skip to Main Content

ORDBOG

Akkumulation

Når man samler og ophober noget, så man hele tiden får mere.

Begrebet bruges i politisk økonomi. I den borgerlige udgave er det historien om, hvordan man gennem hårdt arbejde, evnen til at tage de rigtige beslutninger og turde tage en risiko kan blive rig, tjene stadig flere penge og hele tiden forøge sin kapital, omsætning og ejendom.

I marxistisk politisk økonomi siges det derimod klart:  Det er udbytningen af arbejdskraften og udplyndringen af naturens ressourcer, der skaber merværdi og profit. Værdier der kan investeres i igen at øge rigdom og kapital. At det ikke kommer dem der skaber værdierne, arbejderklassen, til gode skyldes den private ejendomsret.

«Når merværdien ikke anvendes af ejeren til hans personlige forbrug, men bruges som kapital, dannes der ny kapital, som føjes til den gamle som akkumuleres. Anvendelsen af merværdi som kapital kaldes kapitalens akkumulation.» (Marx).

Anarkisme

Politisk retning, der drømmer om et nyt samfund med alle individers frihed, uden at gøre op dem det bestående klassesamfund og den private ejendomsret.  Findes i dag først og fremmest i de autonome miljøer, hvor opbygning af  kollektiver og en anti-autoritær livsstil sammen med ”direkte aktion” mod magtsymboler skal overbevise andre til at gøre det samme.

Anarkismen afviser nødvendigheden af arbejderklassens organisering og det revolutionære parti for at kunne skabe revolutionær forandring og et nyt samfund.

Dialektik

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Dialektisk og historisk materialisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Finansiel og industriel kapital

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Flydende/Konstant kapital

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Højrepopulisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Idealisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Imperialisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Løn under kapitalismen

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Maoisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Marxisme-Leninisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Materialisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Metafysik

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Monopoldannelse

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Opportunisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Produktivkræfter

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Reformisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Revisionisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Socialdemokratisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Spekulation

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Trotskisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Udbytning

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Om skønmaling af russisk imperialisme og ’multipolarisme’

En strømning på den del af venstrefløjen, der ikke har fundet sig til rette i NATO’s omfavnelse, forsøger at argumentere ’teoretisk’ for, at Rusland ikke er imperialistisk. Dette er en tilsløring af imperialismens natur på linje med andre venstreopportunisters støtte til NATO-’demokratiernes’ krigspolitik – kun med modsat fortegn.

I økonomisk forstand er Rusland en andenrangs stormagt på trods af landets størrelse og militærmaskine. Ikke desto mindre er det en grov teoretisk fejlslutning at påstå, at Rusland ikke er et imperialistisk land, som dele af den antiimperialistiske venstrefløj nu gør.

Om en stat er imperialistisk eller ej, kan ikke automatisk afgøres af militærmaskinens kapacitet, eller om staten optræder aggressivt over for andre lande. Det er vulgærmarxisme. Kapitalkoncentrationen og landets økonomiske styrke er det grundlæggende. Men for at være en imperialistisk stormagt er også landets størrelse og adgang til ressourcer afgørende ved siden af statens militære potentiale.

Lad os se konkret på nogle økonomiske indikatorer for forskellige imperialistiske lande.

Stålproduktion bruges ofte som indikator for et lands økonomiske styrke, udviklingsniveau og selvforsyningsgrad. Igennem 1970’erne og 1980’erne var Sovjetunionen verdens største stålproducent med USA på andenpladsen. I dag producerer Kina ti gange mere stål end både Rusland og USA, som begge er overhalet af Indien og Japan.

Rusland og USA er altså stærkt svækkede på dette område. Men ingen vil påstå, at USA af den grund er ophørt med at være en imperialistmagt. USA og de fleste europæiske imperialistiske magter sidder også fast i udenlandsk gæld, mens den russiske statsgæld i udlandet er relativt beskeden (anslået til 18 procent af BNP). I denne forstand står den russiske imperialisme i en bedre position end mange rivaler.

Holland og Norge er eksempler på små, men højtudviklede imperialistiske lande med begrænset militært potentiale. De vil gerne forsvare deres udenlandske investeringer og interesser med diplomati og militærmagt, men de er spurve i den imperialistiske tranedans. Derfor kan og tør Holland og Norge kun vise militære muskler i udlandet som del af større imperialistiske koalitioner.

Japan er verdens tredjestørste økonomi, men det er først i de senere år, at imperialistmagten Japan har opbygget offensive militære kapaciteter. Dette har ganske vist specifikke historiske og politiske årsager knyttet til Hiroshimabomben og fredsaftalen i 1945. Indtil videre er Japan tvunget til at spille sammen med USA.

Omvendt er der regionale stormagter, der bevæbner sig til tænderne ved hjælp af superprofit i form af jordrente (olie), men som har begrænset egen industri og relativt beskeden kapitaleksport. Det sidste skyldes mindre udviklede produktivkræfter og beskeden forarbejdning af naturressourcer, afhængighed af udenlandske monopoler og teknologi, nepotisme, korruption og feudal overlevelse, eller at landet simpelthen er så stort, at monopolerne kan høste en acceptabel profitrate på deres eget hjemmemarked.

Der er nogle paralleller mellem disse lande og det tilbagestående Rusland under tsarismen. Men Tsar-Rusland blev også af Lenin defineret som imperialistisk, omend som imperialismens svageste led. Finanskapitalens svagere monopol blev delvist opvejet af militærmagtens monopol, forklarede han i ’Imperialismen og splittelsen i socialismen’ (1916). I dag forstærkes billedet af Ruslands og USA’s atomvåbenmonopol samt hos nogle udvalgte imperialistiske eller regionale stormagter.

Rusland i dag er et langt mere fremskredent imperialistisk land, end Tsar-Rusland var, på trods af en generation af opløsning og stagnation efter Sovjetunionens sammenbrud.

Tilslører imperialismen

Grunden til, at vi understreger dette, er en tendens på den del af venstrefløjen, som ikke har fundet sig til rette i NATO’s omfavnelse, til at argumentere ’teoretisk’ for, at Rusland ikke er imperialistisk. I stedet er landet en ’halvkolonial andenrangsnation’, som bl.a. Anders Carlsson fra den svenske avis Proletären har skrevet i en tidligere artikel, som flere i Norge har taget til sig. Artiklen er repræsentativ for en international strømning blandt forskellige ’venstre’-strømninger. Pål Steigan er en af dem, der spreder disse synspunkter.

Forsøget på analyse indeholder mange pointer, men konkluderer ligeså helt forkert, når det med henvisninger til Lenin forsøger at hævde, at Rusland ikke er imperialistisk i økonomisk forstand og derfor ikke er i stand til at være en aggressiv stormagt. Dette er en udløber af ideen om, at vi for fredens skyld har brug for en ’multipolær’ verden, hvor andre stormagter bremser USA’s hegemoni og amerikanernes erklærede mål om at dominere hele kloden. De eneste andre stormagter, der har evne til at udgøre en troværdig modvægt til USA, er Rusland og Kina i fællesskab.

Denne ’multipolære verden’ er beslægtet med Karl Kautskys teori om ’ultraimperialisme’, hvor de imperialistiske stormagter er enige om at holde fred indbyrdes og lade verdens forenede finanskapital udbytte hele verden i samarbejde og tolerance. For ikke at blive slået i hartkorn med Kautsky må nutidens opportunister forsøge at bevise, at visse stormagter ikke er imperialistiske og derfor kan vælge en anden og mere ’rationel’ politik.

Vor tids revisionister er derfor nødt til at skønmale Rusland og Kina som ’ikke-imperialistiske’ stormagter. Budskabet er, at disse magter prøver at holde USA-imperialismen i skak, og derfor er de på en måde vores venner! Konklusionen er absurd, men den vækker ikke desto mindre genklang hos en del anti-imperialister.

Folk, der kalder sig marxister-leninister, burde vide, at det ikke er andre stormagter, men kun arbejderklassen og verdens undertrykte folk, der kan og skal knuse amerikansk og al anden imperialisme.

Kapitaleksport i mange former

Ruslands udenlandske investeringer og økonomiske magt nedtones af det faktum, at landet i høj grad er en råvareeksportør. At Norge overvejende er råvareeksportør af olie, gas og fisk, forhindrer som bekendt ikke Norge i også at drive omfattende kapitaleksport gennem Oljefonden og statsejede monopoler som Telenor, Equinor eller Statkraft, og at det i høj grad er et imperialistisk land. Ligesom Rusland har Norge også – kun i meget mindre målestok – udviklet en højteknologisk industrisektor for våbenproduktion, boreteknologi og rumforskning.

Det kapitalistiske frihandelssystems overgang til monopolkapitalisme var det, som Lenin definerede som imperialisme eller kapitalismens højeste (og sidste) stadium. Centrale kendetegn ved imperialismen er ifølge Lenin sammensmeltning af industrikapital og bankkapital til finanskapital, og at eksport af kapital får større betydning end eksport af varer.

Nettotallene for Ruslands direkte udenlandske investeringer var i 2021 på omkring 66 milliarder dollars ifølge Verdensbanken. Det er ikke småtterier, omend lidt i forhold til USA og Tyskland. I 2023 bidrog russiske udenlandske investeringer til 23,4 procent af landets bruttonationalprodukt ifølge nogle kilder. Før Maidan-oprøret var størstedelen af Ruslands investeringer i udlandet koncentreret i Ukraine. Russiske virksomheder kontrollerede 80 procent af oliesektoren og det militærindustrielle kompleks. Russisk imperialisme kan ikke leve med, at Zelenskij-regimet på vegne af USA-imperialismen har konfiskeret det hele til fordel for EU og NATO.

Eksport af kapital i form af import af arbejdskraft er et åbenlyst eksempel på imperialisme. Flere millioner migrantarbejdere fra Kaukasus og de centralasiatiske republikker arbejder inden for byggeri, anlæg og servicesektoren. Udenlandske arbejdere sender en del af lønnen til deres hjemland, mens andre dele går til det imperialistiske værtsland. Disse indtægter var i 2013 omkring 37 milliarder dollars, mere end hvad migrantarbejdere i Saudi-Arabien eller Tyskland ’efterlader’, skriver georgiske kommunister.

Tallene giver næppe hele billedet. Værdierne, som forskellige russiske oligarker har plyndret efter Sovjetunionens sammenbrud, er stort set placeret i forskellige skatteparadiser som Jersey, Jomfruøerne og Cypern, men også i ejendomsmarkedet i storbyer som New York og London.

 Personalunion og andre kendetegn

Personalunionen mellem centralt placerede personer i bank-, industri- og statsapparatet er et typisk træk ved monopolkapitalismen. I Norge behøver man ikke at gå længere end til svingdørene mellem regeringskontorerne, bankpaladserne og industrikoncernerne, typisk repræsenteret af NHO, for at observere det. Toppolitikere og dommere er med på bestikkelsesrejser betalt af finanstoppen, som da den nuværende chef for Oljefonden tog med samfundets topledere med på drømmeseminar i USA i 2019. Forskellen fra Rusland er, at nepotismen dér er tydeligere, og bestikkelsesrejser har andre destinationer. Ligesom Norge har Rusland en stor statskapitalistisk sektor og statskontrollerede monopoler.

I forhold til andre stormagter er den russiske imperialisme økonomisk bagud på trods af formidable olie- og gasindtægter. Russiske virksomheder og banker er kommet langt ned på listerne over verdens største. Gasselskabet Gazprom skiller sig ud med flere ansatte over hele verden end nogen anden virksomhed, 470.000. Rosneft og Lukoil er ikke langt bagefter. Alle disse virksomheder, ofte med gensidigt ejerskab af hinanden, har tætte bånd til det russiske statsapparat. Gazprom er halvprivatiseret stort set på samme måde som Equinor.

Selvfølgelig har sanktioner fra Vesten og krigen i Ukraine ændret billedet vedrørende russiske kapitalinvesteringer i udlandet. Men indtil for ganske nylig havde de russiske olie- og gasselskaber betydelige investeringer og ejerandele i ejendoms- og energiprojekter i lande som Storbritannien, Italien og Tyskland.

Russiske finansielle institutioner spiller internationalt i anden division og er nu i vid udstrækning blokeret fra at drive normal forretning i vestlige lande. Ikke desto mindre har den russiske Sberbank købt betydelige aktieposter i både tyrkiske og serbiske banker.

Våbenindustri og rumteknologi er et andet område, hvor Rusland viser muskler. Russiske virksomheder på disse områder har investeret i store produktionsanlæg i Indien og Tyrkiet.

Et land, som bruger regulære lejehære i erobringskrige, er også et kendetegn for imperialister. Wagnergruppen opererer i Ukraine og i mange lande i Afrika i tjeneste for den russiske stat og private interesser. Den er helt parallel med lejehæren Blackwater (den hedder nu Constellis efter flere fusioner og navneændringer), som USA brugte i Irak. Wagner og Blackwater er etableret af tidligere officerer i henholdsvis den russiske og amerikanske hær.

Disse korte eksempler bør være tilstrækkelige til at vise, at Rusland opfylder alle kriterierne for en imperialistisk stat, også selvom man ser bort fra landets atomarsenal og formidable våbenmagt.

En multipolær imperialistisk verden

Forsøg på at beskrive Rusland og Kina som noget andet end imperialistiske lande betyder at skønmale og retfærdiggøre imperialismen som system. Propagandaen fra Moskva og Beijing vil have os til at tro, at disse ’defensive’ stormagter kun vil holde det aggressive USA i skak og give os en fredelig og bedre verden. De afholder sig ikke fra at krydre budskabet med paralleller til Den Røde Hærs kamp mod nazismen eller kinesisk ’socialisme’.

Det er antimarxistisk nonsens. Ræsonnementet er ikke ulig teorien om de ’tre verdener’, som sagde, at de imperialistisk undertrykte lande måtte alliere sig med de mellemstore imperialister mod de to daværende supermagter USA og Sovjetunionen.

Det amerikanske imperium er på retur. Alle imperialister og regionale stormagter, primært Kina, men også Rusland, ønsker en ende på den uretfærdige vestlige verdensorden. Under pressekonferencen i anledning af Xi Jinpings besøg i Moskva den 21. marts i år understregede både han og Vladimir Putin, at Kina og Rusland ville ’arbejde sammen for at skabe en mere retfærdig og multipolær verdensorden’. Dette handler ikke om, at de ønsker at slippe af med et uretfærdigt imperialistisk system, som slavebinder verdens folk. Det tætte forhold mellem Rusland og Kina ’er af vital betydning for den moderne verdensorden’, som præsident Xi udtrykte det. Multilateralismen handler om, at de vil behandles som ’ligeværdige’ stormagter i forhold til deres relative styrke på den internationale arene, og statsoverhovederne siger mellem linjerne, at det er USA’s diktater og sanktionspolitik, der truer globale transportruter og fødevaresikkerhed. Dette forstås af mange afrikanske lande, men det har intet at gøre med russisk og kinesisk bekymring for global retfærdighed.

Når Kina og Xi Jinping med Rusland og Putin på slæb vil have ’en multipolær verden’, er det en protest og udfordring mod en amerikansk verdensdominans, der er udløbet. Den multipolære verden er intet andet end et resultat af kapitalismens ujævne udvikling og et varsel om nye og endnu større krige.

Modsætninger mellem de imperialistiske magter er en af de grundlæggende modsigelser i vores epoke. En tilbagevendende fejl blandt progressive er at gøre dette til en hovedmodsigelse, i håb om at udnytte rivaliseringen mellem stormagterne ved at støtte ’det mindst onde’. Hvad der i en given situation kan være taktik under en revolution eller national befrielseskrig, ophøjes til en strategi. Således ser man bort fra eller nedtoner de andre og lige så vigtige grundlæggende modsigelser: kampen mellem arbejde og kapital, de undertrykte folks kamp mod imperialismen og kampen mellem kapitalisme og socialisme.

Den, der hævder, at amerikansk imperialisme og den vestlige verdensdominans kan tæmmes ved at støtte en gruppe af stormagter mod andre stormagter, går i virkeligheden imperialismens ærinde. Imperialismens banemænd er ingen ringere end verdens arbejderklasse og de undertrykte folk.

  1. juni 2023

Oversat fra Revolusjon; Norge Revolusjon – Revolusjon

Klassekamp – Revolution – Socialisme. Magasinet ENHED og KAMP har det hele!

Tankestof til tidens brændende spørgsmål – Handling i en verden moden til forandring

Del og brug gerne

Back To Top