skip to Main Content

ORDBOG

Akkumulation

Når man samler og ophober noget, så man hele tiden får mere.

Begrebet bruges i politisk økonomi. I den borgerlige udgave er det historien om, hvordan man gennem hårdt arbejde, evnen til at tage de rigtige beslutninger og turde tage en risiko kan blive rig, tjene stadig flere penge og hele tiden forøge sin kapital, omsætning og ejendom.

I marxistisk politisk økonomi siges det derimod klart:  Det er udbytningen af arbejdskraften og udplyndringen af naturens ressourcer, der skaber merværdi og profit. Værdier der kan investeres i igen at øge rigdom og kapital. At det ikke kommer dem der skaber værdierne, arbejderklassen, til gode skyldes den private ejendomsret.

«Når merværdien ikke anvendes af ejeren til hans personlige forbrug, men bruges som kapital, dannes der ny kapital, som føjes til den gamle som akkumuleres. Anvendelsen af merværdi som kapital kaldes kapitalens akkumulation.» (Marx).

Anarkisme

Politisk retning, der drømmer om et nyt samfund med alle individers frihed, uden at gøre op dem det bestående klassesamfund og den private ejendomsret.  Findes i dag først og fremmest i de autonome miljøer, hvor opbygning af  kollektiver og en anti-autoritær livsstil sammen med ”direkte aktion” mod magtsymboler skal overbevise andre til at gøre det samme.

Anarkismen afviser nødvendigheden af arbejderklassens organisering og det revolutionære parti for at kunne skabe revolutionær forandring og et nyt samfund.

Dialektik

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Dialektisk og historisk materialisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Finansiel og industriel kapital

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Flydende/Konstant kapital

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Højrepopulisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Idealisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Imperialisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Løn under kapitalismen

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Maoisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Marxisme-Leninisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Materialisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Metafysik

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Monopoldannelse

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Opportunisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Produktivkræfter

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Reformisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Revisionisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Socialdemokratisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Spekulation

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Trotskisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Udbytning

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Oktoberrevolutionen og arbejderklassens revolutionære parti

Ecuadors Marxistisk-Leninistiske Kommunistiske Parti – PCMLE, Pablo Miranda

Nødvendigheden af det kommunistiske parti

Udviklingen af kapitalismen førte til, at den industrielle arbejderklasse voksende frem og udviklede sig, den førte til fødslen af den klasse, som vil omstyrte den, til arbejderklassen, der vil lægge den i graven.

Marx og Engels beskrev udførligt de objektive betingelser, der ville frembringe en revolutionær situation: udviklingen af produktivkræfterne; de skiftende stadier i samfundsudviklingen som følge af negationen af de gamle produktionsforhold i nye historiske perioder; koncentrationen og akkumulationen af rigdomme, udbytningen og udnyttelsen af størstedelen af arbejderne af en lille håndfuld virksomhedsejere, udbytterklassen af kapitalister; den voksende forarmelse af den arbejdende befolkning; udviklingen af klassekampen som den drivende kraft for social og materiel fremgang; den besiddende klasses manglende evne til at bremse historiens gang. På basis af den menneskelige udviklingshistorie, på grundlag af den skærpede klassekamp, slog Marx og Engels også fast, at arbejderklassen måtte forandre sig fra at være en klasse i sig selv til at blive en klasse for sig selv.

De så klart nødvendigheden af, at arbejderklassen udviklede sin egen ideologi, sin rolle som sin egen befrier og dermed befrier af hele menneskeheden. Disse betingelser kan ikke blive opfyldt uden brug af revolutionær teori, uden handling fra de fremskredne arbejdere organiseret i arbejderklassens revolutionære parti.

For at den arbejdende befolkning, de undertrykte folk og nationer kan begynde at gå en revolutionær vej og sejre i denne krig for frigørelse, er eksistensen af arbejderklassens politiske parti, det kommunistiske parti nødvendig; det er uundværligt.

Denne lærdom blev systematiseret med udgivelsen af Det Kommunistiske Partis Manifest i 1848.

Sammen med udviklingen af arbejderbevægelsen i de kapitalistiske lande i Europa og USA blev den videnskabelige socialistiske teori en del af bevidstheden og organiseringen af arbejderklassen; de kommunistiske principper blev den revolutionære ledetråd for bevægelsen for arbejderklassens frigørelse.

Med stiftelsen af den første Internationale blev den videnskabelige socialisme international, den blev grebet af fremskredne arbejdere og intellektuelle i mange lande og regioner.

Socialisme og arbejderbevægelsen i Rusland

De kommunistiske ideer spredte sig rundt i mange lande, mest i dem, hvor kapitalismen var udviklet og arbejderne talte millioner af lønslaver. De ramte det gamle Rusland, zar-imperiet, det største land på kloden, hvor udbytningen af arbejderne blev forværret af den kapitalistiske udvikling, hvor undertrykkelsen og udbytningen af millioner af landarbejdere var synlig og rystende, hvor en aggressive erobringskrig fandt sted mod folkene og nationerne i Europa og Stillehavsområdet.

Arbejdernes, ungdommens og bøndernes kamp for frihed i det zaristiske Rusland havde stået på i århundreder. Store oprør på landet, talløse strejker blandt arbejderne for deres rettigheder, en intens kamp blandt ungdommen, blandt demokrater mod det autoritære regime fandt løbende sted.

I de sidste år af det 19. århundrede kæmpede arbejderklassen massivt mod kapitalisternes udbytning og undertrykkelse. Disse kampe var en del af længslen efter frihed, demokrati og social retfærdighed. De var vendt mod det autoritære og enevældige zarregime, og de indeholdt vigtige dele af ungdommen og den revolutionære intelligentsia.

Samtidig fandt der en vigtig teoretisk debat sted blandt arbejderne, blandt forkæmperne for social frigørelse, blandt revolutionære intellektuelle. På den ene side stod populisterne (Narodniks), der udråbte bønderne til at spille den ledende rolle i kampen for frihed og i opbygningen af socialismen gennem bondekollektiver. De blev senere tilhængere af den individuelle terrorisme og udførte terrorangreb. På den anden side stod tilhængerne af marxismen, der stod for kampen for socialismen, nødvendigheden af arbejderklassens parti som afgørende elementer for at rejse kampen for befrielse og føre den til sejr.

Denne debat kulminerede med afsløringen af populisterne og deres nederlag, den lagde grundlaget for at opbygge arbejderklassens parti, det bolsjevikiske parti, og udvikle den revolutionære kamp.

Det bolsjevikiske kommunistpartis historie er historien om Oktoberrevolutionen. Den kan ikke forstås uden at forstå partiets ledende rolle.

Arbejderklassens parti

Ruslands Socialdemokratiske Arbejderparti, RSAP, blev født i arbejderklassens hårde kamp mod kapitalisternes undertrykkelse og udbytning. Det var et resultat af en sammensmeltning af den videnskabelige socialisme med arbejderbevægelsen, det var et resultat af den teoretiske og politiske debat mellem marxistiske principper og populistiske ideer, mellem revolutionære marxister og legalistiske marxister, mellem revolutionære og økonomister som havde indflydelse på arbejdernes organisation og kamp.

De revolutionære marxister, arbejdere og intellektuelle, blandt hvilke Lenin skilte sig ud, opnåede en første stor sejr: De afslørede og slog populismen, de startede en slagkraftig arbejderbevægelse, de lagde grunden til arbejderklassens parti.

RSAP’s første kongres blev afholdt i marts 1898 i Minsk. Det ideologiske og politiske grundlag for partiet blev udformet og dets etablering og udvikling planlagt.

“Et parti af en ny type”

Det var nødvendigt at definere partiets natur, politik, organisering og praksis gennem arbejderklassens og folkets kamp mod kapitalistisk udbytning og enevælden. Partiets klassekarakter viste sig som en sand repræsentant for arbejderklassens umiddelbare og langsigtede interesser, der kæmpede for at forene disse to ting, som en politisk organisation, der fremsatte krav og kæmpede mod virksomhedsejerklassen og i opposition til den stat, der undertrykte deres interesser, der forenede kampen mod udbytning og kampen om magten i samme proces som overvindelsen af de herskende klasser og etableringen af arbejdernes og folkets magt.

Udviklingen af arbejderklassens og ungdommens kamp blev først og fremmest skabt gennem medlemmers og organisationer i  RSAP’s arbejde. I byer og regioner, hvor der fandtes fabrikker, miner og jernbaner, kom der store bølger af strejkebevægelser, som omfattede hundredtusinder af arbejdere. Dette muliggjorde opkomsten og udviklingen af fagforeninger, udviklingen af massernes bevidsthed, og at de mest fremskredne arbejdere kunne se overtagelsen af magten som en konkret opgave. Det var den scene, der var sat for fødslen og styrkelsen af partiet.

Stiftelsen af partiet havde som en nødvendig betingelse fastholdelsen af marxismens revolutionære teser. Lenin talte altid om nødvendigheden af teori. “ Uden revolutionær teori ingen revolutionær bevægelse…. rollen som fortrop kan kun udfyldes af et parti med den mest avancerede teori.” (Lenin)

Reformistiske ideer og klassesamarbejde fandtes også inden for arbejder- og fagbevægelsen, i partiets egne rækker, ligesom økonomismens og spontanitetens teorier, teser om, at arbejderbevægelsen skulle koncentrere sig om konkrete krav som højere løn og andre spørgsmål direkte knyttet til arbejdsmarkedet.

På partiets anden kongres i 1903 konfronterede de revolutionære marxistiske kræfter opportunisternes ideer og praksis. Der blev rejst en dyb ideologisk og politisk kamp, som de leninistiske kræfter vandt. Fra da af fandtes der to forskellige politiske linjer i partiet, i arbejderbevægelsen og i sovjetterne: marxisterne, som havde vundet flertallet, blev kaldt for bolsjevikkerne, og opportunisterne, som forblev et mindretal, blev derfor kaldt for mensjevikkerne.

De revolutionære arbejdere måtte, samtidig med at skulle udvikle strejkekampen og kampen for frihedsrettigheder, kæmpe hårdt mod opportunistiske teser i partiet, de måtte kæmpe mod splittelse og for enheden i partiet og arbejderklassen.

Det var en omfattende ideologisk og politisk kamp, som optog de revolutionære, de konsekvente marxister med Lenin i spidsen. Denne kamp omfattende størstedelen af medlemmerne, på trods af at de var opdelt i mange grupper uden en samlet ledelse og kæmpede på en ukoordineret måde.

For at imødegå den komplekse situation skrev Lenin et meget vigtigt ideologisk, politisk og organisatorisk værk: ”Hvad må der gøres?”. Dette værk havde en afgørende betydning for udviklingen af arbejderklassens kamp, for de ideologiske og politiske definitioner og for enheden partiet.

Han afslørede og isolerede de opportunistiske og økonomistiske positioner inden for arbejderbevægelsen og i partiets rækker. Han påviste, at de dybest set var udtryk for knæfald for spontanisme i modsætning til en socialistisk bevidsthed. Han genetablerede fuldstændig nødvendigheden af revolutionær teori, af det bevidste element, af partiet som den ledende kraft og den politiske organisator og uddanner af arbejderklassen. Han gjorde det fuldstændig klart, at arbejderklassen overladt til sig selv kun kan udvikle en faglig bevidsthed og handling. For at kunne mestre den revolutionære ideologi og teori var den rolle, som de fremskredne arbejdere organiseret i arbejderklassens politiske parti spillede, nødvendig. Den revolutionære bevidsthed må ”introduceres” udefra til de arbejdende masser og folket, den må komme fra den revolutionære teori, hvis vigtigste kendetegn er arbejderklassens parti. For Lenin var det marxistiske parti en forening mellem arbejderklassen og socialismen.

For Lenin og bolsjevikkerne var det hele tiden klart, at arbejderklassens parti måtte være i overensstemmelse med arbejderklassen og folket, med deres umiddelbare håb og krav og med de strategiske mål for revolutionen, socialismen og kommunismen. Denne forståelse og nødvendigheden af at afslutte opbygningen af arbejderklassens parti ledte til, at partiet i marts 1918 skiftede navn fra Ruslands Socialdemokratiske Arbejderparti til Sovjetunionens Kommunistiske Parti (bolsjevikisk), SUKP(b).

Propaganda og den revolutionære kamp

Stående over for organisatorisk splittelse, eksistensen af utallige socialistiske grupper i forskellige byer og regioner, fremlagde Lenin en mesterlig plan, der var testet både i teori og praksis: udgivelsen af en avis, der kunne forene partiets medlemmer og organisationer på en fælles politisk linje i en enkel organisation for hele Rusland. Ud af det leninistiske forslag fødtes avisen Iskra (Gnisten), der udfyldte rollen som agitator, propagandist, forkæmper for marxismen og som organisator. Ud over hele Ruslands enorme territorium opstod og udviklede sig et kæmpe sammenvævet netværk af korrespondenter og bidragsydere til Iskra. Det styrkede den revolutionære bevidsthed og politik både hos dem selv og i alle partiets afdelinger. En samlet politisk organisation med kun én orientering var blevet skabt, med et netværk af afdelinger, der arbejdede og kæmpede på fabrikkerne og i fagforeningerne, på landet og i zarens væbnede styrker.

Arbejderklassens parti integrerede partiets avis i sit daglige arbejde, i arbejderklassens kamp, i den ideologiske kamp mod opportunismen, i den teoretiske debat for udviklingen af revolutionær politik. De revolutionære arbejdere i Rusland tog partiets avis til sig som et essentielt redskab til den revolutionære agitation og propaganda, til den politiske uddannelse af arbejderne, til opbygningen af partiet, til at uddanne medlemmer i politisk teori og til kampen mod opportunismen i alle dens afskygninger. Hele udviklingen af Oktoberrevolutionen bærer præg af arbejdet fra partiets avis. Hundredvis af aviser cirkulerede de mest forskelligartede steder, i absolut illegalitet og hemmelighed, i de mindste sprækker af legalitet og helt åbent i tiden med den revolutionære kamp. En af de største lærdomme fra Oktoberrevolutionen og det bolsjevikiske parti er vigtigheden af den revolutionære propaganda og partiets avis.

Partiprogrammet

Formuleringen af partiets program var en ekstraordinær milepæl på den anden kongres i 1903. De programmatiske definitioner fik stor indflydelse på den revolutionære proces. Programmet var en kraft, helt indtil efter Oktoberrevolutionen havde sejret. Programmet udformede de strategiske og umiddelbare opgaver for revolutionen. I det strategiske maksimumprogram stod, at arbejderklassens partis og den socialistiske revolutions grundlæggende rolle var at omstyrte kapitalisterne og deres system og erstatte det med proletariatets diktatur. Og i minimumsprogrammet, de umiddelbare opgaver: at vælte det zairiske enevælde, etableringen af en demokratisk republik, 8 timers arbejdsdag for arbejderne, afskaffelse af alle feudale levn på landet, at bønderne fik den jord tilbage, som godsejerne havde røvet fra dem. Senere erstattede bolsjevikkerne dette krav med konfiskation af alt godsejernes land.

Denne store opgave, at formulere partiets program, blev løst på  RSAP’s tredje kongres, der definerede de ideologiske og politiske mål, de psykologiske og materielle resultater, som bolsjevikkerne havde agiteret og propaganderet for på fabrikkerne, blandt landbefolkningen, ungdommen og de demokratiske kræfter, hvilket betød, at partiet havde opnået at vinde en stor del af arbejderklassen, landbefolkningen, fagforeningsmedlemmer og de brede masser over på en revolutionær politik i sovjetterne.

Det leninistiske parti

Leninismen betød en bitter strid over definitionen af partiets karakter. Et hovedspørgsmål drejede sig om medlemskab af partiet.

Lenin foreslog, at man skulle opfylde visse krav for at blive medlem: at man var enig i programmet og ville kæmpe for at udføre dette, og at man betalte kontingent i en partiafdeling. I modsætning til dette talte mensjevikkerne for, at de, der bare overholdt programmet og betalte kontingent, kunne blive medlem. Bolsjevikkerne vandt med deres forslag, og partiet indskrev kendetegnene for et organiseret parti i vedtægterne.

Partiet blev defineret som arbejderklassens højeste form for organisering, et fortropsparti med et system af afdelinger, et disciplineret og centraliseret parti med en fælles politisk linje og et fælles mål, som udtryk for medlemmernes bevidste og frivillige deltagelse, med udfoldelse af demokrati i partiafdelingerne og inden for partiet. Disse principper og deres gyldighed er en del af den demokratiske centralisme.

Disse kendetegn gav det bolsjevikiske parti den ideologiske styrke, politiske klarhed og organisatoriske styrke, der gjorde dem i stand til at opfylde deres rolle i processen for at organisere revolutionen og vinde sejren; de gjorde det bolsjevikiske parti til et stærkt parti, ”et parti af en ny type”, helt anderledes end de vesteuropæiske socialdemokratier, et parti i stand til at udforme og uddybe politikker til at imødegå forskellige situationer, organisere store grupper af arbejdere, landbefolkning og soldater og lede dem i sejrrige kampe, at forene de utilfredse med zarregimet til en samlet revolutionær strøm, at analysere, afsløre og bekæmpe de forskellige opportunistiske ideologiske og politiske manifestationer i arbejderbevægelsen og i partiet.

Siden da er demokratisk centralisme blevet kendetegnet, der adskiller et proletarisk parti fra enhver form for småborgerlig organisation eller bevægelse.

Sammenhængen mellem partiet og masserne

Partiets natur, dets politik og organisation, blev testet i løbet af arbejdernes og bøndernes kamp for deres krav, i kampen for frihed og demokrati og for zarens nederlag, viste sig korrekt i en sådan grad, at partiet kunne knytte uløselige bånd til arbejderklassen og andre arbejdende klasser. Sammenhængen mellem partiet og masserne ophørte med at være et teoretisk spørgsmål og blev en realitet. Der var hundredtusindvis af arbejdere og bønder, der tog partiets politik til sig som sin egen, kæmpede under dets ledelse og vandt.

De russiske revolutionære adskilte sig aldrig fra arbejderklassen, fra de store grupper af oprørsk ungdom, fra bøndernes problemer og kampe, fra kampen for frihed og demokrati og mod zarens autoritære regime. De kæmpede altid i forreste række, var de mest selvopofrende organisatorer af arbejdernes strejker og demonstrationer. De vidste, hvordan de skulle vinde vigtige sektorer af arbejderklassen og ungdommen for revolutionens og socialismens ideer.

De leninistiske principper for partiopbygning, der bygger på en udvalgt kerne af kadrer, der kan påtage sig rollen som professionelle revolutionære, som dedikerer deres intellektuelle og fysiske evner til det daglige arbejde med at organisere revolutionens opgaver, til at agitere og uddanne i fagforeningerne, til at lede strejker og demonstrationer, til at deltage aktivt og overbevisende i medlemsmøder i fagforeninger og sovjetterne, til at være mestrer og ledere af klassekampen, til at være organisatorer af massernes revolutionære vold, de blev solide konstruktioner  i struktur og handlemåder og især i bolsjevik parties kamp.

Det må understreges, at det leninistiske princip om professionelle revolutionære kadrer er en uadskillelig del af partiets arbejde blandt masserne. Partiet måtte aldrig forfalde til en sekt. Tværtimod måtte kadrerne og partiorganerne altid være tæt forbundet med masserne og på den baggrund være i stand til forstå massernes interesser, deres længsler, deres overbevisninger, og lære af masserne. Og frem for alt vidste de revolutionære kadrer, hvordan de skulle stille sig i spidsen i kampen for massernes umiddelbare og langsigtede interesser; de havde evnen til at uddanne dem politisk, til at bibringe dem en revolutionær bevidsthed og til at lede dem fra kamp til kamp frem til sejr.

Revolutionen i 1905

Partiets revolutionære politik voksede frem og spredte sig i byerne og på landet i det gamle Rusland, ledet af marxismen og korrekt tilpasset udviklingen af begivenheder, der ligesom partiets ihærdige arbejde var afgørende for arbejdernes og den demokratiske bevægelses kamp. I 1905 inkluderede strejkebevægelsen millioner af arbejdere og truede den etablerede samfundsorden.

Den 9. januar 1905 henvendte en stor arbejderdemonstration sig til zaren og bad ham om retfærdighed og nye leveforhold. Den blev slået ned med våben, og mere end tusind demonstranter blev dræbt. Denne procession var organiseret af andre politiske kræfter; bolsjevikkerne havde advaret om, at deres krav ikke ville blive opfyldt af bønner, men gennem kamp og væbnet oprør. De deltog imidlertid i demonstrationen, selv om de vidste dette, for ikke at isolere sig fra masserne og for at bidrage til disses politiske forståelse. Dusinvis af bolsjevikker betalte for denne massakre med deres liv.

På trods af omfanget af undertrykkelsen ledte ”Den blodige søndag” ikke til afvæbning af arbejderklassen, men derimod til harme og protester fra hundredtusinder af arbejdere i forskellige regioner og byer.

Det udløste et opsving i arbejderbevægelsen, til fremkomsten af arbejdernes og bøndernes sovjetter som udtryk for massernes politiske organisering. I efteråret 1905 voksede strejkebevægelsen til et stort omfang af politiske strejker, hvor masserne forlangte zarens afgang.

Endnu en gang blev den politiske debat mellem bolsjevikkerne og mensjevikkerne rejst. De førstnævnte fremførte nødvendigheden af at organisere væbnet oprør og af partiets ledende rolle af arbejderklassen i den demokratiske revolution for at sikre dens fortsættelse til socialismen. Mensjevikkerne fremførte, at borgerskabet var den eneste klasse, der var i stand til at lede en demokratisk revolution og indsætte en stat som i Vesteuropa, og arbejderne skulle støtte borgerskabet, fordi betingelserne for væbnet oprør og revolution ikke eksisterede.

Bolsjevikkerne begyndte at organisere det væbnede oprør og mobilisere arbejderklassen og bønderne. I december 1905 var der et væbnet oprør i Petersborg og Moskva. Det blev slået ned af zarens overlegne militære styrker og på grund af svaghederne i arbejderbevægelsen og partiet.

Revolutionen i 1905 blev nedkæmpet, og bolsjevikkerne lærte vigtige erfaringer. De konkluderede ikke, at et væbnet oprør ikke var muligt, men at det ikke var godt nok forberedt; de afskrev ikke kampen og gik i gang med at fortsætte den under nye betingelser. På trods af nederlaget tog arbejderbevægelsen vigtige skridt i 1906-1907 med strejker i utallige byer og regioner.På trods af at revolutionen i 1905 blev slået ned, blev zaren tvunget til at ændre sin regeringsmåde, til at indkalde et parlament, Dumaen, der trods begrænsninger åbnede sprækker i enevælden.

Alle former for væbnet kamp

Revolutionens nederlag førte til en periode med ebbe i arbejderbevægelsen, til hårdere reaktion og undertrykkelse, en periode, der tvang arbejderne og de revolutionære til at tilpasse kampens taktikker nye betingelser.

Arbejderklassen, landbefolkningen, ungdommen og de demokratiske kræfter led tilbageslag, der havde indflydelse på organiseringen og bevidstheden blandt medlemmerne i fagforeningerne og sovjetterne. I opportunisternes og mensjevikkernes øjne havde arbejderklassens og folkets kamp lidt et så alvorligt nederlag, at det krævede, at de trak sig tilbage til fredelige og strengt snævre fagforeningskrav. For bolsjevikkerne betød dette nederlag alvorlige ødelæggelser i arbejderbevægelsens organisering og bevidsthed, men det var et midlertidigt nederlag, der senere forvandlede sig til et nyt opsving i arbejdernes kamp, til en ny revolution.

RSAP led under virkningerne af den undertrykkende politik, reaktionen betød ebbe i den sociale og politiske kamp; titusinder af medlemmer forlod partiets rækker. I en stor del af fagforeningerne blev bolsjevikkerne skiftet ud med mensjevikker og de socialrevolutionære.

Den sociale og politiske scene var i den grad skiftet.

Disse begivenheder tvang partiet til at ændre sin taktik. Under de nye omstændigheder tog partiets politik højde for arbejderklassens situation, dens umiddelbare behov, brugen af legale kræfter til at udarbejde krav og måder at organisere kampen for at få dem opfyldt, og aktiv deltagelse i diverse organisationer, der var tilladt af myndighederne. Partiet ”opbyggede illegale organisationer, det udsendte illegale løbesedler. Det fortsatte med at udføre hemmeligt revolutionært arbejde blandt masserne. Samtidig vandt de ledelsen af forskellige af arbejderklassens legale eksisterende organisationer.” (History of the Communist Party of the Soviet Union (Bolsheviks), p. 156)

Partiets taktik baserede sig på nødvendigheden af at udvikle en politik for arbejderklassen, men også på dets interesse for hele samfundet. Da der kom valg til parlamentet (Dumaen), opfordrede partiet arbejderklassen og folket til at tage del i disse på trods af restriktionerne fra styret og var i stand til at få valgt en gruppe bolsjevikker til parlamentsmedlemmer. De brugte deres plads i parlamentet som en talerstol for den fortsatte politiske kamp for demokrati og mod det totalitære regime og for frihed og socialisme. Denne politik var ikke uforanderlig, den var smidig, taktisk, tog betingelserne i betragtning, og i mange tilfælde, hvor de deltog i Dumaen eller andre organisationer, undlod de at stemme og talte imod.

Partiet prioriterede hemmeligt og illegalt arbejde uden at undlade at bruge de frirum, hvor det var muligt at arbejde legalt. Under disse hårde omstændigheder led partiet under undertrykkelse, forfølgelse, tilfangetagelse og fængsling af et stort antal ledere og medlemmer; snesevis af bolsjevikker blev likvideret. Men på grund af en korrekt politik, organisering, disciplin og bevidsthed hos medlemmerne genvandt partiet sin styrke, voksede og vandt ledelsen af masserne.

Det var i stand til at slå mensjevikkernes opportunistiske ideer tilbage i arbejderklassen og i egne rækker, klargøre den revolutionære vej og lede vigtige strejker og mobiliseringer, der førte til, at et nyt opsving i massernes revolutionære kamp startede i 1912.

Det var en hård og svær periode, som beviste partiets karakter, dets korrekte politik og Lenins lære.

Partiet demonstrerede gennem sine handlinger, at sammenkædningen af marxismen og arbejderbevægelsen var udført i teori og i praksis.

Der kan ikke eksistere et ægte arbejderparti, uden det ledes af marxismen, uden teoriens lys. Der ikke være et revolutionært parti uden en korrekt politik, der tager arbejderklassens interesser og de økonomiske, sociale og politiske begivenheder i betragtning, når de skal udforme en politik, der udtrykker arbejdernes umiddelbare interesser og ønsker, der også udtrykker hele folkets ideer og længsler. Det er nødvendigt at konkretisere teorien til en kampplatform, til et opråb til at mobilisere masserne. Det er ikke muligt at have et revolutionært parti, der ikke i handling bruger forskellige former for kamp, kombinerer illegalt og legalt arbejde, offentlig og hemmelig aktivitet. Man kan ikke have et arbejderparti, der frafalder de politiske, ideologiske og organisatoriske forbindelser med arbejderklassen. Kun et parti tæt forbundet med masserne kan bidrage til deres organisering, til deres politiske uddannelse og være i stand til at lede dem til succesfulde kampe indtil sejr.

Det kan ikke være et proletarisk parti, hvis det ikke beviser det i kamp, i organisering af celler, demokrati og disciplin, beslutsomhed og vilje til at kæmpe hele vejen.

Det bolsjevikiske parti udviklede konkrete politikker i samklang med arbejdernes interesser og deres særlige omstændigheder, i processen med opsving og styrkelse af klassekampen og under tilbagetog. Under alle betingelser havde det evnen til at opstille korrekte revolutionære taktikker på de rigtige tidspunkter. Det afskar aldrig disse forslag og politikker fra revolutionens og socialismens strategiske mål. Erfaringen viste, at det var et parti, som var i stand til at udvikle taktikker, der tog højde for den konkrete virkelighed og opretholdt revolutionens og socialismens strategiske mål.

Parolen om at opbygge et parti af en ny type blev omdøbt til ”et nyt ægte marxistisk parti, der vil være uforsonligt over for opportunister og revolutionære over for borgerskabet, der vil være fast sammentømret og en politisk enhed, der vil være et parti for socialistisk revolution, et parti for proletariatets diktatur.” (History of the Communist Party of the Soviet Union (Bolsheviks), p. 140)

Den revolutionære situation

Den udvikling af klassekampen i det zaristiske Rusland, der startede i 1912, udmøntede sig som et vedvarende opsving, i hvilket millioner af arbejdere blev involveret i strejkekampe, millioner af mennesker gik på gaden med krav om frihed og demokrati. Der var oprør blandt soldater og i flåden. Et vigtigt opsving i den revolutionære kamp fandt sted. De øverste kunne længere regere som hidtil, og de underste var ikke længere villige til at fortsætte som hidtil. Arbejdernes og bønderne rejste sig kæmpede for deres egne interesser, for frihed og demokrati mod autoriteterne.

Der var opstået en revolutionær situation. Bolsjevikkerne påtog sig beslutsomt at lede arbejderklassen og sovjetterne til at kæmpe om magten.

Første Verdenskrig

Udviklingen af kapitalismen på verdensplan havde nået et nyt stadie, imperialismen, et højere stadie end den merkantile kapitalisme, og dens højeste stadie.

Udviklingen af imperialismen gav sig konkrete udtryk: den ujævne udvikling, den øgede konkurrence mellem monopolerne og mellem de imperialistiske lande, herredømmet over råstoffer, markeder, indflydelseszoner, aggressionskrige mod tilbagestående nationer og folk. Når der ikke længere er nye lande og regioner at opdage, ikke længere nyt territorium at erobre, står imperialistiske lande over for at måtte gennemføre en nyopdeling; de må kæmpe om positioner blandt dem selv.

Det første årti i det 20. århundrede var scenen for en voldsom udvikling af produktivkræfterne, af ny teknik og teknologi til at forbedre produktionen og produktiviteten, der førte til opkomsten af monopoler, til en gigantisk koncentration af rigdomme skabt af arbejderne, til udviklingen af en krigsindustri, til nye erobringskrige. Dette førte til udbruddet af den inter-imperialistiske krig, 1. Verdenskrig.

Arbejderbevægelsen og arbejderpartierne i Vesteuropa og USA var konfronteret med en intense diskussioner mellem internationalisterne, der fordømte krigens imperialistiske reaktionære karakter, og opportunisterne, der opfordrede til ”forsvar af fædrelandet” og til, at arbejderbevægelsen underordnede sig borgerskabets ønsker og politik.

I den russiske arbejderbevægelse og bolsjevikpartiet blev de mest konsekvente standpunkter rejst og forsvaret af Lenin og bolsjevikkerne, mens mensjevikkerne og de socialrevolutionære stillede sig på nationalistiske positioner.

Rusland var allieret med Frankrig og England i 1.Verdenskrig; de stod over for alliancen mellem Tyskland og Østrig. Ruslands deltagelse i den imperialistiske krig påtvang arbejderne, bønderne og folket nye lidelser,

Den gav zaren mulighed for at kvæle opsvinget i arbejderklassens og folkets kamp, at aflede opmærksomheder fra indenrigs problemer og rejse parolen om at kæmpe for et styrket og større Rusland.

Bolsjevikkerne fordømte konstant krigen og arbejdede blandt folket og soldaterne for at afsløre dens karakter.

Februarrevolutionen i 1917

Det bolsjevikiske partis opfattelse af, at nederlaget for revolutionen i 1905 ikke betød afslutningen på arbejder- og bondebevægelsens kamp for frigørelse, at der igen ville komme et opsving i arbejderklassens og folkets revolutionære kamp, blev bekræftet af begivenhedernes udvikling.

De arbejdende massers længsel efter frihed og demokrati, en strejkebevægelse, der talte millioner af arbejdere, ungdommens demonstrationer, protester og oprør voksede blandt bønderne, ligesom sovjetternes organisering og aktioner voksede.

Den konstante kamp omfattede millioner af mennesker, også småborgerlige og borgerlige kræfter og partier, som gik op imod zarismen, og blev snart til en samlet strøm, der kulminerede i, at zaren blev styrtet og en borgerlig regering indsat.

Februarrevolutionens sejr styrtede zaren, men etablerede en borgerlig regering. På trods af dette betød disse begivenheder en ekstraordinær milepæl i processen for social befrielse.

Endnu en gang var der en hed debat inden for arbejderbevægelsen og partiet. Mensjevikkerne, de socialrevolutionære og alle slags opportunister fastholdt, at der var vundet en stor sejr, som betød, at man nu måtte følge samme vej som de europæiske kapitalistiske lande, og at arbejderklassen måtte underordne sine forhåbninger det borgerlige demokrati. Bolsjevikkerne pegede på, at revolutionens sejr ikke var komplet, at kapitalister ville blive ved med at lænke arbejderne i by og på land til udbytning og undertrykkelse, at de ville blive ved med lade landet deltage i den imperialistiske krig. Bolsjevikkerne rejste parolen om nødvendigheden af, at arbejderklassen ledte revolutionen videre fra dens demokratiske opgaver til socialismen uden at stoppe halvvejs.

Dobbeltmagt

Lenin og partiet påpegede ganske rigtigt, at februarrevolutionen havde introduceret en ny situation, der aldrig før havde eksisteret i Ruslands historie og i nogen revolutionære processer på internationalt plan.

Nederlaget for zarens eneherredømme betød, at kapitalististklassen kom til magten, men også til styrkelsen af sovjetterne og deres rolle i samfundet.

Arbejderklassens mobilisering, bøndernes oprør, soldaternes revolter ved fronten og forbrødringen mellem tropperne og oprørerne styrkede sovjetternes funktion, opmuntrede deres aktive deltagelse i alle begivenheder og deres ledende rolle i de store aktioner, især i Petersborg og Moskva. Disse betingelser gav sovjetterne karakteren af en alternativ magt i forhold til den, borgerskabet havde etableret.

Faktum var, at en ny magt var blevet etableret, som udøvede sin magt blandt arbejdernes og bøndernes masser og en del af soldaterne.

Bolsjevikkerne arbejdede, på trods af de ikke have den fulde ledelse af sovjetterne, for at udvide disses magt og vinde ledelsesposter i dem.

Lenin fastslog, at denne situation i Rusland var udtryk for “dobbeltmagt”. Der var to magtcentre: borgerskabets regering og sovjetterne. Han advarede om, at denne situation ikke kunne vare længe, men måtte overvindes gennem at udrydde borgerskabets regering, og udbredte derfor parolen ”Al magt til sovjetterne”. Det var kerneindholdet i Aprilteserne.

De marxistiske analyser af situationen, bolsjevikpartiets revolutionære politik og praksis gjorde det i stand til at vinde sovjetterne, arbejdermasserne, de hårdtarbejdende bønder og oprørssoldaterne.

Den væbnede opstands sejr i oktober 1917

Februarrevolutionen havde slået zarens eneherredømme og påtvunget borgerskabets diktatur, der blev hyldet som en ”demokratisk og revolutionær” regering af mensjevikkerne og set som et udtryk for kapitalisternes herredømme af bolsjevikkerne.

Begivenhederne i februar løste ikke den politiske krise; arbejderklassen, bønderne, ungdommen og soldaterne lærte, hvordan de kunne kæmpe, det gik op for dem, at de havde evnen til at afgøre forløbet af den revolutionære proces.

Politik kom ikke længere kun fra kredse og miljøer blandt de herskende klasser, den blev et udtryk for folkets interesser. Overalt i kvartererne og fabrikkerne, i fagforeningerne og sovjetterne blev landets problemer omkring demokrati, frihed og krig diskuteret med entusiasme. Masserne blev hurtigt historiens hovedpersoner, de skabte deres egen nutid og fremtid.

Bolsjevikpartiet behandlede de krav, som begivenhederne stillede, de udnyttede til fulde de muligheder, som enevældens nederlag gav, det brugte alle disse omstændigheder initiativrigt og dristigt. Stalin fik ansvaret for ledelsen af Pravda og gjorde avisen til oprørernes og de revolutionæres stemme, til vejviser for kampen for frihed og socialisme. På få uger blev Pravda arbejderbevægelsens presse, en stemme for de revolutionære positioner i Rusland. Ud over Rusland grundlagde og formidlede bolsjevikkerne aviser fra partiet, masseorganisationerne og sovjetterne.

Bolsjevikkerne, der fastholdt parolen om ”al magt til sovjetterne”, havde evnerne til at vinde indflydelse i ledelsen af sovjetterne, og få afsat mensjevikkerne, der havde overtaget ledelsespositioner ved at udnytte det faktum, at størstedelen af de bolsjevikiske kadrer var fængslet eller deporteret.

Diskussionerne om vejen til at vinde friheden, som fandt sted i sovjetterne, var af stor betydning, en ekstraordinær mulighed for at lære. Diskussionerne afspejlede sig imidlertid også i bolsjevikpartiet og i Centralkomiteen. Diskussionerne stod mellem de revolutionære teser om at organisere den væbnede modstand, som Lenin og Stalin forsvarede, og de opportunistiske og forsonlige positioner, der forsvarede borgerskabets regering som et udtryk for demokrati, og som hævdede, at modstand mod regeringen ville medføre til mere reaktion og genindførelse af eneherredømmet.

Bolsjevikpartiets revolutionære natur og karakter, dets rige erfaringer vundet i hård kamp, gjorde det muligt for de leninistiske teser om organisering af den væbnede opstand at vinde den interne debat og blive vedtaget. Den 25. oktober (7. november i den nye kalender) blev bolsjevikkernes plan en realitet. Borgerskabets regering blev styrtet, arbejderne, ungdommen og oprørssoldaterne besejrede borgerskabets regeringstropper og udråbte revolutionen.

Dette var den succesrige overtagelse af magten, arbejderklassen og partiet, der tog Ruslands skæbne i egne hænder. Den mest dybtgående og radikale revolutionære proces i menneskehedens historie blev sat i værk. For første gang blev en revolution udført af flertallet til fordel for flertallet selv, en revolution, der rystede samfundets fundament, som opløste de gamle institutioner og etablerede en regering af arbejdere og bønder – proletariatets diktatur.

Bolsjevikpartiet var inspiratoren og organisatoren af denne revolution.

Proletariatets diktatur

Efter at have grebet magten bestod den store opgave for arbejderklassen og bolsjevikkerne at fastholde magten.

Bolsjevikkerne ledet af Lenin og Stalin satte retningen: at gennemføre de store sociale resultater, der drev arbejdernes og bøndernes, størstedelen af samfundets og soldaternes kamp fremad.

De indførte 8 timers arbejdsdag, konfiskerede banker og store virksomheder, de gennemførte et revolutionært retssystem; de konfiskerede godsejernes jord og gav den til bønderne; de demokratiserede samfundslivet og staten; de dannede sovjetrepublikken; de afsluttede den imperialistiske krig.

En ny måde at leve på så dagens lys; de almindelige mænd og kvinder, arbejderne i by og på land blev det sociale og politiske livs hovedpersoner. De arbejdende masser med arbejderklassen i spidsen påtog sig rollen som den herskende klasse. Relationerne mellem arbejderklassen, folket og nationaliteters gamle Rusland ændrede natur, det tidligere ”nationernes fængsel” blev en frivillig union af folk og nationaliteter ledet af arbejderklassen, Unionen af Socialistiske Sovjetrepublikker, USSR.

Sovjetterne blev magtorganer, fagforeningerne var på fuld styrke, og de blev instrumenter til at lede fabrikkerne og for arbejdernes kontrol over produktionen.

Det kommunistiske parti (bolsjevikkerne) var inspiratoren og den politiske vejviser, dets medlemmer og ledere var dem, der udførte revolutionens store resultater.

Inden for partiet blev en ny politisk og ideologisk kamp rejst. Ideen om, at det var nødvendigt at rekruttere de gamle officerer til at lede Den Røde Hær, blev pillet fra hinanden, og ideen om at gøre sig afhængig af fortidens ingeniører og teknikere for at genstarte produktionen blev slået tilbage. Teorien om, at støtte til revolutionen forudsatte, at der umiddelbart fandt revolutioner sted i andre europæiske lande, og teorien om den permanente revolution, som trotskisterne fremførte, blev slået tilbage. Det koncept, at det under den tids betingelser var muligt at opbygge socialismen i et land, Rusland, var bevist i teori og praksis.

Disse store resultater var mulige på grund af etableringen af proletariatets diktatur, der betød arbejderklassens ledende rolle i tæt alliance med bønderne, skabelsen af Den Røde Hær, af nye institutioner, forskelligt fra alt andet, der havde eksisteret, skabelsen af et demokrati, i hvilket arbejderne og bønderne kunne tale, blive hørt og træffe beslutninger. Og selvfølgelig på grund af undertrykkelsen af de reaktionære klasser, der var blevet sat fra magten, men som saboterede og konspirerede imod revolutionen.

Gennem at analysere Pariserkommunen påviste Marx teorien om proletariatets diktatur som en form for den proletariske revolutions regering. Bolsjevikkerne og arbejderklassen i Rusland gjorde den til virkelighed i den mest avancerede form for demokrati, i det mest effektive og effektive udtryk for opfyldelsen af arbejderklassens frigørelses store mål.

Den revolutionære borgerkrig

Godsejerne og kapitalisterne, der var blevet overvundet af Oktoberrevolutionen, havde ikke i sinde at opgive deres klasseprivilegier. Igen og igen gjorde de væbnet angreb på den unge sovjetmagt.

De tidligere øverstbefalende i zarens hær blev støttet af godsejerne og rige bønder, kulakkerne, og understøttet økonomisk og militært med våben og rådgivere fra de imperialistiske lande til at gøre oprør i forskellige steder af den store Sovjetunion. Senere, da 1. Verdenskrig var ovre, blev den imperialistiske Entente dannet bestående af 14 lande med England og Frankrig i spidsen. Den startede en aggressionskrig i tæt samarbejde med de indenlandske reaktionære kræfter.

Bolsjevikpartiet, sovjetterne, arbejderklassen, de fattige bønder og den oprørske ungdom tog alle sammen ansvar for forsvaret af revolutionen. Uden at tilsidesætte de demokratiske og frigørende resultater blev ændringer i strukturen og overbygningen nødvendige for at forsvare socialismen; de overgik til ”krigskommunisme”.

For at opbygge Den Røde Hær startede de med de tropper, der havde deltaget i de militære aktioner under Oktoberrevolutionen, de store dele af soldaterne, der havde tilsluttet sig oprørerne under revolutionen, tropperne, som havde kæmpet i den imperialistiske krig og gjort oprør mod dette, da de indså, at krigen var mod folkets interesser. De indlemmede store dele af arbejderklassen, der havde kæmpet på barrikaderne, store dele af landbefolkningen, der havde gjort oprør mod godsejerne.

Den Røde Hær, kontingenter af militskæmpere og guerillaer udkæmpede hårde kampe mod de reaktionære og imperialistiske kræfter og vandt over dem gennem sejrrige kampe i lidt mere end tre år.

Kommunisterne var kernen i de revolutionære militære kræfter, modige kæmpere og uselviske ledere, der ledte arbejderklassen, sovjetterne og Den Røde Hær til sejr. Partiorganisationen, de politiske kommissærer, tropperne og folket konsoliderede Oktoberrevolutionens sejr.

Kun et parti bevæbnet med marxist-leninistiske ideer, med revolutionær bevidsthed og en stor dedikation til arbejderklassens og folkets interesser kunne have evnen til at se en sådan ødelæggende krig i øjnene og lede den til sejr. Kun et parti med prøvede ledere som Lenin og Stalin kunne lede arbejderklassen og folket til militær sejr over revolutionens fjender.

Proletarisk internationalisme

Den internationale karakter af koncentrationen af kapital og imperialisme gør arbejderklassen til en international klasse. Arbejderklassens parti er et konsekvent internationalistisk parti. Disse principper stammer fra starten af arbejderklassens kamp; de er indeholdt i Det Kommunistiske Partis Manifest. Med Lenin i spidsen var partiet fra start et internationalistisk parti. De undsagde sig aldrig deres ansvar. De deltog aktivt i arbejderklassens og dens partiers internationale aktiviteter. De fordømte lederne af Den Anden Internationales chauvinisme og forræderi, da disse sluttede op om borgerskabet i deres egne lande og støttede, at arbejderne deltog i den imperialistiske krig angiveligt for at forsvare fædrelandet. Oktoberrevolutionens sejr vakte stor begejstring blandt verdens arbejdere, og de forsvarede den. (En af grundene til at en del imperialistiske landes regeringer trak sig ud af aggressionskrigen mod Sovjet, var frygten for, at soldaterne ville nægte at kæmpe mod kommunisterne og gå over på deres side).

Oktoberrevolutionen opmuntrede til dannelsen af kommunistiske arbejderpartier i et stort antal lande på alle kontinenter.

Bolsjevikpartiet bidrog og gav al den støtte, det kunne, til dannelsen af Den Kommunistiske Internationale i Moskva i marts 1919. Sovjetunionen blev en sikkerhed for den internationale arbejderrevolution.

Den væbnede opstand og overtagelsen af magten

Bolsjevikkerne forstod hele tiden, fra den tidligste start i partiopbygningen og gennem hele dens intense sociale og politiske kamp, at det centrale mål for arbejderbevægelsen og dets parti var kampen for at tage magten. Lenin var en mester i at forstå dette og uddanne medlemmerne, arbejderklassen og ungdommen i ideerne om at lede alle kampe, alle aktioner mod det mål at styrte eneherredømmet og indsætte proletariatets diktatur.

Spørgsmålet om at gribe magten blev altid sammenkædet med at bruge alle former for kamp, men først og fremmest med ideen om, at kun gennem revolutionær krig ville det være muligt at opfylde dette mål.

Den væbnede opstand var ikke bare en parole, den var altid en del af kommunisternes aktivitet. På toppen af oprøret i 1905 fremlagde de åbent, at det umiddelbare mål og ikke mindst frigørelsen kun kunne opnås gennem et væbnet oprør. I februar og oktober 1917 insisterede de på dette, og de foreslog stædigt at organisere dette. De gjorde dette på en retfærdig og rigtig måde og på den måde. at de vandt magten, kunne styrte godsejerne og kapitalisterne og etablere proletariatets diktatur.

Den revolutionære borgerkrig, der besejrede de indenlandske reaktionære og den imperialistiske aggression, er en demonstration af brugen af revolutionær vold for at overtage og bevare magten, for at opbygge socialismen.

Den Store Fædrelandskrig, som heroisk modstod Nazityskland og senere betød nazifascismens nederlag og var et ekstraordinært bidrag til fred og menneskeværd, er en anden demonstration af den rigtige organisering og ledelse af massernes revolutionære kamp.

I processen med kampen om magten uddannede og organiserede partiet medlemmerne, så de kunne klare revolutionens militære opgaver; det arbejdede intenst i de væbnede styrker, det støttede troppernes rettigheder, var mod den imperialistiske krig og fremmede dannelsen af soldatersovjetter.

Den ideologiske kamp i partiet

Oktoberrevolutionen var en lang og svær proces, hvor de marxistiske forestillinger blev bekræftet i bolsjevikpartiets natur og praksis.

For at forme partiet var Lenin og de revolutionære nødt til at rejse en teoretisk-politisk debat for at afsløre og isolere populisternes standpunkter om individuel terror som måden at bekæmpe zaren på, og de legalistiske marxisters standpunkter, for at kunne få Marx’ og Engels’ ideer til at slå rod i de revolutionære arbejderes bevidsthed og praksis.

For at bolsjevikpartiet kunne møde udfordringerne i at udvikle arbejderklassens og bøndernes kamp, var det nødvendigt at bekræfte og udvikle marxismens teser, forkaste økonomismens teser, der forsøgte at indsnævre arbejderklassens kamp til dens umiddelbare interesser, og at nedkæmpe ideerne om kapitalistisk udvikling som forudsætning for revolutionen og socialismens videre forløb.

For at opbygge et parti som en samlet organisation med en politisk linje i hele landet, forenet, disciplineret og prøvet i kamp, var det nødvendigt at blive af med ideen om demokratisme og friheden til bare at kritisere; det var afgørende at udvikle organisatoriske principper som demokratisk centralisme for arbejderklassens parti og indføre dem i de socialdemokratiske organisationer, der var spredt over hele Rusland. De ideologiske positioner, som opportunisterne udtrykte og forsvarede, blev nedkæmpet i diskussioner og af den sociale virkelighed.

For at lede arbejderklassens daglige kamp og udvikle den til en politisk kamp var det nødvendigt for partiet at definere den rolle, som arbejderklassen og sovjetterne spillede i den åbne konfrontation for at vinde deres rettigheder og krav. For at vinde i kampen om magten i den væbnede opstand var det nødvendigt at afsløre og affeje opportunisternes og de småborgerlige revolutionæres synspunkter.

For at ændre den imperialistiske krig til en revolutionær krig var det nødvendigt at afsløre modstandernes synspunkter, at forsvare de internationalistiske standpunkter, at bekæmpe mensjevikkernes chauvinistiske og opportunistiske standpunkter og andre lignende kræfter inden for både den nationale og internationale arbejder- og kommunistiske bevægelse.

For at kunne opbygge folkets magt, opretholde proletariatets diktatur og opbygge arbejderklassens stat var det nødvendigt at begrave Trotskijs ideer om permanent revolution og i handling bekræfte teserne om at opbygge socialismen i et land omringet af imperialisme og reaktion, men i forventning om solidaritet og støtte fra arbejderbevægelsen i alle lande.

Bolsjevikpartiets historie, dets opbygning, dets evne til at organisere og lede millioner af mennesker i kampen for at vælte eneherredømmet og kapitalismen, alt dette kunne kun opnås med den mest faste og stædige ideologiske kamp i partiet og samfundet. Bolsjevikkerne med Lenin og Stalin var utrættelige i at bekæmpe forkerte ideer og forskellige ideologiske og politiske varianter. De forstod kampen om ideer, som indpodning af proletariske tanker kunne indpodes i partiets teori og praksis; de gik aldrig på kompromis for at ” bevare enheden”; de tillod aldrig, at anti-marxistiske positioner kom til syne og spredte sig.

Bragt i Unity & Struggle nr. 34, juni 2017

Klassekamp – Revolution - Socialisme. Magasinet ENHED og KAMP har det hele!

Tankestof til tidens brændende spørgsmål - Handling i en verden moden til forandring

Del og brug gerne

Back To Top