skip to Main Content

ORDBOG

Akkumulation

Når man samler og ophober noget, så man hele tiden får mere.

Begrebet bruges i politisk økonomi. I den borgerlige udgave er det historien om, hvordan man gennem hårdt arbejde, evnen til at tage de rigtige beslutninger og turde tage en risiko kan blive rig, tjene stadig flere penge og hele tiden forøge sin kapital, omsætning og ejendom.

I marxistisk politisk økonomi siges det derimod klart:  Det er udbytningen af arbejdskraften og udplyndringen af naturens ressourcer, der skaber merværdi og profit. Værdier der kan investeres i igen at øge rigdom og kapital. At det ikke kommer dem der skaber værdierne, arbejderklassen, til gode skyldes den private ejendomsret.

«Når merværdien ikke anvendes af ejeren til hans personlige forbrug, men bruges som kapital, dannes der ny kapital, som føjes til den gamle som akkumuleres. Anvendelsen af merværdi som kapital kaldes kapitalens akkumulation.» (Marx).

Anarkisme

Politisk retning, der drømmer om et nyt samfund med alle individers frihed, uden at gøre op dem det bestående klassesamfund og den private ejendomsret.  Findes i dag først og fremmest i de autonome miljøer, hvor opbygning af  kollektiver og en anti-autoritær livsstil sammen med ”direkte aktion” mod magtsymboler skal overbevise andre til at gøre det samme.

Anarkismen afviser nødvendigheden af arbejderklassens organisering og det revolutionære parti for at kunne skabe revolutionær forandring og et nyt samfund.

Dialektik

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Dialektisk og historisk materialisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Finansiel og industriel kapital

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Flydende/Konstant kapital

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Højrepopulisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Idealisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Imperialisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Løn under kapitalismen

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Maoisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Marxisme-Leninisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Materialisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Metafysik

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Monopoldannelse

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Opportunisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Produktivkræfter

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Reformisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Revisionisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Socialdemokratisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Spekulation

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Trotskisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Udbytning

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Oktoberrevolutionens lære om det nationale spørgsmål og nationaliteter

Burkina Faso, Voltas Revolutionære Kommunistiske Parti

Oktoberrevolutionen i 1917 startede en ny æra for mennesket: arbejderklassens magtovertagelse og opbygningen af socialismen under proletariatets diktatur.

Det var arbejderklassens første sejrrige magtovertagelse i spidsen for det arbejdende folk, bønderne, landarbejderne og andre folkelige lag. Gennem væbnet opstand omstyrtede arbejderklassen og folket det zaristiske regime og det russiske borgerskab, som begge var allierede med de kræfter i den imperialistiske krig, der havde styrtet folket ud i en massakre i monopolernes og våbenindustriens interesser.

Oktoberrevolutionen, der blev mesterligt ledet af Lenins og Stalins bolsjevikiske parti, førte landet ind i en gennemgribende politisk, økonomisk, social og kulturel forandring. Blandt de vanskelige problemer, der blev løst ved hjælp af marxismen-leninismen, var spørgsmålet om nationer og nationaliteter.

Hvilke principper ledte bolsjevikkerne i kampen mod det zaristiske regime, borgerskabet og de opportunistiske strømninger og for befrielsen af de forskellige nationaliteter, som udgjorde det centrale Rusland og grænseregionerne, for at sikre disses befrielse og dernæst enheden inden for Den Russiske Socialistiske Føderative Sovjetrepublik?

Hvilken lære kan den internationale kommunistiske bevægelse drage af de rige erfaringer i revolutionen, når det gælder spørgsmålet om nationer og nationaliteter fra Det Bolsjevikiske Kommunistiske Parti?

Vi mener, at det er uomgængeligt at inddrage de leninistiske principper vedrørende disse fundamentale problemer, som Lenin og Stalin redegjorde for, for at forstå oktoberrevolutionens betydning for spørgsmålet om nationer og nationaliteter.

Den marxistisk-leninistiske teori på det nationale spørgsmål

Denne teori er forbundet med Lenins teorier om konsekvenserne af fremkomsten og udviklingen af imperialismen på internationalt plan som et resultat af kampen mellem monopolerne og de imperialistiske magter for kapitaleksport og erobringen af markeder i kolonierne. Ud af dette opstår dominansen over de koloniserede lande i Afrika, Asien og Latinamerika, udbytningen og undertrykkelsen af arbejderklassen og folkene i disse lande. Denne dominans frarøver landene deres nationale suverænitet og territoriale integritet og efterlader folkeslagene i økonomisk, social og kulturel tilbageståenhed. Disse politiske, økonomiske, sociale og kulturelle karakteristika bestemmer taktikken og strategien for revolutionen i disse lande og i særlig grad på det nationale spørgsmål.

Stalin udstikker klart proletariatets principper således: ”Leninismen forvandlede det nationale spørgsmål fra at være et isoleret, den enkelte stat vedkommende spørgsmål til at være almindeligt og internationalt, selve verdensspørgsmålet om at befri de undertrykte folkeslag i de afhængige lande og i kolonierne fra imperialismens åg.” (J. Stalin: Leninismens problemer. Forlaget Tiden 1949)

Videre siger Stalin: ”Leninismen udvidede begrebet selvbestemmelse, idet den fortolkede den som en ret for de undertrykte folkeslag i de afhængige lande og kolonierne til fuldstændig løsrivelse, som nationernes ret til selvstændig statslig eksistens.”(Som ovenstående)

Disse principper, udviklet på basis af konkrete historiske betingelser, er blevet anvendt i den direkte kamp mod opportunisternes social-chauvinistiske positioner i Anden Internationale, som havde en negativ indflydelse på arbejderklassen og masserne under den 1. imperialistiske verdenskrig. Disse opportunistiske elementer blev mobiliseret til at tjene borgerskabets interesser under dække af forsvar for fædrelandet.

Oktoberrevolutionen, ledet af det bolsjevikiske kommunistiske parti, nedbrød i praksis disse chauvinistiske begreber og åbnede nye perspektiver for arbejderklassen og folkene; det angreb borgerskabet uden nåde, smadrede det kapitalistiske system fra top til bund og skabte betingelserne for på korrekt vis at løse spørgsmålet om nationer og nationaliteter i selve Rusland og i de vidtstrakte grænseregioner, som i mange år havde været undertrykt af zarismen og borgerskabet. Disse grænseregioner bestod hovedsagelig af Ukraine, Aserbajdsjan, Turkmenistan etc. Erobringen af magten, den voldelige tilintetgørelse af den borgerlige stat og etableringen af proletariatets diktatur skabte de nødvendige betingelser for at løse spørgsmålet om nationer og nationaliteter. For at kunne udøve voldsom undertrykkelse og udbytning arbejdede zarismen og borgerskabet bevidst med at skabe splittelse i arbejderklassen og folket. ”Zarismen rendyrkede bevidst patriarkalsk og feudal undertrykkelse i grænseregionerne for at holde masserne i slaveri og uvidenhed. Zarismen plantede bevidst kolonisatorer i de bedste landområder i grænseregionerne for at tvinge de indfødte nationaliteters masser ud i de dårligste landområder for at intensivere national splittelse.” (Stalin, The Policy of the Soviet Government on the National Question in Russia, Works vol. 4, Moscow, 1953, engelsk udgave, side 368-369)

Oktoberrevolutionen åbnede vejen til etableringen af politiske, økonomiske, sociale og kulturelle betingelser for udviklingen af nationaliteterne og ligestilling mellem dem både i teori og i praksis. Det kommunistiske parti førte kampen for at fjerne den tunge arv fra den storrussiske chauvinisme og dens negative indflydelse også efter revolutionen. Partiet udførte også det vanskelige arbejde med uddannelse og ændring af bevidstheden blandt folkeslagene i grænseregionerne, som var gennemsyrede af mistro og fjendtlighed mod russere. Dette arbejde blev udført på basis af resultaterne af de materielle og sociale fremskridt, der skete som følge af en konsekvent, velgennemtænkt økonomisk politik. Disse folkeslag så helt konkret afskaffelsen af de tidligere koloniale privilegier, så implementeringen af målene for national kulturel udvikling, det nationale teater og det offentliges brug af de nationale sprog i alle dele af administrationen.

Disse mål var i kommunistpartiets program klart formuleret således:

”Arbejderklassen i de undertrykkende nationer skal være særligt opmærksomme på rester af nationale følelser blandt de arbejdende masser i de undertrykte nationer, og på dem, der ikke fuldt ud nyder godt af deres rettigheder.”

Opbygningen af socialismen viste kommunisternes evne til at fremme og organisere den fredelige sameksistens mellem forskellige nationaliteter og etniske mindretal inden for den proletariske stat, understøttet af gensidig tillid og frivillig engageret enighed. Denne enestående erfaring viste det socialistiske systems overlegenhed over det kapitalistiske system i forhold til løsningen af spørgsmålet om nationer og nationaliteter. Det imperialistiske system med dets ubønhørlige logik med national undertrykkelse fremelsker xenofobiske og racistiske følelser for at splitte arbejderklassen og folkene med det formål at opretholde sit herredømme. Som historien viser os, er det et system, som i perioder med ekstremt skærpede kriser fremelsker fascismen og skærper det nationale spørgsmål. Som vi allerede har understreget, udvidede Oktoberrevolutionen det nationale spørgsmål ved at placere befrielsen af de undertrykte folkeslag i kolonierne og halvkolonierne fra imperialismen som en del af revolutionens almene opgaver.

Det åbnede enorme muligheder og perspektiver at sammenkæde arbejderklassens kamp i de udviklede kapitalistiske lande med den sejrende russiske revolution og de undertrykte folks kamp i de dominerede lande. De deltog alle i den revolutionære proces på verdensplan og understøttede hinanden. Vi skal nu undersøge, hvilken lære vi kan udlede fra Oktoberrevolutionen til gavn for den marxistisk-leninistiske bevægelses kamp i dag.

Oktoberrevolutionens lære for den marxistisk-leninistiske bevægelse i dag

Efter den sejrrige Oktoberrevolution lever vi stadig – på trods af ebbe i forskellige perioder i den internationale revolutionære bevægelse, specielt genoplivningen af kapitalismen i det tidligere Sovjetunionen, socialismens fald i Albanien etc. – i imperialismens og de proletariske revolutioners epoke, ”epoken med koloniale revolutioner i verdens undertrykte lande i alliance med arbejderklassen og under dennes ledelse.” (Stalin)

Den antiimperialistiske kamp er mere end nogensinde på dagsordenen på internationalt plan i en situation, hvor interimperialistisk rivalisering for genopdeling af indflydelsessfærer og geostrategiske interesser fremprovokerer konflikter og reaktionære krige på kontinenterne. Et levende eksempel på dette er Mellemøsten med de imperialistiske magters interventioner (USA, EU, Rusland) og deres allierede (Iran, Tyrkiet) i Irak og Syrien under dække af kamp mod islamisk terrorisme.

Uddybningen af krisen i det imperialistiske system er hovedkilden til spænding, eftersom de forskellige imperialistiske magter, monopolerne og de nye kandidater i krigen om nyopdeling af territorier som fx Kina, Indien, Brasilien og Tyrkiet intervenerer i de undertrykte lande i Asien, Afrika og Latinamerika ved at eksportere kapital, plyndre landbrug og miner og ved at erobre markeder.

De internationale finansielle institutioner som Verdensbanken, Den Internationale Valutafond (IMF) og Verdenshandelsorganisationen (WTO) er i de imperialistiske magters interesse instrumenter til aggression mod national suverænitet og for social og økonomisk tilbagegang i de lande, hvor de griber ind. Stillet over for en politik med udbytning og undertrykkelse på internationalt plan anvender arbejderklassen og folkene forskellige kampformer og folkelige opstande for at befri sig fra den imperialistiske dominans og vinde national og social frihed. Ud fra denne synsvinkel er det afrikanske kontinent et tydeligt eksempel på den negative balance i den formelle uafhængighed i 1960’erne i de lande, der i kolonitiden blev styret af først og fremmest den franske kolonialisme og administreret af allierede reaktionære sociale klasser og lag, og som nu gennemlever en alvorlig krise. Denne krise manifesterer sig på forskellige niveauer og med katastrofale konsekvenser.

Det neokoloniale statsapparat er en total fiasko, og de offentlige institutioner er miskrediterede. I visse neokoloniale lande har statsapparatet i visse perioder været ikkeeksisterende for at skabe plads til væbnede bander (Den Centralafrikanske Republik, visse regioner i Den Demokratiske Republik Congo, den nordlige del af Mali etc.)

De neokoloniale væbnede styrker, som er skabt, trænet, finansieret og udrustet af den franske imperialisme for at rette op på de forsømmelser, som de reaktionære klasser og lag, der er en af grundpillerne i det imperialistiske styre, har gjort sig skyldige i, er i dyb krise (gentagne militære kup, opstande etc.). Alt dette skaber utryghed for de afrikanske folkeslag.

Reaktionære borgerkrige, kriser efter valg som følge af kampe om kontrollen over statsapparatet mellem forskellige grupper i borgerskabet plus indblanding fra de store imperialistiske magter har dramatiske konsekvenser:

  • Udviklingsprojekter bliver berørt.
  • Menneskerettighederne overtrædes massivt.
  • Arbejderklassen og folkene oplever stor fattigdom og utryghed.
  • Kapitalens udbytning og undertrykkelse forstærkes, og naturresurserne bliver plyndret.
  • Det reaktionære borgerskabs manglende evne til at løse det nationale spørgsmål, så forskellige nationaliteter kan samleve i samme stat, uddybes.

Den franske imperialisme brugte princippet om del og hersk for at sikre sin egen dominans over folkene i kolonierne og derefter i neokolonierne. For eksempel:

  • Efter de koloniale erobringskrige trak imperialisterne vilkårlige grænser i de forskellige kolonier. Alt efter hvad der tjente de imperialistiske interesser, opløstes nogle kolonier for at styrke andre, hvorefter man genoprettede dem i nyt regi. Dette skete for Øvre Volta, som blev opløst i 1932, hvor forskellige områder blev indlemmet i kolonierne Elfenbenskysten, Niger og Fransk Sudan. I 1947 blev det så genoprettet. Folkene i kolonierne blev splittet efter det territoriale landkort, der blev skabt udelukkende ud fra kolonimagternes interesser.
  • Ved den formelle uafhængighed i 1960 blev store samlinger som Fransk Vestafrika (AOF) og Fransk Ækvatorial Afrika (AEF) nedlagt af den franske imperialisme, som foretrak at løse problemerne individuelt og skabe lilleputstater under fransk kontrol.
  • De reaktionære klasser og lag, der var allierede med imperialismen, splittede og satte de forskellige nationaliteter op imod hinanden med alle midler (etnicitet, religion, chauvinisme og fremmedhad) i kampen for at få magten. Det lykkedes dem at anstifte reaktionære borgerkrige som i Elfenbenskysten, Den Centralafrikanske Republik, Tchad etc.

Af den grund higer de forskellige nationaliteter, der er en del af den franske neokolonialisme, årtier efter den formelle uafhængighed i 1960, stadig efter at befri sig selv fra det dobbelte åg af fransk imperialisme og dets lokale allierede for derigennem at skabe enhed.

Det nationale spørgsmål er ikke blevet løst korrekt, og det stiller kommunisterne og de revolutionære over for et knivskarpt behov for et politisk arbejde for reel befrielse og enhed i de forskellige nationaliteter i hvert eneste neokoloniale land.

Oktoberrevolutionen viser os, at i vor tid er det kun det kommunistiske parti, der i kampen for nationalt demokrati, den folkelige revolution og den videnskabelige socialisme kan løse det nationale spørgsmål. Denne kamp, der er en nødvendig del af den verdensrevolutionære proces, bliver udført i den proletariske internationalismes ånd. Folkenes kamp i de undertrykte lande for national og social befrielse og arbejderklassens kamp i de imperialistiske lande understøtter hinanden i den kamp, der grundlæggende retter sig imod deres fælles fjender (monopolerne og de stater, der tjener dem). Det er på tide at huske de fundamentale principper, der leder den marxistisk-leninistiske bevægelse i løsningen af det nationale spørgsmål. ”Partier i lande, hvis borgerskab besidder kolonier, og som undertrykker andre nationer, skal følge en meget veldefineret og knivskarp politik i respekt for kolonier og undertrykte nationer.” (Introduktion til den 8. betingelse for adgang til Kommunistisk Internationale)

Dette princip illustreres ved nedenstående analyse fra Frankrigs Kommunistiske Arbejderparti (PCOF): ”Som i et undertrykt land, hvor det ikke er muligt at rejse spørgsmålet om demokrati og social befrielse uden at stille spørgsmålstegn ved imperialistisk dominans, således kan et revolutionært program for brud med systemet i et imperialistisk land ikke afholde sig fra at bekæmpe de bånd af mishandling og undertrykkelse, som landet praktiserer på bekostning af andre folkeslag. Kampen for revolutionen i de imperialistiske lande og de undertrykte folkeslags kamp for national og social befrielse er uløseligt bundet sammen.” (PCOF, Unity & Struggle #28, Autumn/Winter, 2014)

Bragt i Unity & Struggle nr. 34, juni 2017

Klassekamp – Revolution - Socialisme. Magasinet ENHED og KAMP har det hele!

Tankestof til tidens brændende spørgsmål - Handling i en verden moden til forandring

Del og brug gerne

Back To Top