skip to Main Content

ORDBOG

Akkumulation

Når man samler og ophober noget, så man hele tiden får mere.

Begrebet bruges i politisk økonomi. I den borgerlige udgave er det historien om, hvordan man gennem hårdt arbejde, evnen til at tage de rigtige beslutninger og turde tage en risiko kan blive rig, tjene stadig flere penge og hele tiden forøge sin kapital, omsætning og ejendom.

I marxistisk politisk økonomi siges det derimod klart:  Det er udbytningen af arbejdskraften og udplyndringen af naturens ressourcer, der skaber merværdi og profit. Værdier der kan investeres i igen at øge rigdom og kapital. At det ikke kommer dem der skaber værdierne, arbejderklassen, til gode skyldes den private ejendomsret.

«Når merværdien ikke anvendes af ejeren til hans personlige forbrug, men bruges som kapital, dannes der ny kapital, som føjes til den gamle som akkumuleres. Anvendelsen af merværdi som kapital kaldes kapitalens akkumulation.» (Marx).

Anarkisme

Politisk retning, der drømmer om et nyt samfund med alle individers frihed, uden at gøre op dem det bestående klassesamfund og den private ejendomsret.  Findes i dag først og fremmest i de autonome miljøer, hvor opbygning af  kollektiver og en anti-autoritær livsstil sammen med ”direkte aktion” mod magtsymboler skal overbevise andre til at gøre det samme.

Anarkismen afviser nødvendigheden af arbejderklassens organisering og det revolutionære parti for at kunne skabe revolutionær forandring og et nyt samfund.

Dialektik

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Dialektisk og historisk materialisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Finansiel og industriel kapital

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Flydende/Konstant kapital

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Højrepopulisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Idealisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Imperialisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Løn under kapitalismen

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Maoisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Marxisme-Leninisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Materialisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Metafysik

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Monopoldannelse

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Opportunisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Produktivkræfter

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Reformisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Revisionisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Socialdemokratisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Spekulation

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Trotskisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Udbytning

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Skal krige undgås må imperialismen fjernes

Af J. Stalin

Uddrag fra J. Stalin Socialismens økonomiske problemer i USSR, 1951

Nogle kammerater hævder, at krige mellem kapitalistiske lande er hørt op med at være uundgåelige i kraft af de nye internationale betingelser, der har udviklet sig efter Anden Verdenskrig. De mener, at modsætningerne mellem socialismens lejr og kapitalismens lejr er stærkere end modsætningerne mellem de kapitalistiske lande, at USA har underlagt sig de andre kapitalistiske lande i tilstrækkelig grad til at de ikke vil lade dem føre indbyrdes og svække hinanden, at kapitalismens førende folk er tilstrækkelig belært af erfaringerne fra de to verdenskrige, der påførte hele den kapitalistiske verden alvorlig skade, til ikke at tillade sig igen for at trække de kapitalistiske lande ud i en indbyrdes krig – at krige mellem de kapitalistiske lande i lyset af alt dette er ophørt med at være uundgåelige.

Disse kammerater tager fejl. De ser de ydre fænomener, der glitrer på overfladen, men de ser ikke de dybe kræfter, som, selv om de endnu virker i det skjulte, ikke desto mindre vil blive bestemmende for begivenhedernes gang.

Udadtil synes alt at være “i orden”: USA har fået krammet på Vesteuropa, Japan og andre kapitalistiske lande; Tyskland (det vestlige), Storbritannien, Frankrig, Italien og Japan, der er faldet i USA’s kløer, udfører lydigt de amerikanske befalinger. Men det ville være forkert at tro, at tingene kan fortsætte ”godt”, kan bevares ”til evig tid”, at disse lande ubegrænset vil tolerere USA’s dominans og undertrykkelse, at de ikke vil søge at frigøre sig fra det amerikanske åg og slå ind på den selvstændige udviklings vej……………………

Det siges, at Lenins tese om, at imperialismen uundgåeligt afføder krige, må betragtes som forældet, da der i vore dage er vokset magtfulde folkelige kræfter frem, som træder op til forsvar for freden, mod en ny verdenskrig. Dette er ikke rigtigt.

Vore dages bevægelse for freden har som mål er at rejse folkemasserne til kampen for at bevare freden og forebygge en ny verdenskrig. Den forfølger altså ikke det mål at omstyrte kapitalismen og oprette socialismen – den begrænser sig til de demokratiske mål, der ligger i kampen for at bevare freden. I denne henseende adskiller den nuværende bevægelse for freden sig fra bevægelsen under første verdenskrig for at forvandle den imperialistiske krig til en borgerkrig, eftersom den sidstnævnte bevægelse gik videre og forfulgte socialistiske mål.

Det er muligt, at kampen for freden under visse sammentræffende omstændigheder, et eller andet sted kan udvikle sig til en kamp for socialisme. Men så er det ikke længere den nuværende fredsbevægelse, men en bevægelse, der går ud på at omstyrte kapitalismen.

Det mest sandsynligt er, at den nuværende fredsbevægelse som en bevægelse til bevarelse af freden under et gunstigt forløb kan forebygge en bestemt krig, udskyde den for en tid, for en tid midlertidig bevare en bestemt fred, og føre til at en krigerisk regerings må træde tilbage og erstattes med en anden regering, der er rede til for en tid at bevare freden. Det er selvfølgelig godt. Det er endda meget godt. Men det er alligevel ikke tilstrækkeligt til helt at eliminere det uundgåelige i krige overhovedet mellem kapitalistiske lande. Det er utilstrækkeligt, da imperialismen under alle disse succeser for fredsbevægelsen kan have, stadig bevares og forbliver ved magten, så også det uundgåelige i krige forsætter med at være i kraft.

For at fjerne uundgåeligheden af krige må man tilintetgøre imperialismen.

Fra afsnittet: Spørgsmålet om uundgåeligheden af krige mellem kapitalistiske lande s. 35, 39-40

Klassekamp – Revolution - Socialisme. Magasinet ENHED og KAMP har det hele!

Tankestof til tidens brændende spørgsmål - Handling i en verden moden til forandring

Del og brug gerne

Back To Top