Byen São Paulo i Brasilien, Latinamerikas største metropol, er præget af dybe sociale modsætninger. Mens imponerende skyskrabere symboliserer rigdom koncentreret i hænderne på nogle få, lever millioner af mennesker i ekstremt sårbare situationer og er afhængige af hjælpetjenester for at sikre det nødvendige minimum for overlevelse. Disse ydelser, som burde være statens forudsætning for at garantere de grundlæggende rettigheder, er gradvist blevet overdraget til privatisering gennem outsourcing og overførsel af ansvar til civilsamfundsorganisationer (OSC’er).
Denne struktur, som langtfra er en løsning til at forbedre effektiviteten af tjenesterne, viser sig at være en usikkerhedsmekanisme, der udnytter arbejdere og svækker det sociale beskyttelsesnetværk. Privatisering gennem outsourcing af social bistand udsætter fagfolk for udmattende arbejdstider, konstante lønforsinkelser, vilkårlige afskedigelser og en permanent cyklus af usikkerhed. I mellemtiden bliver de fattigste mennesker ladt i stikken af regeringen, som løber fra sit ansvar under påskud af »partnerskaber«, som i praksis er en afvikling af offentlige tjenester.
Denne model er ikke bare resultatet af dårlig ledelse eller finanskriser, den er udtryk for et politisk projekt, der tjener kapitalens interesser og bruger jobusikkerhed som en kontrolstrategi. For at forstå og bekæmpe denne proces er det vigtigt at analysere rødderne til outsourcing, konsekvenserne for arbejderne og de mulige måder at opbygge ægte offentlig social bistand af høj kvalitet på.
Outsourcing: Forsinkelser og kapitalismens systemiske grusomhed
Udliciteringen af offentlige tjenester i Brasilien, som blev fremmet i 1990’erne under neoliberalismen, afviklede de rettigheder, som arbejderklassen havde vundet. Under påskud af effektivitet overførte borgerskabet strategiske sektorer til den private sektor og forvandlede rettigheder til varer.
I São Paulo var socialhjælp et af hovedmålene, og den kom under kontrol af civilsamfundsorganisationer. Selv om disse organisationer formelt er non-profit, er de afhængige af overførsler fra bystyret, som manipulerer disse ressourcer i henhold til politiske interesser. Resultatet er, at arbejderne står over for usikkerhed og ustabilitet, mens vigtige tjenester behandles som forhandlingsobjekter.
De konstante forsinkelser i overførslerne fra rådhuset, der styres af fascisten Ricardo Nunes (Brasiliens Demokratiske Bevægelse, MDB), er ikke blot fejl, men en del af en strategi for udnyttelse. Uden løn, transportkuponer eller mad lever de outsourcede arbejdere i ekstrem usikkerhed. Denne opgivelsespolitik er ikke forsømmelse, men en dominansmekanisme: Arbejdernes modstand brydes gennem sult og frygt, mens kontraktvirksomhederne tjener på arbejderklassens elendighed. Outsourcing, der sælges som modernisering, betyder i praksis systematisk usikkerhed.
Virksomheden OSC FUNDAC er et eksempel på denne perverse logik. I 2020 afslørede en revision et underslæb på 54 millioner R$, som gik ud over 250 medarbejdere. Selv efter klagen beholdt Bruno Covas’ (Socialdemokratiet, PSDB) bystyre kontrakten og tvang medarbejderne ud i strejke for at garantere betalingerne. Forholdene var nedværdigende: »Jeg arbejdede på CRAS Grajaú om sommeren uden en ventilator. For at undgå at blive syg måtte jeg og en anden kollega gøre vores kroppe våde,« siger Joana, en social interviewer. Det var først, da de nægtede at fortsætte, at der blev sat ventilatorer ind.
I marts 2023 nedlagde FUNDAC-arbejderne arbejdet på grund af endnu en lønforsinkelse. På trods af presset blev betalingerne ikke reguleret. »Vi blev lovet betaling i december 2024, men fristen er overskredet, og der er ikke sket noget,« siger Joana. Selv om de officielle optegnelser viser, at der er udbetalt mere end 1,5 millioner R$ til virksomheden, får arbejderne stadig ikke det, de har til gode. Efter at FUNDAC mistede sin kontrakt, blev den erstattet af ATSantos, hvilket kun intensiverede udnyttelsen med reducerede ydelser og falske begrundelser for ikke at udbetale lønstigninger.
Sagen om OSC CEBASP forstærker denne brutalitet. Efter at kontrakten blev annulleret, blev mere end 350 medarbejdere fyret uden at modtage deres fratrædelsesgodtgørelse. Uden alternativer organiserede arbejderne sig via WhatsApp for at lægge pres på civilsamfundsorganisationer og det kommunale sekretariat for social bistand og udvikling (SMADS). Som den socialpædagogiske rådgiver Thiago siger: »Vi begyndte at mobilisere os selv, fordi ingen gav os svar.« Den kollektive kamp styrkede modstanden mod misligholdelsen.
Presset resulterede i en hidtil uset præstation: garantien for fratrædelsesgodtgørelse. I december 2024 vandt arbejderne gennemsigtighed i betalingsplanen, der viste, hvor meget de havde til gode. Men mange er stadig ikke blevet betalt, holdt som gidsler af et bureaukrati, der beskytter udnyttelsen. »Da vi skiftede team, blev betalingerne hængende i regnskaberne, og vi kræver dem stadig,« siger Thiago. Outsourcing fratager ikke kun arbejderne deres grundlæggende rettigheder, det gør dem også til engangsbrug for den offentlige maskine.
Dette system har ikke kun til formål at spare penge, men også at demobilisere klassekampen. Usikre, rettighedsløse og isolerede arbejdere er lettere at kontrollere. I mellemtiden fungerer staten som medskyldig og overfører ansvar til private organisationer, der fungerer som mellemmænd i udnyttelsen. Diskursen om »modernisering« skjuler et bevidst projekt om at afvikle offentlige tjenester og svække arbejderklassen.
Outsourcing er ikke uundgåelig, det er borgerskabets projekt for at bevare sin dominans. Så længe vi accepterer denne model, vil kapitalen fortsætte med at profitere på vores bekostning. Som Maria, en CRAS-arbejder, så rigtigt opsummerer: »Hvis vi var direkte ansatte på rådhuset, ville vi have stabilitet, bedre lønninger og garanterede rettigheder. Outsourcing behandler os som engangsbrugere.« Kampen mod denne model er en kamp for arbejderklassens værdighed og for folkelig kontrol med offentlige tjenester.
Arbejderklassens styrke bekæmper udlicitering og fascisme
Afviklingen af den sociale bistand er ikke kun en afspejling af den neoliberale logik, men en del af et bredere politisk projekt, som er i tråd med fascismens fremmarch i Brasilien. Moderne fascisme er ikke begrænset til eksplicit vold eller direkte autoritær diskurs; den opererer inden for statens strukturer, udhuler offentlige tjenester og omdanner sociale rettigheder til handelsvarer eller velgørenhed.
Ved at gøre socialhjælpsarbejdere mere usikre svækker staten deres evne til at gøre modstand og gør tjenesten til et instrument for kontrol. Udmattede arbejdere og en sårbar befolkning, der holdes afhængig af velfærd, opretholder uligheden. Denne fragmentering af arbejderklassen er afgørende for at opretholde det fascistiske projekt.
Outsourcing og prekarisering er grundlæggende værktøjer i denne proces, som bryder solidaritetsbånd og isolerer arbejdere i ustabile kontrakter. Over for dette er den eneste udvej kollektiv organisering, som de autonome mobiliseringer af socialarbejdere har vist.
Kampen kan dog ikke begrænses til umiddelbare krav: Vi må kræve en fuldstændig re-statsliggørelse af tjenesterne med offentlige udbud, anstændige lønninger og ordentlige arbejdsvilkår. Som Lenin advarede om i »Staten og revolutionen« (1917): »Ingen undertrykkerklasse har nogensinde forladt sin magt uden modstand.« São Paulos rådhus må tage den direkte styring tilbage og sikre, at den sociale bistand styres af menneskelig værdighed og ikke af merkantil logik.
Cleide, der er medlem af Folkelig Enhed for Socialisme, UP, og Klassekampsbevægelsen, MLC, beskrev socialrådgivernes virkelighed: dedikerede fagfolk, men udmattede og hjælpeløse. Da hun præsenterer organisationerne, ser hun et »håb« blandt dem, der på trods af frygt for repressalier finder styrke i den kollektive bevidsthed. »Min kamp er for hele klassens værdighed,« siger Cleide og understreger behovet for at forene sig mod kapitalistisk udnyttelse. Hendes vidnesbyrd understreger, at mobilisering er vejen til at konfrontere outsourcing, nedskæringer og usikkerhed, som forvandler rettigheder til profit.
Historien viser, at arbejderklassen kun har vundet rettigheder gennem organisering og kamp, som f.eks. ottetimersdagen, sygesikring og social sikring. Nu er det tid til at modstå borgerskabets angreb med strejker, besættelser og folkelige fora, der forener arbejdere og brugere.
Passivitet er ikke en mulighed: Som Rosa Luxemburg lærte os: »Den, der ikke bevæger sig, føler ikke de lænker, der binder ham.« Indignation skal blive til handling for at garantere fulde rettigheder og udrydde udnyttelse. Arbejderklassens kampvilje og organisering er nøglen til at forandre virkeligheden og opbygge et nyt, retfærdigt og lige samfund, et socialistisk samfund.
7. marts 2025
Oversat fra Averdade, organ for Revolutionært Kommunistisk Parti, PCR, Brasilien