Krig og oprustning har fået en stadig mere central plads i NATO- og EU-landet Danmark, og militarisering gennemsyrer hele samfundet. Civilt og militært blandes sammen. Imperialistiske ambitioner driver politikerne til at opruste, til at kaste Danmark ud i krige og militære aktioner. Og til at opprioritere våbenproduktion, både som en del af krigsparatheden og som en profitgivende del af økonomien.
Krig er en sikring af kapitalismens markeder og adgang til råstoffer, men også et stort og voksende marked i sig selv.
Krig og oprustning koster i liv og ødelæggelser, og det koster i beskåret velfærd, når våben og tropper skal betales. For de involverede virksomheder er det en guldrandet forretning, som staten servicerer.
I denne artikel vil jeg sætte fokus på den danske våbenindustri og dens forbindelse til statens krigs- og industripolitik. En forbindelse, der viser sig at være endnu tættere sammenflettet, end man nok umiddelbart forestiller sig.
Det seneste forsvarsforlig, gældende for 2018-2023, udtrykker den øgede militarisering og den mere offensive oprustning, der finder sted. Det bidrager til opbygningen af en militær front i Europa mod Rusland, militariseringen af Østersøen og Baltikum, en strategi for cyberangreb, oprustning af Arktis og parathed til militære missioner over hele kloden. Til vands, til vands, i luften – og i rummet. Det muliggør, at Danmark inddrager større og stærkere våben og et aktionsklart militær, bl.a. med en NATO-brigade på 4.000 soldater, der kan operere selvstændigt. Der er typisk ikke tale om at opbygge et forsvar, men om et angrebs- og overvågningsmilitær.
Retningen hen imod NATO’s 2 %-krav ligger fast. Militæret er efter en tillægsbevilling i år oppe på at bruge 1,5 % af BNP i 2023. I kroner er dette sat til 35,3 milliarder som årlig udgift, når vi når frem til 2023.
Danmarks militærudgifter fremstilles som små, som noget der halter bagefter i NATO, men måles de op imod indbyggertallet, ligger Danmark blandt verdens øverste fem. Kun USA, Storbritannien, Frankrig og Norge bruger flere penge på militær pr. indbygger.
Ud over at indgå i USA’s og NATO’s planer for militarisering er også EU ved at udvikle sig til en militær faktor, hvor Danmark er medspiller, trods vores forbehold fra EU’s militære del.
EU satser stort på våbenproduktion, og politikerne fra de regeringsførende partier ønsker i den grad at sikre danske virksomheder, når våbenmilliarderne skal fordeles.
EU giver kapitalindsprøjtning til våbenindustrien
EU sætter i deres budgetforslag for 2021-27 et beløb af på 13 milliarder euro til forskning og udvikling af våben under Den Europæiske Forsvarsfond. Danmarks bidrag er sat til 1,9 mia. kr.
Det er Forsvarsministeriets påstand, at våbenproduktion som en privat industri ligger uden for forsvarsforbeholdet. Og de tillader sig også at medtage statens hjælp til samme i denne undtagelse fra undtagelsen. Treenigheden ”myndigheder – industri – forskning”, som de selv betegner det, må gerne samarbejde inden for EU om militære forhold, fordi ”forsvaret ikke vil være en udøvende part i projekterne”. Det må man da kalde en installering af skyklapper – og manipulation, der vil noget.
I EU’s baggrundspapir til Forsvarsfonden står formålet mere klart. Det drejer sig om at opbygge en militær dimension i EU og styrke militæret i medlemslandene:
– Overordnet er hensigten at sikre det materielle grundlag for et stærkere og mere selvstændigt europæisk forsvar. Og:
– Samlet set forventes fonden dermed at bidrage til Unionens handlefrihed og strategiske autonomi, understøtte en mere omkostningseffektiv udnyttelse af de nationale forsvarsbudgetter, mindske fragmentationen af det indre forsvarsmarked, reducere risikoen for overlappende kapacitetsudviklingsprojekter og i sidste ende foranledige større interoperabilitet mellem medlems-staternes forsvarsmateriel.
Under EU’s budgetforslag kan man læse, at Forsvarsfonden har til formål ”at styrke EU’s evne til at beskytte sine borgere”.
Altså klart et led i EU’s militære udvikling og militære arbejdsdeling. En arbejdsdeling, som den nye krigsminister Trine Bramsen også slår på, når talen falder på EU’s militær. Efter hendes mening er det ikke nødvendigt i den aktuelle situation at sætte forsvarsforbeholdet på prøve (og få et Nej fra befolkningen til at opgive det). Danmark er jo både med under EU’s Forsvarsfond, indgår i en militær arbejdsdeling og er tilsluttet Det Europæiske Interventionsinitiativ, sammen med en række andre EU-lande.
Denne del af EU’s militærrettede aktiviteter er ikke den eneste, Danmark deltager i. Der er sat 6,5 milliarder euro af til at gøre Europa krigsklart ved at styrke de ”strategiske transportinfrastrukturer” til militær mobilitet, dvs. at kunne flytte tropper og tunge våben – den såkaldte ”Connecting Europe-facilitet”.
Endnu et enormt støtteprogram på hele 100 milliarder euro vil også være åben for våbenindustrien.
Chefen for europæisk markedsudvikling i Terma skriver på netavisen Altinget om Danmarks opbakning til EU’s Forsvarsfond:
– I Terma tror vi på, at denne udvikling får stor betydning, og vi har derfor siden 2016 haft kontor i Bruxelles. De første konkrete resultater er da heller ikke udeblevet. Terma er f.eks. nu med i det såkaldte OCEAN2020-projekt sammen med mere end 40 andre aktører fra 15 forskellige EU-lande. Og:
– Da det er repræsentanter for medlemsstaternes regeringer, der fastlægger arbejdsprogrammet for EDF, er det derfor vigtigt, at danske repræsentanter spiller en aktiv rolle med hensyn til forsknings- og udviklingsprioriteterne. Dette omfatter også at definere de danske kapacitetsbehov, formulere dem til danske forsknings- og udviklingsprioriteter og sikre, at disse tages i betragtning i EU-sammenhæng. Og det indebærer formentlig, at Danmark over tid selv afsætter yderligere midler til forsvarsforskning for at få fuldt udbytte af EDF og dermed sikre et hjemtag af EU-midler svarende til eller gerne højere end det niveau, som Danmark bidrager med.
Også toppen i fagbevægelsen bakker op om EU’s fokus på militarisering. På netavisen Altinget lyder argumentet fra Johan Moesgaard og Kristian Ersbøll, hhv. EU-chef og EU- og forsvarspolitisk rådgiver i Dansk Metal, at en voksende krigsproduktion vil skabe nye arbejdspladser.
De har også kastet sig ud i lobbyisme over for medlemmer i EU-parlamentet med opfordring til at styrke EU’s Forsvarsfond og i øvrigt arbejde for at få afskaffet det danske forsvarsforbehold.
Deres hensyn ligger hos arbejdsgiverne, der både sælger våbnene og profiterer på de imperialistiske krige. Ikke hos deres medlemmer, der kun har interesse i fred mellem nationerne.
Da danske politikere besluttede købet af de nye F-35-kampfly, var et af de mest fremhævede argumenter også arbejdspladser. Hellere en investering i krig end i samfundsnyttig produktion.
Staten servicerer våbenindustrien
Statens støtte til våbenindustrien ligger under Erhvervsstyrelsen, der administrerer industrisamarbejdet i tæt samarbejde med Forsvarsministeriet. Bl.a. formidler staten, at der indgås samarbejde mellem danske virksomheder og internationale våbenproducenter. Statens samarbejdspartnere er en række interesse- og lobbyorganisationer, der er tæt involveret i dette privat-offentlige samarbejde:
FAD (Danish defence and security industries association) med 80 medlemmer er en del af Dansk Industri. Med egne ord er organisationen “dansk forsvars, sikkerheds- og aerospaceindustris talerør. Aktivt involveret i politikudvikling inden for området og repræsenterer industrien i internationale fora”.
CenSec (Center for Sikkerhedsindustrien i Danmark) har 128 medlemsvirksomheder og betegner sig selv som den førende paraplyorganisation på området, med en samling af virksomheder inden for forsvar, sikkerhed, rummet og cybersikkerhed. Også universiteter og andre institutioner blandt medlemmerne. CenSec beskriver sig selv som den organisation, der forbinder det civile samfund, dets institutioner og autoriteter, produktionen og militæret. Det erklærede formål er at fremme militærindustrien.
Danish Maritime Brancheorganisation for danske leverandører af maritimt udstyr, service, skibsdesign og skibe. Danske Maritime repræsenterer sine medlemmer politisk på såvel nationalt som europæisk og internationalt plan. Danske Maritime har tæt og løbende kontakt med danske og europæiske politikere, ligesom organisationen er repræsenteret i internationale fora som den internationale maritime organisation IMO.
Naval Team Denmark En eksport-organisation, der er dannet af våbenfabrikanter i Danmark inden for flåde- og søfartsområdet. Organisationen indgår i et tæt samarbejde med den danske flåde, og mange produkter er udviklet i dette samarbejde. Derfor hører det også under firmaets tilbudsliste at levere krigsskibe til brug for medlemmernes PR-fremstød. Lobbyorganisationen blev dannet i 1992, og i 1995 blev den blåstemplet af Folketinget.
En business case på dækket af fregatten Iver Huitfeldt
Her er det på sin plads at komme med et eksempel på et sådant fælles reklamefremstød mellem staten og våbenindustrien.
I maj måned samledes mere end 40 virksomheder til et seminar afholdt af et af USA’s helt store våbenfirmaer, Raytheon, kendt som producent af radar- og missilsystemer som f.eks. Patriot-missilerne og leverandør til bl.a. Saudi-Arabiens og USA’s krige.
Danmark havde i dagens anledning udlånt fregatten Iver Huitfeldt til seminaret, der fandt sted på Korsør flådestation. Initiativtager var den danske ambassade i Washington. Nu skulle der indgås aftaler mellem Raytheon og danske virksomheder under modellen B2B, Business to Business-arrangementer – en ordning, hvor den danske stat støtter erhvervslivet.
Hele rækken af statens ovennævnte samarbejdspartnere, våbenindustrien lobbyorganisationer, var en del af setuppet. Til stede var også Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse, der således sikrer sine leverancer ‘fra jord til bord’.
Raytheon omtaler sig selv som en betroet samarbejdspartner for Danmarks militær i et partnerskab, der har strakt sig over mere end 50 år.
En industrigren i vækst under konceptet ’Open for business’
I 2013, under SRSF-regeringen, blev strategien ”Open for business” vedtaget, og den er stadig gældende. I samme omgang røg også den hidtidige offentlige statistik over dansk våbenproduktion ud med badevandet. Nu skulle der nemlig sættes turbo på Danmark som våbenproducerende land. Vores deltagelse i diverse militære indsatser skal forstås som reklamefremstød og give goodwill for danske virksomheder. Ambassader og forsvarsattachéer har opgaven som reklamesøjler og fødselshjælpere for dansk våbenindustri. Væksten skal jo fremmes, og Forsvarsministeriet må gøre sit. Under argumentationen for den nye strategi kan man således læse:
– Dansk forsvars markante bidrag til internationale operationer giver Danmark profil og ”goodwill” i mange lande og regioner. Dette kan udnyttes i markedsføringen af Danmark, og Forsvarsministeriets område skal i den forbindelse spille en aktiv rolle både i markedsføringen og i etableringen af relevante kontakter for danske virksomheder. Her tænkes særligt på virksomheder inden for forsvars- og aerospaceområdet og virksomheder, der udvikler og sælger produkter med potentiale inden for området. Der skal således også fokuseres på at bidrage med støtte til virksomheder, der sælger varer og tjenesteydelser, der ikke kategoriseres som forsvarsmateriel, selvom de anvendes af forsvars-myndigheder.
Og sådan er det blevet. Krigsindustrien er i stærk fremvækst i Danmark, godt hjulpet på vej af serviceringen fra staten og EU. Hvor stærk kan man af gode grunde ikke få et overblik over, nu hvor statistikken er hemmelig. Og som man lægger op til, er grænsen mellem civil og militær produktion flydende, da rigtig mange elementer indgår i oprustningen.
Et af redskaberne i Open for business-strategien er ”Forsvarets industridage”. Den 22. august i år deltog 300 virksomheder. Det drejer sig om en markedsdag, hvor krigens købmænd viser dagens tilbud til opkøberne i militæret.
Samarbejdet mellem krigsproducenterne og staten er som på enhver markedsdag, hvor varerne falbydes, og hvor køberne i militæret også gør rede for deres behov, men ud over køber-sælger-forholdet drejer industridagen sig også om statens servicering af købmændene, og også som et arrangement for lobbyisterne. Bl.a. præsenteres muligheden for at søge udviklingspenge, der er afsat på finansloven og i forsvarsforliget med puljer, der kan søges i udvikling af de våben, der særligt efterspørges inden for NATO, EU og af dansk militær (medfinansieringspuljen). I alt under finansloven samt forsvarsforliget var der i perioden 2018-23 afsat 160 millioner til ”medfinansiering af danske virksomheders og universiteters samarbejdsprojekter med internationale partnere”. Der tilføjes yderligere penge hvert år over finansloven.
Mulighederne for at søge penge i EU’s Forsvarsfond promoveres naturligvis også, ligesom staten i samarbejde med våbenproducenternes lobbyorganisationer tilbyder rådgivning, seminarer, match-making og hjælp til iværksætteri på området – gratis eller medfinansieret. Seks erhvervshuse og seks underfilialer står klar fordelt over hele landet for denne industri.
På en høring i Forsvarsudvalget i oktober 2018 blev mulighederne i EU’s Forsvarsfond fremlagt for uddannelsesinstitutioner, firmaer og politikere. Formålet med høringen var at sammensvejse et samarbejde mellem det private og det offentlige med formålet at styrke dansk våbenindustri ved at inddrage uddannelsesinstitutionerne og trække flest mulig penge ud af fonden.
Hvad består krigsindustrien af i Danmark?
Krigsindustrien udgøres af et meget bredt felt, der ud over de åbenlyse som producenter af ammunition, droner, elektronik til våbensystemer o.l. omfatter bredere områder som pyroteknik, containerløsninger, elektronik, sikkerhedssystemer, rumfart, hydraulik, rørsystemer, solcellepaneler, sensorer, gummiprodukter til ekstreme forhold, software, lydkvalitet, satellitter, militært udstyr (skudsikkert tøj, tøj til arktiske forhold m.m.), overfladeteknik, pumpeteknologi, radiokommunikation, digitale kort, krisemanagement, kryptering, støjmåling, biometri (genkendelse af personer) og meget mere.
Våben består af mange delelementer, og dansk våbenindustri indgår ofte med disse i samarbejde med større våbenfabrikanter. Bidragene kan være i form af decideret våbenproduktion, men også alt det omkringliggende krigsmateriel, køretøjer og anden teknik indgår i krigens fysik. Derfor kan våbenfabrikationen ikke så let afgrænses. Men når en maskinfabrik står som medlem af våbenproducenternes interesseorganisation, må man formode, at dens produktion er militært rettet.
Der er også salg af den mere organiserende del omkring industrien og militæret: firmaer, der specialiserer sig i at opsætte samarbejde under B2B, hvor de bidrager med delelementer i større våbenproduktioner. Der er rekrutteringsbureauer, der afsætter tidligere militærfolk til jobs, der kræver en ‘get things done’-mentalitet. Der er konsulentfirmaer, der skaffer penge fra EU, osv.
Der er således en glidende overgang mellem civil produktion og den militære. Man tænker ikke umiddelbart på, at et firma, der arbejder med den perfekte lydkvalitet, indgår i våben- og krigsindustrien. Ikke desto mindre er firmaer af denne type medlem af våbenproducenternes lobbyorganisation og indgår i produktion til militæret.
Antallet af det, man kan betegne som våbenproducenter, i Danmark kan anslås ud fra antallet af medlemmer i lobbyorganisationerne. Her findes de firmaer, som retter deres produktion mod afsætning i militæret, og som nævnt er der mellem 80 og 128 medlemmer i lobbyorganisationerne.
Der er således en lang række firmaer, samt offentlige institutioner, der ser sig selv som en del af sikkerheds- og våbenindustrien. Den militære industri er overalt.
Også det populære område for grøn omstilling er i militært fokus. I oktober afholdt Lockheed Martin i samarbejde med Dansk Industri et B2B-seminar om bæredygtig energi (!).
Et særligt aspekt af våbenproduktion i en dansk sammenhæng er adgangen til Grønlands undergrund, der indeholder sjældne jordarter, som indgår i USA’s våbenproduktion. De er ved at opnå en særlig værdi på baggrund af handelskrigen mellem USA og Kina, hvor Kina svarer igen ved at stoppe eksporten af nødvendige råstoffer for denne produktion. Råstoffer, der findes i Grønlands fjelde.
Uddannelsesorganisationer støtter den militære industri
Hele den danske involvering i krigsindustrien bygger på offentligt-privat samarbejde. Det betyder også, at institutioner, der normalt anses for civile, indgår som medlem i våbenproducenternes paraplyorganisation CenSec og beskæftiger sig med militære spørgsmål og forskning. Som tidligere nævnt kan der søges støttepenge i den retning. Som eksempel kan nævnes It-forum Midtjylland, et vidensnetværk for firmaer, uddannelsesorganisationer og offentlige institutioner i Midtjylland med interesse for informationsteknologi.
Blandt universiteterne driver disse militær forskning og er medlem af CenSec, er Aalborg Universitet, Syddansk Universitet (SDU) og DTU Danmarks Tekniske Universitet
På Aalborg Universitet findes f.eks. “AAU Defence”. Universitetet skriver selv om afdelingen:
– Aalborg Univesitet er industriens foretrukne samarbejdspartnerpartner. Vi arbejder tæt sammen med forsvarsvirksomheder som Airbus Defence & Space, GomSpace, Terma og Hydrema. Vores store erfaring med problembaseret vidensudvikling giver os fleksibiliteten til at køre fokuserede forskningsprojekter, der løser vores industripartneres reelle udfordringer. Ligeledes uddanner vi et stort antal kandidater med høj relevans for militæret og forsvarsindustrien.
På Aalborg Universitet er et af forskningsprojekterne kunstig intelligens, i samarbejde med Airbus Defence, der producerer kampflyet Eurofighter.
I et samarbejde mellem Aarhus Universitet, Aalborg Universitet og Danmarks Tekniske Universitet (DTU) blev 11 studerende I 2019 sendt til Fort Worth, USA for at arbejde med Danmarks kommende F-35-kampfly. Udvekslingen skete i samarbejde med den danske våbenproducent Terma, der er underleverandør til Lockheed Martin, som producerer kampflyene.
AUU skriver på deres hjemmeside:
– Når det overhovedet er muligt for et dansk universitet at sende studerende til en af verdens største og mest innovative arbejdspladser inden for forsvarsindustrien, så skyldes det et partnerskab med den danske virksomhed Terma, der har et årelangt samarbejde med Lockheed Martin og leverer dele til F-35-kampflyet. Siden 2015 har de to virksomheder haft et strategisk samarbejde om at sende danske studerende derover for både at lære noget og lære fra sig.
Uddannelsesinstitutionerne er også behjælpelige, når de mere strategiske aspekter skal indkredses. I september afholdt DTU en konference med tidligere statsminister og generalsekretær for NATO, krigsforbryderen Anders Fogh Rasmussen, som hovedtaler.
Selvom universitetet her stolt fremhæver den militære forskning, skal man ikke tage fejl af, at der er lagt et camouflagetæppe af tavshed ned over området. Aftalerne med våbenindustrien er omfattet af tavshedspligt, og forskerne skriver under på hemmeligholdelsesaftaler.
SDU Dronecenter
Forskning i droner foregår f.eks. gennem Syddansk Universitet i samarbejde med bl.a. Aalborg Universitet. I forsvarsforliget blev Dronecenteret, der blev oprettet i 2017, udpeget som officiel samarbejdspartner med Forsvaret. Dronecenteret er placeret på Fyn pga. nærheden til H.C. Andersen Airport, der har udviklet sig til Danmarks første dronelufthavn, hvor luftrummet er specialiseret til at kunne håndtere test af droner.
Kigger man ind på Dronecenterets hjemmeside, er det imidlertid ikke militære projekter, der skiltes med. Det er udvikling af sundhedsdroner, landbrugsdroner, energidroner, hjertestarterdroner, økodroner og kunstdroner, der springer i øjnene. Ikke desto mindre er produktion af droner i høj grad målrettet militære formål, hvad bevillingen i forsvarsforliget jo også viser.
Et eksempel på militær droneproduktion i Danmark er den nordjyske virksomhed MyDefence , der er indgået i et direkte samarbejde med det amerikanske krigsministerium Pentagon, hvor de får økonomisk støtte herfra til udvikling af teknik til uskadeliggørelse af droner.
F-35-kampfly – Danmarkshistoriens største våbenkøb
Et af de helt store støtteprojekter, hvor skattekroner går til våbenindustrien, er Danmarks involvering i produktionen af F-35-kampflyet under Joint Strike Fighter-projektet, der går tilbage til 1997 og strækker sig frem til købet af flyene. Her medfinansierede Danmark udviklingen af det amerikanske Lockheed Martin-projekt med udviklingen af F-35. USA, Storbritannien, Italien, Holland, Tyrkiet, Australien, Norge, Danmark og Canada har deltaget som ’partnerlande’ i denne finansiering.
En særlig ordning er ”den udenlandske leverandørs forpligtelse til industrisamarbejde”, hvor udenlandske leverandører af forsvarsmateriel kan forpligtes til at samarbejde med danske virksomheder gennem modkøb. Aftalen fremstår som en sikring af ordrer til dansk våbenindustri, som Danmark får hjem, når der indgås aftaler om våbenkøb i udlandet, og den er som tidligere nævnt brugt som murbrækker for oprustning, med argumentet om ’arbejdspladser’. Således også ved købet af kampfly, på trods af, at denne ordning var sat ud af kraft netop ved købet af F-35-flyene. Modkøbsordningen er en kæmpe støtte til dansk våbenindustri.
Også uden modkøbsordningen er danske virksomheder blevet underleverandører til F-35-projektet. Terma, Multicut, Scandinavian Avionics, Systematic, Brüel & Kjær, Corena /Flatirons, Damco, Danish Aerotech, GPV Teknik, Hi Q Copenhagen, Mærsk, Printca, RAE, Saab Danmark og Trelleborg Sealing er blandt underleverandørerne.
Divisionsdirektør i Terma, Lars Hedemann Hilligsøe, udtaler:
– Vi er meget stolte over at være valgt af F-35-programmet til at spille en afgørende rolle i vedligeholdelsen af den globale F-35-flåde. Det er en stor dag, ikke kun for Terma, men også for dansk industri, da perspektiverne ved at være en del af F-35-driften i årtier ud i fremtiden er store.
Samme fornøjelse udtrykkes af Søren E. Petersen, VP Military Sales, Scandinavian Avionics:
– Hos Scandinavian Avionics er vi meget stolte over, at “Avionic Test Center Denmark” er blevet valgt til at være partner i F-35 Globale Vedligeholdelsesorganisation. Dette er resultatet af et særdeles godt samarbejde mellem Terma og Scandinavian Avionics samt med det danske F-35-kampflykontor og andre danske myndigheder i F-35-industripartnerskabet.
I forbindelse med den politiske aftale om anskaffelse af 27 F-35-kampfly blev der i marts 2017 under Erhvervsstyrelsen etableret et ”industripartnerskab for forsvarsrelateret eksport til USA”. Det består af Dansk Industri (DI), Erhvervsministeriet, Forsvarsministeriet og Udenrigsministeriet – og FAD, de danske våbenproducenters lobbyorganisation. Partnerskabet er bl.a. indgangen til at sikre sig danske våbenordrer i forbindelse med produktion og servicering af kampflyet. Men det strækker sig også ud over F-35, idet aftalen skal ”åbne døre til anden højteknologisk eller forsvarsrelateret eksport til USA”.
Dansk Industri beskriver sjovt nok aftalens formål på et seminar med Lockheed Martin) således:
– Formålet er at udvide dansk teknologieksport og samarbejdet med Lockheed Martin Corp.
Hvilken våbenproduktion er aktuelt i fokus?
I september blev MAST-konferencen afholdt (MAST står for Maritime/Air Systems & Technologies). Det er siden 2006 har været en årligt tilbagevendende begivenhed, og for første gang blev den afholdt i Danmark. Arrangøren er et kommunikationsfirma baseret i Storbritannien i samarbejde med lokale arrangører, der i Danmark var lobbyorganisationen CenSec og the Northern Coasts (en flådeøvelse under den tyske flåde, hvor Terma var hovedsponsor). MAST-konferencen var støttet af Erhvervsministeriet, flåden, Forsvaret, Dansk Industri, Københavns Kommune og Wonderful Copenhagen. Samtidig stævnede flådeøvelsen Northern Coasts ud fra København.
24 danskbaserede våbenproducenter udstillede sammen med våbenindustriens lobbyister.
Emnerne for indlæggene på konferencen var dels geopolitiske og strategisk rettede indlæg og dels indlæg om teknik. De siger en del om fokuspunkterne i Danmarks og NATO’s krigspolitik.
MAST-konferencen var i høj grad rettet mod militarisering af Arktis og Baltikum. Den drejede sig om overvågning og kommunikation under arktiske forhold, om hav, flåde, kystområder, operationer under vandet, om ubådskrigsførelse og kortlægning. Om kommunikation, overvågning og satelitter
Men der var også andre emner, som missilteknologi, missiler på land, missiler affyret fra vand.
Ser man på EU’s prioriteringer inden for militær forskning, går den i samme retning. Det er droneteknologi, satellitkommunikation, varslingssystemer, kunstig intelligens/dræberrobotter, cyberforsvar, cyberangreb og overvågning.
Pensionskasserne investerer i våben
Det officielle Danmark støtter våbenproduktion, og naturligvis også produktion af atomvåben, eftersom Danmark er placeret under USA’s atomparaply, og danske politikere har som alle NATO-lande afvist at underskrive FN’s målsætning om forbud mod atomvåben.
Men det er ikke det samme, som at den danske befolkning støtter besiddelsen eller produktionen af atomvåben, eller våbenproduktion i det hele taget. Der er en umiddelbar afstandtagen, og derfor også et udbredt krav til, at lønmodtagernes penge i pensionskasserne ikke skal investeres i våben.
Opgjort i februar 2019 har danske pensionsselskaber en investering på 5.259.453.576 kr. i våbenproduktion, og samlet set har de 17 største pensionsselskaber aktier for mindst 1,13 milliarder kr. af danskernes pensionspenge i virksomheder, der leverer militært udstyr og tjenesteydelser til Saudi-Arabien. Enkelte pensionsselskaber sortlister våbenfirmaer generelt, eller blot dem, der er involveret i produktion af atomvåben.
Dansk våbeneksport til Saudi-Arabien er bl.a. på grund af Saudi-Arabiens massakrer på befolkningen i Yemen blevet så ildeset, at regeringen tidligere på året så sig nødsaget til at forbyde den. I praksis fik det dog lange udsigter, da politiet gik ind og vurderede, at man ikke kunne stoppe de kontrakter, der allerede var indgået, pga. firmaernes ‘velbegrundede forventning om indtjening’.
Et militariseret samfund
Militariseringen gennemsyrer det danske samfund. Årsagerne finder vi i de skærpede imperialistiske modsætninger. Modsætningsforhold, der både er økonomiske og militære, og oprustning og våbenproduktion er en markant faktor på begge felter.
Modsætningerne kommer til udtryk i imperialistiske krige såvel som i den skærpede konkurrencekamp om profit. En stor del af samfundets videnskabelige innovation bliver prioriteret til militære formål. Og i en situation, hvor den kapitalistiske vækst står mere eller mindre i stampe og rammes af tilbagevendende kriser, bliver den militære produktion en udvej for kapitalen. Også opbygning af ødelagte lande er en profitabel mulighed for anlægsindustrien.
NATO optræder med en stadigt mere aggressiv strategi i forsøget på at opretholde den vestlige imperialismens stilling i verden – og danske politikere sikrer, at Danmark følger trop. Våbenproduktion er et kæmpe vækstområde for dansk industri, og staten er ved at falde over sine egne ben for at nurse og servicere. Monopolernes overnationale stat EU arbejder i samme retning.
Det er de imperialistiske interesser og modsætninger, der er årsag til krigene, men de store profitmuligheder, der ligger i produktionen af våbnene, skaber også fraktioner inden for kapitalen, der med ekstra iver vil være fortalere for Danmarks næste krig.
Kapitalisme bygger på en cyklus af ødelæggelse, genopbygning og ødelæggelse. Ofte er tekniske opfindelser, vi bruger i hverdagen, udviklet til militære formål.
Det betyder på ingen måde, at den militære tekniske udvikling er samfundsnyttig. Den omvej er ren spild, og i et socialistisk samfund, hvor innovation kan sættes ind lige der, hvor flertallet har brug for det, er dette spild af ressourcer afskaffet. Det kæmpe spild af menneskeliv, som krigene er, vil i en socialistisk verden også være fortid. Det samme gælder naturligvis de enorme militære udgifter, som i stedet vil kunne bruges til fredelig opbygning af samfundet.