Skip to content

ORDBOG

Akkumulation

Når man samler og ophober noget, så man hele tiden får mere.

Begrebet bruges i politisk økonomi. I den borgerlige udgave er det historien om, hvordan man gennem hårdt arbejde, evnen til at tage de rigtige beslutninger og turde tage en risiko kan blive rig, tjene stadig flere penge og hele tiden forøge sin kapital, omsætning og ejendom.

I marxistisk politisk økonomi siges det derimod klart:  Det er udbytningen af arbejdskraften og udplyndringen af naturens ressourcer, der skaber merværdi og profit. Værdier der kan investeres i igen at øge rigdom og kapital. At det ikke kommer dem der skaber værdierne, arbejderklassen, til gode skyldes den private ejendomsret.

«Når merværdien ikke anvendes af ejeren til hans personlige forbrug, men bruges som kapital, dannes der ny kapital, som føjes til den gamle som akkumuleres. Anvendelsen af merværdi som kapital kaldes kapitalens akkumulation.» (Marx).

Anarkisme

Politisk retning, der drømmer om et nyt samfund med alle individers frihed, uden at gøre op dem det bestående klassesamfund og den private ejendomsret.  Findes i dag først og fremmest i de autonome miljøer, hvor opbygning af  kollektiver og en anti-autoritær livsstil sammen med ”direkte aktion” mod magtsymboler skal overbevise andre til at gøre det samme.

Anarkismen afviser nødvendigheden af arbejderklassens organisering og det revolutionære parti for at kunne skabe revolutionær forandring og et nyt samfund.

Dialektik

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Dialektisk og historisk materialisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Finansiel og industriel kapital

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Flydende/Konstant kapital

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Højrepopulisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Idealisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Imperialisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Løn under kapitalismen

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Maoisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Marxisme-Leninisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Materialisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Metafysik

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Monopoldannelse

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Opportunisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Produktivkræfter

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Reformisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Revisionisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Socialdemokratisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Spekulation

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Trotskisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Udbytning

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Vi skal forsat bruge Lenins arv

Af Kommunistisk plattform (KPML), Norge

Ingen enkeltperson har som Lenin efterladt sit aftryk på det 20. århundrede. Leninismen har påvirket arbejderbevægelsen i alle hjørner af verden. Leninismen er vor epokes marxisme – imperialismens og de proletariske revolutioners epoke.

Vladimir Iljitj Lenin (Uljanov) opsummerede og videreudviklede, hvad han kaldte marxismens tre kilder og tre komponenter. Den første af disse (og som nutidens revolutionære synes at have glemt) er marxismen som filosofisk materialisme, dvs. grundlaget for vores verdensbillede og forståelse af bevægelseslovene (dialektikken). Den anden er marxismens politiske økonomi – den kapitalistiske produktionsmåde med merværdi opnået gennem udbytning, og hvordan dette system i imperialismens epoke fører menneskeheden mod ødelæggelse, hvis det ikke erstattes af socialistiske og kommunistiske produktionsforhold. Den tredje komponent er klassekampen, historiens drivkraft og det, der kan gøre en ende på kapitalistisk udbytning.

Lenin tog udgangspunkt i marxismens kerneområder, da han erkendte, at kapitalismen var gået ind i en ny fase i overgangen fra 1800-tallet til 1900-tallet.

Økonomisk set er den monopolkapitalistiske (imperialistiske) epoke udtryk for, at nationalstaten er for snæver til udvidet kapitalistisk akkumulation. Industri- og bankkapitalen smelter sammen til finanskapitalen og undertvinger det borgerlige statsapparat. Kapitaleksport bliver vigtigere end vareeksport, og jagten på monopolprofitter fører uundgåeligt til nye krige for verdens omfordeling.

På den ideologiske front indebærer denne epoke korruption af den kapitalistiske overbygning, genoplivning af filosofisk idealisme og alle mulige reaktionære ideer og foranstaltninger. Imperialismen afgiver en del af superprofitterne for at smøre et øverste lag blandt arbejderne. Dette arbejderaristokrati udgør det sociale grundlag for klassesamarbejde og systembevarende reformisme. Således bliver den ideologiske, teoretiske og politiske kamp mod borgerskabets medskyldige i arbejderklassen så meget desto vigtigere.

På klassekampens område fremmer den globale imperialisme arbejderklassens internationalisme. De transnationale monopoler tvinger arbejderklassen til at vise solidaritet på tværs af grænserne i kampen mod kapitalen. Et konkret eksempel i disse dage er fagforenings-boykotaktioner i Europa til støtte for de svenske Tesla-arbejderes krav om organisering.

Arbejderklassens vækst og proletariseringen af nye samfundslag kræver udviklingen af en socialistisk bevidsthed om klassens historiske opgave. Denne socialistiske bevidsthed opstår ikke af sig selv. Nøglen til at udvikle klassebevidsthed og lede den politiske og ideologiske kamp er kommunistpartiet. Principperne for dette parti af en ny type blev formuleret af Lenin.

Den russiske Oktoberrevolution er uløseligt sammenflettet med Lenins navn og arbejde i arbejderklassens tjeneste. Lenins lære, bygget på Marx’ og Engels’ solide fundament, lagde det teoretiske fundament, hvorpå et helt nyt samfundssystem – socialismen – bragte enorme fremskridt for menneskeheden gennem et halvt århundrede. Stalin løftede Lenins arv og førte den videre ved at lægge det økonomiske grundlag for sammenslutningen af de sovjetiske socialistiske republikker.

Men som vi ved, fik kapitalismen revanche gennem kontrarevolutioner, der underminerede de socialistiske lande og de kommunistiske partier. Det første store socialistiske fremstød blev knust efter 50-60 år. Sammenbruddet kom indefra, fra borgerlige elementer, der poserede som marxister, efter vedvarende ideologisk, politisk og økonomisk pres udefra. Arbejderklassen og dens politiske ledelse led et tilbageslag, som den stadig kæmper for at rejse sig fra.

Det kan Lenin ikke bebrejdes for. Socialismens nederlag skyldtes ikke fejl i hans analyser af imperialismens, opportunismens eller den borgerlige stats karakter. Men det modsatte. Nederlaget skyldtes især, at borgerlig ideologi i skjult form fik fodfæste i kommunistpartiet selv, fordi klassekampen mod opportunismen på dette område ikke blev ført konsekvent og i Lenins ånd. Mange kommunister var euforiske over den socialistiske sovjetstats enorme landvindinger. Således undervurderede de, at klassekampen fortsætter og øges i styrke under proletariatets diktatur. Moderne revisionisme, borgerskabets forklædte ideologer i arbejderbevægelsen, forrådte og fordrejede leninismen. I første omgang brugte de Stalin som en huggeblok, før de endelig vendte sig åbent mod Lenin og leninismen.

Hundrede år efter Lenin lever vi stadig i den samme imperialistiske epoke med den forskel, at imperialismen med dens monopoler er blevet mange gange mere magtfuld, end den var på Lenins tid. Men samtidig er imperialismen som system blevet mere sårbar, fordi denne fase af kapitalismen indebærer udbytning, undertrykkelse, korruption og krig i en sådan grad, at systemet befinder sig i en vedvarende tilstand af generel krise.

Den bestialitet, der følger af dette system, kan illustreres ved Israels udryddelseskrig mod det palæstinensiske folk i Gaza. Omfanget af den groteske private tilegnelse af sociale værdier kan illustreres ved, at verdens ti rigeste individer, med Elon Musk som den allerrigeste, har en nettoformue svarende til Brasiliens samlede bruttonationalprodukt.

Der var ganske vist sindssygt rige superkapitalister selv på Lenins tid. Oliemagnaten John D. Rockefeller var verdens rigeste for hundrede år siden. Hans forbløffende nettoværdi på 900 millioner dollars (inflationsjusteret til 23,5 milliarder dollars) svarede stadig kun til en tiendedel af Elon Musks nettoværdi (251 milliarder dollars). Dette er naturligvis kun enkelte tal, der viser akkumuleret merværdi blandt verdens største monopolkapitalister. Vi tager ikke højde for verdens enorme gældsbyrde og udplyndringen af finanskapitalen gennem organismer som IMF, Verdensbanken osv. Uligheden og udnyttelsen ville kun være endnu mere tydelig, hvis vi havde gjort det. Derfor er det næppe en overdrivelse, hvis vi hævder, at den imperialistiske udbytning er ti gange mere omfattende end på Lenins tid, forenklet illustreret af det faktum, at Musk har en ti gange større nettoværdi end Rockefeller.

Modsætningerne mellem arbejde og kapital, mellem imperialismen og verdens undertrykte folk og mellem de imperialistiske magter indbyrdes skærpes uafbrudt og fører til stadig nye rystelser af det herskende system.

Lenin lærte os at analysere udviklingen internationalt såvel som nationalt, så arbejderklassen kan forstå kapitalismens ujævne udvikling og dermed forberede sig på de barske klassekonfrontationer, der skal komme – og især på de konfrontationer, der bærer kimen til revolution og kamp for socialisme i sig. Især var han på vagt over for opportunismens skadelige indflydelse i arbejderbevægelsen.

Marxismen-leninismens klassikere gav os analyseværktøjerne og de generelle instruktioner. For nutidens kommunister er opgaven at bruge hele denne værktøjskasse til at forstå og ændre den konkrete virkelighed, vi lever i. Udviklingen af klassekampen selv vil vise, om og hvornår værdige forvaltere af Lenins arv dukker op, også i Norge.

  1. 20.januar 2024

Klassekamp – Revolution – Socialisme. Magasinet ENHED og KAMP har det hele!

Tankestof til tidens brændende spørgsmål – Handling i en verden moden til forandring

Del og brug gerne

Back To Top