Isdækket i Nordpolsområdet svinder ind år for år, og allerede omkring 2040 forventes det, at havet omkring selve Nordpolen kan være næsten isfrit i sommermånederne. Det åbner for nye anvendelser af hele Arktis. Også på land åbner det varmere klima for jagten på råstoffer. Alene potentialet er nok til at sætte gang i stormagternes vilde jagt efter at sikre sig kontrol med territorier. Som Lenin skrev i sit værk om imperialisme i 1916:
”Ikke alene de allerede opdagede råstofkilder er af betydning for finanskapitalen, men også de mulige kilder, for teknikken udvikler sig i vore dage med utrolig fart, og landstrækninger, som i dag er uanvendelige, kan i morgen gøres brugbare, hvis man finder nye metoder (og dertil kan en storbank udruste særlige ekspeditioner af ingeniører, agronomer osv.), og hvis der anvendes mere kapital. Og det samme kan siges om udforskningen af mineralrigdomme, om nye metoder til bearbejdelse og nyttiggørelse af de forskellige råstoffer osv. Og herfra stammer finanskapitalens uundgåelige bestræbelser for at udvide sit økonomiske område, eller endda slet og ret sit territorium. Ligesom trusterne kapitaliserer deres formue på grundlag af en dobbelt eller tredobbelt vurdering, idet de regner med de i fremtiden ’mulige’ (men ikke aktuelle) profitter og med andre resultater af monopolet, således bestræber finanskapitalen i almindelighed sig også for at rive så meget land som muligt til sig, ligegyldigt hvilket, ligegyldigt hvor, ligegyldigt hvordan, blot ud fra håbet om eventuelle råstofkilder, af angst for at komme til kort i den forrykte kamp om de sidste ufordelte stumper af verden eller ved nyfordeling af det allerede opdelte.”
Når Arktis bliver isfrit om sommeren, opstår en ny genvej mellem kontinenterne: Skibe vil kunne sejle fra Asien til Europa over toppen af verden i stedet for gennem de strategisk vigtige handelsveje Suez- og Panamakanalen.
Grønland ligger centralt, og kampen står nu om, hvem der skal have fuld beslutningsret over, hvilke virksomheder der kan få lov til at investere i undergrunden, og hvilke våbensystemer der skal stilles op.
Grønlands ressourcer
Grønlands undergrund rummer potentielt store værdier. Geologiske undersøgelser estimerer, der kan være olie og naturgas under havbunden omkring Grønland. Desuden formodes Grønland at have verdens største reserver af sjældne jordarter uden for Kina. Hvis klimakrisen gør det lettere at udvinde mineraler i Arktis, ønsker både USA, Kina, EU m.fl. at sikre sig adgang.
Grønland er dog ikke noget Eldorado af lettilgængelige rigdomme. Klimaet og infrastrukturen gør udvinding ekstremt vanskelig og omkostningsfuld, og med stor risiko for forurening. Det er også usikkert, præcis hvor store forekomster der reelt findes. Det nye er, at isdækket svinder, og områder, som før var permanent frosset ned eller utilgængelige, er begyndt at tø og blotlægge undergrunden. Grønlands indlandsis mister omkring 200 milliarder ton is årligt, og havisen i Arktis er skrumpet til rekordlave udbredelser om sommeren.
Nye sejlruter i Arktis
Nordøstpassagen langs Sibiriens kyst og Nordvestpassagen gennem Canadas øhav kan forkorte søvejen mellem Atlanterhavet og Stillehavet betragteligt. Nordvestpassagen er omkring 4.300 km kortere end ruten via Panamakanalen. Op mod 5 % af verdens skibstrafik kan i teorien blive omdirigeret gennem Arktis i løbet af de kommende 25 år. Allerede nu er disse ruter sporadisk farbare om sommeren, dog med voksende risiko for at møde et isbjerg.
Et nyt studie af isforholdene i Nordvestpassagen viser, at klimaforandringerne nogle steder gør sejlads vanskeligere og ikke lettere. Flere isflager og isbjerge løsriver sig og flyder direkte ind i skibsruterne og udgør en alvorlig trussel for selv isforstærkede skibe. Konsekvensen er, at den periode hvert år, hvor en rute som Nordvestpassagen er sejlbar uden isbryderhjælp, er blevet markant kortere end før. I det østlige Beaufort-hav (en del af passagen) er den navigérbare sæson faldet fra 27 uger i 2007 til blot 13 uger i 2021.
Samtidig er Arktis måske det værst tænkelige sted på kloden at have tung skibstrafik. Risikoen for miljøkatastrofer er ekstremt høj, hvis uheldet er ude. Der findes i dag stort set ingen infrastruktur til søredning eller olieopsamling i de fjerne polarhave. Hvis et tankskib eller krydstogtskib havarerer i isfyldte farvande, vil hjælp være dagevis væk. Der eksisterer ingen effektiv metode til at opsamle et større olieudslip blandt drivende havis. Et olieudslip i Arktis ville nedbrydes meget langsomt i det kolde vand og potentielt forurene kyster og økosystemer i årtier.
Antallet af skibe i Arktis er stigende. Fra 2013 til 2019 steg antallet af skibe, der sejlede ind i det arktiske hav, med ca. 25 %, blandt andet fordi flere olietankere og fragtskibe forsøger at bruge de nye ruter. I perioden 2013-2023 er den samlede skibstrafik i Arktis steget hele 37 %, og heraf udgør krydstogtskibe en voksende andel. Mere trafik betyder statistisk set større sandsynlighed for ulykker i et område, der er meget dårligt rustet til at håndtere dem.
Endnu et problem ved øget skibsfart og industri i Arktis er forurening. Omkring tre fjerdedele af det brændstof, som skibe bruger i Arktis, er tung fuelolie, den mest forurenende energikilde. Når denne olie forbrændes, udleder skibene store mængder sodpartikler (black carbon) til luften. Soden falder ned og lægger sig som et mørkt lag på sne og is. Herved formindskes isens refleksionsevne, så mindre sollys kastes tilbage til rummet og mere varme absorberes i isen og havet. Effekten er direkte accelererende for afsmeltningen.
Stormagterne står i kø
USA påstår, at de skal bemægtige sig Grønland for at gøre det til en af de amerikanske stater, ”fordi det er nødvendigt” i kamp mod andre stormagter. Økonomiske kræfter har i mange år presset på for at gennemtvinge dette. De forestiller sig, der er et potentiale af råstoffer i undergrunden, som de vil stjæle fra det grønlandske folk.
Kina har beskrevet deres interesser i en “blue economic passage” mellem Kina og Europa via Det Arktiske Ocean, og de ønsker at blive en arktisk partner, der kan deltage i styring og økonomisk samarbejde i Arktis om sejlads, olie/gas/mineraler, fiskeri og turisme. Altså i praksis en konfrontation med andre stormagters interesser i området.
EU har presset på for at få en fod i døren, med særaftaler med Canada, Norge, Island og Danmark/Grønland. I praksis har de ageret som en del af NATO og fulgt USA’s politik i håb om at få del i en god forretning. EU’s stormagter har naturligvis også deres egne interesser i den nye front, der åbner sig, i særdeleshed Tyskland og Frankrig, men de optræder pr. stedfortræder, da hverken Grønland eller nogen af de andre arktiske lande er medlemmer af EU.
I EU’s Arktis-politik (Joint Communication, 13. okt. 2021) står der, at EU udbygger Trans-European Transport Network (TEN-T), korridorer i det europæiske Arktis, og at udvidelserne er vedtaget bl.a. med et sigte om at kunne transportere gods fra arktiske regioner på land og potentielt via Northern Sea Route.
NATO’s nye kommandostruktur for Norden og Arktis handler især om, at NATO i december 2025 ændrede de operative ansvarsgrænser, så alle nordiske lande (og hele Kongeriget Danmark inkl. Grønland) nu ligger under Joint Force Command i USA (JFC) Norfolk – NATO’s operativt ledende kommando med stærkt fokus på Nordatlanten og High North/Arktis.
Danmark har de senere år øget de militære investeringer dramatisk, også i Arktis og den militære tilstedeværelse i Grønland. I praksis giver den danske regering USA ret til at skalte og valte over Grønland. Dansk kapital er dybt forbundet med USA og har gjort sig afhængig, militært, teknologisk og økonomisk. Man skal ikke være i tvivl om, at hvis det kommer til at vælge mellem USA eller Grønland, så vil dansk kapital og deres danske regering sælge ud til USA.
Militær optrapning i Arktis
De nye militærstrategiske muligheder i Arktis omfatter kortere ruter for ubåde og flådefartøjer, missilbaser i nye positioner, radar- og satellitinstallationer tættere på rivalerne osv.
Både NATO-landene og Rusland opruster i disse år deres kapacitet i polarområderne. NATO har afholdt store militærøvelser i Norges og Islands nærområder med fokus på kamp i arktiske forhold (f.eks. øvelsen Cold Response i 2022 med 30.000 soldater). I 2025 sendte NATO for første gang en stående flådestyrke helt op i Norskehavet og Barentshavet for at markere tilstedeværelse i det høje nord. USA har genåbnet sin konsulatmission i Nuuk og intensiveret samarbejdet med Grønland og Danmark om forsvar, samtidig med at amerikanske styrker jævnligt træner i Alaska, Canada og Norge under arktiske forhold. Nye amerikanske radarer er under planlægning i Færøerne og Nordnorge, og Thule-basen i Grønland (nu Pituffik Space Base) opgraderes for at håndtere rummet og missilvarsling i polarområdet.
Rusland har på sin side lagt betydelige ressourcer i at modernisere Nordflåden og genåbne gamle militærbaser langs den sibiriske ishavskyst. I de seneste år har russerne opført eller renoveret over et dusin baser i Arktis – inkl. avancerede radarstationer, landingsbaner og havnefaciliteter på Franz Josefs Land, Novaja Zemlja, Kotelny-øen m.fl. Samtidig øver den russiske hær og flåde hyppigt i Arktis; der rapporteres om jævnlige russiske øvelser i Barentshavet og endda simulerede angreb mod mål i Arktis. Moskva har også udstationeret moderne våbensystemer (f.eks. S-400 luftværnsmissiler) i Arktis for at sikre kontrol med luftrummet.
Resultatet er en spiral af militær tilstedeværelse, der tydeligt viser, at Arktis er en ny front i de internationale imperialistiske rivaliseringer og skærpede modsætninger.
Militariseringen har også en miljømæssig slagside. Store isbrydere, ubåde, bombefly og radarstationer bruger enorme mængder energi og brændstof. Dette udleder partikler og andre forurenende stoffer direkte i det sårbare arktiske miljø. Eventuelle militære ulykker kan ikke håndteres forsvarligt i de utilgængelige egne. Der er intet lært af erfaringerne fra oprydningen efter brintbomberne på Thule. Støjforurening fra kampfly og skibe kan også påvirke havpattedyr, der navigerer efter lyd.
Polaregnenes betydning for klimaforandringer
Polarcirklen markerer grænsen til de områder, der i en stor del af året er dækket af sne og is, henlagt i mørke om vinteren og badet i konstant sollys om sommeren. Disse egne fungerer som et slags spejl: Hvid is og sne kaster hovedparten af solens stråling tilbage. Når menneskelig aktivitet forstyrrer dette spejl, får det uforholdsmæssigt store konsekvenser. Byggeri, minedrift, boreplatforme, veje, osv. risikerer at ødelægge isens refleksionsevne og dermed tippe balancen, hvis det ikke bygges efter særlige hensyn. Støv, partikler, og sejlruter, der skal holdes åbne med isbryder, reducerer refleksionen og betyder samtidig, at mere solvarme optages lokalt og i havet. Det fører til øget afsmeltning, som igen giver endnu mørkere (isfri) overflader, der absorberer endnu mere varme. Dette kaldes albedo-effekten og er en hovedårsag til, at Arktis opvarmes langt hurtigere end resten af kloden. Mens Jorden som helhed er blevet omkring 1,2 °C varmere siden industrialiseringen, er Arktis allerede opvarmet med omkring 3 °C. Det skyldes netop disse selvforstærkende mekanismer, hvor tabet af is og sne skaber en ond cirkel af yderligere opvarmning. Black carbon (sod) er én udløser – selv små mængder sod på sne kan mærkbart øge smeltehastigheden. Og tilsvarende vil ethvert mørkt bygningskompleks, åbent vand fra isbrydning eller støv fra miner i Arktis suge mere solenergi til sig end den uberørte isflade gjorde.
At bore efter olie i Arktis eller bygge store åbne miner og industriel forarbejdning og havne til udskibning er ikke kun miljømæssigt risikabelt lokalt, men også globalt.
Natur og havstrømme
Arktis er ikke blot en tom isørken – det er hjem for unikke økosystemer og arter, der har tilpasset sig de ekstreme forhold. En stor del af det marine liv i polaregnene er direkte afhængigt af havisen. På undersiden af havisen (især flerårig is, der overlever flere somre) lever mikroskopiske alger og plankton, der trives i forårets lys. Disse is-alger er basen i Arktis’ fødekæde; de udgør føden for dyreplankton, som spises af småfisk, der spises af større fisk, sæler, fugle, hvaler osv. Ny forskning viser, at de tykke, flerårige isflager – som nu forsvinder hastigt – huser overraskende store mængder af disse alger og dermed er et vigtigt spisekammer i en kritisk periode af året.
Historisk er der erfaringer med rovdrift på naturen i området: I 1600- og 1700-tallet jagtede europæiske hvalfangere hvalros og grønlandshval i massevis omkring Svalbard og Grønland; i 1800-1900-tallet næsten udryddede kommerciel hvalfangst flere store hvalarter (blåhvalens bestand faldt med hele 98,5 % i det 20. århundrede under intensiv fangst). Ligeledes blev flere fiskebestande hårdt presset af overfiskeri i nordlige farvande i det 20. århundrede. I nyere tid har Arktis fået en pause, i takt med at internationale aftaler begrænsede f.eks. hvalfangst og kommercielt fiskeri rykkede mod andre farvande.
Ud over at være livsgrundlag for Arktis’ økosystemer spiller havisen en afgørende rolle for hele planetens klima og havstrømme. Den globale termohaline cirkulation er med til at sikre Golfstrømmen og andre store havstrømme. Målinger viser, at Nordatlanten er blevet mere fersk (fortyndet med smeltevand), og at de dybe strømme er svækket i de seneste årtier. I værste fald kan fortsat udtynding af saltvandet betyde et kollaps i nogle af de store kredsløb, der har holdt klimaet stabilt i tusinder af år.
Begrænsning af turisme og skibstrafik
Mange arktiske samfund (f.eks. Grønland, Svalbard, Island) har i de seneste år oplevet en bølge af turister, der ønsker at se “isbjørnen og nordlyset”, før det måske er væk. Krydstogtskibe sejler længere mod nord end nogensinde, og der arrangeres ture gennem Nordvestpassagen for velhavende eventyrere. Turismen kan give en økonomisk indsprøjtning lokalt, men masseturisme medfører også en række problemer: Store krydstogtskibe genererer store mængder affald og spildevand, de udleder CO₂ og luftforurening, og de kan forstyrre dyrelivet voldsomt, når tusindvis af mennesker pludselig invaderer et ellers øde område. Lokale inuit-samfund har rapporteret om forstyrrelser af dyrevandringer og fiskeri på grund af støj og tilstedeværelsen af mange skibe. Der har allerede været hændelser med krydstogtskibe i Arktis i nød, hvor redning først nåede frem efter adskillige døgn.
Flere organisationer har talt for et forbud mod de helt store krydstogtskibe i visse farvande, ligesom man gør ved Antarktis. Turisme kan godt eksistere, men bør foregå skånsomt og med respekt for miljøet og beboerne. Det kunne f.eks. være via mindre ekspeditionsskibe under strenge miljøkrav, guidede landaktiviteter i små grupper, og en kvote på, hvor mange turister der må komme pr. sæson. Det er store økonomiske interesser i at fastfryse de arktiske samfund som “levende museer”, hvor deres primære erhverv blot er at servicere en guldrandet turistindustri. Og dermed fornægte disse samfund deres ret til en bæredygtig udvikling og diversificeret økonomi.
Antarktis
På Sydpolen har verdens stormagter og internationale sø-nationer lavet Antarktistraktaten af 1959. Denne traktat – som nu er underskrevet af 54 lande – erklærer, at Antarktis kun må bruges til fredelige formål og forskning, og at al militær aktivitet, mineraludvinding og andre former for udnyttelse er forbudt på kontinentet.
Selvfølgelig er der forskelle på Arktis og Antarktis. Arktis er ikke et kontinent, men et hav omgivet af stater, som allerede har suverænitet over hver deres arktiske landområder (Canada, Grønland, Island, Norge, Rusland, USA).
En direkte kopiering af Antarktistraktaten til Arktis er ikke mulig, men de eksisterende områder, der i dag er udlagt til naturreservat i Grønland og andre steder i regionen, kunne udvides og anerkendes internationalt.
Allerede eksisterende traktater bevæger sig i den retning: F.eks. blev der i 2018 indgået en aftale mellem de arktiske kystnationer om et midlertidigt forbud mod kommercielt fiskeri i Det Arktiske Ocean (for at forhindre rovfiskeri i nye isfri områder). En egentlig Arktistraktat kunne cementere sådanne tiltag og udvide dem.
De eksisterende traktater om lavspænding og nedrustning kunne fastholdes og udvides med et totalforbud mod militære øvelser og militære anlæg. I stedet for den udvikling, der sker nu med øget militarisering og militær aktivitet.
Alvoren af Arktis’ fremtid
Arktis og Antarktis spiller en uforholdsmæssigt stor rolle i at regulere Jordens klima og havniveau. Uden dermed at tage betydning fra de højeste bjergkæder, flodsystemer, biodiversitets-hotspots i Jordens ældste faunaområder omkring ækvator. Alt andet har været udslettet af istiderne.
Dette handler ikke om at fornægte udvikling, men om at sætte perspektivet op for en systemforandring, hvor arbejderklassen vinder magten i samfundet, og et fremskridt der ikke samtidig accelererer klimaforandringerne og ødelægger miljøet.
Et selvstændigt Grønland
Hvor Antarktis ingen oprindelig befolkning har, bor der i Arktis omkring fire millioner mennesker – heraf mange oprindelige folk (inuitter, samer, m.fl.) med tusindårige rødder i regionen. Den nuværende befolkning af inuitter i Grønland kom til landet via Canada for omkring 800 år siden og har siden bosat sig langs hele kysten. Thulefolket er i praksis efterkommere af de folkeslag, der har levet af jagt i området omkring Beringstrædet i mange tusind år, på både den russiske og den amerikanske side. Det grønlandske folk har dermed ret til at erklære Grønland for deres, og ret til selvstændighed, og et selvstændigt Grønland der står op imod al imperialisme.
Februar 2026