Siden den angloamerikanske landgang i juli 1943 under Anden Verdenskrig har den amerikanske imperialisme været særligt tiltrukket af Italiens position og set det som et “nøgleland”, hvor man kunne etablere baser og underlægge det sine antikommunistiske og hegemoniske planer.
USA har altid betragtet vores land som en af de grundlæggende søjler for opretholdelse af dets dominans i Europa, som et “samarbejdsland”, der er villig til at støtte dets udenrigspolitik, samt som en geostrategisk platform, der gør det muligt for det nemt og hurtigt at nå områder, hvor enorme økonomiske, energimæssige, politiske og strategiske interesser står på spil.
På grund af denne særlige position er Italien hjemsted for det mest komplette militære arsenal, som USA har uden for sit eget territorium, herunder omkring 90 atombomber (50 i Aviano og 40 i Ghedi), hvilket udsætter vores land for frygtelige risici.
I løbet af de sidste par årtier har den amerikanske imperialisme holdt et fast greb om Italien gennem åbenlys (Marshallplanen) og skjult økonomisk finansiering, politisk indblanding, kulturel konditionering og hemmelige aktiviteter, som har gjort det muligt for dens strategiske interesser at fortsætte og forhindret forandring af den politiske struktur i Italien, der længe blev betragtet som et “grænseland” (både eksternt og internt) i kampen mod Sovjetunionen og den kommunistiske bevægelse og arbejderbevægelsen.
Fra efterkrigstiden og frem til i dag har Italiens politiske og sociale liv været præget af den amerikanske imperialismes tilstedeværelse, kontinuerlige indtrængen og kraftige indgriben, støttet af den herskende klasse. Det har gjort Italien til et land med stærkt begrænset suverænitet (hvor et republikansk regime med formelt og begrænset konstitutionelt demokrati dækker over et regime, der i bund og grund er et borgerligt, arbejderfjendsk og antikommunistisk diktatur), hvilket har betinget de interne politiske rammer og udenrigspolitiske valg og underordnet dem den politisk-militære strategi, som Pentagon og CIA forfølger.
Dette skete med medvirken fra den antikommunistiske magtblok, som omfatter katolske, liberale, reaktionære og reformistiske politiske kræfter, de store statsapparater (civile og militære, åbne og skjulte), store industri- og finansgrupper, mainstream-medier, fascister og separatistiske kræfter, frimureri, klassesamarbejdende fagforeningsledere, Vatikanet og reaktionære præster, mafiaen og andre kriminelle organisationer.
Medlemskabet af NATO, en organisation for krig og terror
Italiens indtræden i NATO, som blev grundlagt i april 1949, samt styrkelsen af de væbnede styrker og etableringen af hemmelige netværk til den “uortodokse krig” mod kommunismen (Gladio og andre “stay behind”-strukturer), var beseglingen af denne særlige tilstand.
Alle den italienske republiks regeringer og de partier, der støttede dem, svor med den ene hånd (formelt) at respektere forfatningen, mens de med den anden hånd på forskellige niveauer bidrog til at nå de strategiske mål, som USA havde besluttet for at vinde “den kolde krig” med alle nødvendige midler og fastholde sin position som hegemonisk magt.
Medlemskabet af NATO og tilstedeværelsen af amerikanske militærstyrker i vores land har indtil nu været en “uforanderlig og ubestridelig” kendsgerning for den herskende klasse og dens forskellige politiske kræfter.
Det har gjort det muligt for USA’s/NATO’s militære kontingent at gøre omfattende brug af vores territorium (og forurene det kraftigt, som f.eks. i de militære operationer på Sardinien) for at etablere militærbaser og -centre for at gennemtvinge deres kontrol over Middelhavet og udføre deres militære aktiviteter i Nordafrika og Mellemøsten samt for at skabe en baglandsbase og en affyringsrampe for operationer i Østeuropa: fra Balkan (husk NATO’s krig i Jugoslavien) til Ukraine.
En konstant i italiensk politik
Et karakteristisk og konstant træk ved borgerlig politik i Italien fra efterkrigstiden og frem til i dag har været anvendelsen af USA’s generelle strategi, som har udstyret sig selv med “særlige” midler til at styre og gennemføre den.
Disse midler omfatter spændingsstrategi, kupforsøg, psykologisk krigsførelse, kriminel handel, terrorangreb mod arbejder- og fagforeningsbevægelsen, mod revolutionære bevægelser og ungdoms-protestbevægelser, mod folkelig aktivisme, med det formål at destabilisere eller stabilisere reaktionært.
Ledelsen af disse mange aktiviteter har altid ligget i hænderne på USA’s/NATO’s kommandocentre i samarbejde med den italienske herskende klasse og statsapparatet.
For at forfølge denne plan er det afgørende, at den garanterer opretholdelsen af USA-NATO-baser og nordamerikansk adgang til italiensk territorium, havne og luftrum; opstilling af taktiske og strategiske missiler; køb af stadig mere sofistikeret militært udstyr og øgede militærbudgetter; fortrolighed af “klassificerede” oplysninger; kontrol med det særlige statsapparat; villighed til at deltage i militære og psykologiske operationer osv. og undgå enhver kløft eller brud inden for NATO.
Af disse grunde blev visse politiske og fagforeningsmæssige kræfter, strukturer og politiske figurer, som gav større garantier for atlantisk loyalitet, støttet, organiseret og finansieret.
Af samme grund blev partier og personer, der ikke fuldt ud garanterede USA’s “sikkerhedsinteresser”, især hvad angår overholdelse af amerikanske direktiver om konventionelle og nukleare militære anliggender, forhindret i at få adgang til magten (især i nøgleministerier).
Det italienske borgerskab som USA’s “klient”
Vi kan selvfølgelig ikke tale om en (ligeværdig) alliance mellem USA og Italien, men vi kan heller ikke forestille os dette forhold som en simpel underordning. Det italienske borgerskab har faktisk i sin underordnede stilling over for den amerikanske supermagt, i dens fortielser og vildledning osv. ikke kun set en måde at bekræfte sin atlantiske loyalitet på, men også en måde at forsvare sine klasseinteresser og privilegier på: en måde at forfølge sine imperialistiske ambitioner i et område med mange konflikter, at drage fordel af sin magtposition og maksimere “afkastet” af amerikansk finansiering, og at bevare udbytningssystemet og dets undertrykkende institutioner, samt at stabilisere den politiske situation og blokere den revolutionære proces.
Beviset på dette forhold med “aktiv” underordning, hvor den herskende klasse har skabt begrænset plads til sig selv, kan ses i de mange militære missioner i udlandet (omkring 50, herunder uden for NATO), den italienske imperialismes specifikke ambitioner i Libyen og andre afrikanske lande, på Balkan, i det “bredere Middelhavsområde” samt den rolle, den spiller på europæisk plan og i produktion og salg af våben og militære systemer på internationalt plan. Alle disse aktiviteter er altid forenelige med de begrænsninger, som USA pålægger dem.
Der er selvfølgelig fælles interesser for den vestlige NATO-blok, som opretholder en militær tilstedeværelse på strategiske steder som Det Røde Hav og Mellemøsten og støtter provestlige og reaktionære regimer som al-Sisis i Egypten.
På den anden side skal motivationen for den omhyggelige og vedvarende kontrol, som USA udøver over det italienske borgerskab, findes i behovet for at holde vores land inden for dets indflydelsessfære og sikre fuld tilgængelighed af dets italienske “satellit” – et land, der er afgørende for kontrollen og stabiliteten i Middelhavsområdet og Europa og samtidig det mest følsomme punkt i den atlantiske linjeføring for amerikanske programmer og operationer.
Efter det revisionistiske Sovjetunionens sammenbrud faldt Italiens geostrategiske betydning. Ikke desto mindre er USA’s grundlæggende interesse for vores land aldrig aftaget og er blevet fornyet. Det er sket i form af en styrkelse af NATO’s sydlige flanke, ved at udfordre rivaliserende lande, især Kina og Rusland, for at hindre og svække dem i kampen om verdensherredømmet (f.eks. ved at nægte at deltage i den nye silkevej og deltage i euro-atlantiske initiativer, dets tilstedeværelse i Middelhavet og Indo-Stillehavet osv.). Men også for at fungere som en “trojansk hest” i EU for at forankre det til USA og holde det imperialistiske Tyskland under kontrol.
Den fortsatte stigning i militærudgifterne
Med skærpelsen af de interimperialistiske modsætninger er militærudgifterne i EU begyndt at stige, og i vores land har de oplevet en kontinuerlig acceleration. Under Meloni-regeringen er de steget fra 24 milliarder euro i 2022 til 32 milliarder i 2024 (femtepladsen blandt NATO-landene, tolvtepladsen på verdensplan). I 2025, med opfyldelsen af 2 % af BNP, vil militærudgifterne ligge på omkring 42 milliarder euro. Det betyder store nedskæringer på serviceydelser som sundhed, transport, uddannelse og offentlig videnskabelig forskning.
Oprustningen er gået hurtigt i de senere år, og forskellige militære programmer har haft indflydelse.
Sammen med oprustningen vokser også våbeneksporten. I perioden 2020-2024 steg våbeneksporten med 138 % i forhold til de foregående fem år, hvilket flyttede Italien fra 10. til 6. pladsen blandt verdens førende våbeneksportører. (Kilde: SIPRI)
Ifølge det italienske freds- og nedrustningsnetværk genererer italienske militæreksportlicenser over 7,5 milliarder euro i overskud.
Leonardo S.p.A. står for 30 % af dette overskud. Konglomeratet er også blandt verdens 20 største våbenproducenter med et samlet våbensalg på 11,5 mia. euro.
Den yderligere stigning i militærbudgettet og dets modtagere
I dag er der et intenst pres fra USA og NATO for at øge udgifterne, et krav, som Meloni-regeringen har efterkommet fuldt ud.
Faktisk vil den tidligere anmodning om at afsætte 2 % af BNP til militærudgifter blive øget til 5 % af BNP inden for ti år. Det svarer til et budget på over 100 milliarder euro om året. Konsekvenserne for de sociale og velfærdsmæssige udgifter samt beskatningen vil være ødelæggende.
Dertil kommer forpligtelserne over for EU. Den 6. marts godkendte Det Europæiske Råd ’ReArm Europe’, den europæiske oprustningsplan til 800 milliarder euro for at styrke “det fælles forsvar”.
Det nye europæiske forsvarsbudget på 131 mia. euro, som Von der Leyen-kommissionen har foreslået, vil påvirke vores land med ca. 16,8 mia. euro i bidrag over syv år, dvs. en ekstra udgift på 2,4 mia. euro om året.
Disse udgifter bliver ofte udlagt som civile investeringer for at få befolkningens støtte.
I virkeligheden er modtagerne af disse enorme investeringer virksomheder i det militærindustrielle kompleks (Leonardo, Fincantieri, Beretta, Mdba osv.), som har repræsentanter i regeringen og parlamentet og udøver en stærk indflydelse på den italienske politiske dagsorden. De samme kræfter, som har til formål at styrke krigsøkonomien, arbejder på at tvangspacificere krigsfronternes bageste linjer gennem sikkerhedslovgivning (som f.eks. lov 80/2025 om “sikkerhed”).
Militarisering af ungdommen
I denne sammenhæng er vi vidne til en tilsvarende øgning i militarisering af skoler og universiteter og af ungdommen, som foregår ved, at de væbnede styrker griber kraftigt ind i uddannelsesinstitutionerne, ledsaget af uophørlig krigspropaganda. Dette er et ideologisk redskab til at vænne folk til krig og til et overvågningssamfund.
Infiltrationen af militarismen i Italien skrider frem med alarmerende hast og involverer en stadig yngre aldersgruppe.
Aktiviteterne spænder fra besøg på militærcentre, konferencer, foredrag, møder og fester med officerer og underofficerer fra hæren og Carabinieri, til praktikophold på militære anlæg, til stipendier dedikeret til “krigshelte” osv.
Der findes talrige aftalememoranda mellem undervisningsministeriet, regionale uddannelseskontorer og forsvarsministeriet, flåden, Carabinieri, Bersaglieri osv. Selv kurser i samfundsoplysning er overdraget til militæret.
Militære ledere og hærenheder holder taler på skoler for unge mennesker, som midt i barndommen og puberteten lader sig rive med af voldsmanifestationer og de væbnede styrkers autoritære adfærd.
Intet område er forskånet for denne tendens. Vi bragte en nyhed om det italienske legetøjsfirma “Precious Toys”, som for et par år siden efter flere protester og offentlig forargelse trak et sæt skolerygsække dekoreret med militære logoer og slogans med stærke militære konnotationer tilbage fra markedet.
Som man kan forstå, er målgruppen for disse modeprodukter børn, som fra en tidlig alder udsættes for indhold, der normaliserer og opmuntrer til en militaristisk subkultur.
Propagandaen intensiveres yderligere, hvis vi undersøger internettet. Faktisk stiger antallet af reklamer for militærskoler og rekrutteringscentre eksponentielt på sociale medieplatforme og hjemmesider.
For at øge rekrutteringen fremmes militarisme også gennem fritidsaktiviteter som f.eks. sport. I Italien er der flere initiativer i forbindelse med “militær fitness”, som består af militære træningskurser og træning for at forbedre den fysiske præstation.
Vi må ikke undervurdere de skjulte motiver bag simpel fysisk træning: Offentlig tilgængelighed, ofte fremmet på niveau med PCTO (obligatoriske træningskurser for gymnasieelever) og “åbne dage” for disse aktiviteter, ledsages undertiden af propaganda for rekruttering til de væbnede styrker.
Denne voksende infiltration viser, at incitamenter og midler, der er afsat til militær rekruttering, ofte ledsages af samarbejde med virksomheder og offentlige organer, der er interesseret i oprustning med profit for øje.
Blandt disse er Leonardo S.p.A., den italienske gigant inden for krigsindustrien, som ofte er involveret i “skole-arbejds-projekter” (PCTO) og “dual use”-projekter udviklet på universiteter, hvor man i samarbejde med de væbnede styrker, universiteter og tekniske institutter fremmer uddannelsesaktiviteter inden for teknologiske og ingeniørmæssige områder, der er relateret til krigspolitikken.
Den virkelige fare er derfor, at virksomheder i den militære sektor i vid udstrækning infiltrerer skoler og fremmer retorik for oprustning og krig for at fremme deres økonomiske og politiske interesser.
Studerende indskrives i PCTO-projekter, der er knyttet til militære strukturer, med det formål at undervise i disciplin, lederskab, beredskab og civilbeskyttelse, nogle gange endda med fysiske øvelser. Aktiviteterne udføres under vejledning af militært personale, og i nogle tilfælde præsenteres teknologier relateret til “forsvar”.
Kaserner, baser og militære afdelinger bliver træningspladser for studerende, som f.eks. på NATO’s luftbase i Sigonella, hvor tusindvis af studerende har deltaget i “orienteringsprogrammer”.
Også på NATO-basen i Sigonella har der været arrangementer som f.eks. skoleudflugter, hvor studerende har deltaget i kampagner for amerikanske fastfood-virksomheder på militærbasen. Disse initiativer er et forsøg på at normalisere den amerikanske militære tilstedeværelse i det lokale skoleliv og udnytte fritidsmulighederne til at styrke båndene til de unge.
Dette sker, mens der gennemføres militærøvelser som “Open Sea”. Denne øvelse fandt sted i marts-april 2025 i Middelhavet, arrangeret af den italienske flåde i NATO-regi, og involverede 9.500 militærpersoner og 15 italienske universiteter, som havde masser af deltagere, herunder lærere og studerende fra forskellige fagområder.
Et andet udtryk for militarisering i Italien er fænomenet “FrecceTricolori” (de væbnede styrkers akrobatiske hold), som ud over at spilde offentlige midler også udgør en fare for den offentlige sikkerhed, som det fremgår af de mange dødsulykker, der har involveret civile i løbet af de sidste 40 år.
Et argument for fænomenet stigende militarisme er retorikken om, at “de væbnede styrker tilbyder konkrete jobmuligheder”. Denne propaganda har let ved at få fat i generationer, som ikke har en sikker fremtid på arbejdsmarkedet, som ikke tjener en stabil løn, og som ofte i de væbnede styrkers formodede værdier ser en funktion, der udfylder det tomrum, de føler i deres liv.
Den gradvise infiltration af militarisme i skolerne går hånd i hånd med afviklingen af den antifascistiske bevidsthed. Meloni-regeringen har ikke fornyet sin kontrakt med ANPI (Association of Italian Partisans) om antifascistisk uddannelse i skolerne, som øger bevidstheden blandt unge om den vold og ødelæggelse, som fascismen bragte til Italien før, under og efter Anden Verdenskrig.
Et andet aspekt af militariseringen er institutionaliseringen af de væbnede styrker i nationale helligdage.
Den 4. november (den nationale enheds og de væbnede styrkers dag) og den 2. juni (republikkens dag) er et klart eksempel på dette, hvor militærparader og fejringer af de væbnede styrker tilslører naturen, årsagerne og konteksten for 1. og 2. verdenskrig, hvor hundredtusinder af unge mennesker blev slagtet i imperialismens og fascismens krige.
Den mentalitet, som borgerskabet ønsker at indpode i de unge, er godt udtrykt i “forsvarsminister” Crosettos ord: “Hvis du vil studere, skal du opruste”!
Er det, hvad de nye generationer lærer? En fremtid med krig og ødelæggelse for vores land og resten af verden? Vi må kraftigt modsætte os demagogien og de politiske og kulturelle fælder, som borgerskabet har lagt ud for at understøtte og normalisere krigsklimaet, og afsløre deres tilhængere. Blandt dem er de reformistiske partier, som ligesom for et århundrede siden fortsat støtter systemet og de uundgåelige krige, der føres i kapitalens navn.
Styrkelse af de væbnede styrkers rækker
Krigspolitik kan ikke adskilles fra forberedelsen af passende væbnede styrker, især en bred stående hær, som et magtinstrument for det borgerlige statsapparat til ekstern aggression og intern undertrykkelse.
Hæren består hovedsageligt af unge mennesker, der rekrutteres fra de arbejdsløses rækker, og som trænes og uddannes ideologisk og militært. Som vi har set, begynder denne træning i skolerne og er et centralt aspekt af krigspolitikken.
I Italien blev den obligatoriske militærtjeneste suspenderet ved lov i 2004, men den er aldrig blevet afskaffet.
Loven bestemmer, at militærtjeneste kan genindføres i tilfælde af:
– en krigserklæring i henhold til artikel 78 i forfatningen;
– en alvorlig international krise, som Italien er direkte involveret i eller involveret i kraft af sit medlemskab af en international organisation (NATO).
Flere kommuner er i øjeblikket ved at opdatere deres militærtjenestelister, som omfatter mænd mellem 17 og 45 år.
Med krigsudbruddet i Ukraine har der udviklet sig en debat blandt de borgerlige partier om planer om at genindføre den obligatoriske militærtjeneste (Ligaen[1] har fremlagt et lovforslag), ligesom det foreslås i Tyskland med reformen af militærtjenesten.
I det nuværende scenarie med ustabilitet, eskalerende kriser og bitre interimperialistiske spændinger presser den militære overkommando på for at øge antallet af ansatte.
Masiello, hærens stabschef, har udtalt, at hæren ville have brug for over 40.000 ekstra mænd og kvinder for at kunne opretholde en højintensiv konflikt. Cavo Dragone, tidligere chef for forsvarsstaben, har udtalt, at de italienske væbnede styrker med 170.000 ansatte er “på grænsen af deres overlevelse”. Credentino, stabschef for flåden, har opfordret til en forøgelse af personalet til 39.000.
Som et alternativ til den obligatoriske værnepligt, som har betydelige omkostninger og ville have negative økonomiske virkninger, sigter krigstilhængerne mod at skabe en operativ reservestyrke på mindst 30.000 personer, som kan udføre forskellige opgaver afhængigt af behovet (fra patruljering på til støtte til professionelle operative enheder). Regeringen og de øverste chefer er enige på dette punkt.
Forsvarsminister Crosetto udtalte, at regeringen vil handle for at “gennemgå reserven” og især den “udvalgte reserve”, der består af uddannet personale (ikke kun tidligere militærpersonale, men også ingeniører, it-eksperter og hackere), for at støtte tropper, der er indsat i langvarige konflikter.
Sideløbende med disse projekter er andre under udvikling, som f.eks. det, der er indeholdt i et lovforslag fra Fratelli d’Italia (Italiens brødre, Melonis parti) om at give militæret status som offentlige embedsmænd og beføjelse til at foretage ransagninger.
Kampen mod militarisme
Militarisme er et bredt, mangefacetteret og flerdimensionelt fænomen, som har spredt sig enormt i imperialismens æra.
Den er et udtryk for den brutale vold i det klassedelte samfund, det imperialistiske borgerskabs afkom, fascismens og chauvinismens tvillingebror, statsbureaukratiets nære slægtning, og den forgifter samfundets atmosfære, kvæler den proletariske ungdom og forbereder den på et nyt blodbad.
Ligesom Janus har den moderne militarisme to ansigter: et eksternt, der er knyttet til plyndringskrige og nykolonialisme; og et internt, der har til opgave at forsvare den forfaldne samfundsorden og undertrykke proletariatets kamp for frigørelse.
For at opfylde sine formål skal militarismen have stærke, smidige og føjelige instrumenter til sin rådighed, der er godt kontrolleret ideologisk. Den “militære ånd” indpodes især i de yngre generationer gennem alle kommunikations-, uddannelses- og teknologikanaler, i alle miljøer, hvor de lever, producerer og reproducerer sig selv.
En veritabel militaristisk pædagogik udvikler sig i skoler og på universiteter, hvor der udvikles programmer for intellektuel, psykologisk og kulturel konditionering for at opildne til had mellem folkeslag, beruse unge mennesker og rekruttere dem i et antal, der er nyttigt for genoplivningen af “modefaget”, der er indviet af uniformen med dens insignier. Fasciseringen skrider også frem gennem disse programmer.
Bag mottoet “si vis pacem para bellum”[2] (i virkeligheden vil de, der forbereder sig på krig, få krig) spreder en række organisationer, foreninger, programmer, samarbejder osv. sig for at militarisere skolebefolkningen og skabe falske forventninger.
Militarismens indflydelse på befolkningen understøttes af en hær af charlataner og sælgere af “sikkerheds”-varer, hvis mest ivrige tilhængere er lederne af store statslige og private krigsvirksomheder, som beriger sig selv med fabelagtige udbytter; de højtbetalte ledende officerer i de væbnede styrker, ministre og ledere af borgerlige, reaktionære og reformistiske partier.
Fænomenet militarisme i vores land udvikler sig i en særlig kontekst, nemlig NATO, som udarbejder programmer, dikterer tidsskalaer og rytmer, etablerer fælles forpligtelser og fastsætter mål og opgaver.
Økonomisk set lever det af det offentlige budget, som konstant bliver pustet op under overskriften “militær- og sikkerhedsudgifter”, hvilket lægger hele byrden på arbejderklassens og de fattigste og svageste samfundsgruppers skuldre.
Den voksende betydning af store virksomheder i våbenindustrien, som er drivkraften bag den politiske reaktion; sammenfletningen af militærudgifter, kontrakter og industrier; og de tætte bånd til energisektoren og andre nøgleindustrier (elektronik, kemikalier, bilindustrien osv.) skitserer en voksende “krigsøkonomi” under statsmonopolkapitalismens ledelse.
Fænomenet militarisme har dog en grænse: Modstanden mod militarisme blandt arbejderklassen og almindelige mennesker, som manifesterer sig og udvikler sig i talrige former og aktiviteter, finder i dag en nøglefaktor i massemobilisering i opposition til oprustning.
Militarisme er en dødelig fare for mennesker og natur, en svoren fjende af fred og en formidabel modstander af arbejderklassens revolution.
Modstand mod militarisme, dens svækkelse, er et afgørende spørgsmål for udviklingen af de udbyttedes og undertryktes klassekamp, især arbejderungdommen.
Den antimilitaristiske kamp, protesterne mod krigens farer og barbariet i de igangværende væbnede konflikter, modstanden mod øgede militærudgifter, behovet for at forlade krigsførende alliancer som NATO, afvisningen af at bære våben på vegne af borgerskabet mod andre arbejdere og solidaritet med undertrykte folk som palæstinenserne skal ikke føres ud fra et sentimentalt eller humanitært synspunkt, men ud fra den revolutionære arbejderklasses synspunkt med dets historiske og umiddelbare krav.
Kampen mod militarisme er et vigtigt område for at vinde arbejderungdommen for den videnskabelige socialisme.
Den kommunistiske propaganda må fordømme krigsmagerne og deres partier, som ønsker at trække os ind i et nyt blodbad; de, som vi skal “takke” for alle vanskelighederne og trængslerne som følge af oprustningsudgifterne, må udpeges, og militarismens politiske ansvar må fremhæves, idet det gøres klart, at arbejderklassen kun har én fjende: kapitalistklassen, som udnytter og undertrykker arbejdere i alle lande.
Denne fjende skal ikke søges langt væk. Som Karl Liebknecht skrev: “Hovedfjenden er i dit eget land!”
September 2025
Oversat fra Unity & Struggle nr. 51, 2025, Tidsskrift for Den Internationale Konference af Marxistisk-Leninistiske Partier og Organisationer, CIPOML
[1] Liga Nord, “Lega Nord per l’Indipendenza della Padania” i sit fulde italienske navn, er et højreorienteret, populistisk og konservativt politisk parti med Matteo Salvini, Italiens vicepremierminister og minister for infrastruktur og transport, som forbundssekretær.
[2] Et latinsk ordsprog, der kan oversættes til “Hvis du vil have fred, så forbered dig på krig”.