Ved fyrre-dages-mindehøjtideligheden for vores kære afdøde Ammar al-Qasimi, »de unges lærer«, oplevede jeg nogle meget bevægende øjeblikke. Følelser af smerte og vrede blandede sig med glæde og håb.
Jeg overværede den musikalske forestilling, der blev opført i Rio-salen i hovedstaden, da mit blik faldt på en ung kvinde. Hun var smuk, glad og elegant som mit lands døtre. Hun sang sammen med gruppen og dansede roligt og yndefuldt til sangene af De Hvide Duer, gruppen ”Musikalsk engagement” og Sheikh Imam.
Hun var fuld af liv og håb, og smilet forlod aldrig hendes ansigt.
Jeg betragtede hende et øjeblik, og pludselig genkendte jeg hende. Hun bar sine kære forældres ansigtstræk: Nour al-Houda Sassi og Khemis Bahri – ingeniøren og kunstneren, som var blandt grundlæggerne af gruppen Musikalsk Forskning. Gruppens sange bliver stadig sunget den dag i dag og kendes udenad af både børn og voksne.
Ja, det var Nesrine. Nesrine, som allerede havde en historie med det politiske politi, før hun overhovedet havde åbnet øjnene mod denne verden.
Mine tanker førte mig tilbage til begyndelsen af november 1992.
Natten til den 6. november udsendte Arbejderpartiet et landsdækkende flyveblad i anledning af femårsdagen for kuppet den 7. november 1987. Flyvebladet afslørede den kupmagende generals falske løfter og opfordrede det tunesiske folk til at modstå diktaturet, som nu vendte tilbage med fuld kraft, og til at arbejde for at styrte det.
Den nat, den 6. november 1992, arresterede det politiske politi en række kammerater i Gabès.
Blandt de arresterede var vores to kammerater Nour al-Houda Sassi og Ilham Hamrouni. De var begge gravide. Nour al-Houda var i femte måned, og Ilham var i sjette.
Men graviditeten beskyttede dem ikke mod deres bødler. Tværtimod udnyttede bødlerne den til at lægge pres på dem og til at gøre deres mishandling endnu mere smertefuld.
Bødlerne trampede med deres støvler på Nour al-Houdas og Ilhams maver, mens de truede dem:
»Tal, ellers får vi barnet ud af maven på dig med det samme.«
Nour al-Houda var faktisk tæt på at abortere. Det politiske politi skyndte sig derfor at udlevere hende til hendes familie, så familien kunne føre hende til hospitalet. På den måde kunne politiet forsøge at undgå ansvaret, hvis der skete hende eller barnet noget.
Men så snart politiet fik at vide, at hendes tilstand var blevet stabil, og at hun var uden for livsfare, arresterede det hende igen. Hun blev stillet for retten sammen med Ilham og deres øvrige kammerater.
Nour al-Houda og Ilham gennemlevede ubeskrivelige smerter og traumer under deres arrestation.
Nour al-Houda fortalte mig, at når hun blev tortureret og befandt sig i bødlernes kløer, kunne hun ikke tænke på andet end at beskytte sin mave med hænderne.
Det betød ikke noget for hende, at hun blev slået, sparket og ramt med stave over hele kroppen, også i hovedet og ansigtet. Det eneste vigtige var at beskytte maven og redde sit ufødte barn, som i disse frygtelige øjeblikke uden tvivl delte hendes følelser og smerte.
Men i de øjeblikke tænkte Nour al-Houda ikke kun på barnet i sin mave.
Hendes tanker forlod undertiden politistationen og bevægede sig langt væk. Hun tænkte på sin anden lille datter, den toårige Oumaima.
Det politiske politi havde arresteret både moderen og faderen, og barnet var blevet efterladt hos sin farmor. Hun kunne ikke forstå årsagen til denne brutale adskillelse, som bødlerne både nød og brugte til at presse hendes mor:
»Tænk på barnet i din mave og på din datter, som du har efterladt derhjemme. Fortæl os, hvad du ved, hvad du har gjort, og hvem du kender – så lader vi dig gå.«
Men denne mørke skønhed fra mit land lod sig ikke knække.
Hun holdt stand og gjorde modstand.
En mor lige så stor som den sag, hun kæmpede for.
Advokaterne – blandt andre Radhia Nasraoui, Naziha Boudhib, Habib Ziadi, Anwar Koussari og Mokhtar Trifi – og de internationale menneskerettighedsorganisationer spillede en afgørende rolle i afsløringen af de alvorlige overgreb, som Nour al-Houda og Ilham blev udsat for.
Det var en periode, hvor tortur var en regeringsmetode, og hvor det politiske politi med sine forskellige afdelinger – først og fremmest Direktoratet for Statens Sikkerhed – kunne torturere, voldtage og dræbe uden at blive straffet.
Nour al-Houda og Ilham var så heldige, at det stærke pres på Ben Alis regime, som udadtil foregav at respektere menneskerettighederne, bar frugt. De blev løsladt efter to måneders fængsling.
Deres kammerater, som var dømt i den samme sag – Khemis Bahri, Fathi Aouni, Mohamed Gabsi, Ali Dali og Tawhid Azzouzi – forblev imidlertid i fængsel.
Kort efter løsladelsen fødte Nour al-Houda Nesrine.
Det er denne Nesrine, der i dag står rank på Rio-teatrets scene og synger og danser – fuld af liv, skønhed og frihed.
Mens jeg betragtede kunstneren Nesrine, tænkte jeg:
Denne blomst kunne være blevet nægtet selve livet på grund af en hensynsløs handling begået af et af det politiske politis uhyrer i Gabès. De torturerede hendes mor, som denne søndag befandt sig blandt os i Rio-salen og med et blik fyldt med både beundring og ømhed betragtede sin nu over 30-årige datter.
Nour al-Houdas og Ilhams bødler er naturligvis stadig ikke blevet stillet til ansvar. Det samme gælder de øvrige forbrydere, som gennem årtier fyldte landet med rædsel og frygt.
Straffrihed er stadig reglen.
Den autoritære stat, som i dag blot er blevet pakket ind i et populistisk hylster, har ikke ændret sin grundlæggende karakter. Den har stadig brug for de samme brutale metoder og fremgangsmåder for at lukke munden på mennesker og kontrollere samfundet.
Den smukke Nesrine overlevede altså den tidlige død og kom til verden.
I dag synger og danser hun for livet, friheden og håbet, efter at hun som foster havde tilbragt to hele måneder i fængsel.
Idet jeg spøgte med hendes far, min ven og bror Khemis Bahri, sagde jeg til ham:
»Mon de to måneder, Nesrine sad i fængsel inde i sin mors mave, er blevet skrevet ind i hendes strafferegister – på hendes B3-attest – eller ej?«
Han svarede leende:
»Hvem ved?«
Da jeg spurgte ham, hvordan Nesrine havde reageret, efter at hun var blevet voksen og havde fået fortalt, hvad der skete med hendes mor – og dermed også med hende selv – fortalte han mig, at han og Nour al-Houda havde fortalt hende alt.
I dag har hun en meget stærk følsomhed over for uretfærdighed.
Måske var denne hændelse, da hun blev bevidst om den, med til at forme hende og opdrage hende efter smukke principper og værdier: frihed, lighed og retfærdighed.
Disse værdier kan kun virkeliggøres i et samfund, hvor magten over staten og rigdommene tilhører folket – alle dets arbejdende klasser og grupper.
Dette er det mål, som arbejderne, de arbejdende mennesker og de intellektuelle, der elsker disse værdier, aldrig vil blive trætte af at kæmpe og ofre sig for.
Mod himlen, mit lands Nesrine!
Syng, dans og skab i kærlighed til livet og skønheden.
Stol på, at der vil komme en tid i vores land og i verden, hvor alle former for uretfærdighed, undertrykkelse, had og afskyelig racisme, som næres af det kapitalistiske system, vil forsvinde.
Alle disse bekymringer vil forsvinde, når kapitalismen forsvinder.
Da vil én værdi stå tilbage: kærligheden og broderskabet mellem mennesker – med deres forskellige smukke hudfarver, deres mangfoldige oprindelser som blomsternes mangfoldighed og deres forskellige sprog og kulturer, som alle banker af menneskelighed.
Hvor er du dog smuk, Ammar, min ven.
I livet såvel som i døden samlede du os omkring de smukkeste, største og mest menneskelige værdier.
Og hvor er du smuk, Nesrine, fordi du og din søster Oumaima aldrig er veget fra den kærlighed til friheden, som I blev opdraget med.
Hvor blev jeg glad, Nesrine, da jeg hørte dig fortælle, at Sana, Ilhams datter, som kom til verden omkring en måned før dig, var og stadig er din allerbedste veninde.
Fængslet havde allerede bragt jer sammen, mens I endnu lå som fostre i jeres mødres maver og ventede på at træde ind i menneskenes verden med alle dens modsætninger og frygtelige problemer.
Fortsæt derfor fremad med din glæde, din optimisme og din kærlighed til kunsten og livet.
Vid, at det, der kommer, vil være bedre, uanset hvor længe mørket varer.
Ulykkelig, ja ulykkelig, er den, der ikke læser historien.
Og som din far sang:
»En samlet front bliver aldrig træt.
Fabrikkens jord er nu svanger
med glødende kul og jasminer.
Vi hænger frygten med vores sange,
og vi bygger – vi bygger
trods al ødelæggelsen.«
Tunis, den 3. juli 2026
https://www.facebook.com/Hamma.Hammami.Officiel
Note
Ammar al-Qasimi (عمّار القاسمي) var en prominent tunesisk musiker, fløjtenist (nay-spiller), pædagog og aktivist, som var en af de mest markante skikkelser inden for Tunesiens politiske og samfundsengagerede musikbevægelse (den såkaldte الأغنية الملتزمة eller “engagerede sang”). Han gik bort den 21. maj 2026.
Han var anerkendt for sit virtuose spil på det traditionelle arabiske fløjteinstrument nay. Han brugte instrumentet som et kunstnerisk oprør og et talerør for social retfærdighed og menneskelighed. Mellem 1976 og 1980 var han med til at stifte gruppen Oulad Ben Arous. I 1980 var han medstifter af den berømte protest-musikgruppe El Hamaem El Bidh (الحمائم البيض/”De Hvide Duer”), der blev et af de vigtigste musikalske symboler på venstreorienteret, politisk modstand og arbejderklassens håb i Tunesien.
Sideløbende med musikken arbejdede han som folkeskolelærer og pædagog under kælenavnet “Melem” (mester/lærer). Han var stærkt engageret i fagforeningsarbejde og kæmpede for forbedringer af det tunesiske uddannelsessystem.
Al-Qasimi komponerede også musik til dukketeater (herunder terapeutisk brug af dukker til børn), børneteater og uafhængige filmproduktioner.