At løse spørgsmålet om grøn og tilgængelig energi er nødvendigt for at kunne opbygge et socialistisk samfund uafhængigt af imperialistisk indblanding. Det er samtidig også det socialistiske samfundssystem, der vil gøre det muligt at gøre sig fri af de økonomiske profitinteresser og bindinger i det nuværende energisystem og marked.
Del 1: For at opbygge et socialistisk Danmark må vi studere historien
Den herskende klasse forsøger med alle midler at negligere socialismens historiske resultater, mens de kun peger på det fallerede social-imperialistiske Sovjetunionen under revisionismen, helst helt henne i slutfasen i 1980’erne. Eller de gentager borgerskabets egne fabrikerede løgne om 1930’ernes Sovjet. Men sagen er, at socialismen som økonomisk system fra 1917 til midt i 1950’erne frembragte den mest succesfulde økonomi i verden, og samtidig det mest udviklede demokrati og det system, der hurtigst af alle uddannede befolkningen og løftede sundhed, levealder og industri. Og det i samme historiske periode, hvor det kapitalistiske system kastede verden ud i den økonomiske depression og i endnu en verdenskrig. Dét er den befriende klare kendsgerning, som borgerskabet ønsker skal glemmes, og som vi til gengæld ihærdigt vil forsøge at forsvare. Også imod alle forræderiske, illusoriske og utopiske vildveje, som sælges på venstrefløjen.
Styrken ved socialistisk økonomi er, at den er enkel, gennemsigtig og ukompliceret i forhold til kapitalismens galehus af spekulation og svindelkarruseller. Det socialistiske demokrati er også enkelt og omfatter alle forhold inklusive produktionen, og fordrer deltagelse af alle. I modsætning til det borgerlige demokrati, der kun indirekte kan påvirke produktionen, og hvor lovgivning primært tjener den lille elite, der sidder på kapitalen i spidsen for monopoler og verdens stormagter, kogt sammen i gedulgte forhandlinger.
Mens vi forsvarer socialismen som system, skal vi huske, at det ikke er endemålet i sig selv. Socialismen er udtryk for den fase, hvor samfundet endnu ikke har overvundet klasser og konflikter i verden. Socialismen er udtryk for arbejderklassens diktatur, et samfundssystem der har som sit primære formål at opfylde menneskers umiddelbare behov (som brød, fred og arbejde), men som samtidig har et sigte om at udrydde de økonomiske og andre skel, der danner baggrund for klasser og klassesamfundet som sådan, og gøre menneskeheden fri for udbytning.
Tempoet i den teknologiske udvikling øges med socialismen
Marxismen har den historiske forståelse, at produktionen og også teknologi udvikles i spring. Det ser vi også under kapitalismen, selv under perioder med dybe kriser og krige. Under socialismen vil alle disse fremskridt komme på samfundets hænder, og forskning og udvikling vil tage et tigerspring fremad, fordi den afgørende modsætning mellem den voksende samfundsgørelse af økonomien og kapitalismens koncentration af magten over ressourcerne og produktionen på stadig færre monopoler vil blive opløst.
Den drivende kraft under kapitalismen er primært jagten på profit og kontrol med ressourcer. Det påstås ofte, at den frie konkurrence er den ”kraft”, der driver innovation, men det er rent vrøvl. Langt den meste udvikling skabes af et kompleks af omstændigheder, der findes i en given historisk periode. Hvad der først og fremmest kræves, er ressourcer, herunder ledelse med vilje, evne og organisation. Kapitalismens anarkistiske markedskræfter og imperialistiske og monopolistiske karakter har i praksis holdt udviklingen tilbage og druknet fremskridt i bureaukrati, og samtidig sendt hele verden på kanten af afgrunden.
Det socialistiske samfund står i direkte modsætning til et kapitalistisk samfund, hvor kapitalen primært er på private hænder eller kontrolleres af private interesser via banker, finanskapitalen og industrien.
I et socialistisk samfund er det samfundet, der akkumulerer kapitalen. Og det er samfundet, der bestemmer, hvad der skal investeres i, og det skal ske efter samfundsmæssige hensyn. Socialismen overkommer den kapitalistiske modsætning mellem den samfundsmæssige karakter af produktionen og den private ejendomsret ved simpelthen at ophæve den private ejendomsret, og den profit der kommer fra produktionen, tilfalder samfundet.
Den økonomiske prioritering handler om at opbygge alle dele af samfundet, i første række industrien, ved siden af sundhed, skoler, mad og huse. Med planlægning er der betydelige muligheder for at spare på markedskræfternes overforbrug, og mange jobs vil blive lagt om. F.eks. forsvinder det kæmpe lag, der står for kapitalismens spekulation, da socialismen hverken har aktier eller aktionærer.
Det socialistiske samfund er styret efter videnskabelige principper, som skrives ind i grundloven. Det gælder i særdeleshed også den måde, som økonomien styres på, og den måde som teknologi og uddannelse drives på. Det er ikke en selektiv tilgang til videnskab, hvor der forhandles i korridorerne om resultater og hensyn til sundhed, klima og miljø fejes til side til fordel for privat profit.
Arbejderklassens diktatur og videnskabelige metoder vil være socialismens primære drivende kraft til at udvikle samfundet. Kultur og elementer af konkurrence og incitamenter er også blandt de værktøjer, der tages i brug under socialismen.
Socialistiske lande tilstræber selvforsyning og uafhængighed. Det sker både af nød, da internationale markeder og adgang til udenlandske råstoffer og valuta vil være begrænset. Men det er også et princip, som ethvert selvstændigt land må forfølge. Hvis man ikke har kontrol og styr over alle centrale elementer i produktionen, står landet i en eller anden form for afhængighed. Og man risikerer, at den imperialistiske omverden sprænger forbindelseslinjer i luften.
Socialismens økonomi styres ved hjælp af demokratisk planlægning. Og det bedste sted at studere dette er ved Sovjetunionens overgang til femårsplaner i 1928. Stalins taler og beretninger fra denne periode giver et godt indblik i alle de detaljer, som der måtte tages hensyn til, samtidig med at flere samfundslag var aktivt imod forandringer.
Alle der vil opbygge socialisme, må studere alle faser af Sovjetunionens historie fra før revolutionen i 1917 til det revisionistiske kup efter Stalins død i 1953.
Del 2: Elektrificering er vejen
I alle samfundstyper udvikles der kollektiv infrastruktur, alt andet ville være absurd. Vi deler veje, vandrør, kloakker osv. I takt med udviklingen af større og større bysamfund er alt, hvad vi omgiver os med, blevet formet, bygget og konstrueret og i samme takt blevet kollektivt. Det forhindrer ikke kapitalismens tendens til at forsøge at gøre alt til en vare. Vi ser de konstante forsøg på at opsplitte dele af infrastrukturen, så den kan komme på markedet, i modsætning til dens karakter.
Når det kommer til helt basale fornødenheder i den moderne verden, har adgang til elektricitet også en særlig karakter. Uden elektricitet vil al infrastruktur falde sammen. Det gælder sygehuset, pumper til vand og kloakker, telefonnettet osv. Det gælder også produktionen, medier, transporten, beboelse og husholdning. Elektricitet er en nødvendighed og har karakter af kollektiv infrastruktur, ikke kun installationerne, kablerne i jorden, transformerstationerne og kraftværkerne, men selve strømmen.
For hvert årti er kravet til kvaliteten og mængden af elektricitet stødt vokset. Det kræver et gigantisk maskineri til at drive elnettet, så der er balance og energi til alle. Kun ved at drive dette maskineri efter en forståelse af den kollektive karakter kan samfundet fungere. Ellers vil der komme konstante nedbrud og blackouts. Med socialismen vil al infrastruktur straks fra første dag blive samfundseje, og prisen blive sat efter folkets vilje.
Hvad skal strøm eller varmen koste? Som udgangspunkt skal det ikke koste mere end det, som det koster at producere. Men det kan man ikke sige 100 % til alle tider, fordi der skal selvfølgelig også være en balance imellem by og land, mellem installeret produktionskapacitet og peak behov. Det vil sige, at der skal prioriteres, ligesom alt andet. Socialismen må sikre, at alle ressourcer bruges fornuftigt og kapaciteten bliver brugt. Kapitalismen påstår, at det er ”deres specialitet”, men sådan hænger det ikke sammen. I praksis er kapitalismen ekstremt dårlig til at afstemme kapaciteten med efterspørgslen. Og der er et grundlæggende misforhold mellem at drive en forretning på energi, der går ud på at sælge så meget som muligt, så dyrt som muligt, og menneskehedens egentlige interesser, der går i den modsatte retning.
Socialismen afviser som udgangspunkt ikke nogen metoder til at producere elektricitet, men det skal hvile på videnskabelige principper og være vedvarende og bæredygtigt. Derfor omfavner socialismen også miljø- og klimavidenskaben og tager ved lære af de mange uheldige erfaringer, der er gjort gennem historien. Det at producere store mængder diesel og andre fossile produkter og transportere dem hele kloden rundt for at brænde dem af i kraftværker og transport er åbenlyst ikke vedvarende og bæredygtigt. Socialismen skal i stedet satse på en total elektrificering af alt, fra industri og transport til husholdning.
Det er altid nogle, der påstår at det er umuligt, men i praksis er det, fordi der ikke forsøges. Under kapitalismen er der et konstant pres fra industrien mod omstilling, fordi der er så store økonomiske interesser forbundet med at bevare tingene, som de er. Denne type af problemer med stagnation eller snævre interessemodsætninger mellem by og land, eller mellem brancher, kan socialismen også løbe ind i. Kun gennem en stadig vedholdende kamp for den videnskabelige socialismes principper kan disse overvindes.
I virkeligheden er de vedvarende kilder ikke kun vejen til relativt hurtig selvforsyning og løsningen af forurening og på sigt dæmpningen af klimaproblemerne, det vil også være den billigste energi. Allerede under kapitalismen i dag er strøm fra solceller og vindmøller blevet langt billigere end de fossile kilder.
Der er en fælles udfordring med næsten alle typer af vedvarende energikilder, og det er, at de ikke er stabile. Der er mere energi i vinden på nogle tidspunkter end andre, og solen skinner mere om sommeren. Hvis man ikke har noget indimellem, er der et missing link. Den løsning, der fortsat bruges, er store dampturbine-kraftværker, der kører konstant, med naturgasdrevne turbiner til spidsbelastning. Den langsigtede løsning er at gemme elektricitet i batterier.
Alt efter hvilket land man bor i, vil man have forskellige muligheder til rådighed. Lande i et meget bredt bælte rundt om ækvator kan få alle deres energibehov dækket ved hjælp af solen. Langt op i Sydeuropa er det muligt at producere al den strøm, som et moderne samfund har brug for, alene ved solpaneler og udbygning med batterier. I mange lande må man kombinere sig frem med f.eks. vandkraft, vindmøller, biogas og solceller. Andre lande har andre muligheder baseret på deres geologi, f.eks. har Island varme vulkanske kilder, og Færøerne har bølger.
Efterhånden som vi er blevet klogere på klimaforandringerne, kan vi se, at der ikke længere er garanti for, at vandkraft er en sikker og stabil forsyning. Der kan komme utroligt store udsving i nedbørsmængderne. Det bliver i fremtiden måske lige så ustabilt som vind og sol. Alle disse forhold må det socialistiske samfund uddanne sig til at kunne forstå at håndtere.
Nogle taler altid om, at der er nye teknologier lige rundt om hjørnet, der vil give uendelige mængder af gratis energi. Men der er bare ikke tid til at vente på, hvad der sker henne om hjørnet, der er brug for en meget hurtig omstilling.
Derfor vil socialismen heller ikke fortsætte med at brænde fossile brændsler og vente på teknologiske fix og forestillinger om at hente CO2 tilbage i undergrunden. Kapitalismen satser derimod mange milliarder på, at de kan udvikle brint til erstatning for de fossile brændsler. Det er en vej væk fra videnskaben og dyrekøbte erfaringer som katastrofen med luftskibet Hindenburg. Der findes i dag kun laboratorieforsøg, der har vist, at man kan holde brintmolekyler fanget under tryk. I den virkelige verden kan brint, power-x eller ætanol ikke løse opgaverne med energi til transport og opvarmning, men kun bruges i andre kemiske processer, og helt sikkert have en lille lokal betydning ved f.eks. stålværker.
Socialismen vil heller ikke vente på, at forsøg med fusionskraft bliver udviklet til færdige reaktorer om ti eller tyve eller halvtreds år. Vi vil heller ikke sætte vores lid til biomasse fra skove og marker. Marker skal bruges til at dyrke vores mad, og træ bør ses som byggemateriale og ikke et CO2-neutralt brændsel.
Som nævnt i første del er det vigtigt, at socialismen baserer sig på egne kræfter. Når det kommer til elektricitet, kan dette udvides til at handle om at reducere behovet for transmission af strøm. I den udstrækning, det er muligt, skal strøm nemlig produceres lokalt, der hvor den skal bruges. Dels for at undgå, at den går tabt i selve transmissionen, men også for at spare ressourcer på at opbygge overdimensionerede højspændingskabler og transformerstationer.
Under kapitalismen planlægger man i stedet at bruge rigtig mange penge på højspændingskabler, fordi det antages, at der kan skabes et stort fællesmarked for køb og salg af dyr strøm. Hvad de glemmer at fortælle, er, at jo længere strøm skal transporteres, desto dyrere bliver det. Kabler er ikke det samme som motorveje, der går simpelthen strøm tabt i transmissionen, desto længere den skal rejse.
Der er nogle, der ser på alle disse udfordringer og mister håbet eller løber med på dommedagsprofetier, der påstår, at der er for mange mennesker til, at verden kan overleve. Det er alt sammen elementer i en del og hersk-propaganda, der skal bruges til at forklare, at de fattige er fattige, fordi de er for mange, og ikke fordi de er blevet berøvet deres ressourcer.
Sagen er, at jorden har rigeligt med ressourcer. Det er ikke antallet af mennesker, der er problemet, heller ikke noget mystisk, der er indbygget i vores sind, men den måde vi har organiseret samfundet på. Det, der skaber kriser, er kapitalismen selv, den evige jagt på profit skaber destruktion og rovdrift på ressourcer.
Del 3: Socialismen og energiløsninger
Basis for en socialistisk revolution i Danmark opstår, når både de subjektive og objektive betingelser er til stede. De subjektive handler bl.a. om at skabe en bevidsthed om, at socialismen overhovedet er en mulighed. En del af dette handler om at bringe diskussioner på banen om, hvad arbejderklassens diktatur har af svar på alle kapitalismens kriser.
I denne artikelserie er spørgsmålet, hvad socialismen vil gøre med hensyn til energipolitikken i Danmark. Det står klart, at de fossile kilder øjeblikkelig bør udskiftes af hensyn til klima og miljø, og for at blive fri af imperialismens kontrol.
Det første er at sikre billig og vedvarende energi. Det vil bl.a. betyde, at der skal solceller ud på bygninger, overalt hvor det er praktisk muligt. Kapitalismen hader de lokale solcelleanlæg, der kan ”snyde” markedskræfterne for deres profit. I de senere år har der som bekendt været et byggeboom overalt i Danmark, men intet sted har de nye bygninger fået solceller. Det er ikke engang lagt ind i det kommende bygningsregulativ, at nye bygninger skal være energineutrale og fødes med solceller på sydvendte flader.
Med socialismen løses dette. Samtidig bortfalder profit, skatter, moms, afgifter og gebyrer for transport af strøm og andre systemer, som kapitalismen har bygget op for at understøtte monopolernes magt og suge penge fra befolkningens lommer over til monopolkapitalen.
Elnettet skal udbygges, der skal indsættes batterier lokalt, så strømmen kan gemmes, og der skal tilstræbes lokal selvforsyning med solceller og vind, hvor det er muligt. De eksisterende kraftvarmeværker skal erstattes af større batterianlæg, der kan stå for frekvensstabiliteten i nettet. Fjernvarme kan produceres ved hjælp af større varmepumpeinstallationer.
For at disse punkter kan lykkes, skal industrien på plads. Det vil sige, der skal sættes gang i en egenproduktion af solceller, og det betyder opstilling af en lang række avancerede industrianlæg. Danmark har selv en del af produktionen af vindmøller, men mangler flere nøgleindustrier, hvoraf produktionsanlæg til litiumbatterier er en af de mere komplicerede.
Socialismen ser på de forskellige dele af industriproduktionen, ligesom de fleste intuitivt ser på byggeriet. Skal der bygges huse, er det vigtige i virkeligheden adgangen til tegl- og savværker osv. For værkerne er det vigtige adgangen til råstoffer og de maskiner, der er brug for til forarbejdning af byggematerialerne. Altså, kort sagt må socialismen prioritere opbygning af de dele af industrien, der står for at udvinde råstoffer og bygger de robotter, automatiseringsanlæg, maskiner og værktøjer, som er basis for de højere led i produktionskæden.
Det vigtigste råstof er arbejdskraften, så basisuddannelserne skal ændres og gentænkes, så de passer til den socialistiske samfundsøkonomi.
En ny balance
Forbrug af energi fordeles i øjeblikket sådan nogenlunde lige mellem produktion, transport og husholdning. Der er dog en skævhed bygget ind i denne fordeling, fordi mange af de varer, der produceres, transporteres fra Asien. Med socialismen vil en del af transporten forsvinde, fordi varerproduceres mere lokalt og ikke skal sejles rundt om kloden; til gengæld vil energibehovet til produktionen gå op.
Den hurtigste måde at elektrificere resten af transporten på er at få så meget som muligt over i kollektive transportformer. De sidste 50 år har danske politikere talt om elektrificering af jernbanen, men det går uendelig langsomt, mens asfalten breder sig. Det væsentligste problem er, at kapitalismens trafikpolitik reelt styres af den fossile branche, flere biler og motorveje er kilde til deres profit. Det problem løser socialismen med et snuptag.
Reelt kan jernbanen relativt hurtigt elektrificeres og udbygges med flere sidespor, flere afgange og en bedre køreplan. På sigt kan der også udbygges med højhastighedstog, men de bliver nødt til at få deres egne spor, med linjeføring, der har stop ved alle vigtige trafikknudepunkter. Samtidig skal det være stort set gratis at pendle med den kollektive transport.
Danmark var tidligere gode til at bygge tog og traktorer og mange andre maskiner. For at udvikle alle typer af moderne kollektiv trafik og skinnetrafik må disse evner genopfindes og fabrikker opbygges.
Det samlede kompleks af trafik i dag er en funktion af kapitalens behov. Socialismen må derfor tænke alle dele igennem med en ny dagsorden ud fra samfundets behov og også udvikle en produktion, der kan reducere behov for godstransport.
I disse år er der indført et krav om affaldssortering i et utroligt komplekst system af fraktioner, som ingen rigtig kan hitte rede i. Det skal forestille at være en forbedring i forhold til at brænde affaldet af i kraftvarmeværker, som er den danske ”nødløsning” på affaldsbjergene. I virkeligheden er det ikke en dårlig løsning at brænde affaldet, efter man fik udviklet systemerne til at sortere det værste metal og glas fra og brænde affaldet ved de rigtige høje temperaturer. Men både sortering og afbrænding er i virkeligheden nødløsninger, for det egentlige problem er affaldet i sig selv. Ikke den almindelige husholdnings restaffald, men de gigantiske mængder af affald, der er et resultat af junkfood, bras osv. Med socialismen vil dette grundlæggende problem med affald kunne løses ved kilden, og dermed spares der uendelige ressourcer og energi.
Nye hustyper og byggematerialer vil både give sundere og billigere bygninger og huse, og bestræbelsen skal være, at alle huse på sigt er energineutrale både i drift og i materialer og i opførelsen. Der skal udvikles byggematerialer, der kan holde i 100 år, med begrænset behov for vedligehold, og være sikret mod klimaforandringer. Det vil i praksis gøre boliger tæt på gratis. Storbyer kan godt være en god ide, men som de er indrettet i dag, indebærer det ekstremt meget transport.
Landbrugets energibehov er lidt mere kompliceret at løse, men langt hen ad vejen kan man også udvikle landbruget med moderne typer af maskiner og gødning, så energibehovet elektrificeres 100 procent.
For socialismen er ressourcer og energi ikke spørgsmål, der overlades til specialister. Det er et politisk spørgsmål, som løses gennem planlægning, der bygger på en større diskussion, hvor alle bliver inddraget. Hvad er det egentlig, vi kan uden kapitalens åg til at holde os tilbage? Hvad er det, vi kan se for os? For udvikling af den måde, vi bor på, transporterer os på og arbejder på. Man kunne nytænke den måde, vi har indrettet byerne, arbejdspladserne, landbrug, kultur og uddannelser. Den megen transport og centralisering er ikke en naturlov.
Vi ser, hvordan alle amerikanske teknologivirksomheder med respekt for sig selv påstår, at de arbejder for at gøre verden til et bedre sted. Det gør de, fordi de ved, det er med til at motivere de ansatte, indtil virkeligheden afslører de grådige ejere.
Viljen til at drive en hurtig omstilling under socialismen, på trods af vanskeligheder, kommer fra et revolutionært engagement og gåpåmod. Det brænder ikke ud, så længe arbejderklassen står i spidsen. Derfor er ægte socialisme kapitalismen overlegen.
- januar 2023