skip to Main Content

ORDBOG

Akkumulation

Når man samler og ophober noget, så man hele tiden får mere.

Begrebet bruges i politisk økonomi. I den borgerlige udgave er det historien om, hvordan man gennem hårdt arbejde, evnen til at tage de rigtige beslutninger og turde tage en risiko kan blive rig, tjene stadig flere penge og hele tiden forøge sin kapital, omsætning og ejendom.

I marxistisk politisk økonomi siges det derimod klart:  Det er udbytningen af arbejdskraften og udplyndringen af naturens ressourcer, der skaber merværdi og profit. Værdier der kan investeres i igen at øge rigdom og kapital. At det ikke kommer dem der skaber værdierne, arbejderklassen, til gode skyldes den private ejendomsret.

«Når merværdien ikke anvendes af ejeren til hans personlige forbrug, men bruges som kapital, dannes der ny kapital, som føjes til den gamle som akkumuleres. Anvendelsen af merværdi som kapital kaldes kapitalens akkumulation.» (Marx).

Anarkisme

Politisk retning, der drømmer om et nyt samfund med alle individers frihed, uden at gøre op dem det bestående klassesamfund og den private ejendomsret.  Findes i dag først og fremmest i de autonome miljøer, hvor opbygning af  kollektiver og en anti-autoritær livsstil sammen med ”direkte aktion” mod magtsymboler skal overbevise andre til at gøre det samme.

Anarkismen afviser nødvendigheden af arbejderklassens organisering og det revolutionære parti for at kunne skabe revolutionær forandring og et nyt samfund.

Dialektik

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Dialektisk og historisk materialisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Finansiel og industriel kapital

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Flydende/Konstant kapital

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Højrepopulisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Idealisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Imperialisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Løn under kapitalismen

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Maoisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Marxisme-Leninisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Materialisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Metafysik

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Monopoldannelse

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Opportunisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Produktivkræfter

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Reformisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Revisionisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Socialdemokratisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Spekulation

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Trotskisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Udbytning

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Til spørgsmålet om demokrati i Den Dominikanske Republik

Af Kommunistisk Arbejderparti (PCT,) Den Dominikanske Republik

Nogle af regeringens forslag til reformer af staten har skabt en national debat om spørgsmålet om demokrati. Men den er uklar, uden et klasseperspektiv og uden konteksten for forholdet mellem politiske og sociale kræfter, der er nødvendig for at føre en ordentlig debat.

Kommunistisk Arbejderparti (PCT) deltager i denne debat.

  1. Indledning

Demokrati er et spørgsmål, der henviser til staten, til magten, som er centralt for ethvert politisk parti eller bevægelse. Derfor vil det altid være vigtigt at forholde sig til det i den politiske debat og kamp, fordi det handler om den konkrete politiske kamp i den konkrete situation.

I vores land rejses der en debat om nogle forslag til politiske reformer fra regeringens side, og vi kommunister og revolutionære må tage del i det.

Til dette er det vigtigt at have en klar teori og en historisk og politisk kontekst på spørgsmålet om stat og demokrati, og at vi er konkrete i vores forslag og krav uden at miste det strategiske perspektiv.

Nogle dominikanske revolutionære hævder, at de kæmper for demokrati generelt. De forveksler ofte krav, der ikke er andet end dagsaktuelle reformer i den nuværende politiske situation, med andre af strategisk karakter, der kun kan opnås, når den folkelige revolution har sejret og bruger sin styrke til at skabe et ny politisk og juridisk system.

De skelner ikke mellem en periode, hvor de revolutionære kræfter vokser, hvilket kræver specifikke krav og opgaver, og en periode, hvor spørgsmålet om et brud eller det revolutionære spring mod magtovertagelse rejses.

Er vi i vores land i en periode med et revolutionært brud med den etablerede orden; eller er dette en periode med akkumulering af kræfter for at føre til et brud? Det er et relevant spørgsmål, der skal besvares, når vi behandler spørgsmålet om kampen for demokrati i den særlige politiske situation.

  1. Marxismen-leninismen og demokratiet

Fra et generelt teoretisk og historisk synspunkt er demokrati for marxismen-leninismen ensbetydende med socialisme. Fordi demokrati betyder flertallets kontrol over samfundet, arbejderklassens kontrol over borgerskabet. Det er en situation i klassekampen, hvor den tidligere undertrykte klasse har grebet den politiske magt ved at vælte den tidligere undertrykker klasse og har etableret sit politiske styre, der er demokrati for flertallet og diktatur for mindretallet. Det politiske og sociale system under arbejderklassen ved magten vil være helt modsat borgerskabets.

I marxismen-leninismens klassikere er det svært at finde et specifikt tema, der kun behandler spørgsmålet om demokrati. Idealet for et demokratisk styre, og det er værd af gentage, under socialismen findes i fragmenter, blandt andre i værker som ’Det Kommunistiske Manifest’, ’Den tyske ideologi’ og ’Kritik af Gotha-programmet’, alle af Karl Marx og Frederik Engels; ’Borgerkrigen i Frankrig’ og ’Luis Bonapartes 18. Brumaire’, begge af Karl Marx; ’Familiens, privatejendommens og statens oprindelse’ af Fredrich Engels; ’Staten og revolutionen’, ’Aprilteserne’ og ’Betænkning om det borgerlige demokrati og proletariatets diktatur og ’Om staten’ af V.I. Lenin. Der er andre, også af andre forfattere, såsom Joseph Stalin og Antonio Gramsci.

Marxist-leninisternes generelle, teoretiske tilgang er, at det socialistiske demokrati foreslår central planlægning af økonomiens hovedområder. I modsætning til ideerne om det frie markeds dominans i det borgerlige liberale demokrati. Til forskel fra tredelingen af staten og den situation, hvor repræsentanter for folket vælges hvert fjerde år under det repræsentativt demokrati, så samler det socialistiske demokrati den politiske, administrative og lovgivende magt i et enkelt organ, der består af direkte folkevalgte ledere, og som til enhver tid kan afsættes. Pariserkommunen (1871) var en første, endnu ikke fuldt udviklet model på denne magt.

Det teoretiske udgangspunkt for marxismen-leninismen for at nærme sig spørgsmålet om demokrati knytter samfundets materielle betingelser sammen med de juridisk-politiske institutioner, der svarer til disse forhold. Det er forholdet mellem basis og overbygningen, der er blevet populariseret gennem retningslinjer og tekster til studier.

Gennem at beskæftige sig med dette forhold i den historiske sammenhæng, der førte til etableringen af kapitalistiske produktionsforhold og deres deraf følgende udtryk i den politiske magt, påpegede i Karl Marx og Friedrich Engels i ’Det Kommunistiske Manifest’: “Hvert skridt i bourgeoisiets udvikling blev ledsaget af et tilsvarende politiske fremskridt for denne klasse.”

Borgerskabet overtog magten, etablerede sin stat og dermed sit demokrati, da storindustrien og markedet blev universelt. Dvs. da de kapitalistiske produktionsforhold blev de dominerende og herskende. Borgerskabet besejrede de andre klasser, underordnede dem på det økonomiske og politiske plan og etablerede derefter den kapitalistiske stat. Marx og Engels henviser til dette i ’Det Kommunistiske Manifest’ ved at sige: “Den udøvende magt i den moderne stat er kun en komité til forvaltning af hele bourgeoisiets fælles anliggender.”

Det rev også de tidligere dominerende værdier ned. For at etablere sin fulde rolle måtte borgerskabet også etablere sine egne værdier. Selv den personlige værdighed, siger Marx og Engels, måtte forvandles til en simpel vare og værdi, nemlig varernes bytteværdi. Alle de tidligere kendte friheder blev underkastet en enkelt frihed, nemlig handelen. Alt blev underordnet deres interesser.

Lenin bekræftede disse generelle ideer om demokratiets klassekarakter i sine teser og rapport, der blev fremlagt i 1919 for Tredje Internationales første kongres. Det var da Oktoberrevolutionen i 1917 allerede havde sejret, og der i mange lande udviklede sig en revolutionær bevægelse med udsigt til at vinde magten. Bolsjevikkerne foreslog at etablere arbejderklassens magt. Hvorimod de opportunistiske grupper, der distancerede sig fra revolutionær socialisme, tog reformismen op som en strategi og satte spørgsmålstegn ved de sejrende kommunisters ideer og bestræbelser på at gennemføre et proletarisk system med demokrati for arbejderklassen og dens allierede og tvang over for det omstyrtede borgerskab og dets allierede.

Disse opportunister krævede et “rent demokrati”, “demokrati i almindelighed” uden for klassekampen. Deres tilgange stillede ikke spørgsmålene: Hvilket demokrati? Demokrati for hvem?

Borgerskabets demokrati er en økonomisk, politisk og ideologisk magt. Det er den herskende klasses demokrati, fordi den sidder på hele den såkaldte tredeling af statsmagten. Dets borgerlige stat er et bredt netværk af politiske institutioner (udøvende magt, national valgt forsamling, byråd, partier, central valgbestyrelse og valgdomstole); juridiske institutioner (højesteret, domstole, fængsler); militære institutioner (organer for de væbnede styrker og det nationale politi) og ideologiske institutioner (kirker, universiteter, skoler, presse, tv, radio), hvis formål er at sikre stabiliteten og udviklingen af borgerskabets interesser.

I den generelle marxistiske teori er der ikke plads til det liberale postulat om, at staten repræsenterer det samlede samfund og er et udtryk for offentligheden, for den almene interesse.

Så vi må gøre det klart, at når vi kommunister og revolutionære forsvarer det, der er offentligt: steder, skoler, universiteter og offentlige hospitaler, kræver vi indrømmelser fra borgerskabet; og vi bevæger os på reformområdet. Disse krav til den borgerlige regering og resultaterne, når de er opnået, er skridt fremad i den almindelige kamp for revolutionær frigørelse. De er ikke et mål i sig selv.

Staten indfører generelt offentlige tjenester, der er nødvendige i det strategiske projekt for fuldstændig dominans. Den bygger veje, boligkvarter, boligbyggerier, veje og gader, hovedsagelig for strømmen af varers skyld. Det skaber en samfundsmodel, som passer til deres egne interesser.

For eksempel er byen og dens forandringer direkte relateret til ændringer i produktionsmåden og de deraf følgende ændringer på ideernes område. Således kan man sige, at der er en by, der umiddelbart er resultatet af den første industrielle revolution (1760-1840), der bringer folk fra landdistrikterne tættere på de centre, hvor industrier fungerer, da kapitalen skal have tilgængelig arbejdskraft i nærheden. Det koncentrerer dem i kvarterer, hvor skoler, underholdningscentre og købmandsforretninger skyder op. Man kan sige, at det er en by, der nu som følge af den såkaldte neoliberale globalisering ødelægger historiske centre for mennesker; det integrerer vejbaner og broer på forskellige niveauer, det etablerer indkøbscentre, der ud over at være steder for realisering af værdi i distribution og salg af varer er beregnet til at være offentlige rum til socialisering af mennesker, der ikke længere har traditionelle parker. Ud over at blive forvist til “sovebyerne” langt fra centrum af byerne ødelægger det dele af den jord, der er til rådighed for landbrugsproduktion, og bygger der boligkomplekser til de sociale lag med en anden økonomisk indkomst.

Således er byen også et rum for klassekamp. Hvilken slags by modsvarer borgerskabets interesse, og hvilken arbejderklassens, det er et spørgsmål relateret til kampen om politisk magt.

Alt op til dette punkt refererer til en teoretisk tilgang, en generel ramme, der søger at understrege det generelle samfundsideal, som kommunisterne har til hensigt at opbygge. En formulering, der går ind på de væsentlige princippers område; om man vil, kommunisternes maksimumprogram.

III. Det er vigtigt at studere og altid overveje spørgsmålet om staten, republikken, som i vid udstrækning er spørgsmålet om demokrati

At analysere republikken på en konkret måde, det vil sige at lave en konkret analyse af staten på et givet historisk tidspunkt, er en betingelse for at kunne lede politisk tænkning og handling korrekt. Staten kan antage forskellige former alt efter omstændighederne, hvorudfra der opstår behov for at definere politikker, der er specifikke for lejligheden. Men vi kommunister og revolutionære må aldrig miste dens klasseindhold af syne.

Vi bør omhyggeligt studere værket af Karl Marx ’Den 18. Brumaire af Louis Bonaparte’, som er en analyse af den politiske proces i Frankrig mellem 1848 og 1852, hvor Louis Napoleon Bonaparte tog magten med det formål at blokere den revolutionære proces i den periode. Han påtog sig den udøvende magt og funktion og satte den over alle andre institutioner: de politiske, juridiske og militære, selv over borgerskabets egne. Men han koordinerede dem alle og satte dem i aktion med det formål at garantere statens væsen som et instrument for den herskendes klasses magt.

Betydningen af dette arbejde ligger i det faktum, som Karl Marx understregede, at uanset om en person påtager sig absolut kontrol over alle statens områder, som er forskellig fra idealet om den liberale stat, der opfatter tredelingens uafhængighed, så opretholder staten sit væsensindhold som et instrument til en klasses dominans.

Det er klart, at der i denne model for statsherredømme skabes modsætninger, der kan række ud over modsætningen mellem borgerskabet og arbejderklassen, fordi en eller anden borgerlig sektion ikke føler sig repræsenteret. Det ville være op til de revolutionære at analysere den konkrete situation, og for at komme videre mod opnåelsen af deres strategiske mål må de definere den politik, der vil gøre det muligt for dem at drage fordel af enhver splittelse inden for den herskende klasse.

Under disse omstændigheder er det spørgsmål, der skal vurderes, ikke, at staten generelt er borgerlig, og som sådan en undertrykkelsesmaskine over for arbejderklassen og de arbejdende masser, og som det er nødvendigt at rive ned. Disse formuleringer er korrekt ud fra et teoretisk og endog historisk synspunkt, hvor der allerede ligger erfaringer for, hvordan denne dominans er blevet overvundet, og det har været muligt at generalisere en teoretisk bekræftelse af muligheden for at vælte borgerskabet. Spørgsmålet er derimod, hvad der er de praktiske, det vil sige politiske, muligheder for at gøre det på et givet tidspunkt i lyset af en situation med enten flod eller ebbe i den revolutionære bevægelse.

III. Nuancer i forvaltningen af den dominikanske stat siden 1966

Det er værd at bemærke, at der i Den Dominikanske Republik efter krigen i april 1965 blev indført et regime svarende til det bonapartistiske, ledet af Joaquín Balaguer (1966-78). Det fremmede en kontrarevolutionær og udviklingsmæssig proces, der havde til formål at omforme de herskende klassers politiske og sociale hegemoni, som var blevet brudt efter Trujillo-diktaturets fald i 1961. Dette skabte en politisk krise med klassekonflikter mellem dele af borgerskabet på den ene side og på den anden side begyndelsen på mobiliseringen af arbejderne og andre folkelige sektorer, der krævede offentlige rettigheder og friheder og en demokratisk omfordeling af rigdom.

Dette regime var nødvendigt for at eliminere muligheden for et nyt folkeligt oprør, for at skabe et minimum af politisk og social stabilitet, og nødvendig for at amerikansk kapital kunne trænge ind, og for kapitalistisk akkumulation i almindelighed.

Det betød undertrykkelse af den revolutionære, demokratiske og faglige bevægelse i almindelighed, og dens politik for udvikling. I perioden 1966-1978 åbnede dette sluserne for industriel udvikling og for importstøtte-politikken, som samtidig fremmede de økonomiske frizoner (maquilaerne) og finanskapitalens voksende dominans.

Set fra de folkelige interessers og den revolutionære bevægelses perspektiv burde det at vinde offentlige frihedsrettigheder og demokratiske rettigheder have været hovedspørgsmålet, som det faktisk var for de fleste af venstrefløjens partier og grupper. Enhver kamp for politiske og sociale reformer på det tidspunkt var en modsigelse. Kampen for reformer har et element af politisk uddannelse af arbejderne og folkemasserne i almindelighed; og mobiliseringen på gader og pladser er hovedscenen i kampen for dette. Men i Joaquín Balaguers tolvårige regime var der ikke frie muligheder for propaganda, der er afgørende for politisk uddannelse; heller ikke for møde- og foreningsfrihed, afgørende for offentlige demonstrationer. Kampen for reformer manglede således de minimumsbetingelser, der skulle til for, at den kunne føres.

De, der under disse forhold satte kampen for reformer, uanset hvad de var, og for valgdeltagelse i centrum for deres taktik, begik en politisk fejltagelse.

I 1978 skete der et politisk vendepunkt. Den tolv år lange regeringstid blev afsluttet med valgsejren for det Dominikanske Revolutionære Parti, PRD. Der blev åbnet et rum for politisk tolerance, der har varet indtil i dag. Antikommunistiske love blev ophævet, fanger blev løsladt, og politisk eksilerede fik lov til at vende tilbage. Man vandt visse offentlige frihedsrettigheder og demokratiske rettigheder.

De politiske omstændigheder, der blev vundet gennem mange års folkelig kamp, gjorde det muligt at kræve avancerede politiske reformer. Det var ikke en situation med et revolutionært brud, af et revolutionært spring, men af en ophobning af kræfter.

Et program for politiske reformer og integration i regeringen af folkelige sektorer forventedes af PRD i betragtning af, at det var et parti, der hævdede at være socialdemokratisk. I partiets ledelse og mellemste niveauer var der mange mennesker, der gik ind for institutionelle politiske ændringer. Økonomisk og politisk modernisering inden for rammerne af et liberalt borgerligt system var landets vigtigste politiske forventning efter afgangen af Balaguers konservative regering.

Men det skete ikke.

Venstrefløjen og de folkelige sektorer generelt udnyttede den politiske åbning til at kræve øjeblikkelige krav, lønstigninger og andre krav fra de folkelige boligkvarterer; men vi krævede aldrig en politisk reform, der på nogen måde ville åbne for sprækker i den stat, hvorigennem politiske forslag kommer igennem.

Under efterfølgende regeringer, selvom rummet for politisk tolerance som åbnedes i 1978 stadig eksisterede, har staten i det væsentlige fortsat med at være centraliseret, at være en præsidentstruktur til tjeneste for en økonomisk privatejendom koncentreret hos nogle få familier. Dette har været et af dens vigtigste aspekter siden Trujillo-diktaturets tid (1930-1961).

Mellem 2004 og 2020, under regeringerne med Det Dominikanske Befrielsesparti, PLD, blev institutioner forvrænget for at opretholde kontinuiteten i magten. Mere end en egentlig republik stod de i spidsen for et system, hvor de fra præsidentposten kunne underordne statens andre beføjelser, der tjente deres interesser, uden at ophæve forfatningen. De smeltede partiet, staten og mange sociale organisationer sammen.

Baseret på brug og misbrug af statsmagt skabte de nye rige mennesker, deres egen økonomiske gruppe. De begyndte at konkurrence med de traditionelle økonomiske grupper, og på denne måde bidrog de til at etablere en variation i forvaltningen af staten begyndende med tiltrædelsen af Det Moderne Revolutionære Parti, PRM (2020-2024).

Med hensyn til sidstnævnte skal det bemærkes, at de af borgerskabets grupper, der tidligere nøjedes med at finansiere partiernes valgkampagner og følte sig repræsenteret af dem, der stod i spidsen for staten, nu krævede selv at blive repræsentanter og indtage vigtige stillinger i regeringen. De opmuntrede deres folk, så de på et tidspunkt kunne blive præsidentkandidater.

Efter bruddet med Trujillo, hans fald fra magtens tinder og den efterfølgende krig april 1965 indførte Balaguer et bonapartistisk regime, der styrede ud fra borgerskabets interesser, men uden at integrere det i regeringen. Nu efter resultaterne af 16 år med PLD-regeringen integrerer præsident Luis Abinader fra PRM borgerskabet gennem at de besætter vigtige stillinger. Vicepræsidenten, Raquel Peña, repræsenterer borgerskabets interesser i Cibao [den centrale og nordlige, mest folkerige region i landet – oversætterens note]; premiereminister, Lisandro Macarrulla, svarende til ministerchefen, repræsenterer Vicini-gruppen, og David Collado, turistministeren, repræsenterer også den samme gruppe. Og ud over disse er andre embedsmænd i ledelsen af vigtige områder af staten.

Politikken for offentlig-privat partnerskab er rygraden i regeringens økonomiske politik. Den forsøger at give akkumuleringen af kapital i den private sektor en større rolle baseret på de offentlige ressourcer. Denne kendsgerning bestemmer regeringens væsentlige retning, og indholdet af de forskellige alternative tiltag. Det er formen for kontinuiteten i en centraliseret magt, som modsvarer, at den økonomisk privatejendom er koncentreret på ganske få hænder. Dette er det grundlæggende spørgsmål i den nuværende politiske kamp.

Dette er i det væsentlige det problem, der skal overvindes, som foreslået i programmet fra de heltemodige patrioter fra 14.-20. juni 1959, der passerede gennem Constanza, Maimón og Estero Hondo for vælte Trujillo-diktaturet ved hjælp af våben og erstatte det med et avanceret demokratisk regime.

Her er vi nu, 60 år efter Trujillo-diktaturets fald.

  1. Hvad må der gøres?

Svaret ligger i at afgøre, om vi befinder os i en periode med brud i den dominikanske politiske proces, eller om vi befinder os i en periode med ophobning af revolutionære kræfter. Svaret på dette spørgsmål bestemmer taktikken.

Hvis vi befinder os i en periode med brud, så må parolen være ned med det borgerlige demokrati! Ingen kamp for reformer, men med et konsekvent forslag til et nyt system, der skal erstatte det. I et øjeblik med opsving i den revolutionære bevægelse kræves der ingen reformer. Tværtimod må vi erstatte den gamle orden med en ny.

Dette var, hvad V.I. Lenin anbefalede i sine teser og rapport til Tredje Internationales første kongres, der blev afholdt i marts 1919. Den socialistiske Oktoberrevolution i 1917 i Rusland havde allerede sejret; men derudover var der i nogle lande i Europa en stigning i den revolutionære bevægelse, og spørgsmålet om magt og dens karakter var af øjeblikkelig, praktisk karakter. Socialistisk demokrati var på dagsordenen.

Men er vi i Den Dominikanske Republik i en periode, hvor sammenbruddet af den etablerede orden og dens erstatning med en revolutionær demokratisk orden er et umiddelbart eller kortsigtet mål?

Det ville være at forveksle ønsker med virkeligheden at fastslå, at magtovertagelsen er en umiddelbar opgave for den dominikanske revolutionære proces. Når vi foretager en nødvendig analyse af situationen, som omfatter balancen mellem styrkeforholdet og deres potentiale på kort og mellemlang sigt, må vi være helt ærlige i definitionen af den politiske situation, som er en af ophobning af kræfter. Det er ikke et brud. Derfor må vi foreslå politikker og opgaver, der svarer til den aktuelle politiske situation.

Det politiske program for de heltemodige revolutionære, der kom fra udlandet i en guerillaekspedition den 14.-20. juni 1959 med det formål at vælte Trujillo-diktaturet, foreslog en avanceret demokratisk ændring af regimet. En konstituerende forsamling til at bryde koncentrationen af den politiske magt og til at gøre det samme med centraliseringen af den økonomiske ejendomsret og af jorden i særdeleshed; frihed til at danne fagforeningsorganisationer osv. er tilgange, der er relevante og kan være faktorer for bred enhed og folkelig mobilisering. Dette er det vigtigste politiske spørgsmål i øjeblikket.

Marts 2022

Oversat fra Unity & Struggle nr.44, 2022

Tidskrift for CIPOML – Den internationale konference af marxist-leninistiske partier og organisationer

Klassekamp – Revolution - Socialisme. Magasinet ENHED og KAMP har det hele!

Tankestof til tidens brændende spørgsmål - Handling i en verden moden til forandring

Del og brug gerne

Back To Top