Hæren og politiet har reageret med deres sædvanlige krigeriske politik for at nedkæmpe alle de anser for at være en intern fjende.
Efter få dage satte regeringen de væbnede styrker ind mod protesterne, og satte det civile bystyre ud af kraft i flere byer. Protesterne er fortsat på trods af snesevis er dræbt, dels af politi og militær der har åbnet ild mod demonstranter, og dels af paramilitærgrupper der snigmyrder aktivister om natten. Ud over de myrdede er hundreder såret i kampene.
Den massive tilslutning til den nationale strejke den 28. april (28A)“For liv, fred, demokrati og imod skattereform” overgik alle forventningerne fra de landsdækkende fagforeninger og organisationer, der havde indkaldt til aktionen. Den sociale mobilisering og protesterne tvang Columbias præsident og regeringsleder Iván Duque og hans højreorienterede regering til at trække den foreslåede skattereform tilbage. Reformen der kynisk blev kaldt “Bæredygtig Solidaritet”, havde til formål at øge og hæve skatterne på lønninger og forbrug, hvilket hovedsagelig påvirker arbejderklassen og den brede befolkningen, mens regeringen samtidig har taget skridt til at sænke indkomstskatten på store virksomheder.
Den folkelig mobilisering tvang også Colombias finansminister Alberto Carrasquillas til at trække sig, og Iván Duque har opfordret til en “national dialog” for at overvinde krisen, men kampen fortsætter. Det colombianske folk giver ikke op, de udfordrer en autoritær, åbenlyst undertrykkende stat, hvor det er offentligt, at militære ledere, politiets ledere og ledere af sikkerhedsapparater deler fascistiske idéer, og trænes af USA’s efterretningsapparater, er initiativtagere til paramilitære grupper og har forbindelser til narkotikahandel. Denne kamp er et klart eksempel på, hvordan flertallet af befolkningen, når de forener sig og kæmper, kan kæmpe selv den hårdeste fjende tilbage.
Protestens størrelse, bredde og kamplyst udtrykker graden af utilfredshed og frustration hos befolkningen over deres levevilkår: ca. 10% er ramt af åben arbejdsløshed, 50% af befolkningen arbejder i såkaldte uformelle job. Colombia er et af de lande, der har den højeste andel af internt fordrevne på grund af fattigdom, vold og mangel på sikkerhed. Befolkning er samtidig hårdt ramt af pandemien, og et privatiseret og nedbrudt sundhedssystem, og en regering, der ikke har været i stand til at udforme en vaccinationsplan. Colombia er det land, der har det næsthøjeste militærbudget i Latinamerika, men er bare i første kvartal i år, ramt af 23 massakrer, og i løbet af 2020 blev mere end 250 bønder, lokale ledere, fagforenings aktivister, studenter og andre myrdet.
Allerede i november 2019 har det colombianske folk sendt et klart signal med en massiv og kampklar social protest. Generelt er mobiliseringer fra forskellige folkelige organisationer konstante.
Vi udtrykker vores solidaritet med denne kamp og opfordrer til fortsatte solidaritetsaktioner med befolkningen i forskellige lande og til at fordømme Iván Duques regering for den kriminelle undertrykkelse af befolkningen. Vi er enige i opfordringen til præsident Ivan Duques tilbagetræden.
Vi slutter os til vores kammerater og ledere af Kommunistiske Parti (Marxister-Leninister) – PCC(ML), Columbia, der er med i forreste række af kampen.
Vi fordømmer, de mest reaktionære dele af den colombianske stat: Tidligere præsident Álvaro Uribe, og nuværende præsident Iván Duques, lederne af militæret og politiet, der er gået i krig med den sociale protest og dens aktører. Reaktionen påstår at protesten har til formål at “destabilisere landet og sætte en stopper for demokratiet.” Med denne logik har de reageret med ondskab og had på folkets krav. Statens magtapparat befinder sig i en krigstilstand mod folket, og deres fremfærd kalder på fordømmelser fra hele verden.
- maj 2021