skip to Main Content

ORDBOG

Akkumulation

Når man samler og ophober noget, så man hele tiden får mere.

Begrebet bruges i politisk økonomi. I den borgerlige udgave er det historien om, hvordan man gennem hårdt arbejde, evnen til at tage de rigtige beslutninger og turde tage en risiko kan blive rig, tjene stadig flere penge og hele tiden forøge sin kapital, omsætning og ejendom.

I marxistisk politisk økonomi siges det derimod klart:  Det er udbytningen af arbejdskraften og udplyndringen af naturens ressourcer, der skaber merværdi og profit. Værdier der kan investeres i igen at øge rigdom og kapital. At det ikke kommer dem der skaber værdierne, arbejderklassen, til gode skyldes den private ejendomsret.

«Når merværdien ikke anvendes af ejeren til hans personlige forbrug, men bruges som kapital, dannes der ny kapital, som føjes til den gamle som akkumuleres. Anvendelsen af merværdi som kapital kaldes kapitalens akkumulation.» (Marx).

Anarkisme

Politisk retning, der drømmer om et nyt samfund med alle individers frihed, uden at gøre op dem det bestående klassesamfund og den private ejendomsret.  Findes i dag først og fremmest i de autonome miljøer, hvor opbygning af  kollektiver og en anti-autoritær livsstil sammen med ”direkte aktion” mod magtsymboler skal overbevise andre til at gøre det samme.

Anarkismen afviser nødvendigheden af arbejderklassens organisering og det revolutionære parti for at kunne skabe revolutionær forandring og et nyt samfund.

Dialektik

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Dialektisk og historisk materialisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Finansiel og industriel kapital

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Flydende/Konstant kapital

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Højrepopulisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Idealisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Imperialisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Løn under kapitalismen

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Maoisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Marxisme-Leninisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Materialisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Metafysik

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Monopoldannelse

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Opportunisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Produktivkræfter

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Reformisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Revisionisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Socialdemokratisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Spekulation

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Trotskisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Udbytning

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Partiets arbejde i arbejderklassen, på arbejdspladser og i fagforeninger

Arbejderpartiet Kommunisterne, APK’s 9. kongres, 2021

 

  • Klassekampen vil tilspidses overalt i samfundet i disse år. Ikke mindst på arbejdspladserne, på de sociale områder og på de såkaldte velfærdsområder inden for den offentlige sektor. Der protesteres imod regeringsindgreb i overenskomsterne og aftalte drejebøger for skinforhandlinger, imod konsekvenserne af reformangrebene og den menneskefjendske krise- og nedskæringspolitik. Arbejdere og offentligt ansatte må forberede og organisere sig for de kampe, der kommer, i takt med at angrebene på arbejds- og levevilkår øges.

 

  • Kriser og pandemi bliver brugt som undskyldning til nye angreb på tilkæmpede faglige og sociale rettigheder. Arbejdsgiverne, kapitalen og dens stat kører løn, arbejds- og leveforhold i en nedadgående spiral. Mens arbejdsgiverne og storkapitalen har fået store milliardoverførelser, så aktie- og udbyttefesten har kunnet fortsætte til nye højder.

De stopper ikke, før de møder modstand fra den anden side af klassekampen – fra arbejderklassen og befolkningen. De kender kun én vej ud af deres stadige kriser og konkurrencer om markeder: at lade arbejderklassen og brede dele af befolkningen betale gennem øget udbytning og udnyttelse af vores arbejdskraft, så billigt og effektivt som muligt uden hensyn til konsekvenserne. Arbejdskraft bruges, smides væk, og ny hentes ind.

 

  • Kravene om arbejde, højere løn og ligeløn, uddannelse, sociale rettigheder og bolig for alle står i centrum sammen med afvisningen af skiftende regeringers arbejdergiverpolitik. Så længe vi accepterer de tildelte økonomiske forhandlingsrammer for, hvad der kan opnås, og accepterer at fordele forringelser imellem os, så kalder det på nederlag for de fleste og bonus for de få. Arbejdsgiverne har for længst sprængt rammen for, hvor langt de vil gå i det såkaldte ”nye normale” arbejdsmarked. Allerede nu er store grupper groft underbetalt, arbejdstid gjort flydende og arbejdspresset sat op. Med et arbejdsmarked i hastig forandring er det helt afgørende at få sprængt de økonomiske rammer og lade profitten betale.

 

  • Ligesom ved arbejderbevægelsens start er det igen blevet nødvendigt at rejse en kamp for helt elementære rettigheder såsom retten til at organisere sig, retten til kollektive overenskomster både på det private og offentlige område. Og ikke mindst blandt de voksende store grupper af ”moderne daglejere”, der arbejder helt uden rettigheder i arbejde uden fast løn, uden fast arbejdstid, i sms-jobs. Og med importerede migrantarbejdere, der lever og arbejder under slavelignende vilkår, der har klasserettens ord for at være helt lovligt på EU’s ”frie” arbejdsmarked.

 

  • Staten spiller ikke en neutral rolle, hverken som offentlig arbejdsgiver eller såkaldt tredje part mellem arbejdsgivere og arbejdere og ansatte. Det har ikke mindst været tydeligt under de offentlige overenskomst-forhandlinger, hvor faggrupper, der har fulgt alle statens og det fagretlige systems spilleregler med deres krav, er blevet kastet fra et nej fra fagtoppen til et nej fra regeringen og politikerne, hvis de gik den vej. Og derefter, hvis de selv siger nej og aktionerer, bliver det kendt ulovligt.

 

  • Denne udvikling og de sidste mange overenskomstforløb og konflikter viser, at klassekampen ikke kan føres på den borgerlige stats, arbejdsgivernes eller kapitalmagtens betingelser. Den danske model er en model for klassesamarbejde til arbejdsgivernes og deres stats fordel. Den har spillet fallit. Det gælder også i forhold til at opnå resultater for arbejderklassen gennem treparts-aftaler mellem arbejdsgiver, stat og fagbevægelsens top.

 

 

  • Hovedaftalen og det fagretslige system med arbejdsret, sammenkædningsregler og mundkurv for tillidsvalgte under arbejdskampe er redskaber til beskyttelse af arbejdsgiverne. Og til at vride armene om på arbejdere og ansatte, der ønsker forandring og kæmpe for deres krav. Klubber og fagforeninger må diskutere, hvordan arbejdskampe kan imødegå disse klasseregler. Der er ved at udvikle sig en ny klassekampslinje nedefra på trods af og tværs igennem klassesamarbejdets politiske fallit og snærende lov- og aftalesystem.

 

  • Den kapitalistiske stat er en klassestat, der er indrettet og fungerer som kapitalens forlængende arm. Det gælder også for den voldelige del, hvor politi sættes ind mod blokader og strejkevagter, mens de beskytter strejkebrydere. Hvilket talrige arbejdskampe gennem tiden har bekræftet.

 

  • Kapitalismen som samfundssystem har gang på gang vist, at det hverken er i stand til at løse sine tilbagevendende kriser eller sikre en tryg og stabil hverdag og fremtid for arbejderklassen.

 

Arbejderklassens og arbejderklassens partis rolle

 

  • Arbejderklassen er revolutionens grundlæggende kraft. Den er den ledende og grundlæggende kraft i kampen mod kapitalismen og kapitalens dominans. Det er de ufaglærte, de lavtlønnede, de underste lag i arbejderklassen og de mest pressede lag blandt de offentlige ansatte, der er de mest kampvillige lag, sammen med lag i sektorer som transport og byggeriet.

Det kommunistiske partis vigtigste indsats er arbejdet i arbejderklassen: at styrke de ideologiske, politiske og organisatoriske forbindelser. Og at omdanne arbejderklassen til den førende politisk aktør i samfundet og til den politisk reference for de andre arbejdende klasser og lag og undertrykte grupper.

 

  • Det kommunistiske partis strategiske opgave er at organisere revolutionen. Hvilket er afgørende for at opbygge et socialistisk Danmark, hvor det er arbejderklassen, der har taget magten. Det er med det for øje, at Arbejderpartiet Kommunisterne, APK, deltager i den daglige klassekamp på arbejdspladser, i fagforeninger og blandt de grupper af arbejderklassen, der holdes uden for det traditionelle arbejdsmarked og organisering.

Arbejderklassens faglige kamp og sociale kamp kan ikke indsnævres til en kamp om kroner og øre. Vi oplever, hvordan landvindinger hurtig kan rulles tilbage, hvis ikke dagskampen forbindes med kampen for arbejderklassens langsigtede interesser for en anden fremtid, med styrkelsen af enhed på en klassekampslinje og udviklingen af den politiske revolutionære bevidsthed i arbejderklassen.

 

Fagbevægelsen i dag og arbejderaristokratiet

 

  • For arbejderklassen er det afgørende at kæmpe for retten til at organisere sig og danne fagforeninger. Denne ret er i dag under hårdt pres og afvikling med EU’s og danske politikeres arbejderfjendske politik. Fagbevægelsen har udviklet sig langt væk fra sine oprindelige rødder som værn mod de kapitalistiske arbejdsgivere og for arbejderklassens interesser. En udvikling hen til dagens service- og forsikringskoncerner med store milliardfonde og koncerner.

 

  • Myten om den danske enhedsfagbevægelse er reelt kun en skal, der skal holde ”den danske model” og trepartforhandlinger mellem arbejdsgivere, stat og forbundstoppene oppe. Politisk er der meget langt fra medlemmernes krav og ønsker til fagtoppens handlinger. Der har altid eksisteret to linjer i arbejder- og fagbevægelsen: mellem klassekamp og klassesamarbejde, mellem en reformistisk og en revolutionær politik.

Organisatorisk holder myten heller ikke, med den faldende organisationsgrad og fremvæksten af gule og kristne såkaldte fagforeninger. Samt det faktum, at den traditionelle fagbevægelse har udelukket store grupper af arbejderklassen fra at være medlemmer.

Samtidig har fagbevægelsens top lukket øjnene for arbejdernes sociale rettigheder og forhold og hele amok-reformløbet fra dagpenge, sygedagpenge, kontanthjælp og kontanthjælp til stigende pensionsalder. Arbejdsgiverregeringer sætter de sociale ydelser og overførelsesindkomster stadig længere ned, så mindstelønnen kan presses under devisen om, at det skal kunne betale sig at arbejde”.

 

  • Det er ikke uden grund, at mange arbejdere og offentlig ansatte oplever, at forbundstoppene og toppen i FH sælger ud af deres krav, bremser protester og aktivitet og ender på arbejdsgivernes side. Fagtoppen udgøres af et helt særligt lag – også kaldet arbejderaristokratiet. De kan leve et helt andet liv med lukrative lønninger, pensioner og job, der står i skarp kontrast til medlemmernes vilkår. På grund af arbejderaristokratiets særlige økonomiske stilling og deres samfundsmæssige placering og indflydelse er dette lags klasseinteresser knyttet til arbejdsgivernes interesser og til at bevare det kapitalistiske samfund.

 

  • Derfor er det heller ikke muligt at ændre arbejderaristokratiets politik og handlinger gennem dialog. Illusioner om dette lag som en allieret eller ligefrem en ledelse i klassekampen er en opskrift på nederlag. Mange kampvillige arbejdere har løbet hovedet mod denne mur både i de centrale OK-kampe, lokale konflikter og tværfaglige kampe som ligelønskampen.

 

  • Det er ikke muligt at ændre fagbevægelsen i sin nuværende form til klassekampsorganisationer. Fagbevægelsens systemer er i dag bundet med tusinde tråde til kapitalen og borgerskabets stat. Først når alle disse bånd er brudt, vil der kunne skabes en kæmpende fagbevægelse på klassekampens grund.

Det er nødvendigt for den kæmpende arbejderklasse og offentligt ansatte at finde sammen, organisere og udnytte sammenholdet. Og sammen udnytte det rum for handling, som fagorganisering på grundplan på tværs af fag kan give. Både til at udvikle klassesolidariteten og kampviljen, og også til at udfordre de mange begrænsninger, som lov- og aftalesystemet lægger på kampformerne. Der må opbygges en handlende fagopposition på grundplan på en klassekampslinje.

 

  • En del af den reformistiske fagbevægelses politik har altid været, at den faglige kamp er upolitisk og skal fastholdes i den lukkede kasse. På trods af at vi lever i et kapitalistisk klassesamfund, hvor der føres politisk, ideologisk og kontant klassekamp hver eneste dag vendt mod arbejderklassen. Arbejdskamp og faglig kamp er også politisk kamp. Men ikke partipolitisk. Den skal ikke misbruges eller vildledes til at tro, at en løsning er at stemme på ”det rigtige parti” ved næste valg. Når konsekvenserne af skiftende regeringers politik skal vurderes, er det mere end svært at se forskel på regeringens farve. Også Socialdemokratiet har stået i spidsen for hårde asociale reformer og borgerlig krisepolitik, og regeringsindgreb i overenskomstkampe, når de sidder ved magten.

 

Arbejderklassens enhed

 

  • Grundlaget for, at hver enkelt kamp kan udvikles, for en situation, hvor en bred revolutionær bevægelse rejser sig, er arbejderklassens enhed. Enheden skal smedes i den konkrete klassekamp, i diskussionen om de aktuelle krav og aktionsformer og om arbejderklassens strategiske platform. Den må opbygge nedefra på arbejdspladser, i klubber, i lokalområder. Den må inddrage enheden mellem privat og offentligt ansatte, arbejdende, arbejdsløse eller reformramte og på tværs af faggrupper, etnisk baggrund og køn. Problemer som arbejdstid, uligeløn, løndumpning og sociale og faglige rettigheder må løses i fællesskab.

 

  • Arbejderklassens solidaritet må hele tiden konkret inddrages, udvikles og styrkes for at bruge klassens fælles styrke. Gennem at udvide den økonomiske kamp til en politisk kamp med fælles krav til de ansvarlige kan enheden og solidariteten opbygges og udfolde sig. Lokale og individuelle forhandlinger og ”fritvalgsordninger” skal få hver enkelt til at føle sig alene og isoleret, hvorimod arbejderklassens og de offentligt ansattes kollektive styrke er vejen frem. Ved konflikter og strejker må der igen lokalt og på arbejdspladserne opbygges støttekomiteer, der kan bidrage til at udbrede solidariteten og give økonomisk hjælp, hvis strejkekasser lukkes, og arbejdsgiverretten udskriver bod.

 

  • Arbejderbevægelsen må arbejde for og organisere enhed af alle de kræfter og sociale sektorer, der er interesserede i at kæmpe for deres materielle og politiske krav og til at bekæmpe borgerlig udnyttelse og imperialismens dominans.

 

  • Arbejderklassens internationale solidaritet vil altid stå som en hel central del af arbejderklassens kamp og dens kommunistiske partis arbejde. Både helt konkret blandt det voksende antal ansatte fordelt i mange lande, der arbejder i de samme multinationale koncerner. Og som konkret og aktiv solidaritet med de mange kampe, som arbejdere over hele verden rejser mod konsekvenserne af de nyliberale reformer, mod kapitalistisk og imperialistisk udbytning og undertrykkelse, krige og ødelæggelse af ressourcer og overlevelsesmuligheder og for en socialistisk fremtid.

 

Arbejderpartiet Kommunisterne, APK. 9. kongres, september 2021

 

 

 

 

 

 

 

Klassekamp – Revolution - Socialisme. Magasinet ENHED og KAMP har det hele!

Tankestof til tidens brændende spørgsmål - Handling i en verden moden til forandring

Del og brug gerne

Back To Top