skip to Main Content

ORDBOG

Akkumulation

Når man samler og ophober noget, så man hele tiden får mere.

Begrebet bruges i politisk økonomi. I den borgerlige udgave er det historien om, hvordan man gennem hårdt arbejde, evnen til at tage de rigtige beslutninger og turde tage en risiko kan blive rig, tjene stadig flere penge og hele tiden forøge sin kapital, omsætning og ejendom.

I marxistisk politisk økonomi siges det derimod klart:  Det er udbytningen af arbejdskraften og udplyndringen af naturens ressourcer, der skaber merværdi og profit. Værdier der kan investeres i igen at øge rigdom og kapital. At det ikke kommer dem der skaber værdierne, arbejderklassen, til gode skyldes den private ejendomsret.

«Når merværdien ikke anvendes af ejeren til hans personlige forbrug, men bruges som kapital, dannes der ny kapital, som føjes til den gamle som akkumuleres. Anvendelsen af merværdi som kapital kaldes kapitalens akkumulation.» (Marx).

Anarkisme

Politisk retning, der drømmer om et nyt samfund med alle individers frihed, uden at gøre op dem det bestående klassesamfund og den private ejendomsret.  Findes i dag først og fremmest i de autonome miljøer, hvor opbygning af  kollektiver og en anti-autoritær livsstil sammen med ”direkte aktion” mod magtsymboler skal overbevise andre til at gøre det samme.

Anarkismen afviser nødvendigheden af arbejderklassens organisering og det revolutionære parti for at kunne skabe revolutionær forandring og et nyt samfund.

Dialektik

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Dialektisk og historisk materialisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Finansiel og industriel kapital

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Flydende/Konstant kapital

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Højrepopulisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Idealisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Imperialisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Løn under kapitalismen

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Maoisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Marxisme-Leninisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Materialisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Metafysik

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Monopoldannelse

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Opportunisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Produktivkræfter

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Reformisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Revisionisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Socialdemokratisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Spekulation

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Trotskisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Udbytning

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Stalin og revolutionen

Spaniens Kommunistiske Parti (marxister-leninister), PCE(ML), Raul Marco

”Ledere kommer og går, men folket består. Kun folket er udødeligt, alt andet er kortvarigt.” (Stalin)

”Dette er tre revolutioners historie: den borgerlig-demokratiske revolution i 1905, den borgerlig-demokratiske revolution i februar 1917 og den socialistiske revolution i oktober 1917.

SUKP(B)’s historie er historien om afskaffelse af zardømmet, om afskaffelse af godsejernes og kapitalisternes magt; det er historien om den væbnede udenlandske interventions vej under borgerkrigen; det er historien om opbygningen af Sovjetunionen og det socialistiske samfund i vores land.” 1

Der har måske aldrig i verden været kæmpet så heroisk, så kontinuerligt, så følelsesladet som under den russiske revolution, af dets folk og nationaliteter.

Til disse revolutioner må vi tilføje Sovjetunionens afgørende kamp og deltagelse i 2. Verdenskrig. En legendarisk kamp uden sidestykke, hvor Hitlers Tyskland blev besejret afgørende af den sovjetiske hær. Det var ikke yankee’erne, der tildelte nazisterne de sidste slag; det var i slagene i Stalingrad og Kursk, hvor de tyske divisioner og deres magtfulde tanks blev besejret af sovjetternes heltemod, kapaciteten af modstanden, ofre og kampvilje. Det er værd at huske britiske og amerikanske forsøg på at sætte Tyskland op mod Sovjetunionen og afslaget på at åbne den anden front, som Sovjetunionen krævede. De ”allierede” foretrak den åbne konfrontation mellem Tyskland og Sovjetunionen. Sovjetterne, der var opmærksomme på situationen, måtte vinde tid til at forberede sig, og dermed indgik Sovjetunionen den skæbnesvangre pagt med Tyskland.

Der er skrevet meget om dette, og selvom de historiske begivenheder viser, hvor nødvendigt og berettiget det var, at Sovjetunionen brugte pusterummet fra denne pagt til at forberede sig på krigen, til at flytte hele fabrikker derhen, hvor nazisterne ikke kunne nå, til at forberede forsvar og partisangrupper osv., så fortsætter de anti-kommunistiske reaktionære, opportunister af alle slags, trotskister osv. med at anvende den tysk-sovjetiske pagt til at angribe kommunisterne.

Overraskende nok, at mens Lenins, Zinovjevs, Kamenevs, Rykovs og Trotskijs ledende rolle i revolutionerne i 1905 og 1917 påpeges i næsten alle værker, så er Stalins vigtige, undertiden afgørende rolle skjult eller minimeret. Men for at beskylde ham for hele fortidens og fremtidens dårligdomme har ” fantasiernes historikere” skrevet tonsvis af artikler og bøger om ham.

Og alligevel havde Josef Vissarionovitj Stalin fra begyndelsen ledende ansvarsområder i de tre revolutioner. Det skal bemærkes, at Stalin allerede i sine studieår deltog aktivt i de kampe og krav, der foregik.

Han blev født i Gori, Georgien, den 21. december 1879. Efter skolegang i sin by kom han, da han var 15 år (1894,) ind i på seminariet i Tbilisi, Georgiens hovedstad, som var en koloni i det store tsaristiske imperium, der med Armenien og Aserbajdsjan dannede Transkaukasien. Ligesom i alle kolonier var de undertrykte på alle områder af det dominerende imperium. En undertrykkelse, som i disse år førte til oprør, demonstrationer og opstande, der næsten altid sluttede i et blodbad. Der var mange folkeslag, der boede sammen på godt og ondt: georgiere, armeniere, kurdere, tyrkere og andre.

I disse år (1870-1880) udøvede den populistiske bevægelse stor indflydelse sammen med elementer fra borgerskabet. De argumenterede for en revolution, hvis hovedelement og ledende kraft skulle være bønderne (de ignorerede fuldstændigt arbejderklassen, som endnu udgjorde et mindretal). Plekhanov fordømte dette og ledede kampen mod populisme, idet man erkendte, at arbejderklassens rolle i en endelig revolution skulle tages i betragtning, og at der derfor måtte oprettes et arbejderklasseparti.

”Det var på proletariatet og på dens vækst, at de revolutionære skulle basere deres største håb. Fordi proletariatet, selv om det stadig var numerisk lille, var en arbejderklasse, der var forbundet med den mest avancerede form for økonomi, storproduktion …” 2

Marxismen, introduceret i Rusland af Plekhanov, blev grebet af Vissarionovitj (Stalin), som dedikerede sin energi til at sprede den. Men på seminariet blev han snart opdaget og bortvist. Derefter tilsluttede Stalin sig de kæmpende jernbanearbejdere i regionen. Snart måtte han skjule sig og bruge dæknavne: David, Koba og andre, indtil han endelig besluttede sig for Stalin.

”Ifølge hans kammerater fra den tid var der en fremtrædende kvalitet i ham: Hans sprog var simpelt, direkte, forståeligt for alle og endnu mere for arbejderne. I hans mund fremstår marxismen, den videnskabelige socialisme, klar, fornuftig og som en skitse af fremtiden …

I modsætning til andre, der forsøgte at gøre sig forståelige, var alt naturligt for ham, han var ikke den intellektuelle, der talte til folket, han talte med folket og de til ham..

… I de tidlige år var organiseringen af arbejdernes kamp hans grund til at leve, frem for alle andre interesser …. Konstant tvunget til at skjule sig, ofte sulten var han (Stalin) ren dynamik og glæde. Hans indflydelse blandt hans kammerater blev ved med at vokse ….” 3

Stalin dedikerede sig med liv og sjæl til at sprede marxismen, til den revolutionære strejkekamp, til organisatorisk samling af de revolutionære (på det tidspunkt ledede han to militante kredse). Han deltog direkte i den store majdemonstration, der fandt sted i Tbilisi i 1901.

I det øjeblik udkom den første udgave af ”Iskra” (”Gnisten”) hemmeligt (produceret i udlandet og smuglet ind i Rusland), avisen, der blev udtænkt af Lenin og udgivet med støtte fra Plekhanov og Axelrod, som ledede gruppen ”Emancipation of Labour”. Denne avis spillede en central rolle i udbredelsen af Lenins politiske standpunkter. Som digteren Pushkin råbte: ”Fra Gnisten vil flammen blive født.”

På trods af de mange forholdsregler, der blev truffet af Stalin, som gentagne gange havde frelst ham fra at blive tilbageholdt af politiet, blev han i Batumi taget til fange og deporteret til Sibirien. Den unge Stalin var ikke der længe. Det lykkedes ham at flygte og nå Batumi efter mange begivenhedsrige rejser, hvorefter han igen blev forenet med de revolutionæres kamp.

Senere skrev bolsjevikken Odsjonikidse:

”Fra 1904 til 1905 var Koba [et af Stalins dæknavne] for mensjevikkerne den mest hadede mand … han blev den anerkendte leder.”

Som sådan fortsatte han kampen og opnåede en prestige, som han aldrig tabte, på trods af de mange angreb mod ham. I december 1905 blev der indkaldt til en konference i Tammerfors (Finland), som Stalin deltog i som delegeret. Der mødte Stalin Lenin, og der begyndte de at opbygge et kammeratskab baseret på marxisme (man kunne sige ”og leninisme”). Ifølge Stalins bemærkninger til sit møde med Lenin var han ”ikke kun bolsjevikkernes ubestridte leder, men den største revolutionære af alle tider, den sande ’bjergørn’.”

Den russisk-japanske krig, hvor Japan besejrede tsarens flåde og hæren (1904), førte til en bred bevægelse i Rusland mod krigen og afvisning af tsaren. Der blev forskellene klart manifesteret mellem leninisterne/bolsjevikkerne og mensjevikkerne. Mensjevikkerne, blandt dem Trotskij, ”sank til en position for at forsvare tsarens, godsejernes og kapitalisternes ’fædreland’. Bolsjevikkerne, ledet af Lenin, fandt derimod, at den tsaristiske regerings nederlag i denne destruktive krig ville være nyttigt, da det ville svække tsardømmet og styrke revolutionen.

… Tsaren ønskede at bruge krigen til at kvæle revolutionen. Han opnåede det helt modsatte ….” 4

Faktisk var der på grund af krigen i hele Rusland en formidabel bevægelse, hvor Stalin spillede en fremtrædende rolle.

I december samme år, 1904, organiserede og ledede den bolsjevikiske komité en stor strejke i Baku.

Den strejke, som Stalin påpegede, ”… var signalet til de berømte aktioner i januar og februar over hele Rusland.” 5 År 1905 var præget af store strejker og frem for alt sammenstød med politiet og de repressive tsaristiske styrker, såsom ”Den blodige søndag” den 9. januar, hvor en demonstration på 140.000 arbejdere, kvinder og børn blev skudt på og massakreret af det tsaristiske infanteri. Denne demonstration, der fandt sted imod bolsjevikkernes råd, fordi de så den som en provokerende manøvre fra Fader Gapon, viste masserne tsardømmets og dens lakajers sande natur. Det var den egentlige begyndelse, de første skridt i arbejdernes politiske kamp, i en revolutionær bevægelse. Det viste også forskellen på bolsjevikker og mensjevikker.

”I denne periode var kammerat Stalin i gang med et enormt revolutionært arbejde i Transkaukasien. Han afslørede og fastholdt mensjevikkerne som fjender af revolutionen og det væbnede oprør. På et møde mellem arbejdere i Tiflis talte han … Stalin sagde:

’Hvad har vi brug for for virkelig at vinde? Vi har brug for tre ting: for det første – våben, for det andet våben, for det tredje våben og våben igen!’” 6

I de tre år, som revolutionen varede (1905-1907), var undertrykkelsen forfærdelig. På det tidspunkt spillede Stalin en enorm rolle. Han deltog aktivt i de ideologiske kampe, der opstod, altid til forsvar for marxismen og Lenins standpunkter. Prestigen voksede fra dag til dag. Som overbevist leninist vandt han sine kammeraters anerkendelse og beundring, ligesom had og misundelse fra folk, der senere ville blive afsløret.

Kampen mellem bolsjevikkerne og mensjevikkerne blev intensiveret på vigtige spørgsmål som, hvorvidt man skulle deltage i parlamentet (Dumaen) eller ej, og spørgsmålet om partiets lovlige og illegale arbejde. Undertrykkelsen ramte hårdt, og nogle steder opstod der modløshed. Denne modløshed, som blev fremelsket af mensjevikkerne, viste sig ved Stockholmkongressen (april 1906), til hvilken bolsjevikkerne, svækket af undertrykkelse, ikke kunne sende repræsentanter fra alle deres organisationer,

Stalin demonstrerede endnu en gang sin loyalitet over for marxismen og Lenin, som han forsvarede i sine taler. Men på den kongres var bolsjevikkerne i mindretal. Centralkomiteen, der blev valgt på denne kongres, bestod af seks mensjevikker og tre bolsjevikker.

På den femte kongres (i London i 1907) opnåede bolsjevikkerne sejr over andre strømninger, især mensjevikkerne. Da han vendte hjem fra kongressen, deltog Stalin igen i kampen i Baku og tog ledelsen i ”Bakus Proletarer”, en organisation, der spillede en vigtig rolle i den ideologiske kamp, der blev rejst. Igen anbefalede mensjevikkerne den absolutte likvidation af illegalt arbejde.

Stalin langede ud efter ”legalisterne”, som afviste enhver hemmelig aktivitet. Men hans talrige anholdelser forhindrede ham i at uddybe dette arbejde. Stalin var en af de revolutionære, der var mest eftersøgt af politiet. Det vides ikke præcis, hvor mange gange han blev tilbageholdt, hvor mange måneder han tilbragte i fængsel. Men intet nedbrød hans mod som militant revolutionær.

Lad os se på nogle fakta, der i sig selv viser, hvad Josef Vissarionovitjs temperament var: Han blev anholdt i 1907, i 1908 flygtede han fra de sibiriske lejre. Han blev arresteret igen i 1910, flygtede også i 1911 fra Sibirien. Han slog sig ned i Skt. Petersborg, hvor han arbejdede utrætteligt. Han blev arresteret igen, men snart flygtede han og vendte tilbage til Skt. Petersborg. De ovennævnte omskiftelser gjorde det umuligt for ham at deltage i partikonferencen i Prag i 1912, men Stalin var allerede en førende anerkendt leder selv af sine fjender, som flere gange forsøgte at eliminere ham politisk. Han blev valgt til centralkomiteen. Stalin deltog i skabelsen af avisen ”Pravda” (Sandheden), som tjente til at fremme kampen mod opportunisterne. Han deltog i konferencen i Krakow i slutningen af 1912, hvor bruddet med mensjevikkerne fandt sted. I marts 1913 blev Stalin igen anholdt.

Ud over sit arbejde som organisator og propagandist fandt han tid til at skrive om ideologi osv. Det samme år skrev Lenin et brev til avisen ”Socialdemokraten”:

”Vi har modtaget adskillige slag og tilbageholdelser: Koba er blevet anholdt, men han havde tid til at skrive en stor artikel om tre problemstillinger vedrørende det nationale spørgsmål. Det er vældig godt. Vi skal kæmpe for sandheden mod separatisterne og opportunisterne i forbundet og likvidatorerne.”

Hans berømte arbejde ”Marxismen og det nationale spørgsmål” tog på en klar måde det nationale spørgsmål op. Det er et arbejde, der har tjent alle de partier i verden, hvor det nationale spørgsmål eksisterer, ved at behandle dette spørgsmål ideologisk. Det er tilstrækkeligt at sige, at dette værk fra Stalin fungerede som grundlag for Sovjetunionens første forfatning (i 1922).

Molotov fastslog år senere:

”Stalin var ikke kun en effektiv formidler af Lenins ideer. Nej, han introducerede noget nyt i den leninistisk teori, ingen tvivl om det. For det første må man ikke glemme, at selv før revolutionen roste Lenin Stalin for hans arbejde med det nationale spørgsmål og kaldte ham ”den vidunderlige georgier”. I sin tid læste jeg Stalins hæfte, et fremragende hæfte. Det spillede en usædvanlig rolle for at belyse marxistisk teori på det nationale spørgsmål, som er af kæmpestor betydning.” 7

Stalin fortsatte sin aktivitet og samarbejde på ”Pravda”. Molotov udtalte: ”Stalin mestrede propagandistens sprog – det klassiske sprog, exceptionelle sprog, præcist, tydeligt og klart. Til stadighed havde han denne forestilling i hovedet.” 8

Den 18. juni 1917 indkaldte det bolsjevikiske parti til en demonstration. Stalin proklamerede i avisen ”Pravda”: ”Det er vores opgave at sikre, at demonstrationen i Petrograd den 18. juni finder sted under vore revolutionære paroler.” 9

Og det blev sådan. Demonstrationen med 400.000 demonstranter var et bragende bevis på bolsjevikkernes afgørende indflydelse og mensjevikkernes svigt med deres slagord om samarbejde med regeringen og til fordel for fortsættelsen af den imperialistiske krig. I modsætning til deres vaklende og opportunistiske sloganer vandt de på bolsjevikiske bannere med: ”Ned med krigen! Nede med de modbydelige kapitalistiske ministre! Al magt til sovjetterne!”

Knap en måned senere, den 16. juli, mangedobledes de spontane demonstrationer i Petrograd, hvilket resulterede i en væbnet generalstrejke.

”Det bolsjevikiske parti var imod væbnede handlinger på det tidspunkt, fordi det mente, at den revolutionære krise endnu ikke var modnet …. Men da det blev indlysende umuligt at holde masserne fra at demonstrere, besluttede partiet at deltage … Det bolsjevikiske parti fik succes med at gøre det. Flere hundredtusinder af mænd og kvinder marcherede til Petrograd-Sovjettens og Sovjetternes Al-Russiske Centralkomité, hvor de krævede, at sovjetterne tog magten i egne hænder, brød sig med det imperialistiske bourgeoisi og forfulgte en aktiv fredspolitik.” 10

I juli blev den sjette kongres afholdt; Lenin og andre ledere kunne ikke deltage på grund af politisk forfølgelse. Men Stalin var i stand til at deltage sammen med Molotov, Sverdlov og Odsjonikidse. Rapporten blev præsenteret for kongressen af Stalin. I denne rapport afslørede Stalin mensjevikkerne og de af Trotskijs folk, der var kommet ind i bolsjevikkernes rækker, men med deres egne opportunistiske holdninger.

I rapporten rejste Stalin spørgsmål som arbejderkontrol over produktion og distribution, overdragelse af jorden til bønderne, at fravriste borgerskabet dets magt og give den til arbejderne og de fattige bønder. Han insisterede på, at for at opnå alt dette var det nødvendigt for partiet at forberede sig på væbnet opstand.

I modsætning til trotskisternes positioner, som holdt fast på, at ”landet kun kunne følge den socialistiske vej, hvis den proletariske revolution brød ud i Vesteuropa”, erklærede Stalin:

”Den mulighed er ikke udelukket, at Rusland vil være det land, der vil lægge vejen til socialismen … Vi må kassere den forældede ide om, at kun Europa kan vise os vejen. Der er en dogmatisk marxisme og en kreativ marxisme. Jeg står for sidstnævnte.” 11

Stalins rapport, som indeholdt Lenins teser (de berømte ”April-teser”), blev godkendt. Bukharins (pro-trotskistiske) positioner, mensjevikkernes og andres blev besejret.

Stillet over for vaklen, pacifisme osv. udtalte Stalin:

”Revolutionens fredelige periode er afsluttet. En ikke-fredelig periode er begyndt, en periode med sammenstød og eksplosioner.” 12

Fra det øjeblik intensiverede borgerskabets midlertidige regering undertrykkelsen af bolsjevikkerne. Mensjevikkerne var med deres opportunistiske politik magtesløse. De holdt fast på den fredelige overgang, da revolutionen allerede var på gaden, på march for at ”tage himlen ved angreb”.

***

I oktober indkaldte Lenin, som allerede var vendt tilbage fra Finland, centralkomiteen, hvor beslutningen blev truffet for at organisere oprøret. Zinovjev og Kamenev modsatte sig dette med argumentet om, at arbejderklassen ikke var klar til at gribe magten.

Den 16. oktober blev der på et møde i centralkomiteen, som var udvidet med forskellige medlemmer, der var ansvarlige for forskellige opgaver, oprettet en organisation til at lede oprøret. Stalin blev valgt som ansvarlig for organisationen. På sovjetternes anden kongres bekræftede kongressen den 25. oktober, selvom kampene fortsatte i gaderne, klokken 10:45 opstandens sejr og proklamerede, at magten tilhørte sovjetterne.

Nogle ”historikere” og intellektuelle eller deres tilhængere peger på Trotskij som hovedpersonen i Oktoberopstanden. Det er rigtigt, at Trotskij intervenerede aktivt, men det er endnu mere sandt, at Lenin var hovedlederen, opstandens sjæl, med Stalin som nummer to. Begge måtte afvise og bekæmpe Trotskijs holdninger og hans følgeres holdninger for eksempel ved undertegnelsen af Brest-Litovsk-fredsaftalen, og hans militære planer blev gentagne gange imødegået af Stalin, støttet af Lenin. Stalin, som hele tiden var enig med Lenin, var en af de vigtigste ledere i disse dage. Med hensyn til Trotskij citerer vi dette afsnit fra Lenin: ”Trotskij … er som altid helt uenig med socialchauvinisterne i princippet, men er i praksis enig med dem i alt.” 13

Og i februar 1917, en måned før tsardømmets sammenbrud, insisterede Lenin: ”Trotskijs navn betyder: venstrefløjs-sprogbrug og en blok med højrefløjen mod venstrefløjens bestræbelser og mål.” Det er værd at notere sig, at Lenin kaldte Trotskij ”den russiske revolutions Judas” …

***

De ”Ti dage, der rystede verden” (John Reed), kunne bl.a. lykkes på grund af den ubønhørlige kamp mod opportunisterne og likvidatorerne.

Dette er, hvad SUKP(b)’s historie påpeger:

”For nogle kan det se ud, som om bolsjevikkerne brugte alt for meget tid til denne kamp mod de opportunistiske elementer i partiet … Opportunismen i vores midte … må ikke tolereres. Partiet leder arbejderklassens løsrivelse, det er dens avancerede fæstning, dets generalstab. Skeptikere, opportunister, kapitulatorer og forrædere kan ikke tolereres i ledelsen af arbejderklassen. Hvis der er kapitulatorer og forrædere i vores egne rækker, inden for vor befæstning, mens det udøver en livs- og dødskamp mod borgerskabet, vil arbejderklassen blive fanget mellem to brande fra fronten og bagfra.”

’I vores parti,’ sagde kammerat Stalin, ’er det lykkedes at skabe intern enhed og sammenhold i dets rækker, primært fordi det var i stand til i god tid at rense sig selv for den opportunistiske forurening, fordi det kunne befri sig fra de højtplacerede opportunistiske mensjevikkers likvidatorer. Proletariske partier udvikler sig og bliver stærke ved at rense sig for opportunister og reformister, socialimperialister og socialchauvinister, socialpatrioter og socialpacifister. Partiet bliver stærkt ved at rense sig for opportunistiske elementer.’” (Josef Stalin: ”Leninismens problemer”) 14

***

På nogle få sider er det indlysende umuligt at skrive om alt, hvad han var, alt hvad han gjorde, hele den store mands historie, en sand revolutionær titan. Ved hans død den 6. marts 1953 udsendte den sovjetiske radio denne meddelelse fra partiet:

”Til alle medlemmer af partiet. Til alle arbejderne i Sovjetunionen. Josef Vissarionovitj Stalins hjerte er ophørt med at slå, Lenins våbenkammerat og strålende fortsætter af hans arbejde, en klog vejleder og opdrager for det kommunistiske parti og det sovjetiske folk.”  År senere kom Khrusjtjovs kup. Historien er allerede velkendt. Ødelæggelsen af USSR som et socialistisk land og etableringen af kapitalismen. Og alt sammen ledsaget af en vild verdensomspændende kampagne mod Stalin …

Vores kammerat Carlos Hermida tog dette spørgsmål op i forordet til ”Stalins politiske biografi”, redigeret af PCE (M-L):

”Stalin behøver ikke absurde overdrevne biografier eller overdreven ros. Det er lige så enkelt som at skrive historie på en streng og videnskabelig måde. Uden at benægte fejltagelserne, så gjorde hans politik med økonomisk planlægning USSR til en stor industriel magt på ti år og skabte den videnskabelige og tekniske base, der gjorde det muligt for Sovjetunionen at besejre det nazistiske Tyskland i anden verdenskrig. De historier, der på det tidspunkt blev fabrikeret af Robert Conquest, blev udbredt med CIA’s generøse økonomiske støtte ved påståede kulturfonde og gentaget i vores land af fabelfortællere som César Vidal, Pio Moa og Ricardo de la Cierva, for ikke at nævne professorer med akademisk stamtavle, var ikke kun forsøg på at bagvaske Stalin. Bag denne dæmonisering er der et mere ambitiøst formål: kriminaliseringen af kommunisme.

I dag er udtrykket ’stalinist’ almindeligvis brugt som en fornærmelse, men man skal huske på, at disse forhånede ’stalinister’ bekæmpede fascismen i 1930’erne, forsvarede Madrid mod Francos tropper, udkæmpede modstandskampen mod den nazistiske besættelse, besejrede den i Stalingrad og nåede Berlin i 1945.”

Vi slutter denne artikel ved at mindes et par ord fra Stalin; uheldigvis beviste efterfølgende begivenheder, at han havde ret. På den 17. partikongres udtalte han:

”En af de grundlæggende politiske opgaver er at overvinde kapitalismens videreførelse i det økonomiske liv og i folks sind.”

Kan vi sige, at vi allerede har overvundet kapitalismens videreførelse i folks sind? Nej! svarede Stalin kategorisk.

”… Ikke kun fordi udviklingen i folks mentalitet udspringer af deres økonomiske situation, men også fordi den kapitalistiske omringning stadig eksisterer, som bestræber sig på at genoplive og opretholde kapitalismens videreførelse i det økonomiske liv og i sindet hos befolkningen i USSR, og imod hvilke vi bolsjevikker altid skal holde vores krudt tørt.” 15

Bragt i Unity & Struggle nr. 34, juni 2017

Noter

1   History of the Communist Party of the Soviet Union (Bolshevik), International Publishers, New York, 1939, s. 1-2
2   Ibid., s. 13
3   M. Hartmann: “Stalin”
4   History of the C.P.S.U. (B.), S. 55-56. 5 Ibid., s. 56
5   Ibid., s. 56
6   Ibid., s. 81
7   Molotov husker, Albert Resis, red. Chicago, 1993, s. 19
8   Ibid., s. 92
9   History of the C.P.S.U. (B.), s. 192
10 SUKP(b)’ s historie. 194
11 Citeret ovenfor, s. 197
12 Citeret ovenfor, s. 197
13 Sayers og Kahn: ”Den store samvittighed: Den hemmelige krig mod sovjetisk Rusland”, New York, 1946, genoptrykt af proletariske forlag, s. 187 (engelsk udgave)
14 Ibid., S. 360-361
15 Rapport til den syttende partskongres, Stalin, Works, Vol. 13, s. 356 (engelsk udgave)

Klassekamp – Revolution - Socialisme. Magasinet ENHED og KAMP har det hele!

Tankestof til tidens brændende spørgsmål - Handling i en verden moden til forandring

Del og brug gerne

Back To Top