Den 8. december faldt Assad-regimet efter mere end 50 års styre efter en »overvældende fremrykning« af »oprørs«-styrker. Det tog ikke lang tid at få bekræftet, at hele operationen var godkendt af USA og NATO, og at »befrielsen« af Syrien er et »regimeskifte« under ledelse af det imperialistiske Vesten.
Før vi går videre til analysen af situationen, er det godt at få afklaret, hvad det var for et regime, der sidst blev ledet af Bashar al-Assad, som nu er flygtning i Moskva. Selv om det af nogle vulgært beskrives som »socialistisk«, »antiimperialistisk« og en »bastion for sekularisme«, var det neo-baathistiske regime et korrupt, arrogant, parasitært og nepotistisk diktatur, der tilhørte det alawitiske mindretal. Fængslerne, torturen og angrebene på Den Syriske Arabiske Republik var ikke kun forbeholdt islamister og nogle proimperialistiske randgrupper, men også progressive, antiimperialister og konsekvente kommunister.
Den arabiske nationalisme, der inspirerede den, og som i virkeligheden er en hadefuld sekterisme, splittede landet som følge af årtiers diskrimination af nationale mindretal. Bombningen af PLO-lejre under den syriske intervention i Libanon i 1976 for at forhindre de maronitiske allieredes nederlag og for at opnå hegemoni i landet var en af de mest skammelige sider i dette brutale og korrupte dynastis historie. Ligesom det ikke er muligt at glemme alliancen med USA og andre vestlige magter i krigen mod Irak, de neoliberale tiltag, der øgede den sociale kløft osv.
Med tabet af folkelig støtte, især fra 2011 og frem, svækkelsen af russisk beskyttelse, svækkelsen af Hizbollah og Iran, er dette regime, som er hadet af størstedelen af den syriske befolkning, og som også har været udsat for hadefulde sanktioner, kollapset.
Det er blevet erstattet af de radikale islamister i Hay’at Tahrir al-Sham og Den Nationale Hær, blodtørstige terrorgrupper, der støttes af Tyrkiet (et NATO-land), USA og zionismen (lad os ikke glemme, at Syrien også er direkte besat af Tyrkiet og USA). Det store angreb fra disse reaktionære bander blev indledt fra Syriens nordvestlige grænse den 27. november 2024, samme dag som ophøret af krigen mellem Israel og den libanesiske modstandsbevægelse blev underskrevet. Byerne blev besat den ene efter den anden uden nævneværdig modstand, da den syriske hær fortsatte med at trække sig tilbage hver gang under påskud af »omgruppering« eller »hensynet til at spare blod«, indtil den stort set forsvandt sammen med sikkerhedstjenesterne og andre syriske institutioner, der »fredeligt overgav« Damaskus til islamisterne.
Med det nye islamistiske regime vil Syrien ikke kun bevare alle det tidligere borgerlige regimes modsætninger og forvridninger, men også befinde sig under obskurantismens tunge kappe. Der er også et spøgelse af fortsatte fjendtligheder og politisk og religiøs opdeling i kantoner, af kaos. Syriens befolkning betaler prisen, herunder kurderne, som risikerer at blive udslettet af tyrkerne og islamisterne, og USA’s manglende interesse for dem truer. De negative konsekvenser for det palæstinensiske folk er betydelige, da det nye regime ikke er imod Israel i modsætning til det tidligere, hvilket på en eller anden måde kunne gavne dets sag sammen med Hizbollah.
Det, der skete i Syrien, er tæt forbundet med det folkemord, der er i gang i Gaza, og med det, der skete i Libanon. Imperialisterne, zionisterne og de arabiske og tyrkiske reaktionære krævede og opnåede det syriske regimes fald for at afskære alle bånd mellem det og den palæstinensiske modstand. Ødelæggelsen og afviklingen af Syrien er en forlængelse af aggressionen mod Gaza og Libanon med det formål at sikre Israels hegemoni over regionen og blokere vejen for enhver form for støtte til modstanden. Det er ikke tilfældigt, at Syriens nye magthavere i deres taler ikke nævner det palæstinensiske spørgsmål eller den zionistiske besættelse af det syriske Golan. Tværtimod undlod de ikke at takke zionismen for at have hjulpet dem med at komme til magten og lovede at anerkende Israel og normalisere forholdet til det.
Blandt de stater, der er involveret i Bashar al-Assads fald, skiller det iranske teokrati sig ud, som ser sine interne modsætninger blive skærpet og mister vigtige allierede efter decimeringen af Hamas og halshugningen af Hizbollah. Den pro-vestlige fraktion af det iranske borgerskab, de såkaldte reformister, bliver styrket. Den russiske imperialisme, som har domineret landet siden det revisionistiske Sovjetunionens tid, risikerer på sin side at blive frataget sine militærbaser med udsigt over Middelhavet og sin direkte tilstedeværelse i Mellemøsten. Vi siger »risiko«, fordi opgivelsen af Bashar al-Assad var knyttet til aftaler, der blev godkendt på Doha-mødet, som samlede Rusland, Iran og Tyrkiet. Grønt lys til de nye angribere blev givet til gengæld for særlige tyrkiske garantier til Rusland, så nogle af landets vitale interesser ikke ville blive skadet. Endelig ser Kina, som havde sikret sig aftaler med Assad om genopbygning af landet og medlemskab af »Belt and Road Initiative«, sin indflydelse i regionen blive reduceret.
Udviklingen i Syrien er en del af den amerikanske imperialismes projekt med at omdefinere Mellemøsten, som regionale magter deltager i, og som har til formål at etablere nye indflydelsessfærer, fastholde kontrollen med energiressourcer og svække folkenes antiimperialistiske modstand, først og fremmest det palæstinensiske folks. Et af de vigtigste mål for de imperialistiske lande, der er med i NATO, er at fordrive Rusland og Kina fra regionen.
Det er først og fremmest den zionistiske stat, som vinder på den nye situation, idet den mister en modstander i nord, styrker sin position i området og kan annektere nye territorier. Erdogans Tyrkiet gør fremskridt med sit neo-osmanniske projekt og vil kunne uddybe kampen mod det kurdiske folk. Fordelen for USA og Qatars petro-monarki, som i høj grad har nydt godt af svækkelsen af et Rusland, der er involveret i krigen i Ukraine, og skakmat for det iranske teokrati, kan stadig øges, og det vil afhænge af konfliktens udvikling.
Indstillingen af behandlingen af asylansøgninger fra Syrien var den første reaktion fra den italienske regering på »magtskiftet« i landet. Garnisonen af de italienske grænser mod faren for et »migrationskollaps«, som Syrien ville falde ind i, er den borgerlige reaktions omkvæd for at sprede følelser af mistænksomhed og uforståenhed blandt befolkningerne. Samtidig ser genåbningen af den italienske ambassade i Damaskus ud til at være en demonstration af den italienske imperialismes evne til at gøre sig gældende i det »nye« Syrien, i forståelse og rivalisering med andre imperialistiske magter.
Som kommunister står vi sammen med de demokratiske og revolutionære folk og kræfter i Syrien, vi støtter de undertrykte folks og nationers ret til selvbestemmelse mod al imperialistisk indblanding og national undertrykkelse, og vi håber, at det vil lykkes dem at fordrive de obskurantister, der har taget magten, og deres imperialistiske og zionistiske herrer. Nu er de desillusionerede og blevet eksperter efter deres årtier lange kamp mod Assads, og de vil øge deres årvågenhed og vide, hvordan de skal kæmpe for deres klasse og revolutionære krav, mens den krigsliderlige imperialisme og dens reaktionære tjenere i stigende grad vil afsløre sig selv for øjnene af masserne.
Vi gentager vores støtte til det palæstinensiske og libanesiske folks sag og modstand. Man må forstå, at de sammensværgelser, regimestramninger og angreb, der finder sted, er centreret om det palæstinensiske spørgsmål, som imperialisterne og zionisterne ønsker at begrave, hvilket fører til normalisering med den israelske zionisme inden for rammerne af Trumps »århundredets aftale« og hans »Abraham-aftaler«. De proletariske revolutionæres opgave er at afvise alle forsøg på at indgyde den idé, at befrielse, uafhængighed, demokrati, fremskridt og social retfærdighed kan gennemføres af udenlandske magter og deres lokale lakajer snarere end af det enkelte folk.
Oversat fra Scintilla, januar 2025, nr. 150