Skip to content

ORDBOG

Akkumulation

Når man samler og ophober noget, så man hele tiden får mere.

Begrebet bruges i politisk økonomi. I den borgerlige udgave er det historien om, hvordan man gennem hårdt arbejde, evnen til at tage de rigtige beslutninger og turde tage en risiko kan blive rig, tjene stadig flere penge og hele tiden forøge sin kapital, omsætning og ejendom.

I marxistisk politisk økonomi siges det derimod klart:  Det er udbytningen af arbejdskraften og udplyndringen af naturens ressourcer, der skaber merværdi og profit. Værdier der kan investeres i igen at øge rigdom og kapital. At det ikke kommer dem der skaber værdierne, arbejderklassen, til gode skyldes den private ejendomsret.

«Når merværdien ikke anvendes af ejeren til hans personlige forbrug, men bruges som kapital, dannes der ny kapital, som føjes til den gamle som akkumuleres. Anvendelsen af merværdi som kapital kaldes kapitalens akkumulation.» (Marx).

Anarkisme

Politisk retning, der drømmer om et nyt samfund med alle individers frihed, uden at gøre op dem det bestående klassesamfund og den private ejendomsret.  Findes i dag først og fremmest i de autonome miljøer, hvor opbygning af  kollektiver og en anti-autoritær livsstil sammen med ”direkte aktion” mod magtsymboler skal overbevise andre til at gøre det samme.

Anarkismen afviser nødvendigheden af arbejderklassens organisering og det revolutionære parti for at kunne skabe revolutionær forandring og et nyt samfund.

Dialektik

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Dialektisk og historisk materialisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Finansiel og industriel kapital

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Flydende/Konstant kapital

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Højrepopulisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Idealisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Imperialisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Løn under kapitalismen

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Maoisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Marxisme-Leninisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Materialisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Metafysik

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Monopoldannelse

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Opportunisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Produktivkræfter

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Reformisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Revisionisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Socialdemokratisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Spekulation

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Trotskisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Udbytning

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Partiet, arbejderklassen og organiseringen af revolutionen

Af Pablo Miranda, Ecuadors Marxistisk-leninistiske Kommunistiske Parti – PCMLE

Arbejderklassens sociale revolution er en ekstraordinær bedrift, som millioner af mennesker tager del i og involverer sig i frivilligt. For at de kan ende sejrrigt, er det nødvendigt, at arbejderklassens revolutionære parti, det marxistisk-leninistiske kommunistiske parti, eksisterer og handler.

Arbejderne, de arbejdende folk og de unge, i alle lande på kloden, har historisk set ført an i at udnytte naturen til at overleve for at få opfyldt deres behov for mad, bolig og tøj. Siden privatejendommen opstod, har historien set de arbejdende folk kæmpe for deres interesser og rettigheder. Men denne kamp, som er en del af klassekampen, favoriserer i sit udfald de forskellige grupper af de besiddende klassers interesser.

Under forskellige omstændigheder og på forskellige steder er denne konfrontation nogle gange intens, andre gange moderat. Der har aldrig været social fred. De modstridende kræfters interesser var og er antagonistiske, uforenelige mellem de øverste og de nederste, mellem udbytterne og de udbyttede, mellem undertrykkerne og de undertrykte. Forsøgene fra forskellige dele af de herskende klasser på at lette denne konfrontation, på at forene disse interesser, er kun et forsøg på at opretholde og legitimere deres styre og udbytning, på at sikre deres privilegier.

De arbejdende folk er hovedpersonerne i historien, i den uophørlige udvikling af produktivkræfterne. De handler altid for at opnå deres interesser og rettigheder, for at løse deres presserende problemer. I processen tager de aktivt del i udviklingen og resultatet af de store økonomiske, sociale og politiske udviklinger. Men historisk set har det altid været de forskellige sektorer af de herskende klasser, der har nydt godt af disse begivenheder.

Disse kendsgerninger viser at historien er en konfrontation mellem de forskellige grupper af udbyttere og undertrykkere, slaveejere, herremænd og kapitalister; og langt mindre en strid mellem stærke mænd eller ledere af de forskellige sektorer, som de herskende klasser er opdelt i og underopdelt efter.

Konfrontationen mellem stærke mænd, konger og præsidenter, kejsere og magthavere drejer sig om tilegnelsen af den rigdom, som arbejderne har skabt. Denne ekspropriation udkæmpes af de forskellige sektorer i de herskende klasser, hvilket placerer dem i økonomiske, politiske og sociale konflikter. Selvom denne konfrontation ikke er antagonistisk og endnu mindre uforsonlig, intensiveres den nogle gange til et niveau med militære midler, aggressions- og erobringskrige, konflikter mellem stater, magtudøvelse gennem de væbnede styrker og politiet, gennem indførelsen af borgerlig legalitet og gennem bestræbelser på at legitimere den. Men undertrykkernes vold skaber grobund for utilfredshed, oprør og opstand, den revolutionære kamp.

Erobringskrigene underkaster folkene og landene og fremprovokerer i sidste ende kampen for national frigørelse. Kapitalisterne etablerer og forsvarer med våbenmagt og tvang udbytningen og ekspropriationen af arbejderklassen og folkene og de kapitalistiske lande og fører til social ulighed, elendighed og sult. Derfor nærer de utilfredshed og modstand, de skaber betingelserne for kampen for social frigørelse, materielle fremskridt, frigørelse og opbygningen af en ny orden, arbejdernes samfund, socialismen.

Disse fakta bekræfter påstanden om, at det er de arbejdende masser, der skaber historien, men at de ikke altid gør det til deres egen fordel.

Denne situation begyndte at ændre sig, da arbejderne greb magten i det gamle Rusland i oktober 1917 og væltede zarerne, godsejerne og kapitalisterne og etablerede den første socialistiske stat, folkets magt, proletariatets diktatur.

Siden da har historien ændret kurs.

Folkets kamp og sejren for arbejdernes og folkets mål

Oktoberrevolutionen var arbejdernes og folkenes store bedrift. Den fandt sted under konkrete historiske forhold: superudbytningen af arbejderklassen og andre arbejdende klasser, de undertrykte folk, nationaliteter og nationer, der blev udsat for zarernes og kapitalisternes planer i det gamle Rusland; etableringen af despoti, af et autoritært og diktatorisk regime, der eliminerede de arbejdende folks offentlige friheder, sociale og politiske rettigheder; millioner af menneskers utilfredshed. Det var en vigtig erfaring for folket i at kræve og kæmpe for deres interesser; de vigtige niveauer af fagforeningsorganisering af arbejderklassen, de mange strejker, der bidrog til den politiske uddannelse af en betydelig del af arbejderne. Og frem for alt eksistensen, aktiviteten og kampen for arbejderklassens revolutionære parti: Det Russiske Socialdemokratiske Arbejderparti, som blev til det bolsjevikiske kommunistparti, der viste sin beredvillighed og beslutsomhed til at kæmpe for organiseringen af revolutionen. En kerne af kommunistiske ledere tog ansvar for at anvende marxismen under konkrete forhold og berigede og udviklede den til nye niveauer; det var fremtrædende kommunistiske personligheders arbejde, blandt hvilke især Lenin og Stalin skilte sig ud.

I Albanien var revolutionen resultatet af arbejderklassens, de andre arbejdende klassers og bøndernes politiske og militære kamp. Der var tusindvis af partisaner, som med bannere for fordrivelsen af de tyske nazister kæmpede på landet og i byerne. Det var eksistensen af Albaniens Kommunistiske Parti, af en politisk og militær generalstab, af en korrekt revolutionær politik. I denne heroiske kamp skilte Enver Hoxhas kommunistiske personlighed sig ud.

Befrielsen af arbejderne, folkene og landene i Østeuropa, der besejrede nazismen, var også et resultat af titusindvis af arbejderes deltagelse i den antifascistiske kamp, af de kamphærdede kommunistiske partiers organisering og kamp, af deres korrekte ledelse.

Den historiske erfaring anerkender, at massernes deltagelse, millioner af menneskers beslutsomme kampe, gør det muligt at opnå sejr. Den lærer os, at disse kampe fører til folkemagt på grund af det kommunistiske partis eksistens, oplysningsarbejde og politiske lederskab.

Opgaven med at bringe tusinder af arbejdende folk ind i den revolutionære politiske kamp kræver en konsekvent holdning fra arbejderklassens revolutionære partis side.

Det er nødvendigt at bekræfte og fastholde partiets forbindelse til arbejderne og de arbejdende folk.

Det kommunistiske parti er arbejderklassens politiske parti, det tager marxismen-leninismen op som de principper, der garanterer dets eksistens og kamp. Med denne vejledning forener det sig fysisk med arbejderne, det organiserer sig blandt dem, det integrerer sig med de bedste kæmpere. Den har evnen til at udarbejde revolutionens strategi og taktik, til at udforme de politiske retningslinjer for kampen om magten, til at lede sine styrker i deres daglige aktivitet, til at organisere og lede arbejdernes og folkenes kamp for at opnå deres umiddelbare rettigheder uden at miste målet for kampen om magten. Og det har viljen og beslutsomheden til at bruge alle former for kamp. Det er klar over behovet for at uddanne arbejderklassen, folkene og ungdommen politisk.

Arbejderklassen er skaberen af rigdom. I kapitalismens epoke skaber dens arbejdskraft grundlaget for de materielle goder, som mennesker har brug for til deres liv, til social reproduktion. Fordi den befinder sig i epokens centrum, fordi den er i direkte kontakt med de nye videnskabelige og tekniske opdagelser, fordi den har historisk erfaring i den lange kamp for sine interesser, fordi den har modsat sig kapitalismens lænker, fordi den ikke er bundet til nogen form for ejendom, er den dén klasse, der er bedst rustet til at påtage sig lederskabet af de andre arbejdende klasser i deres kamp for social frigørelse.

I de afhængige lande kræver den sociale og nationale befrielse dannelsen af en alliance mellem arbejdere og bønder. Denne enhed og handling kan forene de andre arbejdende klasser, de patriotiske dele af middelklassen og mellemlagene, den kan føre dem til sejr mod imperialismen, og frem for alt garanterer den kontinuiteten i kampen for endelig uafhængighed og skabelsen af arbejdernes samfund.

For at denne proces kan udvikle sig uafbrudt og bringe arbejderne til magten, må det kommunistiske parti arbejde både med revolutionær teori og social praksis. Det må være aktivt involveret i det sociale og politiske liv; det må præsentere revolutionære alternativer for arbejderklassen og folkene; det må altid vise vejen for kampen om magten; det må udbrede socialismens idealer, kommunisternes program for opbygningen af et klasseløst samfund.

Socialdemokratiets og andre højrefløjsideologers holdninger fremfører, at krisen i forhold til at organiserer sig i fagbevægelsen, i de sociale organisationer og i de politiske partier medfører, at de nu er det enkelte individ, der er den vigtigste politiske aktør.

Hvilket også understøtter idéerne om, at arbejderne og folkene alene kan opnå tilfredsstillelse af deres umiddelbare interesser, kan åbne veje og i sidste ende opnå politisk magt.

På alle måder er disse kampe blandt de arbejdende folk og ungdommen en del af processen med arbejderklassens internationale revolution.

Arbejdernes konfrontation med kapitalen finder sted i alle lande, uanset folkets vilje. Strejker for fagforeningsrettigheder og arbejdernes umiddelbare behov finder sted på en tilbagevendende måde, såvel som vigtige og vidtrækkende generalstrejker. Arbejderklassens, bøndernes, de andre arbejdende klassers og ungdommens organisering og kamp konfronterer det imperialistiske herredømme, de bekæmper det hjemlige borgerskabs udbytning, de kæmper for frihed og frigørelse, og i forskellige lande bliver det forvandlet til folkelige opstande.

Det er en objektiv realitet, som viser, at de arbejdende masser og de unge fortsat er hovedpersonerne i den sociale transformation. Enhver, der benægter denne situation, er enten blind og døv eller har bevidste hensigter om at skjule eller minimere folkets kamp.

Men eksistensen af en folkelig bevægelse, der kæmper for sine rettigheder, er kun en del af massernes revolutionære kamp for frigørelse.

Vi fastholder behovet for at bringe en revolutionær arbejderklassebevidsthed til denne vigtige sociale bevægelse.

Denne opgave tilhører arbejderklassens revolutionære parti, det kommunistiske parti.

Den historiske erfaring viser, at forskellige revolutionære processer udvikler sig og kan ikke vinde sejr over reaktion og imperialisme uden det kommunistiske partis eksistens og kamp. Men den viser også, at disse processer ikke fører til fuld uafhængighed, de fører næsten altid til neokolonialisme, under afhængighed af et andet imperialistisk land, fordi de ledes af patriotiske kræfter, der generelt svarer til småborgerskabets og endda dele af det hjemlige borgerskabs interesser og handlinger.

På samme måde fremhæver den historiske erfaring forskellige sejrrige revolutionære processer, der vandt folkets magt og begyndte opbygningen af en ny verden, arbejdernes samfund, socialismen, under ledelse af modige kommunistiske partier.

Det kommunistiske parti er en historisk nødvendighed

Det kommunistiske parti er arbejderklassens politiske parti, der repræsenterer dens umiddelbare interesser og det ultimative mål om at begrave imperialismens og kapitalismens herredømme og opbygge en ny verden.

Det kommunistiske parti organiserer og kæmper med marxismen-leninismen, arbejderklassens revolutionære doktrin, som rettesnor.

For at leve op til ansvaret for at organisere og lede kampen for social frigørelse udarbejder den i lyset af principperne en revolutionær politik, teser og paroler, et program for social og national frigørelse.

Udviklingen af en frigørelsespolitik kræver studiet af revolutionær teori, viden om de arbejdende folks, folkenes og ungdommens situation, om deres sindstilstand og vilje til at kæmpe for deres interesser, den marxistiske fortolkning af samfundets modsætninger, af styrkeforholdet. Revolutionær politik er formet af de taktiske linjer, af forslagene og aktiviteten i partiet selv.

Det kommunistiske parti rejser socialismens og kommunismens bannere, programmet for kampen mod imperialismen, teserne og retningslinjerne for arbejderklassens, de arbejdende massers og ungdommens daglige konfrontation mod de interne herskende klasser, mod arbejdsgiverne og godsejerne, mod den borgerlige regering. Det arbejder for organisering og ledelse af arbejderklassens, de arbejdende folks og ungdommens kamp for deres umiddelbare interesser. Det holder aktiviteten med politisk uddannelse af arbejderne højt, i selve kampens forløb, men også i fagforeningens og den sociale organisations liv.

Udbredelsen af marxismen-leninismen, konkretiseret i hverdagens revolutionære politik, i banneret for social frigørelse og socialisme, gør det muligt for kommunistpartiet at forbinde sig politisk med arbejderklassen og folket.

Denne politiske forbindelse skal understøttes af den organisatoriske forbindelse, af opbygningen af partiet i den sociale bevægelse. Hvis partiet er organiseret blandt arbejderklassen, hvis det er beriget af de mest fremragende sociale kæmperes kampvillighed, vil det leve op til sit ansvar for at organisere og gennemføre revolutionen.

Det kommunistiske parti er arbejderklassens fortrop, fordi det stiller sig i spidsen for arbejdernes kamp for revolution og socialisme, fordi dets teser og forslag bliver taget til sig af arbejderne, fordi de organiserer sig og kæmper under dets ledelse for at konfrontere arbejdsgiverne og kapitalisternes regering, fordi der i dets rækker findes de mest fremskredne arbejdere, de konsekvente sociale kæmpere.

Den sociale kamp er en realitet, den udvikler sig i bølger. Det kommunistiske partis eksistens og aktivitet stræber efter at lede befolkningens kamp ad revolutionens og socialismens veje.

Arbejderne og folkene skaber historien, det kommunistiske parti er den teoretiske og praktiske vejleder; denne enhed muliggør organiseringen af revolutionen, afskaffelsen af udbytning og undertrykkelse, organiseringen af revolutionen.

 

Ecuadors Marxistisk-leninistiske Kommunistiske Parti

Ecuador, oktober 2023

Klassekamp – Revolution – Socialisme. Magasinet ENHED og KAMP har det hele!

Tankestof til tidens brændende spørgsmål – Handling i en verden moden til forandring

Del og brug gerne

Back To Top