skip to Main Content

ORDBOG

Akkumulation

Når man samler og ophober noget, så man hele tiden får mere.

Begrebet bruges i politisk økonomi. I den borgerlige udgave er det historien om, hvordan man gennem hårdt arbejde, evnen til at tage de rigtige beslutninger og turde tage en risiko kan blive rig, tjene stadig flere penge og hele tiden forøge sin kapital, omsætning og ejendom.

I marxistisk politisk økonomi siges det derimod klart:  Det er udbytningen af arbejdskraften og udplyndringen af naturens ressourcer, der skaber merværdi og profit. Værdier der kan investeres i igen at øge rigdom og kapital. At det ikke kommer dem der skaber værdierne, arbejderklassen, til gode skyldes den private ejendomsret.

«Når merværdien ikke anvendes af ejeren til hans personlige forbrug, men bruges som kapital, dannes der ny kapital, som føjes til den gamle som akkumuleres. Anvendelsen af merværdi som kapital kaldes kapitalens akkumulation.» (Marx).

Anarkisme

Politisk retning, der drømmer om et nyt samfund med alle individers frihed, uden at gøre op dem det bestående klassesamfund og den private ejendomsret.  Findes i dag først og fremmest i de autonome miljøer, hvor opbygning af  kollektiver og en anti-autoritær livsstil sammen med ”direkte aktion” mod magtsymboler skal overbevise andre til at gøre det samme.

Anarkismen afviser nødvendigheden af arbejderklassens organisering og det revolutionære parti for at kunne skabe revolutionær forandring og et nyt samfund.

Dialektik

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Dialektisk og historisk materialisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Finansiel og industriel kapital

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Flydende/Konstant kapital

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Højrepopulisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Idealisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Imperialisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Løn under kapitalismen

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Maoisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Marxisme-Leninisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Materialisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Metafysik

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Monopoldannelse

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Opportunisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Produktivkræfter

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Reformisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Revisionisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Socialdemokratisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Spekulation

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Trotskisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Udbytning

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Krigspropaganda med mange effekter

USA insisterer på, at Rusland planlægger at angribe Ukraine ’når som helst’. Medierne med NRK i spidsen spreder ukritisk påstandene fra det amerikansk efterretningsvæsen.

Rusland benægter lige så ihærdigt, at der foreligger angrebsplaner, men viser muskler og forlanger, at NATO holder fingrene fra Ukraine.

Farlig opbygning af tropper

En enorm troppeopbygning og store militærøvelser foregår på begge sider. Rusland gennemfører øvelser sammen med Hviderusland og i Det Azovske Hav. USA, Storbritannien og andre NATO-lande hælder våben ind i Ukraine. Hundredvis af amerikanske militærinstruktører har været til stede for at træne den ukrainske hær og de mere eller mindre officielle nazistiske enheder. En stor gruppe hangarskibe ligger i beredskab i Middelhavet, hvor den norske fregat KNM Fridtjof Nansen som støttefartøj er direkte underlagt den amerikanske admiral ombord på USS Harry S. Truman.

Til marts starter den store NATO-øvelse Cold Response, hvor 35.000 soldater fra 28 lande deltager. Mere end 200 fly, to hangarskibe og 60 flådefartøjer vil vælte ind over norsk territorium til lands, til vands og i luften.

NATO sender nye troppeforstærkninger til Polen og de baltiske lande. Her deltager norske styrker. For to uger siden sagde statsminister Jonas Gahr Støre, at ’det er helt uaktuelt for Norge at sende forstærkninger til Østeuropa’ (Nrk 24. januar). Allerede den 11. februar ville han pludselig ikke udelukke det, han allerede havde udelukket (NTB 11. februar). I mellemtiden havde han mødtes med præsident Joe Biden.

Der forgår en krigsoptrapning uden sidestykke i flere årtier. Den russiske opbygning af styrker i oblasterne[1] Rostov og Voronesj, hvor nogle af de blodigste slag blev udkæmpet mellem Den Røde Hær og de tyske nazistiske divisioner, giver en skræmmende historisk baggrund. USA insisterer på, at Rusland kan invadere Ukraine ’når som helst’, og måske mens OL finder sted i Beijing. I praksis er det en opfordring til Ukraine om at fremprovokere en krig.

Ukraine spræller i USA’s net

Ukraines præsident er tidligere TV-komiker. Men Volodimir Zelenskij synes ikke længere, den amerikanske krigsophidselse er noget at grine af. Præsidenten har fået kolde fødder og forsøger nu at  berolige den ’aktive’ støtte fra statslederne   i NATO og EU, der en efter en har været på lynvisit i Kiev for at vise deres ’solidaritet’. Nu kræver Zelenskij beviser fra sine ’venner’ på et forestående angreb fra Rusland. Al denne påståede efterretningsinformation ’fremkalder kun panik og hjælper os ikke’, siger han. Hvis nogen har beviser, må de lægge dem på bordet, siger præsidenten, som indser, at han er fanget i det amerikanske spil.

En fuldskalakrig mellem Rusland og Ukraine er kun sandsynlig, hvis USA og NATO planlægger provokerende angreb, der fremtvinger en russisk modreaktion. Det skyldes ikke, at Rusland er ’venligere’ end de andre imperialister. Det skyldes heller ikke, at Rusland frygter at tabe en krig mod sin nabo. Det skyldes ganske enkelt, at Rusland ikke har objektive interesser i en krig med de konsekvenser, der vil følge.

Konsekvenserne er, at flere europæiske lande bliver skubbet i armene på USA og NATO, hvor Sverige står først i venteværelset. NATO vil bruge russisk aggression alt det, det kan og forsøge at give løgnen om, at NATO forsvarer medlemslandenes suverænitet(!) nye ben at gå på.

Rusland vil også miste mere af sin største indtægtskilde, nemlig gaseksporten til Europa. Med dagens gaspriser fosser valutaindtægterne ind i Moskva. Det vil være idioti at skade denne pengestrøm ind i den russiske økonomi. Så vil EU få endnu mere travlt med at frigøre sig fra afhængigheden af russisk gas, som i dag udgør omkring fyrre procent af Unionens forbrug (med norsk gas på andenpladsen). Derudover har russere og ukrainere stærke historiske og kulturelle bånd. Et brutalt overfald på et broderfolk vil mildest talt ikke styrke Putins position blandt de fleste russere.

Mindst af alt ønsker Rusland at risikere en militær konfrontation med USA og NATO i en situation, hvor landet er militært underlegent. Den nye alliance med Kina er stadig for skrøbelig til, at disse to stormagter kan og vil udfordre USA direkte. Kina er desuden meget mere optaget af stormagtskonflikten med USA i Det østlige Kinesiske Hav og i Det Sydkinesiske Hav og vil nødigt involveres i militære konflikter i Europa.

Tiden arbejder for Kina og imod USA. USA er en supermagt i tilbagegang, hvor den militære magt er overdimensioneret i forhold til den økonomiske styrke. Kina, Rusland og en række regionale stormagter (Iran, Indien, Brasilien) arbejder sammen for at modstå og underminere det amerikanske hegemoni, især i Asien. Strategerne i Washington ved, at de taber dag for dag, med Afghanistan som et aktuelt eksempel. Det eneste, de kan gøre, er at bruge deres militære overlegenhed, mens der endnu er tid til at kue rivaler som Kina og Rusland. Denne erkendelse gør, at Washington tyr til stadig mere desperate militære eventyr og trusler velvidende, at de kan sætte verden i brand.

Rusland har et es i ærmet

Rusland er som ethvert andet imperialistisk land optaget af at værne om sine kort- og langsigtede imperialistiske interesser. Det handler om adgang til råvarer, handelsforbindelser, strategiske støttepunkter og om at udvide indflydelsessfærerne på rivalernes bekostning. I årtier har de vestlige stormagter brugt deres alliancer til at ekspandere østpå på Ruslands bekostning. Rusland har mistet enorme markeder for alt fra råvarer til moderne våbenteknologi, efterhånden som de østeuropæiske lande er blevet opslugt af EU og NATO.

Nu siger den russiske imperialisme, at grænsen er nået, og den går ved Ukraine. Signalet er, at Rusland mener det alvorligt. Styrkeopbygningen handler om at skabe usikkerhed og splittelse blandt USA’s vesteuropæiske kobbel af mindre imperialistmagter, hvor Norge er en af trækhundene. USA har stort set de samme motiver – det handler om at disciplinere de europæiske allierede, der i stigende grad taler om europæisk autonomi (kodeord for frigørelse fra amerikansk dominans). Det gælder især om at få Tyskland og Frankrig ind i folden, to lande, der traditionelt har holdt de økonomiske og politiske kanaler til Rusland åbne.

Tyrkiet har den største hær i Europa, men forsøger at pleje forbindelser til Moskva og Washington på samme tid. Og Ungarn er på flere områder brudt ud af EU- og NATO- blokken gennem egne gasaftaler og andre tætte bånd til Rusland, også hvad angår  vaccinesamarbejde. Udenrigsminister Péter Szijártó er modstander af europæiske sanktioner mod Rusland og vil ikke have flere NATO-styrker på ungarsk jord.

Storkapitalen i lande som Norge oplever, at den usvigelige loyalitet over for Washington i stigende grad mere skader dens egne imperialistiske interesser end det modsatte. Sanktionerne mod Rusland og gasledningen Nord Stream 2 har f.eks. kostet norsk forsyningsindustri milliarder i tabte leverancer. Frankrig fik en kold douche, da USA fik Australien til at skrotte en kæmpekontrakt på nye ubåde. For Tyskland er Kina et større marked for Mercedes-Benz og BMW end USA, og et godt forhold til Rusland betyder energisikkerhed, når landet afvikler dets kul- og atomkraft. Når USA straffer og truer sine allierede – samtidig med at Washington kritiserer Kina for ikke at importere flere varer fra USA – vækker det stigende frustration og raseri i Europa.

Sådan en splittelse forstår den russiske og kinesiske imperialisme at udnytte. Alle imperialister spiller på de strenge, de kan, for at vinde nye markedsområder og stække vingerne på rivalerne. Derfor ser vi handelskrig, cyberkrigsførelse, sanktionspolitik og militære trusler side om side med smiger og lokkende tilbud om nye aftaler ’til gensidig fordel’.

Imperialisme betyder krig

Der findes ingen fredelig imperialisme og derfor ingen fredelige imperialistiske magter. Heller ikke Norge, sådan som de sidste årtiers krigseventyr har vist. Forskellen på mindre imperialister som Norge og stormagterne er kun, at Norges krigsførelse skal foregå inden for de rammer, dets storebror, USA og NATO til enhver tid har sat.

Imperialisme betyder krig for omfordeling på bekostning af verdens folk og nationer. Men alle imperialistmagter foretrækker at nå deres mål med økonomisk og hybrid krigsførelse og trusler, før det uundgåelige opgør finder sted.

Spillet om Ukraine handler mest af alt om at forberede Europas befolkning på, at krigen vil komme. Så gælder det om at indprente folket løgne om, at den konfrontation, som er under opsejling, handler om forsvar af ’vores værdier’ og ’vores levemåde’, og at vi selvfølgelig skal styrke forsvarsevnen og krigsberedskabet sammen med vores allierede. Hele det europæiske presse- og mediekorps har i flere måneder ført psykologisk krigsførelse som Washingtons og Bruxelles’ russofobe påvirkningsagenter. Selv på sportsfronten får vi at vide, at de russiske atleter og trænere har onde hensigter eller er snydere.

Frygten blandt krigsophidserne er, at folkene og arbejderklassen i Europa indser, at fjenden ikke befinder sig uden for grænserne, men i vores egne lande. Fjenden er den samfundsklasse, som besidder alle kommandoposter i økonomien, politikken og statsforvaltningen. Vores brødre er arbejderne i Rusland, USA, Tyskland og Ukraine. Sammen med dem kan vi dæmpe krigsråbene. Arbejderklassen har ingen interesse i krig, det har kun borgerskabet.

’Hvis vi nogensinde udøver blodig krigsdød, er det for at blive fri’, som kommunisten Knut Olai Thornæs sagde det i Frem kammerater. Fri for udbytterne og deres evige krigseventyr.

15.februar 2022

Oversat fra Revolusjon, Norge

Klassekamp – Revolution - Socialisme. Magasinet ENHED og KAMP har det hele!

Tankestof til tidens brændende spørgsmål - Handling i en verden moden til forandring

Del og brug gerne

Back To Top