skip to Main Content

ORDBOG

Akkumulation

Når man samler og ophober noget, så man hele tiden får mere.

Begrebet bruges i politisk økonomi. I den borgerlige udgave er det historien om, hvordan man gennem hårdt arbejde, evnen til at tage de rigtige beslutninger og turde tage en risiko kan blive rig, tjene stadig flere penge og hele tiden forøge sin kapital, omsætning og ejendom.

I marxistisk politisk økonomi siges det derimod klart:  Det er udbytningen af arbejdskraften og udplyndringen af naturens ressourcer, der skaber merværdi og profit. Værdier der kan investeres i igen at øge rigdom og kapital. At det ikke kommer dem der skaber værdierne, arbejderklassen, til gode skyldes den private ejendomsret.

«Når merværdien ikke anvendes af ejeren til hans personlige forbrug, men bruges som kapital, dannes der ny kapital, som føjes til den gamle som akkumuleres. Anvendelsen af merværdi som kapital kaldes kapitalens akkumulation.» (Marx).

Anarkisme

Politisk retning, der drømmer om et nyt samfund med alle individers frihed, uden at gøre op dem det bestående klassesamfund og den private ejendomsret.  Findes i dag først og fremmest i de autonome miljøer, hvor opbygning af  kollektiver og en anti-autoritær livsstil sammen med ”direkte aktion” mod magtsymboler skal overbevise andre til at gøre det samme.

Anarkismen afviser nødvendigheden af arbejderklassens organisering og det revolutionære parti for at kunne skabe revolutionær forandring og et nyt samfund.

Dialektik

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Dialektisk og historisk materialisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Finansiel og industriel kapital

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Flydende/Konstant kapital

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Højrepopulisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Idealisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Imperialisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Løn under kapitalismen

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Maoisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Marxisme-Leninisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Materialisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Metafysik

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Monopoldannelse

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Opportunisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Produktivkræfter

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Reformisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Revisionisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Socialdemokratisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Spekulation

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Trotskisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Udbytning

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Til verdens kvinder: Lad os forene os i kampen for socialisme, så vi kan ”trække vejret”!

Den Internationale konference af marxistiske-leninistiske partier og organisationer, CIPOML

Bare et par måneder før udbruddet af corona-pandemien oplevede man i store dele af verden massive bevægelser blandt arbejdere og bredt i befolkningerne.

Trods regeringsforsøg på at undertrykke disse opstande med voldsom brutalitet gjorde den arbejdende befolkning det klart, at man ikke ville stille sig tilfreds med nogle få reformer, men ønskede radikale politiske forandringer.

I Irak, Iran og Libanon indtog kvinderne deres plads i frontlinjen af protesterne mod regeringerne og deres korrupte politik, og mod de stigende leveomkostninger. I Frankrig organiserede kvinder og unge de mest kreative demonstrationer imod forslaget til pensionsreform. Kravet for ”En ny grundlov – et demokratisk Chile” er blevet spredt verden over takket være de chilenske kvinder, der på intet tidspunkt lod sig kue af vold eller af voldtægter begået af de militære tropper.

I Indien har millioner af kvinder ladet deres stemmer høre for menneskelighed og lighed mellem kønnene ved at deltage i den største strejke i landets historie. I Latinamerika – i Argentina, Chile og Mexico – organiserede kvinder, der kæmper for ’livet’, massive protester til forsvar for deres liv og rettigheder ved at sige: ‘Ikke en mere’. Gennem de seneste år har vi kunnet se kvinders opslutning til kampen gennem fejringen af 8. marts i omfattende demonstrationer med stadig flere kvinder over hele verden.

Gennem de sidste par år har verden også været vidne til udbredte strejker og protestbevægelser, særligt på social- og sundhedsområdet. Denne mobilisering er opstået og har udviklet sig som reaktion på nedskæringspolitikken og de pressede arbejdsforhold, der er påtvunget af kapitalen gennem en lang periode, og som står mere tydeligt frem end nogensinde.

Pandemien afslørede det faktum, at den nyliberalistiske omdannelse af social- og sundhedsområdet er blevet til et mordvåben i kapitalens hænder. Den største konsekvens af denne omdannelse har ramt kvinderne. Derfor har de kvindelige arbejdere i denne sektor udgjort den mest vedholdende del af mobiliseringen.

Den voksende vrede hos verdens kvinder afslørede forbindelsen mellem de seneste ti års nyliberale politik – et udtryk for kapitalismens destruktive natur – og vold mod kvinder; mellem den tiltagende fattigdom og de elendige levevilkår og arbejdsforhold, som kvinder tvinges ud i; mellem autoritære regimers opståen og angrebene på kvinders rettigheder. Derfor er det nødvendigt at forbinde kampen mod uligheden og volden, som kvinder er udsat for, med en kamp mod kapitalismen.

Store grupper af kvinder har fundet sammen i en kompromisløs kamp mod vold og misbrug, såvel som i strejker, modstandsbevægelser og gadeaktioner. Alle disse manifestationer har været et udtryk for en fundamental modstand mod den kapitalistiske udbytnings brutalitet. Og endnu en gang var det borgerskabets svar på corona-pandemien, der var årsagen til det arbejdende folks, og særligt kvindernes, vrede.

Vold mod kvinder i voldsom stigning under pandemien

I sin iver efter at udnytte pandemien i den imperialistiske rivalisering har den vestlige kapitalisme fuldstændigt ignoreret alle advarsler, som videnskabsfolk har fremført i de seneste år. Kapitalen lancerede først en kamp mod pandemien, da den blev en trussel mod kapitalismen selv. På den måde satte den millioner af menneskeliv på spil og gjorde sig skyldig i hundredtusindvis af menneskers død.

Ingen af de forsinkede tiltag skete for at spare menneskeliv; de blev taget for at beskytte kapitalen og sikre dens overlevelse, som det sker under alle kriser. Kapitalisterne og deres regeringer mente, at brede test- og smittesporingsprogrammer var for dyre, så de overlod arbejderklassen til at opnå immunitet og igangsatte nedlukning, uden hensyn til konsekvenserne for kvinderne.

Nedlukning i hjemmet betød en mangedobling af den byrde, der lægges på kvindernes skuldre, betød flere dødsfald og mere vold mod kvinder. Selvom der ikke findes klare data, steg antallet af voldstilfælde i april måned – hvor mere end halvdelen af verdens befolkning var under nedlukning – i mange lande med 30 procent. I nogle lande var der NGO’er, der gennem deres støtte til voldsramte kvinder skabte opmærksomhed om den betydelige nedgang i henvendelser om hjælp pga. manglende adgang til den nødvendige teknologi. Desuden blev mange kvinder fanget i et voldshelvede pga. forhold som nedlukning af herberger for kvinder, udsættelse af retssager og løsladelse af dømte voldsmænd fra fængslerne – alt sammen som følge af nedlukning og de såkaldte pandemi-bekæmpende tiltag. Det var ikke, fordi den internationale kapitalisme ikke var i stand til at forudse alle disse konsekvenser. Alle data fra tilknyttede NGO’er beskrev omkostningerne ved at lukke samfundet ned.

Man var fuldt ud klar over, at en tredjedel af kvindelige drabsofre dræbes af en tidligere eller nuværende partner. I følge UN WOMEN blev 243 millioner piger og kvinder mellem 15 og 49 år seksuelt eller fysisk angrebet i perioden juli 2018 til juli 2019. I en fjerdedel af verdens lande findes der ingen specifikke love, der beskytter kvinder mod vold i hjemmet. Færre end 40 procent af kvinder udsat for vold anmelder det, færre end ti procent slår alarm til politiet.

Pandemien og efter: Udbytning – mere udbytning

Vold mod kvinder finder ikke alene sted i hjemmet, men også i den såkaldte frontlinjekamp mod pandemien. Kvinder, der udgør 70 % af de 136 millioner arbejdere på verdensplan inden for social- og sundhedsområdet, beretter om en betydelig stigning i vold under udførelsen af deres arbejde.

Alle de tiltag, der i dag bliver gennemført for at sikre kapitalen i en post-pandemisk verden, vil kun føre til arbejdsløshed, fattigdom og flere usikre jobs uden rettigheder for millioner af arbejdende kvinder.

Særligt i Asien, Afrika og Latinamerika har kvinder med usikre ansættelser, der producerer varer eller service for internationale monopoler, allerede mistet 80 % af deres indtægt, mens antallet af arbejdere, der lever i fattigdom, er firedoblet.

Kvindelige arbejdere er enten blevet fyret eller tvunget til ubetalt hjemsendelse, fordi monopolerne inden for mode- og fødevareområdet har mistet ordrer, hvad der har ført til lukning af arbejdspladser. Titusinder af kvinder, der ikke havde mulighed for at vende tilbage til deres hjem, blev fanget i byerne, sårbare pga. pandemien og dømt til at sulte.

’Bliv hjemme-opfordringen’ havde ingen effekt for arbejdere, der var forpligtet til at arbejde. På arbejdspladser uden forholdsregler mod smitte – hvor det ikke er muligt at holde afstand, hvor intet beskyttelsesudstyr blev skaffet for at sikre arbejdernes helbred – var de overladt til dilemmaet ’virus eller sult’. Det er de samme arbejdspladser, hvor kvinder betragtes som andenrangs-arbejdere gennem en sexistisk praksis og patriarkalske omgangsformer. Med pandemien blev den sexistiske praksis værre, og volden på arbejdspladserne er steget.

Arbejdsløshed og usikkerhed i jobbet rammer kvinderne hårdest

I de hårdest ramte sektorer (hotel og restauration, ejendomsmarkedet, forretning og administration, fremstillingsindustrien, engros- og detailhandel), hvor der globalt er beskæftiget 1,25 milliarder arbejdere, er antallet af arbejdsløse kvinder vokset fra 38 til 54 %.

Millioner af kvindelige arbejdere i disse sektorer var allerede en del af de arbejdsløses reservearmé. Institutioner forbundet til kapitalen har selv indrømmet, at et anslået antal på 25 millioner vil blive tilføjet til sidste års arbejdsløshedstal (188 millioner), hvilket er en større stigning end den, der fulgte i kølvandet på krisen i 2008-9 (22 millioner).

Det står allerede klart, at arbejdsløshed rammer kvinderne hårdest, særligt unge kvinder. I USA – epicenteret for imperialistisk-kapitalistisk aggression – er arbejdsløshedstallet øget fra 7,5 til 29,8 % alene i april og maj. Kvindelige arbejdere i usikre ansættelser arbejder på de områder i samfundet, der er blevet mest påvirket.

Uregelmæssighederne er taget til, efterhånden som arbejdsforholdene er blevet mere kaotiske på området for usikre ansættelser, hvor migrantarbejdere udgør en stor del. Kvindelige migrantarbejdere er blevet frataget selve betingelsen for at overleve og bygge en fremtid for sig selv og deres familier.

Det faktum, at den normale arbejdstid i Indien er øget til 12 timer om dagen, hvor antallet af usikre ansættelser allerede har nået 90 %, viser, hvordan kapitalismens ’nye normal’ vil se ud i tiden efter pandemien: ene og alene som en øget udbytning af arbejderne, og særligt af arbejdende kvinder.

I en tid, hvor mennesker er blevet frataget menneskelige arbejdsforhold pga. øget udbytning, med nedgang i lønnen og øget usikkerhed, er særligt fattige, arbejdende kvinder blevet sårbare for udnyttelse og vold. I tillæg til inhumane og hårde arbejdsforhold har pandemien mangedoblet byrden fra husarbejdet og forstørret alle de problemer, som kvinder står over for.

Vreden mod kapitalismens aggression vokser

Der er ingen tvivl om, at den arbejdende befolkning og kvinder fra forskellige sektorer i samfundet over hele verden svarer igen på kapitalismens brutalitet. I Asien og Latinamerika har kvinder, der var dømt til arbejdsløshed og sult, organiseret eller tilsluttet sig protester, selv under pandemien. Desuden fortsatte protesterne fra tidligere i Libanon og Indien, og med nye udviklinger, som protesten mod racisme og fattigdom, der startede i USA og spredte sig til mange dele af verden. Grusomheden ved mordet på Floyd udløste den vrede, som folk allerede følte som en reaktion på kapitalismens følger, der er blevet intensiveret under pandemien.

Corona-pandemien efterlod kvinder med både gamle og nye problemer på deres skuldre i deres lande, byer, gader og hjem. Men den fik også kilden til alle disse problemer til at fremstå mere tydelig og skarp. Kapitalismens ’normal’ betyder slaveri for kvinderne. Og kvindehad er en del af selve kapitalismens natur. Dette er, hvad pandemien nu har gjort selvindlysende.

Under den neoliberale kapitalismes betingelser har kvinders vilje til at forsvare deres liv og muligheden for at have en ordentlig tilværelse udviklet sig til en kamp på liv og død. Med den nuværende pandemi er kapitalismens ’kvindevenlige’ maske faldet, og dens kvindefjendske ansigt er blevet synligt.

Politiske kræfter og tankegange, der ønsker at underordne kvinder, har udnyttet pandemien til at sætte turbo på deres planer om at angribe kvinderettigheder. Mens de har forsøgt at trække kvinders ret til politisk repræsentation tilbage, indskrænke retten til abort, suspendere love og konventioner, der sikrer beskyttelse mod vold, mens de har øget presset mod kvinders organiseringer, er det blevet af vital betydning at sige: Vi opgiver ikke vores liv eller vores rettigheder.

Lad os forene os i kampen for socialisme og tilintetgøre den kvindefjendske kapitalisme

I dag bliver alle kapitalismens forberedelser af dens ’nye normal’ ledsaget af mere udbytning af kvinders arbejde og kroppe, såvel som en forværring i retning af slavelignende forhold. Mens de udnytter deres muligheder for at skjule krisens følger, bruger regeringerne et antal forskellige praksisser, der veksler mellem brugen af offentlige midler og regulær undertrykkelse af modstand mod den forøgede repression.

Jobs, rettigheder og millioner af kvinders fremtid er sat på spil. Det er klassekampen, der vil komme til at afgøre, hvad der kommer til at ske i tiden med ’den ny normal’, en tid hvor vi vil stå over for en ny bølge af massiv arbejdsløshed, forringelse af de sociale rettigheder, tvungen nedgang i lønnen for at øge profitten og et øget pres på arbejdskraften.

Kvinder over hele verden, med forskellige sprog, tro og farver, oplever fælles konsekvenser påført af det kapitalistiske system, som forsøger at tage ejerskab over deres arbejde og deres kroppe.

Folkene, de undertrykte, de udbyttede og kvinder fra forskellige lande påvirker hinanden i deres bestræbelser på at finde veje ud af denne udvikling. Kvinder, der hæver deres stemmer i Latinamerika, taler til deres søstre i Afrika; den stigende vrede i USA inspirerer mennesker i Europa; og de fremvoksende kampe i Mellemøsten bygger styrken til forandring op i Asien. Verdens arbejdende kvinder ved, at kapitalismen ikke kan bringe dem ’goder’, ’velfærd’ eller ’velstand’, og den kan heller ikke tilbyde frisk luft. Verden kan ikke få vejret! For at kunne komme til at trække vejret frit, kan vi ikke stole på kapitalismens løfter om ”lige muligheder”, noget der aldrig er indfriet; vi er nødt til at destruere det system af udbytning, der er basis for kvindeundertrykkelsen.

Socialisme er den eneste vej til at få vejret – mod alt, hvad der kvæler kvinder, dvs. vold, usikkerhed på arbejdsmarkedet, uligeløn, økonomiske kriser, krig, homofobi, fremmedhadsk immigrationspolitik, kolonialisme, ødelæggelse af naturen og nyliberalisme.

Lad os styrke vores enhed og solidaritet og kæmpe for at kunne trække vejret frit!

For at kvinder kan organisere sig og kæmpe sammen for alle vores rettigheder – fra retten til uddannelse til sikring af sundhed, fra retten til et sted at bo til at stoppe ødelæggelsen af naturen, fra kampen mod vold til kampen for at beskytte og udvide retten til lighed, fra bedre arbejdsvilkår til retten til ligeløn, fra lige borgerrettigheder til lige politisk repræsentation – for at kvinder kan det, vil vi hæve vores stemmer sammen for alle vores krav for at samle og styrke kvindernes kamp for lighed på alle livets områder!

CIPOML’s Koordinationskomite

august 2020

Klassekamp – Revolution - Socialisme. Magasinet ENHED og KAMP har det hele!

Tankestof til tidens brændende spørgsmål - Handling i en verden moden til forandring

Del og brug gerne

Back To Top