Denne artikel fra 1999 giver et overblik over forløbet fra den gamle revisionisme, til den moderne revisionisme, til den postmoderne, og deres forsøg på at trække tænderne ud af arbejderklassens revolutionære teori og revidere den i ”marxismens” navn. Den er nyttig i en tid, hvor nye varianter med såkaldte nye teorier og navne, hele tiden dukker op og afløser hinanden i hurtigt tempo. Vi har derfor valgt at genoptrykke artiklen.
Til den moderne revisionismes historiske opståen
Kampen mellem marxisme og revisionisme – mellem proletarisk og borgerlig ideologi og politik i arbejderbevægelsen – har foregået siden marxismens gennemslag og skabelsen af Marx’ Internationale og 2. Internationale som en kamp “inden for marxismen” – om at revidere arbejderklassens revolutionære teori, den videnskabelige socialisme.
Den gamle revisionisme – Bernsteins og Kautskys, der lagde grunden til de reformistiske socialdemokratier – reviderede marxismen på et tidspunkt, hvor Lenin udviklede arbejderklassens revolutionære teori i overensstemmelse med kapitalismens udvikling til imperialisme, med overgangen til imperialismens og de proletariske revolutioners epoke.
I 20’erne, 30’erne og 40’erne søgte især trotskisme og bukharinisme at forkaste marxismen-leninismen og revidere den. Stalins kamp mod den trotskistiske fraseradikale ’venstre’-strømning og den bucharinistiske højrestrømning, der prædikede de kapitalistiske elementers ’fredelige indvoksen i socialismen’, er velkendt. Ikke mindst kampen mod trotskismen, der i Sovjet blev overvundet i 20’erne og 30’erne og på verdensplan næsten tilintetgjorde trotskismen med den marxistisk-leninistiske linjes sejr i kampen mod fascismen. Hvad der er mindre kendt, er måske, at de bucharinistiske ideer i realiteten ’sejrede’ i næste omgang, i Kina og Korea. Og at der er tydelige trotskistiske træk både i titoismen og i guevarismen/castroismen.
Den moderne revisionisme måtte efter 2. Verdenskrig finde og udvikle nye former – med udgangspunkt i sejren i kampen mod fascismen, som ikke bare var Den røde hærs sejr, men også var en national sejr, på basis af nationale antifascistiske enhedsfronter i de lande, der var besat af/bekæmpede nazisme og fascisme.
De mest omfattende analyser af den moderne revisionismes opkomst og udvikling skyldes Enver Hoxha og Albaniens Arbejdets Parti. De er afgørende at studere både for at få et fast greb om marxismen-leninismen og for at kunne forstå og fortsætte kampen mod den moderne revisionisme i dag. Meget af dette materiale findes på dansk. Det var en af det revolutionære DKP/ML’s fortjenester at oversætte og udgive det, især i årene 78-85, som et led i at skabe et solidt ideologisk grundlag for det stærke marxistisk-leninistiske kommunistiske parti i Danmark. Men der er selvfølgelig også andre bidrag fra marxist-leninister og deres partier, indbefattet vores egne, som fortjener at blive brugt.
Enver Hoxha har f.eks. i “Eurokommunisme er antikommunisme” givet en glimrende oversigt over den moderne revisionismes opståen, især i et krigshærget Europa, der begyndte at gå svanger med den revisionisme, der brød igennem efter Stalins død og blev den dominerende platform efter SUKP’s 20. kongres.
Den amerikanske browderisme var en revisionistisk ’pionerstrømning’, tæt knyttet til den amerikanske imperialisme.
I de vesteuropæiske kommunistpartier lagdes efter krigen grunden til det, der i Sydeuropa senere blev kaldt ’eurokommunisme’. I Nordeuropa (England, Danmark, Sverige, Norge) etableredes den i begyndelsen af 50’erne med partiprogrammer som ’Det danske folks vej’, ’The British Road To Socialism” osv.
I Østeuropa var en væsentlig baggrund for den moderne revisionismes gennemslag sammensmeltningen af de under krigen illegale kommunistiske partier og de gamle socialdemokratier til partier som SED i DDR.
Titoismen i Jugoslavien fra slutningen af 40’erne var det første eksempel på den moderne revisionisme ved magten, som statsbærende parti.
I Asien sejrede antiimperialistiske, antifascistiske og demokratiske folkerevolutioner i slutningen af 40’erne, begyndelsen af 50’erne i lande som Kina, Nordkorea og Nordvietnam. I slutningen sejrede en sådan revolution i Cuba.
Det er en kendsgerning, at ingen af disse revolutioner, som ledtes af kommunistiske partier, førte til opbygningen af et socialistisk samfund på marxismen-leninismens grund. De udvikledes i moderne revisionistisk retning, alle med specifikke ‘nationale træk’.
SUKP’s 20. kongres – et afgørende vendepunkt
Mens marxismen-leninismen skaber enhed, enhed i det kommunistiske parti, enhed i arbejderklassen og folket – og enhed i den internationale kommunistiske bevægelse – betyder den moderne revisionisme splittelse, polycentrisme, mange centre, mange strømninger.
Den moderne revisionismes (khrustjovismens, sovjetrevisionismens) gennembrud i SUKP efter Stalins død i 1953, der blev stadfæstet og gjort programmatisk på den 20. kongres i 1956 og de efterfølgende kongresser, fik afgørende betydning for udviklingen i hele den internationale kommunistiske bevægelse, på socialismens skæbne i dette århundrede.
Revolutionerne i Østeuropa, i Jugoslavien, Albanien under og efter krigen, og uden for Europa i Kina, Korea, Vietnam og Cuba, var ægte folkerevolutioner. Men med Albanien som eneste undtagelse, så stoppede de, vendte om, slog ind på den moderne revisionismes vej:
I Jugoslavien allerede i 47-48, i folkedemokratierne i sammenhæng med Khrustjov-revisionismens gennembrud og den 20. kongres; i Kina og Korea udvikledes særlige ’nationale kommunismer’ i form af maoismen og kimilsungismen, der grundlæggende set betyder en fornægtelse af den leninistiske teori om den antiimperialistiske revolution og dens sammenhæng med den socialistiske revolution og oprettelsen af proletariatets diktatur.
Stalin anerkendte det ’ny demokratiske styre’, der etableredes i Kina som en klassealliance mellem arbejderklassen, bønderne, de progressive intellektuelle og det nationale bourgeoisi, som berettiget i en indledende fase, hvor disse lande økonomisk set ikke var parat til opbygningen af socialismen, ikke – endnu – rede til proletariatets diktatur. Men han understregede samtidig, at Kina i 49 f.eks. blot befandt sig i ’folkedemokratiets’ begyndelsesstadium. I slutningen af 50’erne erklærede både Kina og Korea, at socialismen (mirakuløst!) havde sejret, efter Maos ’store spring fremad’ i 55, og i Korea efter andre store kampagner. I realiteten var proletariatets diktatur – socialismens forudsætning – ikke oprettet; ’socialismen’ blev opbygget ved fredelig integration af de kapitalistiske elementer, af det nationale bourgeoisi. Maoisme og kimilsungisme (juche) blev født og sejrede nationalt i samme moment, som sovjetrevisionismen gjorde det.
Umiddelbart efter Stalins død i 53 skete vendingen mod ’socialistisk markedsøkonomi’ i Sovjet og i folkedemokratierne; i Kina og Korea forkastede man ligeledes den ’stalinistiske model’ og anvendte varianter af den revisionistiske teori om ’socialistisk markedsøkonomi’ i den såkaldt socialistiske opbygning. Da revolutionen sejrede i Cuba, orienterede man sig kort efter helt mod den sovjetrevisionistiske model. Hverken proletariatets diktatur eller socialismen kom under disse omstændigheder til at blive etableret i Cuba.
Det er ikke noget tilfælde, at både titoisme, kimilsungisme, maoisme og guevarisme/castroisme hævdede at være særlige tillempninger af marxismen-leninismen, gyldige især for ’den 3. verden’, eller at de stillede sig i spidsen for ’den 3. verden’, ’den alliancefri bevægelse’ osv. Der var hele tiden et nært samarbejde mellem Titos Jugoslavien og Kim Il-Sungs Korea; senere søgte kineserne venskab med Tito. Deres ’revolutionsteorier’ var særlige varianter af den moderne revisionisme, med sigte på at forvrænge den antiimperialistiske nationale befrielsesrevolution. Ved at optage elementer af disse teorier og knytte det til Sovjetunionens supermagtsstilling udviklede sovjetrevisionisternes deres særlige variant heraf: teorien om ’den ikke-kapitalistiske udviklingsvej’ for landene i den såkaldt 3. verden.
“Socialisme”, der ikke var socialisme
Hverken det sidste halve århundredes historie, nutiden under ’den ny verdensorden’ eller den globale revolutionære og socialistiske fremtid kan forstås uden at forstå den moderne revisionisme, dens ideologiske og politiske indhold, dens historie, og uden at erkende dens kontrarevolutionære og dybt skadelige karakter.
Det er af den største betydning for kampen for socialisme i dag, at man gør sig klart, at arbejderklassen, folkene og kommunisterne har været udsat for et stort revisionistisk bedrag, at det, der udgav sig for at være ægte socialistiske samfund, og som arbejderklassen og folkene verden over troede var socialisme – i Sovjetunionen og østlandene, Kina, Korea og Cuba – i virkeligheden var en revisionistisk bastard, samfund hvor revolutionen var vendt om og bevægede sig (og bevæger sig) via revisionistisk kapitalisme (statskapitalisme af en særlig type) til traditionel kapitalisme. At socialismen i udviklet form kun har eksisteret i Lenin og Stalins Sovjetunion og i det socialistiske Albanien efter 53.
At der var socialisme i Khrustjovs, Bresjnevs og Gorbatjovs Sovjet, i Mao Tsetungs Kina, eller i Kim Jong Ils Korea og Castros Cuba er en fælles borgerlig og revisionistisk løgn, der er blevet banket ind som sandhed gennem mere end fire årtier.
Der er marxist-leninisternes opgave at overvinde disse fejlopfattelser, og ikke mindst den forvrængede opfattelse af, hvad socialisme er, og opstille socialismen som et konkret og troværdigt alternativ for arbejderklassen og folkene i sammenhæng med de nye revolutionære kriser, som kapitalismens almene krise uundgåeligt vil producere.
Den moderne revisionisme af i dag fastholder selvfølgelig disse myter, eller bruger deres fiasko som argument for deres ’demokratiske’ og ’fredelige’ strategi – samtidig med at den fastholder de revisionistiske konklusioner og ’principper’, der bryder med marxismen-leninismen på alle afgørende punkter.
Kampen mellem marxisme-leninisme og moderne revisionisme er så vigtig som nogensinde før
Kampen mellem marxismen-leninismen og den moderne revisionisme har udviklet sig historisk gennem tiden efter 2. verdenskrig og frem til i dag gennem en række faser og etaper.
De marxistisk-leninistiske kommunister har altid været på vagt over for alle manifestationer af den moderne revisionisme og ført en frontal kamp imod den, ideologisk, politisk og organisatorisk, som en trojansk hest i den kommunistiske bevægelse, der betyder, at partier, der tilslutter sig den, forvandles fra revolutionens partier til antirevolutionære partier. Fra opstandens partier, der vil lægge det gamle samfund i graven ad revolutionær vej, til (små)borgerlige arbejderpartier, der prædiker ‘strukturreformer’ og ‘fredelig overgang’. Og i de lande, hvor revolutionen har sejret, leder de revisionistiske partier deres samfund tilbage til kapitalismen.
Da den moderne revisionisme blev statsbærende ideologi i en række tidligere socialistiske lande, spaltedes den i sit videre forløb i en række strømninger og varianter og fik samtidig verdensomspændende karakter.
Den moderne revisionisme “sejrede” i første omgang over marxismen-leninismen. Derfor spaltedes den internationale kommunistiske bevægelse; en række revisionistiske strømninger udskilte sig, mens marxist-leninisterne kæmpede for at genopbygge og styrke den.
Den sovjetiske udformning af den moderne revisionisme var som bekendt den største og mest indflydelsesrige, den farligste i forhold til revolutionen og arbejderklassens kamp, men der var også andre strømninger som maoisme, titoisme, kimilsungisme, guevarisme, castroisme, ’eurokommunisme’ osv., som igennem en lang periode har skabt forvirring i kommunisternes rækker og svækket den revolutionære kamp mod imperialismen overalt.
Revisionismen spaltede også i de enkelte lande det marxistisk-leninistiske kommunistiske parti, generelt skabt i Komintern-tiden, i en række revisionistiske partier og grupperinger. Samtidig opbyggedes de marxistisk-leninistiske kommunistiske partier i de enkelte lande i kamp mod den moderne revisionismes forræderi.
Bortset fra i det socialistiske Albanien var der ikke noget land i verden, hvor den moderne revisionisme ikke var den mest udbredte pseudorevolutionære strømning i det “politiske billede” til vildførelse af arbejderklassens og folkenes kamp. For ikke bare de revisionistiske partier selv, men også de borgerlige medier og imperialismen selv har bidraget til at gøre reklame for den moderne revisionismes varianter for at svække marxismen-leninismens indflydelse. Marxist-leninisterne har aldrig fået reklame, og mange af partierne arbejdede i dyb illegalitet eller halvlegalitet. De sovjetrevisionistiske partier eksisterede og opererede legalt og parlamentarisk i næsten alle lande, de maoistiske i mange.
Den statsbærende revisionismes lande faldt som følge af uddybningen af den revisionistiske kontrarevolution, og ikke i noget tilfælde i kraft af marxismen-leninismens sejr over revisionismen ad revolutionær vej.
Det førte til, at titoisme og sovjetrevisionisme forsvandt som distinkte politiske strømninger på verdensplan, og til en kraftig svækkelse af maoismen.
Men den statsbærende revisionisme er ikke forsvundet: Den eksisterer i Kina, i Nordkorea, på Cuba osv., i den såkaldt “3. verden”. Både Cuba og Korea har foretaget globale fremstød for at vinde opbakning bag deres variant af revisionismen, i form af henholdsvis den cubansk “front mod neoliberalismen” og den koreanske udbredelse af juche-filosofien.
Omkring 89-91 aflagde mange såkaldt kommunistiske partier og grupperinger sig den kommunistiske maske og erklærede sig officielt som ikke- eller tilmed åbent antikommunistisk, og erklærede den ‘marxisme-leninisme’, de havde dækket sig bag, for ‘forældet’ og smed den i skraldebøtten.
Siden 1953-56 har den moderne revisionisme øvet en dominerende indflydelse på flere generationer af erklærede kommunister, der aldrig er blevet opdraget i marxismen-leninismens ånd, af et ægte kommunistisk parti.
At revisionismen hos mange er dybt rodfæstede i kraft af årtiers opdragelse, er en kendsgerning, som i hvert tilfælde de danske marxist-leninister måske har haft en tilbøjelighed til at undervurdere i lyset af de faktiske positive muligheder, den statsbærende revisionismes og sovjetrevisionismens ’sammenbrud’ betød.
Postmoderne revisionisme
Der var etablerede revisionistiske partier og kræfter ved siden af marxist-leninisterne, som bekæmpede sovjetrevisionismen i dens sidste fase, gorbatjovismen. Men dette førte ikke til et generelt opgør med den moderne revisionisme. De revisionistiske strømninger og deres organisationer, internationalt og i de enkelte lande, har i stedet ‘omgrupperet’ sig.
Hvor de distinkte revisionistiske strømninger, knyttet til statsbærende partier, i høj grad forsvinder, så sker der internationalt og i de enkelte lande en ny samling af revisionistiske kræfter baseret på fællestrækkene i den moderne revisionisme: kamp mod marxismen-leninismen, revolutionen og proletariatets diktatur, “fredelig overgang” via strukturreformer og udvidet demokrati inden for det kapitalistiske system som kernen i strategien.
Der sker en blanding af revisionistiske formler, afpudsning af gammelt revisionistisk arvegods.
Der eksisterer i dag ikke noget ægte socialistisk land i verden. Der eksisterer ægte marxistisk-leninistiske partier og organisationer, men det må også konstateres, at den internationale marxistisk-leninistiske, kommunistiske bevægelse er blevet svækket og ikke styrket siden 90’ernes begyndelse – dels ved det socialistiske Albaniens fald og AAP’s overgang til socialdemokratisme, dels ved at en række partier, som det nuværende DKP/ML eller Joao Amazonas’ PCdoB, har nærmet sig eller er overgået til den moderne revisionismes lejr som en del af denne revisionistiske omgrupperingsproces.
Kampen mellem marxismen-leninismen og den moderne revisionisme er så nødvendig, så afgørende, som nogensinde. Den er langtfra slut, befinder sig i en ny etape. Den moderne revisionisme befinder sig ligeledes i en ny historisk udviklingsfase efter sovjetrevisionismens sammenbrud. Ideologisk, politisk, organisatorisk lever den moderne revisionisme ’i bedste velgående’ som global strømning, i praksis.
Hvad der ser ud til at være karakteristisk, er, at de tidligere distinkte varianter smelter sammen, strømninger med forskelligt udgangspunkt finder hinanden på basis af gamle og nye formler – og tilmed at man søger formler for forening ikke bare mellem forskellige revisionister med udspring i Kominterntidens og 60-80’ernes forskellige erklæret kommunistiske strømninger, men også med ’gamle’ afvigende strømninger som venstresocialisme og trotskisme, og ovenikøbet med den gamle revisionisme af Bernstein-Kautsky-typen (og i visse henseender Rosa Luxemburg).
Vi står med en slags postmodernistisk revisionisme!
Revisionismens basis er selvfølgelig fortsat arbejderaristokratiet og de småborgerlige intellektuelle. Og revisionismen er fortsat nært knyttet til imperialismens strategi. Hvor den sovjetiske revisionisme var et instrument for den sovjetiske socialimperialisme, er eurosocialdemokratisme og var/er “eurokommunisme” nært forbundet med den fremspirende supermagt EU’s globale strategi.
Den ‘nationale revisionisme’ – den specifikke nationale ’vej til socialismen’, som f.eks. SF og KAP excellerede i – er på vej ud til fordel for en international udformning.
* * *
Socialismen var der, den ægte socialisme har eksisteret. Den borgerlige propaganda gør alt for at udviske denne kendsgerning – bl.a. ved at fremstille socialismen som en mørk periode af terror og undertrykkelse. Men socialismen var en succes – i Lenins og Stalins Sovjet, i Enver Hoxhas Albanien. Revisionismen er altid og vil altid ende i fiasko, mens socialismens historiske bedrifter aldrig vil blive glemt – og altid inspirere til nye.
At forestille sig et socialistisk Danmark og at forberede den socialistiske revolution uden at forstå den virkelige socialismes historiske erfaringer (indbefattet enkelte historisk betingede fejl) og uden at skille den fra revisionismens pseudosocialisme, som kun var fejl, er en formel for fiasko. Der ligger ikke positive erfaringer efter midten af 50-60’erne at hente, selv fra de lande, hvor opbygningen af ’det ny samfund’ fandt sted på basis af folkelige og antiimperialistiske revolutioner (som i Kina, Cuba og Korea), hvor processen vendte om under påvirkning af eller som ’selvstændige’ udviklinger af den moderne revisionisme.
Første gang trykt i Oktobers teoretiske blad Orientering, nr. 2, 1999
Her gengivet i let forkortet udgave