Hver eneste samfundsmæssig revolution, som har sønderslået den indtil da herskende magt, er altid blevet bagtalt af den gamle herskende klasse.
Sådan var det under de nordamerikanske koloniers uafhængighedskrig (1775-1783): De reaktionære beskyldte f.eks. amerikanerne for, at de ”frækt angreb” den britiske forfatning, at de forgreb sig på retfærdigheden og efterstræbte at gøre englændere til slaver.
Sådan var det under den borgerlige revolution i det 18. århundredes Frankrig. Denne revolution udløste en storm af bagvaskelse. Særligt udbredt var Edmund Burkes skarpe pamflet, som udkom i år 1790. Burke var bange for, at lov og orden var brudt sammen på tidspunktet for den grundlovgivende forsamling. Domstolene var ødelagt, industrien var under afvikling, handelen var ved at dø, skatterne blev ikke betalt osv.
Den britiske premierminister William Pitt den yngre så den franske revolutions natur som en umættelig trang til ekspansion, en nådesløs ødelæggelsestrang mod alle Frankrigs borgerlige og kirkelige institutioner. Ifølge ham var det Frankrigs grundprincip at opvigle de fattige mod de rige, idet man lokkede dem med, at alle rigdomme skulle omfordeles, og dermed benyttede man sig af den bedrageriske idé om lighed og ødelæggelsen af alle retfærdighedens principper. Således marcherede den til ødelæggelsen oprustede franske revolutions ånd – denne hele verdens terror og skræk – fremad!1
Nuvel, derfor er det vel kun logisk og næsten helt selvfølgeligt, at de herskende, kapitalens ideologiske forsvarere, bagtaler socialismen med så meget desto større had, udbreder de uhyrligste tilsvininger mod Oktoberrevolutionen – en revolution, der rystede deres grundvold. Historien om, at Oktoberrevolutionen kun var bolsjevikkernes kup, er altså i denne sammenhæng fuldstændig forståelig.
Man kan beskrive det billede, som den borgerlige propaganda tegner af Oktoberrevolutionen, således: Vi ser en handling af magtovertagelse. Det er nat, der kommer soldater og bevæbnede kræfter til den borgerlige regerings sæde. Dér ser vi en panserkrydser, som truer den borgerlige regering forskanset i Vinterpaladset med kanonsalver, dér ser vi væbnede kræfter i det hellige parlament, anholdte parlamentsmedlemmer, ministre, politikere osv. Betragtede vi historien således isoleret fra alt andet og begrænsede vores horisont til handlingen selv, så var det faktisk en fuldstændig ulovlig magtovertagelse, ja, et generalstabsmæssigt planlagt kup. Som Lenin sagde: “Magtovertagelsen er opstandens opgave; dens politiske mål bliver tydeligt efter magtovertagelsen.”2
Med andre ord: Bag denne handlings ydre fremtræden er der en væsentlig forskel.
Således må man spørge: Hvem var det angivelige kups aktører? Hvem var de bevæbnede kræfter? Hvem stod ved roret på panserkrydseren “Aurora”? Nogle kupgeneraler? Nogle oberster? Overhovedet ikke: Det var organiserede, bevidste arbejderledere, det var de krigstrætte soldater, det var de jordløse bønder, det var bolsjevikiske arbejdere og soldater. Og i hvis navn handlede de, hvem ville de overgive magten til? De greb magten i deres eget navn og til sig selv. Deres motto var meget utvetydigt: “Al magt til sovjetterne!”
Vi ser: Magten bliver grebet af, ved hjælp af og på vegne af sovjetterne – den uimodsigeligt brede demokratiske masseorganisation. Også selvom den natlige magtovertagelse ligner et kup – sådan som enhver magtovertagelse eller opstand har denne lighed. Oktoberrevolutionen var ikke et kup, fordi den virkeliggjorde, hvad der udmærker en samfundsmæssig revolution: Magten overgår til nye magthavere, hvis samfundsmæssige handlen nødvendiggør en helt anderledes samfundsformation. Ved et kup er dette netop ikke tilfældet: Et kup erstatter de herskende med andre inden for den samme samfundsformation. Som tyrkiske kommunister er vi særdeles godt bekendt med dette; vi har gjort os rigeligt med erfaringer med diverse kup.
Opstanden i oktober 1917 tydeliggjorde sin revolutionære karakter og politik den følgende dag. På den 2. Alrussiske Sovjetkongres blev der nemlig som den første handling udsendt de følgende to dekreter: Dekretet om freden (øjeblikkelig våbenstilstand og fredsforhandlinger) og Dekretet om jorden (jordbesiddernes ejendomsret til jorden blev ophævet øjeblikkeligt og uden erstatning). Desuden blev der på denne sovjetkongres dannet den første sovjetregering: Folkekommissærernes Råd.
Lenin beskrev meget nøjagtigt i sit skrift “Marxisme og opstand”, hvad det handlede om:
“For det første: For at få succes må opstanden ikke basere sig på en sammensværgelse, men må basere sig ikke på partiet, men på den mest fremskredne klasse.
For det andet: Opstanden må basere sig på folkets revolutionære opsving.
For det tredje: Opstanden må basere sig på et sådant vendepunkt i den fremvoksende revolutions historie, hvor aktiviteten i folkets forreste række er størst, hvor udsvingene i fjendernes rækker og i de svages, halvhjertedes og ubeslutsomme venner af revolutionens rækker er stærkest.” (LW, Bd. 26, S4-5)
Disse tre betingelser var på dagen for Oktoberrevolutionen utvivlsomt opfyldt.
Hele den antikommunistiske, borgerlige propagandas opgave består altså i sin kerne i at benægte sovjetternes rolle i forhold til partiet og i forhold til sovjetterne at udslette partiets rolle.
Tror man den antikommunistiske propaganda, så fortsatte bolsjevikkernes vilkårlighedsregime også efter magtovertagelsen: De gav ordrerne, og masserne havde bare at adlyde. Man kunne her komme med talrige eksempler på, at denne påstand er af den mest banale slags. Dertil er det historisk meget let at påvise, at uden de landsdækkende sovjetters aktive deltagelse, initiativ og beslutsomhed havde revolutionen, som begyndte i oktober, ikke engang kunnet overleve et par måneder for slet ikke at tale om årtier.
* Havde der f.eks. ikke i direkte tilknytning til revolutionen (altså i årene 1918-19) været en “Kampagne for udsendelse af arbejdere til landsbyerne”, hvor titusinder af arbejdere blev sendt til landsbyerne for at bekæmpe fattigdommen og lede den succesrige kamp mod kulakvældet, som dengang havde rådighed over massive kornlagre, og var der ikke i denne sammenhæng oprettet “Komiteerne af de fattige bønder”, så havde sulten tvunget revolutionen i knæ.
* Eller tager vi eksemplet med de internationale invasioner, som efterfulgte Oktoberrevolutionen, og den årelange borgerkrig: Mere end én gang var revolutionen livsfarligt truet. Og igen og igen blev denne fare stoppet gennem bøndernes og arbejdernes særlige mobilisering og deltagelse. På denne tid trådte f.eks. Petrograds proletariat mere end én gang til, med livet som indsats, i forsvaret af revolutionens første storby. Uden deltagelse af arbejder-, soldater- og bondesovjetterne kunne det bolsjevikiske parti, som naturligvis i disse udmattende og offerrige år sendte sine bedste kadrer, medlemmer og ungdom til fronten, ikke kunnet redde revolutionen.
* Eller dette eksempel: Den første femårsplan udløste en aldrig før set bevægelse blandt arbejdere og kollektivbønder: den socialistiske kappestrid. Over for den første femårsplans mål opstillede de meget højere modplaner. De overgik sågar de fastlagte mål. Disse reaktioner fra arbejdere og kollektivbønder viste entydigt, at indstillingen til arbejdet havde ændret sig i Sovjetunionen. Arbejdet forvandlede sig fra tvang og hoveri “til en sag om ære og værdighed, til hæder og heltedåd”.3
I “SUKPb’s historie” bliver der desangående, korrekt skrevet: “Historien havde aldrig før set en industrialisering af sådant omfang, en sådan patos i nybygningen, en sådan arbejderheroisme hos arbejderklassens millionmasser.”
Men historien om ”kuppet” indeholder endnu et aspekt, vi må ind på. Nemlig at der under denne angivelige “militære sammensværgelse” var tale om en vilkårlig handling begået af bolsjevikkerne, hvormed man kvalte den borgerlige revolution, som fandt sted i februar 1917, og forhindrede denne i at bevise fortsatte berettigelse.
I Lenins berømte ”April-teser” bliver der gjort følgende konstatering: “Det som kendetegner den nuværende situation i Rusland, er overgangen fra første etape i revolutionen, som bragte borgerskabet til magten som en følge af proletariatets mangelfulde klassebevidsthed og organisationsgrad, til den anden etape, som må lægge magten i hænderne på proletariatet og de fattige lag af bønderne.” Revolutionens første etape var den borgerlige revolution i februar 1917. Den anden, den socialistiske revolution, skete som bekendt i oktober 1917.
Vi ser altså helt tydeligt, at Lenin viser en snæver sammenhæng mellem den borgerlige og den socialistiske revolution. Nu ved vi som marxister, at en revolution ikke står i nogen ”absolut” modsætning, derimod altid i modsætning til bestemte samfundsmæssige forhold. Hvilken sammenhæng drejede det sig så om i Rusland? Hvorfor måtte den anden etape efterfølge den første?
Svaret er slet ikke så abstrakt og er egentlig bare simpel logik: fordi det for Lenin og det bolsjevikiske parti var meget tydeligt, at den dobbeltmagt, som var opnået med februarrevolutionen (altså på den ene side det russiske borgerskab, på den anden arbejder- og bondesovjetterne), ikke kunne bestå særlig længe. Til syvende og sidst: Borgerskabet, der var kommet til magten, altså den provisoriske regering, videreførte i bund og grund zarens politik, den satte ikke ind for krigens øjeblikkelige afslutning, den var for, at jorden forblev godsejernes ejendom, osv. Men arbejdernes krav under den borgerlige revolution var “Fred, Frihed, Brød”. Og de jordløse bønders krav var jord. Det var den objektive situation. Lenin og bolsjevikkerne vidste med usvigelig sikkerhed, at borgerskabet var ude af stand til og ikke frivilligt ville gå med til at opfylde disse krav, de arbejdende massernes krav. Derfor blev spørgsmålene for hvem? og hvornår? stillet under dobbeltmagten. Men det egentlige problem var at oplyse de arbejdende masser om, at de ville skyde sig selv i foden, hvis de troede på, at borgerskabet nok skulle efterkomme deres krav. Disse illusioner blev under alle omstændigheder promoveret af mensjevikkerne og de socialrevolutionære, som på den tid endnu havde flertallet i sovjetterne.
Og som det i sådanne afgørende historiske situationer er tilfældet, var nogle få lærerige måneder nok for gennem et tålmodigt, informerende partiarbejde, der byggede på massernes egne erfaringer, at overbevise dem om, at de nu selv måtte handle og gribe magten.
Altså: Den borgerlige regerings omstyrtelse var ikke bolsjevikkernes kup eller nederdrægtige komplot eller resultatet af Lenins urealistiske drømmerier om at forbedre verden. Derimod var den borgerlige regerings omstyrtelse og magtovertagelsen gennem sovjetterne en konsekvent, logisk og verdenshistorisk dåd udført af arbejderklassen og de fattige bønder for deres virkelige interessers skyld: for endelig at få fred, for endelig at få jord til at opretholde livet. Og for at opnå friheden måtte de enten handle eller lide videre under krigen, fattigdommen, arbejdsløsheden og ufriheden.
Oktoberrevolutionen var derfor resultatet af, men også det slående bevis på en meget vigtig historisk sandhed: Borgerskabet og jordejerne, kapitalens herskende klasse, er af deres klasseinteresser dømt til at opretholde de kapitalistiske produktionsforhold, som nu engang bygger på udbytning, produktionskriser, elendighed og imperialistiske krige. For dem er der intet alternativ. De er uden alternativ, og derfor sætter de alt på ét bræt, så hele samfundet kommer til at tænke ligesom dem.
Dér forstyrrer et historisk eksempel som Oktoberrevolutionen naturligvis; den anskueliggør henholdsvis alternativet og alternativløsheden hos de to antagonistiske klasser.
Lad os sammenfatte: Nøjagtigt hvori består det særegne i tilsviningen af Oktoberrevolutionen, at den var et gement kup, bolsjevikkernes militære sammensværgelse?
Det særegne består i at benægte bestemte, også i dag meget aktuelle historiske kendsgerninger.
For det første har denne tilsvining til formål at skjule borgerskabets almindelige klassemæssige utilstrækkelighed.
Nemlig:
– at borgerskabet, der kom til magten ved den borgerlige revolution, ikke var i stand til at indfri folkets brændende krav om fred, jord og brød.
– at i en historisk situation, som er kendetegnet ved væsentlige samfundsmæssige modsætninger, åbenbares overordentligt hurtigt borgerskabets hykleriske og fjendtlige holdning over for arbejderklassen og folket, hvilket nødvendiggør arbejderklassens og alle andre arbejdendes selvstændige indgriben. De historiske begivenheder og udviklinger demaskerede hurtigt borgerskabet og viste dermed dets sande klassekarakter.
For det andet er formålet med historien om kuppet at bestride arbejderklassens klassemæssige potentiale og dens historiske stilling.
Nemlig:
– at det er de organiserede arbejdermasser selv, deres initiativ og klassebevidste kamp, der frembringer fuldstændigt nye historiske tilstande. At alene de er i stand til – hvis de bliver ledet af en revolutionær politik og bliver ledsaget af et parti sammenflettet med deres bevægelse – at ophæve de eksisterende inhumane forhold og opbygge et nyt samfund, som ikke længere bygger på menneskets udbytning af mennesket.
Vi kan altså opsummere, at der med hensyn til Oktoberrevolutionen findes to afgørende begreber, som sammenfatter hele den historiske erfaring: arbejder- og bonde- sovjetter der opstod under 1905-revolutionen og arbejderklassens parti. Uden disse to begreber og uden at tage hensyn til forholdet mellem dem kan frem for alt Oktoberrevolutionen, men heller ikke dens indledende trin, revolutionen i 1905-1907 og februarrevolutionen, forstås korrekt. Og vi kan uden tvivl sige, at alle historiske tilkæmpede erobringer under opbygningen af socialismen i Sovjetunionen bærer disse to kræfters underskrift.
Dette var en helt ny slags revolution – ikke kun på grund af sine bærende kræfter, sovjetterne og partiet, men også på grund af dens karakter, som var rettet imod afskaffelsen af klasserne og udbytningen. Det var en omstændighed, som adskilte den fra de klassiske revolutioner i nyere tid, som havde gennemført en udskiftning af de politiske magthavere, der imidlertid blot cementerede de allerede bestående økonomiske ændringer i basis. Som en revolution af en ny type gennemførte Oktoberrevolutionen en modsatrettet overgang fra revolutionær hændelse til revolutionær omvæltningsproces. Derfor er Oktoberrevolutionen selve eksemplet på Marx’ tese om, at teorien bliver til materiel magtanvendelse, så snart masserne tager den til sig. Denne revolutions ledende partis videnskabelige teori og dens omsætning til materiel magtanvendelse gennem massernes høje organisationsgrad og aktivitet er utvivlsomt en af verdenshistoriens mest fascinerende kendsgerninger.
* Oktoberrevolutionen er på en måde en “model” eller en historisk anvisning for kommunisterne i alle lande. Den lærer kommunisterne, hvordan de må arbejde blandt masserne, hvordan de kan udvikle arbejdernes klassebevidsthed, hvilken karakter en kommunistisk organisation og dens teoretisk-praktiske arbejde har, hvordan man udformer en revolutionær politik og taktik, kort og godt hvordan partiet kan blive til arbejderklassens og revolutionens parti.
Marxist-leninisterne er hverken nostalgikere eller drømmere. At erindre Oktoberrevolutionen betyder for dem at lære af dens sejre og nederlag, at drage konklusioner i det daglige arbejde. Vi ved, at friheden kan fratages menneskene, men ikke bevidstheden om frihed, så snart menneskene én gang her erfaret den. Oktoberrevolutionen var og vedbliver at være en stor begivenhed i menneskehedens historie. Den er aktuel.
Det ligger i begrebet ”epoke”, at det angiver en målestok, som det aktuelle til enhver tid står i forhold til. I vores tilfælde er denne målestok de økonomiske samfundsformationer og de dertilhørende samfundsklasser. Da kapitalismen, den monopolistiske kapitalisme og dens to hovedklasser: borgerskabet og arbejderklassen, stadig består, og da socialismen ikke er en hvilken som helst modsætning, men en ganske bestemt modsætning fremkommet af den kapitalistiske produktionsmådes natur, påstår vi stadig, at vores epoke er imperialismens og de proletariske revolutioners epoke, altså epoken med overgang fra kapitalismen og til socialismen.
Dermed bestrider vi ikke, at meget har ændret sig de sidste hundrede år, overhovedet ikke. Men ikke epoken selv, kun betingelserne og formerne for revolutionens realisering har åbenlyst forandret sig.
Med hensyn til vores tema vil vi afslutte med kort at nævne:
* Historisk betragtet befinder vi os i en fase, hvor socialismens nederlag stadig har eftervirkninger og socialismen er miskrediteret i bevidstheden hos et stort flertal af arbejderne. Men denne omstændighed må ikke fortolkes som en øget sympati for kapitalismen. Tværtimod, skuffelsen og forargelsen over kapitalismen, over dens sociale og politiske virkelighed, vokser fra dag til dag og udtrykker sig også i forskellige begivenheder og tendenser.
* Vores viden om historiens love, samfundsformationerne og deres udviklingsegenskaber overbeviser os om, at individerne – uafhængigt af hvordan de aktuelt tænker om sig selv og deres tid – ikke kan isolere sig fra de samfundsmæssige forhold. Et individuelt liv uden for historien findes ikke. På den anden side skal vi også være klar over, at samfundsmæssige lovmæssigheder og deres virkemåde sætter sig igennem og virkeliggøres med individernes henholdsvis de sociale gruppers bevidsthed og handling.
* Asymmetrien mellem kapitalismens skærpede modsætninger og den åbenbare “falske bevidsthed” omkring årsags-sammenhængene, og måderne til at overvinde disse modsætninger, kræver af dagens kommunister et tålmodigt, vidtskuende, mangesidigt, tålmodigt og fornuftigt oplysningsarbejde blandt arbejderne og de arbejdende masser.
* Kilden til vores tålmodighed og vedholdenhed er og bliver den marxistiske historiske bevidsthed og den videnskabelige socialisme. Kun de, der ser bredden og holder deres perspektiv åbent for helheden, er i stand til at skabe styrken til tålmodighed og vedholdenhed. Færdigheder til dette kan læres, og bestræbelsen på at tilegne sig flest mulige er nu engang enhver kommunists historiske pligt.
* Stillet over for den historiske erfaring, at bevidstheden og organiseringsgraden i de revolutionære forvandlinger tiltager for hver verdenshistorisk epoke, må vi i en tidsalder med videnskab, internet, sociale medier og dermed udvidede påvirkningsmuligheder for borgerskabets herredømme – og den kulturelle slavebinding af arbejderne, ungdommen og de arbejdende gennem disse påvirkningsmuligheder – stille os den virkeligt svære og besværlige opgave at gå ind i det arbejde blandt masserne, som indtil videre endnu ikke forekommer tilstrækkeligt frugtbart. Der er ingen vej udenom.
Åben klassekamp, altså situationer, hvor arbejderne gennem egen erfaring får åbnet øjnene og samtidig bliver mere modtagelige for tilegnelse af klassebevidsthed, kan vi ikke bare fremtrylle. Men vi kan og skal opdage og udnytte enhver nok så lille mulighed for at udvikle klassekampen. Der findes i hobetal af muligheder og udfordringer i det politiske arbejde – fra miljøspørgsmål til sundhed, fra bolignød til fattige børn, fra opdragelse til indkomst, fra kvindespørgsmål til demokrati, fra nationalisme til krig, fra krise til social udstødelse, fra arbejderrettigheder til arbejdsløshed osv. Det er op til os, kommunisterne, i tide at erkende arbejdernes og ungdommens krav, der understøtter klassekampen, og at hjælpe dem, organisere dem for opnåelsen af deres egne krav.
For tiden er vi ikke politisk og organisatorisk stærke nok. Men den internationale arbejderbevægelses erfaringer og frem for alt selve Oktoberrevolutionens kæmpe skatkiste af erfaringer sætter os i stand til at finde veje og muligheder, at forstærke og udvide vores indflydelse inden for arbejderklassen. Denne støtte fra historien kan ingen tage fra os.
Oplæg til de europæiske marxistisk-leninistiske partier og organisationers seminar om Oktoberrevolutionens betydning og aktualitet, juni 2017
NOTER
1 Se om dette: Neue Welt, Heft 9, Mai 1947, S.25
2 LW 26, S. 223
3 For eksempler og citater, se SUKPb’s historie