Til minde om Mokhtar Ayari, kommunistisk arbejder, grundlægger af en kommunistisk celle i Tunesien i 1920 og medstifter af CGIT, den første selvstændige fagforening for de tunesiske arbejdere, i 1924.
Introduktion
Anden Internationale var i høj grad en europæisk organisation. Den udviste ikke større interesse for den øvrige verden, som grundlæggende bestod af de europæiske imperialistmagters kolonier. Det nationale spørgsmål og spørgsmålet om kolonierne blev kom taget op på en sekundær og overfladisk måde. Og det var et af de aspekter, som blev kritiseret og fordømt af det revolutionære socialdemokrati. Så grundlæggerne af Tredje Internationale (Komintern = Kommunistisk Internationale) gjorde dette til en demarkationslinje og viede dette spørgsmål stor opmærksomhed, og de udviklede en strategi og taktikker, som gjorde de nationale befrielsesbevægelser – indbefattet de arabiske folks befrielsesbevægelser – til en grundlæggende bestanddel af den antiimperialistiske kamp og kampen for socialisme på globalt plan.
Hvilken analyse havde Komintern af udviklingerne i den arabiske verden i 20’erne og 30’erne i sidste århundrede, og hvordan kunne den støtte de fremvoksende arabiske kommunistiske partier i at blive aktive og beslutsomt deltage i disse udviklinger?
Anden Internationales fallit og Kommunistisk Internationales (Kominterns) dannelse
Den 4. august 1914 gik de vigtigste socialistiske partier med i et helligt forbund med deres egne borgerskaber: Anden Internationale døde dermed som revolutionær organisation. Lenin drog læren af dette nederlag og afdækkede fremtidsperspektiverne.
Slutordene i et kommuniké offentliggjort den 1. november 1914 af Ruslands Socialdemokratiske Partis Centralkomité i avisen ’Social-Demokraten’ lød som følger: ”Den proletariske internationalisme er ikke død og vil aldrig dø, og arbejdermasserne vil på trods af alle hindringer skabe en ny Internationale.” Dette var den første milepæl på vejen til grundlæggelsen af Kommunistisk Internationale.
I en artikel af Lenin, trykt i samme nummer, definerer han den kommende Internationales målsætninger: ”Hvad Tredje Internationale angår, må den arbejde for at organisere proletariatets kræfter med henblik på at fravriste de borgerlige regeringer i forskellige lande magten og indlede en borgerkrig mod bourgeoisiet for erobring af magten og opbygning af socialismen.” Og artiklen sluttede med disse ord: ”Anden Internationale er død, slået ihjel af opportunisme. Ned med opportunismen, og Leve den Tredje Internationale.”
De efterfølgende kongresser i Zimmerwald (5.-8. september 1915) og Quental (24.-30. april 1916) var vigtige skridt på vejen til Tredje Internationale, men det var sejren i Den Store Oktoberrevolution, som var det afgørende skridt. Faktisk blev Kommunistisk Internationale (Komintern) grundlagt dagen efter Oktoberrevolutionens sejr og i fuld overensstemmelse med de kommunistiske partiers vedtægter. Det var på en og samme tid en sammenslutning af kommunistiske partier, men samtidig også et samlet og forenet parti ledet efter den demokratiske centralismes principper.
Det var kongresserne i Kommunistisk Internationale (syv i alt), som afholdtes regelmæssigt, og som repræsenterede alle sektionerne i KI, uanset medlemsstørrelse eller politisk vægt, som fastlagde dens politik. Komintern var således ikke bare et strategisk valg for den internationale kommunistiske bevægelse, men også en historisk nødvendighed for organiseringen af denne bevægelse i en og samme revolutionære strømning, som var i stand til modne betingelserne for verdensproletariatets sejr på globalt plan. Den fremvoksende kommunistiske bevægelse kunne ikke udvikle sig med den nødvendige hastighed og effektivitet uden for en revolutionær organisation til gavn for alle, og for alles potentiale. Den kunne samtidig ikke udvikle sig uden et revolutionært brud med alle de opportunistiske og socialchauvinistiske strømninger, som spirede frem og slog sig ned i Anden Internationale.
I modsætning til Anden Internationale var Komintern reelt en internationalistisk organisation, som ikke begrænsede sig til de udviklede landes revolutionære og proletarer, men stod åben for revolutionære og proletarer fra alle verdens lande, indbefattet fra kolonier og halvkolonier. Det er en af årsagerne til, at Komintern kunne udvikle en revolutionær politik på spørgsmålet om den nationale befrielse af disse lande, i lyset af det leninistiske princip om folkenes ret til selvbestemmelse.
I kølvandet på den sejrende Oktoberrevolution opfordrede Komintern til at sammenslutte kræfterne fra den sejrende socialisme i Rusland, proletariatet i kamp for socialisme i de imperialistiske lande og de nationale befrielsesbevægelser i de koloniale og halvkoloniale lande.
Som et efterspil til oktober 1917 sås dannelsen af kommunistiske partier i Europa, som brød med socialdemokratiet. Og 2. marts 1919 åbnede Kominterns 1. kongres.
Komintern og det nationale og koloniale spørgsmål
Selvom det nationale og koloniale spørgsmål ikke var på dagsordenen som et selvstændigt tema på Kominterns 1. kongres, indgik det i alle debatterne, som det fremgår af følgende uddrag af sluterklæringen fra kongressen:
”Den sidste krig, som især var en krig om kolonierobringer, var samtidig en krig med hjælp fra kolonierne. I et hidtil uset omfang blev de koloniserede folk trukket med ind i den europæiske krig. Hinduer, sorte, arabere og folk fra Madagaskar kæmpede på europæisk jord – og for hvad? Angiveligt for deres ret til at blive ved med at være slaver af England og Frankrig. Aldrig før har den kapitalistiske stats forløjethed i kolonierne været så åbenlys, og aldrig før har spørgsmålet om det koloniale slaveri været stillet med en sådan skarphed.”
Og støtten til de undertrykte folks kamp bliver klart udtrykt i samme udtalelse:
“Den proletariske og kommunistiske internationale vil i modsætning til den gule socialistiske internationale støtte de udbyttede folk i kolonierne i deres kamp mod imperialismen, med det mål at fremskynde den endelige tilintetgørelse af det imperialistiske verdenssystem”.
Det bør dog tilføjes, at det først og fremmest var alle de delegerede fra centralkontoret for de kommunistiske organisationer i Østen, som var de mest ivrige efter at få spørgsmålet rejst. Palimov opfordrede de delegerede på den første kongres til at sætte spørgsmålet om Østens opvågnen som et væsentligt spørgsmål på Kominterns dagsorden, og han fastslog følgende:
”Når Østen rejser sig og rækker hænderne over til det socialistiske Vesten, vil imperialismen blive omringet og sejrens stund vil være inde for socialismen.”
Samme idé lød også fra Mostafa Sobhi fra den tyrkiske delegation, som sagde:
”Hvis fransk og britisk kapital behersker Europa, så befinder dens mave sig på Asiens rige marker. Men hvis Tyrkiet, Iran, Indien og Kina lukker deres døre for franske og britiske industriprodukter, vil dette udløse en dyb krise, der blandt sine konsekvenser vil have proletariatets magterobring og opbygning af socialisme i disse europæiske lande.”
Men da det var den revolutionære situation i de europæiske lande, som de delegerede satte i fokus, kom sluterklæringen til at afspejle en temmelig problematisk holdning til dette spørgsmål, idet den underordnede de koloniserede landes frigørelse dem proletariske revolutions sejr i Europa.
”Arbejderne og bønderne ikke bare i Annam, Algeriet eller Bengalen, men også i Persien og Armenien, vil ikke kunne have en uafhængig tilværelse før den dag, hvor England og Frankrigs arbejdere tager regeringsmagten i deres hænder, når de har afsat Lloyd George og Clemenceau.
Hvis der kapitalistiske Europa på trods af sig selv har bragt de mest tilbagestående dele af verden ind i de tumultariske kapitalistiske forhold, så vil det socialistiske Europa til gengæld hjælpe de befriede kolonier med dets teknik, dets organisering, dets moralske indflydelse, for således at fremskynde deres økonomiske livs overgang til socialistisk organisering.
Kolonislaver i Afrika og Asien: Overgangen til proletariatets diktatur i Europa vil være jeres fødselsstund.”
Kominterns anden kongres (i sommeren 1920) rettede sigtekornet ind og udviklede Den Tredje Internationales strategi og taktik for det nationale spørgsmål og spørgsmålet om kolonierne. Siden denne kongres har kampen for national frigørelse været set som en væsentlig bestanddel af hele den revolutionære kamp på verdensplan. Denne anden kongres analyserede spørgsmålet om proletariatets mulige allierede i dens antiimperialistiske kamp såvel som i dets kamp for social frigørelse. Derfor drøftede den grundigt spørgsmålet om landbruget og det nationale og koloniale spørgsmål. Og det var Lenin selv, som forelagde resolutionsudkastene til begge spørgsmål. Han forsvarede ideen om nødvendigheden af alliancen mellem proletariatet og bønderne både i det enkelte land og på verdensplan, og dermed vigtigheden af det nationale og koloniale spørgsmål, idet befolkningen i kolonierne og halvkolonierne især var bondebefolkninger. Dette fik ham til at konkludere, at kampen for national frigørelse var blevet en del af den globale kamp for socialisme. De kommunistiske partier i de udviklede lande opfordredes til at hjælpe deres modstykker i kolonierne, og de opfordres til at støtte de nationale befrielseskampe, også når de blev ledet af det nationale bourgeoisi. Men de blev også opfordret til at styrke deres forbindelser til bønderne i kampen mod de store godsejere for at give disse kampe en revolutionær karakter.
Kominterns tredje kongres (i sommeren 1921) vedtog ikke en særlig udtalelse om dette spørgsmål. Den gentog simpelthen vigtigheden af at føre det, den anden kongres havde vedtaget, ud i livet. Det var snarere den røde fagforeningsinternationales stiftelseskongres, der blev afholdt på samme tidspunkt, som lagde særlig vægt på det nationale og koloniale spørgsmål. I tillæg til den resolution, som blev vedtaget herom, appellerede den til alle de revolutionære fagforeninger i de udviklede lande om at støtte udviklingen af den revolutionære kamp i landene i Østen og med alle midler støtte fagforeningerne i disse lande.
Den fjerde kongres fastlagde enhedsfronttaktikken i både de kapitalistiske lande og i kolonierne, hvor den antog karakter af anti-imperialistisk front. Efter omfattende diskussioner fortrinsvis i landene i Østen blev en ’Generel resolution om spørgsmålet om Østen’ vedtaget.
Kominterns femte kongres offentliggjorde en særlig henvendelse til Østens folk, som understregede, at ”den endelige frigørelse af Østens undertrykte og Vestens udbyttede vil kun være mulig ved deres fælles kamp mod imperialisme”. Til trods for dette fokus udtalte kongressen en kritik af de kommunistiske partier og af Komintern selv, som i stedet for at være ”verdensrevolutionens organisation har viet større opmærksomhed mod revolutionens problemer i Vesten end i landene i Østen”.
Oktoberrevolutionens gennemslag i den arabiske verden
Men hvordan var situationen i ’den arabiske verden’, da Komintern blev dannet? Og hvordan var virkningerne af Oktoberrevolutionen i disse lande?
Først må man gøre sig klart, at ’den arabiske verden’ i 1917 ikke udgjorde en homogen geopolitisk enhed, men det var simpelthen en civilisatorisk region, hvor det arabiske sprog var et fælles kommunikationsmiddel, og med en arabisk-muslimsk kultur, hvoraf en stor del i århundreder havde været under ottomansk herredømme, men som også var eftertragtet af de vestlige kolonimagter, især Frankrig og Storbritannien, men i anden række også af Spanien og Italien. Den var derfor en del af denne koloniale og semikoloniale verden, politisk og økonomisk domineret af imperialistmagterne. Men forskellene i herredømmets former (direkte kolonisering, protektorat, mandat) var af betydning for, hvor meget det europæiske element fyldte i disse lande, og det samme gjorde sig gældende med hensyn til de nye ideer, der blev udviklet i Vesten. I det østlige arabiske område, som den britiske og den franske imperialisme sloges om indbyrdes, udbredtes de bolsjevikiske ideer ofte mindre indirekte og relativt selvstændigt i forhold til kolonimagternes kommunistiske partier. Dette var tilfældet for Ægypten og Den frugtbare halvmåne.(*)
I resten af de arabiske lande var kommunisme mest et anliggende for mindre grupper, som især bestod af europæere, mindretal og intellektuelle, i og med at arbejderklassen stadig først var på vej til at dannes. Udbredelsen af kommunismen var meget sjældent en følge af magtfulde kommunistiske partier med en stærk proletarisk basis – med undtagelse af Sudan og Irak. Men Kongressen for Østens folk, som afholdtes i Baku i 1920, gav nye impulser hertil, sammen med Kominterns fokus på spørgsmålet om de koloniserede folks frigørelse.
Et af de stærke signaler fra bolsjevikkernes Rusland var afsløringen og fordømmelsen af de hemmelige forhandlinger, som Mark Sykes og François Georges-Picot førte bag om ryggen på de arabiske folk om at dele Mellemøsten mellem sig, når krigen var slut, og som dermed forrådte løftet om dannelsen af en arabisk stat til gengæld for deres kamp mod ottomanerne, selvom fordømmelsen af disse hemmelige planer ikke ændrede historiens gang.
Komintern støttede mange små kommunistiske partier, der blev dannet i de arabiske lande, og vedblev i sine udgivelser at sprede information om arbejder- og bondebevægelser, strejker og oprør. Disse partier nød aldrig godt af de usædvanligt gunstige betingelser, der tillod de tilsvarende partier i Kina og Indonesien at udvikle sig på en magtfuld måde. Der blev begået fejltagelser i anvendelsen af de generelle taktiker, som Komintern anbefalede: I perioder, hvor Komintern anbefalede en taktik for klasse-mod-klasse, blev der på lokalt plan forkyndt indre social kamp uden hensyn til nødvendigheden af at sikre den nationale fronts enhed. I perioder, hvor enhedsfronttaktikken var øverst på dagsordenen, fik alliancen med kolonilandenes middelklasser anbragt de koloniserede landes nationale krav på bagsædet.
I Ægypten oprettede udlændinge, der var begejstrede for Oktoberrevolutionen, studiecirkler i kølvandet på krigen og kom i kontakt med de ægyptiske socialister. De dannede sammen i 1920 en første socialistisk organisation, der i 1921 antog navnet ESP – Ægyptens Socialistiske Parti. Ægyptens Kommunistiske Parti blev dannet i kraft af den socialistiske bevægelses væsentlige bidrag, med Salamé Moussa som en af hovedkræfterne. Det tilsluttede sig Komintern i 1923 og antog dens teser (’Teser om taktikken’, december1922). I februar-marts 1924 – nogle få uger efter det borgerligt-liberale Wafd-parti kom til magten – blev en generalstrejke massivt undertrykt. Den var udløst i Alexandria af den nationale sammenslutning af ægyptiske arbejdere, dannet i 1921 af 90 fagforeninger. Bevægelsens ledere blev stillet for retten og dømt. Det kommunistiske parti blev halshugget og ophørte med at eksistere og spille nogen særlig rolle i den ægyptiske verden. I mellemkrigstiden blev adskillige marxistiske kræfter reetableret, som alle hævdede at være den ægte marxismes fanebærere.
I Den frugtbare halvmåne blev det kommunistiske parti først grundlagt i 1924, i den franske mandatperiode, af intellektuelle under indflydelse af de revolutionære ideer fra 1917, men også af franske marxister og af nogle fagforeningsledere, som havde givet deres faglige virksomhed et socialistisk politisk indhold. Det nyfødte parti spredte sig øjeblikkeligt til Syrien og Libanon, der begge var under fransk mandat. Partiet anmodede Komintern om at ændre det kommunistiske partinavn til fordel for Folkepartiet, men det afvistes af den sjette kongres. Fra dette tidspunkt søgte det og opfordrede det til dannelse af brede politiske alliancer om nationale og sociale spørgsmål som svar på øjeblikkets krav. De libanesiske og syriske kommunister gennemførte denne alliancepolitik med det lokale bourgeoisi for at få de nationale krav gennemført. Disse gjaldt blandt andet støtte til den syriske revolution 1925-26 og til småproducenterne. Det arbejdede også for at konsolidere arabisk enhed på et demokratisk grundlag. En ny generation af aktivister, der var uddannet i USSR, trådte frem i 1933-34 og erstattede den ældre generation i Libyen og Syrien under det franske mandat.
Kommunisternes deltagelse i folkefronten havde tilladt det kommunistiske parti i Mellemøsten at fungere legalt, udgivelsen af aviser, dannelsen af masseorganisationer ledet af kommunister og udviklingen af faglige kampe, hvorfra den hentede sin styrke.
I maj 1926 udkom i Algeriet den første udgave af avisen Al Alam Al Ahmar (’Det røde flag’), som introducerede ’Den nordafrikanske stjerne’. En organisation, som sigtede mod at blive en masseorganisation, blev derfor skabt på en kongres den 20. juni 1926 af algeriske kommunister, medlemmer af det franske kommunistiske parti (PCF), som Abdelkader Hadj Ali og Messali Hadj. Den præsenterede sig som en særlig del af det franske kommunistiske partis kolonisektion. PCF fik i september 1926 algerierne til at rejse kravet om uafhængighed og indførte det i programmet for ’Den nordafrikanske stjerne’ under pres fra Komintern. Denne tøven ved at rejse dette krav kan belys komponenterne i datidens algeriske nationalisme. Ideen om national uafhængighed blev således fostret i emigration i Paris, mens en ideologi om assimilering var fremherskende i Algeriet. På den antiimperialistiske kongres den 10.-15. februar 1927 i Bruxelles, Belgien, organiseret af Komintern, krævedes med generalsekretæren Messali Hadjs stemme uafhængighed for Nordafrika. De franske myndigheder fordømte denne trussel mod statens autoritet og dekreterede den 20. november 1929 opløsningen af Den nordafrikanske stjerne.
Marokkos eneste større aktion organiseret af kommunister uden for studiekredsene var modstanden mod Rif-krigen. Det var første gang, hvor antikolonialisme var grundlag for mobiliseringen af franske arbejdere. Den officielle proklamation af Rif-republikken den 1. juli 1923 – der blev meddelt Forbundet på engelsk, og som lånte sine formuleringer fra international ret – var bare ét moment i det marokkanske folks modstand mod fremmedherredømme. Den manifesterede sig med centralregeringens symbolske og reelle fravær sig efter Algeciras-konferencen i 1906 og fortsatte som væbnet modstand frem til 1933, hvor en politik for at korrumpere nogle klanhøvdinge sammen med militær undertrykkelse midlertidigt besejrede den og påtvang ’pacificering’. Samtidig blev Marokkos ret til uafhængighed fastslået, og der blev optaget forbindelser mellem den kinesiske revolution og Rif. Der blev udfoldet anstrengelser for at afvise det påtvungne image af barbari og med Abd el Krim fremvise lederen af en moderne republik. Dette svarede fint til Kominterns instruks om at fremme den nye ide om ’enheden mellem proletariatet og kolonifolkene’. Fra den 27. maj 1925 blev forskellige temaer foreslået til afholdelse af møder og mobiliseringer.
- Krigen 1914-18 var ikke den sidste, den fortsatte i Marokko og kostede tusindvis af døde og berørte millioner.
- Det var en ’regulær krig’, der mobiliserede 200.000 mænd og lagde op til store konflikter i fremtiden som følge af imperialistisk rivalisering.
- Det var en krig ført af bankerne for at udplyndre ressourcerne i jorden. Den blev bevidst fremprovokeret på trods af Abdelkrims fredsforslag.
- Arbejderne og bønderne kom til at betale prisen, de blev udleveret til det nye slagteri, og Frankrigs økonomiske ruin kom til at veje tungt på dem.
- Venstrefløjs-blokken handlede som lakaj for fransk imperialisme med støtte fra de reformistiske ledere mod et folk, som blev til et symbol på de undertrykte.
I Tunesien blev den kommunistiske sektion dannet i 1920. Lokale delegerede deltog på kongressen i Tours, hvor Frankrigs Kommunistiske Parti blev stiftet. Samme år påbegyndte Moktar Avari, arbejder og fagforeningsaktivist og en af grundlæggerne af denne celle, udgivelsen af en kommunistisk avis på arabisk – ’Folkevennen’ – for at udbrede kommunistiske ideer og øge kendskabet til Den Store Oktoberrevolution. Fire år senere var han en af grundlæggerne af en uafhængig fagforening – Tunesiens Arbejderes Landsorganisation. Den blev bekæmpet af alle kolonimagter, de tunesiske nationalistpartier, de franske socialchauvinister og af de gule fagforeninger på stedet, idet CGT forblev under socialisternes kontrol efter kongressen i Tours. Den udmærkede sig ved sit totale fravær i de kampe, som de tunesiske arbejdere gennemførte, og den fordømte de tunesiske fagforeningsvedtægter under påskud af, at de ville bidrage til splittelse af arbejdernes kræfter over for den forenede kapital.
Ifølge lokalformanden Durel ’var det kun racemæssig og religiøs intolerance, som forhindrede de tunesiske arbejdere i at blive medlemmer af USF’ (den franske fagforeningsunion, CGT’s afdeling i Tunesien), hvortil en af grundlæggerne af CGTT konstaterede:
”Der er intet, der forhindrer jer i at tilslutte jer den tunesiske fagforening, som er i færd med at tilslutte sig fagforeningsinternationalen i overensstemmelse med de internationalt fastlagte arbejdsprincipper. På den måde undgår vi den splittelse, hvis konsekvenser I frygter. I alle verdens lande modsvarer dannelsen af fagforeninger folkenes ønsker. Hver nation har en organisation, som anerkendes af Internationalen. Hvorfor skal Tunesien ikke anerkendes som en nation blandt nationerne – som den reelt er, hvis den ikke blev assimileret som fransk territorium? Under disse betingelser er der ikke noget, som kunne forhindre os i at forene os, hvis det ikke var for jeres beskytteres karakter, som forbyder jer at nedlade jer til at betragte os som jævnbyrdige. Hvad angår den professionelle og faglige side, hvor I beklager fraværet af oprindelige folk, er jeg ikke uenig. Hvis I går med, vil de utvivlsomt komme. Vi er bare arbejdere.”
Og hvad så med Palæstina? Dette tager vi op i næste afsnit.
Komintern og Palæstina
Lad os i første omgang erindre om, at den revolutionære arbejderbevægelse stigmatiserede den zionistiske bevægelse siden dens opdukken i slutningen af det 19. århundrede. Dens ledere som Bebel, Lenin og Kautsky havde fordømt den som bevægelse og som en ultrareaktionær doktrin i hænderne på det jødiske bourgeoisi, som var allieret med verdensimperialismen.
Komintern arvede denne holdning og fortsatte med at fordømme det zionistiske projekt. På det tidspunkt, hvor imperialisterne begyndte at organisere masseimmigrationen af jøder til Palæstina, fordømte Komintern denne politik, som den betragtede som ’en utopisk, småborgerlig og reaktionær ide, som søger at aflede proletarer med jødisk tro fra klassekampen’. Og Kominterns eksekutivkomité proklamerede sin støtte til de arabiske masser i Palæstina og deres kamp mod imperialismen og zionismen. I denne sammenhæng fordømte den unge sovjetstat, bare et par måneder efter dens fødsel, zionisternes og deres imperialistiske beskytteres intriger mod Palæstina. I december 1919 publicerede folkekommissariatet for nationale spørgsmål på vegne af jøderne i Rusland en udtalelse, som erklærede at ’zionisterne forsøger at fordrive araberne fra Palæstina for at oprette en jødisk stat … De jødiske arbejdermasser i den socialistiske republik Rusland forsvarer deres socialistiske fædreland på linje med Ruslands arbejdere og bønder imod de imperialistiske Entente-lande og deres agenter … Vi har ikke brug for et andet land, og vi har ingen national ret til Palæstina. Vi anerkender, at disse nationale rettigheder helt og aldeles tilhører de arabiske masser og masserne af beduiner i Palæstina.’
I Palæstina blev Komintern stillet over for en særlig udgave af det nationale spørgsmål, hvor det ikke blot drejede sig om modsætningerne mellem to kræfter på palæstinensisk territorium: en imperialistisk besættelsesmagt, i dette tilfælde Storbritannien, og en national befrielseskraft, det palæstinensiske folk, men der var en tredje kraft, som blandede sig: den zionistiske bevægelses vilde horder, som blev sat ind mod Palæstina og blev støttet af al imperialisme.
Det nydannede Komintern måtte ikke bare træffe en afgørelse i dette komplicerede spørgsmål, men også ubetinget støtte sin palæstinensiske sektion, der blev stiftet. Det Palæstinensiske Kommunistiske Parti er klart det ældste af de arabiske kommunistiske partier, grundlagt i 1919. Denne tidlige stiftelse forklarer deltagelsen af et stort antal jødiske emigranter fra Europa, der havde slået sig ned i Palæstina. Det ville komme til at gennemløbe forskellige udviklingsfaser og komme til at lide af forskellige splittelser. De jødiske kommunisters opgave var bestemt af den store modsætning, at de måtte bekæmpe zionismen, i kraft af hvilken de var til stede og vedblev at være i dette koloniserede land. På det tidspunkt, hvor det besluttedes, at det skulle være arabisk, det vil sige integrere palæstinensere, var der mange, der forlod det.
Det palæstinensiske kommunistiske parti, som i år fejrer sin hundredeårsdag, kom ikke bare til at tjene som en forbindelse mellem Palæstina og Komintern, men også mellem Komintern og de omliggende arabiske lande. Det skal noteres, at palæstinensiske kommunister kom til at spille en afgørende rolle i dannelsen af de kommunistiske partier i Ægypten, Irak og Syrien i de tidligere 20’ere i sidste århundrede.
Som ovenfor nævnt var det Kominterns anden kongres, der på en klar og dybtgående måde forholdt sig til det palæstinensiske spørgsmål. De teser om det nationale og koloniale spørgsmål, som blev antaget af kongressen, havde Palæstina på en vigtig plads. Tekstindholdet fordømte entydigt det imperialistisk-zionistiske projekt, som allerede blev gennemført i hjertet af den arabiske verden. Og det blev også afspejlet i den støtte, som Komintern gav ikke bare til det kommunistiske parti under dannelse, men til alle det palæstinensiske folks kampe mod den britiske besættelsesmagt og mod masseindvandringen af jøder, der blev organiseret af imperialistmagterne.
Dette er for eksempel tilfældet med den arabiske opstand i 1929, som blev klart støttet af Komintern. Dette bevises klart af den resolution, som blev udsendt 16. oktober 1929 af Kominterns eksekutivkomités politiske sekretariat om opstandsbevægelsen i den arabiske nation. Oprørsbevægelsen i Palæstina blev på den ene side begrundet i den britiske besættelse og på den anden side af plyndringen af arabiske bønder fra deres jord til fordel for zionister, der for kort tid siden havde slået sig ned i Palæstina.
Den palæstinensiske opstand blev set som begyndelsen på en omfattende bølge af revolutionære befrielsesbevægelser i de arabiske lande og måtte derfor støttes, især fordi den voksede kraftigt og begyndte at vise sig og sprede sig til nabolandene.
Selvom det grundlæggende var en bondebevægelse, som i sin indledende fase havde en temmelig reaktionær retning, var dens antiimperialistiske karakter nok til Kominterns støtte. Støtten materialiseredes også i at støtte Palæstinas Kommunistiske Parti i teoretisk og politisk at være i stand til aktivt at deltage i opstanden sammen med andre kræfter uden at tabe arbejderklassens interesser af syne. De følgende afsnit fra resolutionen fra 16. oktober 1929 viser, hvor opmærksomme Kominterns ledelse var på, hvad der skete i Palæstina og i resten af den arabiske verden:
”Det palæstinensiske Kommunistiske Parti må – ligesom de øvrige sektioner af Kommunistisk Internationale i de øvrige arabiske lande – tilegne sig læren af opstanden. Partiets mest akutte opgave er at gøre sig en dristig og energisk anstrengelse for at arabificere partiet fra top til bund. Samtidig må det gøre alle anstrengelser for at oprette arabiske eller blandede arabiske og jødiske fagforeninger, og for at erobre og udvide dem, der allerede eksisterer.
Partiet må for enhver pris fra sine rækker udrydde al skepsis og passivitet omkring bondespørgsmålet. Det må fastlægge et landbrugsprogram, som tager højde for bøndernes og beduinernes krav. Partiet må videreføre sit arbejde blandt jødiske arbejdere, der er organiseret i zionistiske fagforeninger, og blandt ikke-organiserede arbejdere. Fordømmelsen af zionismen, og ganske særlig af dens venstrefløj som en agent i imperialismens tjeneste, er som tidligere en hovedopgave, og bevægelsens erfaringer må bruges til at vise det. Disse opgaver kan kun gennemføres, hvis de energisk og dristigt bekæmper højreafvigelsen i partiet, som vil blive forstærket under presset fra den hvide terror og eftervirkningerne af opstandens midlertidige nederlag … Højreafvigelsen i Palæstinas KP kommer til udtryk i undervurderingen af de revolutionære muligheder, åben eller latent modstand mod arabiseringen af partiet, pessimisme og passivitet vedrørende arbejdet blandt de arabiske masser, fatalisme og passivitet med hensyn til bondespørgsmålet, manglen på forståelse af den sekundære rolle for de jødiske kammerater, som ikke er lederne af de arabiske masser, overdrivelsen af det reaktionære bourgeoisis, de store jordejeres og præsteskabets indflydelse på de arabiske masser, en forsonlig holdning over for opportunistiske fejl, mangel på forståelse for nødvendigheden af en levende og dristig selvkritik for de begåede fejl, en tendens til at emigrere uden aftale med CK – hvad der er lig med desertation, modstand mod parolen ’For en arbejder- og bonderegering’.”
Det er på grund af denne altid klare og langsigtede holdning til Palæstina-spørgsmålet fra Kommunistisk Internationales side, at Sovjetunionens stillingtagen for delingen af Palæstina i 1947 og dannelsen af en jødisk stat opfattes som en afvigelse af de arabiske kommunister, som ikke har kunnet finde ord til at forsvare den, og hvor de, som faktisk har forsvaret den, kun har gjort det tøvende. Denne holdning måtte have en negativ virkning på udviklingen af de arabiske kommunistiske partier, som vil være diskrediterede i de arabiske folks øjne, især når dertil lægges disse partiers fejl i spørgsmålene om national frigørelse, hvad der overlader ledelsen af denne bevægelse til de borgerlige og småborgerlige partier.
Konklusion
Det kan derfor konkluderes, at Komintern udviklede en politik med absolut støtte til den arabiske verden, både for oprørsbevægelserne i regionen og for de kommunistiske partier under opbygning, som den opfordrede til at være aktivt involveret i kampen for national befrielse, som indtil da havde været ledet af borgerlige kræfter. Problemet lå derfor i gennemførelsen af denne politik fra de arabiske kommunistiske partiers side, ligesom det lå hos kolonimagternes kommunistiske partier, som ikke kraftigt nok havde støttet de koloniserede folks ret til selvbestemmelse og til proklamation af deres uafhængighed.
Tunesiens Arbejderparti
Marts 2019, oversat fra Unity & Struggle nr. 38