skip to Main Content

ORDBOG

Akkumulation

Når man samler og ophober noget, så man hele tiden får mere.

Begrebet bruges i politisk økonomi. I den borgerlige udgave er det historien om, hvordan man gennem hårdt arbejde, evnen til at tage de rigtige beslutninger og turde tage en risiko kan blive rig, tjene stadig flere penge og hele tiden forøge sin kapital, omsætning og ejendom.

I marxistisk politisk økonomi siges det derimod klart:  Det er udbytningen af arbejdskraften og udplyndringen af naturens ressourcer, der skaber merværdi og profit. Værdier der kan investeres i igen at øge rigdom og kapital. At det ikke kommer dem der skaber værdierne, arbejderklassen, til gode skyldes den private ejendomsret.

«Når merværdien ikke anvendes af ejeren til hans personlige forbrug, men bruges som kapital, dannes der ny kapital, som føjes til den gamle som akkumuleres. Anvendelsen af merværdi som kapital kaldes kapitalens akkumulation.» (Marx).

Anarkisme

Politisk retning, der drømmer om et nyt samfund med alle individers frihed, uden at gøre op dem det bestående klassesamfund og den private ejendomsret.  Findes i dag først og fremmest i de autonome miljøer, hvor opbygning af  kollektiver og en anti-autoritær livsstil sammen med ”direkte aktion” mod magtsymboler skal overbevise andre til at gøre det samme.

Anarkismen afviser nødvendigheden af arbejderklassens organisering og det revolutionære parti for at kunne skabe revolutionær forandring og et nyt samfund.

Dialektik

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Dialektisk og historisk materialisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Finansiel og industriel kapital

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Flydende/Konstant kapital

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Højrepopulisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Idealisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Imperialisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Løn under kapitalismen

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Maoisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Marxisme-Leninisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Materialisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Metafysik

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Monopoldannelse

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Opportunisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Produktivkræfter

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Reformisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Revisionisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Socialdemokratisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Spekulation

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Trotskisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Udbytning

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

“Multilateralisme”, et nøgleelement i den kinesiske imperialismes udenrigspolitik

Af Kommunistisk Platform – for Den Italienske arbejderklasses Kommunistiske Parti
  1. Den kinesiske omstilling til multilaterisme

Siden 1986 har “multilateralt diplomati” været en uundværlig del af kinesiske revisionisters udenrigspolitik.

Temaet multilateralisme gjorde sit officielle indtog i den kinesiske politiske diskurs med rapporten om regeringens arbejde fremlagt af Zhao Ziyang i anledning af lanceringen af den 7. femårsplan (1986-90).

I løbet af 1980’erne var kapitalistiske “reformer”, og åbningen til markedet, drivkræfterne bag Kinas bevægelse mod multilaterale institutioner og dets voksende diplomatiske aktivisme.

I 1990’erne udviklede den kinesiske “omstilling” til multilateralisme sig med en fremadskridende deltagelse i internationale organisationer og fora, især af økonomisk karakter. Faktisk krævede den nye kinesiske strategi en mere omfattende og diversificeret deltagelse i forskellige multilaterale fora for at undgå isolation og international fordømmelse. På denne måde blev Kina i stigende grad knyttet til det internationale kapitalistiske marked, trukket ind i imperialismens edderkoppespind som en integreret del af det.

Denne strategi udviklede sig især efter begivenhederne på Den Himmelske Freds Plads (1989), også for at fremme et billede af “ansvarlig magt” og for at begynde at redesigne en global orden, der er mere gunstig for Kina som voksende supermagt.

Deraf reevalueringen af multilateralisme, et redskab til eksternt pres og indblanding, og starten på en proces med gradvis udvikling af denne politik.

I de følgende år gjorde ”den kinesiske drages” voksende økonomiske magt Beijing i stand til at forfølge større diplomatisk og udenrigspolitisk aktivisme.

Siden KKP’s 15. kongres (1997) har de revisionistiske ledere af KKP i pragmatismens navn formelt vedtaget “multilateralisme” som et vejledende princip og operationelt værktøj i deres internationale anliggender, relationer og initiativer.

Nye teser om multilateralisme blev yderligere uddybet under KKP’s 16. kongres (2002) for at udvide aktivismen i internationale anliggender og for at gøre Kina accepteret som udfordreren af USA’s globale magt.

Samtidig er multilateralisme blevet et væsentligt krav for at sikre langsigtet økonomisk udvikling, politisk stabilitet og social fred, både inden for Kina og på dets grænser.

  1. Udviklingen af kinesisk multilateralisme

I de seneste årtier har udviklingen af kampen for verdenshegemoni mellem den amerikanske imperialisme, som er i økonomisk og kulturel tilbagegang, og den hastigt stigende kinesiske (økonomisk kan den nå at overgå USA i løbet af få år; militært styrkes den løbende) omformet den pragmatiske brug af multilateralisme af den revisionistiske ledelse i Beijing.

Som konsekvens har kinesisk multilateralisme konstant udviklet sig, med sine egne karakteristika, under pres fra sine monopoler og dominerende grupper, der ønsker at transformere økonomisk kraft til politisk-militær kraft for at vinde mere gunstige positioner i kampen for genopdelingen af verden.

Kinesisk multilateral politik gik således fra en opfattelse, der først og fremmest fokuserede på den afgørende asiatiske region[i] til en bredere baseret politik, karakteriseret ved Kinas indtræden i globale fora og institutioner, traditionelle tilholdssteder for imperialistiske ledere (f.eks. WTO, G-20 som medlemsland, G-8 som observatør). Selv inden for FN har Kina udviklet sin deltagelse i “fredsmissioner” i snesevis af lande (Afghanistan, Haiti, Kosovo, Libanon, Liberia, Sudan osv.).

Multilateralisme er således blevet et centralt element i de kinesiske ambitioner om at fortsætte den hastige udvikling og om få årtier at opbygge en ny international orden, hvor Kina ikke længere er i en “spændetrøje”, men indtager en afgørende og fremherskende position.

Udviklingen af Trumps isolationisme og krisen i amerikansk multilateralisme har tilbudt nye strategiske muligheder for det imperialistiske Kina for at etablere sig som en fortaler for “inklusiv” økonomisk globalisering, for international orden og for multilateral arkitektur, i opposition til protektionisme.

Kina har faktisk udviklet rivalisering med USA ved at bruge de samme internationale organisationer, som hidtil har været drevet af yankee’er, men har samtidig arbejdet på at ændre magtbalancen inden for dem og undermineret normer og aftaler, der favoriserer supermagten, der i øjeblikket ledes af Biden.

Konceptet og praksissen med kinesisk multilateralisme har udviklet sig midt i sammenstødet mellem interesser og værdier mellem de amerikansk-ledede vestlige magter og de stigende mellem- og stormagter (BRIKS og andre kapitalistiske stater), som ønsker at undslippe amerikansk dominans og opnå en status, der er passende til deres voksende økonomiske, politiske og militære vægt i det internationale hierarki.

Den multilateralisme, som Kina forfølger, søger derfor at presse igennem i de spændinger, der ryster det nuværende system af internationale relationer; dens retorik skjuler kampen for hegemoni mellem imperialistiske magter, og bag dens diplomatiske maske er der den gamle strategi med alliancer og blokke.

  1. Den nuværende fase af kinesisk multilateralisme

Med Xi Jinpings magtovertagelse i 2013 har Kina skiftet til et stort udenlandsk initiativ, som BRI er den mest åbenlyse manifestation af. Den nuværende fase af kinesisk multilateralisme, mere aktiv og selvhævdende end tidligere, blev udtrykt af Xi Jinping under World Economic Forum i januar 2021, som kritiserede hegemonisme og unilateralisme og understregede et konsensuelt system for global styring baseret på universel konsultation og regler. En utopisk imperialistisk verden, hvor forskelle “ikke er et påskud for antagonisme og konfrontation, men derimod et incitament til samarbejde”.

Kinesisk propaganda er baseret på den revisionistiske retorik om, at den gamle USA-ledede internationale orden i efterkrigstiden er blevet stadig mere uholdbar, mens tendensen går i retning af en multipolær verden og globalisering. Derfor skal fremstødet for “udviklingen af et samfund med en fælles fremtid for menneskeheden” (Xi Jinping, rapport til KKP’s 19. kongres) opnås ved at reformere de liberal-demokratiske institutioner for at skabe et miljø, der er mere gunstigt for interesserne og kinesisk imperialismes ambitioner.

På trods af den officielle fortælling er den “ægte multilateralisme” med kinesiske karakteristika både strategisk og opportunistisk, en del af et mod-hegemonisk design.

USA og Kina kæmper konstant for at udvide deres indflydelse internationalt. Spændingen i Det Sydkinesiske Hav og på Taiwan vokser, omend de to supermagter indtil videre ikke ønsker at gå i direkte krig (Kina har brug for tid til at styrke sig selv; det har en interesse i væbnede konflikter, der finder sted i andre regioner i verden i denne periode). Denne kamp udvikler sig også inden for multilaterale agenturer, hvor Kina resolut forsvarer sine afgørende interesser.

Den kinesiske multilateralisme, der er opstået i de sidste tyve år, skal forstås i kombination med diskursen om “multipolarisme”. Begge er en del af strategien for at udvide kinesisk indflydelse og dominans, især blandt “udviklingslande”, hvilket skaber et billede af Kina som en godartet verdensmagt i fremmarch.

Gennem multilateralisme er Kina gradvist ved at vinde magten på regionalt og globalt plan og forfølger sit mål med at trænge ind med sin kapital og gennem bilaterale aftaler med afhængige lande i Afrika, Asien og Sydamerika (hvor Beijing får “dragens andel”), mens det stræber efter at danne en verdenspolitisk struktur, der passer til dets strategiske mål.

På trods af den vildledende propaganda om retfærdige, gennemsigtige, demokratiske diplomatiske forbindelser, om “gensidig fordel”, “win-win-samarbejde” osv. er der faktisk ved at opstå en eksklusiv og konkurrencedygtig “bipolær” model baseret på regionale eller internationale institutioner hængt op på to store imperialistiske magter, USA og Kina, som udfordrer hinanden: den første for at bevare hegemoniet, den anden til at vinde det. Det er en interimperialistisk kamp om overherredømme inden for det døende imperialistiske system.

  1. Multilateralismens klassesyn

Hvad er det for en “multilateralisme”, der støttes af de kinesiske revisionister og deres tilhængere, set fra et revolutionært klassesynspunkt?

Roden til multilateralisme (og multipolarisme) er Kautskys reaktionære teori om ultraimperialisme, som bedrager folkene med håbet om muligheden for permanent fred i det kapitalistiske system (dvs. den fredelige opdeling af indflydelsessfærer og kolonier), og som skjuler de dybe modsætninger, der ligger i imperialismen, ud fra forestillingen om borgerlig perfektion af imperialismen, dvs. fuld integration med den.

Kinesisk multilateralisme er den videre udvikling af de “fem principper” for fredelig sameksistens, fremmet siden 1954 af Zhou Enlai, som fuldstændig har erstattet principperne for proletarisk internationalisme, herunder sameksistens mellem udbyttede og udbyttere, undertrykte og undertrykkere, opgivelse af revolutionære kampe, forhold til fascistiske og reaktionære regimer (gennem årene Pinochets Chile, Francos Spanien, det racistiske Angola, Talebans Afghanistan osv.), tilskyndelsen til det frie verdensmarked m.v.

Ydermere fortsætter og uddyber kinesisk multilateralisme den antimarxistiske og reaktionære teori om de “tre verdener”, som havde til formål at afbøde modsætningerne mellem arbejderklassen og borgerskabet, at eliminere arbejderklassens ledende rolle i revolutionen, at kvæle klassekamp og folkenes nationale befrielseskampe mod det imperialistiske åg for at nå målene om at samarbejde med USA i kampen mod det revisionistiske USSR og sætte Kina i spidsen for staterne i den “tredje verden” og portrættere det som deres vigtigste forsvarer.

Multilateralisme er baseret på typiske borgerlige begreber og praksisser, der afspejler den politiske og juridiske filosofi bag projektet om en liberal international orden. Derfor er den helt fremmed og i modsætning til den marxistisk-leninistiske opfattelse af verden og samfundet.

Grundlaget for moderne amerikansk-ledet multilateralisme blev lagt i Bretton Woods i 1944, med oprettelsen af store internationale organisationer, herunder de Forenede Nationer (FN), Verdensbanken (WB) og Den Internationale Valutafond (IMF), institutioner, der har styrket udnyttelsen og undertrykkelsen af afhængige, semi-koloniale og koloniale folk og lande.

Fra det øjeblik Maos Kina rettede sin kurs mod Amerikas Forenede Stater og fastlagde Sovjetunionen som sin hovedfjende, begyndte det også at gå ind i, eller åbenlyst at støtte, mange mekanismer i det imperialistiske politiske spil.

På multilateralismens grundlag er der klasseforsoning, forsøg på at mildne klassekampen, at bedrage arbejderklassen og de undertrykte folk med fængslende formler. Bag demagogien i “søgningen efter passende løsninger” i en fase med international forandring prædiker multilateralismen samarbejde og social fred mellem udbytterende og udbyttede klasser, mellem undertrykte og undertrykkende lande, mellem undertrykte og undertrykkende nationer.

Den marxistisk-leninistiske opfattelse af social differentiering er baseret på teorien om klasser og klassekampen frem til anerkendelsen af proletariatets diktatur.

Multilateralisme er derimod baseret på forholdet mellem stater eller institutioner i de herskende klassers diktatur, hvis eksistens viser, at klassemodsætninger er uforenelige.

Ved at støtte multilateralisme benægter de kinesiske revisionister den objektive karakter af eksistensen af klassemodsigelser (startende med dem, der eksisterer i Kina); de forsøger at forene fjendtlige klasser; de krediterer ideen om, at imperialisme og kapitalisme er faktorer for fremskridt og fred i verden.

For Peking-revisionisterne – som i årtier har erstattet essensen af den revolutionære teori om klasser og klassekamp med borgerlige begreber og praksisser – er det ikke de folkelige masser, klasserne, der er genstand for processen og den historiske handling; klassekampen er ikke længere drivkraften for udviklingen af det antagonistiske samfund.

Deres holdning er ikke tilfældig: De skal med alle midler forsøge at overbevise arbejderklassen og folkene om, at klassemodsigelser og modsigelser mellem imperialistiske og kapitalistiske magter er forenelige inden for rammerne af det borgerlige system, at løsningen af de eksisterende dramatiske problemer skal findes i større forståelse, gennem gensidigt og bedre samarbejde mellem de herskende klasser, i koalitionen med det imperialistiske borgerskab.

Multilateralisme stiller ikke spørgsmålstegn ved de kapitalistiske sociale produktionsforhold, der nu er fremherskende i Kina, men forsvarer dem. Det afspejler derfor udbytterklassernes interesser, som uundgåeligt står i modsætning til kravene for sociale fremskridt. Det er en liberal metodologi, der har det åbenlyse formål at overbevise arbejderklassen om at slå sig til tåls med betingelserne som undertrykt klasse, for dermed at blive et medgørligt instrument for borgerlig politik.

Samtidig er multilateralisme den mest åbenlyse fornægtelse af princippet og praksis for proletarisk internationalisme, som erstattes med kinesisk nationalisme og solidaritet med folkenes undertrykkere. Navnlig er multilateralismens funktion at fremme og støtte integrationsprocessen af de afhængige lande i de institutioner og mekanismer, der domineres af de imperialistiske lande.

Bag disse typiske koncepter for kinesisk udenrigspolitik og handling er der den asiatiske gigants finansielle oligarki, som febrilsk søger efter at investere kapital i udlandet, som stræber efter at erobre markeder og indflydelsessfærer, som søger at etablere sit hegemoni overalt. En politik, der ikke kan fortsætte uden intensiveringen af udbytningen af den kinesiske arbejderklasse.

  1. De imperialistiske ambitioner og krigsforberedelsernes maske

I årtier har Kina opgivet sin fraseologi om en “revolutionær magt” og indtaget en position som en magt, der forsvarer det kapitalistisk-imperialistiske system. Dens internationale politik, såvel som dens indenlandske, er et middel til at konsolidere udbytterklassernes magt.

Hvis den khrustjovitiske revisionisme erklærede afslutningen på kampen mod imperialismen og for “verdensintegration”, er den kinesiske multilateralisme masken for den uhæmmede ambition hos de kinesiske imperialister, som ønsker at erstatte USA i det politiske og økonomiske herredømme i verden. Dette bedrager på en farlig måde folk om målene for kinesisk imperialisme og forsøger at tiltrække de herskende kliker i afhængige lande under dette banner.

Under det ideologiske såvel som det praktiske aspekt står multilateralisme i åbenlys kontrast til arbejderklassens interesser og med de videnskabelige principper, der udtrykker den historiske udviklings objektive tendenser. Den har en tendens til at opretholde imperialismen, ikke at vælte den for at bekæmpe menneskets udnyttelse af mennesket, enhver undertrykkelse af folkene. De kinesiske revisionisters synspunkter og holdninger er kontrarevolutionære og stemmer overens med borgerskabet i de vestlige imperialistiske og kapitalistiske stater, som de samarbejder og konkurrerer med. Men på trods af revisionisternes indsats eliminerer multilateralisme ikke klassemodsigelser, ej heller dem mellem imperialistiske magter, og endnu mindre dem mellem imperialismen og de undertrykte folk.

Nutidens kapitalistisk-imperialistiske verden er objektivt set mere og mere fragmenteret, splittet, modstridende. Den kendsgerning, at nogle lande er i fremgang og andre er i tilbagegang, på grund af uligheden i økonomisk og politisk udvikling (og ikke på grund af kampen for selvbestemmelse og suverænitet, som revisionisterne hævder), betyder ikke, at verden er mere sikker.

Tværtimod gør netop denne ulighed i udvikling oprustning, konflikter og imperialistiske krige uundgåelige for nye opdelinger af verden og indflydelsessfærer, markeder, kilder til råmaterialer, transportveje osv. Diskurserne om multilateralisme er kun en skærm, bag hvilken stormagterne skjuler forberedelserne til nye krige og bedrager folkene.

  1. Konklusioner og perspektiver

Opfattelsen og praksissen af multilateralisme har intet til fælles med kommunismen, men har til formål at aflede arbejderklassen og folkene fra kampen for revolutionen og socialismen.

Den ideologiske og politiske kamp mod alle dem, der fremmer og forsvarer begreberne multilateralisme, “multipolarisme”, borgerlige “folkeretlige regler” og klassesamarbejde inden for internationale relationer, er et vigtigt aspekt af kampen mod revisionisme og opportunisme i alle dens varianter, der fortsat forårsager alvorlig skade på den internationale kommunistiske bevægelse. Manglen på forståelse af multilateralisme og dens ideologiske og politiske funktion fremhæver den manglende forståelse af imperialismen og dens aktiviteter på den internationale arena.

Der er kræfter og strømninger, der begrænser deres analyse og forståelse af imperialismen kun (eller hovedsageligt) til dens aggressive, militaristiske eller åbent hegemoniske udenrigspolitik, såsom USA’s. Der er andre, der hævder, at Kina og Rusland spiller en antiimperialistisk rolle, fordi de støder sammen med USA, og derfor betragter disse magter som allierede af folkene og støttepunkter for udviklingen af afhængige lande.

Disse alvorlige fejl i forståelsen af imperialismen – kapitalismens højeste og sidste fase – som normalt ledsager støtte til teserne om den multipolære verden og multilateralismens politik, fører uundgåeligt til at undervurdere kapaciteten og faren ved imperialistiske magter som Kina og Rusland; i andre tilfælde fører de til at skjule eller retfærdiggøre årsagerne til den interimperialistiske krig, til at retfærdiggøre oprustning og til at stille sig til tjeneste for de imperialistiske magter, der modsætter sig USA med socialchauvinistiske argumenter for at splitte arbejderklassen og stille dem op mod hinanden .

De partier og organisationer, der definerer sig selv som kommunister, men som anser en ny “fredelig sameksistens” for ønskværdig og mulig i sammenhæng med skærpelsen af modsætningerne mellem imperialistiske magter, som drømmer om en “ikke-aggressiv” imperialisme, eller en hvis aggressivitet kan kanaliseres gennem multilateralisme, som prædiker teorien om “balancen” mellem imperialistiske magter og de relaterede “sikkerhedsarkitekturer” i den såkaldte “multipolære verden”, som stoler på en imperialistisk magt for at bekæmpe en anden, forråder den proletariske revolutions sag og forvandler sig til kræfter, der er underordnet borgerskabet.

Den kommunistiske bevægelses historiske erfaringer viser, at der ikke kan være en “mellemliggende” linje eller grund mellem dem, der støtter marxismen-leninismen, og dem, der støtter opportunistiske og revisionistiske teorier, strategier og praksisser; mellem dem, der kæmper for revolutionen og arbejderklassens magt, proletariatets diktatur, og dem, der støtter multilateralisme, social fred og falsk borgerligt demokrati.

Ethvert centristisk forsøg på at holde diametralt modsatte positioner og tendenser, på at etablere en “mellemliggende” linje i principielle spørgsmål, er ikke kun nytteløst, men fører også til ideologisk degeneration og reaktionære resultater på det politiske område. Over for socialimperialisterne og socialchauvinisterne er ingen anden holdning mulig end en uforsonlig kamp.

Den nye internationale orden, som kommunisterne kæmper for, bygger på den revolutionære alliance mellem arbejderklassen og de undertrykte folk og har socialisme og kommunisme, det klasseløse samfund som mål.

Den enhed, vi kæmper for, er en sand, leninistisk enhed. Det er fuldstændig illusorisk, farligt og vildledende at tænke på at rekonstituere en mægtig international arbejder- og kommunistisk bevægelse, en ny Kommunistisk Internationale, uden en fuldstændig og definitiv ideologisk og organisatorisk adskillelse fra moderne revisionisme og opportunisme, som har til formål at aflede arbejderklassen fra den revolutionære kamp.

Man kan ikke bekæmpe imperialismen, kan ikke udføre den proletariske socialismes revolutionære opgaver og kan ikke opbygge den revolutionære enhed i arbejder- og kommunistbevægelsen uden at frigøre sig fra imperialistisk og chauvinistisk pres og påvirkninger, uden at anerkende og fordømme den revisionistiske og opportunistiske fiasko, uden at åbent og klart bryde med disse strømninger og deres nationale og internationale organisationer.

Denne afgørende adskillelse, begunstiget af skærpelsen af vores epokes hovedmodsigelser, er historisk uundgåelig og nødvendig for at udvikle arbejderklassens revolutionære kamp.

I dag er det mere end nogensinde nødvendigt at opretholde fuldstændig teoretisk, politisk og organisatorisk uafhængighed, fastholde de kommunismens principper for at skabe den mest solide internationale enhed af de revolutionære arbejdere i alle lande.

Forsvaret og udviklingen af marxismen-leninismen, den afslørende og ubarmhjertige kamp mod alle former for revisionisme og opportunisme inden for den kommunistiske bevægelse og arbejderbevægelsen, den levende praksis af proletarisk internationalisme, er grundlæggende aspekter af kampen for at fremme samarbejdet og sammenslutningen af proletariatets revolutionære partier.

CIPOML, som er baseret på en klar marxistisk-leninistisk platform og har altid kæmpet for kommunisternes internationale enhed, spiller en væsentlig rolle i at skabe et stærkt tiltrækningscenter for de revolutionære proletariske kræfter.

Det er grunden til, at den inviterer partierne og organisationerne i alle de lande, der kæmper for socialisme og kommunisme, til at slutte sig til den for oprettelsen af en magtfuld international kommunistisk bevægelse, som vil projicere sig selv i genopbygningen af Den Kommunistiske Internationale.

August 2021

Oversat fra Unity&Struggle nr. 45, 2022

Tidsskrift for CIPOML – Den internationale Konference af marxist-leninistiske partier og organisationer

[i] APEC, Shanghai Cooperation Organisation, oprettelsen af et frihandelsområde med ASEAN-landene, Boao-forummet, ”Seks nations-dialogen” om Nordkorea, oprettelsen af den asiatiske investeringsbank for at støtte enorme projekter såsom “Belt and Road”-initiativet, BRI (De nye silkeveje fra Kina til Sydøstasien, Europa, Afrika), samarbejdet mellem BRIKS, de talrige bilaterale aftaler, der er meget fordelagtige i betragtning af Kinas økonomiske magt, er eksempler på denne tilgang.

Klassekamp – Revolution - Socialisme. Magasinet ENHED og KAMP har det hele!

Tankestof til tidens brændende spørgsmål - Handling i en verden moden til forandring

Del og brug gerne

Back To Top