skip to Main Content

ORDBOG

Akkumulation

Når man samler og ophober noget, så man hele tiden får mere.

Begrebet bruges i politisk økonomi. I den borgerlige udgave er det historien om, hvordan man gennem hårdt arbejde, evnen til at tage de rigtige beslutninger og turde tage en risiko kan blive rig, tjene stadig flere penge og hele tiden forøge sin kapital, omsætning og ejendom.

I marxistisk politisk økonomi siges det derimod klart:  Det er udbytningen af arbejdskraften og udplyndringen af naturens ressourcer, der skaber merværdi og profit. Værdier der kan investeres i igen at øge rigdom og kapital. At det ikke kommer dem der skaber værdierne, arbejderklassen, til gode skyldes den private ejendomsret.

«Når merværdien ikke anvendes af ejeren til hans personlige forbrug, men bruges som kapital, dannes der ny kapital, som føjes til den gamle som akkumuleres. Anvendelsen af merværdi som kapital kaldes kapitalens akkumulation.» (Marx).

Anarkisme

Politisk retning, der drømmer om et nyt samfund med alle individers frihed, uden at gøre op dem det bestående klassesamfund og den private ejendomsret.  Findes i dag først og fremmest i de autonome miljøer, hvor opbygning af  kollektiver og en anti-autoritær livsstil sammen med ”direkte aktion” mod magtsymboler skal overbevise andre til at gøre det samme.

Anarkismen afviser nødvendigheden af arbejderklassens organisering og det revolutionære parti for at kunne skabe revolutionær forandring og et nyt samfund.

Dialektik

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Dialektisk og historisk materialisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Finansiel og industriel kapital

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Flydende/Konstant kapital

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Højrepopulisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Idealisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Imperialisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Løn under kapitalismen

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Maoisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Marxisme-Leninisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Materialisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Metafysik

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Monopoldannelse

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Opportunisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Produktivkræfter

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Reformisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Revisionisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Socialdemokratisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Spekulation

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Trotskisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Udbytning

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Sundhedspersonale – en global handelsvare

Af Dorte Grenaa, Arbejderpartiet Kommunisterne, APK

Det er ikke kun i Danmark, at der er katastrofal mangel på ansatte og fagligt kompetent personale inden for den offentlige sundheds-, omsorgs-, uddannelses- og sociale sektor. Det er samme situation i resten af Europa – på andre kontinenter, ja på globalt plan.

Det er hverken ukendt eller nyt for de ansvarlige politikere, embedsfolk, folk på direktionsgangene og i fagbevægelsens top. Og alligevel har de i flere årtier talt om rekrutteringsproblemer, som om det er et nyt uventet problem, der popper op, og ikke et resultat af den førte politik.

Lige nu har de ansvarlige travlt med at overbyde hinanden på nye rekrutteringsstrategier, udspil til sundhedsreformer og trepartaftaler, der angiveligt skal sikre nok uddannet personale. Mere rekruttering af udenlandsk arbejdskraft er et af omdrejningspunkterne. Mens det at give mere i løn og sikre bedre arbejdsforhold ikke indgår. At det ikke kan komme til at hænge sammen, har sundhedspersonalet i den grad gjort opmærksom på med deres protester og arbejdsnedlæggelser.

Men ud fra et kapitalistisk og arbejdsgiversynspunkt er det ren logik. Sundhedspersonale er blevet en global handelsvare, der kan købes billigere i fattigere lande. Det er ren kapitalistisk win-win: Lønniveauet (prisen på arbejdskraften) kan holdes nede, og der kan samtidig tjenes penge på, at der mangler personale. Den globale imperialistiske sundhedsindustri har sat handel med sundhedspersonale fuldstændig i system. Der er skabt store internationale rekrutteringsfirmaer for sundhedspersonale – læger, sygeplejersker, plejepersonale, jordemødre. Firmaerne sørger for alle led af denne handel med sundhedspersonale-arbejdskraft, for import og eksport, for aftaler og kontrakter med de pågældende stater. Så ligesom rige lande som Danmark driver handel med fattige filippinske kvinder, der under dække af au-pair-piger er underbetalt hushjælp og barnepiger for de velhavende eller arbejder som underbetalte stuepiger på hotel, så handles der også med sundhedspersonale. Efter helt samme princip.

Og her tales ikke om, at man tager til udlandet for at opleve, prøve og lære noget nyt. Men migrantarbejde for at overleve eller forbedre sin og sin families situation.

Hvorfor er det gået så galt, at det i så høj har påvirket de offentlige sundhedssystemer?

Den superkorte forklaring er:

Privatkapitalister har siden 1990’erne kunnet suge en enorm kapitaltilførsel og profit ud af privatiseringer og opløsningen af de offentlige sundheds- og velfærdssystemer. Ikke mindst i Østeuropa og de nordiske lande. Det har været medvirkende til at skabe og opbygge en global sundhedsindustri på markedsvilkår. I Europa er opbygningen og udvidelsen af monopolernes EU i den grad boostet af, at arbejdskraften bare kan flyttes rundt med det indre marked og arbejdskraftens frie bevægelighed. Det styrende, drivende princip er at tjene penge, profit, og dermed kan der ikke skabes langsigtede samfundsgavnlige og menneskevenlige fornuftige løsninger – heller ikke i sundhedsvæsnet. Kapitalistisk økonomi betyder, at pengene går derhen, hvor der kan tjenes flest penge, hvor profitten er størst, og ikke hvor der samfundsmæssigt er mest brug for det, eller hvad der ville gavne folkesundheden.

Markedsvilkår betyder samtidig, at de private firmaer i sundhedsindustrien vil gøre alt for at holde deres udgifter så langt nede som muligt. Holde lønnen nede, presse på effektiviteten og sænke kvaliteten, færre ansatte til flere opgaver og hvad der ellers kan skrues på.

En af løsningerne for de rige lande med deres egen ”for dyre arbejdskraft” i sundhedsvæsnet er at importere billigere fra fattigere lande. Enten som en permanent løsning eller til at dække midlertidige udsving i, hvor stort de mener antallet af sundhedspersonalet skal være.

Transnationale rekrutteringsfirmaer

Vi kender de store multinationale plejekæder, hospitals- og andre sundhedskæder, der også opererer i Danmark som en åbenlys sundhedsindustri. Så er der koncerner som Aetna International, der tilbyder regeringer hjælp inden for sundhedsvæsnet til at nå deres økonomiske mål, få mere for sundhedskronerne, forøge den operative effektivitet og øge de ansattes effektivitet (som de selv siger i deres annoncetekster). Det er en koncern, der opererer i Europa, Asia Pacific (Singapore, Hongkong, Kina, Thailand, Indonesien, Vietnam og Filippinerne), Qatar og Dubai i Mellemøsten og i USA.

Og så er der rekrutteringsfirmaerne – mellemleddet mellem migrant-sundhedsarbejdere i deres hjemland og arbejdsgiverne i det land, der importerer. Da sundhedspersonalet skal være faglært og licenseret, er deres rekruttering mere kompleks og systematiseret, end når det gælder ufaglært arbejdskraft, og det har udviklet en hel industrigren.

Rekrutteringsfirmaer er de primære gateways for personer, der søger mod og rekrutteres til det internationale sundhedsmarked. De fungerer som indledende clearingcentraler for hospitaler ved at kontrollere, at kandidaterne opfylder minimumskravet til beskæftigelse. Denne proces omfatter en række forskellige trin, herunder certificering af uddannelses- og erhvervslicenser, uddannelse af kandidater til at blive globale sygeplejersker og koordinering af synspunkter mellem kandidater og arbejdsgivere. Hvert hospitalssystem har specifikke ansættelsesprocedurer, som virksomhederne lærer at navigere i.

Rekrutteringsfirmaer forhandler placeringsgebyrer og supplerer deres indkomst ved at sælge andre tjenester, der er nødvendige for kandidatforberedelse. Firmaerne samarbejder også med statslige og offentlige myndigheder, og i lande som de nordiske med sygeplejerskernes fagforeninger.

Den globale arbejdskrafts migrationsmønstre er ikke blot tilfældige netværk af globale kredsløb af arbejdskraft, men forhandlede kæder af transnational arbejdskraft. Hvilket er den kapital, rekrutteringsfirmaer er med til at skabe, styre og vedligeholde. I de lande de rekrutterer fra, skaber de først migrationskæden, så skaber de ønsket om at være en del af denne kæde, og som det tredje sørger de for bevægelsen langs kæden til modtagerlandet.

Fra Øst- til Vesteuropa og videre til Mellemøsten

Sygeplejersker er en af de største grupper af uddannede migrantarbejdere på verdensplan. Deres arbejdskraft handles i et globalt forretningssystem rettet mod de steder, der giver firmaerne størst profit, og ikke individuelle ønsker om, hvor man gerne vil hen, eller hvor behovet er størst.

Da de revisionistiske regimer i Østeuropa brød sammen af slutningen af 80’erne, var en af konsekvenserne, at de tidligere offentlige systemer som sundhedssystemet i meget stort omfang blev privatiseret og opkøbt af vestlige firmaer, der bare trak pengene ud af landet. En anden konsekvens var massearbejdsløshed og faldende levevilkår trods alle løfter om det modsatte. Det gav f.eks. en kæde af billigere sygeplejersker fra det tidligere Østtyskland til vesttyske hospitaler og af vesttyske sygeplejersker til Danmark i 1990’erne. At der samtidig var et stort flow af svenske sygeplejersker til Danmark på samme tidspunkt, skyldtes en massiv nyliberalistisk privatisering og omorganisering af det svenske sundhedsvæsen, der ligeledes gav stor arbejdsløshed og forringede vilkår blandt svenske sygeplejersker.

Efterhånden som de fleste østeuropæiske lande blev indlemmet i EU, blev importen af sundhedspersonale til de vestlige EU-lande gjort væsentlig lettere. Fra arbejdsgiversiden oplevede (og oplever) migranterne stadigvæk mange tricks og diskrimination for at undgå at betale fuld løn og faste kontrakter under dække manglende kompetencer, prøveperioder, oplæring osv.

Selvom Rumænien er af de fem lande, Danmark importerer mest sundhedspersonale fra i dag, så går strømmen fra østlandene nu mindre til Vesteuropa og i stedet til Mellemøsten. Især til Saudi-Arabien, der er en af verdens største importører af sundhedspersonale. I Mellemøsten er 80 % af alt sundhedspersonale importeret. Det har givet et skift i mange østeuropæiske sygeplejerskers ”værdi på markedet”. Hvor de før på det vesteuropæiske marked blev lanceret som de underste i kæden, hårdtarbejdende og føjelige, så sælges f.eks. tjekkiske sygeplejerskers arbejdskraft nu som kompetent, fleksibel og omstillingsparat arbejdskraft til Mellemøsten. Mens det nu i høj grad er filippinske sygeplejersker, hvis arbejdskraft sælges som de hårdtarbejdende og føjelige begge steder.

Danmark – en del i den globale importkæde

Danske og globale politikere har tilsyneladende kun to knapper de kan skrue på for at løse den store mangel på sundhedspersonale. Som om der er tale om en teknisk, statisk og mekanisk maskine, man kun kan justere småting på.

Den ene knap er ny teknologi, der stort set har vist sig ude af stand til at erstatte sundhedspersonale. Mennesker er fortsat det afgørende og nødvendige led, når det handler om syge og patienter. Den anden knap er rekruttering af udenlandsk arbejdskraft, hvilket klart heller ikke løser problemet, men tværtimod forøger det på andre felter.

Antallet af ansøgninger om autorisation fra sygeplejersker uddannet i udlandet er vokset markant de seneste år, men har foregået siden midt-90’erne. I dag drejer det sig især om sygeplejersker med uddannelse fra lande uden for EU/EØS – især fra Filippinerne og Iran. Men også Norge, Sverige og Rumænien er blandt de fem lande, hvor der kommer flest fra.

Den danske stat lukkede for nogle år siden med vanlig kapitalistisk logik den kvalificeringsuddannelse i dansk sprog og hospitals- og arbejdskultur, som Københavns Professionshøjskoles sygeplejerskeuddannelse og integrationsministeriet tidligere stod for. Med det resultat, at en del ikke består den krævede Danskprøve 3, og at f.eks. en del filippinske sygeplejersker nu arbejder som au-pair-piger i private hjem.

Danske regioner har i årevis hentet personale ikke mindst fra de østeuropæiske lande og det tidligere Østtyskland. I 00’erne under Fogh-regeringen var det Lars Løkke som indenrigs- og sundhedsminister, der var fremme med, at Danmark skulle udnytte ”overskuddet” af sygeplejefaglig arbejdskraft i de baltiske lande. Regeringens plan var, at de udenlandske sygeplejersker i begyndelsen skulle arbejde som social- og sundhedsassistenter, mens de forbedrede deres faglige niveau og lærte dansk. Hvilket rigtig mange sygeplejersker fra ikke EU-lande ender med at gøre i Danmark og resten af EU i årevis uden at blive honoreret.

I 2010’erne førtes samme politik. Denne gang med den socialdemokratiske formand for Danske Regioners sundhedsudvalg, Ulla Astmans ord: ”Det er helt bevidst og ganske enkelt nødvendigt for os at trække de udenlandske sygeplejersker hertil, for at vi kan klare fremtidens rekrutteringsproblemer.” Regionerne kom også dengang med syge forklaringer, som at det er væsentlig dyrere og mere besværligt end at slå et job op via en annonce i Danmark, og at det er billigere at rekruttere udenlandske sygeplejersker end at køre med vikarbemanding. At der er et fornuftigt alternativ, der hedder at sikre løn- og arbejds- og uddannelsesforhold, så det bliver attraktivt både at blive uddannet og blive i jobbet, indgår ikke en kapitalistisk tænkning, der vil holde omkostningerne nede.

I stedet bruger så regionerne og hospitalerne mange millioner kroner hvert år på at betale globale rekrutteringsbureauer til at importere billigere arbejdskraft. Og dermed bruger de skattekroner bestemt for det offentlige sundhedsvæsen og uddannelsessystem på det snyltende private mellemled, som de globale rekrutterings- og ”omsorgs- og sundhedsforretningskæder” har udviklet sig til. Ikke uden grund, at allerede Karl Marx kaldte kapitalismen for et råddent og snyltende system, der hele tiden udbygger sig med fordyrende mellemhandlere, der også skal tjene penge på varen.

Imperialismens konsekvenser

Konsekvenserne af privatisering, markedsgørelse og migrantkæder er omfattende. Ikke mindst i de fattigste og mindst udviklede lande i verden, hvor den katastrofale mangel på sundhedsarbejdere forøges. Migrantstrømme som forretning er særlig kritiske inden for sundhedsområdet. Både for det land, som mister sine ressourcer, men også i de lande, som modtager. Modsat at bygge huse og veje eller andre såkaldte serviceindustrier er kvaliteten, viden, arbejdskulturen, kommunikationen i arbejdet af direkte afgørende betydning for patienten, hvad enten det drejer sig om faglært eller ufaglært arbejdskraft. Herhjemme kender vi selv problemet med læger med patientkontakt, der knap forstår eller taler dansk.

De rige lande ikke bare dræner de fattigere lande for sundhedsarbejdere, de lader samtidig de fattigere lande betale for uddannelsen. At migrant-sundhedsarbejdere i høj grad er kvinder, rejser samtidig den problemstilling, at de ikke længere kan tage ansvaret for at passe børn, ældre og syge i familien i hjemlandet, som de tidligere stod med ansvaret for. Alt det ubetalte kvindearbejde, der ikke erstattes af udbyggede offentlige velfærds- og omsorgsordninger. Hvilket har både store menneskelige og samfundsmæssige konsekvenser. Ordninger, som i vores nordiske lande med nyliberalismens privatiseringer er blevet så udhulet, at der importeres stadig mere kvindelig arbejdskraft fra de fattigste lande til at fylde de værste huller ud. Hvilket igen uddyber de sociale problemer i de fattigere lande. At det er fattigste og arbejderklassen, det går hårdest ud over med forværrede sociale og sundhedsforhold begge steder, kan ingen være i tvivl om.

Det er imperialismen i en nøddeskal. Kapitalen udnytter og udbytter arbejdskraften. De rige imperialistiske lande stjæler og udnytter de fattige og afhængige landes menneskelige og økonomiske ressourcer til egen fordel. De imperialistiske lande konkurrerer indbyrdes om at få den billigste, mest fleksible og hårdest arbejdende arbejdskraft. Råddent fra start til slut.

Når det kommer til sundhedsarbejderne selv, så kastes både migrantarbejderne og de ansatte i modtagerlandet ud i en nedadgående spiral, hvor de bliver sat op til at konkurrere mod hinanden omkring løn- og arbejdsforhold. Selvom den enkelte migrantarbejder måske umiddelbart mærker det som en forbedring med højere løn end i sit hjemland.

International solidaritet

Fra migrantlandene har flere sundhedsarbejder-fagforeninger forsøgt at råbe modtagerlandene op om disse konsekvenser af udviklingen og opfordret f.eks. Dansk Sygeplejeråd, DSR, til at være med til at stoppe eksport-import-modellen.

Melodien i hele Grethe Christensens periode som formand for DSR har været, at rekruttering af udenlandske sygeplejersker var et positivt skridt til at afhjælpe sygeplejerskemanglen, at de går ind for et ”mangfoldigt” sundhedsvæsen og er i et tæt samarbejde med staten og arbejdsgiverne omkring dette.

Det er klart, at hele denne udvikling i den grad kalder på og vidner om nødvendigheden af international solidaritet sundhedsarbejderne imellem, på den enkelte arbejdsplads, mellem landenes sundhedspersonale og faglige organisationer på tværs af landegrænser. Det er i høj grad ikke bare en fælles kamp på tværs af fag, men også en fælles international kamp på tværs af landegrænser.

Alle steder viser denne udvikling også nødvendigheden af at udvikle de offentligt ansattes og arbejderklassens kamp for løn- og arbejdsforhold til en politisk kamp direkte vendt mod de ansvarlige og deres nyliberale privatiseringspolitik. Hvilken sundhedsarbejdere i mange lande protesterer og aktionerer imod i disse år.

Fælles kamp

For Arbejderpartiet kommunisterne, APK, er dette et vigtigt spørgsmål både nationalt og internationalt. Spørgsmålet om migrant-sundhedsarbejder-rekruttering som løsning må afvises med kontante krav til politikerne. Konsekvenserne må konkret inddrages i diskussionen om det danske offentlige sundheds-og omsorgssystems fremtid, der i høj grad handler om at bekæmpe privatisering og rulle den tilbage.

For mange sundhedsarbejdere, der ikke direkte tilhører arbejderklassen eller ikke ser sig selv som en del af denne, er der dog ikke meget tvivl om, at deres arbejdsforhold med markedsgørelsen af den offentlige sektor i stadig større grad ligner arbejderklassens. Vejen frem er en fælles kamp.

APK trækker i sin platform for partiets arbejde og opgaver på arbejdspladser og i fagforeninger blandt andet op, at: ”Arbejderklassens solidaritet må hele tiden konkret inddrages, udvikles og styrkes for at bruge klassens fælles styrke. Gennem at udvide den økonomiske kamp til en politisk kamp med fælles krav til de ansvarlige kan enheden og solidariteten opbygges og udfolde sig. Lokale og individuelle forhandlinger og ’fritvalgsordninger’ skal få hver enkelt til at føle sig alene og isoleret, hvorimod arbejderklassens og de offentligt ansattes kollektive styrke er vejen frem …

 Arbejderklassens internationale solidaritet vil altid stå som en helt central del af arbejderklassens kamp og dens kommunistiske partis arbejde. Både helt konkret blandt det voksende antal ansatte fordelt i mange lande, der arbejder i de samme multinationale koncerner. Og som konkret og aktiv solidaritet med de mange kampe, som arbejdere over hele verden rejser mod konsekvenserne af de nyliberale reformer, mod kapitalistisk og imperialistisk udbytning og undertrykkelse, krige og ødelæggelse af ressourcer og overlevelsesmuligheder og for en socialistisk fremtid.”

 

20.11.2021

 

 

Klassekamp – Revolution - Socialisme. Magasinet ENHED og KAMP har det hele!

Tankestof til tidens brændende spørgsmål - Handling i en verden moden til forandring

Del og brug gerne

Back To Top