Historisk set har arbejderklassens internationalisme (den proletariske internationalisme) taget udgangspunkt i udgivelsen af “Det kommunistiske partis manifest” (“Arbejderne har intet hjemland … Proletarer i alle lande, foren jer!”) og den efterfølgende grundlæggelse, af Marx og Engels, af Første Internationale (1864-1872). Det lagde grunden til arbejderklassens revolutions store arbejde, udskiftningen af det kapitalistiske system med et verdenskommunistisk system.
Anden Internationale (1889-1914) udvidede den internationale arbejderorganisation, men sænkede sit revolutionære niveau og henfaldt til opportunisme. Dens internationalisme i ord blev forladt i praksis og erstattet af arbejderklassens samarbejde med borgerskabet i hvert land.
Den første imperialistiske verdenskrig var bevis på, at arbejderklassens internationalismes var forladt, og opportunisternes forræderi mod arbejderne, da de støttede de imperialistiske regeringer. Således opstod Anden Internationales skammelige fiasko og kommunisternes fuldstændige brud med socialchauvinismen.
Kampen for Tredje Internationale
På konferencerne i Zimmerwald og Kienthal lagde Lenin og bolsjevikkerne grunden til genoplivningen af det revolutionære arbejderklasses internationale sammenslutning, fri for imperialistisk, opportunistisk og socialchauvinistisk indflydelse.
I sin pamflet “Proletariatets opgaver i vor revolution”, udgivet i april 1917 ved sin tilbagevenden til Rusland efter Februar-revolutionen samme år, skelnede Lenin mellem tre tendenser i den internationale bevægelse: 1) socialchauvinisterne, der åbent var på linje med imperialisterne i deres lande; 2) centristerne, der forsøgte at forene sig med dem; 3) de sande internationalister, imod imperialistisk krig.
Lenin proklamerede det presserende behov for, at sidstnævnte grundlagde en ny kommunistisk internationale, som fuldstændig ville adskille sig fra opportunismen og forene arbejderklassen på grundlag af marxismens revolutionære principper.
Lenins arbejde for udviklingen af Kommunistisk Internationale
Den kommunistiske internationale (Komintern, 1919-1943), dannet efter den socialistiske Oktoberrevolution, erklærede kamp mod opportunisme, borgerlig og småborgerlig socialchauvinisme og begyndte at gennemføre parolen om proletariatets diktatur, hvori udviklingen af socialisme og arbejderbevægelsen opsummeres.
Kominterns første kongres blev afholdt i foråret 1919. Kort efter, i sin artikel “Tredje Internationale og dens plads i historien”, påpegede Lenin, at mens Første Internationale havde lagt grunden til arbejderklassens internationale kamp for socialisme, og Anden Internationale havde udvidet bevægelsen i flere lande, rensede Tredje Internationale bevægelsen for opportunisme og var begyndt at realisere proletariatets diktatur og indvarslede en ny æra i verdenshistorien.
I alle Lenins bidrag til Komintern er temaet kampen mod opportunismen og også mod småborgerlig ekstremisme, som isolerer kommunisterne fra arbejdermasserne.
I pjecen “Tredje Internationales opgaver” (juli 1919) understregede Lenin behovet for:
- Systematisk at forklare forskellen mellem reform og revolution, uden at afvise reformer eller arbejde i borgerlige parlamenter.
- Kombination af lovligt og ulovligt arbejde.
- At arbejde for eksklusion af opportunister fra arbejderbevægelsen.
- At støtte den revolutionære kamp for kolonial befrielse.
- At afsløre dem, der bruger revolutionære fraser som et dække for reaktionære handlinger.
På Kominterns anden kongres i sommeren 1920 præsenterede Lenin “Teserne om de grundlæggende opgaver for den kommunistiske internationales anden kongres”. De erklærede, at socialismens sejr kræver:
- omstyrtelse og undertrykkelse af udbytterklasserne, især bourgeoisiet;
- erobringen af de arbejdende masser under ledelse af de kommunistiske partier, som må blive uløseligt forbundet med hele arbejderklassens liv;
- neutralisering af vaklende sociale klasser;
- forberedelsen og gennemførelsen af proletariatets diktatur.
Teserne dvæler ved, hvad kommunister må gøre for at opnå disse betingelser, og understreger, at opportunismen er arbejderbevægelsens hovedfjende.
I en rapport fra den anden kongres om “Den internationale situation og den kommunistiske internationales grundlæggende opgaver” analyserer Lenin omfattende efterkrigstidens økonomiske og politiske situation.
På den anden kongres udarbejdede Lenin udkastet til “Teser om betingelserne for optagelse i den kommunistiske internationale”. Og i sin tale om dette emne behandlede han især forskellen mellem proletariatets diktatur og den reformistiske opfattelse af erobringen af magten.
Lenin skrev også “Teser om landbrugsspørgsmålet”, der beskæftiger sig med opgaverne med at opbygge en alliance med bønderne under arbejderklassens ledelse, og “Kommissionens rapport om det nationale og koloniale spørgsmål”.
I talen “Hvordan det kommunistiske parti arbejder” svarede Lenin de britiske delegerede Tanner og McLaine, idet han demonstrerede, at det bevidste revolutionære mindretal i arbejderklassen må danne et parti til at lede masserne, og adresserede også problemet med det britiske kommunistpartis tilknytning til Labour Party.
I en artikel skrevet samtidig om “Falsk snak om fred” forklarede han behovet for et åbent brud med opportunismen.
I en tale til forsvar for Kominterns taktik holdt på den tredje kongres i sommeren 1921 understregede Lenin, at partiet måtte vinde massernes ledelse, dvs. flertallet af arbejderklassen. Hvis dette flertal ikke kan overtales til at følge partiets ledelse, er socialismens sejr umulig. Det samme tema går igen i “Brev til de tyske kommunister”.
Lenin sendte en besked til Kominterns fjerde kongres, hvori han erklærede, at Sovjetruslands største stolthed bestod i at hjælpe arbejderne i hele verden i kampen for at vælte kapitalismen.
Leninistisk udvikling af arbejderklassens internationalisme
Lenin foretog dybtgående nyskabelser i indholdet og brugen af arbejderklassens internationalisme på grundlag af visse grundlæggende krav:
- a) utrætteligt at kæmpe mod borgerlige regeringer og den “stormagtschauvinisme”, der er typisk for opportunisterne i de dominerende nationer, og de “nationale” særinteresser, der er typisk for de undertrykte nationers “socialister”;
- b) at bringe de imperialistiske landes arbejderklasse nærmere og forene det med arbejderklassen og de undertrykte masser i de afhængige og koloniale lande med det formål at styrte den fælles fjende, imperialismen;
- c) at underordne arbejderklassens kamps interesser i ét land under denne kamps interesser i hele verden, eftersom “den internationale arbejderrevolutions interesser står over den territoriale integritet, sikkerhed og ro i denne eller hin og mere præcist i ens egen nationalstat” (”Den proletariske revolution og renegaten Kautsky”, Pravda nr. 219, 11.10.1918, i Samlede værker, bind 11).
- d) at opfatte den sejrrige revolution og opbygningen af socialismen i et enkelt land (eller i nogle få lande) som et middel til “at udvikle, støtte, vække revolutionen i alle lande” (”Den proletariske revolution og renegaten Kautsky”, Samlede værker bind 11), selv på bekostning af store nationale ofre for at vælte den internationale kapitalisme.
På dette grundlag præciserede Lenin essensen af arbejderklassens internationalisme i imperialismens epoke og uddybede en moden formulering af den, præget af en opfattelse af den verdensrevolutionære proces, der ser deltagelse og aktivt samarbejde mellem de store udbyttede og undertrykte masser i alle lande. Stalins historiske fortjeneste var, at han forsvarede og implementerede dette princip under de historiske forhold efter Lenins død og påførte verdensimperialismen alvorlige slag.
Marxister-leninister, derfor internationalister
I lyset af ovenstående er det indlysende, at arbejderklassens internationalisme ikke er et sekundært aspekt eller et “valgfrit” aspekt af den socialistiske revolutions teori og taktik og proletariatets diktatur. Det er ikke blot en parole om revolutionær politik.
Marxister-leninister anser arbejderklassens internationalisme for at være et grundlæggende princip, et stærkt ideologisk og politisk våben, en levende praksis, der afspejler eksistensbetingelserne, de fælles interesser og arbejderklassens mål i de forskellige lande, og som på tværs af forskelle og specifikke nationale karakteristika udtrykker dets universelle historiske funktion.
Kommunismen blev født og udviklet som en international kraft, der afspejler proletariatets natur og karakter. Den revolutionære arbejderklasses virkelige bevægelse er af natur internationalistisk, fordi den er udtryk for en klasse, der afskaffer den kapitalistiske produktionsmåde, og som i sig selv er en international kraft. Derfor kan kampen mod dette barbariske system ikke begrænses til et eller nogle få lande, men er en international kamp.
Ud fra dette synspunkt er arbejderklassens kamp i et givet land mod sit eget borgerskab kun ét aspekt af den internationale kamp mellem borgerskabet og arbejderklassen. Og arbejderklassens erobring af magten i et land er kun et trin i udviklingen af den proletariske verdensrevolution.
Arbejderklassens internationalisme er et af den sociale revolutions vigtigste våben og en uomgængelig betingelse i kampen for arbejderklassens fuldstændige og endelige sejr over kapitalismen og borgerskabet, som ikke kan se bort fra den internationale situation.
Vi er internationalister, fordi vi er kommunister (marxister-leninister). Vi kan ikke være kommunister (marxister-leninister) uden at være helt igennem og konsekvent internationalistiske.
Det revisionistiske forræderi og marxist-leninisternes kamp
Revisionisterne og socialdemokraterne har altid søgt at angribe, fordreje og udvande opfattelsen og udøvelsen af arbejderklassens internationalisme.
Vi har hentydet til den skammelige afsværgelse, som opportunisterne i Anden Internationale har foretaget. I anden halvdel af det tyvende århundrede så vi andre forræderier og afvisninger af arbejderklassens internationalismes sag.
Lad os huske holdningerne hos den titoistiske klike (Tito: regeringschef og præsident i det tidligere Jugoslavien fra 1945-1980), der erstattede arbejderklassens internationalisme med kosmopolitisme og nationalisme. Khrusjtjov-Bresjnevs revisionistiske degeneration, der placerede “fredelig sameksistens” i stedet for arbejderklassens internationalisme som det grundlæggende princip i socialistiske landes og kommunistiske partiers udenrigspolitik. Den revisionistiske politik med at opgive støtten til undertrykte folks revolutionære bevægelser og befrielsesbevægelser; almisser og trusler i stedet for broderlig og internationalistisk hjælp. De sovjetiske og kinesiske renegaters chauvinistiske stormagtsrænkespil; deres afkald på uddannelse af kommunister og arbejdende masser i arbejderklassens internationalismes og solidaritetens ånd mellem folkene.
Det revisionistiske forræderi mod arbejderklassens internationalisme i dag kommer især til udtryk i teser om ”multipolaritet”, som især de kinesiske og russiske imperialister udbreder.
Disse teser udgør videreudviklingen af “fredelig sameksistens” og teorien om “ligevægt” mellem imperialistiske magter. De har fuldstændig fornægtet arbejderklassens internationalismes principper og erstattet dem med sameksistensen mellem de udbyttede og udbytterne, mellem de undertrykte og undertrykkerne, opgivelsen af revolutionære kampe, forhold til fascistiske og reaktionære regimer og opmuntringen af det frie verdensmarked.
Grundlaget for ”multipolaritet” er klassekampens erstatning med interesserne hos de imperialistiske stater, der kæmper for at erstatte de vestlige imperialistmagter. Det er arbejderklassens forsoning med udbytterborgerskabet, forsøget på at bedrage folkene med fængslende formler, der skjuler deres –undertrykkernes og udbytternes – interesser og strategier.
Derfor står ”multipolaritet” fuldstændig i modsætning til den marxistisk-leninistiske opfattelse af verden og samfundet, til arbejderklassens internationalisme. Det må derfor afsløres og åbent bekæmpes som imperialismens våben.
Revisionisterne og socialdemokraterne, såvel som alle opportunister, har altid stræbt efter at tage internationalismen ud af arbejderklassens hænder og erstatte den med nationalistiske, borgerlige og småborgerlige positioner.
Begivenhederne i den internationale kommunistiske bevægelse viser, at imperialismens og dens opportunistiske agenters pres og skadelige indflydelse har manifesteret sig ikke blot udenfor, men også inden for de kommunistiske partier.
Denne ødelæggende holdning er kommet til udtryk i eksplicitte ideologiske og politiske manøvrer og holdninger, i den vulgære afvisning af arbejderklassens internationalisme og i overgangen til kontrarevolutionær nationalisme, i overgivelsen til imperialismen og reaktionen.
Konklusioner
Kommunister (marxister-leninister) må forsvare arbejderklassens internationalisme og foretage en analyse på hvert trin for at finde ud af, hvordan skadelige synspunkter og strømninger omkring udviklingen af vor epokes grundlæggende modsætninger dukker op og reproducerer sig i selve den revolutionære arbejderklasses midte.
Takket være den teoretisk-praktiske erfaring, som arbejderklassen har ophobet i løbet af magtkampen og i de socialistiske lande, studiet af de modsætninger, der bevæger kræfterne i verden, og det klasseperspektiv vi følger, er vi i stand til at forstå, hvordan, hvor og i hvilke former imperialistisk og revisionistisk ideologisk aktivitet manifesterer sig, at afsløre og beslutsomt bekæmpe de holdninger, der benægter arbejderklassens internationalisme i teori og praksis.
Under de nuværende betingelser for klassekampens genoplivning i mange lande er det absolut nødvendigt, at kommunister overalt hæver arbejderklassens internationalismes banner, arbejder for enheden i den internationale kommunistiske bevægelse og arbejderbevægelsen, hæver dens niveau, beslutsomt kæmper mod revisionistiske afvigelser og imperialistiske teser såvel som mod en rent formel opfattelse af internationalisme.
Troskab mod arbejderklassens internationalismes principper, dens konsekvente anvendelse i alle partier og organisationer i arbejderbevægelsen og den kommunistiske bevægelse, konsolidering af enhed, solidaritet og samarbejde mellem de marxistisk-leninistiske kræfter er mere nødvendig end nogensinde og udgør en grundlæggende opgave for forberedelsen af revolutionens og socialismens sejr på verdensplan.
Bragt i Scintilla nr. 141, januar 2024, avis for Kommunistisk Platform, Italien