skip to Main Content

ORDBOG

Akkumulation

Når man samler og ophober noget, så man hele tiden får mere.

Begrebet bruges i politisk økonomi. I den borgerlige udgave er det historien om, hvordan man gennem hårdt arbejde, evnen til at tage de rigtige beslutninger og turde tage en risiko kan blive rig, tjene stadig flere penge og hele tiden forøge sin kapital, omsætning og ejendom.

I marxistisk politisk økonomi siges det derimod klart:  Det er udbytningen af arbejdskraften og udplyndringen af naturens ressourcer, der skaber merværdi og profit. Værdier der kan investeres i igen at øge rigdom og kapital. At det ikke kommer dem der skaber værdierne, arbejderklassen, til gode skyldes den private ejendomsret.

«Når merværdien ikke anvendes af ejeren til hans personlige forbrug, men bruges som kapital, dannes der ny kapital, som føjes til den gamle som akkumuleres. Anvendelsen af merværdi som kapital kaldes kapitalens akkumulation.» (Marx).

Anarkisme

Politisk retning, der drømmer om et nyt samfund med alle individers frihed, uden at gøre op dem det bestående klassesamfund og den private ejendomsret.  Findes i dag først og fremmest i de autonome miljøer, hvor opbygning af  kollektiver og en anti-autoritær livsstil sammen med ”direkte aktion” mod magtsymboler skal overbevise andre til at gøre det samme.

Anarkismen afviser nødvendigheden af arbejderklassens organisering og det revolutionære parti for at kunne skabe revolutionær forandring og et nyt samfund.

Dialektik

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Dialektisk og historisk materialisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Finansiel og industriel kapital

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Flydende/Konstant kapital

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Højrepopulisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Idealisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Imperialisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Løn under kapitalismen

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Maoisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Marxisme-Leninisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Materialisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Metafysik

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Monopoldannelse

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Opportunisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Produktivkræfter

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Reformisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Revisionisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Socialdemokratisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Spekulation

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Trotskisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Udbytning

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Udviklingen af arbejderklassens enhedsfront er en påtrængende nødvendighed

Dorte Grenaa, Arbejderpartiet Kommunisterne, APK

Uddrag fra oplæg om enhedsfrontens og folkefrontens problemer, Dorte Grenaa APK

Opgaven med at opbygge arbejderklassens enhedsfront og folkefronten mod krise, krig og fascisme er ikke bare en mulighed vi har. Det er en konkret og nødvendig opgave, vi må løse i kampen mod kapitalismen og imperialismen i dag.

Hvad mener vi med begreberne enhedsfront og folkefront?

Allerførst må vi slå fast at skabelsen af enheds- og folkefronten er en taktisk linje, der indgår i den revolutionære strategi – det er ikke et mål i sig selv. Målet er revolutionen og socialismen.

Enhedsfronten er kampen for at samle flertallet af arbejderklassen på tværs af forskellige opfattelser, politisk bevidsthed og ståsted for en klassekampsline. Folkefronten er en udvidelse af enhedsfronten til også at gælde andre klasser og lag i en fælles kamp for overordnede mål.

Man kan sige at enheds- og folkefronten er summen af de kampe og bevægelser, der bevidst eller ubevidst udtrykker modstand mod kapitalismen og imperialismen.

Teorien om enheds- og folkefronten er mest kendt gennem erfaringerne fra den store kamp mod fascismen op til og under 2.verdenskrig.

Meget har forandret sig siden og Dimitrovs teser om folkefronten skal bruges og vurderes ud fra dagens konkrete virkelighed. Men siden 2001 er kampen mod krig, fascisering og fascisme blevet uhyggelig aktuel igen. Det at der fra CIPOML (den internationale ml-bevægelse) er blevet sat fokus på spørgsmålet i dagens aktuelle kontekst, kan give vores egen forståelse og arbejde et vigtigt skub fremad.

Vi har netop i de forløbne kongresdiskussioner om den nationale og internationale samfunds- og klassekampsudvikling fået belyst, hvordan nyliberalismens økonomiske og politiske krise har ført og fører til massive angreb på arbejderklassen, til øget militarisering, krige og stadig mere akut krigsfare for omfattende krig i Europa mellem NATO/EU og Rusland. Og hvordan den økonomiske krise bliver væltet over på arbejderklassen og brede dele af befolkningen og fører til en lang række udemokratiske og fascistiske processer og tiltag også i EU-landene, ikke mindst under dække af terrorpakker.

Det er ikke svært at forstå, hvorfor enhed i kampen mod kapitalismen og imperialismen er nødvendig. Eller hvorfor arbejderklassen må være kernen og den ledende kerne og det kommunistiske parti den ledende kraft. Det svære er, at der ikke findes nogen færdig opskrift på, hvordan man opbygger enheds- og folkefronten. At den ikke lader sig deklarere eller kan stiftets formelt en gang for alle.  Det kræver viden om de aktuelle konkrete forhold i det enkelte land, den enkelte by, arbejdsplads, om de konkrete klassekampsspørgsmål, klassekræfter og mulige allierede, for at finde vejene til, hvordan vi arbejder politisk og organisatorisk med denne taktik.

Det kræver hele tiden at kunne ændre sit arbejde til de krav som skiftende udviklinger stiller. Det kræver evnen til at rejse de rigtige krav på de rigtige tidspunkter og på en måde som folk forstår og krav om at være synlige i kampen. Det er disse ting, der er de svære, komplekse og helt nødvendige. Og som gør at det er en løbende opgave for hele partiet hele tiden at løse.

Men lad os et øjeblik gå tilbage til Dimitrov og erfaringerne fra 30erne som enheds- og alliancepolitikken bygger på.

Kan fascismens sejr forhindres og hvordan kan det gøres?

Det spørgsmål stiller Dimitrov i beretningen til Kominterns 7. verdenskongres 1935. Et spørgsmål som millioner af arbejdere stillede sig dengang og stiller sig mange steder i dag. Og som de kommunistiske partier har ansvaret for at kunne svare på. Kan fascismens sejr forhindres og hvordan kan det gøres?

Ja, den kan forhindres, siger Dimitrov. Det afhænger først og fremmest af om arbejderklassen er stand til, arbejder og kæmper for det. At arbejderklassens kræfter svejses sammen til en stor enhed, der er i stand til at kæmpe mod kapitalens angreb.

En kæmpende arbejderklasse kan passivisere fascismens indflydelse på de vaklende lag i arbejderklassen selv, i arbejderaristokratiet og de reformistiske centrer. En kæmpende arbejderklasse kan lamme fascismens indflydelse på ungdommen, småborgerne, bønder og de intellektuelle – så en del ikke vindes for fascismens demagogi og en del vindes over på arbejderklassens side.

For det andet afhænger det af, om der er et stærkt kommunistisk parti til at lede arbejderklassens kamp.

For det tredje afhænger det af om der føres en rigtig politik overfor arbejderklassens allierede – at deres problemer tages alvorligt og forsvares.

Og som det fjerde afhænger det af, om de konkrete kampe og aktioner bliver rejst i rette tid. Dvs. inden fascismen får bidt sig fast og vokset sig stærkt. Hvad enten det er strukturelt gennem afskaffelse af demokratiske og arbejderrettigheder, terrorlovgivning eller for politisk-ideologisk indflydelse på grupper i befolkningen gennem f.eks. indvandrer-, fremmed- muslimhad. Fascismen skal slås, mens den endnu er svag.

Dette oplæg lægger vægt på det første punkt – arbejderklassens enhed og kamp, mens de øvrige oplæg vil gå i dybden med de øvrige spørgsmål om partiet og arbejdet omkring folkefronten.

Dimitrov fremhæver arbejderklassens enhedsfront som det grundlæggende element. Ikke skematisk forstået som først opbygger vi partiet, og når det bliver stærkt nok, så opbygger vi enhedsfronten, og når den er klar, kommer vi til folkefronten. Sådan fungerer virkelighedens og klassekampens dialektik ikke.  Men grundlæggende forstået som afgørende nødvendig at udbygge hele tiden for at udvikle klassekampen frem mod revolutionen.

Arbejderklassens enhed er aktionsenhed, at man kæmper sammen, mod de nyliberalistiske angreb for at vælte krisens byrder over på arbejderklassen, mod al fasciscering og mod krigsfaren. Det bærende er at enheden opbygges nedefra gennem handling og kamp. Og at arbejderklassen først og fremmest lærer gennem sine egne erfaringer. Som kommunister tror vi ikke på bevægelsens spontane organisering eller udvikling, men på at det kan tilføres gennem langvarigt og tålmodigt arbejde, der hvor arbejderklassen er.

Her er det vi skal bruge og yderligere konkretisere vores klasseanalyse helt ned i den lokale enhed, hvor vi arbejder ud fra. Vi har set store forskydninger i sammensætning af arbejderklassen i dag med den teknologiske udvikling, den økonomiske krise og EU’s nyliberalistiske arbejdsmarkedspolitik.

Det er ikke længere en nogenlunde homogen gruppe af faglærte og ufaglærte på kollektive overenskomster og fagligt organiseret. En stadig større del er i stedet præget af flexicurity på individuelle vilkår. Arbejderklassen er sammensat af mange nationaliteter ikke mindst udliciteret EU-arbejdskraft, især fra Østeuropa.

Forskellen på levevilkårene i arbejderklassens top og bund er store og voksende. Og mens et lag af arbejderaristokrater forgyldes, proletariseres arbejderklassens nærmeste allierede blandt grupper som lærere, sundhedspersonale, pædagoger og andre offentlige ansatte i stadig større omfang. Hvilket har sat disse grupper i bevægelse og kamp for deres rettigheder og vilkår.

Der skal arbejdes forskelligt i forhold til de forskellige grupper indenfor arbejderklassen og dens nærmeste allierede for at skabe enheden. Arbejdet i fagforeninger og klubber er vigtige og selvom de på topplan er klassesamarbejdsorganisationer, fordi det er arbejderklassens grundlæggende organisering og omkring halvdelen af arbejderklassen forsat er faglig organiseret. Men at finde formerne for at arbejde med den voksende gruppe af uorganiserede og arbejdsløse er en lige så vigtig opgave i dag.

Nyliberalismens hovedangrebsmål er arbejderklassens løn- og arbejdsforhold, retten til overhovedet at være fagligt organiseret og have en overenskomst eller retten til at føre faglig kamp.

For at styrke udviklingen af arbejderklassens enhedsfront må vi lægge vægt på:

  • Styrkelsen af arbejderklassens enhed såvel i den nuværende forsvarskamp mod nyliberalismen som mod krigsdeltagelse og fascisering. Den må omfatte hele arbejderklassen på tværs af grupper, organisering, nationalitet, køn og alder og omfatte gensidig solidaritet.
  • Udviklingen af en konkret solidaritet mellem danske og udenlandske arbejdere på danske arbejdspladser uanset nationalitet, ansættelsesforhold og forskellige arbejdsgivere.

….

Oplæg i sin helhed holdt på APKs partikonference 14.marts 2015 om enhedsfrontens og folkefrontens problemer som led i forberedelsen af APKs 6. kongres.

Klassekamp – Revolution - Socialisme. Magasinet ENHED og KAMP har det hele!

Tankestof til tidens brændende spørgsmål - Handling i en verden moden til forandring

Del og brug gerne

Back To Top