skip to Main Content

ORDBOG

Akkumulation

Når man samler og ophober noget, så man hele tiden får mere.

Begrebet bruges i politisk økonomi. I den borgerlige udgave er det historien om, hvordan man gennem hårdt arbejde, evnen til at tage de rigtige beslutninger og turde tage en risiko kan blive rig, tjene stadig flere penge og hele tiden forøge sin kapital, omsætning og ejendom.

I marxistisk politisk økonomi siges det derimod klart:  Det er udbytningen af arbejdskraften og udplyndringen af naturens ressourcer, der skaber merværdi og profit. Værdier der kan investeres i igen at øge rigdom og kapital. At det ikke kommer dem der skaber værdierne, arbejderklassen, til gode skyldes den private ejendomsret.

«Når merværdien ikke anvendes af ejeren til hans personlige forbrug, men bruges som kapital, dannes der ny kapital, som føjes til den gamle som akkumuleres. Anvendelsen af merværdi som kapital kaldes kapitalens akkumulation.» (Marx).

Anarkisme

Politisk retning, der drømmer om et nyt samfund med alle individers frihed, uden at gøre op dem det bestående klassesamfund og den private ejendomsret.  Findes i dag først og fremmest i de autonome miljøer, hvor opbygning af  kollektiver og en anti-autoritær livsstil sammen med ”direkte aktion” mod magtsymboler skal overbevise andre til at gøre det samme.

Anarkismen afviser nødvendigheden af arbejderklassens organisering og det revolutionære parti for at kunne skabe revolutionær forandring og et nyt samfund.

Dialektik

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Dialektisk og historisk materialisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Finansiel og industriel kapital

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Flydende/Konstant kapital

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Højrepopulisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Idealisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Imperialisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Løn under kapitalismen

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Maoisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Marxisme-Leninisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Materialisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Metafysik

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Monopoldannelse

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Opportunisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Produktivkræfter

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Reformisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Revisionisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Socialdemokratisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Spekulation

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Trotskisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Udbytning

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Økologisk krise, kapitalisme og videnskabelig socialisme

COP 26-topmødet [Climate Change Conference], der blev afholdt i Glasgow, resulterede ikke i nogen fælles aftale om målene for at reducere de drivhusgasser, der øger truslen fra klimaændringer. Heller ikke om målene for at holde klodens temperaturer inden for en stigning på 1,5 °C mere end i den førindustrielle æra (minimumsmål i Parisaftalen fra 2015), og om hvornår der skal rykkes fra ord til handling. Disse spørgsmål fortsætter med at splitte imperialistiske og kapitalistiske lande, begyndende med dem, der er de største og historisk ansvarlige for forurening, på grund af deres enorme økonomiske, geopolitiske, økonomiske interesser, rivaliseringer og kalkulationer for at forsvare et socialt mindretals privilegier.

Alligevel levner “Jordens tilstand” ikke plads til hykleriske ord, svage og almene forpligtelser eller forsinkelser. Ifølge rapporten fra Det Mellemstatslige Panel om Klimaændringer (IPCC, et FN-videnskabeligt forum) med titlen “Climate Change 2021 – Its physical-scientific basis” er der udbredte, hurtige klimaændringer, der intensiveres med forskellige virkninger og modaliteter i de forskellige regioner på planeten. Mange af disse ændringer er uden fortilfælde i tusinder af år, og nogle, der allerede er i gang – såsom afsmeltningen af de polare iskapper og den efterfølgende stigning i havniveauet – er irreversible over tusinder af år.

Rapporten, selvom den er udarbejdet af forskere udvalgt af borgerlige regeringer, viser, at drivhusgas-udledningerne er ansvarlige for ca. 1,1 °C opvarmning sammenlignet med 1860, og anslår med mere end 50 % sandsynlighed, at opvarmningen på 1,5 °C vil blive overskredet i årene umiddelbart efter 2030, således tidligere end hvad der blev anslået i 2018.

Som følge heraf fastslår rapporten, at medmindre der er øjeblikkelige, hurtige og store reduktioner i drivhusgasudledningen, vil grænsen for opvarmning med omkring 1,5 °C eller endda 2 °C være et umuligt mål.

Det skal huskes, at med 1,5 °C global opvarmning kan man forvente en stigning i antallet af hedebølger, længere varme årstider og kortere kolde årstider. Med en global opvarmning på 2 °C vil ekstreme varmeår oftere nå kritiske tærskler for landbrug og sundhed, og processen med klimaændringer vil ikke længere kunne stoppes.

Temperatur er ikke det eneste element at overveje. For eksempel intensiverer klimaændringerne vandcyklussen. Dette fører i nogle regioner til kraftigere regn, orkaner og oversvømmelser; i andre skrøbelige regioner og territorier (herunder vort Italien) fører det til ekstreme fænomener, tørke, oversvømmelser, jordskred, brande, ørkendannelse osv., mens der forventes en kontinuerlig stigning i havniveauet for kystområder, hvilket vil føre til hyppigere og alvorlig kystoversvømmelse og kysterosion. Yderligere opvarmning vil intensivere afsmeltningen af permafrosten, tabet af sæsonbestemt snedække, afsmeltningen af gletsjere og den polare indlandsis og tabet af arktisk havis om sommeren.

Ændringerne i havene, såsom opvarmning af farvande, hyppigere havvarmebølger, forsuring af havene og reduktion af iltniveauet i havet, påvirker både marine økosystemer og mennesker, der er afhængige af dem; disse ændringer vil fortsætte i det mindste i hele dette århundrede med langsigtede virkninger, hvoraf nogle er uforudsigelige i dag.

 Drivhusgasser og klimastabilisering

I de kommende årtier forventes klimaændringerne at udvikle sig i alle regioner. For byerne kan nogle aspekter af klimaændringerne blive forstærket. Disse omfatter hedebølger (byområder er normalt varmere end deres omgivelser) og oversvømmelser på grund af kraftig nedbør og stigende havniveauer i kystbyer. Blandt de dramatiske konsekvenser af disse ændringer er tvungen migration og de skadelige virkninger på menneskers sundhed samt udryddelsen af tusindvis af vegetabilske og animalske arter.

Hvis den globale opvarmning fortsætter med den nuværende hastighed, vil en stor del af jordens overflade (begyndende med de tropiske regioner) blive ubeboelig om få årtier for milliarder af mennesker.

Dette er allerede et alvorligt problem for befolkningerne i de fattigste lande med mindst ressourcer med hensyn til at imødegå virkningerne af klimaændringerne. Den højeste pris betales af de folk, der har bidraget mindst til miljøkatastrofen!

Flere undersøgelser viser, at i scenarier med højere udledninger reduceres andelen af CO2 (kuldioxid), der absorberes af land og hav. Det betyder, at der udledes mere CO2 i atmosfæren, og jo mere der udledes, jo mere begrænses den naturlige absorptionsevne. Med andre ord absorberes mindre i forhold til opvarmningen. Luftforurening og klimaforandringer er to sider af samme sag.

For at stabilisere klimaet har samfundet brug for stærke, hurtige og konstante reduktioner i drivhusgasudledningerne for at nå CO2-udledninger svarende til nul samt begrænse andre drivhusgasser og luftforurenende stoffer, især metan, der kommer fra afbrænding af fossile brændstoffer, intensivt landbrug og lossepladser. Stærke og stabile reduktioner i udledningen af CO2 og andre drivhusgasser (metan og lattergas) kan begrænse klimaforandringerne, men det kan tage årtier, før de globale temperaturer stabiliserer sig. Uden øjeblikkelige, hurtige og omfattende reduktioner i drivhusgasudledningerne vil det være umuligt at begrænse opvarmningen til 1,5 °C.

For bedre at forstå problemets omfang: De lockdowns, der opstod i 2020 på grund af Covid 19-pandemien, producerede en reduktion på 7 % i CO2-udledninger globalt, et tal, der er uden fortilfælde i de sidste 50 år. Dette var imidlertid ikke forbundet med en reduktion i CO2-koncentrationen, og derfor opstod der ingen mærkbar effekt på planetens temperatur. Disse data bekræfter, at det for at bekæmpe den globale opvarmning er nødvendigt med store og vedvarende reduktioner i koncentrationen af CO2 og andre drivhusgasser frem til fuldstændigt stop for udledning af kulstof.

 Menneskelige aktiviteter og sociale produktionsforhold

Videnskabelig dokumentation styrker bevidstheden om, at det er menneskelige aktiviteter, der er de grundlæggende for årsagerne til klimaændringer, det mest tydelige udtryk for den globale økologiske krise.

Mennesker er en del af naturen og kan ikke leve uden for den. Da mennesker er sociale væsener, bestemmes deres interaktion med naturen af social praksis.

Efter den sidste istid for omkring tolv tusind år siden blev der etableret en relativ klimatisk ligevægt med stabile globale temperaturer, som tillod spredning og historisk udvikling af den menneskelige art.

Men i de sidste tre århundreder er økonomiens omfang blevet så stort, udviklingen af produktivkræfterne så høj, de daglige aktiviteter så skadelige – såsom afbrænding af fossile brændstoffer og de deraf følgende CO2-udledninger, den massive brug af vand, superintensivt landbrug og husdyrhold, der udtørrer jorden, ødelæggelsen af skove, den irrationelle måde, hvorpå forbrug øges og producerer stigende mængder affald. Alt dette truer planetens grundlæggende biokemiske processer, påvirker de geologiske processer og ændrer de økologiske ligevægte.

På den måde er klimastabiliteten blevet brudt.

De “menneskelige aktiviteter”, begyndende med de produktive, finder ikke sted isoleret fra samfundet, men inden for visse sociale produktionsforhold med særlige former for ejendomsret til produktionsmidlerne, som sammen med produktivkræfterne udgør en produktionsmåde med dens grundlæggende økonomiske love.

Det betyder, at årsagen til de nuværende miljøproblemer ligger i det specifikke socioøkonomiske system, der har udviklet sig antagonistisk modsigelse med det naturlige system, hvilket forårsager “et uopretteligt brud på sammenhængen i den sociale udveksling, der er foreskrevet af livets naturlove ” (Marx, Kapitalen, bind 3, kap. 47).

Fra den industrielle revolution i slutningen af 1700-tallet har den dominerende produktionsmåde på kloden været kapitalismen. Den herskende klasse, bortset fra nogle få årtier i nogle socialistiske lande, er borgerskabet, et mindretal i samfundet, der ejer produktionsmidlerne, og den største del af den socialt producerede rigdom.

Utvivlsomt er kapitalismen og borgerskabet de største syndere i den globale økologiske krise. Manglende evne til at anerkende denne historiske og sociale kendsgerning karakteriserer miljøforkæmperne knyttet til de herskende klasser og forhindrer dem i at se løsningen på problemet.

 Ingen seriøse foranstaltninger for at undgå katastrofen

Kan borgerskabet bremse og standse klimaforandringerne ved at gennemføre en massiv, koordineret og planlagt omdannelse af hele den økonomiske struktur, af produktionen, landbruget og forbruget uden at underminere eksistensbetingelserne for den nuværende produktionsmåde?

Er det muligt at fortsætte med at håbe på de “verdensledere”, der taler om den økologiske krise fra topmøde til topmøde, mens de i virkeligheden forbliver ubevægelige eller foreslår urealiserbare eller vanvittige løsninger, der kun tjener til at sikre kapitalismens eksistens og borgerskabet som den herskende klasse?

Svarene står klare for alle, der vil se dem. Midler og foranstaltninger til at undgå den økologiske katastrofe træffes ikke, fordi deres gennemførelse ville skade profitten hos en håndfuld almægtige kapitalistiske monopoler. Som følge heraf fortsætter klimaændringerne med stadig mere alvorlige konsekvenser: 2021 er placeret på andenpladsen for den højeste stigning af udledninger, der nogensinde er registreret.

Den vage forpligtelse til “nuludledninger omkring midten af århundredet” og den maksimale temperaturstigning, der er fastsat inden for to grader, som den endelige erklæring fra G-20 indeholder, er et dødsstød for resterende klimamål.

Ifølge Climate Action Tracker vil drivhusgasudledningerne med de forpligtelser til at stoppe brugen af/udledningen af kulstof, som de stater, der deltager i COP26 i Glasgow, vedtog, i 2030 være dobbelt så store som dem, der er nødvendige for at holde sig inden for 1,5 graders opvarmning, og stigningen i temperaturerne inden 2100 vil være 2,4 grader.

De grådige interesser hos stater og monopoler (såsom olieindustrien), de uforsonlige modsætninger mellem imperialistiske og kapitalistiske lande (især mellem USA og Kina, der kæmper for overherredømme), mellem imperialismen og de afhængige lande, der lider mest under konsekvenserne af klimaændringerne, forhindrer vedtagelsen af presserende og effektive foranstaltninger til at forhindre katastrofen.

I de fælles erklæringer mellem imperialistiske magter som f.eks. den, der for nylig blev underskrevet mellem USA og Kina om klimaet, er det deres strategiske og geopolitiske interesser, der har førsteprioritet. Bag den såkaldte “grønne omstilling” er monopolernes interesser i at forny konstant kapital og knuse deres konkurrenter med nye former for protektionisme samt at udvikle markedet for individuelt og erhvervsmæssigt forbrug.

De internationale topmøder, som imperialisterne har indkaldt til, har til formål at overbevise folkene om, at løsningen af problemerne afhænger af stormagterne og deres aftaler. Men “verdens herrer” er interesserede i at opretholde systemet baseret på den private ejendomsret til produktionsmidlerne og opnå det maksimale overskud for enhver pris og på kortest mulig tid. På den anden side forhindrer kapitalismens uundgåelige anarki enhver planlagt handling.

Virkningen af den “grønne pagt” vil ikke være overvindelsen af miljøkrisen, men omdefineringen af forbindelserne mellem stormagterne, navnlig med hensyn til tilgængeligheden af energiforsyningssystemet.

Resultat: Kapitalismen vil fortsætte med at ødelægge miljøet, arbejdet, sundheden og lægge konsekvenserne af sine kriser på arbejdernes og folkenes skuldre.

Miljøforholdene vil derfor forværres i de kommende år og bringe menneskeheden tættere på den økologiske afgrund, hvorefter alle processer med klima- og miljøændringer vil blive irreversible og katastrofale.

 Kapitalistisk akkumulation og natur

Spørgsmålet der må stilles er: Hvad er den underliggende årsag til, at kapitalismen ikke lægger låg på den økologiske krises destruktive forløb?

Det er ikke et moralsk problem om “god” og “dårlig” kapitalisme. Problemet er, at kapitalismens grundlæggende love forhindrer det, at de kommer i konflikt med naturens love. Det gælder således for den generelle lov om kapitalistisk akkumulation, opdaget af Marx, som er selve grundstammen i kapitalismens udvikling.

Denne lov ligger til grund for, at arbejderklassen bliver fattigere og borgerskabet stadig rigere, med dets uophørlige hastværk med at samle stadig større kapital (som kræver større forbrug af energi, råmaterialer og genererer stadig mere affald), og for den gradvise og ustoppelige nedbrydning af miljøet under kapitalismen.

Kapital er intet andet end værdi, der forøges i ubegrænset målestok gennem udbytning af mennesker og natur.

Kapitalismen kan ikke overleve uden den stadigt voksende reproduktion af kapitalistiske relationer. Modsætningen mellem arbejderklassen og kapitalisterne styrkes på den ene side, og udbytningen og forøgelsen af produktionen af varer, der skaber værdi og merværdi, forstærkes på den anden side. Hvilket igen betyder voksende udledninger i atmosfæren og af affald i miljøet. Konkurrencemekanismerne og den kapitalistiske akkumulation er grunden til, at kapitalens forskellige materielle elementer øges, herunder mængden af brug af arbejde, af de råstoffer, der skal forbruges, og af de varer, der skal sælges. Derfor: Jo mere kapitalistisk akkumulation stiger, jo mere reduceres menneskehedens økologiske rum.

Kapitalen er ligeglad med, om produktionsprocessen og salget af varer har skadelige konsekvenser for mennesker og natur. Det afgørende er ikke menneskelige behov og den naturlige ligevægt, men selve kapitalens vækst eller “akkumulationen for akkumulationens skyld” (Marx), betingelsen for selve kapitalismens eksistens.

Uden ubegrænset ekspansion kan det kapitalistiske system ikke overleve. Nulvækst, stagnation eller faldende vækst er i modstrid med lovene i denne produktionsmåde. De økonomiske kriser er i virkeligheden kun en fase i den kapitalistiske cyklus, der må gentage sig i det lange løb. Men mens kapitalens tendens til ekspansion er til ubegrænset, er Jorden til gengæld ikke; den har begrænsede ressourcer og sarte økologiske balancer. Det betyder, at der ikke kan ske nogen bæredygtig kapitalistisk udvikling.

Kapitalismen i sit monopolstadium er et uholdbart system for menneskeheden og naturen. COP26’s fiasko beviser ubestrideligt, at ethvert forsøg på at gøre kapitalismen “økologisk” er umuliggjort af dette systems egen natur, af dets grundlæggende love. Den eneste måde at stoppe klimaforandringerne på er ved at vælte kapitalismen.

Den økologiske krise forværrer kapitalismens generelle krise

Den kapitalistiske akkumulations uhæmmede hast har ført til en dyb økologisk krise, hvis hovedfænomen er klimaforandringer med alle dens destruktive konsekvenser.

Den økologiske krise er et flerdimensionelt aspekt af det kapitalistiske systems generelle krise, som overlapper og fletter sig sammen med dets andre aspekter: økonomisk, politisk, ideologisk, socialt, energimæssigt, militært, sundhedsmæssigt, kulturelt, moralsk osv.

Kapitalismens generelle krise, som omfatter en hel historisk periode, udtrykker den stadig mere avancerede nedbrydning af dette verdenssystem, som har udtømt sin historiske rolle.

Alle aspekter og fænomener i kapitalismens generelle krise er indbyrdes afhængige og reagerer på de andre aspekter (klimaændringer såvel som pandemien forværrer økonomiske kriser), som overlapper og betinger hinanden og forværrer selve den generelle krise.

Modsætningen mellem det kapitalistisk-imperialistiske system og naturen forværres sammen med epokens andre grundlæggende modsætninger.

Dagens verden er gået ind i en længere periode med dybe økonomiske kriser, politisk ustabilitet, miljøødelæggelser, kulturelt forfald, sundhedskriser, voldsom korruption og intens imperialistisk kamp for en genopdeling af verden og indflydelsessfærer.

Stigningen i militærudgifterne og våbenkapløbet, tendensen til at føre økonomien ind på krigsstien, bestemt af forværringen af de interimperialistiske modsætninger, udgør en yderligere trussel mod biosfæren og menneskehedens fremtid på grund af den ødelæggende kraft i de enorme krigsarsenaler og udnyttelsen af mineralressourcer og råstoffer, af enorm energikapacitet, der anvendes til at producere masseødelæggelsesmidler.

De imperialistiske og kapitalistiske landes store militærbaser, de kontinuerlige militærøvelser, den “demonstrative” brug af konventionelle, kemiske, bakteriologiske og nukleare våben og de igangværende krige fremkalder alvorlig forurening og stadig mere skadelige konsekvenser for biosfæren og folkene.

Arbejderklassen og folkene er tvunget til at kæmpe mod borgerskabet på alle fronter, herunder kampen for beskyttelse af miljøet, for at forsvare deres leve- og arbejdsvilkår, for at frigøre sig fra lønslaveri.

Det bliver stadig vanskeligere at adskille de kampe, der udvikler sig på den ene front, fra dem, der udvikler sig på de andre fronter. Sammenhængen mellem kampene skabes af den stadig tættere sammenhæng mellem de forskellige aspekter af kapitalismens generelle krise. For eksempel går den intensive udnyttelse af arbejdskraft og ødelæggelsen af miljøet hånd i hånd.

Det betyder større mulighed for arbejderklassen til at skabe alliancer under sin ledelse med de folkelige lag, der er involveret i kampen mod kapitalen.

Den økologiske krise udgør således et objektivt grundlag for udviklingen af klassekampen på verdensplan, både i de imperialistiske lande og i de udplyndrede og undertrykte afhængige nationer.

Borgerskabet er klar over denne dynamik og handler derfor for at berolige befolkningerne med den “økologiske overgang” ved at omdirigere kampbevægelserne til den småborgerlige økologis blindgyde, som ikke rejser noget socialt spørgsmål og ikke har nogen anden politisk strategi end de illusoriske appeller til borgerlige ledere.

På trods af den herskende klasses bestræbelser på at bevare sit herredømme og undgå masseoprør ved at vedtage strategien for den “grønne, digitale, bæredygtige og inkluderende revolution” vil det i de kommende årtier være klassekampen, der bestemmer, hvordan kapitalismens generelle krise og dermed den økologiske krise vil blive løst.

 Fremtidsscenarier

Klassekampen udvikler sig ikke under de forhold, som vi ønsker, men i de historisk givne forhold. Analysen af virkeligheden fortæller os, at vi befinder os i begyndelsen af en fase med skærpelse af klassemodsætninger, af økonomiske, sociale og miljømæssige omvæltninger.

Hvad er de mulige scenarier for de næste årtier?

  1. a) Den mangesidede krise vil føre til en ny akkumulation og koncentration af kapitalen, og borgerskabet vil være i stand til at bevare sin magt ved at forhindre social revolution; i dette tilfælde vil den socio-miljømæssige katastrofe være uundgåelig – og dermed “de stridende klassers fælles undergang” (Marx, Engels, Manifestet).
  2. b) Forværringen af alle eksisterende modsætninger vil føre til, at arbejderklassens verdensrevolution vil udslette borgerskabets herredømme: Dette er en proces, der ikke vil foregå samtidig, men vil betyde en gradvis løsrivelse af de svage led fra den imperialistiske kæde, der gøres hurtigere ved modningen af objektive forhold i systemets helhed.

Det vil bane vejen for socialismens sejr først i nogle lande, eller i første omgang i et land, der vil vække og fremskynde revolutionen i alle lande, for at bevæge sig til en fuldstændig økonomisk omstrukturering, der vil sikre arbejdernes grundlæggende behov, med høj teknologisk udvikling og høj produktivitet af socialt arbejde bestemt af de materielle relationer mellem arbejdskraft og vedvarende ressourcer.

Kun den videnskabelige socialisme vil være i stand til at opnå en bevidst organisering af den samfundsmæssige produktion, hvor den materielle udveksling mellem mennesker og natur vil blive rationelt reguleret.

At gennemføre denne regulering og nå frem til klimastabilisering “kræver en fuldstændig revolution i vores hidtil eksisterende produktionsmåde og dermed i hele vor nutidige samfundsorden”. (Engels, Naturens Dialektik)

I det socialistiske samfund vil trivsel ikke blive målt på forbrugerisme, men på den sociale og miljømæssige kvalitet af produktionsprocesserne og af de socialt producerede varer; på deres brugsværdi med hensyn til at tilfredsstille den arbejdende befolknings reelle og grundlæggende behov, og herved eliminere affald og luksus; ved at reducere den mængde energi, der er nødvendig for at producere varerne; ved den kraftige nedsættelse af arbejdstiden, garanteret beskæftigelse, gratis social- og sundhedstjenester af høj kvalitet, polyteknisk og humanistisk uddannelse, tidlige og værdige pensioner og sikkerhed på arbejdspladsen; ved mindre forurening, trafik og stress; ved biblioteker, biografer, teatre, videnskab, kunst, sport og masserekreation; ved total beskyttelse af miljøet og kulturarven osv.

De nye socialistiske samfund, der vil opstå, bliver nødt til at løse problemer, som de første erfaringer med socialisme ikke stod over for, på en anden måde på grund af de høje omkostninger, som kapitalismen vil efterlade på miljøet. De bliver nødt til at skabe den nødvendige sociale struktur, inden for hvilken arbejderne kan forene og mobilisere deres kræfter for at undgå miljøkatastrofer.

Afhængigt af de miljømæssige forhold, der vil eksistere, når den nye sociale orden vil blive etableret, kan vi ikke udelukke en periode med drastiske og hurtige socioøkonomiske tiltag med en afgørende, vedvarende og socialt retfærdig reduktion i udledningen af CO2 og andre drivhusgasser, arbejdskampagner på forskellige fronter (industrielle, landbrugsmæssige, hydrogeologiske, skovbrugsmæssig, marine osv.) og strenge sanktioner mod at hærge naturen med det formål at undgå det værste, også i de kommende generationer.

Vi kan imidlertid ikke forkaste hypotesen om, at “den bevægelse, der afskaffer tingenes nuværende tilstand”, vil forsinke dens udvikling, og socialismen på globalt plan vil sejre i en periode, hvor økologisk nedbrydning vil være fuldstændig irreversibel, og der vil være store miljøkatastrofer og en kvantitativ reduktion af menneskeheden. Dens opgave vil derefter være at tilpasse samfundet til virkningerne af klimaændringerne, i lang tid gennemføre stærke og dybtgående transformationer af produktions- og forbrugsmodellen, hæve teknologien til det maksimale, koordinere indsatsen på hele kloden, styrke solidariteten mellem folkene og sikre de bedste og vigtigste resultater af den menneskelige civilisation.

I denne henseende vil videnskabelig socialisme være den evolutionære nyhed i vores art, menneskeheden.

Den herskende klasse kan ikke “omskrive historien”, og den er ikke i stand til at genoprette den økologiske ligevægt, den har brudt.

Det er derfor et spørgsmål om at skrive en ny historie inden for en anden og overlegen samfundsorden, der har arbejdernes virkelige velbefindende i centrum og er i stand til at opnå en rationel regulering mellem det menneskelige samfund og naturen.

Arbejderklassen, den klasse, der er fremmedgjort fra naturen og sit eget arbejde, og som altid kæmper mod skadelige forhold på arbejdspladsen og på jorden, er den eneste klasse, der kan føre menneskeheden frem til at styrte kapitalismen og opbygge socialismen, gribe den politiske magt så hurtigt som muligt og gennemføre sit verdensdømme, sit kampprogram for kommunismen.

Marts 2022

 Oversat fra Unity&Struggle nr. 44, 2022

Udgivet af Den Internationale Konference af marxist-leninistiske partier og organisationer, CIPOML, https://apk2000.dk/cipoml/

Klassekamp – Revolution - Socialisme. Magasinet ENHED og KAMP har det hele!

Tankestof til tidens brændende spørgsmål - Handling i en verden moden til forandring

Del og brug gerne

Back To Top