Hver eneste dag sprøjtes nutidens koldkrigs propagandaen ud gennem mediemaskinen. Der tales om at ”den kolde krig” er vendt tilbage, men de historiske kendsgerninger om dens indhold skrives endnu engang om efter den gamle anti-kommunistiske opskrift. Vi har derfor valgt at genoptrykke denne artikel fra 2002.
***
”Den kolde krig’ startede ikke efter 2. verdenskrig, men med Oktoberrevolutionen – som et udtryk for de herskendes strategi for at sikre kapitalismens overlevelse og imperialistisk verdensherredømme. 2. verdenskrig var den tyske imperialismes fejlslagne forsøg, der skabte alvorlige rystelser for kapitalismen som verdenssystem. Under og efter denne krig dannede England og USA, hvad der blev kaldt den anglo-amerikanske imperialistalliance, for at sikre kapitalismens beståen mod revolutionens og socialismens slag.
Det svækkede England måtte overlade førertrøjen som ’den frie verdens’ leder til USA – og USA fastlagde sin strategi for at erobre verdensherredømme ved at ”rulle socialismen tilbage”. Det var da, udtrykket ’den kolde krig’ blev udmøntet, selvom strategien for at inddæmme, undergrave og ødelægge socialismen ikke var ny. USA blev verdens politibetjent, den største krigsanstifter, der nogensinde er set.
Med Marshall-planen, NATO og ’jerntæppet’ sikrede USA sit greb om et Vesteuropa forenet til konfrontation med Sovjet.
Det var en formidabel fjende, som stod overfor det socialistiske Sovjet. de ny folkedemokratier, folkene, der kæmpede mod imperialismen og arbejderklassen i de kapitalistiske lande. Rustet til tænderne, bevæbnet med atomvåben, med en avanceret teknologi og stærk økonomi, der ikke var blevet ødelagt af krigen.
Sejre – med ryggen mod muren
I begyndelsen af 30erne havde Stalin fastslået, at Sovjetunionen i løbet af en kort årrække måtte komme på niveau med de stærkeste imperialistmagter – eller blive udslettet. Det var sandheden – og baggrunden for den barske, og i egentlige forstand heroiske, anstrengelse for at industrialisere og modernisere landet i 30erne, under en ’kold krig’, hvor fascismen var ved magten i Italien og Tyskland, og vandt den militært i Spanien.
Socialismens eneste land var under stadigt angreb, på alle områder, også før det nazistiske overfald.
På trods af de næsten umulige betingelser endte den tyske imperialisme alligevel med at trække det korteste strå.
Betingelserne var bedre ved freden i 1945. Men de var stadig barske. Den ny ’kolde krig’ tog sin start umiddelbart efter krigens afslutning. Selvom enorme områder af Sovjetunionen var ødelagt, og landet var krigshærget og udmattet, blev det den vigtigste stopklods for USA på dets stræben efter verdensherredømme.
Sovjet brød det amerikanske atommonopol og udformede sin fredspolitik, der forhindrede de amerikanske verdenskrigsplaner baseret på de ny våben, og forhindrede dermed også krigen i Europa. Bevægelsen mod den amerikanske imperialisme og genmilitariseringen af Vesteuropa var et fornemt kapitel i arbejderklassens historie i efterkrigsårene.
Folkenes opgør med kolonialismen rettede nye slag mod USA-imperialismen. Kina blev en ny stærk faktor i folkenes kamp. I Korea slog det amerikanske forsøg på at underlægge sig hele landet fejl: USA led sit første militære nederlag i en krig i det 20. århundrede. Vietnam stoppede franskmændene, og fordrev senere amerikanerne i en sviende ydmygelse. (Note 1)
I det historiske bakspejl ses det, at Stalins politik, som i førkrigsårene var lagt an på at forhindre imperialistisk aggression mod Sovjet i at lykkes, og som stod sin prøve under krigen, også i efterkrigsårene var rigtig og førte til nye sejre for socialismen. Men mere end det: det kan også ses, at var slaget om Stalingrad det punkt, hvor 2. verdenskrig ’vendte’, så var Stalins død i 1953 og det efterfølgende kursskift det punkt, hvor ’Den kolde krig’ i realiteten blev afgjort til USA’s fordel – med det nuværende amerikanske verdensherredømme som konsekvens.
Umiddelbart efter hans død satte opgøret ind: der går en lige linje fra Khrusjtjov og Co. til ’murens fald’, Sovjetunionens opløsning og råkapitalismens hærgen og ’Den ny verdensorden’, selvom det tog årtier, før det stod klart – skåret ud i pap af historiens ubestridelige kendsgerninger.
Skiftet fra fredspolitik til supermagt
Stalins Sovjetunion fremstilles overalt som morderisk, aggressiv og krigerisk. NATO præsenteres i den borgerlige propaganda som et defensivt svar på ’truslen fra øst’. Det danske medlemskab blev psykologisk og politisk forberedt gennem en skræmmekampagne, der i 48 ville vide, at Sovjet havde konkrete planer om at invadere landet – og i det mindste besætte Anholt! Løgn fra ende til anden.
Men Stalins Sovjet var både fredselskende og i stand til at imødegå aggression. Dengang var Sovjets militære doktrin defensiv. Hans revisionistiske ’efterfølgere’ foretog et generalopgør med Stalin og hans politik under overskriften ’opgør med persondyrkelsen’.
Deres platform kan opsummeres i tre hovedelementer. Sovjet blev til ’hele folkets stat’ – den teoretiske ’retfærdiggørelse’ af likvideringen af arbejdernes klasseherredømme i Sovjet og folkedemokratierne. ’Fredelig sameksistens’ blev til hovedlinjen i USSR’s internationale politik – og erstattede den hovedlinje for støtte til folkene og revolutionen, den proletariske internationalisme, som Lenin og Stalin fulgte, for hvem ’fredelig sameksistens’ mellem lande med forskellige systemer blot var en underordnet del af den revolutionære hovedlinje. Og linjen for ’fredelig overgang’ til socialisme var en linje for at likvidere de kommunistiske partier som revolutionære partier, berolige imperialismen, for alliance med socialdemokratiet på globalt plan.
Den militære doktrin og praksis forvandledes tilsvarende: den blev aggressiv. Det var ubetinget nødvendigt for Sovjet at sikre sig atomvåben og bryde det amerikanske monopol – men Stalins Sovjetunion anså disse masseødelæggelsesvåben for kriminelle og arbejdede for at få dem forbudt og destrueret. Atomar styrke blev kernen i Bresjnev-tidens militære strategi. Sovjet opererede militært over hele kloden, som USA gjorde det. Det blev forbundet med spredning af pacifisme, der afløste den militante fredsbevægelse på Stalins tid.
I dag er det alt sammen overskrifter på det historiske tilbageslag, som førte til det amerikanske verdensherredømme, hvis revolutionære afvikling er hovedspørgsmålet i første del af det 2l. århundrede. Stikord til sovjetrevisionismens fallit.
Fra nederlag til nederlag
Nødtvunget har mange tilhængere af Khrusjtjov, Bresjnev osv.. måttet indrømme, at SUKP efter Stalin fjernede sig fra arbejderklassen og folket – men mener stadig, at det førte en rigtig, tilmed internationalistisk, udenrigspolitik. Men revisionisternes udenrigspolitik var ikke et hak mindre kontrarevolutionær end indenrigspolitikken. Det var to sider af samme sag, og to alen ud af et stykke.
I marxistisk forståelse baserer et lands udenrigspolitik sig altid på indenrigspolitikken, tjener denne og ligger i dens forlængelse. Det gælder for et kapitalistisk og imperialistisk land – men lige så vel for et socialistisk. Forestillingen om at SUKP førte en indenrigspolitik, der ledte til socialismens undergang, forbundet med en udenrigspolitik, der sikrede dens fremgang på verdensplan, er simpelthen absurd.
Stalins fjender og ’efterfølgere’ gik fra krise til krise, nederlag på nederlag – og brugte den militære jernhånd igen og igen. Tilmed mod lande i den ’socialistiske lejr’. Som Enver Hoxha udtrykte det, blev kontrarevolutionen i Ungarn i 56 slået ned af den revisionistiske kontrarevolution; indmarchen i Tjekkoslovakiet i 68 var et udtryk for, at Sovjetunionen var blevet en (social)imperialistisk supermagt; den mangeårige krig i Afghanistan viste, at det havde kastet sig ind i konkurrencen om verdensherredømme med USA.
Terrorbalance og kaprustning
Men forhindrede Sovjetunionens militære styrke da ikke en verdenskrig? Var der ikke ’fred mellem blokkene’ i Europa også fra 53 til 89, hvor kontinentet var opdelt mellem to supermagter. Jo – den militære terrorbalance var en realitet, mens revisionisterne i Kreml lagde socialismen i graven, og led det ene nederlag efter det andet, indtil USA kunne proklamere ’Den ny verdensorden’ – det amerikanske verdensherredømme.
Siden sandinisterne sejrede i Nicaragua og USA tabte Iran til revolutionen mod shahstyret, har det ikke lidt noget større nederlag, men tværtimod til stadighed befæstet sin position som verdens eneste supermagt. Ikke som ’den fri verdens’ leder – men som hele verdens selvudnævnte fører, der har ’ret’ til at påtvinge sin vilje hvor som helst og mod hvem som helst – også militært.
Som tesen om ’fredelig overgang’ led blodigt skibbrud i Chile i 1973, led den revisionistiske variant af den ’fredelige sameksistens’ det på globalt plan i 89-91.
Ofte hører man det argument, at årsagen til ’kommunismens fald’ og Sovjetunionens opløsning var, at USA tvang Sovjet ind i et våbenkapløb, som udmarvede det.
Men stod Lenins og Stalins Sovjet da ikke overfor en imperialistisk oprustning, som i sidste ende skulle sættes ind mod verdens første socialistiske land – og blev det, i interventionskrigene, og med det nazi-tyske overfald?
Fremtvang USA’s atommonopol efter 2. verdenskrig ikke Sovjets besiddelse af atomvåben som en kostbar absolut nødvendighed?
Det var først, da socialismen blev ødelagt og USSR kastede sig ind i den globale supermagtskamp, at det blev indfanget i et rustningskapløb, som USA havde alle forudsætninger for at vinde.
Striden Kina – Sovjet
Undertiden fremhæves striden mellem Sovjetunionen og Kina i begyndelsen af 60erne som den egentlige tragedie. Det er klart, at USA og verdenskapitalismen drog fordel af og udnyttede den. Hvad var dens indhold?
I en række socialistiske lande og kommunistiske partier reageredes der på udviklingen efter Stalins død. I en række partier udskiftedes eller fjernedes ledelserne og Khrusjtjov-folk blev indsat. Men der var også en række partier, der reagerede mod linjeskiftet: ikke mindst Albaniens Arbejdets Parti og Enver Hoxha, der i 1960, på konferencen af 81 kommunistiske og arbejderpartier, fordømte opgøret med Stalin og hans politik og den ny sovjetiske platform. Året efter smed Khrusjtjov simpelthen Albanien ud af den socialistiske lejr!
KKP bifaldt til dels det sovjetiske ’opgør med Stalin og hans linje’ i overensstemmelse med Mao, der mente, at Stalin var ’70 pct. god og 30 pct. dårlig’. Det kinesiske parti mente, at den førende stilling i den kommunistiske verdensbevægelse, Khrusjtjov gjorde krav, rettelig tilkom KKP, og at Mao Zedong-tænkningen repræsenterede en nyudvikling af marxismen-leninismen til et højere trin. I selve værket repræsenterede Maos tænkning (som Kim Il-Sungs lære osv.) andre revisionistiske afvigelser fra marxismen-leninismen.
Revisionismens gennembrud i SUKP medførte en centrifugal proces: den ødelagde den kommunistiske verdensbevægelses enhed, hvor der udkrystalliseredes alle mulige revisionistiske strømninger: ’eurokommunisme’ blev betegnelsen på en af dem. Angiveligt tog de kommunistiske partier i Vietnam, Nordkorea, og i begyndelsen også Cuba, ikke parti i denne strid, senere sluttede Cuba sig til den sovjetiske lejr.
Tragedien lå i opgøret med ’den leninske-stalinske linje’, som den kaldtes: i afvigelsen fra marxismen-leninismen og den revolutionære generallinje, som havde ført til Oktoberrevolutionens sejr, opbygningen af socialismen i Sovjet, Hitler-Tysklands nederlag og den folkedemokratiske og socialistiske lejrs eksistens.
Første gang optrykt i Kommunistisk Politik 23, 2002
Note 1:
Det er en kendsgerning, at efter Stalins død i marts 53 pressede den ny sovjetiske ledelse på, for at Nordkorea skulle acceptere en permanent deling af landet og en permanent, massiv amerikansk tilstedeværelse i Syd. Aftalen trådte i kraft i juli samme år. I Vietnam gentog historien sig året efter: Viet Minh, der havde besejret franskmændene trods massiv amerikansk støtte, blev presset til at trække sig tilbage fra hele den sydlige halvdel, hvor USA udråbte Ngo Dinh Diem som præsident.