skip to Main Content

ORDBOG

Akkumulation

Når man samler og ophober noget, så man hele tiden får mere.

Begrebet bruges i politisk økonomi. I den borgerlige udgave er det historien om, hvordan man gennem hårdt arbejde, evnen til at tage de rigtige beslutninger og turde tage en risiko kan blive rig, tjene stadig flere penge og hele tiden forøge sin kapital, omsætning og ejendom.

I marxistisk politisk økonomi siges det derimod klart:  Det er udbytningen af arbejdskraften og udplyndringen af naturens ressourcer, der skaber merværdi og profit. Værdier der kan investeres i igen at øge rigdom og kapital. At det ikke kommer dem der skaber værdierne, arbejderklassen, til gode skyldes den private ejendomsret.

«Når merværdien ikke anvendes af ejeren til hans personlige forbrug, men bruges som kapital, dannes der ny kapital, som føjes til den gamle som akkumuleres. Anvendelsen af merværdi som kapital kaldes kapitalens akkumulation.» (Marx).

Anarkisme

Politisk retning, der drømmer om et nyt samfund med alle individers frihed, uden at gøre op dem det bestående klassesamfund og den private ejendomsret.  Findes i dag først og fremmest i de autonome miljøer, hvor opbygning af  kollektiver og en anti-autoritær livsstil sammen med ”direkte aktion” mod magtsymboler skal overbevise andre til at gøre det samme.

Anarkismen afviser nødvendigheden af arbejderklassens organisering og det revolutionære parti for at kunne skabe revolutionær forandring og et nyt samfund.

Dialektik

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Dialektisk og historisk materialisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Finansiel og industriel kapital

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Flydende/Konstant kapital

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Højrepopulisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Idealisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Imperialisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Løn under kapitalismen

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Maoisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Marxisme-Leninisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Materialisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Metafysik

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Monopoldannelse

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Opportunisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Produktivkræfter

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Reformisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Revisionisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Socialdemokratisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Spekulation

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Trotskisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Udbytning

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Styrkelse af Den Europæiske Union på ryggen af arbejderklassen

Af Dorte Grenaa, Arbejderpartiet Kommunisterne, APK

Bare to måneder før WHO i marts erklærede Europa som centrum for Covid19-pandemien, erklærede EU’s infektionsstyrelsesmyndighed (EU Infection Control Authority), at ”de europæiske lande har den nødvendige kapacitet til at forhindre og kontrollere et udbrud, så snart der opdages tilfælde af smitte”. Her ni måneder senere med over 100.000 officielle Covid19-dødsfald, nogle regioner hvor en hel generation af gamle arbejdere er blevet udslettet på plejehjem af pandemien, og med officielle tal på over tre millioner smittede, så er vi nu i midt den anden bølge af Covid19-pandemien.

Manglen på kapacitet er konsekvenserne af privatisering og de alvorlige nedskæringer af det offentlige sundhedssystem og af den klassepolitik, som den europæiske kapital og monopoler, de nationale regeringer og det overnationale EU har ført.

Da Covid19 begyndte at sprede sig i det nordlige Italien, og de bad om hjælp i EU Emergency Response Coordination Center, som koordinerer krisehjælp og epidemier i EU, var der næsten ingen reaktion. I stedet blev der sendt lægehjælp fra Kina og Cuba. Den danske regering sendte fire gamle respiratorer, der var taget ud af drift, fordi de ikke længere duede. Da forbuddet mod eksport af ansigtsmasker inden for EU endelig blev ophævet, blev det erstattet med et fælles forbud mod eksport ud af EU til folk i resten af ​​verden. Koordineringen inden for EU såvel som den nationale anvendelse i de forskellige lande af værnemidler, medicin, test osv. er baseret på kapitalistisk logik, grådighed og anarki. Hvilket har afsløret, hvorfor kapitalismen aldrig kan opfylde arbejderklassens og folkets grundlæggende behov og ikke indeholder nogen løsning eller fremtid.

Den konkrete politiske, økonomiske og finansielle situation er forskellig i hver af medlemsstaterne og de associerede lande inden for EU. Derfor ser vi også forskelle i regeringens strategier og tempo for nedlukning, mulighederne og betingelserne for at gennemføre EU-politikken, forskelle i graden af arbejderklassens og folks tillid til myndigheder og politikere osv. Men ikke desto mindre følger borgerskabet i alle lande den samme grundlæggende politik af hensyn til et stærkere imperialistisk monopolernes EU.

Fælles grundlæggende strategi for EU-monopolerne

Unionen af ​​de europæiske monopoler og finansoligarkier – Den Europæiske Union/EU – har på trods af alle sine interne modsætninger og forskellige nationale forhold i denne Covid19-pandemi og de voksende økonomiske kriser været optaget af to hovedproblemer.

Den ene er at sikre ikke kun overskuddet, men også positionen på det globale marked som en vigtig imperialistisk aktør og i den voksende rivalisering og konkurrence mellem de imperialistiske supermagter. Fakta er, at sektorer som det industrielle apparat og det tekniske digitale niveau, energisektoren, infrastrukturen og militærindustrien allerede før de nuværende sundheds- og økonomiske kriser havde behov for fornyelse og investeringer for at nå det imperialistiske mål og formålet med EU, inklusive den såkaldte 4.0 tekniske revolution, som EU havde lanceret. Nedlukningen af markeder, transportruter, forsyninger og råmaterialer bidrager alt sammen til og kræver stærkere midler til at skubbe på denne omstillingsproces.

Den anden bekymring for EU-monopoler og nationale borgerskaber er, hvordan de kan gennemføre nye neoliberale nedskæringsreformer og angreb på arbejderne for at få dem til at betale kapitalens krise og samtidig sikre kontrol over den politiske og sociale situation. De enorme økonomiske nationale og EU-statslån kaldet hjælpepakker kommer med krav om nye hårdere reformer på arbejdsmarkedet og i de nationale budgetter for sundhed, uddannelse og sociale forhold. Hvilket lige nu rulles ud i hele EU og associerede lande. Det sker i et politisk landskab med voksende frustration, vrede, utilfredshed og voksende modstand mod EU’s krav til landene, befolkningerne og arbejderklasserne.

Brexit er i mange borgerlige medier blevet erklæret for en sejr for højrefløjen, der bruger og manipulerer utilfredsheden hos arbejderne og småborgerskabet med EU’s nyliberale politik. Arbejderne stemte ikke på de konservative eller Labours variationer af den samme nyliberale politik, som var de to muligheder, der var. De stemte imod bosserne i EU og deres ødelæggende politik og valgte den fra.

For ikke at få en gentagelse og som krisestyring ser vi en ny fase af centralisering af magten i EU-Kommissionen, der i øjeblikket er under ledelse af den tyske imperialisme, i Den Europæiske Centralbank under ledelse af den tidligere administrerende direktør for Verdensbanken og i de vigtigste EU-institutioner. Alle sammen stærke søjler i den overnationale statsmagt i EU og færdiggørelsen af ​​den føderale union Europas Forenede Stater. Vi ser en militarisering af økonomien og opbygning og arbejdsdeling af militærindustrien, militærstyrker og handling for at sikre Fort Europa og udvide deres imperialistiske interesse uden for EU.

EU’s præsident Ursula von der Leyen omtalte for nylig i sin årlige ”State of the Union”-tale redningsplanen og centralisering af magten som ”Next Generation EU” og ”et stærkere og fornyet EU efter kriserne”. Begge indpakket i gaveindpakning med EU’s New Green Deal – for klimaet.

Lukkede grænser, men et fælles arbejdsmarked

EU er baseret på fire kapitalistiske friheder: fri bevægelse af kapital, varer, tjenester og arbejdskraft. Da Covid19-pandemien ramte mange medlemsstater som Danmark, blev grænserne lukket, og der blev opstillet væbnede soldater og politistyrker, præsenteret som et værn mod pandemien.

Men da værdi, rigdom og profit kun kan opnås, når arbejderne arbejder – og EU er et stort arbejdsmarked, hvor kapitalen kan sikre sig den billigste arbejdskraft – så udsendte EU-Kommissionen den 30. marts retningslinjer for sikre den frie bevægelse af arbejdskraft under coronakrisen. Medlemsstaterne og de associerede lande skal sikre, at mange erhvervsgrupper let kan krydse grænser uden for meget besvær, hvilket naturligvis øger risikoen for spredning af smitten og også gjorde det.

I det danske kødmonopol Danish Crown kommer en stor del af arbejderne fra Polen og andre østeuropæiske stater. Det store smitteudbrud bl.a. på slagterierne i Ringsted og Horsens skyldtes ikke kun arbejdsforholdene, lange timer og utilstrækkeligt arbejdsmiljø og værnemidler, men også den kendsgerning, at de boede meget tæt og mange sammen under dårlige boligforhold og blev kørt i busser til og fra arbejde.

EU er under Covid19 pandemien og den økonomiske krise blevet tvunget til at acceptere store problemer som med de indre grænser og Schengen-aftalen, omkring statsgæld og statsstøtte, men det afveg aldrig fra sin inderste kerne – monopolernes og kapitalens ”guddommelige ret” til at udbytte og udnytte arbejderne ved at bruge den billigste arbejdskraft og altid prøve at finde noget endnu billigere. 20-30.000 migrantarbejdere fra Østeuropa som eksempelvis Polen arbejder i landbruget i EU-associerede Norge, fordi de er billigere end norsk arbejdskraft. Polen importerer så arbejdskraft fra Ukraine, Vietnam, Sri Lanka og Indien på kortvarige kontakter, fordi de er billigere end polske arbejdere. Og sådan ruller det nedad.

På grund af flere udgifter til transport og rejse og karantænebestemmelser er disse arbejdere tvunget til at blive længere og arbejde i længere tid, hvilket er en medvirkende faktor til at skubbe den nedadgående spiral på lønninger, arbejdstid og forhold i alle lande. På samme tid stiger arbejdsløsheden meget hurtigt.

I det største byggeprojekt nogensinde i Danmark, en bro mellem Danmark og Tyskland, kommer størstedelen af arbejdskraften fra andre EU-stater. Den danske stat, den socialdemokratiske regering og den danske arbejderaristokratiske top af fagforeningsledere og de private virksomheder har aftalt en 12-timers arbejdsdag 12 dage i en træk på dette projekt. Formålet med denne bro er ikke kun at sænke omkostningerne og den tid, det tager at krydse Østersøen med varer. Det er i høj grad at sikre militærtransporter af tropper, udstyr og våben, nu hvor Danmark har rollen som opmarch- og gennemgangsland i EU og er NATOs militære nordlige flanke mod den imperialistiske magt Rusland.

Nye trin til sikring af euroen og Eurozonen

Ifølge IMF og Verdensbanken er euroområdet i 2019 og 2020 opført som verdens tredjestørste økonomi efter Kina og USA målt ved købekraft justeret til BNP. Men modsat Kina er væksten i euroområdet faldende, og økonomien i recession, og nogle medlemsstater har aldrig nået at få genoprettet økonomien efter finanskrisen i 2008, før de nye kriser ramte.

I EU’s økonomiske og finansielle politik er statsunderskud og statsgæld blevet straffet hårdt og betalingen lagt som enorme byrder på arbejderklassens skuldre. Uanset om det skete som i Grækenland med en statsgæld på 177 % af BNP, hvor den græske regering accepterede EU-diktater mod befolkningens vilje, hvilket ruinerede arbejderklassen og hele økonomien. Eller som det skete som i Danmark, hvor et storstillet statsrøveri fra arbejderklassen finansierede reduktionen på statsgælden til 18 % af BNP gennem fattigdomsreformerne og ophævelsen af efterlønnen. Og som også finansierede, at Danmark har det største overskud i EU på statsfinanserne og derved har kunnet optage store lån til hjælpepakkerne til industri og banker. Uanset resultatet og måderne det er foregået på, har midlet været at få arbejderklassen til at betale.

Så når EU-regeringen, EU-statslederne og Deutsche Bank nu for første gang går væk fra dette institutionaliserede og traktatbaserede princip om statsgæld og underskud og nu vil udstede en fælles EU-statsgæld på 750 milliarder euro, er det grundlæggende for at redde den fælles valuta euroen og Eurozonen fra et sammenbrud. Og for at redde de to største økonomiske magter i EU – Tyskland og Frankrigs interesser.De har skubbet på denne plan for at få de mindre og svagere lande, folkene og arbejderklassen til at betale.

19 af de 27 lande i EU er med i eurozonen. I Danmark, Sverige og Storbritannien er deltagelsen euroen og Eurozonen blevet nedstemt i folkeafstemninger, mens de østlige EU-lande som Bulgarien, Kroatien, Tjekkiet, Ungarn, Polen og Rumænien endnu ikke er kvalificeret. Men de er alle flettet ind i og bundet af Eurozonens regler og handlinger.

Det nye EU-budget har et underskud på næsten 40 procent. Det indeholder samtidig en aftale, der gør det muligt for EU at optage lån på vegne af alle medlemsstater for at finansiere underskuddet i stedet for den tidligere praksis, hvor hver medlemsstat hæfter for sine egne lån. Hvordan, hvor meget og hvornår medlemsstaterne skal betale tilbage, afsløres ikke. Aftalen giver også EU ret til at opkræve direkte overnationale skatter samt diktere nye neoliberale reformer af arbejdsmarkedet og nye og hårdere budgetkrav til medlemslandene til gengæld for ”hjælp”.

Den danske regering tiltræder en aftale om, at Danmark som medlemsland skal hæfte og betale for lån og gæld for at redde euroen, som befolkningen har sagt Nej til. Regeringen kalder det endda for økonomisk hjælp til Danmark fra EU.

I perioden 2011-18 fremsatte EU 63 krav til medlemsstaterne om at skære ned på sundhedsbudgetterne, hvilket har været medvirkende til, at EU landene ikke sikre befolkningens sundhed og heller ikke under denne pandemi.

Den grundlæggende modsætning

Hvad der startede i 1952 med seks lande i Kul- og Stålunionen, de to vigtigste elementer i en fælles bygning af en ny militærimperialistisk magt efter den massive ødelæggelse i 2. verdenskrig, det er i dag 68 år senere en næsten fuldt udviklet overnational statsmagt for Europas Forenede Stater. Det inkluderer i dag 27 medlemsstater og 16 lande i enten fuld forening som Norge med EØS aftalen, i forhandling som Albanien, eller hvor det er med forskellige særlige forhandlingsaftaler som Tyrkiet, Israel og Tunesien.

Det har været og er en proces og en konstruktion fyldt med alle kapitalismens og imperialismens iboende modsætninger i et kompliceret kludetæppe, hvor modsætninger skærpes og svækkes, ændrer betydning og styrke og giver forskellige udtryk i de forskellige lande og medlemsstater.

Men den afgørende modsætning, den mellem arbejderklassen og borgerskabet og mellem kapitalismen og socialismen, er og bliver drivkraften og det vigtigste aspekt – som det også er det i klassekampens udvikling hen imod en revolutionær forandring og brud med både de nationale borgerskaber såvel som med EU’s. De to ting kan ikke adskilles, heller ikke når det gælder at udvikle kampen for, at arbejderklassen ikke skal bære krisens byrder. Vi må styrke solidariteten blandt arbejderklasserne i al deres kompleksitet både nationalt og internationalt, på alle konkrete måder og i aktion mod en fælles klassefjende.

For APK har kravet om Danmark ud EU og solidariteten mellem de europæiske arbejderklassers kamp altid været to sider af samme sag og del af en revolutionær vej for et helt nyt socialistisk samfund.

  1. oktober 2020, Oversat til Unity&Struggle nr. 41

 

Klassekamp – Revolution - Socialisme. Magasinet ENHED og KAMP har det hele!

Tankestof til tidens brændende spørgsmål - Handling i en verden moden til forandring

Del og brug gerne

Back To Top