Denne artikel er skrevet i marts 2018, før fascisten Jair Bolsonaro blev indsat som ny præsident i Brasilien ved præsidentvalget i oktober. Den giver et indblik i, hvordan hæren eskalerede volden og utrygheden, der var et af Bolsonaros valgtemaer. Den giver samtidig et konkret eksempel på, hvordan den taktik, der bruges af kapitalistiske regeringer verden over, med at trække ”volds- og narko-kortet”, er vendt mod befolkningerne og holder hånden over pengebagmændene.
Brasiliens historie er fyldt med eksempler på militære interventioner, der forsvarer borgerskabets og udenlandsk kapitals interesser og undertrykker arbejdere og fattige. Det var tilfældet i 1964, da præsident João Goulart blev afsat for at undgå en 100 % stigning i minimumslønnen, landreformer og loven om overførsel af profit til udlandet, og man etablerede et blodtørstigt diktatur.
I 1988 invaderede hæren Companhia Siderúrgica Nacional (CSN), det nationale mineselskab, for at forbyde arbejdere at strejke retmæssigt for bedre lønninger. Resultatet var massakren ved Volta Redonda d. 9. november, hvor 31 arbejdere blev såret og tre døde: Carlos Augusto Barroso, 19 år gammel, Valmir Freitas Monteiro, 22 og William Fernandes Leite, 23.
I 2016 gav de bevæbnede styrker grønt lys til at korrumpere kongresmedlemmer, der havde godkendt den arbejdsmarkedsreform, som fratog arbejderne deres rettigheder, derefter rev grundloven i stykker og anklagede præsident Dilma Rousseff, der var valgt af 51 millioner mennesker, og erstattede hende med Michel Temer.
Nu træder hæren ind for at redde en regering med en kup-præsident, som blev forkastet af mere end 70 pct. af det brasilianske folk og anklaget af Rigsadvokaten (PGR) for at være leder af en bande, der stjal mere end 587 millioner reales fra statskassen [en brasiliansk real svarer til omkring 1,60 DKK, o.a.].
Påskuddet for at gribe militært ind er, at Rio de Janeiro ikke kan styres, og at volden har overtaget i staten. Men ifølge den 11. årsopgørelse for samfundssikkerhed (2017), foretaget af Det Brasilianske Forum for Samfundssikkerhed, er Rio de Janeiro den tiende mest voldelige stat i landet. Den voldeligste er Sergipe, med 64 dødsfald per 100.000 indbyggere, nr. to er Rio Grande do Norte, med 56,9 dødsfald; nr. tre Alagoas (55,9); Pará er nr. fire (50,9); Amapá nr. fem (49,6); nr. seks er Pernambuco (47,6); Bahia er nr. syv (46,5); nr. otte er Goias (43,8); Ceará er nr. ni med 39,8 dødsfald for hver 100.000 indbyggere; og Rio de Janeiro er nr. ti med 37,6 dødsfald. Det vil sige, at hvis det virkelig var grunden, så ville de andre ni stater også være udsat for militær intervention.
Det er heller ikke sandt, at dette års karneval i Rio var det mest voldelige. Ifølge Joana Monteiro fra Institut for Samfundssikkerhed i Rio de Janeiro (ISP) havde 2018-karnevallet færre episoder end i tidligere år. Antallet af episoder var 5.865, tæt ved sidste års 5.773, lavere end i 2016, hvor der var 9.016 episoder, og lavere end i 2015 med 9.062 episoder. Tyveri af mobiltelefoner faldt også fra 478 i 2017 til 336 i 2018. Tilfældigvis fortalte den statslige kontrollør, general i hæren Walter Braga Netto, d. 16. februar pressen, at situationen i Rio ikke var så slem, som den lød. ”Der er meget medie,” sagde han.
Men borgerskabets mainstream-medier gemte denne viden og forsøgte at sprede panik blandt befolkningen.
Den ulovlige narkohandel og bankfolkene
Dem der forsvarer den militære intervention, spreder fortsat løgnen om, at Rio de Janeiro er centrum for narkosmugling og organiseret kriminalitet i Brasilien.
I dag er landets største og mest magtfulde kriminelle organisation den såkaldte Hovedstadens Første Kommando (PCC), som blev dannet, voksede og stadig er baseret i São Paulo, hvor den kontrollerer fængslerne og beordrer mord og oprør over hele landet. Den Røde Kommando (CV), baseret i Rio, er den næststørste kriminelle organisation, men den har formindsket styrke og har mistet indflydelse til PCC.
São Paulo er centrum for narkosmugling i Brasilien. Den spanske avis El Pais fortæller 5. september 2017: ”São Paulo er nervecenteret i den internationale kokainsmugling”. I artiklen beretter avisen, at det statslige politi konfiskerede seks ton narkotika i havnen i Santos og arresterede 73 mennesker, hvoraf mange var knyttet til PCC. Avisen sagde: ”Det er den rigeste brasilianske stat, hvori magtfulde smuglere – mange bor i de dyreste kvarterer i Säo Paulo – kontrollerer flowet af tonsvis af stoffer, hovedsageligt kokain, der kommer til Europa.” Alligevel, ifølge El Pais, ville de involverede politibetjente ikke tale om ”ejere af store virksomheder eller offentlige figurers forbindelse til international narkosmugling”.
Det er det, som er problemet. Det er hyklerisk at tale om at bekæmpe vold og kriminalitet uden at konfrontere storkapitalisterne og de bankfolk, som profiterer på narkosmugling. En undersøgelse udført af Consultoria Legislativa, en del af Deputeretkammeret, fremhæver, at narkosmugling tegner sig for 15,5 milliarder reales per år i Brasilien. Ifølge studiet tegner pot sig for 6,68 milliarder, kokain 4,69 milliarder, rygekokain 2,95 milliarder og ecstasy 1,189 milliarder. På verdensplan, ifølge FN’s kontor for narko og kriminalitet (UNODC), tjener narkovirksomheder 870 milliarder dollars.
Bliver der opbevaret denne mængde penge i madrasser i Rio de Janeiros slumkvarterer? Eller findes denne trafik ikke snarere i et gavmildt partnerskab med finansverdenen, mere præcis med landets tre største private banker, som samlet tjente intet mindre end 47 milliarder reales sidste år?
Rent faktisk bliver pengene tjent på narkosmugling hvidvasket af private banker, indsat på store virksomhedskonti, som om de var tjent på lovlig virksomhed, og dernæst sendt lovligt ud af landet. Alligevel hverken gør eller ser finansministeriet, ledet af bankmand Henrique Meirelles, eller Centralbanken, bestyret af Ilan Goldfain, som er medejer af banken Itaú, noget for at forhindre hvidvaskning af penge fra narkohandel eller fra organiseret kriminalitet. Deres årsager er enkle: De beskidte penge øger deres fantastiske profitter.
Involveringen af store virksomhedsejere bliver faktisk skjult af både de borgerlige medier og af det offentlige, bankerne og dommerne. Det statslige politi konfiskerede d. 24. november 2013 en helikopter med 450 kilo kokainbase, der tilhørte statssekretær i Minas Gerais, Gustavo Perrela, søn af senator Zezé Perrella (PMDB), begge venner af senator Aecio Neves (PSDB). Frem til i dag er ingen blev straffet i sagen, der blev kendt som ”pulverhelikopteren”.
Men alt imens banker og virksomheder, der profiterer på narkohandel, er beskyttet, bliver småsmuglere behandlet som store smuglerchefer og farlige banditter af de borgerlige medier.
Hærens operationer slår fejl
Når man ikke tager fat i de grundlæggende årsager til stigning i narkohandel og kriminalitet eller dens kobling til finansverdenen, vil hærens interventioner i Rio de Janeiro fejle – ligesom Garantia da Lei e Orden-operationerne (Garanti for Lov og Orden, GLO). Beviset er, at siden 2010, da daværende præsident Luiz Inacio (Lula) da Silva sammen med guvernør Sergio Cabral besluttede, at hæren skulle besætte Morro do Alemão, gennemførte GLO 17 operationer i delstaten. De kostede statskasserne milliarder af reales og er et bevis for, at den nuværende anordning om militær intervention ikke stoppede volden og narkohandel i Rio. Hvis de penge, 2,4 milliarder reales, var blevet investeret i uddannelse, sport og kultur for de fattige eller i at skabe jobs (i de sidste tre år, fra 2014-2017, er antallet af arbejdsløse i Rio steget med 175 %), havde resultatet måske været langt mere frugtbart for folket i Rio.
Hæren ved, at militære interventioner ikke vil løse problemet med vold og narkohandel. I juni sidste år erklærede hærføreren general Eduardo Villas Bôas i Senatets komité for internationale relationer, at brugen af væbnede styrker i sikkerhedsaktioner er ”udmattende, farligt og ineffektivt”, og at ”vi kan ikke lide denne type arbejde, vi kan ikke lide det”. Hvorfor er det så, at de valgte at acceptere ”offeret”?
Først og fremmest for at redde Temer og den korrupte regering, som de hjalp med at placere i Planalto-paladset. Rent faktisk er Temer-regeringen ansvarlig for den højeste arbejdsløshed i de senere årtier – 12,7 millioner arbejdsløse ifølge IBGE-tal (Det brasilianske institut for geografi og statistik). Den er pløret til i et mudderhav af korruption og er blevet afvist af næsten hele det brasilianske folk.
Dernæst, som generalen forklarede, da han svarede på spørgsmål fra journalisten Vinicius Torres Freire fra avisen Folha de São Paulo: ”Hvad hvis hæren fejler?” Belejringen fortsætter, en sand krig, nationens fiasko. (FSP 18. februar 2018)
Det er ikke ret forskelligt fra, hvad general Antonio Hamilton Martins Mourão sagde 15. september under en forelæsning hos frimurerne i Brasilia: ”Efter min mening, og den er sammenfaldende med mine kammerater i hærledelsen, er vi i en situation, som vi måske kan huske fra logaritmetabellen. Vi når til et punkt, hvor institutionerne enten løser det politiske problem via domstolene, og derved fjerner de elementer fra det offentlige liv, som er involverede i ulovlige aktiviteter, og ellers må vi gennemtvinge det.” (A Verdade nr. 199)
Frygten for sandheden
I mellemtiden bliver den brasilianske grundlov undergravet bid for bid, og individets borgerrettigheder bliver tilsidesat dagligt. 23. februar blev beboere i områderne Vila Kennedy, Correia og Vila Aliança i det vestlige Rio på vej på arbejde afkrævet at vise ID og arbejdstilladelse til soldaterne, som registrerede dem uden årsag. Operationen indebar, at 3.200 ansatte i de væbnede styrker ublu henvendte sig til beboerne med maskingeværer – og efterlod 20.000 børn uden skolegang.
Mureren Edvan Silva Monteiro var en af ofrene for hærens personregistrering. ”Jeg skulle bare på arbejde med min madpakke. Soldaterne sagde, at de skulle se mine papirer. Da jeg så gik hjem for at hente dem, kom jeg for sent, og min chef fyrede mig.” Pressen fik forbud mod at følge operationerne, fordi dette, ifølge en soldat, ville afskrække dem fra at udføre deres aktion.
Efter næsten en måneds militær intervention i Rio de Janeiro er volden steget i stedet for faldet. Skyderier og dødsfald sker dagligt, og i de seneste to måneder alene har Militærpolitiet dræbt 154 mennesker.
Som om det ikke var nok, havde advokaten Marielle Franco fra PSOL (Partido Socialismo e Liberdade – Partiet for Socialisme og Frihed) modsat sig den militære indgriben, og hun og hendes chauffør Anderson Gomes blev henrettet i deres bil med ni skud i ryggen d. 15. marts. Mordene skete, efter Marielle anklagede Den 41. Militærpolitibataljon for at ”terrorisere og brutalisere beboerne I Favela do Acari”, og hun fortalte om den konstante politikriminalitet mod sorte unge i Rio.
Den brasilianske advokat-organisation (OAB – Ordem dos Advogados do Brasil) og den offentlige forsvarer gjorde det samme og forlangte respekt for hvert enkelt menneskes rettigheder. Men den østlige militærkommando (Comando Militar do Leste – CML) forsvarede den fortsatte intervention og forlangte kollektive dommerkendelser.
Det er ikke noget nyt. De væbnede styrker har ikke tradition for at respektere menneskerettigheder. Ubestrideligt torturerede de 20.000 mennesker, arresterede 50.000 og myrdede hundredvis af revolutionære, arbejdere, bønder og oprindelige folk i de 21 år, de sad ved magten. Det er grunden til, at general Villas Bôas, hærchefen, hurtigt anmodede om, at ”militæret må have garanti for at kunne handle uden at risikere en ny sandhedskommision”. Frygt for hvad? For sandheden!
Men folk reagerer mod dette skridt hen imod en politistat og den øgede militære indgriben i landet. Folk går på gaden og forlanger stop for militær intervention og anholdelse af alle mordere i går og i dag.
Kampen for et folkeligt demokrati
I virkeligheden er demokratiet i Brasilien intet mere end borgerskabets diktatur, der skal bedrage arbejderne og holde dem fra revolutionen. For under kapitalismen er det de rige og deres partier, som har midlerne til at kommunikere, trykmaskinerne, millionerne til at udføre deres kampagner, bestikke dommere, partier, politikere og stemmer. Desuden opsætter de flere og flere forhindringer for eksistensen af arbejdernes politiske partier, såsom afspærringsklausulen, delingen af radio- og tv-tid og delingen af partimidlerne mellem de gamle partier. Det er derfor kun et demokrati for få hundrede milliardærer, dvs. for den udbyttende klasse.
Blot fem mænd ejer halvdelen af landets rigdom. Disse milliardærer ønsker ikke demokrati eller frihed, fordi de er nødt til at kunne kontrollere staten, domstolene og de væbnede styrker, der har jagerflyene og kraftfulde våben til at udrydde dem, der modsætter sig denne magt, hvis de skal kunne blive ved med at akkumulere velstanden.
Det er derfor nødvendigt at bruge alle eksisterende værktøjer og måder at kæmpe på, at undgå at sprede illusionen om, at dette falske demokrati skal reddes eller er noget værd, og at vække dem, der stadig tror, at demokrati kan finde sted under den kapitalistiske imperialisme. Det er nødvendigt at forene de millioner af udbyttede mod minoriteten af udbyttere og afsløre borgerskabets udemokratiske stat, bevidstgøre befolkningen, om at vi må kæmpe for en revolutionær regering, et folkeligt demokrati, der for at eksistere kræver et nyt økonomisk system og en afslutning på det uretfærdige klassesamfund, hvor en minoritet af mennesker, byernes og landområdernes borgerskab, udbytter alle dem, som må sælge deres arbejdskraft for at overleve.
Luiz Falcão er medlem af Centralkomitéen i PCR og chefredaktør for A Verdade (Sandheden)
Marts 2018