Siden 2013 har den franske imperialisme indsat op til 5200 soldater i Mali og den store Sahel-region i Nordvestafrika under påskud af “krigen mod terror”. Den militære koalition, kendt under navnet Barkhane der blev oprettet i 2014 under ledelse af den franske hær, involverede hærene i Mali, Tchad, Burkina Faso, Niger og Mauretanien (medlemmer af G5-Sahel-gruppen).
Resultatet af denne krig er forfærdelig for befolkningerne i disse lande: det økonomiske og sociale kaos er forværret, civile er blevet dræbt af bomber og militære operationer udført af de imperialistiske magter som ”tab for at skabe sikkerhed”. Ikke en eneste politisk eller militær leder er blevet arresteret og retsforfulgt for disse handlinger, de nyder total straffrihed.
Bønderne kan ikke længere producere det minimum af fødevarer, der er nødvendige for fattige familiers overlevelse, og angrebene og massakrerne på civilbefolkningen er ikke ophørt, tværtimod. I “tre grænser” regionen (Mali, Burkina Faso, Niger) blev 132 civile for nylig dræbt af reaktionære væbnede grupper.
Denne krig tvinger millioner af mennesker til at flygte: FN’s Flygtningehøjkommissariat (UNHCR) har talt to millioner fordrevne i Sahel pr. 1. januar 2021. De, der forsøger at undslippe fattigdom og krig ved at forsøge at krydse Middelhavet, bliver chikaneret af EU’s Frontex-politi. Og mange dør på denne gigantiske havets kirkegård.
Den imperialistiske militære “løsning” er en objektiv trussel mod udviklingen af folkelige bevægelser blandt arbejdere, bønder, studerende, kvinder … der kæmper for deres ret til at leve, til at træffe beslutning om deres fremtid, til reel uafhængighed, til at sætte en stopper for den nykolonialistiske dominans. De imperialistiske magter støtter reaktionære regeringer så længe de letter udplyndringen af disse landes ressourcer, navnlig mineraler som uran, guld eller vandressourcer, jord til agroindustrielle afgrøder, der kontrolleres af franske og amerikanske monopoler og deres allierede og rivaler.
Ikke desto mere er mobiliseringen af befolkningen mod den franske militære tilstedeværelse og mod Barkhane under udvikling i Mali og i andre lande.
Denne opposition tvang, ud over de væbnede styrkers manglende evne til at kontrollere denne enorme region, Macron og højtstående militære embedsmænd til at annoncere afslutningen på Barkhane.
Dette er en indrømmelse af, at denne type militære operationer er slået fejl. Men det betyder ikke tilbagetrækning af militære styrker. Først og fremmest fordi 2000 franske soldater formodes at blive, men også fordi en anden militær enhed, ved navn Tabuka, vil blive sat ind.
Nej til Tabuka, en europæisk militærstyrke, knyttet til NATO og USA-imperialismen
Tabuka vil være baseret på “specialstyrker” fra de europæiske imperialistiske og kapitalistiske stater for at gennemføre en “europæisk militæroperation”. NATO vil deltage direkte i denne internationale koalition gennem sit logistikagentur, Support and Acquisition Agency – NSPA – som var meget involveret i NATO’s engagement i krigene i Afghanistan og på Balkan. Dette er en himmelråbende illustration af de tætte forbindelser mellem projektet “europæisk forsvarspolitik” og NATO. Der er forbindelser, der aldrig er holdt op med at blive bekræftet i EU’s traktater.
Flere regeringer i EU-landene deltager (Estland, Sverige, Tjekkiet, Italien) og andre har meddelt, at de vil deltage fremover (Danmark, Ungarn, Grækenland, Belgien, Portugal…) eller i det mindste give deres politiske støtte (Tyskland, Det Forenede Britiske Kongerige, Norge).
Der er tre hovedårsager til de europæiske imperialistiske landes og USA’s imperialismes engagement:
For det første, at forsøge at forhindre udviklingen af modstanden hos de befolkninger i Afrika, der kæmper for deres nationale og sociale frigørelse, mod imperialismens dominans.
For det andet, at modsætte sig tilstedeværelsen og konkurrencen fra andre imperialistiske magter, i dette tilfælde Rusland, som udvider sin militære indflydelse i lande som Libyen, Mali og Den Centralafrikanske Republik… og Kina, som søger at kontrollere råvarer, jord til at producere fødevarer … og som ønsker at vinde nye markeder for sine produkter i direkte konkurrence med de tidligere kolonimagter (Frankrig, Tyskland, Italien…) og den amerikanske imperialisme.
Endelig at forsøge at styrke dominansen af deres egne monopoler over disse lande, som de anser som deres egen ”baghave”.
Det betyder, at Afrika, og især landene i Sahel, er i fokus for modsætningerne mellem imperialistiske magter, mellem monopoler og mellem en håndfuld dominerende magter og de hundreder af millioner mennesker fra semikolonialistiske og afhængige lande i verden.
Det betyder, at de ødelæggende imperialistiske krige vil fortsætte gennem “krigen mod terror”, som vi har set i Afghanistan, Syrien, Libyen, Irak… med de samme konsekvenser for folket. De imperialistiske stater er de virkelige terrorister. Deres reaktionære krige giver næring til reaktionære væbnede grupper, hvad enten de er religiøse eller rent kriminelle.
Folket er de første og største ofre for disse krige.
Derfor siger vi fortsat ”Nej til imperialistiske krige mod terror”.
Som partier og organisationer i europæiske lande siger vi NEJ til den europæiske militære koalition mod afrikanerne. “EU, fingrene væk fra Afrikas naturressourcer”. Vi stiller kravet om “udenlandske tropper ud af Sahel” og “EU, NATO, ud af Afrika”
Vi fordømmer og bekæmper politikker, der forsøger at dække over EU’s imperialistiske karakter og skabe illusioner om muligheden for at ændre EU’s karakter, især dem fra de socialdemokratiske kræfter, der fremmer EU som en “løsning” for fred og fremskridt.
Vi udvikler solidaritet med befolkningerne og deres organisationer, der kæmper mod imperialistisk dominans.
Vi opfordrer til at revolutionære og progressive kræfter, fagforeninger, arbejdere, unge, kvinder … i hvert af vores lande og på europæisk plan udvikler modstanden mod at deltage i Tabuka og imperialistiske militære alliancer.
Vi lægger vægt på støtten fra arbejderklassens bevægelser til de undertrykte folks befrielsesbevægelse mod vores fælles fjende, nemlig imperialismen og befolkningernes ret til at bestemme deres fremtid.
Vi støtter beslutsomt de søsterpartier i Afrika, der udvikler sig, deres revolutionære aktion mod imperialisme og nykolonialisme.
Vi deltager i kampen for det revolutionære opgør mod det imperialistiske kapitalistiske system, for socialismen.
Juli 2021
Organisation for gendannelse af Tysklands Kommunistiske Arbejderparti – Arbeit Zukunft; Arbejderpartiet Kommunisterne, APK Danmark; Frankrigs Kommunistiske Arbejderparti – PCOF; Kommunistiske platform for skabelsen af arbejderklassens kommunistiske parti i Italien; Marxistisk leninistisk organisations – Revolution Norge; Den Revolutionære Arbejderalliance (Savezrada)fra Serbien; Spaniens Kommunistiske parti (marxist-leninister) PCE (m-l), Arbejderpartiet – EMEP, Tyrkiet.
Medlemmer af den internationale konference for marxistisk-leninistiske partier og organisationer – CIPOML.