skip to Main Content

ORDBOG

Akkumulation

Når man samler og ophober noget, så man hele tiden får mere.

Begrebet bruges i politisk økonomi. I den borgerlige udgave er det historien om, hvordan man gennem hårdt arbejde, evnen til at tage de rigtige beslutninger og turde tage en risiko kan blive rig, tjene stadig flere penge og hele tiden forøge sin kapital, omsætning og ejendom.

I marxistisk politisk økonomi siges det derimod klart:  Det er udbytningen af arbejdskraften og udplyndringen af naturens ressourcer, der skaber merværdi og profit. Værdier der kan investeres i igen at øge rigdom og kapital. At det ikke kommer dem der skaber værdierne, arbejderklassen, til gode skyldes den private ejendomsret.

«Når merværdien ikke anvendes af ejeren til hans personlige forbrug, men bruges som kapital, dannes der ny kapital, som føjes til den gamle som akkumuleres. Anvendelsen af merværdi som kapital kaldes kapitalens akkumulation.» (Marx).

Anarkisme

Politisk retning, der drømmer om et nyt samfund med alle individers frihed, uden at gøre op dem det bestående klassesamfund og den private ejendomsret.  Findes i dag først og fremmest i de autonome miljøer, hvor opbygning af  kollektiver og en anti-autoritær livsstil sammen med ”direkte aktion” mod magtsymboler skal overbevise andre til at gøre det samme.

Anarkismen afviser nødvendigheden af arbejderklassens organisering og det revolutionære parti for at kunne skabe revolutionær forandring og et nyt samfund.

Dialektik

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Dialektisk og historisk materialisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Finansiel og industriel kapital

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Flydende/Konstant kapital

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Højrepopulisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Idealisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Imperialisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Løn under kapitalismen

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Maoisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Marxisme-Leninisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Materialisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Metafysik

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Monopoldannelse

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Opportunisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Produktivkræfter

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Reformisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Revisionisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Socialdemokratisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Spekulation

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Trotskisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Udbytning

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Sovjetter – en aktuel opgave og en historisk erfaring

Af Mexico Kommunistiske parti(marxister-leninister), PMMCL

Sovjetterne, forsamlinger af arbejdere, bønder og soldater, også kendt som arbejderråd, var en erfaring, der blev født i arbejderklassens kamp i Rusland i revolutionen i 1905. De var afgørende for Oktoberrevolutionens sejr i 1917. Sovjetterne blev en del af opbygningen af den videnskabelige socialisme, af arbejderklassens stats funktion med deltagelse og effektiv ledelse af arbejderklassens masser. Sovjetterne var den form, som arbejderklassens magt antog for at bevare arbejdernes og de fattige bønders politiske og økonomiske magt over de produktionsmidler, der blev eksproprieret fra borgerskabet, og for at udvikle produktionen til deres kollektive fordel.

Forsamlingen eller sovjetten som den kampform, der blev vedtaget af det arbejdende folk, var den mest demokratiske og revolutionære form til at indfri deres behov og forhåbninger. Der var der, hvor beslutningsprocessen blev analyseret, diskuteret og organiseret, først mod tsar Nikolajs regering og senere mod Kerenskijs midlertidige revolutionære regering.

Sovjetterne fungerede ud fra princippet om demokratisk centralisme, der garanterede alle arbejderes deltagelse fra gulvet til toppen. Når først spørgsmålene var blevet analyseret, diskuteret og defineret, blev der truffet beslutninger, der repræsenterede flertallets interesse og det kollektiv, der var blevet etableret i den pågældende forsamling.

Sovjetten var det mest avancerede udtryk for arbejderklassen, handlingen fra det enorme flertal, der etablerede en identitet ud fra sine klasseinteresser. Det var og er resultatet af folkets daglige kamp og blev udviklet som en grundlæggende form for organisering, beslutningstagning og mobilisering af et væbnet folk for at konfrontere og besejre deres fjende og for at udøve flertallets magt. Det var ikke bolsjevikkernes opfindelse. De systematiserede og uddybede den, og marxismen-leninismen brugte den som en vejledning, forbedrede dens funktion og forsvarede det.

Den russiske arbejderklasses og andre nationers folks organisering i denne form for forsamlinger, deres aktive og afgørende deltagelse, gjorde det muligt, at den første socialistiske magt i verden blev sat i gang, med grundlæggelsen af Unionen af Socialistiske Sovjetrepublikker, baseret på arbejderklassens enhed omkring sine klasseinteresser. I hver nation var der en sovjet, hvorfra et statsoverhoved eller en præsident blev valgt. Fra alle disse forsamlinger udsprang den Øverste Sovjet, det vil sige en reel repræsentation nedefra, der førte til Folkekommissærernes Råd. Hele denne opbygning af systemet med arbejderråd – sovjetter omsat i praksis – gjorde det muligt at vise, at videnskabelig socialisme er socialismens højere form og indhold, umiddelbart efter kapitalismen er afskaffet, hvor udviklingen opnås med arbejdskraft, der ikke udbyttes og udnyttes, med samarbejde, solidaritet og fælles fordel.

Sovjetunionen var, som navnet antyder, en sammenslutning af sovjetter, af råd, en magt baseret på enheden i arbejdernes, de fattige bønders og soldaternes forsamlinger. Det repræsenterede og var arbejderklassens virkelige magt, som den moderne revisionisme senere deformerede og degenererede.

Sovjetternes betydning og relevans

Vi synes, det er nødvendigt at trække sovjetternes betydning og relevans frem, fordi denne praksis hos de russiske og andre nationers arbejderklasse og arbejdende folk, der dannede Sovjetunionen, og som udviklede den, efterlod lærdomme, der må sikres og videreudvikles.

  1. De er forsamlinger, brede møder, hvor det store flertal af befolkningen deltager. De gør det på en organiseret måde på deres arbejdsplads og/eller i den forening, de arbejder og deltager i, og fra det sted, hvor de bor.
  2. Det er et permanent demokratisk kollektivt forum, der arbejder nedefra og op og oppefra og ned. Her fungerer individet og kollektivet i sammenhæng med hinanden. Det enkelte individ er underordnet det bevidste kollektiv og individualismen underordnet kollektivismen. Det betyder, at hvert individ repræsenterer syntesen af det kollektive, og det kollektive repræsenterer individet.
  3. Forsamlingen er en form for organisation og kollektiv deltagelse, der perfektioneres mere og mere. Hvor problemerne og deres løsninger begynder at blive løst fra grundplan frem til et højere niveau i strukturen gennem en proces med analyse, diskussion og beslutningstagning, der favoriserer flertallet, og som udføres i praksis.
  4. Det bliver en regeringsform, hvor magten er i hænderne på flertallet (en magt, der hviler på kontrol og ledelse af produktionsmidlerne og produktionsforholdene i arbejdernes hænder).
  5. Denne regeringsform og dens daglige praksis står i modsætning til ”den stærke mand”, præsidenten som leder og andre former for borgerlig og småborgerlig individualisme.
  6. Repræsentanterne, chefer eller ledere, vælges på grundplan i fabriksforsamlinger, arbejdssteder og foreninger og har en midlertidig og specifik funktion, der udføres uden personlig fortjeneste. De modtager kun løn baseret på gennemsnitslønnen for den arbejdende befolkning.
  7. Det højeste embede vælges og udøves ud fra overbevisning, disposition, vilje, grad af ansvar, ærlighed, ud fra tidligere funktioner og erfaring, som repræsenterer kollektivets interesse og er et udtryk for flertallets vilje.
  8. Embederne tildeles og udøves uden skelnen mellem køn, religion, kultur, og endnu mindre hudfarve. Der er ingen forskelsbehandling, og de kan til hver en tid afsættes.
  9. Kvinder og mænd er opdraget og uddannet til at tjene, beklæde embeder og ikke drage fordel af dem, som samfundet eller kollektivt kræver det. Disse embeder skal hele tiden redegøre for deres arbejde på en åben måde.
  10. Kvinder har stillinger med ansvar og lederskab på alle niveauer.
  11. Magt og regering gives til kollektivet, ikke til enkeltpersoner. Disse repræsenterer det kun, så længe det organiserede kollektiv bestemmer, de skal gøre det.
  12. Sovjetten eller forsamlingen er flertallets, arbejderklassens udøvelse af demokratisk og revolutionær magt, som garanterer forsvaret af det arbejdende flertals interesser, af dets besiddelse af produktionsmidlerne, og at det fastholder magten. Det er et organ, der favoriserer uddannelse baseret på arbejde uden udbytning, på socialisering af produktionen og kollektiv tilegnelse af rigdom, som også understøttes af fredelig eller voldelig magt mod kapitalismens rester.
  13. Sovjet- eller arbejderforsamlingen er oprørsorganet for udøvelsen af revolutionær klassevold; det er de væbnede folk, der skal garantere eller bevare flertallets interesser over det parasitære mindretal.

Dette er nogle grundlæggende elementer, der blev udviklet, og som nogle bevægelser, klasser, klassesektorer og oprindelige samfund generelt oplevede og praktiserede som et resultat af deres historiske fortid eller deres kontekst af klassekamp.

Som et resultat af privatejendommen, resultatet af modsætningen mellem den samfundsmæssige produktion af rigdom og dens private tilegnelse, genopstår de og antager andre former, der vil udvikle sig med fremkomsten og funktionen af kollektiv ejendom. Disse forsamlinger med sovjetterne under socialismen nåede et højere udviklingsniveau, som stoppede på grund af den degeneration, der fandt sted med revisionismen efter Stalins død.

Nutidige kampe i Mexico, der har vedtaget denne form for organisering

For os er det vigtigt og nødvendigt at huske på sovjetternes erfaringer i Sovjetunionen. Og også på erfaringerne fra bevægelserne i vores land, hvor forsamlinger eller råd har udviklet sig naturligt eller gennem at lære af andres erfaringer. I de forskellige nutidige kampe i Mexico, hvor der har udviklet sig organiserede forummer, har de ikke kunnet nå samme niveau som Sovjetunionens sovjetter, men de har dog haft det samme grundlæggende princip om funktion og organisation. Vi vil her komme med nogle eksempler, der har fundet sted eller i øjeblikket fungerer med de elementer, der skal undersøges dybtgående for at udvikle dem til sovjetter.

 CRAC-PC (RCCA-CP)

Dette opstod i 1995 på initiativ fra adskillige lokalsamfund til at gå imod den vold, som kriminelle og paramilitære grupper udførte mod befolkningen. Den Regionale Koordinator for Lokalsamfunds-myndigheder – Lokalsamfunds-Politiet (CRAC-PC er forkortelsen af den spanske titel) består af de oprindelige folks lokalsamfund i delstaten Guerrero. De gik sammen og skabte et fællesskabssystem for sikkerhed, retfærdighed og genopdragelse af anholdte gennem samfundsarbejde uden advokaters indblanding.

De er organiseret med justits- og forbindelsesudvalg, og deres repræsentanter deltager i folkeforsamlingen. Justitsudvalgene har til formål at garantere sikkerheden og retsplejen. De sigter mod at genopdrage dem, der har begået forbrydelser, gennem samfundsarbejde. San Luis Acatlán, Espino Blanco, El Paraíso, Zitlaltepec og De Las Juntas Caxitepec er nogle af de lidt mere end 200 samfund, der fungerer med en regional forsamling som det højeste beslutningstagende organ.

Justitsudvalgene består af tre koordinatorer (dommere), der forvalter retfærdigheden i henhold til deres jurisdiktion. De har et vist antal kommandanter og deres respektive samfundspoliti (disse udviser årvågenhed og anholdelser af dem, der skader samfundets eller kollektive interesser).

Det højeste styrende organ er den regionale forsamling, der består af koordinatorer, kommandanter, kommissærer og delegerede.

Denne form for organisering og erfaring fortsætter med vanskeligheder. De paramilitære, det lokale og nationale borgerskab på landet fortsætter med at handle direkte mod CRAC-PC for at eliminere det, fordi det hindrer borgerlig kontrol, udøver autonomi og sin egen demokratiske regering, der består af bønder og oprindelige folk.

Zapatisternes erfaringer fra EZLN (ZANL)

De blev offentligt kendt i 1994, da Zapatisternes Nationale Befrielseshær (EZLN) rejste sig med våben. De er en politisk-militær organisation koncentreret i staten Chiapas, som fra sin start udviklede autonomien i de samfund, hvor de er til stede. En organisatorisk, politisk og økonomisk autonomi over for den mexicanske borgerlige stat. I 2003 begyndte de at udvide og dannede i forlængelse af dette skridt zapatisternes oprørske autonome kommuner, der gav anledning til ” Den gode regerings ledelse”  (Good Government Boards, JBG), som er repræsentationen af hver autonom kommune. Hver kommune samler lokalsamfund, der danner de autonome råd, som igen er en del af hver Caracol [en konkylieskal, regional organisation af autonome samfund – oversætterens note], hvis medlemmer roteres og tilbagekaldes efter beslutning af forsamlingerne. Denne organisationsstruktur ledes af den hemmelige revolutionære oprindelige komité – generalkommandoen for EZLN, der arbejder ud fra princippet om at styre ved at følge ledelsens beslutninger.

Denne politiske og organisatoriske form tager sig af, overvåger, udvikler og styrer sit indre liv og dets forbindelser med det udenfor. Den er forskellig eller adskilt fra EZLN’s politisk-militære form, fordi førstnævnte er civil, men under EZLN’s politisk-ideologiske ledelse. EZLN erklærer, at det eksisterer som en hær til at forsvare, ikke til at regere.

Den organisatoriske base for denne demokratiske øvelse nedefra er baseret på de oprindelige folks system. Denne opbygning tager ikke kun hensyn til lokal og national koordinering, men også international koordinering, fordi de forstås som en global inkluderende proces for både dem, der er oprindelige folk, og dem der ikke er det.

De områder, hvor de regerer, har reduceret eller elimineret handel med narkotika, våben og træ. De kontrollerer alkohol og andre basale forbrugsgoder og forholdet mellem mennesker, lokalsamfund og kommuner. De regerer på grundlag af fornuft og forståelse og opfylder flertallets behov. Det understøttes også af et uddannelsesprogram kaldet “Organisation for de oprindelige folks nye autonome uddannelse for fred og menneskeheden”, hvor produktion, politisk uddannelse, kunstuddannelse, kultur, læsefærdighed, sundhed, sport, matematik, historie og sprog (spansk og modersmål) studeres.

Zapatisterne er et udtryk for autonomi, der fungerer på grundlag af konsultation omkring kollektive civile beslutninger relateret til militæret.

APPO

Folkeforsamlingen for folkene i Oaxaca (APPO) opstod i 2006, udløst af delstatsregeringens undertrykkelse af de demokratiske lærere i lokalafdeling 22 i Uddannelsesarbejdernes Nationale Forening (National Coordinator of Education Workers, CNTE), en del af Lærernes Nationale Fagforening (National Union of Education Workers,SNTE).

Lærernes reaktion på deres bortvisning og undertrykkelse fra PRI-partiets delstatsregering var at opfordre befolkningen i Oaxacan til at generobre Zocalo-pladsen og fjerne uropolitiet, der havde besat den. Dette mål blev nået på grund af den brede folkelige deltagelse, der sluttede sig til lærernes aktion.

Da Zocalo-pladsen blev generobret, blev aktionen genetableret [officielt en sit-in, men hvor folk satte telte op for demonstranterne med skilte, der forklarede deres krav – oversætterens note]. Men nu udvidet med deltagelse af andre grupper af ansatte og arbejdere, som straks blev opfordret til at skabe organisation, kontinuitet og udvidelse af det, der var begyndt som en kamp for lærerne, men som nu gik ud over det og blev en lærer- og folkelig kamp mod undertrykkelse, for statsguvernørens afgang og andre demokratiske ændringer i staten. En folkeforsamling blev indkaldt af de repræsentanter og organisationer, der var involveret, og som var enige i dette behov. Det førte til dannelsen af APPO, som blev den højeste myndighed i den folkelige bevægelse og de facto styrede delstaten i cirka seks måneder.

Dannelsen af APPO førte til en ændring i bevægelsen, der udviklede en bred enhed og udviklede sine former for kamp og organisation. APPO sammenfattede folkets krav og især kravet om fjernelse af den siddende guvernør. Fra generalforsamlingen udgik organiseringen af forsamlinger andre steder i Oaxaca og i forskellige dele af arbejderklassen og befolkningen, som de grundlæggende former for at fungere, repræsenterer og tage beslutninger. De fungerede både nede- og oppefra, alt sammen underordnet generalforsamlingen, der mødtes med jævne mellemrum.

APPO-organisationen overhalede betydningen af guvernøren og hans regering, som blev tvunget til at flygte fra hovedstaden og forsøge at regere fra et andet sted. Hvilket skete på grund af bevægelsens afvisning af ham og kravet om hans afgang. Statens deputeretkammer blev også gjort magtesløst. Det kunne ikke lovgive, fordi det blev overhalet af den folkelige bevægelse, og det blev også afvist, fordi det var på guvernørens side.

Den undertrykkelse, som guvernøren havde udløst mod bevægelsen som helhed siden begyndelsen af hans embedsperiode, førte til bevægelsens enhed omkring at gå imod ham. Men det var den voldelige udsmidning af lærerne, der fremskyndede befolkningens brede proces og dannelsen af APPO.

APPO var en folkelig opstand, hvis afvisning af guvernøren og hans regering faktisk ændrede den til en form for parallel folkeregering, der i lidt over seks måneder fungerede som en kommune, som en sovjet. Økonomien var lammet, og der var praktisk talt generalstrejke i staten, så det lokale borgerskab blev tvunget til at forhandle en løsning på konflikten med APPO, bekymret som de var for deres økonomiske tab.

Folket byggede barrikader hovedsageligt placeret i byen, senere organiseret af APPO, for at afvise angrebet fra borgerskabet og dets stat. Overtagelsen af offentlige radiostationer tjente som en scene og et middel til propaganda til at organisere og vejlede folket i kampen.

APPO udøvede sin regering fra delstatens hovedstad. Den besatte ikke de få eksisterende fabrikker, og den eksproprierede heller ikke jord. Dens regering spredte sig ikke, og den konsoliderede heller ikke sin kontrol i hele staten, det neutraliserede hæren i regionen, men det arbejde ikke for selv at opbygge en.

APPO havde ikke perspektivet om en revolutionær eller socialistisk kamp, og vores marxistisk-leninistiske parti var ikke stærkt nok til at bringe perspektivet for arbejderklassens revolution ind i den. Arbejderklassen var ikke organiseret som sådan, og dens formindskede rolle i kampen påvirkede også dens manglende evne til at udvikle arbejder-bonde-alliancen.

Endelig besejrede volden fra finansoligarkiet og dets stat APPO med en handling, der oversteg dets umiddelbare og mellemlangsigtede evne til at reagere, dens kraft blev svækket, indtil den forsvandt.

APPO var en folkelig opstand, en øvelse i folkedemokratisk regering, en kommune og tæt på en sovjet. Det var baseret på generalforsamlingen som det højeste beslutningstagende, styrende og organisatoriske organ. Det var en af de store kampoplevelser ikke kun for Oaxacan-folket, men for hele landet. Vi marxister-leninister var en ledende del af det, men vores begrænsninger tillod os ikke at uddybe det og gøre det til en sovjet.

Byen San Francisco Cherán, Michoacán

Cherán er et af de oprindelige folks samfund beliggende på Purépecha-plateauet i delstaten Michoacán, som kommunen også kaldes. Hovedaktiviteten er landbrug og fremstilling af sko. Det har en befolkning på lidt over seksten tusind indbyggere. En stor del af befolkningen er emigreret til andre steder på grund af fattigdom, arbejdsløshed og senest den vold, der er udløst af paramilitære, der beskytter narkohandlen.

Den ulovlige udnyttelse af skove, mordene og hyppige forsvinden af beboere i Cherán forårsaget af kriminelle, med medvirken fra de kommunale, statslige og føderale myndigheder, tvang befolkningen til at gøre noget ved situationen. I 2011 eksploderede denne situation med befolkningens svar, der ledet af kvinder afviste angrebet fra de illegale skovhuggere, der var kriminelle. Dette fik resten af befolkningen til at følge trop. Befolkningens reaktion førte til organisering og deltagelse af flertallet i overvågningskomiteer, sikkerhedspatruljer, barrikader og kontrolposter for at kontrollere mennesker, der kom ind i eller forlod kommunen. Gennem denne nødvendige handling blev by-forsamlingen organiseret, som faktisk overtog den formelle kommunale myndighed, da denne havde været involveret i kriminalitet og derfor blev afvist af befolkningen.

Cheráns byforsamling udpegede nye myndigheder, organiserede selvforsvar og samfundssikkerhed; den udviste de borgerlige partier fra kommunalstyrelsen, forhindrede de kriminelle i igen at trænge ind i lokalsamfundet og statens og den føderale myndigheds deltagelse i beskyttelsen af de kriminelle. Den forhindrede enhver indblanding i de organisatoriske, politiske og økonomiske beslutninger, der blev vedtaget for at udvikle en fungerende demokratisk regering.

Presset fra de paramilitære kriminelle, det politiske og økonomiske pres fra de borgerlige institutioner, lovligt og ulovligt, søgte at afvise denne form for folkeforsamlingsdemokrati og få det til at mislykkes.

Her sejrede folket, der var bevæbnet og etablerede en åben og effektiv form for organisation og deltagelse, som blev opretholdt af den virkelige inddragelse af flertallet af befolkningen. De etablerede en regering og et demokrati, der udsprang af den folkelige vilje, repræsenteret af mennesker, der repræsenterer folkets sande interesser, og som har myndighed til at repræsentere dem. Lønningerne til embedsmændene eller repræsentanterne for folket, ligesom embederne, er defineret ved overbevisning om tjeneste for folket, ved ansvaret for at varetage hele samfundets kollektive interesser, ved tillid og erfaring med samfundets opgaver. Denne regering, der i det væsentlige styres af folkeforsamlingen, beordrede og kollektiviserede de forskellige produktive og kommercielle aktiviteter, transportaktiviteter osv., som besluttes og overvåges til kollektiv brug af befolkningen.

Fra 2011 til nu har Cherán været et levende eksempel på, hvordan forsamlingslivet kan opbygges og opretholdes, hvordan de uden at erklære eller definere det er tæt på sovjet-formen for organisation, deltagelse og politisk lederskab.

Dens organisationsstruktur består af et stort råd (12 personer) og oprindelige råd (bestående af tre personer pr. boligkvarter), der også styres af et system ud fra funktioner. Kun mennesker, der nyder offentlig tillid, kan deltage i Det Store Råd. En tillid baseret på ærlighed, tjenstvillighed, disposition og interesser for befolkningen og beslutsomhed i at forsvare samfundets kollektive interesser over private eller individuelle interesser. Alle er ansvarlige for deres område, og embederne beklædes af både mænd og kvinder.

Den højeste myndighed er kommuneforsamlingen, hvor mænd og kvinder deltager, alle med ret til at tale og stemme med personlig og direkte repræsentation. Det Store Råd er det styrende organ mellem kommuneforsamlinger, det udfører aftaler og overvåger deres overholdelse i tre år og kan fjernes fra embedet, hvis det besluttes af kommuneforsamlingen, hvilket igen afhænger af forsamlingerne i blokkvartererne.

Ændringerne i regeringssystemet fra det foregående til dette blev godkendt af alle folkene, og de fortsætter med at støtte det.

De kvinder, der startede bevægelsen, der førte til forsamlingsregeringen, har ringe deltagelse i embederne, men de er ikke udelukket fra dem.

Flertallet af det arbejdende folk i Cherán er organiseret og bevidst, de definerer fremtiden for deres eksistens uden for de borgerlige institutioner. De udvikler sig i en situation, hvor disse institutioner forsøger at svække og eliminere deres forsamlingsregering, begrænse og forhindre, at en bedre fremtid for dem udvikler sig. Deres organisering søger at tjene som model for en god regering og folkets magt, der skal udvides og styrkes i flere samfund og også i store byer som et middel til demokratisk og revolutionær forandring af samfundet som helhed. Dens forsvar og styrkelse er nødvendig, fordi belejringen og angrebene ikke stopper.

Et andet eksempel – Ayutla de los Libres

Ayutla de los Libres er en by beliggende i delstaten Guerrero. Den er mangfoldig i sin befolkningssammensætning, med forskellige grupper af oprindelige folk, der sameksisterer på samme område. Siden 2017 har de har udviklet en regering, der tager højde for befolkningens skik og brug. Det er samtidig en forsamling, hvor deltagelse af borgerlige og småborgerlige partier var forbudt, og de er blevet anerkendt institutionelt. Det tog det dem tre år at formalisere dette.

Her blev processen opfattet som en bevægelse mod korruptionen hos de kommunale myndigheder og de politiske partier, der repræsenterede dem, samt mod utryghed og vold. Derfor fremmede og opnåede de en ændring i det regeringssystem, hvor der var en intern modstand mod forandring ledet hovedsageligt af de politiske partier, der repræsenterer borgerskabets lokale arbejdsgiveres interesser.

Denne proces med demokratisk regering gennem en forsamling af folket er opnået ved at anerkende repræsentationen af oprindelige sprog og kultur i det styrende organ. Ændringen af regeringssystemet skete med modstand fra flertallet af høvdinge, det lokale borgerskab, de paramilitære og den føderale regering. Befolkningen var splittet, men denne proces fortsætter sin gang, hvor flertallet er udsat for stærk modstand fra borgerskabets partier og det lokale og nationale borgerskab.

Den voksende vold, som var en af årsagerne til bevægelsen, er aftaget, men den hærger i udkanten af de samfund, hvor paramilitarismen er trængt ind, eller hvor de kontrolleres af partierne i borgerskabet.

Andre eksempler i Oaxaca

De fleste af samfundene i staten Oaxaca styres af de oprindelige folks skikke og brug, der formelt anerkendes på statsligt og nationalt plan. Af de 570 kommuner styres 427 gennem et valgsystem af borgerskabets politiske partier.

Forfatningsmæssigt anerkendes skik og brug eller sædvanlig praksis på lokalt og nationalt plan, hvor der er tale om de oprindelige folks samfund. Det er dog ikke en garanti for, at de vil blive gennemført og respekteret.

Det antages, at de oprindelige folks skik og brug er en anden form for regering, demokratisk, officielt anerkendt på nationalt og statsligt niveau. Disse er baseret på valg af deres myndigheder gennem forsamlinger ved håndsoprækning eller stemmeseddel; de er direkte valgte.

De politiske partier i finansoligarkiet eller småborgerskabet bruger imidlertid lokalforsamlingerne til at fortsætte med at sabotere disse processer og opretholde deres positioner som høvdinge. De distribuerer penge og alkohol og bruger officielle offentlige politikker og endda trusler om selv at gennemføre dem. I Oaxaca har få forsamlinger i lokalsamfundet en virkelig demokratisk funktion.

I de oprindelige folks lokalsamfund, hvor deres skik og brug anvendes, det vil sige byforsamlinger, der ikke styres af borgerlige partier eller lokale eller statslige høvdinge, eller sker på trods af dem, er regeringssystemet anderledes, officielt anerkendt og implementeret. Regeringen og de embeder, der findes i samfundene, udøves uden betaling, men til gengæld krævende ansvar, troværdighed og erfaring. De vælges gennem håndsoprækning eller direkte og hemmelig afstemning. Nogle eksempler på de oprindelige samfund i Oaxaca, der udøver befolkningens demokrati, er kommunerne Rio de las Peñas, Putla, Tiltepec, Nochixtlán, Santo Tomás Ocotepec, Mixteca, Santa María, Yucuti, blandt andre. Selvom de er små byer, er de eksempler på den praksis, som vi har brug for at udvikle, anvende, udvikle og forsvare der.

Andre bevægelser med erfaringer med forsamlinger

Rundtom i landet udvikles der fortsat flere kampe, der vedtager forsamlinger som væsentlige mekanismer eller metoder til deltagelse, diskussion, beslutningstagning og organisation.

Således har vi haft bemærkelsesværdige bevægelser som studenterstrejken i 1999, ledet af Generalstrejkerådet på Mexicos Nationale Forskningsuniversitet (National Autonomous University of Mexico, UNAM), som varede næsten 10 måneder. Det blev undertrykt af hæren med besættelsen af UNAM. Strejkerådet formåede at ophæve de reformer, der søgte at øge betalingen for uddannelse, reducere elevernes tilmelding gennem eksamener og registrering mv. Det var en del af den neoliberale politik inden for uddannelse generelt og videregående uddannelse i særdeleshed. I dette var enhedens rolle, forsamlingens beslutninger, afgørende for at nå deres krav. Gademobiliseringen og organiseringen orienteret af forsamlingerne opnåede en del af de krav, der blev rejst.

I 2006 rejste minearbejderne i Lázaro Cárdenas-Las Truchas, Michoacán, sig i lyset af den undertrykkelse, som staten udøvede for at afslutte den strejke, de havde gennemført mod stålvirksomheden. Denne kamp blev en arbejder-folkeopstand, da nogle af beboerne i kommunen også deltog. Virksomheden overtrådte overenskomstens § 271, som den havde indgået med minearbejdernes nationale fagforening. Den ignorerede fagforeningslederne, der var demokratisk valgt i deres forsamlinger, og krænkede foreningsretten. Volden fra hæren og det statslige politi forårsagede to dødsfald og flere kvæstelser. Arbejderne og folket reagerede ved at forsvare sig selv og udvikle en heroisk modstand i lidt over ti timer, som fik den undertrykkende magt til at trække sig tilbage. Dette forhindrede kapitalisternes mål, forlængede strejken i mere end fem måneder og vandt en lønstigning på 40 % og 100 % af den tabte løn.

Landarbejderne i San Quintín-dalen i Baja California er en anden bemærkelsesværdig bevægelse, der brød ud i en strejke i 2017 mod kapitalisterne på landet. Deres forsamlinger stoppede produktionen i to måneder, indtil deres hovedkrav blev opnået. Daglejerne producerer frugt og grønt til USA. Ca. 70.000 arbejdere på disse områder stoppede arbejdet. Øjeblikkelig forsøgte statsmagten med massiv vold at ødelægge denne legitime og retfærdige bevægelse, der krævede de mest basale rettigheder, bedre arbejdsvilkår, social sikring, lønforhøjelse og ny fagforeningsrepræsentation. Hvilket gav anledning til dannelsen af den uafhængige fagforening af landarbejdere og daglejere, Den uafhængige demokratiske fagforening for Landarbejdere. Selvom mange af kravene blev vundet, har cheferne ikke overholdt dem alle og fortsætter med at krænke de opnåede resultater.

Der findes andre kampe i klassekampens historie, som har vist disse bevægelsers op- og nedgange for de udbyttedes og undertryktes fremtid. Her vil vi pege på modstanden fra den mexicanske elektrikerfagforening, der kæmpede og fortsætter med at kæmpe mod de uretfærdige og vilkårlige afskedigelser, som den mexicanske stat repræsenteret af Felipe Calderón Hinojosa har gennemført. Mere end 44.000 arbejdere blev voldeligt afskediget ved hjælp af hæren fra firmaet Luz y Fuerza del Centro som led i privatiseringen. Arbejderne kæmper stadig for at få deres job tilbage.

Den nationale koordination af uddannelsesarbejdere er et andet stort område af kamp, der bevarer de demokratiske og forsamlingsorganisations former, der har gjort det muligt for det at vinde vigtige krav. Det er stadig en af de mest aktive og varige fagforeninger i landet, der har udløst lærernes og de folkelige kampe på nationalt plan og i de stater, hvor de har en stærk tilstedeværelse.

* Behovet for sovjetter som en form for kamp for arbejdernes frigørelse

At foreslå at anvende og udvikle sovjetter i den nuværende massekampsproces i vores land, som dem, der udviklede sig i Sovjetunionen, er ikke en mekanisk overførsel af denne erfaring til den nuværende situation. Det er nødvendigt at udvikle denne form for elementær og universel udøvelse af direkte demokrati og masseforsamlinger for at løse deres øjeblikkelige, langsigtede og endelige behov for befrielse. En sovjetregering og -magt begynder med disse elementære forsamlings- og organisationsformer under demokratisk centralisme, der kan udvikles, vedtages og tilpasses i overensstemmelse med de konkrete betingelser for magt og regering.

Folkeforsamlingen er den grundlæggende og grundlæggende vej til oprettelsen af sovjetterne, til deres udbredelse og gennemførelse, hvor flertallet af befolkningen konfronterer borgerskabet og imperialismen. Sovjetterne er et centralt element i den videnskabelige socialisme, i marxismen-leninismen, som kan udvikles ved at øge bevidstheden i den brede befolkning. Retten til folkenes uafhængighed og frie selvbestemmelse er en forudsætning for enhed med andre. Det må ske på grundlag af de udbyttedes og undertryktes interesser. Og med det formål at opbygge folkenes enhed og frivillige integration med respekt for kollektivets suverænitet, og hvor autonomi ikke bruges til at splitte, men til at fremme folkenes enhed og broderskab.

Når modsætningen mellem kapital og arbejde styrer samfundets udvikling, er det nødvendigt at opbygge sovjetterne som en form, der set i arbejderklassens perspektiv kan etablere arbejderklassens, de fattige bønders og soldaternes regering og folkets magt, politisk, men også økonomisk, med kontrol og ledelse af produktionsmidlerne og -instrumenterne.

Det er i denne forstand, at vi foreslår dannelsen af Forsamlingen af Arbejderklassen og Folkene i Mexico som en form for sovjetisering af den brede befolknings kamp, og som en del af den marxistisk-leninistiske taktik og strategi.

Marts 2022

Oversat fra Unity & Struggle nr.44, 2022

Tidsskrift for CIPOML – Den Internationale konference af marxist-leninistiske partier og organisationer

Klassekamp – Revolution - Socialisme. Magasinet ENHED og KAMP har det hele!

Tankestof til tidens brændende spørgsmål - Handling i en verden moden til forandring

Del og brug gerne

Back To Top