Socialdemokratiet vil angiveligt som fugl Phønix rejse sig af asken som et genfødt klassisk socialdemokrati fra en svunden tid, der for længst er forbi. Her op til Folketingsvalget bygges der igen store illusioner op om Socialdemokratiet og Mette Frederiksen som ny statsminister. Ikke bare fra Socialdemokratiet selv, men også fra dets parlamentariske støttepartier SF, Enhedslisten og fagtoppen. De lover alle sammen, at tavlen kan viskes ren – aldrig mere en Thorning-regering, siger de samstemmende. Men derimod gerne en social afbalanceret og grøn Mette Frederiksen.
Enhedslisten erklærer sig i dag utilfreds med, hvad de stod model til under Thorning. Det var faktisk værre end den efterfølgende Løkke-regering, udtaler Pernille Skipper til BT d. 25.3. i år. ”Hvis det bliver Helle Thorning om igen, får Mette Frederiksen ikke vores støtte.”
Kan det blive andet? Bortset fra navnet på statsministeren og navnene på de konkrete nedskæringsreformer. Socialdemokratiet under Mette Frederiksen har fortsat samme nyliberalistiske politik som under Helle Thorning.
- De har stemt for næsten alle Løkkes VLAK-regerings lovforslag.
- De stod på den offentliges arbejdsgiverside i OK18, ligesom de stak kniven i ryggen på lærernes ret til overenskomst med lærerlockouten under Thorning.
- Som børnenes statsminister nægter MF at sløjfe de såkaldte fattigdomsydelser – kontanthjælpsloftet og integrationsydelsen – men vil sylte dem i en kommission.
- De vil bevare stigende pensionsalder i velfærdsforliget mod at give 3-7.000 særligt udvalgte nedslidte ret til tidligere pension.
- De fører en flygtninge- og desintegrationspolitik, der forsøger at overhale DF højre om.
Der er ingen grundlæggende ændringer i Socialdemokratiets politik. De står fortsat solidt på en nyliberalistisk politik med alle dens ødelæggende konsekvenser for arbejderklassen. De er svorne tilhængere af en EU-stat, der har traktatfæstet samme politik. De er stadig delagtige i dansk krigsdeltagelse for et imperialistisk borgerskabs økonomiske interesser rundtom i verden.
Trods al klam valgretorik kan Socialdemokratiet ikke gå tilbage til det klassiske klassesamarbejdsparti, det var i det forrige århundrede. I dag lever vi under den nye verdensorden, hvor modellen for klassesamarbejdet er erstattet af arbejdsgivernes, finanskapitalens og imperialismens diktat og rovdrift på alt, hvad der kan tjenes penge på.
Socialdemokratiet har været og er fortsat en af hovedaktørerne i de sidste årtiers nedbrydning af den offentlige velfærdssektor, i nedbrydningen af sociale og overenskomstmæssige rettigheder, og i at skabe øget ulighed. Det viser konsekvenserne af deres politiske handlinger.
Krav skal presse
Trods fakta og alle erfaringer spreder Enhedslisten forsat illusioner og forhåbninger om, at Socialdemokratiet kan skifte politik, og at Mette Frederiksen kan føre en politik til gavn for arbejderklassen. Men, siger Enhedslistens Pernille Skipper, denne gang bliver det anderledes. De vil presse Socialdemokratiet til at gå i forhandlinger med Enhedslisten, inden de peger på Mette Frederiksen som statsminister.
Enhedslisten vil forhandle med Socialdemokratiet om at garantere et ordentligt velfærdssamfund, mere lighed og tryghed! Men uden at stille de kontante og konkrete krav, som bevægelserne og arbejderne kæmper for som ultimative krav. Krav om at afskaffe fattigdomsreformerne og genindføre fuld dagpengeret til arbejdsløse, fuld ret til sygedagpenge til syge og retten til kontanthjælp. Uden at stille krav om at afskaffe Velfærdsforligets pensionsbombe med stadig højere pensionsalder eller om at afskaffe ghettopakken, der vil smide de dårligst stillede på gaden, indføre særlove med dobbelt straf og lavere ydelser for beboere. Og uden at stille krav om kontant stop for privat og statsautoriseret social dumping, der forringer løn- og arbejdsforhold.
Hvilke indrømmelser Enhedslisten vil sælge sin støtte for, ligger der ikke nogen svar på. Hvis Enhedslisten synes, at forhandlingerne viser, ”at vi er på vej mod forbedringer af velfærdssamfundet”, siger Enhedslisten, stadig ifølge Pernille Skipper, god for at pege på Socialdemokratiet. ”Ellers må man se sig om efter en anden, der kan danne regering, eller udskrive nyvalg.”
På vej mod hvad?
Løfter om ’på vej mod forbedringer’ fra Socialdemokratiet er alt, hvad et kryds på Enhedslisten kan svinge sig op til. Det er faktisk ret sølle og slag i luften selv ud fra en parlamentarisk tankegang, hvor det drejer sig om indflydelse i magtens korridorer.
Set ud fra et klassekampssynspunkt er det i bedste fald en taktik for at forlænge socialdemokratismens reformistiske lammende indflydelse i arbejderklassen og i dele af venstrefløjen. Det der er brug er et hårdt tiltrængt opgør med den nyliberalistiske politik, som Løkkes VLAK-regering og Socialdemokratiet står for. Det er et kæmpe ønske om forandring og en stadig voksende protestbevægelse på mange klassekampsfelter. Modstanden, bevægelserne, strejkekampen har ikke brug at skulle tage endnu en tur i manegen i det parlamentariske cirkus med illusioner om, hvor Socialdemokratiet står, når det gælder om arbejderklassens og bevægelsernes krav.
Det der er brug for i modstanden mod den førte politik, er en klar holdning, der tager de stillede krav dybt alvorligt. Det er ikke for sjov, kontanthjælpsloftet skal fjernes. Og vil politikerne ikke det, må de gå af.
Forandringen kommer ikke ved at skifte Venstre ud med Socialdemokratiet eller omvendt. Deres politik er stort set ens. Selv i den nuværende valgkamp bærer deres respektive hovednumre samme klassestempel. Løkkes sundhedsaftale skal bl.a. finansieres af de arbejdsløse, og Frederiksens pensionsudspil vil tage en lille gruppe særligt udvalgte nedslidte som gidsler, mod at pensionsalderen bare stiger for alle andre.
Forandringen kommer ikke ved at give Socialdemokratiet endnu en chance for at tage røven på dem, der håbede noget andet.
Lakmusprøve
Holdningen til Socialdemokratiet og dets reformisme har altid været en lakmusprøve i den revolutionære bevægelse. Vi er altid blevet beskyldt for at gøre Socialdemokratiet til hovedfjenden, hvilket er noget vrøvl. Det er klart, at hovedfjenden er kapitalismen, den herskende klasse og deres politiske magtelite, som Socialdemokratiet er en del af.
Ud fra en revolutionær strategi er Socialdemokratiet overhovedet ikke en del af arbejderbevægelsen og en alliereret på afveje, der hører til på denne side af ligningen i klassekampen. Hvorimod en reformistisk strategi netop lægger magten til forandringer i Folketinget og det parlamentariske system, og her bliver Socialdemokratiet en allieret og som det største parti lederen af et ‘rødt’ flertal og en ‘rød’ blok.
Hoby og Corbyn
Næstformanden for Landsforeningen af Socialpædagoger (LFS), Jan Hoby, skriver i en kronik med overskriften ”Illusionen om socialdemokratiets genfødsel” d. 24. 3.19, at den danske venstrefløj skal komme ud af Socialdemokratiets skygge.
”Følelsen af at være en del af det socialdemokratiske bagland findes også i dele af Enhedslisten. Det er et historisk åg, som er et produkt af venstrefløjens position i forhold til Socialdemokratiet i det 20. århundrede.”
Men hans konklusion på et opgør med Socialdemokratiet ender alligevel med at munde ud i ønsket om et venstredrejet socialdemokrati som det engelske Labour:
”Venstrefløjen skal hilse alle forsøg på en dansk udgave af Corbyn velkommen, herunder Enhedslistens forsøg på at blive et parti for de mange. Kravet er blot, at de skal være ægte og ville noget andet end nødvendighedens politik. Der er kun én konklusion på den succes, Sanders og Corbyn har opnået, og det er et farvel til Mette Frederiksen og Socialdemokratiet.” Og goddag til endnu en omgang illusioner om reformistiske løsninger og partier.
Spillet om de røde linjer
At Socialdemokratiet forrige gang tabte regeringsmagten til Venstres Lars Løkke, skyldtes hverken dennes politik eller troværdighed. Det var et fravalg og skuffelse over Socialdemokratiets eklatante løftebrud og barske arbejdsgiverpolitik og reaktionære reformer. Støtten fra SF kostede dette parti dyrt, og Enhedslisten blev slemt politisk skamferet blandt dem, der ønsker reelle forandringer og ikke bare lappeløsninger.
Det førte naturligt til diskussioner og kritik i Enhedslisten dengang og efterfølgende for at være parlamentarisk skødehund for en socialdemokratisk regering. Resultatet blev vedtagelsen i Enhedslistens hovedbestyrelse af en ny parlamentarisk taktik kaldet ”De røde linjer”. Den giver Enhedslisten nogle muligheder for at stille grænser op for, hvor langt partiet vil gå i rollen som støtteparti for en eventuelt kommende socialdemokratisk ledet regering. Overtræder regeringen Enhedslistens grænser – såkaldte røde linjer – vil Enhedslisten kunne trække sin støtte til enten hele regeringen eller til en enkelt minister.
En af grænserne er, hvis regeringen gennemfører politik, Enhedslisten er imod. Det lyder jo som en rimelig grund til ikke at være et støtteparti. Og burde være ret klart. Men det er det ikke. Indtil videre har hverken Mette Frederiksens asociale og arbejderfjendske politik eller inhumane flygtningepolitik krydset grænsen.
I Enhedslistens folketingsgruppe, der har den reelle magt, forsvinder klarheden ud i formuleringer som denne: ”Hvis Mette Frederiksen kunne finde på at bryde menneskerettighederne, må hun nok se sig om efter et andet parlamentarisk grundlag.” Det var Nikolaj Willumsens kommentar i DR til spørgsmålet, om Socialdemokratiets udspil om flygtninge- og udlændingepolitik gik over den røde linje.
Pernille Skipper forklarer, hvad de røde linjer i praksis kan komme til at betyde, på denne måde i et interview i Politiken for et år siden. Her blev det understreget, at det ikke er nok, at Socialdemokratiet foreslår en politik, som Enhedslisten er uenig i.
”Det betyder jo ikke, at første gang Socialdemokratiet gennemfører noget, som vi ikke er enige i, så ryger støtten. Vi prøver ikke at lege Enhedslisten-diktatur, men der kan være noget, der går os så grundlæggende imod. Før de røde linjer bliver overtrådt, så skal det jo faktisk gennemføres. Det er ikke nok, at de tænker dårlige tanker,” lød det.
Truslen om de røde linjer løber unægtelig ud i sandet. Også selvom valgkampsløftet om at turde vælte en socialdemokratisk regering lyder højere, jo tættere valgkampen rykker på.
Hvor nedslidte bliver de røde linjer?
Da Thorning-regeringen i 2011 kom til magten bl.a. på et valgløfte om at skrotte den forhadte dagpengereform, var illusionerne til Socialdemokratiet store. Men de svandt ind, i takt med at daværende beskæftigelsesminister Mette Frederiksen gennemførte reformen. På trods af at konsekvenserne var katastrofale og modstanden og presset var stort, valgte den socialdemokratiske regering at skrotte sit valgløfte i stedet for reformen og – støttet af Enhedslisten – at gennemføre et halvt års udsættelse for at holde modstanden i ro.
I dag forsøger de at lægge afstand og love aldrig at gøre det igen. ”Hvis man er helt inde og presse den socialdemokratiske identitet, som dagpengereformen var udtryk for … Det med at kyle folk ud af dagpengesystemet midt under en lavkonjunktur, det vil jeg ikke være med til igen,” udtaler Mette Frederiksen. Nej, for nu er dagpengene jo også slagtet.
Så nu er det folkepensionens tur, hvor konsekvenserne af Velfærdsforliget er ved at gå op for folk. Selve årsagen til, at unge nu kan se frem til først at kunne gå på pension, når de er 72 år, Velfærdsforliget, vil S ikke røre ved. Heller ikke ved årsagerne til nedslidning. Derimod kaster Socialdemokratiet arbejderklassen, de offentlige ansatte og venstrefløjen ud i en diskussion om, hvem der er mest nedslidt og har mest har fortjent tidlig tilbagetrækning. Hvor Enhedslisten kommer til at lægge sine røde linjer i dette spørgsmål, mangler at blive set.
Enhedslistens støtte til en socialdemokratisk regering og dens reformisme og i praksis nyliberale politik, uanset verbale trusler om det modsatte, er en væsentlig årsag til, at APK ikke kan opfordre til at stemme på Enhedslisten. Det er ikke vejen frem for at skabe den nødvendige forandring og udvikling af klassekampen.
At det for mange anses for no go ikke at stemme til et Folketingsvalg, modsvares af den kendsgerning, at der reelt ikke er noget at stemme på. APK opfordre til at stemme blank ved Folketingsvalget.
5.april 2019