skip to Main Content

ORDBOG

Akkumulation

Når man samler og ophober noget, så man hele tiden får mere.

Begrebet bruges i politisk økonomi. I den borgerlige udgave er det historien om, hvordan man gennem hårdt arbejde, evnen til at tage de rigtige beslutninger og turde tage en risiko kan blive rig, tjene stadig flere penge og hele tiden forøge sin kapital, omsætning og ejendom.

I marxistisk politisk økonomi siges det derimod klart:  Det er udbytningen af arbejdskraften og udplyndringen af naturens ressourcer, der skaber merværdi og profit. Værdier der kan investeres i igen at øge rigdom og kapital. At det ikke kommer dem der skaber værdierne, arbejderklassen, til gode skyldes den private ejendomsret.

«Når merværdien ikke anvendes af ejeren til hans personlige forbrug, men bruges som kapital, dannes der ny kapital, som føjes til den gamle som akkumuleres. Anvendelsen af merværdi som kapital kaldes kapitalens akkumulation.» (Marx).

Anarkisme

Politisk retning, der drømmer om et nyt samfund med alle individers frihed, uden at gøre op dem det bestående klassesamfund og den private ejendomsret.  Findes i dag først og fremmest i de autonome miljøer, hvor opbygning af  kollektiver og en anti-autoritær livsstil sammen med ”direkte aktion” mod magtsymboler skal overbevise andre til at gøre det samme.

Anarkismen afviser nødvendigheden af arbejderklassens organisering og det revolutionære parti for at kunne skabe revolutionær forandring og et nyt samfund.

Dialektik

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Dialektisk og historisk materialisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Finansiel og industriel kapital

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Flydende/Konstant kapital

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Højrepopulisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Idealisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Imperialisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Løn under kapitalismen

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Maoisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Marxisme-Leninisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Materialisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Metafysik

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Monopoldannelse

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Opportunisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Produktivkræfter

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Reformisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Revisionisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Socialdemokratisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Spekulation

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Trotskisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Udbytning

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Det kommunistiske partis klassekarakter

Af Pablo Miranda, Ecuadors Kommunistiske parti marxister-leninister, PCMLE

I slutningen af 1950’erne og begyndelsen af 1960’erne tog den moderne revisionisme under ledelse af Khrusjtjov magten i Sovjetunionen og i ledelsen af Sovjetunionens Kommunistiske Parti. Fra da af fandt der en proces sted med tilbagevenden til kapitalismen, der kulminerede i dens fuldstændige genopretning efter sammenbruddet af “realsocialismen” og opløsningen af Sovjetunionen i 1991.

For at processen med kapitalistisk genrejsning kunne gennemføres fuldt ud, måtte Khrusjtjov- revisionisterne ændre det kommunistiske partis klassekarakter. Under dække af fornyelse og udvikling af marxismen-leninismen udarbejdede de tesen om ”hele folkets parti”. Ifølge dem betød socialismens fremskridt, at man kunne eliminere klasser og klassemodsætninger, at “demokrati og frihed ville herske”. Således forsvandt arbejderklassens parti og gav plads til ”hele folkets parti” – herunder de klasser og dele af klasser, der dengang eksisterede i Sovjetunionen, sammen med resterne af de gamle herskende klasser og de nye rige, der opstod fra korruptionens og opportunismens malstrøm. I virkeligheden blev det engang bolsjevikiske parti, der var skabt i klassekamp, ikke engang længere et parti for hele folket, men snarere en politisk organisation i bureaukratiets og de nye riges tjeneste og et redskab til genoprettelse af kapitalismen, til undertrykkelse af arbejderklassen og andre arbejdende klasser.

I 1970’erne og 80’erne gav revisionisterne i ledelsen af de kommunistiske partier i Vesteuropa, især lederne af det franske kommunistparti, afkald på leninismen og den demokratiske centralisme. Lederne af det italienske kommunistparti gik så vidt som til at ændre partiets navn; nogle forvandlede de militante kommunistiske partier, der førte modstandskampen mod nazismen, til harmløse partier, der samarbejdede med borgerskabet i deres lande. Frem for alt opfyldte de den berygtede rolle at afvæbne arbejderklassen ideologisk og politisk. De spanske revisionister fulgte en lignende vej, og de blev monarkister under påskud af overgangen fra francoismen. Alle gav de afkald på arbejderklassens interesser, de blev rekvisitter til at støtte arbejdsgiverne, de kaldte sig “euro-kommunister” og blev et åbent udtryk for forræderi.

Den revolutionære kamp stilnede af i 1990’erne af en række årsager: den sovjetiske socialimperialismes sammenbrud og ophøret af eksistensen af socialismen, finanskapitalens neoliberale politiks vanvid; nederlaget for nogle igangværende revolutionære processer; socialismens sammenbrud i Albanien; og den berygtede antikommunistiske kampagne, der blev udløst af reaktionen og imperialismen. Der var en ideologisk forvirring og organisatorisk spredning af arbejder- og fagbevægelsen, de revisionistiske partiers krise skærpedes, småborgerskabets forskellige revolutionære organisationer led under virkningen og opløstes eller blev alvorligt påvirket; vores marxistisk-leninistiske partier mærkede også angrebet, vi led tilbageslag.

Et af de spørgsmål, som begivenhederne satte fokus på i debatten i arbejdernes og folkenes bevægelser, i de revolutionære organisationer og partier, var behovet for arbejderklassens revolutionære partis – det kommunistiske partis – eksistens og kamp.

Der var mange, der anklagede det kommunistiske parti for at have ansvaret for socialismens nederlag. Og med baggrund i den anklage konkluderede de, at for at skabe revolutionen var der ikke behov for et politisk parti, langt mindre et kommunistisk parti. Nogle rettede deres skyts mod det, de kaldte “stalinistiske principper”, mod partiets karakter og natur, mod demokratisk centralisme, mod “fraværet af demokrati og autoritarismens dominans”, mod “eliminering af individuelt initiativ”. Og ud fra den præmis konkluderede de, at det parti, der ville være i stand til at gennemføre revolutionen, skulle være “et demokratisk, pluralistisk, multiklasseparti”, svarende til nye tider og problemer.

I de første år af det nye årtusinde dukkede de gamle teser om “det nye venstre”, om “det 21. århundredes socialisme”, om ”den fredelige revolution”, om ”revolutionens nye aktører” op igen. Støttet af valgsejrene for de progressive og fremskredne kræfter i Venezuela, Bolivia, Ecuador og andre lande dekreterede de afslutningen på det kommunistiske parti, på det, de kaldte “klassereduktionisme”. Og de proklamerede fremkomsten af “venstreorienterede og revolutionære” partier, nu som multiklassepartier, det vil sige som repræsentanter de forskellige “revolutionære” klassers interesser. Faktisk er PSUV (Venezuela), MAS (Bolivia) og Alianza País (Ecuador) politiske partier, der fremstiller sig som revolutionære og socialistiske, men i virkeligheden støtter det kapitalistiske system, den ukrænkelige private ejendomsret til produktionsmidlerne. De er politiske organisationer, der repræsenterer interesserne for en del af de herskende klasser.

Marxismens teori om politiske partier

For borgerlig statskundskab er et politisk parti summen af mennesker, der er organiseret på en stabil måde med det formål at opnå magt, og som derfra konkretiserer deres forslag for, hvordan samfundet skal indrettes.

Alle politiske partier har en ideologi, der karakteriserer dem og giver dem nogle fælles formål, som er udtrykt i doktriner og teorier, i platforme, programmer og slogans.

Der har altid eksisteret grupper og organisationer, der har søgt at opnå magten, der har udført aktiviteter, handlinger og kampe. Men det er først fra anden halvdel af det 18. århundrede, som følge af de liberale revolutionære processer, at de begyndte at danne det, der blev kaldt politiske partier, og som i det 19. århundrede stort set fik de betingelser, der karakteriserer dem.

Den marxistiske teori om politiske partier beskæftiger sig med disse grundlæggende begreber og har udviklet dem til en forståelse, hvor de definerer de politiske partiers mål og formål som udtryk for deres repræsentanters og lederes klasseinteresser. Den påpeger eftertrykkeligt, at beslutningen om at organisere sig som et politisk parti ikke skyldes moralske holdninger, men hovedsageligt forsvaret af deres materielle interesser og viljen til at få politisk magt til at forsvare disse interesser.

Så selvom hundreder og tusinder af mennesker, der kommer fra de arbejdende, fra de undertrykte folk og nationaliteter, er med i disse partier, så svarer karakteren af de politiske organisationers ideologi, programmer og forslag til de økonomiske, sociale, kulturelle, militære og politiske interesser hos den klasse eller sektor, som grundkernen af dets ledelse tilhører. I de konservative og liberale partier, i de reaktionære og fascistiske partier, der har eksisteret og fortsat eksisterer, kommer hovedparten af deres medlemmer og aktivister fra arbejderklassen og de nærmeste sociale lag. De udgør de menige medlemmer, som er indoktrineret i den ideologi, de forslag og den tænkning, ledelsen bekender sig til, og som grundlæggende bevidst forsvarer deres forslag og aktiviteter.

Det betyder ikke, at dette eller hint borgerlige parti, fordi det organisatorisk består af mennesker, der tilhører arbejderklassen, så også repræsenterer deres interesser og forsvarer dem, endnu mindre at det handler ud fra dem, når det er ved magten. Det er klart, at når et borgerligt politisk parti, uafhængigt af dets ideologi, kæmper for magten og i sidste ende danner regering, så arbejder det for at bevare og udvide sin sociale base, sine tilhængere, sine vælgere. Derfor foreslår og udvikler de politiske programmer og forslag, der kommer folkets længsler og forhåbninger i møde, fremmer materielle resultater, som får vælgerne til at se på dem og acceptere dem som “gode herskere”, der bekymrer sig for folket, i landets og nationens tjeneste.

Generelt skjuler de borgerlige politiske partier deres sande økonomiske interesser bag en demokratisk, patriotisk fraseologi; de forkynder frihed, demokrati, forsvar for suverænitet, der i virkeligheden gælder for deres særlige og gruppemæssige interesser, for den klassesektor, de tilhører. Af denne grund er det relevant at huske på det kloge folkelige ordsprog om, at folk, politiske partier og især deres ledere skal anerkendes for, hvad de siger, og hvad de gør, men hovedsageligt for det, de gør, for den måde de handler på.

Med kapitalismen, det borgerlige samfund og et af dets højeste og nyeste udtryk, det repræsentative demokrati, kommer den politiske magtkamp (det vigtigste udtryk for klassekampen under disse forhold) fundamentalt til udtryk i de politiske partiers eksistens og konfrontation.

I det kapitalistiske samfund udtrykker borgerskabet, magthaverne, sine interesser gennem eksistensen af og kampen mellem forskellige politiske partier, der er repræsentanter for klasseinteresser, for kapitalisternes og imperialisternes almene interesser, privatejendommen, retten til konkurrence og akkumuleringen og koncentrationen af den rigdom, som arbejderne har skabt. I alle kapitalistiske lande er eksistensen af forskellige borgerlige politiske partier åbenbar, der hver især ud over at repræsentere og forsvare de generelle interesser hos de store virksomhedsejere og bankfolk, monopolerne og de imperialistiske lande også legemliggør de særlige interesser for hver af borgerskabets forskellige sektioner, for de store økonomiske grupper og monopolgrupper.

Konfrontationen mellem de borgerlige politiske partier om magten er et spørgsmål, der er relevant under alle omstændigheder; det kommer til udtryk ved valg, i parlamentet, i lokale regeringer. På visse tidspunkter kan det udtrykkes i oprør, i statskup, selv i borgerkrige. Under alle disse omstændigheder kommer den formodede pluralisme, der ifølge kapitalistiske ideologer skulle være til stede i eksistensen af forskellige borgerlige partier, i spil. Ingen af de borgerlige partier deler deres specifikke mål med andre partier; de forsvarer dem endda med næb og kløer. Denne konfrontation mellem borgerskabets forskellige politiske grupperinger udtrykker i virkeligheden de modsætninger, der eksisterer i borgerskabet mellem økonomiske grupper, mellem sektioner, der er delt af forskellige økonomiske interesser. Under visse omstændigheder når de forskellige kapitalistiske grupper til enighed, indgår alliancer, står sammen over for en særlig situation, uden at nogen af dem giver afkald på deres egne interesser.

Populisme er en af de politiske former for visse dele af borgerskabet, der tages op for at vinde den arbejdende befolknings støtte i folkets navn. Borgerlig statskundskab identificerer populisme som den umiddelbare version af magten, som den ledelse, der spilder landets ressourcer uden at tage hensyn til et mellemlangt og langsigtet økonomisk og politisk projekt.

De forskellige former for populisme indtager et bredt spektrum: Der er dem, der proklamerer sig selv som forsvarere af orden og åbent modsætter sig forandring og identificerer dem, der kæmper for bedre sociale forhold, og arbejderorganisationerne som fjender af samfundet, som repræsentanter for det onde. Der er populistiske holdninger, der hævder at være nationalistiske og patriotiske, som hæver uafhængighedens bannere for at vinde folkets støtte. Der er populistiske holdninger, der åbent proklamerer forsvar for frihed og demokrati, der nedgør de herskende kredse som oligarkier, de privilegerede; de bruger den folkelige utilfredshed til at få tilhængere. Kort sagt ændrer de forskellige former for populisme ikke ved essensen af dens natur og formål: De forsøger at opnå politisk magt for at afstive det kapitalistiske system fra disse positioner og drage fordel af disse omstændigheder til gavn for den sektor af de herskende klasser, som de repræsenterer. I gennem sin politiske historie har populismen lagt vægt på at bruge en karismatisk personlighed, der åbenbarer sine forslag for folket, bruger sine forførende kvaliteter til at etablere sig som den stærke mand. Populismen vækker illusioner, den kan organisere meget aktive politiske bevægelser, selv veludviklet politisk organisationer, gennem uddannede kadrer.

Nogle de populistiske kræfter har først og fremmest taget magten gennem valg, selvom de også kan vinde til magten gennem folkelige oprør, endda væbnet oprør. Fra sin magtposition søger populismen at bekræfte og forlænge sig selv. Den fortsætter sit demagogiske arbejde, fortsætter ad vejen med løfter og identificerer fjender, som den med vælgernes støtte fortsat må konfrontere. Den gennemfører en god del af sine forslag gennem velfærdsprogrammer, der ser ud, som om de stråler af guld.

I det væsentlige er populisme en borgerlig mulighed, der eksisterer på bestemte tidspunkter og omstændigheder, som udvikles i langt de fleste lande. I særlige situationer er det et ideelt instrument til at aflede massebevægelsen og ungdommen fra revolutionær politik. I Latinamerika er der typiske udtryk for populistiske regimer: peronismen i Argentina, PRI’s lange historie i Mexico, Goulart i Brasilien, Velasquez i Ecuador, blandt andre.

Småborgerskabets politiske partier

Som det er kendt i det kapitalistiske samfund, er der ud over kapitalistklassen og arbejderklassen andre sekundære sociale klasser og lag, de såkaldte middelklasser og lag, som i virkeligheden svarer til de forskellige lag af det mellemste borgerskab og småborgerskabet i by og på land. De deltager også i den politiske konkurrence og organisering af politiske partier, der repræsenterer dem. Generelt er de forskellige politiske partier, der udtrykker interesserne for mellemsektorerne og befolkningslagene, konservative politiske formationer, forsvarere af social fred, orden og privat ejendom. Lad os huske på, at disse sociale sektorer stræber efter akkumulering, individuel økonomisk vækst, at dele magten med dem oven over dem, at klatre op ad den økonomiske og sociale stige. En god del af disse politiske partiers fraseologi er udviklet ved selv at tilegne sig folkets interesser, dem der er under dem, for at bruge dem som en platform til at opretholde og øge deres vælgerbase.

I nogle lande og under visse omstændigheder udvikler de politiske partier, der forsvarer middelklassens og lagenes interesser, en flig af modstand mod det kapitalistiske system, de indtager patriotiske positioner i modsætning til imperialistisk plyndring, demokratiske forslag, der modsætter sig autoritarisme og misbrug fra de herskende klasser. Nogle af dem går endda over på revolutionære programmer og positioner, de bliver involveret i den revolutionære væbnede kamp, de leder heroiske handlinger, de proklamerer frihed og socialisme. Disse forskellige politiske udtryk finder sted i forskellige lande, og i almindelighed må vi arbejderklassens revolutionære indtage fælles positioner over for dem, arbejde for, at de slutter sig til kampen for socialismen gennem en korrekt enhedsfrontspolitik.

I de afhængige lande i Asien, Afrika og Latinamerika er nogle processer for uafhængighed og national befrielse blevet ledet af småborgerlige og borgerlige politiske formationer og har endda vundet sejr, men de har ikke været i stand til at lede dem på en konsekvent måde og gennemføre dem til enden med det formål at opnå uafhængighed, som i blandt andet Irak, Algeriet og Nicaragua.

Det marxistisk-leninistiske parti er klassens parti, arbejderklassens parti

I dagens verden er der forskellige partier, der hævder at være kommunistiske. Det er de partier, der blev grundlagt i den revolutionære kamp i første halvdel af det 20. århundrede, som senere gik over på revisionistiske positioner. De er tilhængere af Khrusjtjov-revisionismen. Disse partier har i vid udstrækning afsløret sig selv, de har fordømt arbejderklassens magt – proletariatets diktatur, revolutionær vold – de er blevet opportunistiske og reformistiske partier.

Der er partier, der kalder sig kommunistiske og lægger afstand til de traditionelle kommunistpartier, de anerkender en del af den marxistiske litteratur, men i praksis udvikler de en reformistisk politik, der søger “fordele” for arbejderklassen, mens de giver afkald på revolutionens organisation.

I Ecuador er det revisionistiske parti gået fra slemt til værre. I 1990’erne besluttede dets ledelse at opløse partiet og fusionere med det socialistiske parti. Senere reformerede en gruppe af dets medlemmer det “kommunistiske parti”. I øjeblikket er de opdelt i mindst tre grupperinger, der adskiller sig fra hinanden ved graden af støtte til Correa-regeringen og ved de positioner, de opnår.

Som tidligere sagt skal politiske partier bedømmes ud fra deres forslag, deres program og deres sociale praksis.

Arbejderklassens revolutionære parti blev dannet i Ecuador i 1920-30’erne. Det spillede en fremragende rolle i løbet af klassekampen, bidrog til at organisere arbejderne i byen, bønderne og ungdommen, det deltog aktivt i det nationale politiske liv. I slutningen af 1950’erne bukkede det under for den revisionistiske beskydning, der kom fra SUKP’s ledelse i Sovjetunionen, og det blev et opportunistisk og reformistisk parti.

For at redde marxismen-leninismen, arbejdernes og folkenes kamptradition, opstod det nye kommunistiske parti i Ecuador, som afgrænsede ideologiske, politiske og organisatoriske positioner mod det gamle parti og forstod behovet for at gøre alvor af marxismen-leninismen. Således opstod Ecuadors Marxistisk-Leninistiske Kommunistiske Parti, PCMLE.

I PCMLE’s principerklæring hedder det udtrykkeligt: “Ecuadors Marxistisk-Leninistiske Kommunistiske Parti er den ecuadorianske arbejderklasses politiske parti, dets bevidste avantgarde, dets højeste udtryk af klasseorganisationen.” Og “Ecuadors Marxistisk-Leninistiske Kommunistiske Parti er uafhængigt af alle former for kapital, af al imperialisme og kapitalistklassen.”

Disse formuleringer viser, at PCMLE er et politisk parti, som blev organiseret for at gribe magten, og ikke kun for fagforeningernes og bevægelsernes kamp.

PCMLE påtager sig ansvaret for at sætte sig i spidsen for arbejderklassens økonomiske og politiske krav, for at gøre sit bedste for at organisere arbejderne og ungdommen, for deres politiske uddannelse, for at rette den daglige kamp mod målene om at vælte kapitalismen og gribe folkelig magt. Disse kendetegn ved partiet gør det til arbejderklassens avantgarde; avantgardens rolle er imidlertid ikke fastlagt ved dekret eller ved at kalde sig marxistisk-leninistisk. Den vindes midt i den sociale praksis, ud af den hårde klassekamp. Arbejderklassens kommunistiske avantgarde er oplært i at slutte op om marxismen-leninismen, i at udarbejde en korrekt politik, i konstante at fremme denne politik i rollen som organisator af fagforeningerne og strejkekampe, i ledelsen af de kampe, der er udviklet af folkene og ungdommen, i fuldt ud at påtage sig ansvaret for at organisere og skabe revolutionen.

PCMLE er i sin politiske linje og revolutionære praksis uafhængig af alle kapitalens former. Det fastholder synspunkterne, som Marx, Lenin og Stalin har fremsat om behovet for at være et uafhængigt parti i alle dets aspekter. Den sociale praksis gennem 50 år bekræfter denne opfattelse: PCMLE har aldrig været halehæng til nogen dele af borgerskabet, det har aldrig rejst parolen om ”det mindste onde” for dermed under bordet at støtte en sektor af den herskende klasse, det har aldrig forsonet sig med klassefjenden.

Grundlæggende kommer arbejderklassens partis klassekarakter til udtryk ved, at det forsvarer og kæmper for arbejderklassens umiddelbare, mellemlange og strategiske interesser. Dens program, politikker, forslag og paroler svarer direkte til arbejderklassens interesser. De er åbenlyst antikapitalistiske og antiimperialistiske, de foreslår at afskaffe den private ejendomsret til produktionsmidlerne, at styrte borgerskabet og begrave imperialistisk plyndring. Partiet kæmper for, at arbejderklassen træffer beslutningen om at blive den herskende klasse, at etablere proletariatets diktatur og med denne magt opbygge et nyt samfund, arbejdernes samfund, bygget af dem selv til deres egen fordel, socialisme. Det kæmper for at afskaffe social ulighed, alle former for privilegier, at eliminere sociale klasser, at etablere samfund med nok til alle, kommunisme på hele planeten. Deres endemål falder sammen med menneskehedens frigørelse.

Arbejderklassen lever af at sælge sin arbejdskraft, den deltager direkte i produktionen, den er grupperet i store koncentrationer, den er knyttet til industriens udviklingskæde, den er i kontakt med de seneste fremskridt inden for videnskab, teknik og teknologi, den er underlagt arbejdsdagens disciplin. De materielle situationer i arbejderklassens erfaringer gør det muligt for den at være disponeret for organiseret arbejde, en praktisk ånd, en betydelig grad af kollektiv samvittighedsfuldhed, fraternitet og solidaritet. De materielle betingelser, arbejderklassens sociale praksis, gør det muligt for den relativt hurtigt at rejse klassebevidstheden hos sig selv, at tilegne sig den revolutionære teori, marxismen-leninismen, hvis det kommunistiske parti arbejder ihærdigt for dette formål.

I kampen mod kapitalen, som det siges i Det kommunistiske partis manifest, har arbejderklassen “kun sine lænker at miste, den har en verden at vinde”. Arbejderklassen er i besiddelse af sin egen ideologi og med ledelsen af sit parti den klasse, der er bedst rustet til at lede de andre arbejdende klasser i kampen for frigørelse.

I dagens Ecuador falder arbejderklassens nuværende interesser og mål sammen med interesserne for de andre arbejdende folk i byen og på landet, som ikke kan løses fuldt ud uden den sociale revolutions sejr. Denne situation giver os mulighed for med sikkerhed at fastslå, at arbejderklassen virkelig repræsenterer de selvstændige, bøndernes, lærernes, ungdommens og folkenes interesser i Ecuador. Ved at tage disse interesser som sine egne sætter arbejderklassen sig i spidsen for kampen for at løse dem, den bliver i virkeligheden fortroppen for befrielsesprocessen, revolutionen og socialismen.

Det kommunistiske partis sociale sammensætning er en af grundpillerne i partiets klassekarakter. Som det klart fremgår i dets vedtægter, skal medlemmerne være arbejdere, landarbejdere, fattige bønder, arbejdende eller revolutionære intellektuelle; det vil sige medlemmer af de arbejdende klasser. Disse krav er stort set blevet opfyldt; det store flertal af dets medlemmer kommer fra disse arbejdende klasser og sociale lag. Der er ikke plads i partiet til folk, der lever af andres arbejde.

Det er klart, at arbejderklassens ideologi, de programmatiske forslag, parolerne, politikkerne er indeholdt i partiets programmatiske dokumenter. I partiet tager de medlemmer, der kommer fra de andre arbejdende klasser, fra den progressive intelligentsia, fuldt ud disse ideologiske og politiske krav til sig, hvilket betyder, at de giver afkald på de økonomiske, politiske og ideologiske interesser hos de sociale klasser, de kommer fra. Den kommunistiske aktivist, der kommer fra de fattige bønder, fastholder revolutionens og socialismens sag, accepterer den politiske linje, principerklæringen, programmet og vedtægterne. Han eller hun tilsidesætter de fattige bønders umiddelbare forhåbninger om at vinde jorden til deres personlige og familiemæssige fordel og tager beslutningen på sig om at fortsætte denne kamp for jorden helt frem til magtovertagelse, og opfyldelsen af de resultater, som alle arbejderne, folkene, nationen og landet kræver. Sammen med beslutsomheden til at kæmpe for omstyrtelsen af kapitalisterne og imperialismen og opbygningen af folkemagt og socialisme bliver han eller hun en forkæmper for kommunismen. Dette er den væsentlige betingelse; de kommunistiske aktivister er proletariske revolutionære.

Disse omstændigheder underbygger den marxistiske teori om politiske partier; i teori og praksis betyder de, at det marxistisk-leninistiske kommunistparti er et klasseparti, det er arbejderklassens parti.

Hvis man tager udgangspunkt i, at medlemmerne af arbejderklassens revolutionære parti kommer fra forskellige arbejdende klasser, og siger, at det derfor er et flerklasseparti, siger man noget, som er ikke er sandt, og som ikke repræsenterer fakta om partiet og dets karakter. Spørgsmålet om et politisk partis klassekarakter udtrykkes grundlæggende af partiets ideologi, politik, program og aktivitet.

Det marxistisk-leninistiske partis ledende kerne har ansvaret for at uddanne sig i teori og praksis i det ægte udtryk for marxismen-leninismens revolutionære principper, for arbejderklassens, de arbejdende og folkenes umiddelbare, mellemlange og strategiske interesser. Den må være i stand til at integrere socialismen i arbejderbevægelsen og den folkelige bevægelse. Dens arbejde sker gennem udarbejdelsen af den generelle politik og de konkrete retningslinjer for arbejderne, for samfundets og landets situation, og frem for alt ved at indtage den ledende rolle i partiet, i arbejderbevægelsen og den folkelige bevægelse, i ledelsen af de sociale og politiske kampe, der udvikles af de arbejdende masser og ungdommen.

Hvis partiets ledelse, centralkomiteen, påtager sig dette ansvar i praksis, bidrager det til at konsolidere partiets klassekarakter. Hvis det ikke gør det eller udvikler det på en mangelfuld måde, kan det bidrage til at skille partiet fra arbejderklassens revolutionære politik, fra sin klassenatur, fra at være et redskab for arbejderklassen til at tage andre sociale klassers, småborgerskabets eller endog borgerskabets mål op. Det betyder, at partiets ledelse, dets sammensætning og dets praksis, udgør en grundpille i partiets klassenatur.

Arbejderklassens revolutionære parti holder sig til og ledes af marxismen-leninismens revolutionære principper

Arbejderklassens doktrin er marxismen leninismen; arbejderklassens politiske parti bruger den som sin ideologi og politik, som sin filosofiske opfattelse, som sit økonomiske og sociale program.

Marxismen-leninismen opstod på baggrund af det teoretiske arbejde, der udsprang af arbejdernes organisation og kamp, som udviklingen af materialistisk filosofi, af historisk materialisme, af politisk økonomi, og som et resultat af analysen af kapitalismens natur. Dens skabere var forankret i arbejdernes organisation og kamp, i arbejdernes internationale sammenslutnings rækker, de var klassekæmpere og fagforeningsledere, organisatorer af det kommunistiske parti. De uddybede revolutionens videnskab. Videnskaben er blevet bevist i samfundsmæssig praksis, i arbejderklassens kamp i hvert land og i international målestok, i Oktoberrevolutionens sejr og i de andre socialistiske og nationale befrielsesrevolutioner.

Marxismen-leninismen er den revolutionære tanke, den mest avancerede politiske doktrin, som menneskeheden har udarbejdet gennem hele sin omfattende historiske rejse; dens revolutionære principper har universel gyldighed, de er gyldige i alle lande. Det er klart, at deres anvendelse tager hensyn til den konkrete situation. Marxismen-leninismen er en levende doktrin, en doktrin under udvikling; hver af de sejrrige revolutioner har bidraget til dens udvikling; arbejderklassens forskellige kampe og kommunisternes arbejde i alle lande er et bidrag til dette fremskridt.

Marxismen-leninismen er ikke et dogme; det er en vejledning til handling, det er en filosofi til ikke kun at fortolke verden, men grundlæggende at forandre den.

PCMLE blev født til forsvar for marxismen-leninismen i opposition til de forrædere, der forsøgte at revidere den og vulgarisere den. Partiet har kæmpet for sine holdninger og stræber efter at anvende dem med initiativ og dristighed i de skiftende situationer i landet og verden; det vil fortsætte med sine principper for at gennemføre revolutionen til enden.

Partiets centrale mål er magtovertagelsen

Politik, programmatiske forslag, platforme og slogans går i den retning. Kampen om magten føres hver dag, på samfundets konkrete bane, i klassekampens hede.

Klassekampen udvikler sig uafhængigt af individernes, de politiske partiers vilje; det kommer til udtryk i konfrontationen mellem arbejderne og arbejdsgiverne, mellem arbejderklassen og borgerskabet, mellem folkene og imperialismen. Under visse omstændigheder bliver klassekampen akut, den får et større omfang, den involverer arbejderklassen, de andre arbejdende masser, folkene, de herskende klasser, og den kan føre til en politisk krise. Andre gange er denne konfrontation mindre intens, den udfolder sig i isolerede sociale kampe, den er spredt; på visse tidspunkter ser det endda ud til, at tingene er rolige, at der er social fred. Under alle omstændigheder forsvinder klassekampen ikke, den har forskellige udtryk, former og niveauer.

Arbejderklassens partis ledende rolle udtrykkes på en særlig måde gennem at lede arbejderklassens, folkenes og ungdommens organisationer og kampe for de umiddelbare økonomiske interesser, bruge dem som et middel til at forklare de virkelige årsager til det arbejdende folks situation, til at identificere de umiddelbare fjender såvel som magthaverne, at uddanne arbejderklassen politisk og pege på vejen til magten.

Vi kommunister er bevidst involveret i den kamp om magten, der dagligt udvikler sig i hjertet af samfundet. Vi tager parti for arbejdernes, de fattiges, de udbyttedes og undertryktes sag. Når vi konfronterer institutionerne, er vi imod de arbejderfjendtlige love, i opposition til autoritarisme og undertrykkelse, mod dommernes, politiets og de væbnede styrkers overgreb. Sammen med afvisningen af kapitalisternes politik fremsætter vi programmatiske forslag, udtalelser, forslag og paroler, der giver os mulighed for at fremme arbejderklassens politik, så ikke kun arbejderne, folkene og ungdommen, men også samfundet som helhed kan tage dem til sig. Dette er i det væsentligste arbejderklassens partis revolutionære politik, som udtrykkes hver dag, under alle omstændigheder og steder. Det er klart, at i det kapitalistiske samfund intensiveres den politiske magtkamp på visse tidspunkter, konfrontationen for at afgøre regnskaber mellem de forskellige segmenter af de herskende klasser i almindelighed løses gennem valg af repræsentativt demokrati; pludselig opstår der politiske kriser. Disse begivenheder involverer hele samfundet, alle de sociale klasser, klassesektorerne. Objektivt set sidder ingen på sidelinjen. I alle disse begivenheder har PCMLE deltaget med sin egen stemme, ud fra arbejderklassens og folkenes interesser, ud fra folkenes og nationens positioner og ud fra landets udviklingsmål.

Kapitalistklassen steg ligesom fortidens herskende klasser op til magten og arbejder dagligt på at opretholde og forevige sig selv. Borgerskabets magt er baseret på fysisk magt, på politiets og de væbnede styrkers rolle; den forsvarer sig gennem tvang og reaktionær vold. Men for at opretholde og udvikle sin magt arbejder kapitalisternes klasse i det væsentlige for legitimeringen af dens dominans.

Kapitalistklassen retfærdiggjorde sin fremgang, brugen af vold og terror, ved at hæve bannerne for “frihed, lighed og solidaritet”, der proklamerede de livegnes frihed, slavernes frigørelse. Den gik videre til at udarbejde lovgivning, der proklamerede lighed for loven, loven om almindelig valgret, udskiftningen af regeringsmagten, eksistensen og relevansen af parlamentet, af det repræsentative demokrati. På imperialismens stadium erklærer den sig selv for fredens og frihedens og demokratiets vogter og erklærer sig rede til at gribe ind i ethvert land, hvor disse principper krænkes. Ifølge deres antagelser og alle de udviklinger og begivenheder, der finder sted i disse tider, når verden sit højeste udviklingsniveau, af demokrati og fred takket være individuel frihed, konkurrence og frihandel. Arbejderne deltager i dette samfund, de er involveret i dette demokrati, de skal være ledere i den uophørlige udvikling, hvor de modtager, hvad de selv har skabt, en løn til at overleve og reproducere sig selv.

Med kapitalismens fremkomst opstod den industrielle arbejderklasse, den arbejderklasse, der muliggjorde skabelsen af rigdom, omdannelsen af naturens ressourcer til varer, til materielle goder, der gør livet og dets uophørlige udvikling mulig. Det er klart, at den rigdom, som arbejderne producerer, eksproprieres af ejerne af produktionsmidlernes private ejendom, af kapitalisternes klasse, der gør dem til lønslaver.

Denne situation placerer de kapitalistiske samfunds hovedklasser på hver sin pol: arbejderne og borgerskabet.

Da det væltede feudalismen, etablerede borgerskabet en ny, revolutionær verden; det gav en stor impuls til videnskab, teknik og teknologi, det revolutionerede permanent produktionsmidlerne og skabte store mængder og også en stor koncentration af rigdom. Denne nye verden blev bygget på grundlag af udbytningen af milliarder af menneskers lønarbejde, på deres sociale og politiske undertrykkelse, på plyndringen af alle landes naturressourcer. Den blev forringet fra sin start af det, der også er årsagerne til dets aldring og forsvinden. Den nye verden er nu en gammel, rådden og forfalden verden.

Kapitalisternes klasse blev ved at basere sig på udbytning og undertrykkelse af millioner af mennesker en kæmpe med et svagt og sårbart grundlag. Efterhånden som den voksede, forvandlede den de tidligere livegne til “frie” arbejdere, den mangedoblede dem i antal og spredte dem til alle verdenshjørner, den satte dem i direkte forbindelse med videnskabens og teknologiens fremskridt, den uddannede dem som sociale subjekter, der erhvervede bevidstheden om deres rolle som dem, der lægger kapitalens verden i graven og skaber en ny verden, arbejdernes samfund, socialismen.

Borgerskabet og arbejderklassen er modstanderne i det kapitalistiske samfund; de er i permanent kamp om at spille den dominerende rolle. Indtil videre er kapitalisterne ved magten, men arbejderne kæmper for at vælte dem, for at bringe dem til fald og blive den nye herskende klasse. Den kamp vil fortsætte, indtil arbejderklassen endeligt vil vinde, og de sociale klasser vil forsvinde; de materielle og subjektive betingelser for afskaffelse af sociale klasser, herunder deres egen forsvinden som klasse, for kommunismens fremkomst.

Den ideologiske kamp mellem arbejderklassen og borgerskabet eksisterer i alle klassekampens situationer og øjeblikke. Den kommer til udtryk i det revolutionære nyes kamp mod det reaktionære og forældede gamle; mellem arbejderklassens og den revolutionære bevægelses kamptradition og det reaktionære elitære; mellem “individuel frihed”, individualisme og egoisme kontra kollektive interesser og solidaritet. Det kommer til udtryk i kampen mellem det borgerlige demokrati, der retfærdiggør undertrykkelsen af den arbejdende befolkning og undertrykkelsen af fagforeningsfolk og revolutionære, og arbejderklassens demokrati med retten til at tale, beslutte og udføre store resultater til gavn for det store flertal, det direkte demokrati, det arbejdende folks demokrati; mellem det repræsentative demokrati og den revolutionære regering, der vil gennemføre de store fremskridt, som socialismen kan medføre.

Det kommunistiske parti er den konsekvente bannerfører for arbejderklassens store idealer; det deltager konsekvent i denne ideologiske strid og fremhæver revolutionens og socialismens principper, folkemagtens og proletariatets diktaturs principper.

I opposition til det borgerlige diktatur kæmper vi for proletariatets diktatur

Fra sin start har klassesamfundet dannet staten som et udtryk for dets institutioner, som et redskab til magtudøvelse, til at underordne og udbytte de arbejdende klasser og sociale lag.

Den kapitalistiske stat kan ikke undslippe dette, den er instrumentet for klassen af kapitalister og imperialisme til udøvelse af økonomisk magt, til at beskytte, bevare og udvikle deres interesser. Den er organiseret til at holde arbejderklassen og de andre arbejdende klasser nede; den bliver garantien for opretholdelsen af deres herredømme. Den borgerlige stat, uanset dens form, uanset niveauet af sociale og politiske rettigheder, som arbejderne og folkene har vundet, på trods af de formelle erklæringer, forfatningsmæssige dogmer og love, der er i kraft, er et udtryk for arbejdsgivernes dominans, for kapitalistklassens diktatur, der proklamerer frihed og demokrati for de magtfulde, og institutionaliserer udbytning og underordning for arbejderne.

Repræsentativt demokrati, militærdiktatur, autoritære regeringer, fascistiske regimer eller reformistiske regeringer er former for borgerskabets diktatur, udtryk for privilegiernes overherredømme for de få og fattigdom og undertrykkelse for det store flertal.

Arbejderklassen og dens parti kan ikke overtage den borgerlige stat og med dens indhold og formål til at gennemføre klassens mål. De må ødelægge det statsmaskineri, der er etableret af udbytterne og på deres grundlag. De må i stedet bygge folkemagten, arbejdernes stat, som vil påtage sig essensen af proletariatets diktatur, idet det antager forskellige former alt efter de konkrete historiske omstændigheder. Det vil altid være udtryk for det bredeste demokrati for arbejderne og diktatur for kapitalisterne og andre reaktionære. Historiske erfaringer har vist forskellige former for proletariatets diktatur, og i fremtiden vil arbejderne og folkene uden tvivl finde de mest gyldige former for at udøve arbejderklassens og de øvrige arbejdende klassers magt over de tidligere udbyttere, over kapitalens former i landet og forsvare sig mod angrebene fra reaktion og kontrarevolution på nationalt og internationalt plan.

Vi anerkender revolutionær vold som historiens fødselshjælper

Slavernes befrielse var resultatet af deres oprør, af store oprør og revolutioner, der brød deres lænker og gav anledning til et nyt udviklingstrin i det menneskelige samfund, til de feudale herrers autokrati, til absolutisme og til livegenskab for millioner af bønder, der som “frie mænd” var lænket til livegenskab. Middelalderens formørkelse blev gennembrudt af håndværkernes og bøndernes revolution, som borgerskabet udnyttede til at få adgang til politisk magt og etablere det kapitalistiske system. Det feudale aristokratis gentagne forsøg og reaktion på at genoprette deres privilegier gjorde også brug af vold, men de blev besejret igen og igen af den revolutionære vold, der blev udøvet af borgerskabet, som byggede på arbejderne og bønderne som deres tropper. Borgerskabet ved magten bruger vold til at bevare sine interesser, til at forøge og forevige dem. Imperialismen opretholder sin økonomiske og politiske dominans med aggressionskrige, med etablering af marionetregimer, med besættelsestropper.

Den første sejrrige proletariske revolution, Pariserkommunen, etablerede den første arbejderregering, det første udtryk for proletariatets diktatur ved en væbnet opstand blandt arbejderne; den forsvarede sig, indtil den bukkede under for kapitalisternes overlegenhed gennem revolutionær vold. Den Store Oktoberrevolution blev født af den væbnede opstand den 25. oktober 1917; den modstod den kontrarevolutionære offensiv og besejrede den efter en blodig borgerkrig, hvor Den Røde Hær, arbejderne og bønderne bevæbnet kæmpede for deres skæbne. Den albanske revolution, den kinesiske revolution, befrielseskrigen i Vietnam og alle de revolutioner, der tog magten og derefter dannede den store socialistiske lejr, var konsekvensen, resultatet af revolutionær krigsførelse, af guerillakrig, af oprør.

Arbejdernes befrielse, sand uafhængighed, kan kun komme med organiseringen og sejren af den revolutionære væbnede kamp. Vi marxistisk-leninistiske kommunister erklærer os for revolutionær vold; vi stræber efter at organisere det under de konkrete historiske forhold.

At opfatte revolutionær vold som den kampform, der fører til magten, forudsætter for arbejderklassens parti, at man bruger alle de andre kampformer: den økonomiske kamp, fagforeningernes og bevægelsernes kampe, folkets demokratiske kampe, strejker og generalstrejken, de folkelige opstande, gadekampen, marcher, sit-ins, blokader af motorveje og steder, deltagelse i valg af repræsentativt demokrati. Arbejderklassens partis evner udvikler sig i det omfang, det kan bruge alle former for kamp, kan bruge dem til at samle kræfter, til at bidrage til arbejdernes og ungdommens organisering, til at uddanne dem politisk, altid med magt og sejr for øje. At bruge alle former for kamp, at kombinere dem korrekt, at underordne dem den revolutionære væbnede kamp vil gøre det muligt for arbejderklassen og dens parti at opfylde revolutionens første fase, magtovertagelsen, og derefter udøvelsen af dens herredømme og virkeliggørelsen af den store opgave at opbygge socialismen.

Arbejderklassens ideologi og politik kommer til udtryk i partiets leninistiske organisation

Det kommunistiske parti adskiller sig radikalt fra hvert eneste borgerligt og småborgerligt parti i første omgang ved sine mål, ved de interesser det forsvarer, ved den måde det udtænker og udfører kampene for at opnå dem på, og ved den måde det er organiseret på.

Det er et centraliseret parti med en ledelse og en vilje til handling. Denne organisatoriske opfattelse udtænkt af Lenin har demokratisk centralisme som rygrad. Demokratisk centralisme udtrykkes i medlemmernes og ledernes lige rettigheder; i deltagelse i diskussioner og udarbejdelsen af den politiske linje, principerklæringen, programmet og vedtægter for partiet, alt sammen med tale -og stemmeret. Den består i retten til at vælge og blive valgt til ledelser; i retten til at kritisere politikken, medlemmer og ledere af partiet. Det vil sige det bredeste demokrati. Hvilket bekræftes i et centraliseret lederskab, i ansvar og forpligtelser, der skal opfyldes uden begrænsning. Demokratisk centralisme betyder modsætningernes enhed: frihed og disciplin, ret og pligt, kollektiv diskussion og individuelt ansvar, flertalsbeslutning, medlemmernes underordning under ledelsen på de forskellige niveauer og hele partiet under centralkomiteen.

De, der angriber den demokratiske centralisme og fremstiller den som et udtryk for undertrykkelse af den individuelle frihed, går i virkeligheden ind for en løs organisation, hvor personlig frihed angiveligt udtrykkes. De, der oprigtigt kritiserer demokratisk centralisme, tager fejl; for den sikrer tværtimod, at personlig frihed bliver et levende udtryk, når den konkretiseres i kollektive meninger og beslutninger. Når der alene tales om frivillighed, har det ingen politisk virkning; det er kun en manifestation af en idé, af et ønske. De, der angriber demokratisk centralisme fra reaktionære og opportunistiske positioner, har ikke ret; de fejlfortolker helt bevidst. I de borgerlige og småborgerlige politiske partier er der uden undtagelse ingen individuel frihed, stemmerne høres ikke, og endnu mindre tages de i betragtning ved beslutninger. Beslutninger er i de partier, hvor autoritarisme er tydelig, udtryk for viljen hos en lille kerne af ledere og i nogle af dem beslutningen fra en enkelt person, en stærk mand eller partiets leder.

Partiets leninistiske karakter kommer til udtryk i organiseringen af celler, i forpligtelsen til at være medlem af en af disse. Partiet betragter ikke sympatisører som medlemmer, men arbejder ihærdigt for at drage dem med ind i sine rækker.

Det kommunistiske parti organiserer sine celler på arbejdspladsniveau, i fabrikkerne, gårdene og minerne, på geografisk plan med det formål, at hver organismes sociale base dannes af en konkret del af befolkningen, hvor cellen opfylder partiets ledende rolle, alle dets opgaver og ansvar.

Marxismen-leninismen er filosofien om praksis, det er teoriens enhed med praksis. Partiets politiske beslutninger træffes ud fra arbejderklassens positioner med vejledning fra den politiske linje; de tager hensyn til den konkrete situation. De er rigtige i den grad, de repræsenterer de arbejdende folks interesser og opfordrer dem til politisk kamp, i det omfang de tager dem til sig og omdanner dem til en materiel kraft gennem deres sociale og politiske kamp.

Kritik og selvkritik er værktøjer i den ideologiske kamp, der gør det muligt for en at bekræfte partiets klassekarakter, rense det for fejlagtige opfattelser, udrydde de forkerte ideer og rette fejl og overvinde vanskeligheder. PCMLE stræber efter at gøre revolutionerende brug af disse værktøjer.

Proletarisk internationalisme

Arbejderklassens revolutionære parti udtrykker gennem sin politik og virksomhed gyldigheden af den proletariske internationalisme.

Kapitalismen og imperialismen udbytter arbejderne over hele jorden; den rigdom, der skabes af milliarder af arbejdere, havner i de store internationale monopolers og deres allieredes pengetanke, hos borgerskabet i hvert land. Disse forhold gør arbejderklassen til en international klasse, et socialt subjekt, der udbyttes og undertrykkes af de samme arbejdsgivere, af det samme system, der har de samme ideologiske og politiske karakteristika i alle lande.

Arbejderklassens materielle situation, den kapitalistiske udbytning og undertrykkelse kræver den samme position, den samme politik. De giver arbejderklassens revolution en international karakter, giver arbejderklassen i hvert land og de kommunistiske partier internationalistiske forpligtelser. Den historiske erfaring bekræfter disse opfattelser; den store Oktoberrevolution fandt sted ved et vendepunkt i det imperialistiske kapitalistiske system og dannede en base for støtte til den internationale revolution.

Den proletariske internationalisme eliminerer ikke den marxistiske opfattelse af, at arbejderklassen står som den herskende klasse i sit eget land. Derfor fandt den socialistiske revolution sted i hvert land og vil fortsat gøre det, grundlæggende som et resultat af arbejdernes og ungdommens kampe i landet, men også af den internationale arbejderbevægelses bidrag, af de kommunistiske partiers internationalistiske arbejde.

I imperialismens epoke er det presserende i de afhængige lande at rejse kampen for national befrielse sammen med kampene for social befrielse, for afskaffelse af kapitalistisk udbytning. I de imperialistiske lande er det nødvendigt at udføre den socialistiske revolutions opgaver, samtidig med at man fordømmer imperialismen i ens eget land, der akkumulerer rigdom og magt i de afhængige lande.

Det kommunistiske parti er internationalistisk, og samtidig er det den mest konsekvente forkæmper for national befrielse, for opbygningen af det nye hjemland.

Ecuador, november 2014

Oversat og forkortet fra genudgivelsen på engelsk i Unity & Struggle nr. 44, 2022

https://www.enhedogkamp.dk/unity-and-struggle-nr-44-maj-2022/

Tidsskrift for CIPOML – Den internationale konference af marxist-leninistiske partier og organisationer

Klassekamp – Revolution - Socialisme. Magasinet ENHED og KAMP har det hele!

Tankestof til tidens brændende spørgsmål - Handling i en verden moden til forandring

Del og brug gerne

Back To Top