Selvom denne artikel er skrevet for 39 år siden, i 1987, behøver man bare at skifte navnene på politikerne, præsidenten og det militærteknologiske mareridt ud med nutidens aktører. Politikken, løgnene og konsekvenserne er de samme. Artiklen blev første gang offentliggjort i det dengang revolutionære dagblad Arbejderen. Den indgår også i bogen ”Bag linjerne. Tekster til tiden”.
Ved vores klodes yderste rand ligger Thule. Igennem tusinde år den sagnagtige yderste boplads for fangere og mennesker; engang et dristigt mål for barske polarforskere, i dag forsynet med alle civilisationens velsignelser under Uncle Sams vejende banner, og med ikke-nedbrydeligt radioaktivt materiale i store mængder i den omgivende indlandsis efter at atombærende flys havari engang i slutningen af 1960’erne.
Det skete pinligt nok lige i dagene op til et folketingsvalg. Nyheden om styrtet og den kendsgerning, at atombærende amerikanske fly færdedes frit og frejdigt over dansk/grønlandsk territorium uden den ringeste hensyntagen til Danmarks officielle atomvåbenfri politik (i hvert fald uden for en ”krigssituation”), blev derfor systematisk tilbageholdt, indtil valget var lykkeligt overstået for kapitalismens konkurrerende regeringspartier.
Det yderste Thule er ikke længere boplads for hårdføre mennesker, der lever af og i pagt med naturen. Fangerne og deres familier er for længst tvangsforflyttet (1953, red.), for ikke at genere NATO og den amerikanske krigsmaskine. I forbindelse med oprydningen efter atomflyets nedstyrtning, som var omfattende og langvarig, men ikke fjernede alt det dødbringende affald, bliver regningerne ved med at dukke op. Hos de hen ved tusinde danskere og grønlændere, der deltog i det dengang garantereret risikofri oprydningsarbejde – garanten var atomstation Risø – har der vist sig en usædvanlig stor cancer- og leukæmifrekvens samt en række andre følgesygdomme og symptomer på radioaktiv forgiftning. Denne sag er langtfra afsluttet.
Men Thules historie fortsætter, og den amerikanske regering har bestemt, at dens base skal tage del i de allermest avancerede fremskridt inden for den moderne krigsteknologi – Stjernekrigsprojektet. Den nye radarstation, der er opført på Thulebasen, indgår direkte i Reagans og NATOs seneste militærteknologiske mareridt.
Den danske regering har erklæret sin principielle tilslutning til stjernekrig; og forsvarsminister Engell har endnu engang vist sig som en hengiven støtte til den amerikanske imperialismes skalten og valten med dansk suverænitet.
Når et ubehageligt spørgsmål er blevet rejst i forbindelse med amerikanske krigsskibes besøg i danske havne – om de i strid med erklæret dansk politik medfører atomvåben – har Engell igen og igen beroligende erklæret, at han simpelthen går ud fra, at den amerikanske alliancepartner og storebror vil respektere dansk politik. Selvom officielle talsmænd fra den amerikanske hær og flåde ikke engang gider garantere dette – hvor lidt det end vil være værd. Og selvom flystyrtet i Grønland var pinligt, men uigendriveligt bevis for, at USA hæmningsløst krænker netop denne politik.
Nu gentager Engell sig selv: De nye radaranlæg i Thule har ifølge den amerikanske regering intet at gøre med stjernekrigsprojektet. Engell har selvfølgelig ikke den fjerneste anledning til at tvivle på vore partneres ord, for slet ikke at tale om at iværksætte en selvstændig undersøgelse heraf. Venskabspagten er købt ubeset og fornyes regelmæssigt på samme vis.
Samme holdning indtages af det grønlandske landsstyres formand Jonathan Motzfeldt. Han og Landsstyrets flertal har ingen indvendinger mod Thulebasen og dens placering; han har ingen grund til at tvivle på, at radaranlægget og militærinstallationerne har en ren defensiv karakter. Suverænitetskrænkelse simpelthen i kraft af den amerikanske militære tilstedeværelse (eller besættelse, som onde tunger betegner den som) finder han slet ikke, at der er tale om. Denne holdning har utvivlsomt kostet nogen ikke så lidt.
Overraskende og bekymrende er, at også lederen af venstrefløjens parti, Inuit Ataqatigiit, Aqqaluk Lynge erklærer: ”Det bedste vil selvfølgelig være, hvis baserne ikke er her, men det kan kun ske, hvis de to supermagter bliver enige om det.” Og han fortsætter med følgende om sit besøg i USA: ”Jeg kom til USA som gæst, til et land, som gerne vil beskytte os og være vores allierede …” Hvor pinligt. Hvor beskæmmende.
Til syvende og sidst bliver det den grønlandske befolkning, der kommer til at betale for de proimperialistiske danske og grønlandske politikeres udsalg af suveræniteten, og dens overdragelse til den ene af verdens to mest aggressive imperialistmagter.
Der ligger en tanke i, at jordens yderste rand nu bliver brugt som springbræt for den militære erobring af verdensrummet til at sikre den amerikanske imperialisme sejren i et kommende opgør med den sovjetiske socialimperialisme.
Bortforklaringer, halve indrømmelser og hele løgne. Løfter og nye bedrageriforsøg. Sådan er verdenspolitikken. Fra høvdingene til de lokale statholdere. Fra Washington og Moskva til København og det yderste Thule.
30.januar 1987
Læs også fra tidligere nr. af Enhed og kamp: Grønland og geopolitikken – ENHED og KAMP og Dansk imperialisme prøver at indordne sig både USA og EU i striden om Grønland – ENHED og KAMP