skip to Main Content

ORDBOG

Akkumulation

Når man samler og ophober noget, så man hele tiden får mere.

Begrebet bruges i politisk økonomi. I den borgerlige udgave er det historien om, hvordan man gennem hårdt arbejde, evnen til at tage de rigtige beslutninger og turde tage en risiko kan blive rig, tjene stadig flere penge og hele tiden forøge sin kapital, omsætning og ejendom.

I marxistisk politisk økonomi siges det derimod klart:  Det er udbytningen af arbejdskraften og udplyndringen af naturens ressourcer, der skaber merværdi og profit. Værdier der kan investeres i igen at øge rigdom og kapital. At det ikke kommer dem der skaber værdierne, arbejderklassen, til gode skyldes den private ejendomsret.

«Når merværdien ikke anvendes af ejeren til hans personlige forbrug, men bruges som kapital, dannes der ny kapital, som føjes til den gamle som akkumuleres. Anvendelsen af merværdi som kapital kaldes kapitalens akkumulation.» (Marx).

Anarkisme

Politisk retning, der drømmer om et nyt samfund med alle individers frihed, uden at gøre op dem det bestående klassesamfund og den private ejendomsret.  Findes i dag først og fremmest i de autonome miljøer, hvor opbygning af  kollektiver og en anti-autoritær livsstil sammen med ”direkte aktion” mod magtsymboler skal overbevise andre til at gøre det samme.

Anarkismen afviser nødvendigheden af arbejderklassens organisering og det revolutionære parti for at kunne skabe revolutionær forandring og et nyt samfund.

Dialektik

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Dialektisk og historisk materialisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Finansiel og industriel kapital

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Flydende/Konstant kapital

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Højrepopulisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Idealisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Imperialisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Løn under kapitalismen

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Maoisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Marxisme-Leninisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Materialisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Metafysik

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Monopoldannelse

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Opportunisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Produktivkræfter

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Reformisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Revisionisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Socialdemokratisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Spekulation

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Trotskisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Udbytning

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

3.oktober 1990: Dagen for annekteringen af DDR  

Af Herbert Polifka, Arbeit Zukunft, Magdeburg, Tyskland

Der måtte ikke blive noget tilbage af DDR, ellers ville kapitalismens eksistens stå på spil

 Herbert Polifka var medlem af den ulovlige del af Tysklands Kommunistiske Parti (marxistisk-leninistisk). Han kæmpede mod revisionisme og opportunisme i DDR[i], for en socialistisk revolution. Derfor blev han dømt af revisioniststaten. Hans bidrag blev skrevet efter genforeningen og genudgivet i anledning af 30-året for genforeningen.

Fra Konrad Adenauer[ii] kommer ordene: Hellere halvdelen af hele Tyskland end hele Tyskland halvt. “Det er ikke kun et spørgsmål om østzonen; Det er et spørgsmål om at reorganisere hele Europa øst for jerntæppet.” (Adenauer, CDU’s partikongres i Heidelberg, 1. marts 1952) ”Vores mål er at befri vore 18 millioner brødre og søstre i de østlige områder. Indtil nu har folk altid talt om genforening, men vi bør hellere sige befrielse.”

Helmut Kohls[iii] ord den 21. juni 1990 er stadig mindeværdige: “Kun den hurtige realisering af valutaen, den økonomiske og sociale union giver mulighed for, at Mecklenburg-Vorpommern, Sachsen-Anhalt, Brandenburg, Sachsen og Thüringen snart vil blive blomstrende landskaber igen …

Til tyskerne i DDR kan jeg sige: Ingen vil være dårligere stillet end før – men mange vil være bedre stillet … For tyskerne i Forbundsrepublikken gælder følgende: Ingen må undvære noget på grund af genforeningen.” (Texte zur Deutschlandpolitik, Reihe III/Bd. 8a, Bundes Verlag, Bonn 1991)

Men privatiseringen blev resultatet af ejendomsforholdene i Østtyskland, at:

– 85 % af de østtyske aktiver (fabrikker, huse og jord) nu tilhører nu vesttyskerne.

– Kun 5 % af de virksomheder, der blev privatiseret af Treuhandanstalt (det agentur, der blev oprettet af DDR-regeringen for at privatisere statslige virksomheder før genforeningen), gik til østtyskerne, 10 % gik til udlændinge (hovedsagelig amerikanske og vesteuropæiske virksomheder) og 85 % til vesttyskerne.

I nogle få år forvandlede en historisk hidtil uset omfordeling af fast ejendom og materielle aktiver Østtyskland til et afhængigt land, hvor alle større økonomiske og politiske beslutninger blev truffet af Forbundsrepublikken Tysklands herskende klasse. Men for at nedbryde DDR’s økonomi var det også nødvendigt at skabe en atmosfære, der i det mindste tolererede dette. Hele økonomien blev kort sagt beskrevet som “skrantende”, alt var bare “dårlig ledelse”. De elektroniske medier, aviser, magasiner, hele meningsdannelses-industrien rapporterede kun de faktiske dårligdomme eller opfandt nye.

Samtidig blev DDR-borgernes optimisme udnyttet. Illusioner, som mange millioner mennesker under SED[iv]-styret allerede havde om kapitalismen i Forbundsrepublikken Tyskland, blev systematisk yderligere vakt: “Der er ikke noget alternativ” og “vi er nødt til at komme igennem det; så bliver det bedre.” Politiske demagoger fortalte søde løgne: “Men ingen vil være værre stillet end før. Tværtimod” (Kohl). Og: “Den tyske mønt åbner døren til paradis.” (DDR’s pressetalsmand Gehler om valutaunionen, 1. juli 1990). Pieroth (CDU): “Snart vil folk tale om det gyldne øst.” (1990). De løgne, der bevidst blev spredt om “opsvinget i øst”, var en del af de instrumenter, der blev brugt til at holde borgerne i øst i ro. Kun gennem dette forberedende arbejde, kun gennem disse gunstige forhold, lykkedes det Treuhand at trænge igennem dette største (fredelige) røveri i verdenshistorien. Forfatteren Rolf Hochhuth beskyldte Treuhandanstalt for at være involveret i “et røveri af en karakter, som aldrig var fundet sted i noget land invaderet af Hitler” (Neues Deutschland 23.-24. januar 1993).

Ødelæggelsen af DDR’s økonomiske, politiske og institutionelle strukturer var den afgørende forudsætning for, at de vesttyske eliter kunne etablere deres eget magtapparat, deres egen økonomiske orden. De centrale punkter i denne bemyndigelse var spørgsmålet om, hvem der havde ejendomsretten, overførsel af administration og den dermed forbundne besættelse af alle væsentlige beslutningstagende stillinger af vesttyske embedsmænd og ledere.

På mindre end fire år fandt der en omfattende tilbagerulning af ejerskabet og ejendomsretten i Østtyskland sted – over 90 % af de statsejede virksomheder blev overført til private ejere eller sendt i likvidation. Den afgørende faktor for denne hurtige privatisering var den manglende vækst i svær- og maskinindustrien. Kun på dette grundlag kunne moderne og rentable dele af anlæggene overdrages til vesttyske virksomheder som førsteklasses dele. Kun på denne måde kunne der indledes en total likvidation for “uøkonomiske” områder. Konsekvensen af privatiseringen var den permanente afvikling af den industrielle rygrad i den østtyske økonomi. Treuhands arbejde havde bevidst til formål at ødelægge industribasen i Østtyskland. Økonomisk integration var motiveret af politik, ikke økonomi. Gennem privatiseringen blev den østtyske økonomis henrettet som i en elektrisk stol, hvilket først og fremmest afspejlede den vesttyske elites interesse i at reorganisere markedet og beskytte Forbundsrepublikken Tyskland mod impulser til forandring ved genforeningen.

Omkring Honecker[v]-klikens revisionisme: For at kunne bedømme den mere dybtgående bliver man nødt til at kritisere den. Erich Honecker er ingen undtagelse, på trods af hans partimedlemskort og hans læbebekendelser til socialisme. Hvad der i sidste ende tæller, når man vurderer en person, er primært hans gerninger, ikke hans ord. Sandsynligvis var Erich Honecker en revisionistisk karrieremager så tidligt som i 1950’erne.

SED’s vedtagelse af Khrusjtjovismens politik (den moderne revisionisme) i 1950’erne var årsagen til DDR’s tilbagegang. En anden fjende greb initiativet: den fra egne rækker, som Tucholsky[vii] ville sige. Bureaukrati, den selvtilfredse arrogance i det herskende lag, paternalisme, nedgørelse af det arbejdende folk og slesk optræden blev altdominerende i landets liv. Denne atmosfære havde en ødelæggende virkning. Entusiasmen aftog, eget initiativ blev betragtet som en fare for statens bevarelse og blev derfor i stigende grad begrænset, hvilket fik interessen for socialisme til at aftage. Dele af befolkningen flyttede til Vesten; for dem blev DDR mere og mere uinteressant.

Opførelsen af muren markerede således den endelige afslutning på en socialistisk udvikling i DDR. Selvom navnet blev bevaret, var indholdet anderledes. Kløften mellem partiet og store dele af befolkningen var blevet stor, og i partiet mistede ledelsen i stigende grad almindelige medlemmers tillid. Især blev mediernes stadig mere restriktive informationspolitik med rette mødt med afvisning. Mediernes image var i stigende grad præget af forskønnende aktivisme, konstante rapporter om succes, kampagner og pinlig “domstolsrapportering” (rapportering ud fra magthavernes interesse).

Der er ingen tvivl om, at DDR’s sammenbrud uden kamp satte den tyske og internationale arbejderbevægelse tilbage. Tabet af socialismens prestige er tragisk. F. Engels sagde engang: ”Når du har tabt, skal du starte forfra. Nederlag ligger til grund for fremtidige sejre. Frem for alt er nederlag de bedste lærere og giver en lektion i historisk dialektik, frem for alt besejrede hære lærer godt. Verdenshistorien går ikke glat og jævnt … uden nogle gange at tage kæmpe skridt baglæns.”

Kæmpe skridt baglæns – man må ikke tænke på dialektik som kun en fremadrettet eller højere udvikling. Arbejderklassens revolutioner kritiserer konstant sig selv, afbryder hele tiden sig selv i deres egen kurs, kommer tilbage til, hvad der tilsyneladende er blevet opnået, for at kunne starte forfra.

 

Litteraturhenvisning fra Arbeit Zukunfts tyske udgave af denne artikel:

Grover Furr, Khrusjtjovs løgne (beviserne for, at hver “åbenbaring” af Stalins (og Berias) “forbrydelser” i Nikita Khrusjtjovs berygtede “hemmelige tale” til SUKP’s 20. partikongres den 25. februar 1956 er beviseligt falsk).

Enver Hoxha: Khrusjtovitterne – Erindringer (http://www.kpd-ml.org/, på engelsk på www.marxists.org)

 

  1. 3.oktober 2021

 

[i] Den Demokratiske Republik Tyskland (Østtyskland)

[ii] Adenauer var Vesttysklands første præsident fra 1949 til 1963 og medstifter og formand for det borgerlige parti CDU.

[iii] Helmut Kohl var præsident for Vesttyskland 1982-1990 og for Tyskland 1990-1998, samt leder af CDU.

[iv] Sozialistische Einheitspartei Deutschlands (SED) (Tysklands Socialistiske Enhedsparti)

[v] Erich Honecker var DDR’s præsident fra 1971 indtil kort før murens fald i oktober 1989.

[vii] Kurt Tucholsky var en af Tysklands førende radikale forfattere under Weimarrepublikken.

 

Læs mere om den moderne revisionisme og dens konsekvenser:

https://www.enhedogkamp.dk/den-moderne-revisionisme-en-direkte-fjende-af-revolutionen-og-socialismen/

https://www.enhedogkamp.dk/trotskijs-loegne-hvad-er-de-og-hvad-betyder-de/

https://www.enhedogkamp.dk/vejen-til-den-revisionistiske-afgrund-noter-om-sovjetunionens-historiske-erfaringer/

 

 

 

Klassekamp – Revolution - Socialisme. Magasinet ENHED og KAMP har det hele!

Tankestof til tidens brændende spørgsmål - Handling i en verden moden til forandring

Del og brug gerne

Back To Top