På baggrund af denne orientering og analyse af situationen i Tunesien har Tunesiens Arbejderparti besluttet at oprette en bred koalition af venstrefløjspartier i landet for at lede oppositionen mod Saieds diktatoriske styre. Søndag den 10. april i år deltog tusindvis af tunesere i protester mod præsident Kais Saied og hans igangværende handlinger for at tage al magt i landet. Hamma Hammami, leder af Tunesiens Arbejderparti, har erklæret, at partiet ikke vil deltage i valget eller folkeafstemningen baseret på ”den nationale dialog”, der er en skinmanøvre.
Kære kammerater
Varme kommunistiske hilsner. Dette er information til partiets aktivister fra centralkomiteens møde den 27. marts 2022 om den politiske udvikling, der er sket i løbet af de sidste par dage.
- Vedvarende elementer i den generelle krise
Landet oplever virkningen af en alvorlig krise, der påvirker alle sektorer og områder af livet. Ud over at være en global, dyb og kompleks krise har den for nylig nået et alvorligt niveau, som ikke tidligere er set.
Politisk oplever Tunesien en regeringskrise i enhver forstand af ordet, på trods af at det har været relativt let for præsident Kais Saied[i] at presse vilkårene i sin plan for året 2022 igennem siden kuppet den 25. juli. Det forventes, at denne krise[ii] vil vokse i dybden og kompleksitet i de kommende dage, da indikatorer peger på en yderligere eskalering i konflikten mellem de forskellige parter i det reaktionære regime.
På den økonomiske front forudsiger alle økonomiske og finansielle indikatorer (vækstrate, budgetunderskud, gældsrate, handelsbalanceunderskud, valutaens værdi, inflationsraten osv.) et forestående sammenbrud, som har klassificeret Tunesien som et land, der ikke er i stand til at betale sin udlandsgæld og er truet af konkurs. Kreditinstitutterne, ledet af Den Internationale Valutafond, blokerer muligheden for at opnå et lån på fire milliarder dollars, som Bouden-regeringen[iii] har brug for til at mobilisere de ressourcer, der er planlagt til statsbudgettet i indeværende år, vel vidende at gældsrenten har nået mere end 100 % af bruttonationalproduktet. Ikke overraskende er regningen for denne krise sendt til de folkelige klasser og lag: arbejdsløshed (19 % ifølge officielle tal), fattigdom, købekraftens sammenbrud, forringelsen af de offentlige tjenester og alle andre tegn på elendighed.
- Nu står vi i en krise, der bliver mere akut
I den seneste periode, især siden den 25. juli, er den økonomiske situation blevet hidtil uset kompliceret, og staten ville ikke have været i stand til at betale lønningerne til sine ansatte, hvis den ikke mere end én gang havde tyet til lokale obligationslån og trykning af penge. I tilfælde af at Kais Saieds regering ikke overbeviser Den Internationale Valutafond om at få et nyt lån og dermed ikke dukker op på det globale finansielle marked (hvilket er blevet næsten sikkert), ville Tunesien logisk set blive tvunget til officielt at erklære sig konkurs pga. manglende evne til at betale gæld eller til at betale de offentligt ansattes lønninger eller sikre basale råvarer som brændstof og korn. Det at basale fornødenheder som medicin, semulje, mel og vegetabilsk olie forsvandt fra markedet, og at lange køer foran bagerier voksede frem, er en del af den nye situation, som tunesiske borgere oplever mod deres vilje. Men det repræsenterer også alvorlige tegn på scenariet med konkurs og hungersnød. I stedet for at Saied-regeringen har truffet de nødvendige foranstaltninger for at afbøde virkningerne af denne krise, har den efter instruks fra præsidenten selv udformet en kampagne for at “bekæmpe monopol og spekulation”, som det tunesiske folk hurtigt har opdaget er falsk og af vildledende karakter.
På grundlag af denne farlige udvikling er observatører af den interne og eksterne situation enstemmigt enige om, at Tunesien er på vej mod økonomisk sammenbrud og bankerot. Nogle økonomer mener, at den tunesiske stat “er i store vanskeligheder, fordi den ikke har tilbagebetalt den gæld, den skylder leverandører i den private sektor, anslået til 800 milliarder, og den har ikke indfriet gælden i sine offentlige institutioner, anslået til 6.200 milliarder”; derfor har den ved at “udskyde fordringerne på sin indenlandske gæld” allerede indgået det, der kaldes “spiralen med gældsomlægning“, og det baner vejen for en omlægning af udlandsgælden.
Denne vurdering falder sammen med dommen fra Fitch Ratings Agency, som den 18. marts meddelte, at “en nedgradering af Tunesiens rating til CCC betyder, at dets obligationer bærer en betydelig kreditrisiko, og at misligholdelse er en reel mulighed”. World Economic Forum-rapporten (januar 2022) forudsagde “risikoen for sammenbrud i den tunesiske stat” på grund af “vedvarende økonomisk stagnation, arbejdsløshed og gæld”. Nogle internationale finansielle institutioner (Den Internationale Valutafond, den amerikanske bank Morgan Stanley osv.) og selv nogle officielle politiske kredse (det amerikanske udenrigsministerium, EU’s udenrigspolitiske chef osv.) advarer om “et scenarie, hvor det nuværende tempo i den finansielle forværring fortsætter. Det er muligt, at Tunesien vil misligholde sin gæld.” Som følge heraf har Den Internationale Valutafond udskudt forhandlingerne med den tunesiske stat og behandlingen af låneanmodningen (fire milliarder dollars) fra Bouden-regeringen. For sin del meddelte lederen af Den Europæiske Unions udenrigspolitik, at EU undersøgte muligheden for at reducere direkte støtte til den tunesiske stats budget.
- Internationale og regionale påvirkninger
Mere farligt end det, så forventes den russisk-ukrainske krig at få mere alvorlige konsekvenser og en direkte indvirkning på Tunesien i de kommende dage. Ud over den hurtige og meningsløse stigning i brændstofpriserne, hvor prisen på en tønde olie har nået mere end $ 130 (bemærk, at statsbudgettet var baseret på prognoser for prisen på en tønde olie på $ 75, at hver ekstra dollar i prisen på en tønde olie vil koste det tunesiske budget og kompensationsfonden omkring 120 millioner dinarer mere [en dinar er omkring 33 ¢, så det er omkring $ 40 millioner – oversætterens note]). Priserne på en lang række andre råvarer, herunder landbrugsvarer, har oplevet hidtil usete stigninger, hvor fødevareprisindekset steg med 40 % i de kommende transaktioner på flere amerikanske og europæiske børser. Hvedepriserne er steget for tredje måned i træk siden årets begyndelse, og i begyndelsen af marts nåede de deres højeste niveau siden sommeren 2011.
Som følge heraf har Verdensfødevare- og Landbrugsorganisationen (FAO) og Verdensfødevareprogrammet (WFP) advaret om, at den russiske krig i Ukraine kan føre til hungersnød i mere end 20 lande på grund af den forventede mangel på fødevareafgrøder, især hvede. Tunesien (sammen med Yemen, Libyen, Pakistan osv.) er blandt de lande, der er stærkt afhængige af hvedeforsyninger fra de to krigsførende lande, som det er blevet bekræftet af FN’s rapportør om retten til mad.
Det er kendt, at vi i Tunesien kun producerer en tredjedel af vores kornbehov (1,6 millioner tons sidste år ud af 3,4 millioner tons, der er nødvendige), hvilket betyder, at vi årligt importerer omkring to og en halv million tons korn, hvoraf mere end halvdelen (ca. 60 %) kommer fra Rusland og Ukraine. I betragtning af krigstilstanden og dens konsekvenser bliver den tunesiske stat nødt til at søge andre kilder end disse to lande, hvilket er ekstremt vanskeligt, ud over hvad det vil koste statsbudgettet i uforudsete ekstraomkostninger (1200 millioner dinarer i 2021). På den anden side forventes det, at dette års høst vil være lavere end sidste år (1,6 millioner tons), hvilket yderligere vil komplicere situationen. Af alle disse grunde er frygten for hungersnød steget i landet, især efter den hyppige mangel på mange forbrugsvarer i de seneste uger (brød og kornprodukter osv.).
- En katastrofal situation, der ikke synes at bekymre republikkens præsident
Det ser ikke ud til, at denne vej, som landet bevæger sig på (faren for økonomisk sammenbrud og hungersnødens spøgelse), er af stor bekymring for Kais Saied. Han er ikke særlig opmærksom på disse skræmmende trusler, som han ikke placerer blandt sine prioriteter. Hans hovedfokus er på, hvordan han implementerer sin køreplan for at overtage alle statslige institutioner og styrke sin kontrol over dem. Hans største bekymring var at afholde en høring, der mislykkedes på trods af de store midler, der blev mobiliseret for dens succes, og at forberede en folkeafstemning[iv], hvis antal deltagere ikke ville overstige antallet af deltagere i høringen. Alligevel ville han vedtage det som en folkeafstemning for at indføre ændringer i valgloven og det politiske system. Kais Saied fortsatte derefter med at gennemføre sin plan og ignorerede den skade, der blev påført folket og landet, og de farer, der truer dem. Alle data tyder på, at den politiske krise vil intensiveres, hvilket kan føre landet til splittelser og konflikter, som Tunesien ikke har oplevet før, herunder muligheden for borgerkrig.
Sandheden er, at hverken Saied eller resten af partierne i magtkampen giver dette spørgsmål den betydning, det fortjener, da de kun beskæftiger sig med kampen om magten. Det islamistiske parti Ennahda, der blev fordrevet fra magten ved kuppet den 25. juli, vender nu tilbage for at opflamme konflikten med Saied, idet det siden har handlet på ordsproget: “Bøj dig, indtil stormen har passeret.” Det er klart, at det i dag har valgt at vende tilbage til scenen og konfrontere Saied åbent, efter at det havde været tilfreds med at gøre det gennem sine agenter i bevægelsen “Borgere mod kuppet”. Denne tilbagevenden er bestemt baseret på en ny analyse af dataene om konflikten og magtbalancen og får os til at tro, at de kan have fået grønt lys fra udenlandske amerikanske og europæiske kredse, især efter de møder, som Ghannouchi[v] holdt med de delegationer, der besøgte Tunesien for nylig. Det er i denne sammenhæng, at vi må forstå opfordringen til afholdelse af en parlamentarisk samling, hvis dagsorden[vi] er annullering af alle ekstraordinære foranstaltninger, som Kais Saied har truffet siden den 25. juli 2021, som en optakt til en efterfølgende beslutning om at afskedige ham.
Det resulterede i at Ennahda-bevægelsen pressede Kais Saied til at fortsætte sin eskalering og til at tage beslutningen om at opløse parlamentet, som generelt blev hilst velkommen af både eliten og arbejderklassen. Dette var dog med mindre entusiasme end foranstaltningerne den 25. juli på grund af voksende skuffelse over Kais Saieds manglende evne til at reagere på folks behov. Denne beslutning vil få andre konsekvenser (interne og eksterne), som vil fremskynde konfliktens forløb mellem de to parter og rejse spørgsmålet om dens løsning her og nu med større hast. Derfor forventes det, at det islamistiske parti vil eskalere yderligere og drage fordel af de interne økonomiske og sociale vanskeligheder, Kais Saieds isolation eksternt, USA’s og EU’s stigende politisk pres på ham og manglende evne til at nå til enighed med Den Internationale Valutafond, og dermed sammenbruddet af de offentlige finanser og statens bankerot. Det er derfor muligt, at konflikten mellem de to parter vil gå ind i en ny fase, der kan blive voldelig og markere store tilbageslag inden for offentlige og individuelle frihedsrettigheder.
- De vigtigste politiske kræfters positioner
Et af kendetegnene ved situationen i Tunesien siden kuppet d. 25. juli 2021 er fraværet af en seriøs og effektiv revolutionær oppositionsbevægelse mod den farce, som landet oplever, og marginaliseringen og nedgørelsen af alle aktører i det politiske liv. Ud over det faktum, at konflikten er begrænset til højrefløjens kræfter, det vil sige mellem Ennahda-partiet og Kais Saied, så har det destouriske[vii] liberale parti og repræsentant for det tidligere regime fortsat fremstået som den mest fremtrædende politiske kraft mod begge sider af konflikten. Det søger at drage fordel af Ennahdas fald og begyndelsen på dets dalende indflydelse på den politiske scene og i samfundet på den ene side og Kais Saieds manglende evne til at håndtere de brændende økonomiske og sociale spørgsmål på den anden side. Det forbereder sig på baggrund af de positive resultater af meningsmålingerne på det næste parlaments- og præsidentvalg, uanset om de afholdes tidligt eller ifølge Kais Saieds tidsplan i december 2022. Dette parti er blevet centrum for interesser for brede lag af stor- og mellemborgerskabet og endda nogle kredse af småborgerskabet og nogle eksterne kræfter, der peger på det som et muligt og pålideligt alternativ i fremtiden. Dette ville betyde det gamle regimes tilbagevenden og kontrarevolutionens succes i dens mest reaktionære, mest autoritære version, Democratic Constitutional Rally, afsat af revolutionen.
- Den tunesiske hovedorganisation af fagforeninger og fagforeningsbureaukratiets traditionelle mission i krisetider
På den anden side forsøger fagforeningernes hovedorganisation, UGTT, efter at have afholdt sin sidste kongres at vende tilbage til scenen for den politiske konflikt. Udtalelserne fra dens generalsekretær spredes om forskellige aspekter af den nuværende politiske situation (elektronisk konsultation, forhandlinger med Den Internationale Valutafond osv.) og møder i dens ledelse med udenlandske delegationer (EU-delegation og amerikansk delegation ledet af viceudenrigsministeren for menneskerettigheder osv.).
Aktiviteten mellem fagforbundet, Kartago-paladset[viii] og regeringen er øget betydeligt i de seneste dage i forhold til konfliktperioden det sidste år. Begge parter havde interesser i dette. Ledelsen af fagforeningen havde brug for at dæmpe de ting, der skete med Kais Saied indtil deres kongres, der skulle sikre lederen af UGTT Noureddine Taboubis[ix] tilbagevenden i spidsen for organisationen, var afholdt. Han frygtede nemlig, at nogle af de sager om finansiel og administrativ korruption, der var blevet rejst tidligere, ville blive brugt mod ham, og han frygtede resultatet af de klager, der blev indgivet af fagforeningsoppositionen for at gøre afholdelsen af kongressen ugyldig. På sin side havde Kais Saied brug for den samme våbenhvile i håb om at overtale fagforeningsledelsen til at forpligte sig til det reformprogram, som Bouden-regeringen planlægger at medtage i sin hensigtserklæring, den skal til IMF for at opnå det længe ventede lån på fire milliarder dollars.
Nu hvor Taboubi er tilbage som generalsekretær for fagforeningernes hovedorganisation og garanteret fem år mere ved roret, er tonen blevet mere kritisk over for regimet og Kais Said, og dens trusler om at ty til sektorielle, regionale og endda generalstrejker er hyppigere. Faktisk er den rolle, som UGTT søger at spille i den nuværende politiske situation, ikke ny. Det har man vænnet sig til, når det borgerlige marionetregime er i krise. Siden 1950’erne (i anledning af destourianpartiets afgørende kongres) og frem til eftervirkningerne af revolutionen 2010-2011 og organiseringen af den nationale dialog har UGGT altid været i kompradorstatens tjeneste.[x] Lad os ikke glemme 1960’erne, da den havde godkendt beslutningen om at sænke lønningerne for at overvinde Bourguiba-statens finanskrise, eller begyndelsen af 1970’erne ved at bruge fagbevægelsen og arbejderklassen til at hjælpe staten med at komme ud af sin krise.
I dag afviger UGTT ikke fra denne tradition, og den bruger al sin vægt både indenlandsk såvel som over for fremmede magter (stater og institutioner) til at påtvinge sig selv som mægler, der har nøglen til krisen i Tunesien, ved at aktivere metoden med national dialog og tvinge Kais Saied til at acceptere det. Men sidstnævnte reagerede meget hurtigt ved at definere rammerne for denne dialog, som kun vil være resultatet af den “nationale høring”, som han organiserede. Det er blevet klart, at denne tilgang fra fagforeningsledelsen finder positiv modtagelse hos Den Internationale Valutafond og vestlige regeringer. Hvilket giver os mulighed for at sige, at fagforeningsbureaukratiets hensigt var at presse Kais Saied til at acceptere deres tilgang til at håndtere krisen og redde det afhængige kapitalistiske system for vores land.
- Betydningen af Arbejderpartiets uafhængige stilling
Vores parti er næsten det eneste (ud over den Demokratiske Alliance og senere Socialistpartiet), der har indtaget en klar holdning til kuppet den 25. juli, i total og klar kontrast til det islamistiske parti Ennahda, der har ført an i reaktionen gennem hele det postrevolutionære årti. Vores parti baserede sin stilling på partiernes klassekarakter i magtkampen og karakteren af den politik og de metoder, der kendetegner hver enkelt af dem. Det forsvarede modigt sin vurdering af, hvad der skete før, under og efter den 25. juli, på trods af al kritik og alle angreb. Over tid er mange tunesere, enkeltpersoner og politiske og civile bevægelser og organisationer blevet opmærksomme på rigtigheden og relevansen af Arbejderpartiets synspunkt. Dette repræsenterer for os i dag en kilde til troværdighed, måneder efter kuppet den 25. juli og især efter afsløringen af den borgerlige og småborgerlige propagandas hykleriske og vildledende karakter under dække af populisme.
Vores parti er ligesom andre politiske partier blevet påvirket af valgnederlaget, men at tabe et slag betyder ikke, at man taber krigen. Den klassekamp, som vores samfund ligesom andre samfund i den moderne verden oplever, er en langvarig krig. Den kan midlertidigt vindes af kapitalens reaktionære kræfter, repræsenteret ved forskelligartede politiske udtryk, som sandsynligvis vil vinde andre slag i betragtning af fraværet af arbejderklassens betingelser for sejr, nemlig klassebevidsthed og organisation.
Dette er den generelle kontekst for Arbejderpartiets kamp i Tunesien for at opnå en radikal og dyb forandring under ledelse af arbejderklassen og i dens interesse og i alle folkelige klassers og lags interesse. Det er en sammenhæng, der generelt ikke er gunstig for den revolutionære kamp, en sammenhæng, der er fyldt med vanskeligheder og forhindringer, men samtidig giver objektive faktorer af stor betydning for udviklingen af den revolutionære kamp. Disse objektive faktorer eksisterer i Tunesien i dag, og de kommer til udtryk i regeringssystemets krise ovenfra og nedefra, dets dekadence og udmattelse, nedgangen i virkningen af dets politiske udtryk og forværringen af dette systems økonomiske og sociale situation. Modningen af de objektive betingelser for iværksættelsen af en revolution i Tunesien udgør en gunstig omstændighed for vort parti netop nu, især hvis vi tager hensyn til dets stærke sider: en revolutionær linje og rigtigheden af dets taktik over for den udvikling, som landet kender. Dette giver det en vigtig grad af troværdighed og legitimitet til at indtage en fremtrædende position i den fremtidige kampbevægelse, forudsat at det lykkes at styrke den subjektive tilstand, det nødvendige element til at omdanne drømmen til virkelighed.
- Vores umiddelbare opgave
Derfor er vores opgave på den ene side at gøre de subjektive forhold modne, det vil sige at udvide kredsen af revolutionær bevidsthed, bevidstheden om behovet for at ændre situationen og eliminere de reaktionære kræfters eneherredømme i vores land. Vi må organisere de arbejdende massers og alle andre folkelige lags kamp hen imod virkeliggørelsen af en mægtig historisk aktion for at vælte det reaktionære regime og eliminere alle manifestationer af imperialistisk herredømme over vores land på den anden side. Udførelsen af denne opgave kræver en vej, der kan være lang eller kort afhængigt af mange omstændigheder og faktorer, herunder evnen til det bevidste element, det vil sige partiorganisationen, til at opfylde sin pligt på den bedst mulige måde. Vi tror på, at vores parti på trods af alle dets mangler og forhindringer kan påtage sig denne opgave. Vores parti har det vigtigste element i dette, som er dets revolutionære linje, dets uafhængige position og dets revolutionære identitet. Men det alene er ikke nok; det må planlægge og mobilisere de tilgængelige menneskelige kræfter, hvor begrænsede de end måtte være.
- Vores handlingsplan
Vores handlingsplan er baseret på to komponenter: propaganda og aktivitet på stedet. Med propaganda mener vi det fortsatte og flittige arbejde med at afsløre og fordømme de reaktionære kræfters politik: Kais Saied, det islamistiske parti Ennahda og Det Frie Destouriske Parti, afsløre deres tricks og manøvrer, og med at introducere vores partis alternative politik, for at forklare dens forbedringer i detaljer og de løsninger, det tilbyder arbejderklassen.
Vi bliver nødt til at gøre brug af alle slags medier, visuelle, lyd og skriftlige, hvert på sit eget felt, på det rigtige tidspunkt og med de passende metoder og midler. Ud over dette skal kampen på stedet knyttes til folkets krav, deres protester og bevægelser. Dette arbejde vil tage forskellige former, dem, der er kendt for offentligheden, og som har slået rod under kampen, og dem, som vi skal forny og udvikle.
Uanset om det er propaganda, arbejde på stedet, internt organisatorisk arbejde af formativ karakter eller seminarer på regional eller lokal skala osv., må aktivisterne i partiet og dets basisstrukturer lægge den ”lad os vente og se”-holdning bag sig og ikke begrænse sig til de kampagner og handlinger, der er besluttet af partiets ledelse. Vi skal snarere intensivere og sprede brugen af og vores regionale, lokale og sektorspecifikke initiativer. Lad os starte med dem, som ramadanmåneden tillader, hvilket giver mange muligheder for handlinger[xi], hvad enten det er internt (seminarer, træning osv.) eller eksternt for offentligheden (distributionskampagner, samlinger, politiske caféer osv.).
Dette er hovedlinjerne i vores handlingsplan i næste fase, hvor vi hovedsagelig vil stole på vores evner (selvom de er beskedne) uden at undervurdere nogen mulighed for at organisere fælles aktioner med andre politiske og civile kræfter. Vi er klar over, at der er reelle vanskeligheder med at organisere en planlagt og effektiv fælles aktion på grund af opdelingen af den politiske scene mellem kuppets modstandere og dets tilhængere. På dette grundlag er det vanskeligt at finde fælles fodslag, undtagen med de partier, der klart er imod kuppet, som er meget få og i øjeblikket er begrænset til den Demokratiske Alliance og Socialistpartiet. Ikke desto mindre må vi fortsætte med at stræbe efter at udarbejde en minimumsplatform, som nogle progressive og militante civile kræfter (journalisternes fagforening, Menneskerettighedsligaen, nogle fagforeninger osv.) kan tilslutte sig. Begrænsningen af antallet af vore kammerater og tilhængere bør ikke blive en hindring. Det bør snarere være et incitament for os alle til at mobilisere al vores fysiske og mentale energi, alle vores intellektuelle og tekniske evner og vores erfaring. Derefter vil effekten af vort begrænsede antal falde, og det kan endda blive en grund til succes.
På samme måde bør det begrænsede antal centrale, regionale og lokale ledere ikke forhindre os i at gennemføre de kampplaner, vi har lagt for os selv, og de handlinger, vi har planlagt. Faktisk er det ikke svagheden i antallet af kadrer, der bekymrer os. Men frem for alt svagheden i kadrernes kvalitet, som nu er forpligtet til at gennemføre en proces med at revolutionere deres status som ledere i kommandokæden inden for partiet, fra top til bund og omvendt. Kammerater, der er medlemmer af centralkomiteen, medlemmer af regionale og lokale komiteer og ledere af partiorganisationer, er forpligtet til, hver på sit sektorielle eller regionale område, at dele med partiet, hvad de har lært i løbet af deres organisatoriske erfaring med at vejlede, forfine, vejlede, opmuntre og fremme i deres organisatoriske stilling. De ledende kammerater, der har lært meget i organisationen, bør give meget. De må revolutionere deres evner på eget initiativ. Vores land er på vej ind i en fase med meget stor fare, og vi må rejse os og forberede os på at spille vores rolle på dette stadium. Vi må definere vores handlingsplan under parolen “maksimal udnyttelse af vores energi”.
Så lad os komme i arbejde, kammerater; sejr er for de revolutionære, når de udtænker og udfører de opgaver, de planlægger.
Tunis, den 2. april 2022
[i] Professor i forfatningsret, uden et politisk parti, uden dagsorden, en bevist populist; han var valgt til republikkens præsident den 23. oktober 2019.
[ii] Den 25. juli 2021 fortsatte republikkens præsident baseret på en omfattende læsning af forfatningens artikel 80 med at fastfryse parlamentets aktiviteter og opløse den siddende regering, i hvilken han havde udpeget sig selv som leder og de fleste af dens medlemmer.
[iii] Najla Bouden: en karriereakademiker uden politisk erfaring, udpeget af Kais Saied til at lede den tunesiske regering siden 11. oktober 2021, efter stillingen havde stået ledig i tre måneder.
[iv] Denne nationale elektroniske høring skulle være en slags folkeafstemning for præsident Kais Saied og hans politik. Men på trods af den indsats, der blev gjort, og de mobiliserede midler, endte det i fiasko, da deltagelsesprocenten var under alle forventninger.
[v] Rached Ghannouchi: leder af det islamistiske parti Ennahda siden dets grundlæggelse i 1981 og nuværende formand for Folkerepræsentanternes Forsamling, suspenderet af republikkens præsident siden den 25. juli 2021.
[vi] På trods af den officielle suspension af parlamentet blev der afholdt en parlamentarisk samling den 28. marts for at ophæve de ekstraordinære foranstaltninger, som republikkens præsident har truffet siden den 25. juli, hvorefter han meddelte opløsningen af parlamentet, en foranstaltning, som forfatningen ikke tillader.
[vii] The Free Destourien Party blev stiftet af eks-premierminister Hamed Karoui i september 2013, som den “destourianske bevægelse” for at forene tilhængerne af det opløste Destourian Parti, der havde regeret landet i 60 år.
[viii] Republikkens præsidentpalads.
[ix] Neil Taboubi: generalsekretær for den magtfulde fagforeningsføderation, Den Tunesiske Generelle Fagforening af Arbejdskraft) for anden gang i træk udtryk, mens organisationens vedtægter ikke tillader, at han stiller op igen. Nuværende leder af fagforeningsbureaukratiet, altid til tjeneste for herskerne og kompradorborgerskabet.
[x] Dette var Destouris 5. kongresfest, afholdt i byen Sfax i november 1955, på tærsklen til undertegnelsen af uafhængighedsaftalen, der betød, at Habib Bourguiba fik kontrollen over landets skæbne, og den uigenkaldelige splittelse inden for den nationale bevægelse. Denne kongres kunne ikke have været afholdt uden hjælp fra UGTT.
[xi] Ramadanmåneden er fastemåneden for det muslimske samfund. Karakteristisk for den er, at menneskelig aktivitet er meget langsomt i løbet af dagen, øger om aftenen. Dette har altid gjort det muligt for os som parti at organisere mange politiske eller kulturelle aktiviteter om aftenen i løbet af Ramadan.