For at besvare, om Rusland er imperialistisk – eller som nogle mener, at landet har ”en endnu ikke fuldt udviklet” kapitalisme – vil vi undersøge, om den russiske økonomi kommer ind som en imperialistisk konkurrent i den globale økonomi.
- Der er ingen tvivl om, at der eksisterer russiske monopoler. Koncentrationen af produktionen var i Sovjetunionen rigtig langt udviklet og blev naturligvis overtaget. Dagens Rusland har ikke behøvet hundreder af år for at skabe monopoler – man har arvet den allerede stærkt koncentrerede socialistiske økonomi og genindført den private ejendomsret til produktionsmidlerne.
I Forbes’ liste over verdens største monopoler står 28 russiske monopoler, herunder på fjerdepladsen Gasprom, på plads 69 Lukoil, på plads 72 Rosneft, og på plads 91 Sberbank.
Den russiske stat har stor andel i disse monopoler. I Gasprom besidder staten en majoritet af aktierne på 50 % +1. Resten tilhører dog private personer og udenlandske investorer.
Økonomiske studier viser, at den russiske økonomi er højt koncentreret – i mange brancher højere end i USA og Tyskland. Således udgør f.eks. de ti største monopoler en andel af bruttonationalproduktet i 2006 på 28,9 %, mens det i USA kun udgør 14,1
De fleste sektorer i økonomien er stærkt monopoliserede, især energiforsyning, maskinbygning og transport, men også levnedsmiddelproduktionen.
I Rusland har vi også at gøre med en monopolistisk, stærkt koncentreret kapital, det klassiske tegn på statsmonopolkapitalisme.
Sammensmeltningen af bank- og industrikapital til finanskapital
2. Sberbank står på en 91. plads på Forbes’ liste over de største banker i verden. Men
WTB-Bank, Alfa-Bank samt de vestlige landes datterselskaber som f.eks. Raffeisenbank spiller også afgørende roller.
Der eksisterer store banker, som i praksis står i tæt forbindelse med et monopol eller selv tilhører monopolet. Dette gælder Gasprom-Bank, Promsvjas Bank og Uralsib.
Sammensmeltningen af bank- og industrikapital til finanskapital er også for længst gennemført.
Finanssektoren i Rusland står ikke i en situation, som det var tilfældet i kapitalismens tidligere stadier, som afsondret og udlåner af kredit til industrimagnater.
Nej, denne opdeling har ikke eksisteret i lang tid, magnaterne har selv banker. Ikke for ingenting bliver de betegnet som oligarker.
Således f.eks. med finansoligark Mikhail Prokhorov. Han var 1993-1998 formand for tilsynet med ONEKSIM-Bank, i årene 2000-2001 var han formand for ROSBank, og 2001-2008 var han hovedaktionær og administrerende direktør for Norilsk Nikel og kan altså hente profit fra udvinding af nikkel.
Næsten alle russiske oligarker fremtræder med et lignende CV. Sammensmeltningen imellem industri-og bankkapital er afsluttet. Finanskapitalen er etableret, hvilket er et andet kendetegn på imperialisme.
Kapitaleksport
- Eksporterer Rusland kapital? Det gør de sandelig. I 90’erne fandt den første bølge af kontrolleret kapitalflugt sted, hvor der blev investeret i vestlige banker. De nyetablerede kapitalister stræbte efter at sikre deres røvede skatte i vestlige banker.
Men i dag er denne kapitalflugt til vesten siden 00’erne blevet relativt lille (ca. 5-8 % af udlandsomsætningen pr. år).
Mængden af russiske monopolers direkte investeringer i udlandet er vokset enormt og beløb sig i 2011 til 362,1 milliard dollars. Det svarer til 30 % af landets bruttonationalprodukt og er 18 gange mere end i 2000.
Det drejer sig om nye industrielle ressourcer, som de russiske kapitalister investerer i udlandet. Dvs. bruger investeringerne for at opnå kæmpeprofitter i lande med billigere arbejdskraft og ressourcer end i Rusland selv.
Fakta er overvældende og klare. Og kapitalen må formere sig – gennem udbytning af levende arbejdskraft. Vil vi afvise solidariteten med russiske arbejdere og fagforeningsfolk, fordi det angiveligt ville svække ”fredsmagten” Rusland, hvis de begynder at strejke for bedre løn -og arbejdsforhold og faglige rettigheder, og når de bliver mødt af Putins knippelbander eller det, der er værre?
I imperialismens stadium karakteriseres monopoler ved kapitaleksport og udplyndring af andre lande.
Ingen andre steder end i de tidligere socialistiske lande er det blevet så tydeligt, at kapitalen ikke opstår ud fra ærligt arbejde, sparsommelighed og flid, men derimod ved røveri og udplyndring.
Ved overgangen til åben usminket kapitalisme har de forskellige oligarkgrupper, der alle er udsprunget af den revisionistiske herskabskreds, grådigt tilranet sig den privatiserede statsejendom.
Man undrer sig over, hvorfra forvirringen fra mange venstreorienterede kommer, som nu pludselig ser på det kapitalistisk-imperialistiske Rusland som en ”fredsmagt”.
På defensiven
Det er indlysende, at Rusland befandt sig i defensiven, da de indførte den åbenlyse kapitalisme. Stykke for stykke rev de kapitalistiske konkurrenter deres indflydelsesområder fra dem og fortsætter med at gøre det. Alle de østeuropæiske lande faldt praktisk talt på en gang til EU og NATO.
Tyskland oplevede en hurtig forøgelse af sin magtposition. Der hvor indlemmelsen ikke klappede frivilligt, hjalp USA, EU, NATO og Tyskland med alle midler, økonomisk, politisk og om nødvendigt militært. Krige som i Eks-Jugoslavien, Afghanistan, Irak og i øjeblikket i Libyen, Syrien og Ukraine er en del af denne omfordeling af indflydelsessfærer. Rusland blev som stormagt dramatisk svækket i denne proces.
Faktisk var den herskende klasse i Rusland oprindeligt optaget af at sikre så meget rigdom og magt som muligt. Alle kæmpede mod alle. De nyrige var klar til at købe og sælge alt. Korruption, bestikkelse, prostitution, stoffer – alt blomstrede. Landet var i en længere periode i røveriets kaos. Det førte til en stat i forfald, og at militæret blev væsentligt svækket. Korrupt militærpersonale, der også ønskede at have del i den generelle kamp om byttet, solgte våben og udrustning.
I denne æra af udplyndring var den herskende klasse så optaget, at den udadtil kun kunne agere defensivt og måtte se til, hvordan USA, NATO og EU og Tyskland ekspanderede aggressivt.
Ingen vil påstå, at der intet væsentligt er sket med ændringen fra Jeltsin til Putin. Udskiftningen af Jeltsin med Putin afsluttede på mange måder denne første fase. Den russiske kapital ønskede nu at konsolidere røveriet og forhindre yderligere tilbagegang i indflydelse og magt.
Friedrich Engels sagde: ”Den moderne stat uanset dens form er i det væsentlige en kapitalistisk maskine, kapitalisternes stat, den ideelle fælleskapitalist”, med et citat fra hans bog ’Udviklingen af socialisme fra utopi til videnskab’.
Staten har derfor til opgave at håndhæve kapitalens fællesinteresser også imod enkelte kapitalisters interesser. Det har Putin gjort. Han har frataget de oligarker, der ville sælge ud af landets interesser, deres magt.
Han har styrket staten og genopbygget den som en fungerende maskine og frem for alt igen styrket militæret og gjort det operationsklar. Dette udtrykker interessen for den samlede russiske kapital, der ikke har ønsket at blive på tabersiden for evigt.
Nyopdeling af verden
Således styrket griber stormagten Rusland i stigende grad ind i kampen om en nyopdeling af verden, omend Rusland fortsat først og fremmest er defensiv, fordi de har mistet meget indflydelse i de foregående år.
Men Rusland er blevet stærkere igen. Man kan se det ganske bemærkelsesværdigt i Syrien, hvor de ganske vist agerer fra defensiv position, men har smadret den amerikanske imperialismes planer. Også på Krim har Rusland gjort det klart, at man igen skal regne med dem militært.
USA, NATO, EU og Tyskland klager og jamrer sig ganske vist, men vover ikke at gå direkte frem imod tilslutningen af Krim til Rusland.
Mange mennesker, der er vrede over den amerikanske imperialismes krig eller det tyske Forbundsværns nye militære eventyr, har glædet sig over, at her var der endelig nogen, der standsede deres fremfærd.
Desuden har Rusland, mens de har ageret defensivt, udnyttet gamle forbindelser med lande som Cuba, Venezuela, Iran og Korea.
Først og fremmest har de her for det meste åbne afsætningsmarkeder og kan handle uden chikane og sanktioner, og dermed øge profitten hos den herskende klasse. Og derfor støtter Rusland dem i deres modstand mod amerikansk imperialisme. I sin endnu svækkede position behøver Rusland disse stater som en partner imod konkurrenten USA.
For mange kommer det, som er normal imperialistisk taktik, til at fremstå som et tegn på fremskridt. At det ikke er tilfældet, viser et citat fra Putin, som er blevet fremhævet.
”Præsident Putin har betegnet Oktoberrevolutionen som ’et forræderi imod nationale interesser’. Han hævder oveni, at daværende Rusland på det tidspunkt havde gjort alt for at få Europa til at afvikle konflikten mellem Serbien og Østrig-Ungarn fredeligt og ublodigt. Men Rusland blev ikke hørt. De var nødt til at tage udfordringen på sig og tage det slaviske broderfolk under sin beskyttelse.”
Her drejer det sig åbent om en borgerlig kapitalistisk stats interesser – ikke om fremskridt.
Objektivt udnyttes modsætningen mellem de konkurrerende magter i kampen om indflydelsessfærer af lande, som er i kamp mod USA-imperialismen, når disse allierer sig med Rusland.
Objektivt gavner denne modsætning de brutalt forfulgte progressive, revolutionære og kommunistiske kræfter i Ukraine, som således i det mindste kan finde et sikkert tilflugtssted i Rusland.
Objektivt gavner denne modsætning en demokrat og anti-imperialist som Edward Snowden, som for tiden har fundet tilflugt i Rusland.
Også Lenin udnyttede modsætningerne mellem de imperialistiske magter, da han levede i eksil i Schweiz og tog turen gennem Det Tyske Rige over Finland til Rusland for at overtage ledelsen af partiet og revolutionen.
Men det førte dog ikke til, at Lenin anså Schweiz eller Tyskland for at være ”fredsmagter”. Han vidste nøjagtig, at disse midlertidige ”allierede” allerede kunne være modstandere i morgen.
Dette skete jo også, da Det tyske Rige udnyttede det revolutionære Ruslands svækkelse til at rive store områder til sig. Lenin så nøgternt på disse ting, som materialist, på grundlag af analysen af imperialismen.
Vi må også nøgternt analysere modsætningerne og den imperialistiske udvikling, herunder den russiske. Men det sker ikke gennem illusioner om Ruslands ”fredelige karakter” eller endog forestillinger om et ikke helt kapitalistisk eller imperialistisk Rusland.
Vi anser ikke, at finansiel kapital er ”fredelig” – heller ikke den russiske. Den er tvunget til at stræbe efter maksimal profit, ikke bare ud fra grådighed, men ud fra den lovmæssige udnyttelse af kapitalen.
Derfor kan vi ikke betragte Rusland som en ”magt for fred”. Og dog vil vi – ud fra en afstandtagende position – i øjeblikket ikke agitere imod Rusland.
Grunden til dette er af principiel betydning for os: Vores angreb skal rette sig mod vores egen herskende klasse. Vores solidaritet tilhører alle mennesker, der er truet af de imperialistiske krige og nyopdelingen af verden. Vores kamp er imod vores regering og dens imperialistiske alliancer, EU og NATO, som fører an i disse krige.
Artiklen ‚Russland – antiimperialistische Friedensmacht oder kapitalistisch-imperialistische Großmacht?‘ er oversat fra Arbeit Zukunft, 2014.
www.arbeit-zukunft.de
De fem kendetegn i Lenins definition på imperialismen:
- Koncentration af produktion og kapital, der har nået et så højt udviklingstrin, at den har skabt monopoler, der spiller en afgørende rolle i det økonomiske liv.
- Bankkapitalens sammensmeltning med industrikapitalen og skabelse af et finansoligarki på basis af denne “finanskapital”.
- Kapitaleksporten, til forskel fra vareeksporten, opnår særlig stor betydning.
- Internationale monopolistiske kapitalistsammenslutninger, som deler verden mellem sig.
- Jordens territoriale opdeling mellem de kapitalistiske stormagter er afsluttet.
Lenin: ”Imperialismen som kapitalismens højeste stadium”