiske zoner i øst og syd blev drevet efter samme mønster som i de europæiske kolonier Hongkong og Macau, der på dette tidspunkt endnu ikke var vendt tilbage til Kina.

I 90’erne fandt der en afvikling sted af statslige og kollektive virksomheder. I løbet af få år blev 45 millioner arbejdere opsagt fra deres job. Jobsikkerheden for kinesiske arbejdere blev ophævet. Tidligere havde der været ret til livstidsansættelse på alle arbejdspladser. Nu kunne virksomheder også gå konkurs.

Der blev oprettet mange forskellige joint ventures, dvs. et samarbejde mellem udenlandsk og kinesisk kapital. Udenlandske virksomheder måtte oprette egne fabrikker, investere og ansætte direkte i Kina.

Der blev opbygget store statsejede kinesiske selskaber, især inden for bankvæsen, energi, telefoni og transport, samtidig med at store privatejede virksomheder blev opbygget. Disse privatejede virksomheder er efterhånden kommet ”under statslig kontrol”, kun ved at ejerne er forbundet med regeringen/partiapparatet ved familie- og venskabsbånd. Eksempler på dette er Huawei og BYD. Dette har ført til etablering af flere store parti- og familiedynastier samt omfattende offentlig og privat korruption.

Siden 1990’erne er der stadigt færre ansatte i statslige virksomheder. I byerne er der nu kun omkring 17 % ansatte i den statslige sektor. Statsvirksomhederne i Kina udgør nu under en fjerdedel af Kinas BNP, mindre end i Norge og mange andre erklærede kapitalistiske lande.

For alle stillinger i det kinesiske statsapparat er der et krav om medlemskab af KKP, og partiet er den største partiorganisation i verden med omkring 88 millioner medlemmer. Til sammenligning havde Kina efter den sidste folketælling fra 2016 1,379 milliarder indbyggere.

Øgede indkomstforskelle og klasseforskelle

Denne politik har ført til, at der nu er langt større indkomstforskelle i Kina end i mere udviklede kapitalistiske lande. Folk i byerne har i gennemsnit højere indkomst end folk i landdistrikterne. De bedst betalte industriansatte har 15 gange højere lønninger end dem med lavest indkomst. Toplederne i statslige virksomheder tjener 18 gange mere end de ansatte. De højestlønnede tjenestemænd tjener i gennemsnit 128 gange mere end gennemsnitslønnen i landet.

Tal fra 2015 viste, at den rigeste ene procent af befolkningen i Kina ejede en tredjedel af landets rigdom, mens den fattigste fjerdedel ejede én procent. Den målte arbejdsproduktivitet er ni gange større i virksomheder med udenlandsk investeret kapital end i statslige og kinesisk ejede virksomheder.

Den høje udbytning af arbejdskraft og store regionale forskelle i landet har ført til en stadig større social og økonomisk kløft mellem statsbureaukrater og kapitalister på den ene side og arbejdere, bønder og arbejdsløse på den anden side.

Den hårde udbytning og det gennemgående brutale arbejdsmiljø i det kinesiske arbejdsliv fører til store menneskelige lidelser. Tal fra ungdomsforbundet i KKP viser, at 600.000 kinesiske arbejdere dør i arbejdsulykker hvert år.

Opløsningen af folkekommunerne og nedlægningen af statslige og kollektivt ejede arbejdspladser har skabt en stor industriel arbejdskraftreserve, som presser lønnen i industrien nedad. Som en reaktion på dette er der udbrudt strejker og opstået social uro, som er blevet slået brutalt ned af regeringsstyrker. Enkeltpersoner, som har opponeret mod denne udvikling, bl.a. maoister som Zhang Yunfan, er blevet arresteret og interneret.

At slippe alle former for kapitalistisk ejendom fri har ført til, at mange kinesere er blevet rige. Kina er nu det land i verden, som har flest milliardærer, mens to tredjedele af det kinesiske folk lever i stor fattigdom. Der er samtidig tydelige kapitalistiske krisetegn i den kinesiske økonomi. Summen af udestående banklån er meget større end mængden af værdipapirer og obligationer.

Tallene fra Federal Reserve Bank fra 2010 viste, at kinesiske banklån var på 138,1 % af landets BNP. Den samlede markedsværdi på de to børser i landet var på 27,1 % af BNP. Kinesiske selskaber er dem, der skylder mest i verden, og har gennemsnitligt en høj grad af gæld. Dette har ført til fald i aktiekurserne og økonomiske kriser som i øvrigt i kapitalismen.

Den kinesiske imperialisme

Kina er nu den næststørste økonomi i verden efter USA, og kinesiske investeringer i udlandet stiger stærkt inden for de fleste sektorer. Kinas økonomi vil ud fra økonomiske beregninger overhale USA i løbet af få år. Private og statslige kinesiske virksomheder investerer deres profit over hele verden. Disse investeringer gælder alle mulige sektorer fra teknologi, telekommunikation, transport, infrastruktur, møbelfabrikker (som Ekornes i Norge) til tjenesteydelser, filmselskaber, fodboldklubber og alt, som kan give profit.

Kinas kapitaleksport var på 183 milliarder dollar i 2016. I 1983 var det tilsvarende tal 1,3 milliarder dollar. Kina er USA’s største kreditor, og kinesiske lån til USA er i 2018 på 1.168 milliarder dollar i form af amerikanske statsobligationer. Disse lån har været oppe i 1.400 milliarder dollar i 2013.

I 1980 var Kinas økonomi 10 % af USA’s, mens den i 2010 svarede til 75 % af USA’s.

Der har været en gennemgående stærk vækst i Kinas BNP i det sidste årti med et gennemsnit på 9,7 % hvert år, mens væksten som et resultat af den økonomiske krise er aftaget de seneste år og var på 6.9 % i 2017.

Kinas produktionsvolumen oversteg USA’s for ti år siden, og Kina eksporterer tre gange så meget som USA. USA producerer stadig mest målt i markedspriser, men målt i relative priser har Kina passeret USA.

Investerer i Afrika

Kina er nu den største investor og vigtigste handelspartner for lande i Afrika. Kinas investeringer gjaldt i første omgang særlig Angola, Sydafrika, Sudan og DR Congo, men har i de senere år bredt sig ud over hele kontinentet. Kinesiske investeringer var først rettet mod at sikre adgang til naturressourcer og eksportmarkeder, men har i de senere år i stigende grad drejet sig om at give lån og vinde politisk kontrol.

Dette har fra Kinas side ført til stor satsning på udvikling af industri og infrastruktur i Afrika. Økonomiske aftaler regnes i stigende grad i den kinesiske valuta renminbi. Dette er med til at svække USA’s position, da dollaren indtil nu har været international reservevaluta og aftalt valuta ved de fleste internationale transaktioner. Kina har også en række store infrastrukturprojekter i en række lande i Oceanien og Caribien, ofte færdiggjort udelukkende med kinesisk arbejdskraft.

Dette er en klar udfordring for Kinas imperialistiske rivaler, først og fremmest USA.

Kina har i de senere år også ført en mere aggressiv udenrigspolitik. Dette ses tydeligt i konflikten om øer, skær og havområder – læs ressourcer – i Det Sydkinesiske Hav og Det Østkinesiske Hav. Her er Kina i konflikt med Vietnam, Filippinerne, Indonesien, Malaysia, Brunei, mens USA ud fra egne interesser står bag disse lande militært og politisk.

Kina har fortsat i en gammel grænsekonflikt med Indien på grund af de imperialistiske grænsedragninger i det 19. århundrede, men denne konflikt er aftagende i de senere år. Grænsekonflikten med Rusland har i samme periode været faldende, og der har været en politisk og økonomisk tilnærmelse mellem Kina og Putins Rusland.

Rivalisering og stormagtsdrømme

En af årsagerne til dette er rivaliseringen med USA, en anden er Kinas satsning på samarbejdet mellem Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika (BRICS).

Kina satser også massivt på udbygning af infrastruktur for at sikre sine handels- og transportveje. Det tydeligste eksempel er Belt and Road Initiative (BRI), ”den nye Silkevej” over land og hav, som skal gå mellem Kina og gennem 68 lande i Asien, Afrika og Europa. Dette er verdens klart største infrastrukturprojekt gennem alle tider og har en forventet omkostning på omkring 11,4 billioner norske kroner.

Kina har ligeledes en målsætning om at blive en ”polar stormagt”, jf. landets nuværende præsident Xi Jinping. Dette ses tydeligt i landets nye interesse for Arktis, og ved udbudsrunder, hvor statslige og private interesser ønsker at købe ejendom, havne og landområder på Svalbard, Island og Grønland. Kina har oprettet og ledet ”Asian Infrastructure Investment Bank” (AIIB). Den er oprettet som en kinesisk konkurrent til Verdensbanken, og omkring 40 lande hovedsagelig i Asien og Mellemøsten er med i denne.

Rivaliseringerne mellem Kina og USA giver stadig nye manifestationer. Trump og USA har erklæret handelskrig og øget toldsatser på kinesiske varer, og Kina har advaret mod dette. Den kinesiske centralbank har forsynet bankerne med flere penge til udlån, den kinesiske valuta er svækket med 5 % ,og der er blevet sat gang i store nationale infrastrukturprojekter. De samlede hjælpepakker og tiltag hidtil i 2018 er ifølge kinesiske tal på en sum på over 3.000 milliarder kroner. Alt tyder på, at verden de kommende år vil blive præget af den stigende rivalisering mellem Kina og USA, at Kina vil styrke sig yderligere økonomisk, politisk og militært, og at landet har ambitioner om at blive verdens ledende supermagt.

Den kinesiske imperialisme og stormagtspolitik er ligeså lidt venlig og human som al anden imperialisme og stormagtspolitik, og også vi i det fjerne Norge vil på utallige måder kunne mærke det.

Kraftig oprustning

Kina har foretaget en kraftig oprustning og modernisering af militærvæsenet i 1990’erne og 2000’erne. Landet er gået fra store og letbevæbnede forsvarsstyrker i nærområdet under den socialistiske epoke til et offensivt og potentielt eksternt rettet militærvæsen.

Der har især været fokuseret på at opbygge en flåde med indtil videre to hangarskibe, 70 ubåde og omkring 700 større og mindre fartøjer, modernisering og udbygning af flyvevåbenet, styrkelse af de strategiske missilstyrker med ballistiske missiler, der kan nå mål i USA og Europa, og oprettelse af en stor cyberstyrke. Landet har sandsynligvis omkring 250 strategiske atomvåben, hvilket er det samme niveau som Frankrig og Storbritannien.

Kina har den største stående hær i verden med 2,3 millioner soldater samt meget store reservestyrker. Landet har verdens næsthøjeste militærbudget efter USA. Kina bruger stadig større summer på militær forskning og udvikling og bruger nu lige så meget på dette som alle lande i Vesteuropa tilsammen. Folkets Befrielseshær er underlagt KKP ved Militærkommissionen, ikke den kinesiske stat eller landets forsvarsministerium. Det er snarere hæren, der styrer staten og partiet, end omvendt.

I 2017 etablerede Kina sin første militærbase udenlands ved aftale med Djibouti på Afrikas Horn om oprettelse af en flåde- og forsyningsbase for den kinesiske flåde. Dette indgår i landets ambitioner om at sikre sine handels- og transportveje med militære midler, på samme måde som de europæiske imperialistmagter sikrede tilsvarende interesser i 1800- og 1900-tallet.

Han-chauvinisme og øgede nationale og sociale modsætninger

Parallelt med den stærke økonomiske vækst og de øgede klasseforskelle i Kina er de nationale modsætninger inden for landet eskaleret. Han-kineserne udgør omkring 92 % af den kinesiske befolkning, mens resten er fordelt på 55 nationale minoriteter. I store områder mod vest og syd i landet, på omkring 60 % af Kinas areal på 9.579 millioner kvadratkilometer, udgør disse nationale minoriteter et flertal af befolkningen. Den økonomiske udvikling i Kina er ikke bare socialt skævt fordelt, men også geografisk, således at landdistrikterne og udkanterne, hvor flertallet af disse minoriteter bor, er kommet bagud. En yderlige dimension her er, at nogle af disse minoriteter gennem mange hundrede år har været muslimer. Religionen har i de senere år fået en stigende betydning og er en eksplosiv kraft på grund af en følelse af diskrimination fra den kinesiske centralregering og han-kinesere og fra islamisk indflydelse fra Kinas nabostater mod vest. Et nationalt mindretal, der har været mål for dette, er uighurerne i den autonome region Xinjiang, som er blevet udsat for omfattende kontrol- og undertrykkelsestiltag fra den kinesiske stat.

Kina bruger omfattende ressourcer på interne sikkerhedsforanstaltninger og har udviklet en omfattende teknisk og fysisk kontrolordning for at holde styr på og styre sin egen befolkning.

Kina og ”KKP” tillader en proforma-opposition, så længe den ikke på nogen måde truer det kapitalistiske system og statsapparatets magt. Dette gør, at otte politiske partier af højst marginal karakter er tilladte foruden ”KKP”, mens en kommunistisk opposition og kommunistisk organisering er forbudt og forfulgt. Dette har i de senere år ført til opbyggelsen og propaganda for partier som Kinas Maoistiske Kommunistparti og Kinas Proletarisk-Revolutionære Centralkomité, der blev oprettet henholdsvis i 2008 og 2010. Disse partier må, på samme måde som Mao Tse Tung-selskabet, afholde deres demonstrationer, markeringer og møder i Hongkong, der på dette område stadig nyder godt af de borgerlig-demokratiske frihedsrettigheder, som området fik de sidste få år af det britiske kolonistyre. Endnu et af paradokserne som findes under parolen ”et land, to systemer”.

En ny revolution er nødvendig

Fra slutningen af 1970’erne og frem er det kapitalismen og ikke socialismen, som er blevet bygget i Kina. ”KKP” er blevet et borgerligt og revisionistisk parti, og Kina et socialimperialistisk land. Revisionismen ved magten er borgerskabet ved magten.

Arbejderne og bønderne i Kina har båret omkostningerne ved markedsøkonomien og indførelsen af kapitalismen. Denne udvikling blev på samme tid ødelæggende for de partier og organisationer, som fulgte med Kina på den revisionistiske vej. Der er ikke meget, som inspirerer progressive og revolutionære mere end socialistiske revolutioner og opbygning af socialismen i andre lande, og intet som er mere ødelæggende end kontrarevolutionær og politisk degenerering af de samme.

Der er alligevel mange vigtige lærdomme at høste fra den kinesiske revolution og opbygningen af socialismen i Kina på samme måde som ved opbygningen af socialismen i Sovjetunionen, Albanien og andre tidligere socialistiske lande.

Den allervigtigste lære er, at arbejderklassen og dens allierede skal organisere sig politisk og fagligt, opbygge et nyt kommunistisk parti, rejse sig på ny og gennemføre en ny socialistisk revolution.

Artiklen er baseret på en introduktion, som blev holdt på KPml’s sommerlejr i august 2018. Trykt i Revolusjon nr. 53 (2/2018).

Noter:

1. Taylorisme er blevet navnet på effektiviseringen af industriproduktion, ikke mindst samlebåndsproduktionen med videreudvikling af tids- og metodestudier samt jobanalyse. Taylor lagde stor vægt på både at standardisere og specialisere arbejdet – både for arbejdere, formænd og planlæggere – og på betydningen af øget kvalitetskontrol. Taylor tog udgangspunkt i, at den industrielle vækst var afhængig af en omfattende overføring af arbejdere fra de primære erhverv til industrien. Dette var arbejdere uden industriel erfaring. Det gjorde det hensigtsmæssigt med en stærk specialisering og streng styring, som skulle overlade mindst muligt til tilfældighederne. Men Taylor hævdede også, at de fleste arbejdere er dovne og dumme, kun interesserer sig for lønnen, og at de derfor vil trives bedst uden ansvar og med det enklest mulige arbejde. (red. note)

 

Klassekamp – Revolution - Socialisme. Magasinet ENHED og KAMP har det hele!

Tankestof til tidens brændende spørgsmål - Handling i en verden moden til forandring

Del og brug gerne

Back To Top