skip to Main Content

ORDBOG

Akkumulation

Når man samler og ophober noget, så man hele tiden får mere.

Begrebet bruges i politisk økonomi. I den borgerlige udgave er det historien om, hvordan man gennem hårdt arbejde, evnen til at tage de rigtige beslutninger og turde tage en risiko kan blive rig, tjene stadig flere penge og hele tiden forøge sin kapital, omsætning og ejendom.

I marxistisk politisk økonomi siges det derimod klart:  Det er udbytningen af arbejdskraften og udplyndringen af naturens ressourcer, der skaber merværdi og profit. Værdier der kan investeres i igen at øge rigdom og kapital. At det ikke kommer dem der skaber værdierne, arbejderklassen, til gode skyldes den private ejendomsret.

«Når merværdien ikke anvendes af ejeren til hans personlige forbrug, men bruges som kapital, dannes der ny kapital, som føjes til den gamle som akkumuleres. Anvendelsen af merværdi som kapital kaldes kapitalens akkumulation.» (Marx).

Anarkisme

Politisk retning, der drømmer om et nyt samfund med alle individers frihed, uden at gøre op dem det bestående klassesamfund og den private ejendomsret.  Findes i dag først og fremmest i de autonome miljøer, hvor opbygning af  kollektiver og en anti-autoritær livsstil sammen med ”direkte aktion” mod magtsymboler skal overbevise andre til at gøre det samme.

Anarkismen afviser nødvendigheden af arbejderklassens organisering og det revolutionære parti for at kunne skabe revolutionær forandring og et nyt samfund.

Dialektik

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Dialektisk og historisk materialisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Finansiel og industriel kapital

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Flydende/Konstant kapital

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Højrepopulisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Idealisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Imperialisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Løn under kapitalismen

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Maoisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Marxisme-Leninisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Materialisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Metafysik

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Monopoldannelse

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Opportunisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Produktivkræfter

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Reformisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Revisionisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Socialdemokratisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Spekulation

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Trotskisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Udbytning

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Bag om Enhedslistens parlamentariske succes

Af Dorte Grenaa, Arbejderpartiet Kommunisterne, APK

Enhedslisten har i de seneste år oplevet stor parlamentarisk fremgang. Både i Folketinget ved sidste valg. Hvilket har bragt dem stort set op på størrelse med de øvrige af den socialdemokratiske regerings støttepartier, SF, Det Radikale Venstre, og med Dansk Folkeparti. Ved kommunalvalgene er de gået markant frem mange steder, og i København blev de det største parti ved seneste valg i efteråret.

Hvor dette i Enhedslisten opleves som en stor succes, så ser det anderledes ud, hvis man ser på, om det har fremmet klassekampen og bevægelserne. Det er ikke Enhedslistens utopiske program og strategi eller deres egentlige handlinger, de høster stemmerne på. Bag om deres succes ligger deres evne til at udnytte folkelige bevægelser parlamentarisk til egen fordel.

Ved seneste Folketingsvalg 2019 var det klimabevægelsen og den store forældrebevægelse for minimumsnormeringer i daginstitutioner, der gav dem fremgangen til 13 mandater og knap 7 % af stemmerne. Men skete derefter? Enhedslisten har hver gang siden stemt for finanslove uden reelle minimumsnormeringer. Det modsatte af, hvad de blev valgt på. Og Enhedslisten i den ene aftale[i] efter den anden med regeringen på klimaspørgsmål stemt for det modsatte af, det de siger, deres politik står for, og hvad der gavner klimaet.

Dobbelt taktik – er både for og imod

Gennem årene har Enhedslisten arbejdet hårdt på en dobbelt taktik for at opnå sin parlamentariske succes. På den ene side at kunne vinde på utilfredsheden og vreden over Socialdemokratiets borgerlige politik og handlinger og samtidig slippe afsted med at være deres trofaste støtteparti – uden at blive alt for afsløret i bevægelserne i klassekampen. De arbejder ud fra at fremstå som både en troværdigt parlamentarisk samarbejdspartner i Folketinget og som et rødt alternativ i befolkningen. Hvilket i praksis ender i Socialdemokratiets vægtskål, uanset hvor mange kritiske bemærkninger de kan komme med.

Enhedslisten har mistillid til en transportminister, der lyver om CO2 tallene ved planlagte gigantbyggeri af nye motorveje, men støtter regeringen, der bare sætter et nyt ministernavn på, når den bliver grebet med bukserne nede, der kan forsætte byggeriet af de forurenende motorveje.

Enhedslisten er vred på en beskæftigelsesminister, der vil sætte flere i arbejde ved at skære i ydelserne til de fattigste, men støtter regeringen der indgår forligsaftaler præcis med det indhold.

Enhedslisten kalder statsministerens hemmelige aftaler med USA imperialismen om amerikanske baser i Danmark for vanvid, men støtter forsat en krigsregering med et spagt ønske om en demokratisk folkelig debat.

I sygeplejerskestrejken og de offentligt ansattes kamp for ligeløn, flere ansatte og sikring af arbejdsforhold vil Enhedslisten gerne fremstå som frontkæmper og det politiske talerør for bevægelsen, der bringer de konkrete resultater hjem. Men da det var afgørende at sige fra over for den socialdemokratiske regerings indgreb i strejken, og at regeringen dermed ophævede det forkastede resultat til lov – hvor var Enhedslisten så? Så tav Enhedslisten.

De valgte det parlamentariske samarbejde med regeringen frem for at støtte den kæmpende bevægelse. Enhedslisten løb fra sit løfte til de offentligt ansattes kamp, om at hvis den socialdemokratiske regering gentog et indgreb som i lærerkonflikten i 2013, så ville Enhedslisten sige fra. De udgav et kritisk notat, men gjorde intet og havde fortsat tillid til regeringen frem for til sygeplejerskernes kamp. De valgte ikke rejse eller støtte en fælles kamp mod regeringsindgrebet. Resultatet blev en lønkommission og en vinterpakke til overarbejdsbetaling for nogle grupper på hospitalerne.

Støtteparti og venstrealibi

Det er ingen skam at tage fejl og erkende det. Tværtimod, hvis man lærer af det og kan ændre sine handlinger.  Men på trods af at Enhedslisten har måttet sande, at de love og aftaler, de bliver ved med at være garant for, vender deres klassebrod mod arbejderklassens, de offentligt ansattes og ungdommens interesser og støtter kapitalen og dens statsmagt, så støtter de forsat regeringen. Det er sket så mange gange, at det hverken kan henregnes til uvidenhed, naivitet, politisk inkompetence eller lignende, men er en bevidst politik og strategi udviklet op gennem Enhedslistens historie.

Realiteten er, at Enhedslisten i praksis har fungeret som støtteparti og venstrealibi for alle de tre socialdemokratiske regeringer, de har siddet i Folketinget under tilbage fra ’90erne. Hver gang er de efter en periode som støtteparti gået tilbage, har været nede, og de første gange helt nede og lugte til spærregrænsen. Ikke mindst i årene under Nyrup-regeringen (1994- 2001), hvor de førte, hvad de selv kalder en dobbeltstrategi. I deres partihistorie beskriver de denne, som at de var ”et parlamentarisk grundlag for den socialdemokratiske regering og en opposition, der skal vise et alternativ til kapitalismen”. Bukserne holdt dog ikke til at skræve over de uforenelige klassemodsætninger.

Enhedslisten fremhæver selv: ”Selvom Nyrup jævnligt lavede forlig med højrefløjen, blev hovedlinjen i den økonomiske politik lagt sammen med Enhedslisten.” [ii] Og som tak er Enhedslistens daværende frontfigur i Folketinget, Pernille Rosenkrantz Teil, da også i dag endt som socialdemokratisk undervisningsminister i Mette Frederiksen-regeringen, hvor samme økonomiske politik videreføres.

I den moderne valgkamp betyder mediestrategier ofte mere end selve politikken. Og i 2009 slår Enhedslistens nye mediestrategi igennem. Den kommer samtidig med et voksende ønske i arbejderklassen og ungdommen om at komme af med krigsforbryderregeringen Fogh og den voksende lede mod den skærpede højredrejning i Folketingspartier, som Enhedslisten med deres intellektuelle klassepolitik ikke kunne eller kan gå op imod. Enhedslistens nye mediepolitik byggede på, at valg i stadig højere grad afgøres i medierne og ikke på politik. Fra da af var deres mediestrategi at lade deres topkandidater til Folketinget være unge veluddannede akademikerpiger med medietække op imod gamle sure, trætte, kompromitterede politikermænd. Folketingsgruppen med Johanne Schmidt Nielsen i spidsen etablerede sig som partiets egentlige politiske ledelse og talerør. Og ”stemmeslugereffekten” blev herrefter det afgørende.

De røde linjers alibi

2016 vedtager Enhedslisten, hvad de kalder ”Nye strategier”. Det ses i bl.a. i EU-kampen, hvor de vælger den danske EU-modstand fra til fordel for at styrke Europæisk Venstreparti i EU-parlamentet og dets rød-grønne strategi for at omdanne EU indefra til et socialistisk græsrods-Europa. Den slår også igennem i forhold til det parlamentariske arbejde i Danmark. Her åbnede de for muligheden af at gå i regering med Socialdemokratiet, med hvad de selv kalder ”De røde linjers politik”. [iii]

Det sker efter, at Enhedslisten kun i ord har protesteret mod hele raden af nyliberale, menneskefjendske nedskæringsreformer – dagpenge-kontanthjælp- førtidspension, efterløn og sygedagpenge som Thorning-regeringen med Mette Frederiksen som daværende beskæftigelsesminister stod i spidsen for. At Enhedslisten ikke satte foden ned, kostede dem dyrt, og derfor opfandt de ”den nye strategi” med snak om røde linjer. Og med den var de villige til at gå i regerings med Socialdemokratiet.

Det er ifølge dem selv en politik, hvor støtten ikke længere er ubetinget, men hvor de stiller modkrav i forhold til at støtte den socialdemokratiske regerings politik og handlinger. Og hvor de siger, at de er parat til at vælte en socialdemokratisk regering, hvis den overtræder de opstillede røde linjer. De har dog aldrig kunne præcisere, hvad disse linjer egentlig nærmere konkret består i. Og ligegyldig hvad Socialdemokratiet og Mette Frederiksens socialdemokratiske regering har præsteret af arbejderfjendsk politik, er der aldrig dukket nogen grænse op. Hverken nye nedskæringer i kontanthjælp, SU, arbejdsløshedsunderstøttelse, ghettoloven, krigspolitikken, flygtningepolitikken, klimapolitikken eller regeringsindgreb i overenskomster og nægtelsen af ligeløn er blevet til røde linjer for Enhedslisten.

Debatten om at kunne vælte en socialdemokratisk regering kom op igen sidste år, efter det svenske Venstreparti satte foden ned over for den socialdemokratiske Löfven-regering i forhold til frie huslejestigninger. Men for Enhedslisten i Danmark bliver det ved snakken – og kun til alibi, pynt og beroligelse for baglandet.

En ny variant, for de må hele tiden finde på nye, er det nuværende regeringssamarbejde under Mette Frederiksens regering. Her sidder støttepartierne uden for selve regeringen, men har bundet sig til at støtte dens politik gennem det fælles såkaldte ”forståelsespapir”. Derimod er regeringen ikke bundet til det og kan skaffe sig andre flertal, hvilket de også gør. Selv de kompromiser, der står i dette papir, har regeringen ikke uventet overtrådt, og Enhedslisten har bøjet sig i de realistiske kompromisers navn.

 Splittede EU-modstanden allerede i 1994

At det tilbage i 1994 overhovedet lykkedes Enhedslisten at komme i Folketinget og dermed opnå partiets oprindelige hovedmål om parlamentarisk repræsentation, kan de takke den store EU-modstand for. Senere stak de som bekendt en kniv i ryggen på den, da den ikke længere tjente deres formål. Der var stor vrede og harme i arbejderklassen og blandt ungdommen på det tidspunkt over, at NEJ’et til Maastricht-traktaten ikke blev anerkendt og over at der blev dikteret omafstemning. Ved folkeafstemningen om Maastricht-traktaten opfordrede SF til at stemme imod den. Men i 1993 indgik SF ”det nationale kompromis” med de øvrige partier i Folketinget. SF blev en del af det nationale forræderi, der forvandlede det danske NEJ til Maastricht- traktaten til et ja med de fire undtagelser. Dermed stod Enhedslisten som det eneste EU-modstander-parti og strøg ind med seks mandater i Folketinget.

Samtidig gav uenigheder i Enhedslisten, om Danmark skulle ud af EU eller ej, sig allerede dengang udslag i den første splittelse af Folkebevægelsen af EU. Enhedslistens daværende Folketingsmedlem Ole Sohn (tidligere formand for DKP) og Jens Peter Bonde (opstillet til Folketinget fra Enhedslisten og Folkebevægelsen mod EU’s Europaparlamentsmedlem), brød ud og dannede JuniBevægelsen som en EU-kritisk organisation. Den fik dog kun en kort levetid, men åbnede en flanke for den videre splittelse af EU-modstanden.

Gennem hård politisk kamp lykkedes det for det dengang revolutionære DKP/ML[iv] at skabe en enhedsfront mod likvidering af Folkebevægelsen mod EU. Grundlaget for udviklingen af Enhedslistens EU-politik trådte allerede dengang tydeligt frem, og ledelsen har siden da kørt med en tålmodig salami- og knibtangstaktik for at svække den konsekvente EU-modstand og ændre Folkebevægelsen mod EU (FB) hen mod en parlamentarisk vælgerforening til EU-parlamentet. Det skal siges, at der også på dette spørgsmål har været stor forskel på, hvad toppen og medlemsbasis i Enhedslisten mente og gjorde.

Mange medlemmer forblev EU-modstandere, og det tog derfor de mange år frem til 2016, hvor ledelsen fik en beslutning igennem om, at Enhedslisten skulle stille selvstændigt op til det kommende EU-parlamentsvalg og ikke længere støtte Folkebevægelsen mod EU. Det skabte igen uro og vrede i FB og blandt de menige Enhedslistemedlemmer i FB’s lokalkomiteer. Men på det tidspunkt havde Enhedslisten fået valgt mange ind i FB-ledelsen, og det lykkedes ikke denne gang for APK at skabe en enhedsfront mod deres likvidationslinje. De fik vedtaget en blankocheck til valgsamarbejde med Enhedslisten, hvilket betød, at Enhedslisten i 2019 kom ind i EU-parlamentet på bekostning af FB, der røg ud. Enhedslisten løb derefter fra alle aftaler omkring den medfølgende økonomi fra EU-parlaments-repræsentationen, hvilket yderligere svækkede FB, men styrkede Enhedslisten.

I maj 2022 er der lagt op til ændringer i Enhedslistens EU-program, hvor kernespørgsmålet er hvorvidt kravet om Danmark ud af EU helt skal slettes eller hvor grader det kan bøjes i. En fløj har længe arbejdet på at Enhedslisten tager skridtet fuldt ud og helt får slettet kravet om Danmark ud EU fra sit program. Det vil imidlertid være alt for risikabelt i forhold til at sikre, at Enhedslisten kan beholde sin plads i EU-parlamentet. Det vil åbne banen for Folkebevægelsen mod EU som det eneste de mange EU-modstandere kan stemme på. Så en tung gruppe af Enhedslisten politikere som Pernille Skipper, Pelle Dragsted, Nikolaj Willumsen og ansatte topfolk i Bruselle har sat sig i spidsen forslag med en dobbeltpolitik om et rødt-grønt EU, der samtidig ikke vil udelukke muligheden af debat om dansk tilknytning til EU ud i fremtiden.

Enhedslisten og det borgerlige demokrati

Et hovedelement i Enhedslistens politik og argumentation er altid, at de er de store forsvarere af demokratiet. Med det mener de alment demokrati – borgerskabets pæne demokratifacade – og ikke et forsvar ud fra et arbejderklasse-standpunkt. Demokratispørgsmålet er blevet brugt som afledning i mange kampe og spørgsmål.

Her skal bare nævnes et eklatant eksempel på deres praksis. Nemlig Enhedslistens ageren under Corona-nedlukningen 2019, hvor de fuldstændig stillede sig bag ”den nationale samling” i Folketinget, der ophævede politiske diskussioner og reelt satte det borgerlige demokrati ud af kraft. De stillede sig bag, at regeringsmagten blev overladt en ”task force” bestående af ministre, erhvervsfolk, militæret og politiet. Da der rejste sig protester mod epidemilovens vidtrækkende konsekvenser, var det Enhedslisten, der fik dæmpet dem med forsikringen om den såkaldte ”solnedgangsklausul”, altså at epidemiloven automatisk udløb efter et år. Men da den så udløb, stemte Enhedslisten for en ny epidemilov, hvor det er regeringen selv, der kan bestemme, hvad og hvornår der er tale om en samfundskritisk sygdom. Hvilket giver dem næsten uindskrænkede beføjelser. Enhedslisten forsvarede det dengang med, at der nu var nedsat et kontroludvalg i Folketinget, der skal overvåge, at retssikkerheden ikke blev krænket unødvendigt. Og dermed opretholdt de alle illusioner om at vi kan stole på magthavernes politikere, statsmagten og illusionen om det borgerlige demokrati.

Muligheden for en reel enheds-valgalliance blev lukket

Enhedslisten blev stiftet tilbage i 1989. Det var tiden med Berlinmurens fald og Sovjetrevisionismens begyndende åbne sammenbrud. Den opstod som et fælles produkt af DKP’s [v] opløsningsproces og stadige ringere parlamentariske gennemslagskraft og samme situation hos Venstresocialisterne/trotskisterne. En række andre kræfter blev udskilt i stiftelsesprocessen.

Enhedslisten har altid profileret sig som intet mindre end “samlingen af venstrefløjen”. Det blev hilst velkommen af mange, fordi den tilsyneladende opfyldte et reelt behov. Men det blev aldrig en enhedsproces for alle de kræfter og klasseinteresser, der ikke havde nogen parlamentarisk repræsentation. Det blev derimod en samling med en bevidst distancering fra en arbejderklasse-målsætning og så godt som alt, der bare lugter af ægte kommunisme. Kernen i Enhedslisten udgjordes af venstresocialistiske, revisionistiske og trotskistiske strømninger, der satte den politiske og ideologiske dagsorden. Dermed blev muligheden for at danne en parlamentarisk enheds-valgalliance på et bredt folkeligt og klassekampsgrundlag, der kunne have opfyldt det reelle behov, lukket.

Undervejs skiftede Enhedslisten karakter fra at være en valgalliance mellem forskellige venstreopportunistiske kræfter, over en medlemsorganisation til i dag, hvor Enhedslisten er blevet til nyt traditionelt parlamentarisk vælgerforeningsparti med mange indbyggede fraktions- og magtkampe, og hvor Folketingsgruppen sidder på den reelle magt og politik. Det er dog først nu 32 år efter, at der i hovedbestyrelsen og årsmødet officielt gås efter helt at eliminere fraktioners og parti-grupperingers mindretalsbeskyttelse og ret til særstandpunkter. Hele vejen igennem har hovedbestyrelsen og årsmødet stået som det progressive venstrealibi for en stadig mere højredrejet reformistisk folketingsgruppe. Ved regeringsindgrebet mod sygeplejerskernes OK-strejke fik de, der ønskede, at Enhedslisten skulle stille et mistillidsvotum til regeringen, mundkurv på og måtte ikke udtale sig om dette. Det skabte dog kun en demokratisk krusning og nogle udskiftninger af personer, før Folketingsgruppen fik lagt det ned igen og protesten døde. Helt som vi kender magtkampe fra de øvrige parlamentariske partier.[vi]

Rigtig mange mennesker er gennem årene gået gennem Enhedslisten, har troet og arbejdet på projektet og desillusionerede vendt ryggen til ikke bare dette parti, men til politik i det hele taget. Også flere trotskistiske og maoistiske grupper er gået ud og ind i Enhedslisten gennem tiden i troen på, at de kunne presse den mod venstre.

Indtil 1994 var det ikke lykkedes Enhedslisten at lave et egentligt politisk program. Det skete først da med programmet ”For et rødt grønt alternativ”. Det blev et program, hvor mange rigtige ord og krav dækker over et pluralistisk reformistisk program for en utopisk demokratisk statskapitalisme, hvor staten er neutral og hævet over klasserne. Dette program er frem til i dag videreudviklet til en grotesk socialdemokratisk klassesamarbejdsform som Pelle Dragsteds såkaldte ”Nordisk socialisme” med fx antikapitalistiske offentlige banker, antikapitalistisk ejendomsret og antikapitalistiske koncernledelser og ØD/økonomisk demokrati (som dog ikke er et vedtaget program, men det diskuteres som et egentligt socialismeprogram). Det er aldrig lykkedes Enhedslisten at blive enige om et socialismeprogram, skønt de har diskuteret det i 32 år.

Socialt og politisk baserer Enhedslisten sig hverken i sit program eller som parti på arbejderklassen og dens hverken kortsigtede eller langsigtede interesser. Den kalder sig et såkaldt socialistisk/venstrefløj/humanitært parti med en “social profil”, når det selv skal sætte labels på. Men er et parti for de veluddannede og akademikere, et mellemlagsparti. Faglige folk som Jan Hoby fremhæver dog forsat, at det både er muligt og afgørende, at Enhedslisten udvikles til at blive arbejderklassens parti i kampen for en samfundsforandring. Hvilket blot bærer ved til illusionen om Enhedslisten som et reelt alternativ.

En del af Europæisk Venstreparti

En side af Enhedslistens politiske udvikling, de går meget stille med, men som hører med, da den har haft og har stor indflydelse, er Enhedslisten som en del af Europæisk Venstreparti/The Party of the European Left med eksempelvis Syriza fra Grækenland og Die Linke fra Tyskland. De har været en del af dette europæiske parti, siden det blev dannet i 2004, først som observatør og siden 2010 som fuldt medlem. Enhedslistens politiske, ideologiske og programmatiske standpunkter genfindes i Europæisk Venstrepartis ideer om en fredelig omformning til en rød/grøn human, social og demokratisk kapitalisme, i dets politiske platforme og kampagner. Det har også fået Enhedslisten til at lægge mere og mere vægt på at arbejde med i EU-parlamentet som endnu en ”kritisk røst” og en del af det europæiske parti.

European Left er en stor fortaler for det rød/grønne EU, hvor kapitalismen stadig eksistere. Og det er ikke tilfældigt at en af forslagsstillerne til Skippers, Dragsted og Willumsens forslag til en forsat dobbelttaktik omkring ud af EU er Enhedslistens politiske rådgiver i European Left, Maj Aslett-Rydbjerg. Hele den politiske og ideologiske tankegang i forslaget bærer dybt præg af European Lefts program og aktuelle kampagne for et ’Alternativ Europa’. Og debatten om en såkaldt folkelige debat om medlemskab skydes helt i tågerne med snak en socialistisk regering i et kapitalistisk Danmark, der samtidig er en delstat i monopolernes EU og imperialistiske alliancer.

Fortsat parlamentarisk tomrum

At Enhedslisten blev stiftet, var udtryk for, at den progressive og kampvillige del af arbejderklassen og ungdommen ikke havde nogen parlamentarisk stemme eller repræsentation på det tidspunkt. Der var et parlamentarisk tomrum, og ingen partier til venstre for SF var stærke nok i sig selv til at udfylde det. Det dengang revolutionære DKP/ML undersøgte i flere omgange mulighederne for indgå ud fra ønsket om en parlamentarisk valgalliance på et enheds-aktionsgrundlag. I 1993 opsummerede DKP/ML på sin 6. kongres, at det ikke lykkedes.

Ideen om en rød valgalliance ledet af den kommunistiske bevægelse blev derfra ikke længere en realistisk idé. Enhedslisten havde sat sig på alliancen stort set uden kommunister.

Baseret på erfaringerne med Enhedslisten gennem tiden kan vi konkludere følgende:

Enhedslisten har udformet sig som en selvstændig politisk strømning, “parlamentarisk og reformistisk, i rødt og grønt”, én strømning på den såkaldte venstrefløj med mange grupperinger og fraktioner. Men også i stadig større omfang et parti for veluddannede intellektuelle humanister, der kan bevæge sig mellem Ø, SF og S som personlige karrierebrikker. Enhedslisten har sikret en del af dette lags parlamentarisk repræsentation. Men Enhedslisten repræsenterer ikke den kommunistiske og revolutionære bevægelse, repræsenterer ikke den kæmpende arbejderklasse og vil heller aldrig kunne komme til det.

Da vi i APK ikke selv har været og er i stand til at sikre et parlamentarisk alternativ for nuværende, giver det naturligvis konkrete problemer ved alle valg, da arbejderklassen er parlamentariske opdraget med modermælken til at skulle stemme, om ikke andet så på ”det mindste onde”.

Vi har aldrig opfordret til at stemme på Enhedslisten og har altid politisk begrundet hvorfor.

Ved Folketingsvalg har vi tidligere kunnet sige ”Stem på en konsekvent EU-modstander”, og til kommunalvalg støttet forskellige folkelige lokallister. Det første kan vi ikke længere, da der ikke er opstillet nogen. Som et resultat af den opsplittede situation opstillede der ved kommunalvalget 2021 ikke mindre end to revisionistiske partier, som ”Kommunisterne” i henholdsvis København og Århus. Heller ikke dem kunne vi opfordre til at stemme på, da de dybest set ikke udgør et reelt alternativ til Enhedslisten. Det er imidlertid et reelt problem og udtryk for at Enhedslisten ikke kan løse opgaven omkring parlamentarisk repræsentation, hverken for de reformistiske/revisionistiske kræfter eller for den kæmpende og revolutionære bevægelse. Ved sidste Folketingsvalg måtte vores opfordring derfor være:

”I APK kan vi ikke opfordre til at stemme på nogen af de opstillede partier. At fortsætte illusionerne om Socialdemokratiet og en rød regering er ikke en vej, der fører fremad. Styrk modstanden i klassekampen!”

Det vil også være situationen ved det kommende valg. I stedet må vi slås vi for at bringe klassekampsspørgsmålene og en revolutionær vej ind i valgkampen med en politisk kampplatform og arbejde for at styrke enheden omkring den.

I en situation, hvor den kommunistiske bevægelse er i færd med at genvinde kræfter, og hvor kommunismens ideer igen vinder genklang, ikke mindst i forhold til den unge generation, er der i dag brug for, at der trækkes en klar kommunistisk politik op på alle felter. Der er brug for adskillelse og afgrænsning mellem kommunisme på den ene side og venstresocialisme, trotskisme og reformisme på den anden – også parlamentarisk, hvilket denne artikel er en del af.

  1. 17. januar 2022

 

Noter:

[i] Klimaaftaler, som Enhedslisten har indgået, og som angiver, at markedskræfterne kan løse klimakrisen. I modstrid med både deres principprogram og grønne klimaprogram:

– Energiaftale fra juni 2018, hvor der står: ”Markedet skal så vidt muligt drive den grønne omstilling”

– Klimaaftale for energi og industri fra juni 2020, der slår fast, at udbygningen med vedvarende energi skal være ”markedsdrevet”, samtidig med at udfasningen af olie- og naturgasfyr bliver gjort afhængig af utilstrækkelige puljeordninger

– Klimaaftale for affald fra juni 2020, som har medført en tvangsliberalisering af affaldssektoren

– Aftale om biomasse fra oktober 2020, der er en voldsom ’greenwashing’ af et fortsat ikke-bæredygtigt forbrug af biomasse i energisystemet

– Klimaaftale for grøn vejtransport fra december 2020, der kun giver CO2-reduktioner på 2,1 mio. tons i 2030 svarende til et fald på ca. 16,4 %, hvilket må siges at være ekstremt uambitiøst

– Infrastrukturaftale fra juni 2021, der medfører massive drivhusgasudledninger

– Klimaaftale for landbrug fra oktober 2021, hvor man sender milliarder afsted til de store svinebaroner og lader det være op til markedet at afgøre, om der på sigt vil ske en omstilling til et mere plantebaseret landbrug

– Aftale om CO2-fangst og -lagring (CCS) fra juni 2021, der lægger grunden til, at olieselskaberne kan lukrere på at putte CO2 ned i deres gamle olie- og gasfelter

– Aftale om CO2-fangst og lagring fra december 2021, der åbner op for massiv brug af CCS for alt fra forurenende industrier til kommunale affaldsforbrændingsanlæg og biomasseanlæg  https://solidaritet.dk/enhedslistens-folketingsgruppe-bryder-med-partiets-groenne-delprogram/

[ii] https://vores.enhedslisten.dk/om-enhedslisten/enhedslistens-historie/

[iii] https://www.enhedogkamp.dk/roede-linjer-i-sandet-og-illusioner-om-socialdemokratiet/

[iv] Danmarks Kommunistiske Parti/Marxister-Leninister, http://kpnet.dk/2004/01/10/for-25-aar-siden-dkpml-stiftet/

[v] Danmarks Kommunistiske Parti, stiftet som et revolutionært parti i 1919, men overgik til den moderne revisionisme, efter denne kom til magten i Sovjetunionen med Khrusjtjov og forvandlede den socialistiske Sovjetunion til statskapitalisme og en imperialistisk stormagt.

[vi] http://kpnet.dk/2021/09/05/enhedslistens-nej-til-mistillidsvotum-til-regeringen-skulle-holdes-hemmeligt/

 

Klassekamp – Revolution - Socialisme. Magasinet ENHED og KAMP har det hele!

Tankestof til tidens brændende spørgsmål - Handling i en verden moden til forandring

Del og brug gerne

Back To Top