skip to Main Content

ORDBOG

Akkumulation

Når man samler og ophober noget, så man hele tiden får mere.

Begrebet bruges i politisk økonomi. I den borgerlige udgave er det historien om, hvordan man gennem hårdt arbejde, evnen til at tage de rigtige beslutninger og turde tage en risiko kan blive rig, tjene stadig flere penge og hele tiden forøge sin kapital, omsætning og ejendom.

I marxistisk politisk økonomi siges det derimod klart:  Det er udbytningen af arbejdskraften og udplyndringen af naturens ressourcer, der skaber merværdi og profit. Værdier der kan investeres i igen at øge rigdom og kapital. At det ikke kommer dem der skaber værdierne, arbejderklassen, til gode skyldes den private ejendomsret.

«Når merværdien ikke anvendes af ejeren til hans personlige forbrug, men bruges som kapital, dannes der ny kapital, som føjes til den gamle som akkumuleres. Anvendelsen af merværdi som kapital kaldes kapitalens akkumulation.» (Marx).

Anarkisme

Politisk retning, der drømmer om et nyt samfund med alle individers frihed, uden at gøre op dem det bestående klassesamfund og den private ejendomsret.  Findes i dag først og fremmest i de autonome miljøer, hvor opbygning af  kollektiver og en anti-autoritær livsstil sammen med ”direkte aktion” mod magtsymboler skal overbevise andre til at gøre det samme.

Anarkismen afviser nødvendigheden af arbejderklassens organisering og det revolutionære parti for at kunne skabe revolutionær forandring og et nyt samfund.

Dialektik

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Dialektisk og historisk materialisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Finansiel og industriel kapital

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Flydende/Konstant kapital

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Højrepopulisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Idealisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Imperialisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Løn under kapitalismen

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Maoisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Marxisme-Leninisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Materialisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Metafysik

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Monopoldannelse

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Opportunisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Produktivkræfter

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Reformisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Revisionisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Socialdemokratisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Spekulation

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Trotskisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Udbytning

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Situationen i Ecuador og revolutioneringen af partiet (uddrag)

Ecuadors Kommunistiske Parti Marxister-Leninister (PCMLE)

Den nuværende situation i Ecuador

Efter ti års eksistens af ”Borger-revolutionen” og efter dens genindsættelse gennem valgsvindel, er det nødvendigt at analysere dens resultater og konsekvenser fuldt ud.

De store kampe mod neoliberalismen udført af arbejdere og bønder, lærere og den studerende ungdom og de oprindelige folk; bekæmpelsen af imperialistisk dominans og modstand mod betaling af udlandsgæld; den dybe økonomiske krise, store bankers og virksomheders konkurs, og væksten i arbejdsløsheden; og den politiske krise, den politiske ustabilitet, der kom til udtryk i ti forskellige præsidenter på mindre end ti år, var det scenario, der førte til fremkomsten af correisme.

”Borger-revolutionen” og ”det 21. århundredes socialisme” dukkede op i denne sammenhæng, da arbejder- og folkebevægelsen voksede og krævede det hele, social forandring og folkemagt, da borgerlige institutioner blev mudrede af korruption og diskrediteret foran masserne, da krisen skærpedes på sit højeste.

Correismen optrådte med en demokratisk ”venstreorienteret” politisk platform. Den dannede et alternativ og løftede forventningerne. I sin første fase, da nogle af foranstaltningerne rent faktisk var til gavn for folket, modtog den støtte fra arbejderne, folket og ungdommen, fra venstrebevægelsen og fra proletariatets parti.

Snart afslørede præsident Correa og hans kammesjukker sig selv fuldt ud: De var i oligarkernes og imperialismens tjeneste.

Bag den ”revolutionære” platform udviklede de en systematisk offensiv mod arbejdernes fagbevægelse, mod bondeorganisationerne, lærerne, studenter-ungdommen og de oprindelige folk. De ville inkorporere arbejder- og folkebevægelserne for at indordne dem under deres lederskab. Da det ikke var muligt i alle tilfælde, opdelte de flere af fagforeningerne og dannede nye.

De kriminaliserede lærernes fagforening UNE1, beslaglagde dens ejendom og skabte nye lærerorganisationer. De splittede Ecuadors Føderation af Universitetsstuderende, FEUE2, og demonterede Ecuadors Gymnasieelevers Føderation, FESE4. Venstrebevægelsen har også lidt under disse angreb. De kriminaliserede Den Folkedemokratiske Bevægelse, MPD5.  Vort partis politikker og organisering blev stærkt påvirket af disse angreb.

Under denne proces pralede de med at have ført de borgerlige institutioner tilbage til politisk stabilitet, med at have elimineret strejkekampen og mobiliseringen af lærere og elever. Og de pralede af at have bragt den sociale oprejsning til ophør, at skabe et ideelt klima for skabelsen af rigdom, i virkeligheden at gøre de rige rigere.

Correismen havde stor gavn af de høje oliepriser og indtægterne fra indirekte skatter. Disse midler var en kilde til korruption. En del af dem blev brugt til at opbygge og genopbygge vejnet, motorveje, veje, havne og lufthavne, synlige værker, der kunne vises frem som tegn på fremskridt. Samtidig udførte correismen en aggressiv velfærdspolitik til fordel for de fattigste sektorer. Demagogi- og velfærds-politikken, disse prale-værker, blev brugt til at opbygge en social base, der på valgområdet støttede messias-figuren Correa.

I det årti, som de kalder ”det strålende årti”, tjente bankfolk og virksomhedsejere mere end nogensinde i landets historie, og arbejderne og befolkningen er fortsat lænket til udnyttelse, undertrykkelse og diskrimination. Et anseeligt antal nye rige mennesker er opstået fra correismens rækker. Proklamationen af ”den latinamerikanske tiger”, ”det ecuadorianske mirakel”, har hele tiden været en maske for at skjule det virkelige formål: at fastholde afhængigheden og muliggøre kapitalismens udvikling gennem moderniseringen af landet.

I denne periode er vort partis politik blevet hårdt ramt, hovedsagelig ved ideologisk undertrykkelse, ved forfølgelse, ved strafferetlig forfølgelse, trusler, udpresning og fængslinger.

Partiet og dets politik har hele tiden været med på den politiske og sociale arena, i den strategiske modstand og i konkrete offensive handlinger, arbejdsnedlæggelser og strejker blandt lærerne og universitetsstuderende. Derfor er vort parti blevet fjende nummer ét for correismen. Magthaverne har koncentreret hele sit ideologiske og politiske arsenal mod partiet, en undertrykkelse, der forsøger at få partiet til at forsvinde. Det har haft konsekvenser for partiet og dets organisering, funktion og medlemmer. En del forlod partiets rækker, nogle gik over til fjenden, flere gik bare tilbage til deres daglige liv. Der var tegn på modløshed blandt medlemmerne på grund af nederlag i de seneste politiske valgkampe.

Denne undertrykkelsespolitik har ikke kunnet stoppe partiet og dets kræfter. På trods af alt eksisterer partiet, det kæmper, det modstår og det arbejder for at overgå til offensiven og vinde.

Den nuværende præsident Morenos regering blev indsat via valgsvindel. Flertallet af ecuadorianerne stemte imod den. Regeringen blev hæmmet af Correas autoritarisme, vægten af den stigende udlandsgæld, af afsløringen af korruption, der overrumplede ”borgerrevolutions”-regeringen,5 og regeringen blev hæmmet af den dybe økonomiske krise, der endnu ikke har nået bunden.

Regeringen måtte derfor legitimere sig og tage afstand fra correismen. Regeringen prædiker en ny stil om udstrakte hænder og dialog. Regeringens og dets Alianza Pais-partis 6 overlevelse er truet af pro-Moreno- og pro-Correa-grupper, der konkurrerer om herredømme og privilegier.

Moreno-regeringens første handling var at gøre tilnærmelser til private virksomheder og banker og til de internationale monopoler, ikke mindst med beslutningen om at gå til Verdensbanken og IMF for at få lån. Over for arbejderne og de folkelige bevægelser fra de oprindelige folk foreslår regeringen dialog. Men indtil nu har den ikke forholdt sig til hovedkrav såsom en generel amnesti for de sigtede, der kæmper for sociale rettigheder, og tilbagetrækningen af dekret 016.7 Til trods for dette skaber Morenos fortælling forventninger og illusioner inden for vigtige sociale sektorer, selv blandt dem, der ikke stemte på ham. Vi må holde Morenos ord op imod hans handlinger.

“Borger-revolutionen”, ”socialisme for det 21. århundrede” og correismen fejlede i ønsket om at præsentere sig som en ”ny” vej til frigørelse. De gav ikke løsningen på massernes øjeblikkelige problemer eller landets afhængighed. Det var bare ord, en multimilliondollars dyr propagandakampagne. De fejlede i deres forsøg på at fjerne massebevægelserne, venstrefløjen og proletariatets parti.

Vort partis politik vil i denne periode fortsat være i overensstemmelse med arbejdernes og folkets interesser. Vi vil forlange svar på deres folkelige og patriotiske ønsker, vi vil forlange opfyldelsen af valgløfterne: arbejde, bolig, fri adgang til universiteterne, med bonus i form af menneskelig udvikling. Kampene mod imperialismens dominans og udplyndring, for landets fulde frihed og udvikling, vil fortsætte. Vi vil arbejde for genoprettelsen af massebevægelsen, så arbejderklassen kan lede kampen for forandring, for at sikre enhed og fremme kampen for deres nuværende ønsker og deres mulighed for at være forkæmpere for det nye Ecuador.

Den nuværende internationale situation viser en skærpelse af de inter-imperialistiske modsætninger, konkurrencen om markederne og indflydelsessfærerne. Denne konkurrence bliver til tider skærpet, til tider fremstår den som fælles aftaler, for derefter igen at blive til væsentlige stridspunkter, med krige, der foregår på forskellige dele af planeten. De bruger ønsket om uafhængighed i masserne og nationaliteterne og den religiøse motivation til fordel for de økonomiske grupper og de forskellige imperialistiske lande.

Den internationale situation viser i høj grad en genoplivning af de sociale bevægelser, arbejderklassen, de undertrykte folks og nationaliteters bevægelse. Generalstrejker og strejker i specifikke virksomheder viser uomtvisteligt, at mobiliseringen af arbejderklassen for frihed og demokrati er voksende, ligesom ungdommens pludselige massekamp, der udtrykker basale sociale og politiske krav, der objektivt modsætter sig kapitalismen og imperialismen, er voksende. Men de har endnu ikke fundet vejen til revolutionen og socialismen.

Revolutionering af partiet

Centralkomiteen foreslår, at der organiseres en grundig ideologisk og politisk diskussion i partiet. Og at det sker på basis af den historiske ophobning af erfaringer og resultater af arbejdernes organisering og kamp og partiets opbygning. Hvor de slag, der blev kæmpet, de politiske nederlag og stemningen i masserne inddrages og tages i betragtning. Og ligeledes udviklingen af den politiske kamp og styrkeforholdene, den ideologiske og politiske offensiv fra klassefjenden og den nuværende regerings og den borgerlige oppositions handlinger.

Efter en grundig diskussion i partiet forslås det at udvikle en ærlig og kammeratlig diskussion, der kan organisere en omfattende mobilisering i og omkring partiet.

De centrale mål med denne mobilisering er:

– at bekræfte marxismen-leninismens relevans og partiets klassenatur og yderligere højne det store ansvar for at organisere og udføre revolutionen, kampen for magtovertagelsen som de nuværende generationers opgave;

– at gennemføre en mangesidet diskussion af partiets hidtil udviklede politikker og derved hæve dem til nye niveauer, der vil skabe fremskridt i opbygningen af massernes revolutionære bevægelse, enheden i de arbejdende klasser, ungdommen og de fremskredne sektorer af den oprindelige befolkning og den sorte bevægelse, arbejderklassens rolle som revolutionens fortrop;

– brugen af alle former for kamp for at klargøre vejen for den politiske kamp i den nuværende situation og den strategiske kurs mod målet om at vælte imperialismens og kapitalisternes dominans og etablere folkemagt;

– at gå videre med opgaven med at opbygge et stærkt parti, guidet af marxismen-leninismen og forankret i arbejderklassen, i de øvrige arbejdende klasser i byerne og på landet, i folket og ungdommen, et parti af en ny type, frygtløst og kamphærdet, med stålsat enhed omkring sine principper, disciplineret og modigt, i stand til at fremme processen med akkumulering af kræfterne og at løfte og lede de store kampe for revolutionen.

Denne ideologiske og politiske mobilisering, opbygningen af et stærkt parti, har alle medlemmerne som forkæmpere, fra medlemmerne af centralkomiteen til de nye medlemmer, der vil blive inddraget i rækkerne, under et kampråb om AT TÆNKE, LEVE OG KÆMPE SOM KOMMUNISTER, og må koncentrere sig om kreativt, initiativrigt og dristigt at fremme bevægelsen for partiets revolutionering.

Noter.

1   UNE – Unión Nacional de Educadores

2 .  FEUE – Federación de Estudiantes Universitarios del Ecuador

3 .  FESE – Federación de Estudiantes Secundarios del Ecuador

4.   Movimiento Democrático Popular

5.   I 2008 igangsatte daværende præsident Correa en såkaldt ”borgerrevolution”, der gradvist skulle føre til socialisme. Det byggede blandt andet på ideen om ”socialisme for det 21. århundrede” som bl.a. Hugo Chavez i Venezuela gjorde populær.

6.   Alliancen for et Stolt og Selvstændigt Fædreland er en ecuadoriansk politisk koalition, som samler den parlamentariske venstrefløj. Alliancen bragte Rafael Correa  til præsidentmagten i 2007.

7 .  Dekret 016 blev udstedt i 2013 og lagde rammerne for civile organisationers virke og gav staten eneret til at bestemme grundlaget for deres nedlæggelse. Yderligere kræver dekretet, at aktiviteter og projekter udført af civilsamfundet skal være i overensstemmelse med ’Den Nationale Plan for et Godt Liv’.

Uddrag af en artikel fra Unity & Struggle nr.35, 2017

PCML

Klassekamp – Revolution - Socialisme. Magasinet ENHED og KAMP har det hele!

Tankestof til tidens brændende spørgsmål - Handling i en verden moden til forandring

Del og brug gerne

Back To Top